Ved natlampens skær

Natten til nytårsdag: Der er helt stille omkring mig, alle sover, både hunde og landmand. Jeg har sat mig i den gamle stol fra mit barndomshjem, varmet gløgg og fundet computeren frem. I nat er åbenbart en nat, hvor søvnen ikke vil komme af sig selv. Heldigvis skal jeg i aftenvagt nytårsaften, så jeg har tid til at hvile mig før arbejde.

Landmanden har holdt helt fri mellem jul og nytår, men en ordre sent i går har gjort, at fridagen nytårsaftensdag er inddraget for både ham og medarbejderen, så de kan have kartoflerne klar til første hverdag i det nye år. Der skal først være mad klar klokken ni, så jeg skal nok nå at få sovet noget inden da.

Nytåret sætter tanker i gang, jeg bruger ikke nytårsfortsætter, men tanker om det liv, jeg lever, og det liv, jeg gerne vil leve, kommer helt af sig selv ved årsskiftet. Jeg havde ikke tænkt på, at vi nu går ud af et årti og ind i et andet, men på torsdag er det tyve år siden, at jeg ved årtusindskiftet startede som sygeplejerske igen efter 11 års pause.

Min tro er altid med mig, men jeg må indrømme, at den ikke bliver næret og passet på. For mig indebærer troen, at jeg har en støtte, en styrke, som bærer mig igennem, når alt er svært. Og som mange andre glemmer jeg at takke, når alt er godt. Jeg skal nok få foldet hænderne og bedt en bøn, når jeg er bange, har det svært eller bekymrer mig. At prioritere at give mig selv tid til stilhed, taknemlighed og til at bede og gå i kirke, er noget af det, jeg gerne vil blive bedre til i 2020.

Det er morgen nu, søvnen kom til sidst og nu sidder jeg igen i den gode stol og læser det skrevne fra i nat. Noget er slettet, og når jeg læser resten, tænker jeg, hvor er fokus på min næste. Se, det mener jeg, at jeg har fokus på i det daglige. Mit job er at være der for min næste. Ikke desto mindre fylder jeg meget i mine tanker, og det vil jeg gerne ændre. Jeg vil gerne kunne slutte fred med mig selv og dermed få overskud til andre. Det sjove er, at hvor andre får mere ro med alderen, så får jeg mere uro i min hjerne. Jeg har erfaring, jeg ved hvad jeg kan, men samtidig føler jeg mig også på gyngende grund, og alligevel er jeg tryg ved og i det.

Mere jordnære drømme for 2020 er, at jeg gerne vil have afsluttet strikkeprojekter, for jeg kan mærke, at det fylder og hæmmer mig i at se det sjove og afslappende i at strikke. Måske skal jeg forsøge at dykke ned i kurven, mens jeg ser/lytter til strikkepodcast. Podcast er noget, jeg ikke bruger så meget, i stedet for fylder jeg mig med det samme musik og samme film/seriegenre. Måske skulle jeg forsøge at åbne hjernen for nye input.

Måske er det det, I, der er gået på efterløn/pension forsøger at fortælle mig, at når tiden ikke fyldes med arbejde, giver det rum og plads til andet. Men der er jeg ikke endnu, jeg mener stadig, at jeg har noget at give arbejdsmæssigt, så selv om 2020 er året, hvor jeg kunne gå på efterløn, så er det ikke i mine planer.

Om få timer trækker jeg i uniformen for sidste gang i dette årti. Og i morgen gentager jeg proceduren i det nye årti Kvinden i hvidt, det jeg drømte om, da jeg var 12 år. Dengang var det vist mest det med at hjælpe andre og at gøre en forskel, der fyldte. Det er stadig essensen i sygeplejejobbet, men måden hvorpå det gøres er ændret meget.  Det gør mig glad at tænke på, at den tolvåriges drømme også holdt stik i virkeligheden, så jeg nu 50 år efter stadig er glad for mit valg, mit fag og mit arbejde.

Må du komme godt ind i det nye år og må du få lov til at mærke håbet og drømmene for 2020.