onsdag, december 18, 2019

Hold nu op

Sygdom florerer, det gør det hvert år i overgangen mellem efterår og vinter. I år er det bare senere end vanligt. Vi har en afdeling med mange patienter, vi har en afdeling med mange patienter, som er hårdt ramt og som derfor kræver megen pleje. Vi har en afdeling, hvor vi er for få sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, blandt andet fordi der har været ansættelsesstop og derfor er vi først ved at introducere nye kolleger til afsnittet. Vi er en afdeling, hvor der i går var fem kolleger syge til dagvagten.

De sidste to dage er alt det, jeg havde planlagt, blevet aflyst. De sidste to dage har vi nærmest fået trombolysekandidaterne oveni hinanden, vi har klaret det, men vi har måttet trække kolleger ud fra afdelingen for at vi kunne være nok til at håndtere de mange trombolysekandidater. Jeg har haft tjansen med trombolyse mandag og var en af dem, der måtte træde til i går.

Der er endnu en lille uge til jul, men jeg håber for alle parter, at det snart stilner af. Det er der dog ikke meget, der tyder på. Min leder er også syg, så jeg er ansvarshavende i disse dage.

Midt i al dette fik min afdeling prisen for årets praktiksted i region Nordjylland, en pris som landsforeningen for sygeplejestuderende uddeler hvert år til hver region. Ordene, der fulgte med, og som en af vores studerende havde indstillet os med, gør mig glad. Hun har beskrevet os som et sted hvor vi alle har fokus på de studerende og hvor man føler sig tryg som studerende. Jeg er ikke i tvivl om at det er det gode arbejdsmiljø, som bærer os igennem, også hvad angår vores elever og studerende. Det er helt sikkert arbejdsmiljøet, som bærer os igennem de hårde dage. Men vi trænger snart til lidt ro og tid til at kunne udføre den gode sygepleje, som vi er dygtige til.

Nu vil jeg gøre mig klar og så køre ind omkring bageren efter rundstykker og kage til mine dejlige kolleger. Det har de fortjent og på den måde kan jeg ønske dem en god jul, jeg har nemlig fri fra i morgen og frem til efter juledagene. Om to dage fyldes huset med vores børn og svigerdatter, og jeg glæder mig.

God decemberdag til dig.

Billedet har ikke noget at gøre med mit arbejdsliv, men derimod med at min ældste lillesøster fyldte år i går, og jeg sendte hende et billede af en tid, hvor vi altid var sammen. En tid, hvor tiden syntes uendelig, sommeren varede for altid og julen ligeså.


6 kommentarer:

  1. Tillykke med prisen, den må lune midt i travlheden. God bedring til dine sygdomsramte kollegaer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, det luner og gør glad. Jeg håber godt nok ikke det er starten på en jul med mange syge i personalegruppen.

      Slet
  2. Argh, hvor er det træls med så megen sygdom. Så er det noget skønnere at få tildelt den flotte pris. Jeg hørte talen på facebook og kunne godt genkende noget af det, der blev sagt, fra det, du beskriver her på bloggen. En meget velfortjent pris, tror jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny. Det er så træls med sygdom, min leder har det virkelig svært ved at ligge hjemme, mens vi andre knokler, men sådan er det jo. Og lige nu føler jeg mig lidt halvsløj, men det skal blive løgn - ingen sygdom her før jul.

      Slet
  3. Jeg er også helt sikker på, at den pris var yderst velfortjent! Tillykke med den - det må være dejligt med sådan en erkendtlighed midt i al travlheden.
    Jeg håber virkelig, at du får lov til at holde din jul i fred, og helst uden sygdom hos dig eller din familie. Det har DU fortjent :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen.
      Det håber jeg også, og tak. Som jeg skrev til Conny, så er stemmen ru og næsen snøfter, men jeg krydser fingre for at det som altid kun sætter sig til forkølelse her hos mig. For der er både influenza og omgangssyge i spil på afdelingen.

      Slet