torsdag, maj 31, 2012

KIG OP KIG NED

En cykeltur og lidt fotosafari kan altid få vendt humøret. Det er længe siden, at jeg har cyklet, men jeg nød at komme længere omkring, end når jeg går. Selvom jeg ikke cyklede mere end 40 minutter, fik jeg alligevel pulsen godt op, og for at få den lidt ned igen, gik jeg en tur med kameraet i haven bagefter.

P1030401

Stenene bag stakittet blev ståsted for et andet perspektiv på rhododendronbuskene.

P1030403

Fugletræet, som i weekenden var forvandlet til dannebrogstræ, blev nu til fotostativ, derfor den lidt skæve vinkel.

P1030406

Nu vil jeg se på mit strikketøj, som driller, jeg har for få masker og kan ikke regne ud, hvordan det er gået til. Måske den friske luft har rusket lidt i hjernecellerne, så de kan komme med et konstruktivt forslag til, hvad jeg så gør.

onsdag, maj 30, 2012

DUFTEN AF HJEMMEBAG

Nogle dage skal jeg bare ikke tænke over, hvad jeg planlægger, men blot gå i gang. Dagen på arbejde gik med raske fjed, men jeg syntes, at jeg fik nået det, der skulle nås, og jeg fik vendt problemstillinger og spændende ideer, så mit hoved snurrede, da jeg kørte hjem. Vel ude af Netto med ingredienser til aftensmaden kom jeg i tanke om, at i aften er sidste koraften, hvor vi hver især skal medbringe lidt mundgodt.

P1030394

Hjemme bryggede jeg te, lunede boller og havde gang i røremaskinen samtidig. Nu er der drukket te, og køkkenet dufter af appelsinsmåkager, om lidt går jeg i gang med aftensmaden, men først en kop te mere.

Nok er det sidste koraften i aften, men vi har endnu en koncert på tirsdag til et grundlovsmøde. Jeg grinte højt, da jeg læste den lokale avis, hvor vi blev udnævnt til at være en duo. Vi er normalt mellem 30-40 personer i koret!

Jeg ved, at jeg vil smile bredt, når jeg kører hjem fra kor. Håber at din onsdag aften også giver dig anledning til at smile.

P1030398

tirsdag, maj 29, 2012

mandag, maj 28, 2012

DAGEN DERPÅ

Jeg var så træt i aftes, at jeg valgte at slutte den skønneste dag med et glas rødvin i håb om, at det kunne give ro i kroppen.

Lørdagen blev en hektisk dag. Jeg stod op kl 6, og mens datteren gjorde sig klar til karneval, bagte jeg boller. Jeg nyder altid, når jeg skal køre hende til karneval, for vi møder alle mulige sjove forklædninger gående rundt i de morgentidlige gader.

Bagefter hentede jeg lillesøster i Rebild og  kørte ned til vores fars hus, hvor min lille søster fra Vestjylland og min lillesøster fra København havde været der fra dagen før. Og mens vi fik sagt god morgen, kørte lillebror fra København ind i indkørslen. Hele dagen gik med at dele ting, og hovederne blev mere og mere tunge, der er så mange minder forbundet med det hus og der er så ufattelige mange ting i det hus. Kl. 16 havde jeg sat en deadline for mit vedkommende, der var jo en fødselsdag dagen efter og masser af bagværk, der endnu manglede at blive bagt. Lørdag aften gik over i søndag, før jeg slukkede ovnen, men så var også bagt brownies, scones og æbler med smuldredej. Derudover havde jeg fået plantet krukker med sommerblomster, imens landmanden og søn havde hentet ekstra havemøbler fra sommerhuset. Datteren skulle hentes kl 1 i byen, men pga. diverse forviklinger nåede hun og jeg først hjem ved 2 tiden.

Søndagen gik slag i slag, vi har bare de bedste familier, ja undskyld, men det har vi. Det er ren fornøjelse at have dem på besøg. Traktementet blev en succes: boller med ost og syltetøj, engelske scones med flødeskum og jordbærsyltetøj eller den skønneste lemon curd, brownies og apple crumble med flødeskum eller is og banmuffins. Jorbær og melonstykker var garanter for den sunde afdeling, og chokolade og slik gjorde det ud for småkager.

Aftensmaden blev pålægskagemand, og det var ikke bare sjællændere, der ikke kendte til det begreb, himmerlændinge og århusianere gjorde det heller ikke, hvormod vestjyderne havde prøvet det flere gange før. Det blev en succes, eller som min yngste niece sagde til sin mor; det er bare sejt det her, hvorfor har vi aldrig fået det før? I denne udgave var der ikke meget kagemand over det. Vi har før fået det, hvor brødet, som er lyst brød, er formet som en kagemand.

DSC05771

Og i dag holder jeg fri, helt fri. De unge mennesker tager først hjem i morgen tidlig, så jeg vil nyde denne dag sammen med dem i fulde drag. I morgen har jeg også fri, men dagen skal bruges på at rydde det sidste  op i min fars hus (mine søskende har taget deres tjans), så ejendomsmægleren kan tage billeder af huset, og bagefter skal jeg have min far til læge, men i dag holder jeg fri.

far og datter

Må din 2. pinsedag blive god og varm.

søndag, maj 27, 2012

EN SKØN DAG

Det var en dejlig dag for 25 år siden.

Det er en dejlig dag i dag.

DSC05753

“Lila” som han blev kaldt af sin storesøster (lillebror) er rundet de 25 år.

DSC05756

Min kære søn gør mig glad og stolt, han er et dejligt menneske, et kærligt og betænksomt menneske, en skøn ung mand.

DSC05759

I dag vil vi fejre ham sammen med familien, 25 bliver vi, det er vist passende på sådan en halvrund dag.

DSC05761

Hjertelig tillykke min kære søn.

fredag, maj 25, 2012

FORNØJELIGE FREDAG

At kunne sidde på terrassen med bare tæer og hygge sig med en omgang Bezzerwisser sammen med mine allermest elskede, mens solen går ned – det er ren lykke

P1030393

Og vi bliver passet på. Her er trygt og godt at være.

P1030391

FRYDEFULD FREDAG

Trods planlægningstanker, der vækkede mig efter 3½ time og efterlod mig søvnløs, hygges der igennem på terrassen efter arbejdsdagen. Den kommende fødselar er hentet ved toget,  og storesøster havde dækket tebord til os.

Om lidt står der burgerboller på menuen med gode oksebøf, guacomole og ovnbagte kartofler dertil.

I ønskes alle en frydefuld fredag aften.

P1030390

Når nu havemøblerne ikke er tørre, så kan køkkenets spisebord og stole sagtens bruges på terrassen.

torsdag, maj 24, 2012

LIDT FOR HURTIG, MÅSKE

Jeg har vasket havemøbler, de er ældgamle (17 år), de har stået ude hele vinteren og de er lidt faldefærdige. Men mon ikke de kan bruges en sæson mere? Jeg var i hvert fald gået amok med højtryksrenseren og fik alger og skidt og møg af dem. Jeg elsker at stå med højtryksrenser, der er en vis tilfredsstillelse ved at kunne se, hvor langt man er kommet, og så går det tjept. Børste og vand er ikke noget for mig, det går for langsomt. Jeg havde fart på, og pludselig ramte slangen fra højrtyksrenseren mig på benet. Til jeres information er sådan en varm, meget varm, så nu har jeg et brandmærke på benet.

Havemøblerne kom ikke af sig selv over på vaskepladsen, normalt spænder jeg arm - og benmuskler og bærer dem (altså møblerne) over selv. I dag fik jeg hjælp af vores medarbejder, det gik tjept. Pludselig blev jeg 30 cm kortere i den ene side, benet var gået gennem et hul i jorden ved vaskepladsen. Husene og vaskepladsen er bygget på pæle, dengang gravede man ikke mosen væk og fyldte op med sand, man bankede pæle i jorden og støbte ovenpå mosejorden. Som årene er gået, er mosen forsvundet under husene og vaskepladsen, så der er hulrum under bygningerne. Det betyder også, at der langs sokler og vaskeplads af og til opstår huller, typisk efter en ordentlig regnskylle. De bliver ikke altid fyldt op med det samme, og nu har jeg altså skrammer på skinnebenet.

Måske skulle jeg være lidt mere opmærksom og lidt mindre hurtig, når jeg arbejder. Skidt pyt, det heler, og nu matcher jeg landmanden, han ser blot meget værre ud, han har sår og brandsår på begge arme og hænder og derudover sår på fødderne, fordi fødderne protesterer over at være lukket inde i gummistøvler eller træsko hele dagen lang. Det er godt, at sommeren med sol og varme er over os, det heler sår og skrammer.

P1030380

onsdag, maj 23, 2012

HVAD DU ØNSKER SKAL DU FÅ

Sønnen bliver 25 i weekenden, han kommer hjem og bliver fejret med gæster til kagebord og pålægskagemand til aften (og nej jeg ved godt, at sjællændere ikke ved, hvad det er, bagerne i hovedstaden har troet, min svigerdatter var tosset, når hun spurgte efter det)

P1030379

Jeg troede, at jeg skulle køre det traditionelle kagebord, men nej, den unge mand ønsker sig scones med clotted cream. Jeg ved godt, at clotted cream kan jeg ikke få her i Danmark, men har du en god opskrift på scones og forslag til andet tilbehør? Nå ja så ønskede han sig en afskyelig kage, som jeg har set på nettet, men ikke kan finde link til lige nu. Tre forskellige købte frugttærter lægges sammen med hvid købekagedej imellem og omkring, den bages og så kommes der et eller andet afskyeligt færdiglavet creme på dåse på. En rigtig amerikansk ide. Jeg har sagt nej! Nu må jeg så finde på en anden kage, eller også ender det med en lagkage som vanligt.

P1030383

P1030387

Udenfor har vores unge elev lært at betjene den store havetraktor, så nu ligner vores have en park, det er fordelen med græsplæne. Rhododendronbuskene kappes om at se smukke ud, vi har dem ved terassen, langs plænen og omme bagved.

P1030386

Jeg har nydt teen på terrassen, og nu skal der bæres gamle blomster i krukker om til vaskepladsen, så jeg kan starte morgendagen med at svinge højtryksrenseren. Ikke mere bloggeri, der skal også laves aftensmad inden korsang. Er det ikke skønt, som vi sveder?

tirsdag, maj 22, 2012

FLADMAST

Alle pakkerne med hakket oksekød blev mast flade, så de ikke fyldte så meget i fryseren.

Jeg er også mast flad efter en travl 9 timers vagt på arbejde, jeg skulle både passe et menneske, som skulle have hjælp til alt, undersøge plejehjemsmuligheder, samle op på et ungt menneskes udskrivelse, have samtale med et lille barn, hvis forælder havde fået en blodprop i hjernen, gå stuegang, og derudover introducerede jeg mine unge tedrikkende kolleger til hvid te med tranebær. Vi var ikke mange på arbejde i dag, men vi nåede at drikke formiddagste sammen, og jeg tror, at tebutikken i vores gade får flere efterspørgsler på denne te; mine kolleger var vilde med den. Mine unge kolleger så lige så brugte ud som jeg, og morgendagen bliver højst sandsynlig lige så travlt. Nu vil jeg brygge en god kop te, rydde op i køkkenet ,og så er det snart sengetid for en træt sygeplejerske.

Sov godt og drøm sødt.

P1030372

MAN BLIR SÅ GLAD NÅR SOLEN SKINNER

også selv om billederne bliver uklare og uden fokus, fordi jeg ikke kan se motivet pga solen i mine øjnene.

P1030370

Det gjorde godt efter en dag med overarbejde at kunne sætte sig på terrassen med en kop te. Aftensmaden blev resterne af det vietnamesiske mad, vi havde købt dagen før. Aftenen blev brugt på at klippe roser ned, gå en tur og læse en bog. Det var helt skønt at have energi til andet end at sidde foran computeren og spille kabale.

P1030374

Dagen i dag byder på den lange arbejdsdag på 9 timer, og aftenen er besat med praktiske gøremål, landmanden tror stadig, vi er fire i huset, så han har bestilt en kvart kvie til fryseren, den kan jeg så hygge mig med sammen med gode bekendte, mens hundeparret træner. Men solen er allerede dukket frem, og mine sommerbukser og trøjer er fundet frem. Det skal nok blive endnu en dejlig dag.

P1030377

God solskinstirsdag til dig.

P1030368

mandag, maj 21, 2012

ENDELIG

blev det vejr og tid til at køre en lille tur på motorcyklen.

Endelig fik jeg årets første isvaffel.

P1030364

Med sådanne søndagsspisevaner er det godt, at mandagen står på arbejde og en sund madpakke. God mandag til dig.

søndag, maj 20, 2012

SVEDPERLER

må tyde på, at temperaturen er stigende. Feriehunden og jeg gik 5 km i rask trav, tørklæde og vest røg hurtigt af. Det var alt for varmt at have det på. Imens trænede landmanden og Istvan, andre har høje forventninger til parrets formåen til en konkurrence, så det forpligter.

P1030346

Henne ved naboen så jeg de smukkeste kogler, de var mørkrøde og lyste op blandt de grønne og brune nuancer.

P1030347

Hjemme beriger indkørslens buske os med et væld af variationer fra lukkede knopper til udsprungne små hvide blomster.

P1030350

Lige nu er helhedsindtrykket sart rosa, men snart er det den hvide farve, der dominerer.

P1030349

Om godt en uge går vi ind i sommermånederne, i dag er vejret vist begyndt at fatte det. God søndag til dig, forhåbentlig har du varme i luften, her er solen endu ikke kommet frem, men vi er optimister.

lørdag, maj 19, 2012

LØRDAG PÅ FARTEN

Bilen er ved at kende turen ned til min fars plejehjem. Mine søskende og jeg deles om besøgstjansen hos min far; som mål har vi, at han skal have besøg en hverdag i hver uge og også gerne besøg i weekenden. Hverdagstjansen tager vi tre jyske søstre os af, mens vi deles om weekenderne med vores københavnske bror og søster. Denne gang faldt det således, at jeg både havde hverdagen og weekenden.

P1030343

Eftermiddagsteen blev drukket sammen med min far i hans lille lejlighed, og vi fik også set billeder, mest mig, min far kan ikke så godt koncentrere sig eller genkende mennesker på billederne. Derimod er musikken den direkte vej til min far, han har svært ved at formulere sig, men kan fløjte alle slags melodier, og det både højt og rent. Så vi hørte CD, min far spillede en melodi med etfingersystemet på klaveret, jeg spillede flere melodier med etfingersystemet, og aftenvagten fortalte, at i går havde de taget sig en svingom på terrassen, mens far fløjtede til. Det er et dejligt personale, altid har de et smil på læben, og min far lyser op, når han ser dem.

P1030342

Vi fik også tid til at gå en tur rundt om det nye plejehjem og nyde den friske luft. Bagefter fandt vi min fars slægtsbog frem. Jeg har tidligere her fortalt, at min far tog rundt til alle sine søskende, da han gik på efterløn, og interviewede dem om deres barndom og ungdom. Efterfølgende skrev min far det ind, og hver familie fik en mappe. Min far er den yngste af 15, han er den eneste, der lever endnu, men mine mange fætre og kusiner er så glade for bogen, som rummer deres forældres livsfortællinger. Det er vi også; i dag læste vi om min fars skolegang, og en skønne dag får du også muligheden, for jeg har besluttet at bruge nogle indlæg her på at lade min far fortælle.

Nu er aftensmaden sat i ovnen, landmanden kører på fuld fart ude i marken, han under sig ikke megen tid til pauser, i dag har han været i gang siden kl.7, dog satser han på at være klar til fodbold i fjernsynet om en time. Lur mig, om ikke han falder i søvn, inden kampen er slut.

God lørdag aften til dig.

LIDT AF HVERT

Jeg er hundepasser, ikke for Istvan, han sidder troligt ude på traktoren i 14 timer. Når bare han er sammen med landmanden, så er han glad.  I stedet har jeg fået selskab af en lille nem hund, den vimser lidt rundt, studerer de nye omgivelser og lægger sig så tilpas til rette i nærheden af mig.

DSC05724

Landmanden og Istvan er i gang i marken, det skønne vejr skal udnyttes, og jeg har en have, som i den grad trænger til lidt nærvær. Roserne er ikke klippet ned, skvalderkål er vokset sig højere end det, de skulle være bunddække for, græsset er trængt ind på områder, det skulle have holdt sig væk fra, krukkerne står stadig med visne blomster fra sidste år. Jeg har slet ingen energi i forhold til havearbejde, men på den skønne solskinslørdag skal det være. Når morgenmaden er spist, den stille stund er holdt, og luftning af feriehunden er foretaget, så skal det være.

DSC05721

God arbejdsom lørdag eller afslappende lørdag til dig.

DSC05729

fredag, maj 18, 2012

460

Jeg fik min lyst til bil og kørsel på motorvej styret i går. 460 km på landevejen brugte jeg for at hente og bringe min far. Jeg kunne have valgt at have tilbragt dagen nede hos ham, men jeg savnede at have min far her, og jeg nød, at vi kunne spise frokost og aftensmad sammen med landmanden, at vi alle tre sammen kunne se cykelløb, at min far sov middagslur i min sofa og at vi fik stille stunder i bilen, mens vi nynnede med på gamle sange fra missionshuset.

Det var de mange kilometer værd. Og selvom jeg er træt i dag, så ved jeg, at når jeg står inde på afdelingen, så er jeg som cirkushesten klar på en god dags arbejde. Ha en god dag.

P1030282

I går fik vi ikke gået tur, det blæste det for vildt til her i Nordjylland.

torsdag, maj 17, 2012

FORVIRRET?

Den stationære computer kan ikke installere alle de opdateringer, som anbefales, på en gang, så jeg er ved at installere dem en efter en. For ikke at forvirre computeren lader jeg være med at bruge andre programmer, men min far sover, min kære landmand er udenfor, så jeg har hentet den bærbare hen til den stationære og blogger imens.

Så var det, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke kunne flytte pilen på skærmen

indtil jeg opdagede, at jeg flyttede med musen til den stationære ;-)

Hvem sagde, at kvinder kunne holde flere bolde i luften på en gang?



onsdag, maj 16, 2012

DET REGNER

hvis du skulle være i tvivl. Her på gården faldt der 11 mm på 20 minutter, så det satte en stopper for al markarbejde, men i morgen er der atter en dag.

Jeg sad og forberedte fremlægning på sygehuset og kunne høre regnen tromme på ovenlysvinduerne. Så min arbejdsdag blev som planlagt. Nej faktisk blev den bedre. Vi har en sygehjælper, som altid sørger godt for os andre; hun sørger for oste og marmelade til morgekaffen og har styr på kaffekassen. Af og til køber hun lidt ekstra lækkert eller sammen med en anden arrangerer hun fælles spisning op til højtiderne. Hun elsker at lave blomsterdekorationer, så vi har altid små og store smukke dekorationer at se på.

I dag havde mine kolleger fundet på, at vi skulle kalde dagen for hendes dag. Der blev sendt bud efter pålæg og rugbrød til frokost, der blev dækket borde med hvide duge, der blev dækket med røde servietter og et smukt kort blev skrevet. Og så stod vi alle i personalestuen, da hun intetanende blev sendt ind for at holde frokost. Det var så dejligt at se hendes overraskelse og hendes glæde. Jeg har verdens bedste kolleger og jeg er så glad for, at de tænkte på sådan en skøn overraskelse. Sådan noget er jeg ikke god til, jeg er heller ikke god til at holde system og orden, men pyt, vi løfter i flok, og det er jeg god til.

Nu er der fridag i morgen, jeg henter min far op til en dag på gården og jeg håber inderligt at vejrudsigten holder, for så kan vi komme ud og gå en tur. Regnen skal ikke afholde mig fra at køre til kor i aften, men først skal der laves aftensmad.

God aften til dig

P1030296

NERVEPIRRENDE LÆSNING

Siden jeg læste Jo Nesbøs Snemanden har jeg ikke haft det sådan med en bog. Men Helles anbefaling af en krimi har fået mig til at stoppe med læsning ind imellem, fordi det var for nervepirrende. Jeg har end ikke turdet gå ud med affaldsposerne, fordi landmanden ikke var hjemme. Og så var jeg jo nødt til at læse videre, fordi jeg måtte kende slutningen, som overhovedet ikke var, som jeg havde regnet med.

Er du til krimier, kan den varmt anbefales, også selvom jeg måtte vente, til landmanden kom hjem, før jeg turde at gå i seng ;-)

P1030333

tirsdag, maj 15, 2012

MAJBILLEDE I ORD

Der er ild i brændeovnen.
Jeg ligger under et lunt tæppe, mens jeg blogger.
En god bog er klar, hvis jeg får lyst til at læse.
Mine øjenlåg bliver tungere og tungere.
Landmanden tager sig en powernap, for udenfor regner det, så kartoffellægning er udsat til i morgen, hvor vi håber på bedre vejr.
Aftensmaden bliver rester: suppe og oksekød med en salat.
Udover ordet kartoffellægning er der intet i ovenstående indlæg, der indikerer maj måned. Jeg håber på varmere vinde, jeg savner sol på næsen og terrassete. Jeg tror, jeg snupper en lille powernap.
zzz zzzz zzzz zzz


mandag, maj 14, 2012

LÆSEGRUPPE

Min svigerinde har spurgt mig, om jeg vil være med til, at vi danner en læsegruppe, og det vil jeg rigtig gerne. Men hvordan starter man sådan en? Hvor tit mødes man? Hvordan snakker man om bøgerne? Se nu ved jeg godt, at det må vi da selv bestemme, men lidt inspiration fra blogland er ikke at kimse af. Jeg har før prøvet at være i en læsegruppe under aftenskolen, hvor der var en tovholder, som havde bestemt bøgerne og havde forberedt sig på at styre gruppen gennem aftenen, så vi fik noget at tænke over.

Jeg er sådan en hurtiglæser, så jeg glemmer hurtigt det læste, så hvis nogen vil diskutere en bog senere hen, er jeg nødt til at få små resumeer af handlingen for at kunne huske. De bøger, jeg læste i læsegruppen, kan jeg faktisk bedre huske og også derfor vil jeg gerne prøve at være med i en læsegruppe.

I dag skulle min svigerinde låne den tredje bog af Linda Ollson, vi havde begge to fridag, så jeg fik te og hjemmebagt knækbrød, uhm det smagte. Vi fik snakket både om bøger og vores kære børn, to gode emner ;-) Bagefter fik jeg lånt nye bøger, jeg glæder mig til at fordybe mig i en god bog i aften.

Har du erfaring med læsegrupper, og i så fald vil du fortælle om det?

DSC05714

JEG ER DEN HELDIGSTE MOR/SVIGERMOR

Knap var de unge mennesker sat på flyveren, før der dukkede et blomsterbud op her langt ude på landet med en blomsterbuket, et hjerte fyldt med lækker chokolade og det sødeste kort.

I min familie har vi ikke brugt at fejre mors dag, indimellem har det passet med, at jeg har haft lyst netop på denne dag, og så fik min mor en gave, ellers har jeg ikke holdt mig til denne specielle dag. Det samme har vi så lært vores børn, men vores svigerdatter har andre traditioner, så hun var ophavsmand til initiativet til både hendes egen mor og til svigermor, og mine børn var med på ideen.

Og helt ærligt – jeg blev da så glad og taknemlig over, at jeg blev husket og samtidig fik søde ord med på vejen.

Jeg er den heldigste mor og svigermor.

P1030335

søndag, maj 13, 2012

DAGEN DERPÅ

Kroppen er træt, mæt og glad. Vi fejrede sammen med vores børn deres jævnaldrende kusines bryllup i går. Det blev en dejlig dag. For vores svigerdatter var det første gang, hun var til et dansk bryllup, og hun nød at tage del i alle de traditioner, hun havde læst om. Der blev kysset brud og brudgom, når modparten var ude. Der blev danset brudevals og klippet tæerne af brudgommens sok. Der blev kastet ris på brudeparret, ikke da de forlod brylluppet, for de forlod ikke festen, men skulle sove sammen med mange andre gæster på feststedet. Så risene faldt, da de forlod min svoger og svigerindes smukke gård 1½ km fra os. Der blev sunget sange både af alle og  som optrin af enkelte. Der blev holdt taler og der blev lavet små skuespil. Der blev grinet og fældet en enkelt tåre eller to. Vi nød festen i fulde drag. Vi nød at se den smukke bruds glæde over sin brudgom.  Bruden og hendes søskende har været en del af vores børns hverdag hele deres liv, fotoalbummet, både på det fysiske og det mentale plan er fyldt med dejlige billeder af de 5 børn.

Søndagen står på powernap, fjernsynskiggeri og langsom tempo, vi er trætte alle sammen og skal bare nyde hinanden de sidste timer, inden flyet sender de unge tilbage til hovedstaden.

Må din søndag blive af den skønneste slags.

DSC05713

lørdag, maj 12, 2012

DET BEDSTE

er at vågne og vide, at alle værelser er fyldt med sovende mennesker.

Helt sovende var alle dog ikke, landmanden var stået op for at arbejde, men regnen havde sat en stopper for hans planer. Nu hygger han sig med sin iPad, den julegave var jeg heldig med. Den bliver brugt flittig i disse dage, hvor vejrudsigten og radarbilleder lynhurtigt kan findes frem. Han er ikke bundet af at sidde foran computeren, men sidder lige så ofte sammen med medarbejderne. For mig at se er det også en god læringssituation for vores elev, han lærer hvordan landmanden kombinerer sin viden om kartofler og jordens beskaffenhed med vejrudsigter. Datteren var også stået op, det er helt tydeligt at hendes retræteophold har været godt for hende, hun beskriver det selv som det bedste, hun har gjort for sig selv længe. Nu er hun løbet sig en tur inden morgenmaden, de gode takter fra øen skal holdes ved lige.

Svigerdatteren og sønnen sover endnu, det skal de have lov til, og jeg øver mig på det, mine kloge børn gav mig med fra påskeferien: Jeg skal lade være med hele tiden at ville planlægge, jeg skal lade være med hele tiden at prøve at leve op til de forventninger, jeg tror, de andre har til mig og weekenden. Jeg skal prøve blot at være til stede og nyde mine børn, min svigerdatter og min mand, nå ja også Istvan. Istvan må ikke komme i resten af huset i disse dage, vores svigerdatter er multiallergiker, så han må nøjes med en åben dør til køkkenet, hvor han kan holde øje med os. Jeg har dækket morgenbord med hjemmebagte boller og hjemmelavet marmelade, men også med havregryn, mysli, A38 og frisk frugt, ikke fordi jeg forventer et fælles morgenbord, men fordi jeg har lyst til at nyde morgenen i huset, hvor folk går til og fra morgenbordet.

Om lidt vil jeg finde gummistøvlerne frem og gå en tur.

Det kan kun blive en god dag. Håber du også er vågnet til en god dag.

P1030325

fredag, maj 11, 2012

SLUT MED APOPLEKSI I DANMARK

Det er nok at tage munden fuld at sige ovenstående, og vores overlæge, der underviste personalet i forgårs, var knap så kategorisk men stadig meget overbevist.

Hvis blot alle kendte deres blodtryk og sørgede for at holde det under 140/90,  så ville apopleksi nærmest ikke findes i Danmark. For højt blodtryk er den helt store synder i forhold til at få en blodprop eller blødning i hjernen. Rygning og diabetes er også store risikofaktorer, overvægt, manglende motion, for megen alkohol og forkert kost ligeså, men det forhøjede blodtryk er det værste. Og kan man kombinere de forskellige faktorer, så stiger risikoen.

Alderen i sig selv er også en risikofaktor, den kan vi ikke gøre noget ved. Jo ældre vi bliver, jo mere stive bliver vores kar og der er flere, der får arteriosclerose (åreforkalkning). Et forhøjet blodtryk udsætter karvæggen for massivt tryk, karrene prøver at gøre sig tykkere, der bliver mindre plads i blodbanen. Kommer der så cholesterol og sætter sig på karvæggen eller gør sukkersygen karrene mere skrøbelige og modtagelige for alskens materiale til at sætte sig fast, eller rygning får karrene til at trække sig sammen eller overvægten presser på karrene udefra, eller …

P1030316

Har du betragtet et vandløb? Der flyder måske lidt blade og gren med strømmen. Henne ved vandløbets sving eller ved en sten kommer vandet i turbulens, det hvirvler rundt, noget løber måske lidt tilbage, blade og smågrene falder til bunds eller lægger sig op af stenen. Præcis sådan sker det inde i vores kar, de har mange sving, de har mange forgreninger, der kommer arteriosclerose, det forhøjede blodtryk gør blodbanen snæver, rygning gør blodbanen snæver. Det er egentlig forunderligt at der ikke opstår flere blodpropper eller at karrene brister pga pres og øget skrøbelighed. Men faktisk er der mange, der har gamle ar efter blodpropper, når de kommer hos os, de blodpropper har blot ramt, så der ingen skade er sket, andre nerveceller har taget over, men en skønne dag …

Sørg nu for at få styr på dit blodtryk. Det kan godt være, at du gerne vil gøre det uden medicin. Jeg ville i hvert fald gerne selv være med til at gøre noget ved hjælp af kosten, motion og vægttab. MEN det tager tid, så mens du er på vej, synes jeg,  at du skal samarbejde med din læge og få noget blodtrykssænkende medicin. Og husk 140/90. De kloge hoveder anbefaler, at man måler sit blodtryk 3 gange hver dag i en periode, finder gennemsnittet af de tre målinger, det er det gennemsnit, der skal ligge under 140/90. Og har du diabetes, skal blodtrykket længere ned, 130/80.

P1030260

Kunne vi ikke aftale, at du passer på dig selv? I første omgang kan du lære dit blodtryk at kende. Der findes forskellige steder, hvor man kan få målt sit blodtryk gratis, bl.a. her. Og kan man være bloddonor, får man automatisk kontrolleret blodtryk hver gang, det er den måde, jeg får det tjekket. Jeg har dog besluttet, at vi skal have købt et apparat. Landmanden er nemlig ikke sådan at få lokket til læge. Og med alderen in mente, og med alle de patienter, jeg har, som er på vores alder og yngre, så vil jeg ikke acceptere mere, at vi ikke ved, hvor hans blodtryk ligger.

Hvis nu vi alle tjekker vores blodtryk og gør noget ved det, så måske …

P1030267

Ha en god dag og vær god ved dig selv.

torsdag, maj 10, 2012

FRISK LUFT

trængte jeg til. Jeg kommer vist ikke uden om en tur forbi optikeren, for hver dag på arbejde udløser hovedpine et stykke tid efter. Jeg kommer heller ikke uden om et besøg hos ørelægen, for jeg får sværere ved at høre, hvad folk siger, så snart der er baggrundsstøj. Og en afdeling uden baggrundsstøj finder man vist ikke ;-)

P1030310

Hovedpinen blev i dag kureret med en gåtur i regnvejret sammen med Istvan, og bagefter en tur alene ned til søen. Istvan mener nemlig ikke, at han behøver at gå pænt, når han går sammen med mig. Det er vi så ikke helt enige om, derfor den afkortede tur. Landmanden er afsted med kartofler til en gårdbutik, han har lovet selv at stå for sin aftensmad. Min bliver enten A38 eller rester fra køleskabet.

P1030314

Huset er blevet gjort rent, mens jeg har været på arbejde, de penge er simpelthen så godt givet ud. Jeg bliver så glad, når jeg træder ind af døren, mine skuldre sænker sig, og jeg trækker vejret roligt. Så snakker vi ikke om, at jeg styrtede rundt i morges for at rydde op til rengøringen, fordi jeg var for træt i går. I går valgte jeg i stedet for at tage til gospelsang, det gør mig nemlig glad.

P1030320

Hvad gør dig glad?

HVORDAN

gør man det forståeligt, det som man tror, at man har præsenteret forståeligt, men som når mennesker lægger deres egen fortolkning ind over, ender med et komplet uforståeligt resultat for mig?

Er du forvirret, så følg med ;-)

Jeg har tidligere skrevet om, at hvis du pludselig fik nedsat kraft i den ene side, det kunne være i et par fingre, det kunne være i en arm eller ben eller måske hele den ene side, så skal du ringe 112. Det er IKKE afgørende, om det er lidt eller meget nedsat kraft, det afgørende er, at det kommer pludseligt, og at det er kun i den ene side.

Jeg har skrevet om, at hvis du pludselig får hængende mundvig i den ene side og har problemer med, at mundvandet løber ud af munden, så skal du ringe 112. Det er IKKE afgørende, om det er den ene eller den anden side, det afgørende er, at det kommer pludseligt og er i den ene side.

Jeg har skrevet om, at hvis du pludselig får taleproblemer, skal du ringe 112. Det er IKKE afgørende, om du har svært ved at forstå eller svært ved at tale, det afgørende er, at det kommer pludseligt.

Alt dette her er jo ikke bare sagt her på min blog, det har stået forskellige steder, der har været oplysningerne i fjernsynet om det, men alt for længe siden efter min mening. Trods det møder jeg stadig mennesker, som først senere kontakter deres egen læge eller forsøger i det akutte at få kontakt til vagtlæge, for “nu skal man jo omkring vagtlæge eller egen læge, før man kan komme på skadestuen”. JA det skal man, men IKKE ved akutte tilfælde, og det er akut, hvis man pludselig    får ovennævnte symptomer. Der er kun 4½ time at give behandling i fra lammelsen og/eller taleproblemerne opstår. Og jo hurtigere jo bedre, der dør 1,2 millioner nerveceller hvert minut, når man bliver ramt af en blodprop i hjernen.

Det kan godt ske, at lammelsen går over, og at man har haft  et TCItilfælde, en lille blodprop, der har opløst sig selv, MEN risikoen for at få en ny blodprop er størst de første dage efter en blodprop. Det betyder, at hvis man bliver vurderet til at være i risikogruppen for at få en ny blodprop, kan man blive indlagt og få trombolysebehandlingen, hvis der kommer et nyt tilfælde.

Det kan også godt ske, at man slet ikke har haft en blodprop, men noget helt andet, men det kan man ikke vide, når det starter. Det er lægerne på neurologisk afdeling, der kan afgøre dette, og man er derfor NØDT til at ringe 112.

Jeg har tidligere skrevet om det her og her.

Tilbage står spørgsmålet: hvordan får vi nordjyder til at fatte, at man ikke venter, at man ikke ser tiden an, at man skal ringe 112 og ikke til vagtlæge/egen læge, at selv fra Skagen har vi fået patienter til behandling indenfor tidsvinduet, at man nu har helikopter, som også kan tages i brug. HVORDAN?

onsdag, maj 09, 2012

REGNVEJRSMORGEN

Det er vådt udenfor, og de grå skyer sørger for, at der skal tændes lys indenfor. Jeg er klar til arbejdet, i dag har jeg sørget for madpakke, resterne fra aftenens rissalat sammen med en lille dåse tun. Jeg har nemlig administrativ dag og har en lille artikel, der skal være skrevet, inden der er frokostmøde på chefens kontor og efterfølgende undervisning af en af vores overlæger. Jeg kan mærke, at jeg får lidt hjertebanken ved tanken om den artikel. Da jeg sagde ja, velvidende at deadline var i dag, mente jeg, at den kunne jeg hurtigt skrive; den lagde sig op af min diplomopgave i december. Nu er jeg knap så sikker, med 3000 tegn skal jeg være rimelig præcis i formuleringen for at få alt det med, vi gerne vil have med. Heldigvis kan jeg sparre med min chef, og i dag forbliver jeg i mit privattøj og har booket kontor væk fra afdelingen; det er min måde at skabe ro omkring min arbejdsproces.

God regnvejrsdag til dig med plads til eftertanke og ro.

DSC05696