Nu er huset gjort klart til rengøring, der er dækket en bakke til mit møde, som ligger lige oveni rengøringen, ikke særligt smart tænkt af mig. Men jeg vil gerne have hele dagen til at bage og få de sidste ting på plads i huset, inden de voksne børn begynder at komme. Min hjerne er ikke meget for, at jeg nu skal til at lære nyt om bogføring og regnskab, men det er smart, at alt kan sendes via mobil og elektronisk, så jeg bliver papirløs, hvad angår bilag. Så jeg må blot tage mig sammen.
Imens nynner jeg en af korets julesange, en smuk enkel melodi og tekst.
Håbet er det, der får os til at leve, også når alt vælter. Håbet er det, jeg som sygeplejerske skal sørge for ikke slukkes. Også selv om alt ser håbløst ud. Vi mennesker har brug for håbet, også selv om vi godt ved, at det vi allermest håber på, at kunne beholde vore kære her på jord sammen med os ikke kan lade sig gøre.
På lørdag kunne min niece være blevet 30, sådan gik det desværre ikke, vi måtte sige på gensyn, da hun var 15½ år. Men selv i den sidste tid levede håbet side om side med realiteten, og det var håbet, der gjorde, at vi kunne være til stede og leve sammen med hende. Jeg er kristen, så jeg tror på et liv før og efter døden, for andre er det andre parametre, der gør, at de kan være til stede i livet efter at have mistet.
For mig som sygeplejerske er det altid en balancegang, jeg skal kunne mærke og forstå de mennesker, jeg møder midt i en svær tid, forstå hvordan de takler modgange, for måske er de ikke klar til den åbne snak, som jeg er. Det værste jeg kan gøre, er faktisk at tage udgangspunkt i mig selv og så overføre det til dem. Jeg har en livserfaring som menneske og som sygeplejerske, og den er min rygsæk. Men i mødet med et andet menneske skal jeg søge at forstå, hvad dette menneskes rygsæk indeholder, før jeg bruger min rygsæks indhold.
Dette møde kan så nemt gå galt, men når det lykkes, gør det en forskel. Og måske er det med til at holde håbet tændt.
God decemberdag til dig.
Smukke ord, Lene.
SvarSletTak, Conny :-)
SletTak for endnu et smukt indlæg, der giver stof til eftertanke.
SvarSletForsinket tillykke med prisen, jeg er helt sikker på, at jeres afdeling fortjener den.
Håber du undgår forkølelse og sygdom, og får nogle hyggelige førjule dage.
Tak, Marianne, for dine ord.
SletJeg satser på at holde mig rask :-)
Det at undlade at tage udgangspunkt i sig selv, men at være der, hvor den anden er, er noget af det sværeste, synes jeg.
SvarSletJeg prøver, men er naturligvis ikke professionel som du er. Min mindste søster lærer det nok aldrig - hun kan ganske enkelt ikke forstå, at fordi hun kan lide et eller andet (eller ikke lide ...), har ikke alle andre det nødvendigvis på samme måde :-)
Ellen, det har vi alle svært ved. Jeg øver mig, det går bedre hos patienter end herhjemme eller med familien :-)
SletGodt og tankevækkende indlæg. Det er så værdifuldt, at du kan adskille det, der er dit eget, fra patientens. Og tak fordi du er så modig, at du deler det sværeste, som jeg genkender fra mig selv: At omsætte det til ens private liv.
SvarSletTak Betty, for dine ord. Jeg øver mig, for jeg kan nemt tænke, at jeg jo ved hvad der vil være bedst, og ingen kan bruge den tanke til noget.
SletLene det er nemlig stor kunst at møde mennesker der hvor de et og ikke hvor vi gerne vil have at de skal være.
SvarSletHa en skøn jul med familien - og hundene ��
Tak, Kisser, og vi går ofte galt i byen, fordi vi glemmer denne kunst. Også en glædelig jul til dig og dine :-)
Slet