Energien var lig nul, da jeg kom hjem i dag, så jeg gik i seng! Familien måtte selv finde noget at spise, og det er først nu, at opladning af batterierne er gået i gang.
Det er ikke fordi der er voldsomt travlt på arbejde, faktisk har det været en god dag, hvor vi igen så, at de nye lejringer fik vores patient til at slappe mere af og være knap så spastisk. Det spændende er nu, om vi kan se en mere blivende effekt. Tænk at man med tre til fire dyner og en ny teknik kan få et menneske til at slappe så meget af, men alle os, der selv har været prøveklud for lejringsmetode, har jo mærket, hvordan man slapper af, ikke bare når lejringen er udført, men også under udførelsen.
Nu vil jeg lejre mig selv i sofaen med en kop te, en god bog, strikketøj og et varmt tæppe. Ha en god aften.
tirsdag, oktober 30, 2007
mandag, oktober 29, 2007
RETTE TID OG STED
Hvad er det, der er udslagsgivende for, om noget vinder indpas i hverdagen på en travl sygehusafdeling? Motivation, viden om at det virker, at det gør hverdagen nemmere?
For 1½ år siden stod jeg og to andre for et kursus for alle vore kolleger i apopleksisygepleje, her underviste vi i Affolter og Bobaths principper og underviste også i en ny lejringsteknik udviklet af en tysk bobath instruktør, og alle var begejstrede, de fleste syntes, at denne lejringsmetode var genial. Men så kom sommeren 2006, den værste sommer i afdelingens minde, der var så tungt, alle patienter skulle have hjælp til alt, og vi følte, at vi kun udførte minimalpleje.
Her var der ikke tid til at få rutine i de nye lejringsmetoder, eller finde ud af hvilke patienter, vi syntes, metoden egnede sig til. Den bliver brugt lidt i ny og næ, men ikke som et gennemført pleje/behandlingstilbud.
Nu har der så været et mini kursus her på sygehuset med deltagelse af terapeuter og personale fra vores afdeling, og de brugte bl.a. nogle af vore patienter til at øve lejringerne på. Alt det foregik i min ferie.
Og var det så godt at komme på arbejde? JA for i dag brugte vi tid på at snakke om lejringerne, og vi prøvede dem af hos nogle af patienterne, og de lå så godt, og de to unge social og sundhedsassistenter, som kom i aftenvagt, sprudlede af glæde over at fortælle mig om kurset.
NU er der grobund for, at vi kan få det indført, at vi kan finde vores ståsted, nu hvor terapeuterne også er involverede.
Det har været en god dag i dag, og nu vil jeg stresse af med lidt strikning.
For 1½ år siden stod jeg og to andre for et kursus for alle vore kolleger i apopleksisygepleje, her underviste vi i Affolter og Bobaths principper og underviste også i en ny lejringsteknik udviklet af en tysk bobath instruktør, og alle var begejstrede, de fleste syntes, at denne lejringsmetode var genial. Men så kom sommeren 2006, den værste sommer i afdelingens minde, der var så tungt, alle patienter skulle have hjælp til alt, og vi følte, at vi kun udførte minimalpleje.
Her var der ikke tid til at få rutine i de nye lejringsmetoder, eller finde ud af hvilke patienter, vi syntes, metoden egnede sig til. Den bliver brugt lidt i ny og næ, men ikke som et gennemført pleje/behandlingstilbud.
Nu har der så været et mini kursus her på sygehuset med deltagelse af terapeuter og personale fra vores afdeling, og de brugte bl.a. nogle af vore patienter til at øve lejringerne på. Alt det foregik i min ferie.
Og var det så godt at komme på arbejde? JA for i dag brugte vi tid på at snakke om lejringerne, og vi prøvede dem af hos nogle af patienterne, og de lå så godt, og de to unge social og sundhedsassistenter, som kom i aftenvagt, sprudlede af glæde over at fortælle mig om kurset.
NU er der grobund for, at vi kan få det indført, at vi kan finde vores ståsted, nu hvor terapeuterne også er involverede.
Det har været en god dag i dag, og nu vil jeg stresse af med lidt strikning.
søndag, oktober 28, 2007
24 TIMER
Så er ferien ved at være slut. Hverdagen venter lige om hjørnet, og sådan skal det jo være. Det handler jo om at kunne se de små sjove detaljer i hverdagen, at få lidt fest og farver ind i hverdagen, at få grinet og glæden frem, men også give plads for de tunge tanker. Jeg øver mig, jeg kan kun blive bedre ;-)
fredag, oktober 26, 2007
OM LIDT
Der er gået en tornado gennem huset. Gulve er skrubbet og skuret, støv er fjernet, støvsugeren har gjort sin gerning, tøj er vasket, aftensmaden er næsten klar, så nu er det badetid og pakketid. Datteren havde jo ret, hun har skældt mig ud, når jeg fik dårlig samvittighed over ikke at få lavet nogle af de mange projekter, der altid er i et hus, her i ferien. Jeg har haft brug for at drosle helt ned, sove længe og gå lidt i tomgang. Nu kan jeg lidt igen.
Og hele tiden bliver jeg mindet om tiden, der er gået, når jeg kigger hen på computeren. Landmanden har sat den til at bruge alle vores billeder som pauseskærm. Jeg bliver så glad, når jeg kigger derhen.
Ha en god weekend.
torsdag, oktober 25, 2007
SKAL JEG RATIONERE?
Jo Nesbøs bøger om kriminalkommissær Harry Hole og Oslo Politi har fanget mig fuldstændig. De første fem bøger er slugt (ikke alle i denne ferie), og nu er de næste to reserveret, men de er også de sidste, en ny er dog på skrivebordet, så måske skulle jeg sætte læsetempoet ned, for hvad skal jeg så læse?
Nå hvad gør dem så gode, spørger du nok?
Du får ingen svar, for jeg kan ikke det med at analysere og tolke, men jeg kan godt lide hans stil, denne efterforsker, som gang på gang ryger i alkoholfælden, når livet bliver for grumt, men som også gang på gang hiver sig op igen. Nu har jeg så læst et interview med Jo Nesbø og læst på hans hjemmeside, så en happy ending for Harry Hole får jeg vist ikke, men nu er jeg forberedt ;-)
Er du til krimier, skulle du prøve disse bøger.
Nå hvad gør dem så gode, spørger du nok?
Du får ingen svar, for jeg kan ikke det med at analysere og tolke, men jeg kan godt lide hans stil, denne efterforsker, som gang på gang ryger i alkoholfælden, når livet bliver for grumt, men som også gang på gang hiver sig op igen. Nu har jeg så læst et interview med Jo Nesbø og læst på hans hjemmeside, så en happy ending for Harry Hole får jeg vist ikke, men nu er jeg forberedt ;-)
Er du til krimier, skulle du prøve disse bøger.
VINTERMORGEN
De sidste morgener har været kolde, og mørket er længe om at forsvinde. Jeg er her stadig, jeg læser og strikker og sørger for, at familien får noget at spise, har rent tøj og at der ser rimelig ryddeligt ud her.
Forhåbentlig når landmanden og jeg en dag eller to i sommerhuset, inden jeg slutter ferien af med en korsøndag, hvor vi synger os i julestemning ;-)
Tak for alle jeres kommentarer, de gør mig glad.
lørdag, oktober 20, 2007
NOGET I VEJEN?
Overhovedet ikke, men nu har jeg bestemt mig til at gøre nogle ting anderledes i disse feriedage end ellers, så bloggen holder ferielukket, og så vender jeg tilbage om en uges tid.
Jeg har haft problemer med at få billeder på min blog, så nu skal I lige ha det sidste i serien fra forleden aften.
Ha det godt.
fredag, oktober 19, 2007
DET VAR KATTENS
Jeg siger jo så frejdigt, at jeg ikke er katteejer, men der var en gang.
Vi kendte en ung mand, der hentede kartofler til en butik 14 km fra os, han og kæresten havde fire katte, men de to hankatte kunne ikke sammen.
Landmanden lovede, at vi godt kunne tage den yngste på 6 måneder, så den blev installeret herinde, for vi turde ikke lade den løbe frit til at begynde med.
Da der var gået to dage, lukkede jeg den ud i haven, og den kom pænt ind igen lidt efter. Anden gang kom den ikke ind, vi kaldte og ledte, og børnene græd, og da der var gået en uge, måtte landmanden overfor den unge mand bekende, at vi havde mistet katten.
To uger efter kom den unge mand igen efter kartofler og kunne så fortælle, at aftenen før var katten pludselig dukket op hos dem, 14 km væk fra os, og nu kunne de ikke nænne, at den skulle væk fra dem.
Det kunne vi godt forstå, og vi var lykkelige over, at den var fundet, men den dag i dag undrer det mig, at en lille bykat, som bliver kørt væk i bil, på tre uger finder tilbage til sit forrige hjem. Det er da godt gået ;-)
Vi kendte en ung mand, der hentede kartofler til en butik 14 km fra os, han og kæresten havde fire katte, men de to hankatte kunne ikke sammen.
Landmanden lovede, at vi godt kunne tage den yngste på 6 måneder, så den blev installeret herinde, for vi turde ikke lade den løbe frit til at begynde med.
Da der var gået to dage, lukkede jeg den ud i haven, og den kom pænt ind igen lidt efter. Anden gang kom den ikke ind, vi kaldte og ledte, og børnene græd, og da der var gået en uge, måtte landmanden overfor den unge mand bekende, at vi havde mistet katten.
To uger efter kom den unge mand igen efter kartofler og kunne så fortælle, at aftenen før var katten pludselig dukket op hos dem, 14 km væk fra os, og nu kunne de ikke nænne, at den skulle væk fra dem.
Det kunne vi godt forstå, og vi var lykkelige over, at den var fundet, men den dag i dag undrer det mig, at en lille bykat, som bliver kørt væk i bil, på tre uger finder tilbage til sit forrige hjem. Det er da godt gået ;-)
EN MAND!
Forleden dag fik vi meldt en mand, der skulle indlægges til observation for blodprop i hjernen, han havde haft symptomer i en uge.
Det første alle sagde, når de blev informeret om patienten, var, det kan kun være en mand. Mænd ignorerer symptomer, det går nok væk af sig selv, det skal arbejdes væk, det skal trænes væk og så videre.
Generaliserer vi? Hvis vi får patienter indlagt, som har haft symptomerne i flere dage, så er de fleste af dem faktisk mænd.
Men mænd og jeres koner, hør så efter! Hvis I får nedsat kraft i den ene side, om det er arm, ben eller begge dele, eller I får taleproblemer eller hængende mundvig, så ringer I 112, for der findes kun én behandling, som kan opløse en blodprop, og den skal gives inden for tre timer efter symptomerne opstod. Det er ikke sikkert, at I er kandidat til behandlingen, men det er lægens afgørelse, så af sted.
”Nå men jeg kender da nogen, hvor det gik over af sig selv” ja, men så har det nok været en forbigående blodprop, som nåede at blive opløst af kroppens forsvarsmekanismer, men hvorfor opstod den? Udredning af årsagen er jo netop vigtig, så man undgår en ny blodprop.
Og når vi nu er ved forbrugeroplysninger, så få lige tjekket dit blodtryk. Det er den hyppigste årsag til blodpropper og blødninger i hjernen.
Og nu holder jeg ferie, det har jeg glædet mig til hele ugen :-)
Det første alle sagde, når de blev informeret om patienten, var, det kan kun være en mand. Mænd ignorerer symptomer, det går nok væk af sig selv, det skal arbejdes væk, det skal trænes væk og så videre.
Generaliserer vi? Hvis vi får patienter indlagt, som har haft symptomerne i flere dage, så er de fleste af dem faktisk mænd.
Men mænd og jeres koner, hør så efter! Hvis I får nedsat kraft i den ene side, om det er arm, ben eller begge dele, eller I får taleproblemer eller hængende mundvig, så ringer I 112, for der findes kun én behandling, som kan opløse en blodprop, og den skal gives inden for tre timer efter symptomerne opstod. Det er ikke sikkert, at I er kandidat til behandlingen, men det er lægens afgørelse, så af sted.
”Nå men jeg kender da nogen, hvor det gik over af sig selv” ja, men så har det nok været en forbigående blodprop, som nåede at blive opløst af kroppens forsvarsmekanismer, men hvorfor opstod den? Udredning af årsagen er jo netop vigtig, så man undgår en ny blodprop.
Og når vi nu er ved forbrugeroplysninger, så få lige tjekket dit blodtryk. Det er den hyppigste årsag til blodpropper og blødninger i hjernen.
Og nu holder jeg ferie, det har jeg glædet mig til hele ugen :-)
torsdag, oktober 18, 2007
POSITIV OG OPTIMISTISK
Efter en arbejdsdag glider dagen tit forbi i små bidder, nogle gange stopper jeg op ved en hændelse, skænker den lidt flere tanker, kunne det gøres bedre, var det mon det rigtige i den situation?
I dag har jeg kredset om det, at vi som plejepersonale tit prøver at slå de positive toner an. Vi påpeger de små fremskridt, og på en måde giver vi måske ikke plads til sorgen over det, der er sket. Vi er målrettet i vores træning og pleje, men hvor tit sætter vi os ned og er kede af det sammen med patienten?
Vi har en kvinde, som var meget dårlig i begyndelsen, men som vågner mere og mere op, nu kan hun gå med rollator, men hun kan ikke tale. Vi påpeger de store fremskridt, der sker, men hvad tænker hun? Er vi for positive i vores fremtoning? Tænker hun, ja ja men jeg kan jo ikke tale?
For har man ikke brug for en gang imellem, at nogen siger, jeg ved godt, at det her er svært, at livet er hårdt mod dig lige nu, og så at denne person har mod til blot at være der? Omvendt er jeg på en akut afdeling, der er ikke tid til at sætte sig ned og give rum til dette, så ville jeg ikke gøre mere skade ved at starte på noget, som jeg ikke kan fuldføre?
Faktisk mens jeg skriver dette, sidder jeg og funderer over, hvor tit vi opretholder den positive vinkel også over for pårørende. Når jeg ser mig selv udefra, ser jeg en meget energisk person, som farer af sted, løser problemer, plejer personer, underviser i forflytninger og lejringer, diskuterer plejeproblemer, men har jeg været der for den pårørende, har jeg været der for patienten?
Ja nogle gange, men jeg kan blive bedre, og det er måske det, der bekymrer mig allermest, at jeg indimellem glemmer at tænke på hvad og hvorfor jeg gjorde en given ting, og om jeg kunne gøre det bedre. Det er det denne blog bl.a. hjælper mig til, for ved at skulle beskrive mit arbejde for folk udenfor mit fag, får jeg sat tanker i sving, som hjælper mig til at kigge på min sygepleje.
Det positive, latteren og det gode kollegiale samvær vi har, betyder så faktisk meget for mange patienter og pårørende, så det er med at finde balancen.
I dag har jeg kredset om det, at vi som plejepersonale tit prøver at slå de positive toner an. Vi påpeger de små fremskridt, og på en måde giver vi måske ikke plads til sorgen over det, der er sket. Vi er målrettet i vores træning og pleje, men hvor tit sætter vi os ned og er kede af det sammen med patienten?
Vi har en kvinde, som var meget dårlig i begyndelsen, men som vågner mere og mere op, nu kan hun gå med rollator, men hun kan ikke tale. Vi påpeger de store fremskridt, der sker, men hvad tænker hun? Er vi for positive i vores fremtoning? Tænker hun, ja ja men jeg kan jo ikke tale?
For har man ikke brug for en gang imellem, at nogen siger, jeg ved godt, at det her er svært, at livet er hårdt mod dig lige nu, og så at denne person har mod til blot at være der? Omvendt er jeg på en akut afdeling, der er ikke tid til at sætte sig ned og give rum til dette, så ville jeg ikke gøre mere skade ved at starte på noget, som jeg ikke kan fuldføre?
Faktisk mens jeg skriver dette, sidder jeg og funderer over, hvor tit vi opretholder den positive vinkel også over for pårørende. Når jeg ser mig selv udefra, ser jeg en meget energisk person, som farer af sted, løser problemer, plejer personer, underviser i forflytninger og lejringer, diskuterer plejeproblemer, men har jeg været der for den pårørende, har jeg været der for patienten?
Ja nogle gange, men jeg kan blive bedre, og det er måske det, der bekymrer mig allermest, at jeg indimellem glemmer at tænke på hvad og hvorfor jeg gjorde en given ting, og om jeg kunne gøre det bedre. Det er det denne blog bl.a. hjælper mig til, for ved at skulle beskrive mit arbejde for folk udenfor mit fag, får jeg sat tanker i sving, som hjælper mig til at kigge på min sygepleje.
Det positive, latteren og det gode kollegiale samvær vi har, betyder så faktisk meget for mange patienter og pårørende, så det er med at finde balancen.
onsdag, oktober 17, 2007
AFTENSTEMNING
tirsdag, oktober 16, 2007
HUNDEKUNSTER OG DRENGEAKROBATIK
Æblerne i toppen af træet er nu nede. Sønnen og jeg hjalp hinanden, jeg skulle stå på stigens nederste trin, for jeg var tungest ;-) og så klatrede han til vejrs.
Hurtigt blev han enig med sig selv om, at det var skønnere at klatre i træet, og så gik det ellers løs. Han overskred sine grænser, har højdeskræk, men det trodsede han, for alle æbler skulle ned.
Nedenfor stod Laika og fulgte med, og på et tidspunkt råbte sønnen, grib Laika, og sekundet efter stod Laika med et æble i munden og så helt benovet ud. Desværre havde jeg ikke kameraet med ude, men det blev hentet, så sønnens færd kunne dokumenteres.
Nu regner det, og der er mørkt herinde, men der er lunt og trygt at være her. En ny kæmpekande te er brygget, sønnen sidder og slapper af ved fjernsynet, landmanden og storebror hygger sig over frokosten ude i køkkenet, og jeg sidder her og nyder det hele.
MORGENNYDNING
Mens solen står op over taget på maskinhuset, og regndråberne blot truer lidt, går jeg rundt herinde og gør klar til en enkelt fridag, før dagvagterne tager over, hvor aftenvagterne slap. Bagefter er der ferie, så ingen skal have ondt af mig.
Om lidt er teen klar, bollen er lunet, nu mangler jeg bare sofaen og bogen, så er jeg klar til lidt morgennydning inden hverdagspligterne byder sig ind.
mandag, oktober 15, 2007
HVERDAGSGLIMT
Dagen stryger rask af sted, før jeg får set mig om, er det tid til afgang.
I dag har jeg givet mig selv blogtid og læsetid, ikke meget, men nok til at jeg har hygget mig.
Der er lavet mad til de to mænd i mit liv, inspirationen er hentet her.
Blomsterne er vandet, og jeg vil nu til at ændre på min egen og landmandens opfattelse af, at jeg ikke kan passe blomster. Min hjerteblomst har fået så mange nye hjerteblade, så jeg er stolt. Jeg kan nemlig godt finde ud af det med blomster :-)
Og i går lå en dejlig mail til mig fra min nye apopleksikollega, jeg er så glad for hende. Hun inspirerer mig, hun er så engageret i vores nye projekt, de tværfaglige teamkonferencer, så jeg tror, at ledelsen nu kan se, at de er godt hjulpet med to deltidssygeplejerske som apopleksispecialister. Vi tænker nemlig også videre, når vi har fri!
Ha en god aften, det har jeg nemlig tænkt mig at have ;-)
I dag har jeg givet mig selv blogtid og læsetid, ikke meget, men nok til at jeg har hygget mig.
Der er lavet mad til de to mænd i mit liv, inspirationen er hentet her.
Blomsterne er vandet, og jeg vil nu til at ændre på min egen og landmandens opfattelse af, at jeg ikke kan passe blomster. Min hjerteblomst har fået så mange nye hjerteblade, så jeg er stolt. Jeg kan nemlig godt finde ud af det med blomster :-)
Og i går lå en dejlig mail til mig fra min nye apopleksikollega, jeg er så glad for hende. Hun inspirerer mig, hun er så engageret i vores nye projekt, de tværfaglige teamkonferencer, så jeg tror, at ledelsen nu kan se, at de er godt hjulpet med to deltidssygeplejerske som apopleksispecialister. Vi tænker nemlig også videre, når vi har fri!
Ha en god aften, det har jeg nemlig tænkt mig at have ;-)
OM JEG HUSKER?
En far spørger om vi husker fragglerne?
Vi var nærmest invaderet af dem. Landmanden havde tilfældigt købt en video med dem, og senere begyndte man så at sende dem i fjernsynet.
Vores søn på 2- 3 år tilegnede sig hurtigt sangene, så vi havde en lille Gobo i rød-hvid stribet nattrøje fra Libero og blebukser med en tromme på maven eller en guitar på ryggen, og han fik alle i familien til at gå bagefter sig rundt i hele huset.
Vi skulle synge den sang, hvor de tager ud for at befri en af vennerne hos gorgerne. Teksten kan jeg ikke huske det hele af, men melodien? Den sidder stadig fast her 18 år efter, så til sønnens konfirmation, skrev jeg noget af sangen på den melodi.
Jeg kan stadig se sønnen instruere morforældrene til at gå bag ham, og stakkels dem, hvis de ikke i det mindste råbte ”Følg med mig” til slut i hvert vers. Dengang mente vi, at han måtte blive filminstruktør, for alt, hvad han så på film, blev omdannet til leg, og han havde en fænomenal hukommelse for, hvordan tingene var, så vi kunne ikke hoppe over det lave gærde.
I går fik morforældrene så lov til bare at nyde sønnen og hans band spille og synge uden krav om at skulle deltage i sangen ;-)
Og den unge mand har planer om at søge ind til politiet, så filminstruktør bliver han vist ikke.
søndag, oktober 14, 2007
VI NØD DET
Sønnen havde inviteret morforældre og os til ungdomsgudstjeneste i hans frikirke. Landmanden skulle på motorcykeltur, så vi andre satte hinanden stævne i kirken.
Så sad vi tre folkekirke folk og blev fyldt op af glæde over de mange unges indsats. Her var rockmusik, lovsang, bøn, prædiken, tid til fordybelse med god musik, et mørkelagt rum med levende lys, og mange i menigheden støttede de unge, så der var lige så mange voksne som unge i kirke.
Temaet lys i mørket og om at leve sit liv faldt godt i tråd med Cd’en, jeg havde sat på i morges:
Som en regnbue ejer vi livet
tiden er det bedste vi har
og i morgen når fuglene vågner
kan vi være så langt væk herfra
kom og sæt dig tæt ind til mig, flyv alligevel
som en regnbue ejer vi livet, Ariel
Hver nat når de kom ind
på Café Måneskin
gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage
hvem vil være en løgn
hvem ved hvor vi er om et døgn
og måtte du leve alle dage
(Lars Lilholt)
Ha en god søndag.
Så sad vi tre folkekirke folk og blev fyldt op af glæde over de mange unges indsats. Her var rockmusik, lovsang, bøn, prædiken, tid til fordybelse med god musik, et mørkelagt rum med levende lys, og mange i menigheden støttede de unge, så der var lige så mange voksne som unge i kirke.
Temaet lys i mørket og om at leve sit liv faldt godt i tråd med Cd’en, jeg havde sat på i morges:
Som en regnbue ejer vi livet
tiden er det bedste vi har
og i morgen når fuglene vågner
kan vi være så langt væk herfra
kom og sæt dig tæt ind til mig, flyv alligevel
som en regnbue ejer vi livet, Ariel
Hver nat når de kom ind
på Café Måneskin
gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage
hvem vil være en løgn
hvem ved hvor vi er om et døgn
og måtte du leve alle dage
(Lars Lilholt)
Ha en god søndag.
lørdag, oktober 13, 2007
ØH GOD MORGEN?
Fruen vågnede først lidt i 10, så et par kopper te, en grovbolle med ost, bloglæsning og en lille havetur måtte der til, før jeg nu er så vågen, som jeg kan blive.
Der er stille og roligt på arbejde, men min krop har sværere ved at tage de skiftende arbejdstider nu, så der er ikke meget energi i mig lige for tiden.
Udenfor venter agaverne på at komme ind, måske skulle jeg sætte krukkerne med pelargonier samme sted, jeg har aldrig prøvet at lade dem overvintre. Det var da et forsøg værd, så slap jeg også for at gøre de krukker rene nu ;-)
En af de sammenplantninger, jeg fik til min fødselsdag, blev plantet ud, og både de små strandasters? og efeuen trives derude.
Det gør blomsten, jeg fik til min bryllupsdag i sommer af en kollega, derimod ikke. Jeg fik at vide af nogle, at det var en staude og plantede den ud, men den ser nu noget død ud.
Over i mit rodebed lyser skt. Hansurten stadig op, og solen skinner, luften er klar, det hjælper alt sammen på humøret.
Ha en god dag
PS nu tikkede en sms ind,at datter og kæreste er landet på en græsk ø med 22 grader og lidt overskyet, måtte de få en dejlig ferie. Og sønnen er netop lige stået op efter en lang kulturnat, håber de har haft det sjovt.
Der er stille og roligt på arbejde, men min krop har sværere ved at tage de skiftende arbejdstider nu, så der er ikke meget energi i mig lige for tiden.
Udenfor venter agaverne på at komme ind, måske skulle jeg sætte krukkerne med pelargonier samme sted, jeg har aldrig prøvet at lade dem overvintre. Det var da et forsøg værd, så slap jeg også for at gøre de krukker rene nu ;-)
En af de sammenplantninger, jeg fik til min fødselsdag, blev plantet ud, og både de små strandasters? og efeuen trives derude.
Det gør blomsten, jeg fik til min bryllupsdag i sommer af en kollega, derimod ikke. Jeg fik at vide af nogle, at det var en staude og plantede den ud, men den ser nu noget død ud.
Over i mit rodebed lyser skt. Hansurten stadig op, og solen skinner, luften er klar, det hjælper alt sammen på humøret.
Ha en god dag
PS nu tikkede en sms ind,at datter og kæreste er landet på en græsk ø med 22 grader og lidt overskyet, måtte de få en dejlig ferie. Og sønnen er netop lige stået op efter en lang kulturnat, håber de har haft det sjovt.
fredag, oktober 12, 2007
FREDAGSMOTION
Rundt om i det ganske land starter skolebørn deres efterårsferie med motion på denne sidste skoledag før ferien. Vi har ikke skolebørn længere, men derfor kan jeg vel godt følge traditionen;-)
5 km gang/løb i masser af blæst og masser af solskin. Kinderne blusser godt nu, og håret har fundet sin egen frisure.
Grøftekanterne svajer og drejer sig som vinden blæser. Der er kun nogle enkelte kløverblomster tilbage, ellers er det græsarterne og brændenælder, der dominerer billedet.
Der er stadig masser af grønt, men de rødbrune farver kommer mere og mere frem. Sådan en solskinsdag i oktober stråler farverne om kap med solen.
Det var lige, hvad jeg trængte til.
torsdag, oktober 11, 2007
GODT JEG VÅGNEDE
Bil-kabalen i dag ville bedst gå op, hvis jeg kørte datteren på arbejde i dag, hun skulle åbne bagerbutikken, så det var tidligt. Jeg skal i aftenvagt, så jeg skyndte mig hjem, smed mig på sofaen med et dejligt varmt tæppe over mig og faldt i søvn.
Jeg drømte, at afdelingen var flyttet, mens jeg havde fri, og alt var så forvirrende, da jeg mødte. Undervejs i rapporten strøg de andre ud og ind, og pludselig opdagede jeg, at jeg sad i mit private tøj. Det gik jo ikke, så jeg gik hen for at klæde om, men jeg kunne ikke finde omklædningsrummet.
Jeg kunne heller ikke forklare mit problem til andre, alt var så genkendeligt og så alligevel ikke. Midt i det hele kimede klokkerne, og jeg troede det var mine patienter, men jeg kunne ikke finde dem, og når jeg fandt stuen, hvorfra det kimede, kunne jeg ikke finde ud af at slukke klokken.
Angsten greb mig mere og mere, og jeg tænkte, du er ved at blive dement Lene.
Så vågnede jeg, men følelsen sidder stadig i kroppen, jeg tror faktisk, at det er sådan, det kan føles med en begyndende demens, det med at tingene er genkendelige og så alligevel ikke, at man ikke kan få ting til fungere, at andre menneskers tale lyder som det rene vrøvl. Jeg ved det jo ikke, men den forvirringens angst jeg følte i min drøm, den har jeg set i øjnene på mennesker med demens, der bliver indlagt med en apopleksi.
Godt jeg vågnede.
Jeg drømte, at afdelingen var flyttet, mens jeg havde fri, og alt var så forvirrende, da jeg mødte. Undervejs i rapporten strøg de andre ud og ind, og pludselig opdagede jeg, at jeg sad i mit private tøj. Det gik jo ikke, så jeg gik hen for at klæde om, men jeg kunne ikke finde omklædningsrummet.
Jeg kunne heller ikke forklare mit problem til andre, alt var så genkendeligt og så alligevel ikke. Midt i det hele kimede klokkerne, og jeg troede det var mine patienter, men jeg kunne ikke finde dem, og når jeg fandt stuen, hvorfra det kimede, kunne jeg ikke finde ud af at slukke klokken.
Angsten greb mig mere og mere, og jeg tænkte, du er ved at blive dement Lene.
Så vågnede jeg, men følelsen sidder stadig i kroppen, jeg tror faktisk, at det er sådan, det kan føles med en begyndende demens, det med at tingene er genkendelige og så alligevel ikke, at man ikke kan få ting til fungere, at andre menneskers tale lyder som det rene vrøvl. Jeg ved det jo ikke, men den forvirringens angst jeg følte i min drøm, den har jeg set i øjnene på mennesker med demens, der bliver indlagt med en apopleksi.
Godt jeg vågnede.
onsdag, oktober 10, 2007
DUET
Jeg har lokket datteren med i mit kor, så vi hygger os på vej til og fra øvestedet. I aften var der den smukkeste aftenhimmel, så datteren tog min mobil og prøvede at indfange de bløde penselsstrøg, som himlen var malet med.
Energien og glæden glider ind under huden, mens vi varmer op med udstrækningsøvelser, fejesving og stemmetræning.
Julekoncerternes repertoire skal øves, og det var lige før, at min korleder fik en kæmpe knuser, da jeg så en af sangene.
”Englene synger højt i kor, synger om fred på jord, verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat”
En norsk sang, som jeg har på CD med Oslo Gospel Choir. Den betyder noget ganske særligt for mig. Sådan er jo tit med sange, de væver sig ind i en sammenhæng i vores liv, og tekst og melodi får en helt særlig betydning for netop dig eller mig, men ikke nødvendigvis den samme betydning. Musik når ind, hvor ord alene tit ikke slår til.
Jeg glæder mig til at synge denne sang til vores kirkekoncerter.
Og på vejen hjem genlød bilen af en lille duet, sopran og alt, vi skal nok få den lært.
Energien og glæden glider ind under huden, mens vi varmer op med udstrækningsøvelser, fejesving og stemmetræning.
Julekoncerternes repertoire skal øves, og det var lige før, at min korleder fik en kæmpe knuser, da jeg så en af sangene.
”Englene synger højt i kor, synger om fred på jord, verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat”
En norsk sang, som jeg har på CD med Oslo Gospel Choir. Den betyder noget ganske særligt for mig. Sådan er jo tit med sange, de væver sig ind i en sammenhæng i vores liv, og tekst og melodi får en helt særlig betydning for netop dig eller mig, men ikke nødvendigvis den samme betydning. Musik når ind, hvor ord alene tit ikke slår til.
Jeg glæder mig til at synge denne sang til vores kirkekoncerter.
Og på vejen hjem genlød bilen af en lille duet, sopran og alt, vi skal nok få den lært.
OM LIDT
er kartoflerne i hus.
Bordet er dækket nede i folkerummet.
Smørrebrødet er hentet og står klar i køleskabet sammen med øl og sodavand.
Te og kaffe er brygget, og skulle de være mere sulten eller bare lækkersulten, så er der bagt hindbærmuffins og æblebradepandekage.
Traktementet er, som det plejer, men ellers er der meget, som ikke er, som det plejer. Det her år er det mest mærkelige år, vi har prøvet i 25 år, men det gælder vist for alle landmænd i Danmark.
Men uanset hvad, så er vi færdige med kartoffeloptagningen, og det er godt.
VASKEDAG
Når jeg tænker på min svigermor og hendes ni børn og vaskedagen med gruekedlen, så tænker jeg, godt det ikke er mig. Jeg smider tøjet i maskinen, trykker på knappen, og så kan jeg lave andre ting, til tøjet er klar til at hænge op. Ikke desto mindre synes jeg, at jeg bruger meget tid på vasketøj, sortere, putte i, tage ud, hænge op, lægge sammen, lægge på plads, stryge osv. Men i dag ryger alt jo også til vask, så snart vi har haft det på en enkelt gang, dengang brugte man at hænge til luftning, og tøjet blev brugt flere dage i træk.
Mit første barndomshjem var et hus i to plan. I stuen var et børneværelse, et soveværelse, et badeværelse, et køkken, en stue og en spisestue. I kælderen var et kontor/fotorum til min far, et værelse til den unge pige, et stort fyrrum, som også blev brugt, hvis der var mange gæster, et viktualierum og en vaskekælder.
I vaskekælderen stod fremskridtet, en halvautomatisk vaskemaskine. Som jeg husker det, så bestod det automatiske i, at den selv vaskede tøjet. Vi skulle lukke vandet ud og komme skyllevand i. På maskinen var fastgjort en ”vridemaskine” her kom tøjet igennem to ruller, mens man drejede rundt og fik vredet vandet ud af tøjet, og herefter skulle tøjet hænges op enten i kælderen eller udenfor.
Da vi efterhånden var oppe på 5 børn, og huset blev for trangt, byggede mine forældre selv hus, da jeg var 14. Her var der værelse til hver enkelt, en stor stue, et kombineret køkken/spisestue, hvilket var nyt der først i 70erne, et lille gæstetoilet og et badeværelse. Men vaskekælderen var sløjfet, nu stod den helautomatiske vaskemaskine på badeværelset, og tøjsnore hang hen over badekarret. Viktualierummet eksisterede heller ikke mere, til gengæld var der lidt flere skabe i køkkenet.
Indimellem kunne jeg godt bruge en vaskekælder med tørrerum og et lille viktualierum, men også hos os er der prioriteret med større værelser, badeværelse og stuer.
Så vaskemaskinen står i bryggerset og gør sit arbejde, og nu må jeg vist til at gøre mit.
Hvordan har du indrettet dig med vask og tørring af tøj?
Mit første barndomshjem var et hus i to plan. I stuen var et børneværelse, et soveværelse, et badeværelse, et køkken, en stue og en spisestue. I kælderen var et kontor/fotorum til min far, et værelse til den unge pige, et stort fyrrum, som også blev brugt, hvis der var mange gæster, et viktualierum og en vaskekælder.
I vaskekælderen stod fremskridtet, en halvautomatisk vaskemaskine. Som jeg husker det, så bestod det automatiske i, at den selv vaskede tøjet. Vi skulle lukke vandet ud og komme skyllevand i. På maskinen var fastgjort en ”vridemaskine” her kom tøjet igennem to ruller, mens man drejede rundt og fik vredet vandet ud af tøjet, og herefter skulle tøjet hænges op enten i kælderen eller udenfor.
Da vi efterhånden var oppe på 5 børn, og huset blev for trangt, byggede mine forældre selv hus, da jeg var 14. Her var der værelse til hver enkelt, en stor stue, et kombineret køkken/spisestue, hvilket var nyt der først i 70erne, et lille gæstetoilet og et badeværelse. Men vaskekælderen var sløjfet, nu stod den helautomatiske vaskemaskine på badeværelset, og tøjsnore hang hen over badekarret. Viktualierummet eksisterede heller ikke mere, til gengæld var der lidt flere skabe i køkkenet.
Indimellem kunne jeg godt bruge en vaskekælder med tørrerum og et lille viktualierum, men også hos os er der prioriteret med større værelser, badeværelse og stuer.
Så vaskemaskinen står i bryggerset og gør sit arbejde, og nu må jeg vist til at gøre mit.
Hvordan har du indrettet dig med vask og tørring af tøj?
tirsdag, oktober 09, 2007
EN NAT TIL FORSKEL
Stigerne stod parat til, at nogen kunne hjælpe mig i højden, for landmanden havde forbudt mig at gøre det alene. Alle havde dog travlt med kartofler og bagerbrød, så æblerne hænger der stadig.
Her til morgen er det en anden virkelighed, vi vågnede op til, så kartoffeloptagningen holder pause til frostskorpen er væk fra jorden.
Kartoflerne har det godt nede i jorden, men vi ville få alt for mange jordklumper med ind, hvis vi begyndte at tage kartofler op nu, så der gøres maskiner klar og sorteres kartofler, indtil solen får varmet jorden op.
Mon det kun er hos os, at der har været nattefrost?
Her til morgen er det en anden virkelighed, vi vågnede op til, så kartoffeloptagningen holder pause til frostskorpen er væk fra jorden.
Kartoflerne har det godt nede i jorden, men vi ville få alt for mange jordklumper med ind, hvis vi begyndte at tage kartofler op nu, så der gøres maskiner klar og sorteres kartofler, indtil solen får varmet jorden op.
Mon det kun er hos os, at der har været nattefrost?
mandag, oktober 08, 2007
EN DIAGNOSE
Selvom jeg har fri, så er afdelingen og patienterne dog i mine tanker af og til. Heldigvis drømmer jeg ikke om alt det, jeg ikke når, det gjorde jeg på et tidspunkt, og så fylder ens arbejde for meget.
I apopleksiafsnittet får folk som regel en diagnose. Man kan altid se på CTscanning, hvis det er en blødning. En blodprop viser sig ikke med det samme, for det man kan se på scanningsbilledet er arvævet, som følger efter iltmanglen, men symptomerne kan være så tydelige, at der klinisk ikke er tvivl om, at patienten har fået en blodprop i hjernen.
Så er der alle tvivlstilfældene, dem med de lidt mere ukarakteristiske symptomer, de kommer som regel til en MRscanning, som kan tage andre slags billeder og også komme i dybden af hjernen. Når patienten bliver udskrevet, skal diagnosen være afklaret, for med apopleksidiagnosen følger mindst tre måneders kørselsforbud. Det samme gælder, hvis man har haft en forbigående blodprop, hvor symptomerne svinder inden for 24 timer, på latin kaldet TCI (transitorisk cerebral ischæmi)
Derfor er det svært for os, når en patient med en blodprop pludselig svinder for os, ikke svarer, nærmest ligger i sin egen puppe. Alt bliver undersøgt, er det en ny blodprop, en blødning, epilepsi, hjernebetændelse, depression, lungebetændelse eller blærebetændelse. En almindelig infektion kan faktisk godt give patienten symptomer som en ny blodprop.
De fleste gange finder vi en forklaring, men det er svært at acceptere, når vi ikke finder en forklaring.
Livet er underfuldt, der er så meget, vi ved, men der er stadig meget, vi ikke ved.
Tilføjelse: For at fjerne evt. misforståelser, så er det kun, hvis man har haft en blodprop, at infektioner kan give tilbagefald, så man kan blive i tvivl, om der har været en ny blodprop eller det "bare" er en infektion.Derfor hvis I selv eller nogen i jeres nærhed får nedsat kraft i den ene arm eller ben, hængende mundvig eller problemer med at tale, så ring 112, I skal IKKE se det an.
OKTOBERSOL
Jeg håber, I alle er velsignet med den selv samme strålende sol, som vi har. Himmelblå er mit udsyn og det er en fornøjelse at plukke æbler.
Der er slet ikke så mange som sidste år, men vi er tilfredse, og der bliver vist også til en køretur over til æblemosteriet.
Der er bagt krydrede æblemuffins, men jeg må have valgt nogle af de æbler med knap så meget smag, for sønnen har prøvesmagt dem, og vi er blevet enige om, at der skal smør til, når kartoffelfolket skal have dem til eftermiddagsmaden.
Nu er jeg færdige med den mindre stige, så nu skal den store findes frem, så toppen kan nås, og jeg skal ikke ha træsko på, det har jeg prøvet før, og det gik nær galt.
Abonner på:
Opslag (Atom)