torsdag, december 26, 2019

Småkagespisning og konfektnydning

Jeg spiser bløde småkager, som har stået på et fad siden i går aftes. Det kan vist kaldes en tradition, for det gør jeg altid. Dog var jeg så mæt juleaften, og der stod så meget slik, konfekt og småkager på fadene, så for en gangs skyld kom det hele tilbage i dåserne. Normalt er det min morgenstart julemorgen at tømme fadene. Nu kom vi altså hen til 2. juledag, før jeg nød fadtømningen. Sønnen har åbnet konfektdåsen og nydt lidt lækkerier. En del er dog allerede sendt med svigerdatteren og en del er kommet i en dåse, som skal med sønnen.

Vores lille landmandsfamilie i trylledej, som vi fik i gave for 20 år siden, smuldrer helt. Nu er der taget et foto til mindebogen og de er smidt ud. Jeg øver mig i at sige farvel til ting i mit hus.

Landmanden er ude med foder til dyr og fuglevildt, hundene følger ham troligt. Jeg får en koncert uden lige, hvis de bliver ladt tilbage i bryggerset. I går fik de lov til at komme ind i stuen, de sov troligt under juletræet og bevægede sig knapt nok. Helt i tråd med deres mennesker.

Dog var datteren frisk i går og foreslog en gåtur langs havet, det trængte jeg til. De to mænd (søn og landmand) i vores liv ville hellere se fjernsyn og slappe af hjemme. Jeg nød den friske luft, det raske travtempo, snakken og det gode vejr. Der var rigtig mange mennesker i Blokhus, både oppe i byen og ved havet. Alle trængte til frisk luft efter al julemaden. Her i huset blev der spist rester, set fjernsyn, snakket og sovet i løbet af juledag. En dag lige efter mit hoved, uden planer og med tid til lidt af hvert.

God anden juledag til dig.

Blokhus strand



6 kommentarer:

  1. Glædelig jul. Har I slet ikke haft besøg af svigersønnen denne jul?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anonym, og i lige måde.

      Slet
  2. Det er godt med juleafslapning, men det er også godt med en portion frisk luft! "Fadtømning" er et herligt ord - desværre er vinfade ikke så nemme at opdrive :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, åh ja at tømme et vinfad ville have andre konsekvenser end et fad slik og småkager :-) men sjovt ville det være.

      Slet
  3. Jeg synes også, at jeg har været ekstra mæt denne jul, og jeg har heller ikke tømt så mange fade som normalt. Nu er sulten dog så småt ved at vende tilbage. Desværre ... men det kunne være dejligt ikke at have taget ret meget på i denne jul.
    At bare være stille sammen i et rum med familien er noget af det bedste jeg ved - med sådan lidt tilfældig småsnak indimellem. SÅ hyggeligt :-)
    Det er altså ikke fordi vi ikke kan finde ud af at tale sammen, men de stille stunder varmer mit hjerte på en helt speciel måde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, appetitten fejler ikke noget, og det gør vægten heller ikke :-)
      Stilhed sammen er en særlig form for stilhed. Ligesom stilhed med viden om at der sover mennesker i alle rum er en ganske særlig skøn stilhed :-)

      Slet