tirsdag, december 31, 2019

Ved natlampens skær

Natten til nytårsdag: Der er helt stille omkring mig, alle sover, både hunde og landmand. Jeg har sat mig i den gamle stol fra mit barndomshjem, varmet gløgg og fundet computeren frem. I nat er åbenbart en nat, hvor søvnen ikke vil komme af sig selv. Heldigvis skal jeg i aftenvagt nytårsaften, så jeg har tid til at hvile mig før arbejde.

Landmanden har holdt helt fri mellem jul og nytår, men en ordre sent i går har gjort, at fridagen nytårsaftensdag er inddraget for både ham og medarbejderen, så de kan have kartoflerne klar til første hverdag i det nye år. Der skal først være mad klar klokken ni, så jeg skal nok nå at få sovet noget inden da.

Nytåret sætter tanker i gang, jeg bruger ikke nytårsfortsætter, men tanker om det liv, jeg lever, og det liv, jeg gerne vil leve, kommer helt af sig selv ved årsskiftet. Jeg havde ikke tænkt på, at vi nu går ud af et årti og ind i et andet, men på torsdag er det tyve år siden, at jeg ved årtusindskiftet startede som sygeplejerske igen efter 11 års pause.

Min tro er altid med mig, men jeg må indrømme, at den ikke bliver næret og passet på. For mig indebærer troen, at jeg har en støtte, en styrke, som bærer mig igennem, når alt er svært. Og som mange andre glemmer jeg at takke, når alt er godt. Jeg skal nok få foldet hænderne og bedt en bøn, når jeg er bange, har det svært eller bekymrer mig. At prioritere at give mig selv tid til stilhed, taknemlighed og til at bede og gå i kirke, er noget af det, jeg gerne vil blive bedre til i 2020.

Det er morgen nu, søvnen kom til sidst og nu sidder jeg igen i den gode stol og læser det skrevne fra i nat. Noget er slettet, og når jeg læser resten, tænker jeg, hvor er fokus på min næste. Se, det mener jeg, at jeg har fokus på i det daglige. Mit job er at være der for min næste. Ikke desto mindre fylder jeg meget i mine tanker, og det vil jeg gerne ændre. Jeg vil gerne kunne slutte fred med mig selv og dermed få overskud til andre. Det sjove er, at hvor andre får mere ro med alderen, så får jeg mere uro i min hjerne. Jeg har erfaring, jeg ved hvad jeg kan, men samtidig føler jeg mig også på gyngende grund, og alligevel er jeg tryg ved og i det.

Mere jordnære drømme for 2020 er, at jeg gerne vil have afsluttet strikkeprojekter, for jeg kan mærke, at det fylder og hæmmer mig i at se det sjove og afslappende i at strikke. Måske skal jeg forsøge at dykke ned i kurven, mens jeg ser/lytter til strikkepodcast. Podcast er noget, jeg ikke bruger så meget, i stedet for fylder jeg mig med det samme musik og samme film/seriegenre. Måske skulle jeg forsøge at åbne hjernen for nye input.

Måske er det det, I, der er gået på efterløn/pension forsøger at fortælle mig, at når tiden ikke fyldes med arbejde, giver det rum og plads til andet. Men der er jeg ikke endnu, jeg mener stadig, at jeg har noget at give arbejdsmæssigt, så selv om 2020 er året, hvor jeg kunne gå på efterløn, så er det ikke i mine planer.

Om få timer trækker jeg i uniformen for sidste gang i dette årti. Og i morgen gentager jeg proceduren i det nye årti Kvinden i hvidt, det jeg drømte om, da jeg var 12 år. Dengang var det vist mest det med at hjælpe andre og at gøre en forskel, der fyldte. Det er stadig essensen i sygeplejejobbet, men måden hvorpå det gøres er ændret meget.  Det gør mig glad at tænke på, at den tolvåriges drømme også holdt stik i virkeligheden, så jeg nu 50 år efter stadig er glad for mit valg, mit fag og mit arbejde.

Må du komme godt ind i det nye år og må du få lov til at mærke håbet og drømmene for 2020.


lørdag, december 28, 2019

Skarpt trav og familietraditioner

Tredje juledag blev tilbragt hos min ældste lillesøster i Vestjylland. Den jyske del af familien mødes altid inden nytår og så tager vi den på skift rundt i Nordjylland, Himmerland og Vestjylland. Vi fik gode bondeklejner, næste år vil jeg koge dem og fryse dem først i december, så jeg har dem, når de unge mennesker kommer hjem. Ofte orker jeg ikke at stå med palmin og gærdej, når jeg har gæster. Min søster havde kogt dem først i december og nu nød vi smagen af barndommens jul.

Vi nåede også en tur ned til mine niecers gravsted i tusmørket. Lysene i lanternerne blev tændt og vi tænkte tilbage på de gode år, vi nåede at få med den ene af mine niecer. Den anden nåede vi kun at have forventningens glæde om at skulle have i familien.

Efter lækker mexikansk mad og masser af snak, sang og dans omkring juletræet og gennem huset kørte vi hjem. Jeg sov hele vejen hjem, for jeg skulle i dagvagt i dag.

Har vi haft det travlt i dag? Det har vi. Jeg var trombolysesygeplejerske og fik travet så meget, at mine fødder smerter. Jeg har også brugt mine hænder på at hjælpe patienter med at forflytte sig i sengen, så nu svier og smerter de. Slidgigt siger min læge, og det må jeg så lære at affinde mig med.

Har vi haft en god dag i dag? Det har vi, og jeg elsker at være tilbage på afdelingen efter en skøn juleferie. Jeg elsker at mærke erfaringens støttende hånd, når jeg skal gå nye veje. Jeg kan næsten altid kombinere de to ting.

Nu har jeg spist småkager og slik, for det er jo stadigvæk jul og jeg elsker smagen af jul :-)

God fjerde juledagsaften til dig

morgenstund tredje juledag

fredag, december 27, 2019

Lys og luft

Anden juledag var tidligere en dag, hvor vi samledes med hele landmandens familie. Vi har været over fyrre mennesker i vores hus denne dag. Vores børn (og vi) savner muligheden for at møde familien. Men nu er der kommet børnebørn til, børnene begynder at holde juleaften selv eller skiftes til at være hos forældrene, og så mødes de i deres egen lille familie anden juledag. De ni søskende har udviklet sig til en familie på over 100 mennesker, og det er ikke realistisk at kunne samles midt i julen. En skønne dag håber jeg, at det lykkes, at vi mødes på et andet tidspunkt, men der skal vist varsles meget lang tid i forvejen. Selv i min meget mindre familie har vi svært ved at finde tidspunkter, hvor alle vores børn med kærester kan være med.


I går fortsatte vi de gode takter fra juleaften, vi mødtes med min svigerinde og svoger ved Thingbæk kalkminer, hvor minerne blev oplyst af 3000 fyrfadslys. Det var stemningsfuldt og det var spændende at se de mange gipsstatuer, som er modeller for statuer rundt omkring i Danmark, i skæret fra de levende lys. Landmanden fandt også ,ed sin lommelygtes skær små flagermus oppe i loftet, som sov sødeligt. Der var julemusik ved lokale kunstnere, og vi nåede også at se det nye udstillingstårn om den kolde Krig og bunkeren REGAN VEST. I 2021 åbnes bunkeren for offentligheden, det skal nok blive et tilløbsstykke. Jeg husker min far fortalte, hvordan han i forbindelse med opstanden i Ungarn i 56, var bange for at blive indkaldt. Han var reserveofficer i hæren, var netop blevet færdig som lærer og ventede sit første barn (mig). Verden holdt vejret i spænding, for ville den Kolde krig bryde ud i en decideret ny verdenskrig. Det skete ikke, men den lille udstilling gav et indtryk af, hvordan man hele tiden vogtede på hinandens skridt. Og så var der en lille tilføjelse, at i dag bliver vi alle overvåget, ikke af spioner, men af Google, facebook og alle de andre sociale medier. De ved meget mere om os end vi tror.


Bagefter tog vi hjem til svoger og svigerinde, hvor vi nød eftermiddagens mørkningsstund med æbleskiver, gløgg og lækker æblekage, inden vi satte sønnen på flyet ved aftenstid.

Solen skinner, græsset funkler, endnu en skøn vinterdag omfavner os. God tredje juledag til dig.








torsdag, december 26, 2019

Småkagespisning og konfektnydning

Jeg spiser bløde småkager, som har stået på et fad siden i går aftes. Det kan vist kaldes en tradition, for det gør jeg altid. Dog var jeg så mæt juleaften, og der stod så meget slik, konfekt og småkager på fadene, så for en gangs skyld kom det hele tilbage i dåserne. Normalt er det min morgenstart julemorgen at tømme fadene. Nu kom vi altså hen til 2. juledag, før jeg nød fadtømningen. Sønnen har åbnet konfektdåsen og nydt lidt lækkerier. En del er dog allerede sendt med svigerdatteren og en del er kommet i en dåse, som skal med sønnen.

Vores lille landmandsfamilie i trylledej, som vi fik i gave for 20 år siden, smuldrer helt. Nu er der taget et foto til mindebogen og de er smidt ud. Jeg øver mig i at sige farvel til ting i mit hus.

Landmanden er ude med foder til dyr og fuglevildt, hundene følger ham troligt. Jeg får en koncert uden lige, hvis de bliver ladt tilbage i bryggerset. I går fik de lov til at komme ind i stuen, de sov troligt under juletræet og bevægede sig knapt nok. Helt i tråd med deres mennesker.

Dog var datteren frisk i går og foreslog en gåtur langs havet, det trængte jeg til. De to mænd (søn og landmand) i vores liv ville hellere se fjernsyn og slappe af hjemme. Jeg nød den friske luft, det raske travtempo, snakken og det gode vejr. Der var rigtig mange mennesker i Blokhus, både oppe i byen og ved havet. Alle trængte til frisk luft efter al julemaden. Her i huset blev der spist rester, set fjernsyn, snakket og sovet i løbet af juledag. En dag lige efter mit hoved, uden planer og med tid til lidt af hvert.

God anden juledag til dig.

Blokhus strand



onsdag, december 25, 2019

Nissedrillerier og juleaften med nyt og gammelt.

Det har været skønne dage indtil nu, og faktisk har vi stadig to dage sammen med sønnen, men svigerdatteren er sat på toget.

Lillejuleaftensdag havde jeg inviteret på risengrød i folkerummet, hvor hele familien og vores medarbejder ville ønske hinanden god jul. Når jeg skal koge risengrød på fire liter mælk, bliver grøden kogt op og så sat ind i sengen under dyner og godt pakket ind. Det plejer at at virke. Da jeg tog låget af, stod mit hjerte helt stille. Al mælk lå ovenpå og det var lyserød! Først tog jeg grydeskeen og rørte rundt, det hjalp på konsistensen, men ikke farven. Smagen fejlede nu ikke noget, så vi spiste lyserød risengrød, som vi hurtigst muligt dækkede med kanelsukker.

Børnene mindede mig om, at det samme skete for to år siden. Sønnen googlede sig frem til at synderen var laktosefri mælk kombineret med kogemetoden. For normalt koger jeg færdig på kogepladen, og der sker det aldrig. Hvis man bruger laktosefri sødmælk, skulle riskoen for farvet risengrød mindskes. Vi stod ikke for risalamande til juleaften, men der blev kogt ny risengrød til den traditionelle portion risalamanden julemorgen.

Konfekt bliver også altid lavet lillejuleaften, men jeg orkede ikke det sene aftensroderi med konfekt, så i år gik vi i gang om eftermiddagen. Takket være min svigerdatter gik der helt sport i at få lavet så meget som muligt, og der skulle gives navne til konfekten. Sønnen stod som altid for chokoladedypning, og jeg for pebermyntepastillerne.

Det gav plads til en måske ny tradition. Svigerdatterens familie ser altid Kvelden før kvelden på NRK1, det gjorde vi så også. Vi gik dog lidt til og fra, og jeg blev nødt til at gå i seng, før det allerbedste kom. Heldigvis har jeg viaplay med 24 timers forskudt fjernsynskigning. Så juleaftensmorgen hyggede jeg mig med Sissel Kyrkebjø og skønne julesange, mens jeg pakkede julegaver ind og dækkede morgenbord.

Landmanden blev så inspireret af det norske program, så han foldede servietter til julebordet og fik involveret svigerdatter og datteren. Datteren stod for resten af julebordsdækningen.



Juleaftensdag er fyldt med traditioner og typisk mig bliver jeg så fokuseret på, at alt skal være så godt så muligt, når nu vi skulle holde jul sammen med vores svigerdatter. Det betød, at jeg knoklede løs med mad og forberedelser til aftenens mad, og på et tidspunkt mistede jeg lidt af overblikket. Heldigvis er jeg god til at få sagt det højt og mine børn er gode til at lytte, så de tog over og hjalp mig i mål.  Dermed kunne vi nyde vores julefrokost sammen, og alle kom i kirke til den sene gudstjeneste, hvor svoger og svigerinde stødte til selskabet. Men næste år skal der reduceres i udbuddet til julefrokosten, for lige som hos mine forældre udvikler frokosten sig til mere og mere, og NU skal det reduceres.

Ved hjælp fra svoger og søn kom sovsen til at smage himmelsk, jeg lærte nye trick med appelsinsaft og revet ost som gode smagsgivere. Brunede kartofler har jeg til gengæld styr på og flæskestegen blev perfekt, men næste år skal vi prøve langtidsstegning i stedet for en programmeret ovn.

Vi hyggede os over maden, så klokken var mange, før vi kom til juletræssang. Med syv mennesker var der også syv salmer, der skulle synges og der skal gås rundt om træet til dem alle. Så lidt motion fik vi da. Sønnen foreslog, at Et barn er født i Bethlehem skulle synges med den melodi, der bruges i Norge,  den melodi virker så bekendt, men jeg kan ikke komme i tanke om hvor jeg kender den fra (kommer nederst i linket).  Vi starter som regel med, at ældste vælger salme først, og dermed blev det svigerdatteren, der skulle slutte af som den yngste. Vi bad hende vælge en norsk salme.


Således sluttede vi med smuk salme, som vi havde lært af sviderdatter i forbindelse med, at vi tændte adventslysene 4. søndag i advent. Den er skrevet til en norsk julekalender i 1987, søn og svigerdatters fødselsår.

Gaveudpakning er ikke det, der fylder mest med syv voksne, hvor gaveregnen frivilligt er neddroslet. Men vi fik alle lækre gaver og undervejs også masser af latter.



Det er julemorgen, den første portion risalamande er spist, der er kommet et fad med slik og småkager på bordet, der ses juleprogrammer, Disney show, Bonderøven og om lidt Kender du typen. Hundene er kommet ind i stuen og slænger sig lige så afslappet på gulvet, som vi andre gør i sofaen.

God første juledag til dig.

Ayla og Dexter - billede taget af svigerdatter











mandag, december 23, 2019

Glædelig juleforberedelse



Der hygges igennem og der laves mad i lange baner. Sønnen får opfyldt alle sine madønsker, så han kan vise sin norske kæreste, hvad man spiser i vores familie. Så vi har fået vendsysselsk grønlangkål med sennepsglaseret hamburgerryg og stuvet hvidkål med julemedister. I dag står den på risengrød, men modsat traditionen spiser vi den til frokost sammen med vores medarbejder. Så får vi lidt julehygge sammen alle seks, inden at der ønskes glædelig jul med hjemmebagte småkager (jeg er nødt til at få afsat nogen, ellers har landmanden og jeg et vægtproblem i det nye år). Der spises småkager, ølkage og i går aftes fik vi gløgg med æbleskiver. Så det er godt, at der stadig er nok at se til for husmoderen, for ellers ville juletøjet da ikke passe.


Det endte med en lille bytur i går, faktisk havde de fleste fået købt gaver inden, og da datteren var syg, blev landmanden hjemme hos hende. Vi andre tre nød byens lys og ville slutte af med ZOO. Den plan ændrede vi på, da vi så, at andre havde samme plan. Der stod ca. en halv kilometer kø udenfor ZOO, da vi kom. Og så vild var vi ikke med at se den oplyste ZOO.


Til gengæld nåede vi alle fem en aftentur til Hune, hvor Skulpturparken i flere år har holdt Magisk Jul. Og mine billeder yder det slet ikke retfærdighed nok. Det var smukt, ikke overfyldt og lige tilpas for os. Bagefter kørte vi ned gennem Blokhus, de to byer har besluttet at gøre noget ud af julebelysningen, og det var virkelig smukt i den mørke aften. Vi måtte også en tur ud af en sidevej, for vi havde hørt om et hus, som absolut ikke lever op til vores syn på smuk julebelysning. Det var så grimt, at det i sig selv kan gøre det til en attraktion.


Nu er der bagt boller (langtidshævede), så medarbejderen og vi kan nyde formiddagsteen sammen. Datteren har det heldigvis bedre, så hun har smurt sig en bolle og krøbet under dynen i fjernsynsstuen med varm te i koppen. Det vækker minder om forgangne tider, hvor det var yndlingsstedet i juleferien sammen med lillebror. I dag sover han længe, både han og hans forlovede har brug for at sove ud efter en strabadserende december. Det er dem velundt.


I ønskes alle en glædelig jul.

lørdag, december 21, 2019

Det begynder at ligne



Ølkagen er taget ud af ovnen, der er vasket op og hundene er fodret af. Landmanden var frisk på at køre omkring en vis gul måge på vej hjem fra byen. Det er sjældent, at det bliver aftensmad derfra, men i aften skulle det bare være nemt og hurtigt.

Adventslysene lyser op i stuen, der er hængt små julepynt op i alle vinduer. Der mangler måske lidt pynt hist og her, men så kan julegæsterne selv finde det og hænge det op der, hvor de synes det passer.



Vaskemaskinen snurrer, værelserne har fået den store rengøring, der mangler at blive lagt sengetøj på, det kommer til at ske lige om lidt.

I skabet står kagedåserne med fire forskellige slags småkager. Der blev bagt igennem i går aftes, fordi jeg lige ville prøve også at bage glutenfri småkager og pebernødder, de endte hos hønsene. Jeg må prøve en anden gang, denne jul får butikkerne lov til at levere dem.


Landmanden henter de første julegæster ved flyet om et time, den tredje julegæst kommer med toget i morgen eftermiddag. Jeg glæder mig, for mit mål er nået, jeg ville have det meste klaret, inden de kom. Nu kan jeg nyde at være sammen med dem de næste par dage, og da de ofte sover længe, kan jeg få de praktiske ting ordnet, mens jeg hygger mig med tanken om mine kære sovende tæt på mig.

Julemorgen sender vi den første gæst af sted, og så tager de ellers af sted lidt efter lidt, og pludselig står jeg i omklædningsrummet 4. juledag og tager igen uniformen på. Derfor skal disse dage før juleaften nydes i fulde drag. Jeg øver mig i ikke at have planer, kun forslag til hvad vi kan foretage os.


Ingen af os har fået købt julegaver, vi har alle haft travlt i december måned. Så søndag vil vi hygge os med at genoplive traditionen med at julehandle sammen og hver for sig og så mødes til lidt lækkert til ganen undervejs. Om vi får landmanden med er meget usikkert, selvfølgelig skulle en motor stå af her midt i den travle kartoffeltid. Som landmandsfamilie er vi dog vant til, at planer hurtigt kan ændres. Det er ikke første gang, at jeg er endt med at tage i byen med vores børn uden deres far. Til gengæld er vi gode til at hygge sammen om aftenen, og i år får vi lov at dele julen sammen med vores svigerdatter, så mon ikke også der bliver livesending til Trondheim undervejs.


Nå det var det der sengetøj. Nu vil jeg sætte indlægget til at blive udgivet i morgen tidlig, så rigtig god decemberlørdag til dig.











torsdag, december 19, 2019

Decembermorgen

Udenfor gør vejret sit til, at vi ikke husker, at det faktisk er vinter. Godt nok er der koldt, men det er vådt, VÅDT, selv om det ikke regner lige nu. Og skal jeg tro yr.no, så holder det tørt frem til jul, men tør jeg stole på den vejrudsigt?

Nu er huset gjort klart til rengøring, der er dækket en bakke til mit møde, som ligger lige oveni rengøringen, ikke særligt smart tænkt af mig. Men jeg vil gerne have hele dagen til at bage og få de sidste ting på plads i huset, inden de voksne børn begynder at komme. Min hjerne er ikke meget for, at jeg nu skal til at lære nyt om bogføring og regnskab, men det er smart, at alt kan sendes via mobil og elektronisk, så jeg bliver papirløs, hvad angår bilag. Så jeg må blot tage mig sammen.

Imens nynner jeg en af korets julesange, en smuk enkel melodi og tekst.



Håbet er det, der får os til at leve, også når alt vælter. Håbet er det, jeg som sygeplejerske skal sørge for ikke slukkes. Også selv om alt ser håbløst ud. Vi mennesker har brug for håbet, også selv om vi godt ved, at det vi allermest håber på, at kunne beholde vore kære her på jord sammen med os ikke kan lade sig gøre.

På lørdag kunne min niece være blevet 30, sådan gik det desværre ikke, vi måtte sige på gensyn, da hun var 15½ år. Men selv i den sidste tid levede håbet side om side med realiteten, og det var håbet, der gjorde, at vi kunne være til stede og leve sammen med hende. Jeg er kristen, så jeg tror på et liv før og efter døden, for andre er det andre parametre, der gør, at de kan være til stede i livet efter at have mistet.

For mig som sygeplejerske er det altid en balancegang, jeg skal kunne mærke og forstå de mennesker, jeg møder midt i en svær tid, forstå hvordan de takler modgange, for måske er de ikke klar til den åbne snak, som jeg er. Det værste jeg kan gøre, er faktisk at tage udgangspunkt i mig selv og så overføre det til dem. Jeg har en livserfaring som menneske og som sygeplejerske, og den er min rygsæk. Men i mødet med et andet menneske skal jeg søge at forstå, hvad dette menneskes rygsæk indeholder, før jeg bruger min rygsæks indhold.

Dette møde kan så nemt gå galt, men når det lykkes, gør det en forskel. Og måske er det med til at holde håbet tændt.

God decemberdag til dig.


onsdag, december 18, 2019

Hold nu op

Sygdom florerer, det gør det hvert år i overgangen mellem efterår og vinter. I år er det bare senere end vanligt. Vi har en afdeling med mange patienter, vi har en afdeling med mange patienter, som er hårdt ramt og som derfor kræver megen pleje. Vi har en afdeling, hvor vi er for få sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, blandt andet fordi der har været ansættelsesstop og derfor er vi først ved at introducere nye kolleger til afsnittet. Vi er en afdeling, hvor der i går var fem kolleger syge til dagvagten.

De sidste to dage er alt det, jeg havde planlagt, blevet aflyst. De sidste to dage har vi nærmest fået trombolysekandidaterne oveni hinanden, vi har klaret det, men vi har måttet trække kolleger ud fra afdelingen for at vi kunne være nok til at håndtere de mange trombolysekandidater. Jeg har haft tjansen med trombolyse mandag og var en af dem, der måtte træde til i går.

Der er endnu en lille uge til jul, men jeg håber for alle parter, at det snart stilner af. Det er der dog ikke meget, der tyder på. Min leder er også syg, så jeg er ansvarshavende i disse dage.

Midt i al dette fik min afdeling prisen for årets praktiksted i region Nordjylland, en pris som landsforeningen for sygeplejestuderende uddeler hvert år til hver region. Ordene, der fulgte med, og som en af vores studerende havde indstillet os med, gør mig glad. Hun har beskrevet os som et sted hvor vi alle har fokus på de studerende og hvor man føler sig tryg som studerende. Jeg er ikke i tvivl om at det er det gode arbejdsmiljø, som bærer os igennem, også hvad angår vores elever og studerende. Det er helt sikkert arbejdsmiljøet, som bærer os igennem de hårde dage. Men vi trænger snart til lidt ro og tid til at kunne udføre den gode sygepleje, som vi er dygtige til.

Nu vil jeg gøre mig klar og så køre ind omkring bageren efter rundstykker og kage til mine dejlige kolleger. Det har de fortjent og på den måde kan jeg ønske dem en god jul, jeg har nemlig fri fra i morgen og frem til efter juledagene. Om to dage fyldes huset med vores børn og svigerdatter, og jeg glæder mig.

God decemberdag til dig.

Billedet har ikke noget at gøre med mit arbejdsliv, men derimod med at min ældste lillesøster fyldte år i går, og jeg sendte hende et billede af en tid, hvor vi altid var sammen. En tid, hvor tiden syntes uendelig, sommeren varede for altid og julen ligeså.


søndag, december 15, 2019

Noget om det skrevne ord og om taknemlighed

Det skrevne ord har trange vilkår, i hvert fald ordene imellem os mennesker. Eller rettere sagt ord, der fylder mere end det, der kan være i en sms eller hurtigt skrives på instagram. Vi skriver til hinanden i telegramstil og beskederne forsvinder hurtigt. De næste generationer vil ikke kunne fordybe sig i gamle breve med udvekslinger af synspunkter og begiveheder, for vi følger med i hinandens instagramliv eller andet social medieliv og behøver derfor ikke skrive om det på anden vis.

Da vi skulle have flyttet vores stationære mail til en anden computer, ryddede jeg op i mailbunken og blandt dem, jeg gemte i mapper, var korrespondancen mellem os fem søskende i forbindelse med vores mors sygdomsforløb og vores fars liv efter vores mors død. Der var også en mappe med alle de ord, vi skrev til hinanden i forbindelse med min nieces kræftssygdom og død. Jeg kunne ganske enkelt ikke nænne at slette dem, de ord bandt os tæt sammen. Og den forbundethed har vi stadig, om end vi sjældent har kontakt på ugentlig basis.

Jeg er taknemlig for min familie og min svigerfamilie. Det fylder mig med glæde over at få lov til at være en del af det sammenhold, der er i begge familier, om end vi er meget forskellige.




På denne regnvåde tredje søndag i advent nyder jeg tanken om det skønne samvær, jeg var del af i går. Jeg trængte sådan til at se andre mennesker end familie og kolleger. Jeg har ikke en venindeflok, som er livsvidner til hele mit liv, det er min familie, men jeg har gennem de 13 år, jeg har haft bloggen, mødt skønne kvinder bosiddende nært og fjernt fra mig. I sidste uge, hvor trangen til samvær og nærvær var stor, skrev jeg en mail til nogle af dem tæt på mig, mon de havde tid til at ses med mig. Det havde to af dem, så lørdagen blev tilbragt sammen med Jette og Liselotte, og snakken gik livligt som den altid gør. Vi blev opdateret på hinandens liv og fik mange grin over skøre ting, vi oplever.

Og så kan jeg mærke, at det også er godt at mødes med kvinder i min egen alder, kvinder som heller ikke er klar til at stoppe arbejdslivet, dem er der ikke så mange af på mit arbejde. Det er jo lige før at nogen af dem har bedstemødre i min alder.

Nu er juletræet fundet, i sjaskende regnvejr, så vi tørrer og varmer os indendøre. Om lidt skal første hold småkager bages, inden jeg drager af sted til julekoncert med mit kor. Jeg må heller under bagningen få lyttet lidt mere til den julesang, jeg ikke har været med til at øve, fordi jeg skulle undervise patienter og pårørende i onsdags.

Hvis ikke jeg snart rejser mig fra sofaen, så kunne småkagerne godt risikere først at blive bagt i morgen aften. Der er rart og godt at være her, hundene sover i bryggerset, landmanden sover i sofaen overfor mig. Jeg snupper lige en kop te mere og en af de gode småkager, som søn og svigerdatter gav os i adventsgave. Det er jo først jul om 12 dage, vi når det nok.

God adventssøndag til dig.






mandag, december 09, 2019

Snak, sygepleje og sang

I fredags var mødedag i København, det var godt og inspirerende, men jeg var træt, da jeg kom hjem.

Et sted i Københavns lufthavn

I dag har også været en snakkedag, jeg har undervist nye kolleger i screeninger og vurderingsredskaber. Over middag var det ikke mere krudt hos dem til læring, så jeg satte dem til at gennemføre e-læringsprogrammer for brand, ITsikkerhed og hjerteundervisning. Det gav mig tid til at få skrevet mail, planlagt kurser, booke lokaler og planlægge datoer for undervisning ved sengen i de første måneder af det nye år. Fra februar skal jeg ikke mere have funktionen med det overordnede ansvar for uddannelse og for at vi lever op til kravene som uddannelsested. Det skulle gerne frigive noget tid til det, jeg brænder for, nemlig introduktion af nye kolleger det første år og undervisning af patienter og pårørende.

I morgen tager jeg mine tre nye kolleger med i plejen, vi tager ansvaret for plejen til et par patienter, hvor vi kan fordybe os i den gode sygepleje hos patienten og med patienten. Om eftermiddagen skal de selv stå med ansvaret med backup fra en kollega, fordi jeg skal til møde. Onsdag fortsætter vi hos de samme patienter. Det glæder jeg mig til.

I går gav mit kor koncert på et aktivitetscenter, jeg kom for sent til øvetimen før koncerten af flere grunde. Først fejlvurderede jeg tiden hjemme, jeg hyggede mig med film, te og dans til julemusik. Landmanden var på jagt, så jeg havde huset for mig selv. Dernæst måtte jeg vende om, da jeg var kommet af sted, fordi jeg pludselig fik tanken, slukkede jeg kalenderlyset? Egentlig vidste jeg godt, at det havde jeg gjort, inden jeg gik i bad, men jeg kunne ikke køre videre, så tilbage til gården for blot at konstatere, at jeg havde ret, lyset var slukket. Da jeg så kom til Hobro, var der vejarbejde og ingen skiltning om, hvordan man så kom til centeret. Men frem kom jeg da, og trods min manglende deltagelse i koraftener gik det godt.

Søndag aften fik jeg samlet Adventsstjernen, den er ved at være mør efter snart 36 års tro tjeneste. Men jeg bryder mig ikke om de tydelige samlinger i de nye stjerner, så derfor er der ikke indkøbt ny til erstatning. Så jeg taper sammen og krydser fingre for endnu en jul med den gamle stjerne i vinduet.

I dag har jeg hørt Pyrus julesange på vej hjem, og jeg blev sentimental og huskede min skønne søn som barn, og som kunne hvert et ord og alle dansetrin og bevægelser i sangene. Han elskede Pyrus. Og i dag tænkte jeg over de skønne ord fra sangen om at kunne være sig selv:
For jeg vil bare være mig. Hvem er det? Det er jeg!                                                       
Når jeg kigger i et spejl, er det mig selv jeg vil se                                                               
Bare være som de andre. Det er der ikke noget ved! 

Man skal ku kende sig selv                                                                                                   
Man skal ku li sig selv                                                                                                         
Man skal ku gi sig selv                                                                                                         
Man skal ku styre sig selv                                                                                                     
Man skal befri sig selv                                                                                                         
Man skal ku være sig selv                                                                                                     
Det kan man sige sig selv!
Inspireret af en anden Pyrus-sang står aftenmenuen på risengrød, det er alt for længe siden, vi har fået det. God decemberaften til dig.


 PS nu hvor jeg ser mit billede, kan jeg se, at samlingerne også træder meget frem på min stjerne. Så måske er det mere den ændrede gule farve, jeg har set hos nyere stjerner, jeg ikke bryder mig om. Og måske ændrer den sig også. Jeg skal vist have bestilt en ny.

torsdag, december 05, 2019

Fridagsbetragtninger

Decemberferiefridagene, som jeg altid tager i starten af december (fordi de ikke må tages fra uge 50 og frem) er dedikeret til at få huset gjort klar til juletiden. Denne gang er de blot blevet brugt på så meget andet, og det er helt fint. Min alder og de mange år vi har boet samme sted fortæller, at jeg har erfaring med decemberforberedelser, og jeg ved jo, at julen kommer uanset hvad og at vi altid formår at nyde højtiden og fokusere på samværet. Når man som jeg qua mit job aldrig har prøvet det at kunne holde fri både jul og nytår, så nydes julefridagene desto mere intenst og arbejdsdagene får et skær af julemagi med julepynt, julelys og julelækkerier.

Så jeg skal nok nå i mål med det, der betyder noget for mig. Og i år betyder det, at jeg gerne vil i mål med det, inden mine børn og min svigerdatter kommer hjem. Der er ting, vi skal gøre sammen hjemme, men vi skal også have tid til at nyde alt det, der foregår andre steder. En lille familie, hvor to er sygeplejersker og en er landmand, ja så er julefridage og decemberfriweekender ikke en selvfølge, så vi vil nyde de dage, vi får sammen.

Samvær er også på listen i eftermiddag, hvor jeg sammen med rigtig mange andre skal sende min tidligere leder godt af sted på pension. Hun har været en støtte og inspiration gennem de snart tyve år, jeg har arbejdet sammen med hende. Heldigvis har vi aftalt at ses privat og opbygge et seniorsygeplejenetværk, for det ved jeg fra andre sygeplejersker, at det er godt at have. Min fagforening har seniorgrupper med masser af foredrag og mulighed for at møde andre sygeplejersker, og der er stor tilslutning til grupperne. Undersøgelser har vist, at sygeplejersker er nogle af dem, der kan få problemer med at finde deres identitet efter arbejdsophør. Det at være sygeplejerske er så stor en del af ens identitet, at den skal redefineres, når man stopper. Når det så er sagt, så er den største glæde ved at have aftalt, at vi skal mødes, at jeg stadig får lov til at have hende i mit liv, for hun er en klog og skøn kvinde.

Lige nu gøres der rent i huset, og jeg sorterer papirer imens. Mit skab på arbejde kunne til sidst ikke lukkes, fordi jeg havde tonsvis af mapper i den. Nu er mapperne kommet med hjem, jeg har lavet første sortering og smidt en del ud. Nu skal jeg igennem anden sortering, så mapperne kan komme slankere og færre ind på arbejde igen.  Det er et led i gør-værelser-klar til jul. Efterhånden er der stuvet så mange ting ind på de værelser, inklusive store ting fra vores børn, som de ikke kan have i deres lejligheder. Den kortsigtede løsning bliver at få tingene sat i et rum, vi har andetsteds på gården, men det rum skal lige gøres rent først. Og så må de kære børn få taget stilling til, om det skal sælges eller til genbrug. De ligner deres forældre, så den proces tager tid. I går satte jeg ting op på loftet, og mentalt tog jeg skyklapper på, for det loftrum trænger så meget til en gennemgribende sortering. Jeg orker det bare ikke alene, så min mand og mine børn kommer til at sætte fridage af i foråret til den sortering. Ved fælles hjælp får vi vel lidt efter lidt reduceret i mængderne af mindeopbevaring.

Vi skal turde at gå glip af noget, siger Svend Brinkmann. Det øver jeg mig i, både i denne oprydningsproces og på arbejde. Således har jeg valgt at fastholde min fridag, selv om jeg havde meget lyst til at deltage i en temadag, som jeg ikke kom med til første gang pga smerter efter mit fald.  Det må sættes i rubrikken Nice to know og ikke Need to know.

Lidt i samme boldgade er min diskussion med mig selv, om jeg skal ringe til min læge eller ej. Jeg har stadig ondt, det har ændret sig, og jeg funderer over, om jeg stadigvæk kan fastholde, at det er slaget og musklerne, der gør ondt. Jeg tror ikke, at jeg trykkede ribben, men derimod at det gik ud over musklerne ved ribben og siden. Det irriterer mig bare, at jeg er nødt til stadigvæk at tage smertestillende og at jeg ikke helt kan greje, hvorfor det nu gør ondt andre steder, når jeg eksempelvis har arbejdet i plejen eller gået 6 km. Jeg må tage snakken med min fys næste torsdag, for jeg kan godt mærke, at det fylder og jeg bliver alt for opmærksom på, om jeg nu er mere kortåndet end ellers ved fysisk aktivitet. Pylrehoved, det er hvad jeg er.

Solen skinner  og lyser alt op udenfor. Det gør mig glad og nu må jeg hellere få ordnet rodebunken på gulvet i stedet for at lukke døren, så jeg ikke kan se bunken. God decemberdag til dig.

lyset har travlt hvis det skal nå at være opdateret på datoer inden jul.

tirsdag, december 03, 2019

Kun ét billede på hele 32 timer

Jeg kunne have taget masser af billeder, men fokus var på noget andet. Og jeg nød alt det andet. Vores aflyste københavnertur i oktober betød, at datteren stod med praktiske ting, hun ikke havde fået hjælp til. Vi fandt et hul i kalenderen, hvor alle tre kunne, så vi drog til København søndag morgen efter at have afleveret hundene i hundepension. Ayla så på os som hun tænkte, hvordan kan de dog gøre det? Vi var dog fortrøstningsfulde, hun havde Dexter ved sin side, og Guldlund hundecenter er et rigtig godt sted for hunde at være.

Vejret var smukt med høj sol og frost i luften. Landmandens nye varebil fik lov til at vise, hvad den kunne. Jeg havde svært ved at vænne mig til den aktive fartpilot (adaptive cruise control), men endnu har jeg ikke selv kørt bilen, selvom landmanden flere gange inviterede mig til det. Jeg kører så meget til daglig, at jeg nød at være passager på turen. Det er dog rigtig smart, jeg elsker selv fartpiloten i min bil, den gør at jeg slapper meget mere af på de lange ture. Og med den aktive fartpilot hjælper bilen med at holde afstand, så man ikke selv hele tiden skal bremse op, speede op osv. når forankørende kører meget ujævnt eller andre bilister pludselig skærer ind foran en. Landmanden rørte nærmest ikke speederen under den lange tur fra Nordjylland til København.

Vi ankom til Nørrebro 14.30 og så gik datter og landmand i gang med arbejdet. Jeg blev sendt i byen et par gange efter forskellige ting. Blandt andet måtte jeg tage bussen til det nærmeste Silvan. Det er nærmest som en opdagelsesrejse, jeg lærte at bestille billet via sms, jeg gik i et område, hvor nærmest ingen talte dansk på gaden og jeg var for første gang i Nørrebro bycenter, som var pænt pyntet op til jul. Der var dog så mange mennesker, så det eneste billede, jeg fik taget udover dem af forskellige fatninger, der blev sendt hjem til lejligheden, blev af loftet i Nørrebro bycenter.



Om aftenen fik vi besøg af søn og svigerdatter og sammen nød vi lækker mad fra Susu Sushi. Vi havde adventspakker med til de tre københavnere, og vi fik en lækker adventsgave af søn og svigerdatter. Masser af velsmagende belgiske småkager i en flot dåse med Tintin motiv, lige det rette til et småkageelskende landmandspar.



Mandag fik vi ordnet det sidste, mens datteren arbejdede hjemmefra. Og klokken 10.30 satte vi kursen mod nord og to meget glade hunde. Nu er hverdagen startet igen, jeg har tre fridage med mange ting ud af huset, så hvor langt jeg lige når med juletingene, får vi at se. Et af de ting, jeg skal have købt, er et lille bambusris til min smukke matcha te. De smukke dåser står og minder mig hver dag om vores gaver fra den skønne tur til Japan, som søn og svigerdatter var på.



December er startet godt. nu må jeg hellere få hverdagen til at fungere med kontorarbejde og regnskab, mens landmanden sorterer kartofler. Ha en god decemberdag.