søndag, januar 30, 2011

WEEKEND PÅ FARTEN

Da vi bestilte en hundehvalp, havde vi regnet med en sommerhvalp, sådan blev det så ikke. Naturen går jo sin egen gang, og vi fik en vinterhvalp.

Randers rasteplads

Da det var sommer, planlagde mine søskende og jeg efter min fars ønske en weekend sammen for at fejre min fars 80års fødselsdag. Min far fylder år på den første dag i den sidste vintermåned, og weekenden blev derfor lagt i den sidste weekend i den midterste vintermåned.

Så nu stod vi med en hundehvalp, som var for lille til at komme på hundepension sammen med Laika, og som var lidt for ivrig til at gnave i ting og markere bryggersgulvet af, til at vi kunne tage imod tilbud om hvalpepasning fra venner og familie.

Randers rasteplads

Landmanden syntes, jeg skulle køre til Fyns land alene, det, syntes jeg, var træls, så vi landede på en mellemting. De andre startede festen fredag aften og sluttede den søndag middag. Vi sluttede os til selskabet i går eftermiddags sammen med Istvan og drog af sted i morges ved solopgang , fordi svigerdatteren have et fly til Barcelona, der skulle nås.

Fyn ved morgentide

Jeg nød selskabet, jeg nød omgivelserne, jeg nød snakken og hyggen, og jeg nød at se min far nyde det hele.

Og så er jeg glad for, at mødet med en frossen bilfure i jorden kun gav mig skrammer i ansigt, på skulder, knæ og hænder. Jeg følte mig ret fjollet, da jeg rodede rundt på jorden.

Resten af søndagen bliver tilbragt i sofaen i selskab med håndbold.

lørdag, januar 29, 2011

HVAD PLEJER DU?

En af vore funktioner som plejepersonale på et apopleksiafsnit er at skulle observere, om der er sket ændringer i patientens evne til at strukturere et brusebad, en barbering, påklædning osv.

Vi er jo forskellige, så derfor er vi også afhængige af, at pårørende kan give os en fornemmelse af, hvordan personen var, før vedkommende blev syg.

En terapeut fortalte en gang om en badsituation. Hun havde lagt barbergrej frem sammen med håndklæder og shampo og ville så se, hvordan den mandlige patient strukturerede badet.

Han tog resolut skraber med ind under bruseren og begyndte at barbere sig. Hun studsede og tænkte, han er da vist ramt på sin evne til at udføre hverdagshandlinger. Hustru kunne så efterfølgende fortælle, at sådan havde han altid gjort det.

Nogle barberer sig inden badet, andre efter badet, nogle bruger sæbe og shampo i badet, andre bruger måske kun hårshampo, nogle bruger vaskeklud, andre hænderne til at sæbe sig ind.

Noget af det vi (jeg) ofte glemmer er at hjælpe med at lægge make-up, så er det godt, når pårørende siger, min mor plejer aldrig at vise sig uden make-up.

I de første dage, hvor alt er akut, er der mange andre ting, vi også skal tænke på, men lidt efter lidt får vi sammen med de pårørende stykket et billede af patientens vaner sammen.

Ha en god lørdag, om den bliver, som den plejer, eller der sker noget nyt.

DSC03267

fredag, januar 28, 2011

TAG T-SHIRT PÅ, MAND!

Ugen har været fyldt med arbejde, det har været spændende, det har været mentalt hårdt, det har fyldt mere end bare de 8 timer daglig, og og det har været sjovt.

Når man arbejder med patienter med en blodprop eller blødning i hjernen, møder man ikke kun lammelser i arme og ben eller sprogforstyrrelser. Man møder også mennesker, som bliver ramt på hukommelsen, på koncentrationen, på opmærksomheden, på deres orientering i rummet, på deres kropsfornemmelse og på deres erkendelse af deres sygdom.

En af de mange mulige tilgange til nogle af de problemer hedder guiding. Vi kan guide verbalt, altså fortælle personen, hvad, vi vil have, vedkommende skal gøre. Vi kan også guide taktilt, altså guide ved hjælp af følesansen. Det kræver ordløshed og masser af stimuli til følesansen, dette gør vi med vores hænder, som fører patienten hånd eller ved at give tøj på, så man kan mærke, hvad det er, man får på.

Så var det, at vi kom til at tale om teknikken at guide en t-shirt på. Vores mandlige fysioterapeut kikkede på mig og sagde, du er godt klar over at mænd og kvinder tager t-shirt forskelligt på?

ØH nej, jeg kunne ikke forestille mig en anden måde end den, jeg altid gjorde hos patienterne. Jeg gav først det ene ærme på ,så det andet ærme og til sidst over hovedet. Det er også den korrekte måde ved alle, hvis der er en lammet arm. Men der jo også mænd, som ikke er lammet, men har brug for guiding.

Straks satte min kollega et forsøg i gang, hun gik rundt og gav en stor t-shirt til vore andre kvindelige kolleger og bad dem tage den på og af. Dernæst kom en stakkels mandlig fodteapeut ind på afdelingen, han blev beordret til at tage t-shirten på og af, mens vi stod 5 kvindelige plejepersonalemedlemmer og kiggede på.

Efterfølgende spurgte jeg min mand og en kammerat om deres måde. Nu ved jeg, at der er forskel!

.

.

.

.

Nå du vil gerne kende forskellen?

Kvinder gør oftest den med ærmerne først og så hovedet. Mænd tager t-shirten over hovedet og så armene i. Kvinder tager t-shirten af ved at krydse armene , tage ved t-shirten nederst i siderne og trækker trøjen over hovedet, eller også trækker de armene ud af ærmerne og trøjen over hovedet. Mænd tager fat i nakken af trøjen og trækker den over hovedet.

Se det gør en forskel, hvis man vil guide med følesansen, for så forstår manden måske ikke, hvad det er, jeg vil have ham til at gøre, når jeg guider trøjen på armene først. Her skal jeg guide trøjen ned over hovedet, og så får han måske ideen til, hvad det er vi er igang med og trækker selv trøjen på.

Lav selv din egen lille observation og fortæl mig endelig, om vi tager fejl eller hvad?

torsdag, januar 27, 2011

ENDELIG

fandt jeg tid til sygebesøg hos Liselotte. En travl arbejdsdag blev afsluttet på den perfekte måde ved langbordet i Gug.

Masser af te, snak og godt selskab, vi kom langt omkring i vores snak, og vi var så heldige, at Oline slog sig ned ved langbordet sammen med os.

Et besøg i Kenneths butik nåede vi også, nu er jeg jo ikke den hurtigste strikker ( det er vist det man kalder ægte jysk underdrivelse), og da jeg ikke kan finde ud af at købe garn til lager, må garnkøb vente, til strikkeriet kommer ind i en mere produktiv periode.

Derimod tog jeg en rask beslutning ude i butikken, for her lå de lækreste plaider og ventede på en køber, der lige kunne se sig selv få varmen og en bette lur under et lunt og varmt tæppe.

Endnu en arbejdsdag venter i morgen, før weekenden banker på. Jeg er klar både til arbejde og weekend.

onsdag, januar 26, 2011

HAVDE JEG NU HAFT KAMERA MED

- kunne jeg have vist dig de smukkeste lyserøde striber på himlen, spor efter flyene på himlen  og farvet af solnedgangen.

- kunne jeg have vist dig, at det er blevet lysere nu, jeg nåede en god travetur, inden det blev helt mørkt, og jeg havde endda hængt inde foran computeren først, fordi jeg var så træt.

- kunne jeg have vist dig en gammel hund, som har fået energien tilbage i takt med, at sneen forsvandt, og det blev varmere.

- kunne jeg have vist dig en hundehvalp, som ikke kunne forstå, hvorfor landmandskonen bad den om 1200 kr!

- kunne jeg have vist dig mit smukke billede, som lå i min postkasse i dag. Tusind tak Hanne.

Om lidt

luner jeg resterne af vildtlasagnen, opskriften kan du finde her.

kører jeg til koraften, det trænger jeg til.

ønsker jeg dig en god aften

God aften til dig og dine :-)

søndagstravetur

tirsdag, januar 25, 2011

GAVEN TIL MANDEN

der aldrig har nogle ønsker.

Nytårsaften stod jo på gourmetmad, hvor landmanden virkelig fik sin debut udi madlavning, men med kyndig hjælp ved sin side.

De nyopdagede talenter skulle støttes, så derfor gav jeg landmanden en pastamaskine i fødselsdagsgave.

I dag kom venneparret fra nytårsaften, og mens jeg lavede vildtkødsovsen, lavde mændene hjemmelavede lasagneplader. Vildtlasagnen røg i ovnen sammen med rodfrugter, og jeg kan kun sige, at det bliver ikke sidste gang, landmanden bliver bestilt til at levere hjemmelavet pasta.

Håndboldkampen bagefter var heller ikke så ringe ;-)

Jeg trænger til en lang travetur med masser af frisk luft, men der står dagvagter på skemaet hele ugen, så jeg nøjes med at kigge på billeder fra søndagens travetur på markerne.

DSC03243

Sov godt :-)

mandag, januar 24, 2011

HVAD BROKKER HUN SIG OVER?

Hun sagde jo, jeg skulle ligge i kurven.

Hund i kurv

Det gør jeg da også!

FLERE AF DEN SLAGS, TAK

Inden weekenden blev jeg færdig med en letlæst og spændende bog; Den glemte Have af Kate Morton.

Bogen følger 3 kvinder, historierne fletter sig ind mellem hinanden på en god måde.

Hvorfor står en lille pige alene ved kajen i Australien i begyndelsen af 1900tallet?  Ingen savner pigen.

Vi følger den lille pige som ældre, da hun søger efter en forklaring. Vi følger hendes barnebarn, der overtager mysteriet.

Gid jeg havde flere bøger af samme slags, som var ulæste. Jeg kunne godt bruge en god bog lige nu.

Hvad læser du lige nu?

søndag, januar 23, 2011

VENTEVÆRELSET

Jeg har måttet læse bogen i små bidder, fordi der var så mange gode sætninger, gode ord, som havde noget væsentligt at sige, og da jeg er hurtig til at læse, kunne jeg nemt være skøjtet hen over dem.

Venteværelset til døden. En ung mand får konstateret kræft i tungen, operation fjerner ikke kræften, og den vokser hastigt. Den unge mand er Jacob Harder, antropolog og direktør ved ISS, er gift med Helle og har en lille søn Sofus.

Da Jacob Harder er så syg, at Hospice kommer på tale, møder hospicesygeplejerske Rita Nilesen den lille familie.

Hun møder her en mand, som tænker mange tanker om det at leve, om det at have døden med i livet, om det at være sammen, om det at leve selv når man er døende, om det at erkende at også døende har noget at give de levende. Jacob Harder får det bedre og kommer hjem, og her fødes tanken om at skrive en bog sammen.

De sidste samtaler bliver på hospice, og til slut må Jacob Harder give slip på kontrollen over bogen og lade Rita Nielsen og hans kone redigere og udgive bogen efter Jacob Harders død i 2009.

JH mener, at vi levende ser døende som ofre, vi viser dem ikke den respekt at erkende, at de har noget at give os. Døende har erkendt, at det materielle fylder så lidt, når det virkelig gælder, døende ser verdenen på en ganske anden måde, og vi kan måske lære noget af dem.

Jeg blev så ked af JHs beskrivelse af hospitalsverdenen, hvordan han ikke følte, han blev set som menneske, men kun som en patient, der skulle have strålebehandling. JH nævner et eksempel, hvor han har et drop tilkoblet, han beder sygeplejersken om at koble det fra, så han kan gå ud sammen med sin søn og kone. Sygeplejersken kommer ind og kobler droppet fra, men taler overhovedet ikke med sønnen, er kun fokuseret på det instrumentelle. Det gjorde helt ondt, hvordan kan sygeplejersken lade være med at snakke med en lille dreng på 3 år, hvordan kan hun lade være med at snakke med den lille familie?

Jh snakker meget om relationer, om det at være sammen som mennesker og stiller det op mod den materielle verden, som han selv har været en del af.

Jeg kan ganske enkelt ikke opsummere denne bog, den rummer så meget, og jeg er glad for at jeg købte bogen, for den skal læses igen.

Her er nogle af JHs ord:

Med hensyn til dødens venteværelse, så er det her, jeg befinder mig nu. Det er et rigtigt fedt rum og det har det været fra dag et”

Den døende er både et fuldgyldigt menneske med en historie og en personlighed, og samtidig er den pågældende døende. Og den dødende har ret til at være døende på egne præmisser”

“Jeg har som døende oplevet, at jeg har meget at give de levende”

Jakob Harder citerer ofte en digter, Søren Ulrik Thomsen, og Rita Nielsen vælger at slutte bogen med strofer fra digtet Det værste og det Bedste:

“…det bedste er at gi op omsider

og pludselig mærke det hele begynde:

Det er det bedste for mig”

“det bedste er at jeg tror du lever

skønt jeg ved du er død:

Det er det bedste for mig”

Vildmosen januar 2011

lørdag, januar 22, 2011

TE OG TE OG ATTTER TE

Den opmærksomme læser vil efter et stykke tid her være klar over, at te er hoveddrikken hos mig.

Kaffe bryder jeg mig ikke om, mælk lige sådan, sodavand, vin og alkohol drikker jeg ved enkelte lejligheder, juice ligeså, hvorimod vand og te er hverdagens drik.

I svigerfamilien er jeg kendt som tekvinden med uret, jeg har altid styr på, hvor længe min te trækker. De gange, hvor uret ikke er blevet sat til, må jeg smide teen væk, for sort te, der har trukket over 5 minutter, bliver bitter efter min mening.

Urtete kan jeg slet ikke med, min favorittehandler lokkede mig til at prøve en urtete med lakridsrod, som efter sigende skulle være den meste populære lige nu. Dumpet! Jeg bryder mig ikke om urtesmagen.

Morgenstund har guld i mund

Hvid te og grøn te derimod er blevet min yndlingsdrikke. Først syntes jeg, det var besværligt, at vandet skulle stå 3-5 minutter, før man hældte det over tebladene, og at teen ofte skulle  trække længere. Jeg skulle også lige vænne mig til udseendet, det lignede jo en omgang tynd te, men smagen? Den er mild og rund, og jeg nyder den!

DSC03219

Den sorte te er dog ikke smidt ud, den er hurtig  at lave, kogende vand over teen og 5 minutters trækketid, så er der varm te klar. Derudover har jeg stadig mine favoritter blandt sort te, så min tehylde bugner med lidt af hvert. Forleden dag var jeg udgået for sort te, jeg havde ikke tid til at komme ind til min teforhandler, og da landmanden helst ikke brygger hvid/grøn te, fordi han mener, det er for besværligt, købte jeg en sort te med mangosmag hos supermarkedet. (Det skulle jo nødigt blive en vane, at det kun er mig, der brygger te)

Jeg har ændret smag, kan jeg konstatere, den er for bitter.

Nu er der brygget hvid te med tranebær, landmanden og hundene er udenfor, en ven kommer med rundstykker, osten er sat på bordet, så den får den rette temperatur, min far sover endnu, men om lidt er kaffen klar, og vi kan nyde morgenmaden sammen.

og guld betyder glæde

Ha en god lørdag med eller uden te.

fredag, januar 21, 2011

TÅGE OG SOL

Endelig har solen fået magt, de gyldne stråler gør noget ved krop og sjæl.

Jeg har været på farten det meste af dagen. Min far skulle til øjenlæge i dag, så første tur var i mørke og tåge ned til ham med rundstykker.

Anden tur  i tåge var til byen, som en gang var min by. Den by, hvor jeg blev uddannet. I dag måtte jeg ha et kort med og spørge om vej for at finde øjenlægen. Parkeringspladsen ved domkirken kunne jeg dog huske.

Viborg Domkirke

Tredie tur i tåge, men dog med lidt mere dagslys, var hjem til Nordjylland.

Heldigvis brød solen igennem, da min far og jeg kørte ind på gårdspladsen, så vi spiste frokost i solskin.

DSC03209

Gid solen må skinne på dig også.

torsdag, januar 20, 2011

ØJENKROGEN

Uret ringede, jeg tumlede træt, meget træt ud af sengen.

Jeg lovede mig  selv, for jeg ved ikke hvilken gang, at jeg aldrig mere skulle bringe mig i den her position med at sidde med undervisningsmateriale, som bare lige mangler at blive nedfældet på powerpoint og udleveringsark, til langt ud på aftenen.

Lige før sengetid i går gik det op for mig, at der kom rengøringshjælp i dag, køkkenet flød med service, opvaskemaskinen var ikke blevet tømt, gryder efter aftensmaden var ikke vasket op, og resten af huset trængte til oprydning.

Det blev udskudt til denne morgen.

Trætheden og bevidstheden, om det jeg skulle nå, før jeg kørte på arbejde, tyngede, mens jeg søvndrukken gik gennem køkkenet for at lukke hundene ud.

Jeg registrerede noget ud gennem øjenkrogen, men først da jeg tændte lyset for at gå i gang, gik det op for mig, hvad det var.

Et skinnende hvidt køkkenbord, ikke en eneste antydning af snavset service, samt en lille seddel med en hilsen.

Af hjertet tak, kære landmand.

tirsdag, januar 18, 2011

EN OG EN ER TO

Overskriften til et nyt indlæg dukker op, mens jeg går ud af døren. Og i samme nu dukker en sang op: og jorden den er flad, Gorm den gamle var født i Hobro. At det så ikke er den helt rigtige tekst, finder jeg ud af senere.

morgenstemning

Hvad gør det, Laika og jeg traver på vejen, jeg synger, og Laika nyder en tur uden Istvan. De mildere vinde har helt sikkert været god for Laika, hun gik 2 km uden problemer.

Når vinteren rinder

Bagefter skifter jeg hund, Istvan skal først til at lære at gå i snor, og i går, hvor jeg prøvede at gå med to hunde i snor, var vi nær ved at lege Kluddermutter i stedet for at gå en tur ;-)

Istvan har stadig meget at lære, men det kommer han også til. Landmanden har meldt Istvan til lydigheds og dressur kursus. I dag gik det dog meget bedre, og næste gang vil jeg have fundet en pind, Istvan kan have med, så han glemmer at bide i remmen.

i grøft og i grav

Datteren er nu så frisk, at hun har mod på en flyvetur. Æbler er hentet ind til en æblekage, vi skal lige nå at drikke eftermiddagste sammen, kartofler skal gøres klar til en omgang Hasselbackkartofler, som kan passe sig selv i ovnen, mens jeg kører til lufthavnen. Landmanden har lovet at stå for hjortebøfferne, de ryger på grillen og således når vi det hele, inden landmanden skal til introaften om hundekursus, og jeg skal forberede mig på opdateringsdagene for mine kolleger.

Jeg håber, at solen skinner lige så herligt på dig, som den gør her. Landmanden har opført sig ordentligt, eller også er det tvillingerne sydpå, der har sendt det gode vejr herop.

TIDENS TAND

Det er svært at forstå den tid, der er gået.

For 28 år siden stod landmanden overfor et skift på arbejdsmarkedet.  Der var stor arbejdsløshed blandt tømrere, så han havde valgt at bruge tiden på at uddanne sig som landmand. Praktikken havde han haft gennem årene, nu var han i gang med driftlederuddannelsen. Planen var ikke at blive fuldtidslandmand, men med driftlederbeviset i hånden var der muligheder for billige lån, så drømmen var et fritidslandbrug.

Fritiden blev en sjælden vare, et landbrug blev sat til salg, og da d. 18/1 oprandt, blev landmanden 28 år, og 4 måneder forinden var han blevet gårdejer. Endnu var vi ikke flyttet sammen, endnu var vi ikke flyttet ind på gården, men vi var i gang med at rydde op, gøre rent og lægge planer. Penge var der ingen af, min sygeplejeløn sikrede os en månedlig indtægt, som kunne dække de daglige fornødenheder.

Nu er der så gået 28 år mere, jeg synes stadig, at gårdejeren har sit drengede sind, sin skønne humor og sin stædighed.

Jeg har sagt det før, det kan ikke gentages for tit, der er ingen, jeg kan blive så vred på som på ham, der er ingen  jeg kan grine så godt sammen med som med ham, der er ingen jeg hellere vil blive gammel med end med ham.

De sidste 28 år har budt på 4 hunde, 2 børn, 1 svigerdatter, 1 motorcykel, nogle biler og masser af arbejde.

Om vi får 28 år mere sammen, ved ingen. Landmandens forældre blev over 80 år, min mor døde som 74 årig, om 14 dage kan vi fejre min fars 80 års fødselsdag, så jo det er muligt. Af og til får vi grineture ved tanken om os to på plejehjem, vi skal nok holde plejepersonalet til ilden, jeg vil blande mig i alt, glemme alt, og landmanden vil kun det, han selv vil. Vi bliver plejehjemmets skræk!

Inden for de næste 10 år kommer der en beslutning om at stoppe som landmand/sygeplejerske. Hvor vi så flytter hen, er ikke til at vide. Endnu er de tanker ikke begyndt at komme til udtryk som planer, det virker stadig lidt uvirkeligt.

Planer eller ej, vi er her lige nu, og lige nu og her har jeg ønsket min landmand tillykke med fødselsdagen.

DSC03185

DSC03168

mandag, januar 17, 2011

LÆGER LADER PATIENTER DØ

Undskyld mig men det er dog den mest useriøse og unuancerede overskrift jeg længe har mødt!

Jeg vidste godt, hvad det handlede om, inden jeg læste artiklen, og måske er det fordi jeg kender til det etiske dilemma, at jeg kalder det unuanceret.

Hos os har vi ikke hemlige koder. Hos os står der i journal og i vores sygeplejejournal minus R = ingen genoplivning ved hjertestop.

Jeg kender ikke til oppegående patienter, som får denne etiket, så det kan jeg ikke skrive om.

Jeg kender derimod til mennesker, som er så hårdt ramt af deres blodprop/blødning i hjernen, at lægerne i den kritiske fase vurderer, at genoplivning ikke vil gavne patienten, tværimod, og jeg har aldrig mødt pårørende, der har sagt fra, når de bliver informeret om lægens beslutning. De bliver kede af at blive konfronteret med, at deres kære måske skal dø, men ofte siger de også, min far/mor/mand/hustru ønsker ikke at ende som “en grøntsag”. Jeg kan ikke fordrage det udtryk, men jeg ved, hvad det dækker over, og det er alment brugt, så derfor bruger jeg det her.

Jeg har sågar oplevet pårørende, som blev rasende over, at vi foretog genoplivning, hvor der netop ikke var taget stilling til dette i journalen. Som sygeplejerske/assistent må vi ikke selv tage stilling til genoplivning kontra ingen genoplivning. Derfor synes mange læger, at vi er ret emsige, fordi vi hurtigt bringer emnet på banen. Vi er dem, der står i situationen og skal opstarte genoplivning, hvis der bliver hjertestop. Det er sjældent, det sker hos os, men det er betryggende at vide, om vi skal handle, eller om vi skal koncentrere os at være hos patient og pårørende.

At pårørende skal vide besked er klart, hos os er det svært at vide, om patienten kan forstå det, så de bliver ikke informeret, og når patienten bliver bedre, ændres notatet til genoplivning.

Men hvad så med patienter, som er hårdt ramt, og hvor man kan diskutere, skal vi starte med antibiotika eller sondemad? Er vi med til at forlænge livet, måske mod pårørendes ønske, for ofte har patienten ikke meddelt sig skriftligt om dette? I loven om dette står der, at lægen altid er bundet af sit lægeløfte og det er kun i tilfælde, hvor patienten er uafvendelig døende, at patientens ønske om ingen behandling skal respekteres. I andre tilfælde skal lægen vurdere, hvad han/hun mener er det bedste. Hvad er uafvendelig døende? Ja en hårdt ramt apopleksipatient er ikke uafvendelig døende, for det kan ændre sig i løbet af en uge, ikke til at de bliver mirakuløst rask, men til at de er stabilt dårlige.

Jeg har ingen løsninger, min mening er, at man skal snakke med de pårørende, men det må aldrig blive dem, der skal tage stilling til, om der skal genoplives, ikke startes med behandling eller sondemad, det må altid være lægens vurdering, og så kan pårørende acceptere eller meddele, at de er imod dette. Jeg har haft patienter, hvor jeg klart mener, at de ikke skulle genoplives, men hvor pårørende sagde fra, heldigvis kom vi så aldrig i den situation.

At man ikke genopliver, er ikke det samme, som at man ikke gør noget.  Vi forebygger med al vores sygepleje, at der skal tilstøde komplikationer, som kan forværre situationen. At der ikke kommer liggesår, blærebetændelse, lungebetændelse, underernæring, kontrakturer i led osv., og opstår der infektioner, hvad der let sker, når man er sårbar i forvejen, så behandles de infektioner. Vi lader ikke patienterne dø, fordi der står minus genoplivning på journal. Vi lader patienterne dø eller få fred, som det kaldes i vores tabubelagte sprog, når patienten er så dårlig, at det skønnes at være det bedste for patienten, og vi snakker med de pårørende om det. Ofte er det faktisk lægerne, der er de sidste til at komme til den beslutning, pårørende og plejepersonale er oftest dem, der begynder på snakken om den beslutning. Men det er jo så heller ikke os, der kan klandres for beslutningen.

Og for at understrege med tyk fed streg – hvis vi mener, at vi skal stoppe med behandling, så hedder ordinationen hos os kærlig pleje, for det stopper vi aldrig med!

DSC03149

MED FARTPILOTEN SLÅET TIL

Det var en fornøjelse at svinge bilen ud på vejen her til morgen, klokken meget tidlig, der var sne og isfri vej. Weekendens tøvejr har i den grad fået fjernet det væmmelige islag, så der er håb om en travetur i eftermiddag.

Turen til lufthavnen foregik med fartpiloten slået til, de første år brugte jeg aldrig fartpiloten, var bange for at falde i søvn, når foden ikke var på speederen konstant. De sidste par år har jeg nydt at lade foden hvile og lade bilen gøre arbejdet, især når jeg skal køre lange stræk på motorvej, eks. ned til min far.

Her til morgen var det sønnen, der skulle sendes godt afsted. Der blev ikke udvekslet mange ord i bilen, vi lod radioen sørge for lydsiden, jeg kender min søn, og der skal ikke snakkes om morgenen, så vi nøjedes med kærligt samvær i stilhed.

Datteren har det bedst på langs, så ingen flyvetur til hende,vi håber på, at en god lang nattesøvn kan hjælpe på helbredet.

I køkkenet står en kæmpe opvask, og stuen har brug for oprydning, begge dele minder om en dejlig dag med masser af snak og latter, jeg slår dog den indre fartpilot  fra og tager en lur først.

DSC03147

Ha en god mandag

lørdag, januar 15, 2011

ØV, ØV OG ATTER ØV

Alle var ved at gøre sig klar til aftenens begivenhed, da datteren pludselig fik kvalme, opkastninger og mavesmerter.

Ingen restaurantbesøg i aften.

Datteren er på cola og reven æbe, vi andre købte en pizza.

Vi satser på hurtig bedring.

LØRDAGSNYDNING

Det er, som om det aldrig blev rigtig lyst i dag. Sneen smelter, vandet sjapper, og skyerne har dækket himlen helt og aldeles.

Uret ringede i morges, tid til at være effektiv, men krop og hjerne var slet ikke indstillet på det, så i stedet for listede jeg ind i stuen, tændte op i brændeovnen og lavede en solbærtoddy. Bogen blev fundet frem, og den har fulgt mig gennem dagen. Først syntes jeg den var lidt tung at komme ind i, men den ulykkelige historie om ikke at kunne/turde bryde konventioner, ikke at turde sige sandheden, krøb lige så langsomt ind under huden.

DSC03132

DSC03134

Nu står der kringle og boller til afkøling, der er handlet ind til lagkager og brunsviger; suppe, flutes og kød/melboller ligger i fryseren; blomster står i bryggerset.  Gæsterne er inviteret til kaffebord med suppe som skrub-af-mad, og vi glæder os til morgendagens fejring af 25års fødselaren.

Lige nu er der ren afslapning i huset, en ser fjernsyn, en læser, en sover, en blogger, og vores egen lille fejring af fødselaren sker med mad udefra, så jeg lader mig glide ind i tusmørkets lørdagsstemning.

fredag, januar 14, 2011

GODMORGEN FREDAG

Tanker flyver rundt på tværs

i det store univers,

højt på himlen ser man dem,

nogle ud og andre hjem.

 

Nogle går fra fjern og nær,

mine de er lige her,

hvirles rundt og sendes ud,

viser sig som stjerneskud.

 

Nattehimlen lyser op,

stjernen gi’r min tanke krop.

Gud han kender hvert et ord,

der blir til på denne jord,

 

Vi er alle flettet ind

i Vorherres tankespind,

og når mørket sænker sig,

ved jeg, at Han er hos mig.

 

Stjernevrimmelens magi

gør mig let og glad og fri;

tanker flyver rundt på tværs

i Guds store univers.

tekst og melodi af  Niels Hougaard Jefsen

 

Mine sangbøger fra min tid som FDFleder bliver af og til bladret igennem, når jeg mangler ord til bloggen, når alt det jeg tumler med i hovedet ikke kan sættes på ord på bloggen. Denne sang kunne jeg ikke huske og så alligevel syntes jeg, der var noget bekendt over den. Jeg spillede melodien på klaveret og straks vidste jeg, at jeg havde hørt den til en DRgudstjeneste fornylig. Ordene er smukke, men melodien, synes jeg, er lidt kedelig.

Huset er gjort rent, julepynten mangler stadig at komme ned i kasser, men det skal de nu. I aften kommer datteren og sønnen hjem fra hovedstaden, så vi sammen kan fejre det kvarte århundrede. Og inden da står der barselsvisit på programmet, det er på høje tid, de to unge mødre og søstre er på vej tilbage på arbejde, men det er vist meget karakteristisk for mig, altid i sidste øjeblik. Jeg glæder mig til at nyde børnene og de unge mødre.

Må du i dag få krydset af på listen over ting, der er rare at gøre. (Julepynt i kasser  hører ikke til på den liste ;-)

maj måneds æbletræ

Om 5 måneder ser min have sådan ud . Knopper og blomster, der giver håb om smukke buketter og lækre æbler.

onsdag, januar 12, 2011

JEG VIL OGSÅ GERNE

Zumba er SJOVT, du sku prøve det!

En sms fra datteren var klar i mælet. Jeg vil også gerne, men det skal ikke være langt hjemmefra, og tilbuddene har det med at ligge på en onsdag.

Og onsdag er gospeldag. Som det da var godt at få lov til at synge, bevæge sig til musikken og grine sammen igen.

I aften sluttede vi med, at alle, der ville, kunne synge solo. Vi var mange, der lod den indre drøm komme til live. Heldigvis var der ingen Blachmann til at kommentere, og vi havde det sjovt, støttede hinanden og skønt at se, at en af vore nye medlemmer fra det lokale asylcenter også turde prøve kræfter med mikrofonen. Et andet medlem fra centeret har fået asyl og drager nu til en anden by i en anden region. Jeg ønsker hende og hendes lille datter al mulig held og lykke på deres vej. Må der være nogle, der ser dem og kommer dem i møde.

DSC03096

tirsdag, januar 11, 2011

STILLE STILLE

Aftenvagterne har været de mest stille vagter, jeg kan mindes. Vores patienter har ikke været så hårdt ramt, så flere har endda været på weekendorlov.

Det gav mig så mulighed for at dykke ned i øvelsen at formidle, hvad man selv kan gøre for at forebygge en ny blodprop/blødning i hjernen.

Kost – spis mindre fedt – spis magert – spis grønt - kend de 5 F’er

Rygning – rygning får karrene til at trække sig sammen og blodet til at klumpe sig sammen. Har man så i forvejen kar med forkalkninger, måske kolesterol, der lejrer sig hist og pist, så skal der ikke meget til, før der dannes en prop et sted. Efter 24 timers rygestop har man allerede formindsket sin risiko for blodpropper.

Alkohol – brug det med måde

Motion  - er godt for mange ting. Få pulsen op 30 minutter om dagen, det behøver ikke at være sammenhængende, det må gerne tages i små bidder. Motion sænker blodtrykket, hjælper til at man taber sig (og i øvrigt er det bedre at være tyk og aktiv end tynd og inaktiv). Motion hæver også HDL kolesterolet, som er med til at transportere kolesterol fra blodbanen.

Kort sagt, så fik flere af mine patienter et KRAM

Nu må jeg vist vende blikket på mig selv. Jeg har tømt dåser med juleslik og julesmåkager i går samt æbleskiver fra fryseren, så jeg var helt dårlig i morges, men sådan trøstespiser jeg, når jeg får efteraftenvagtblues.

Hvidkålssuppen simrer, de hjemmebagte grovboller er i ovnen, landmanden tager en powernap og jeg nyder lidt tid foran computeren. Ren tirsdagsnydning.

Håber du giver dig selv og andre et kram :-)

DSC03076

mandag, januar 10, 2011

JEG ØVER MIG

Gitte skrev på sin blog: “det vi ikke kan gøre noget konstruktivt for at forandre må vi leve med, søge løsninger og flytte fokus. Helst uden øvbrokkerier, fordi det ikke er konstruktivt, bare energislugende og passiviserende for den der gør det og den som skal lægge øre til”

DSC03074

Jeg kender denne mandagstristesse,  jeg ved, den kommer efter aftenvagter, jeg ved, den kan få mig til at sige dumme, grimme ord til dem, jeg holder af, så jeg øver mig i at være stille.

DSC03080

Første øvelse: Gæt en episode – lyset går ud i morges, da landmanden er stået op, han farer ud til sikringsskabet, døren står åben til køkkenet, mine sko med mine dyre specialsåler står i køkkenet, Istvan er lige vågnet i bryggerset!

DSC03113

DSC03110

Lene står op senere, leder efter sine sko! Jeg øver mig, gør jeg.

DSC03101

DSC03087

Og så tog jeg de to hunde med ud på en gåtur på marken.

DSC03099

Bare rolig.

DSC03100

Vi kom alle tre tilbage i god behold.

DSC03123

Nu vil jeg flytte fokus.

Må din dag blive med fokus på det gode og det dejlige i livet.

søndag, januar 09, 2011

SØNDAGSSENDRÆGTIGHED

Ah - lykken er at vågne efter en god sammenhængende søvn – allerede her kan man udlede, at jeg ikke hører til i den yngste ende af aldersskalaen ;-)

DSC03071

Lykken er også langsom morgenmadsspisning med te, rundstykker og kage sammen med avislæsningen.

Og lykken for en lille hvalp er en åben dør til køkkenet, så man kan overholde budet om at blive i bryggerset og alligevel være tæt på sine mennesker.

DSC03068

Formiddagen skal nydes langsomt, inden eftermiddagens aftenvagt banker på.

Må du få en dag med plads og tid til nydning.

lørdag, januar 08, 2011

HJERTELIG TILLYKKE

Nu tror du nok, at jeg er lidt på forkant med nyhederne, men nej, du tager helt fejl.

For 25 år siden lå jeg på fødegangen med vedrop i hånden, hjertemåler og vemåler spændt omkring maven, alt var slet ikke som jeg havde forberedt mig på og så alligevel. Vi var sammen, vi to, der havde besluttet os for at ville være forældre.

Og om eftermiddagen kom hun så, vores lille prinsesse. Smuk og dejlig med masser af lyst hår, nok til at lave en prinsessekrølle, hvis vi ville.

I mors hjemmestrik

Tænk at du, min dejlige datter, nu er 25 år.

Jeg nyder at være din mor, at få lov til følge din vej i livet.

4 generationer

Og så håber jeg, at du er pavestolt af dig selv. Din semesteropgave blev modtaget med begejstring, ja din lærer mente endog, at du kunne sælge ideen til et fransk modehus, så derfor ingen billeder her på bloggen af den, hvis du nu tager din lærer på ordet.

Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller kun få uvæsentlige mangler. Du fik 12 både i din måde at løse broderiopgaven på og din ide og dermed også i den samlede bedømmelse.

FLOT, min kære datter, lærerne skrev i den uddybende evaluering, at de følte sig tryg ved dit videre forløb i uddannelsen. Jeg er også helt tryg ved dit videre forløb i livet, det bliver ikke altid til et 12 tal,  men det behøves det heller ikke.

Husorkesteret

Må du få en dejlig dag sammen med veninderne og i morgen sammen med bror og svigerinde. Vi glæder os til at fejre dig i næste weekend.

min smukke datter

fredag, januar 07, 2011

I 50ERNE

Blogkvinder 40+ har sat en ny leg i gang med billeder fra 50erne. Det er jo ikke alle, der kan være med, ganske enkelt fordi de ikke var født dengang, men jeg kan.

far, mor og førstefødte

50erne er også den alder, jeg er i nu. Underligt at jeg stadig bliver ved med at svinge mellem ung, ældgammel, novice og ekspert. Det tror jeg så aldrig holder op, for det kan selv kvinder på 70 beskrive.

Da min mor var på min alder, var hun mormor til min datter og søn på henholdsvis 2 og 1 år. Hun var også mor til en datter, der lige var kommet ud af teenageårene, en datter, som var begyndt på sit første studie (men endte med at følge i vore forældres fodspor som lærer), en søn, som var begyndt på politiskolen og en datter, som ventede sit første barn.

Mine børn er lige startet på deres studier, så jeg ønsker ingen børnebørn nu.

Jeg var den førstefødte, men blev storesøster første gang, da jeg var 1 år og 9 måneder gammel. Mine søskende og min far er min line til det, der var engang. Før var det min mor, som desværre døde  for 2½ år siden, knap 74 år. Egentlig har jeg ikke haft det store savn af min mor- DET lyder forfærdeligt, når det bliver skrevet, det er ikke sådan ment. Måske er det, fordi alt det praktiske omkring min far har fyldt så meget, så det er først nu, at jeg savner.

mor og datter

Nu gad jeg godt tage en telefonsamtale om alt, der fylder. Nu gad jeg godt høre om alt det, min mor havde læst, og som hun gerne ville opleve. Hun nåede en tur til Nordkap, hun nåede at cykle ad Hærvejen, hun nåede at se Passionsspillene i Oberammergau,hun nåede at følge lægmandstudiet i teologi i flere år, hun nåede at komme til Færøerne, hun elskede sit kor, men hun havde altid lyst til mere, højskoleophold, nye bøger og film, museer og kirker i Danmark og udlandet osv.

cykeltur

Hvis jeg har nogle nytårsforsæt,

så må det være at besøge de mennesker, som jeg ofte tænker på, men aldrig får ringet til og aftalt et tidspunkt

så må det være at finde gnisten til at søge oplevelser i hverdagen

så må det være at søge glæden i den stilling, jeg har og skippe tankerne om de stillinger, der glippede for mig

så må det være at være tilstede her og nu

så må det være at holde fast i

den glæde det er at være mor og svigermor til 3 dejlige unge mennesker,

den glæde det er stadig at blive overrasket over alt det spændende min mand indeholder

den glæde det er at være en del af en stor familie/svigerfamilie, som rummer så megen kærlighed,

den glæde I giver mig,

den glæde, jeg føler ved at være i 50erne.

Smart strik

Over et halvt århundrede har jeg levet, det ser vildt ud, når jeg skriver det, men sådan er det. Indlægget kom ikke til at handle om mine barneår i 50erne, men mere om mine tanker som kvinde i 50erne. Billederne er derimod fra 50erne.

Må fredagen byde på gode oplevelser, min fredag bliver i aftenvagtens tegn

torsdag, januar 06, 2011

FAGSNAK

Hygge kan man vel næppe kalde det at sidde i en butik, hvor der er elektrikere, der har pillet loftplader ned og rigtig leger med deres bor.

Jeg svøbte jakken godt omkring mig, tog noget varm kakao fra automaten og forsøgte at fordybe mig i nogle sygeplejeteorier, jeg endte med dagens avis i stedet for, den var nemmere at læse.

Butikkerne havde stadig lukket, da bilen var færdig, så jeg inviterede mig selv på formiddagste på afdelingen. Og så går det, som det altid går med mig, vi kom til at snakke fag i stedet for privat snak. Det er derfor, jeg aldrig ved, hvem der er gravid, har købt hus, er gået fra manden osv.

Denne gang var det nu ikke mig, der startede. Snakken gik om det at tro, man som fagfolk ved bedst. Vi vil jo folk det bedste, og når vi kan se, at der er muligheder for rehabilitering, at folk kan komme længere, end de er nu, ja så bruger vi alle vores overtalelsesevner.

MEN hvornår kammer det over, hvornår siger patienten ja, fordi terapeuter, sygeplejepersonale og læger, alle som en fortæller, at det her er det bedste, selvom det, patienten allerhelst vil, er at komme hjem.

Det, der gør det svært hos os, er, at patienterne kan være ramt kognitivt på deres evne til at forstå, til at kunne begribe, til at kunne tage en beslutning, så hvornår siger de nej til rehabilitering, fordi de ikke forstår, hvad det kan gøre for dem, og deres hjem kender de jo, og hvornår er det en reel beslutning, som er overvejet?

Det er der ikke ét korrekt svar på.

I aften skal jeg også dykke ned i sygeplejen, jeg skal nemlig være sammen med 3 andre kolleger til faglig snak og hyggeligt samvær, det glæder jeg mig til.

Er det kun sygeplejersker, der ryger i fagsnak, når de er private?

IMGP5182

onsdag, januar 05, 2011

HELLIGTREKONGERSAFTEN

Store Bededagsaften er aftenen før Store Bededag. Mortensaften er aftenen før Mortensdag. Juleaften er før juledag.
Hvorfor jeg så altid har tænkt på Helligtrekongersaften som aftenen på Helligtrekongersdag må fortone sig i det uvisse.

Jeg hørte lige i radioen, at i aften er sidste aften, hvor der må skydes med fyrværkeri. Det var også denne aften, hvor man tidligere lavede narrestreger og tændte lys. Det har jeg skrevet lidt om sidste år.

Jeg har fejret aftenen ved at lade lysene brænde i køkkenvinduet og ved julekrybben, mens jeg ryddede juletræet og fjernede julepynten. Det plejer jeg først at gøre d.7. men i morgen er min rengøringsdag, og da jeg skal arbejde hele weekenden, så blev det sådan.

Dagen har stået i resternes tegn. I bryggerset lå 6 kartofler i en pose, i køleskabet var der en sjat fløde, gedeost og lufttørret skinke fra nytårsmenuen, på bordet en tør bolle og i fryseren en rest islagkage.

Aftenens menu blev kartoffelsuppe med et drys af ovnstegt skinke sammen med bruchetta med gedeost. Islagkagen blev nydt til aftenteen sammen med en sjat portvin, den sammen med snapsen i teen skulle gerne drive landmandens forkølelse væk. Den sidste rest glögg blev nydt sammen med de sidste pebernødder og andre småkager.

Juleslikket er konverteret til gemmeslik, for vi ville blive decideret dårlige, hvis vi prøvede på at udrydde det på en dag ;-)Hvert år køber jeg ind, som om jeg skulle åbne en slikbutik!

Landmanden har lavet en aftale med bilværkstedet i morgen kl. 7.45! Jeg fik valget mellem at sidde og vente 1½ time i Aalborg eller sortere kartofler. Jeg valgte bilværkstedet. Ingen butikker har åben så tidligt, så jeg pakker en taske med striktøj og bøger og satser på, at bilbutikken også har åben, så jeg kan sidde der og hygge mig.

Her i familien er der to, der fylder år i januar, og det kommer altid bag på mig. Nu kan jeg lige så godt blive i staden og få gaverne købt.

Må morgendagen byde på tid til hygge.

SAMTALER

Aftenvagten gik langt bedre i går, egentlig gik den første også godt, men de to episoder, der gjorde ondt, fyldte jo i min bevidsthed bagefter.

I går satte jeg fokus på hele tiden at få aftalt, inden vi gjorde noget, hvordan det skulle foregå. Dermed havde både patienten og jeg samme mål og samme metode. Det fungerede rigtig godt, jeg fik smil og klap på kinden.

Et ældre menneske, som nu pga blodproppen i hjernen skal flytte fra sit hjem og til en plejebolig, har mistet lysten til at spise. Det er forståeligt, og vi håber, at når patienten er kommet på plads i sit nye hjem, at lysten til mad og til at komme ud indfinder sig. Lige meget hvad jeg fandt på, så smagte det ikke godt. Jeg lavede desserter, jeg mixede drinks (proteindrikke), lige meget hjalp det, til gengæld kiggede den ældre patient på mig og sagde, at mine briller var pæne :-)

Faktisk syntes jeg, at der var flere tegn på demens, men det er altid svært, når ældre mennesker bliver ramt af en blodprop i hjernen, for det kan være begge dele, der er årsag til glemsomhed, til at man taler i fraser, til at man ikke kan fortælle, hvad man har lyst til, til at man mister initiativet.

En anden patient havde i går prøvet et tilbud, jeg havde præsenteret vedkommende for, fra Sund Info butikken på sygehuset. Region og kommuner har en forpligtigelse i forhold til forebyggelse af sygdom, og netop blodprop/blødning i hjernen er tæt forbundet med vores livsstil. Tilbuddet var en samtale om livsstil og forebyggelse i forhold til kost, rygning, alkohol og motion. Vi havde aftalt, at jeg skulle have en tilbagemelding, idet patienten var den første, jeg havde henvist til tilbuddet. Det havde været positivt, og noget af det, jeg noterede mig, var, at man ikke skal ændre alt på en gang, men tage en ting af gangen. Det har også været min mening, men rart at de fagfolk, der arbejder meget med forebyggelse, også mener det. Det er nemlig ofte mange ting, folk bliver konfronteret med, når de bliver indlagt hos os: forhøjet blodtryk, forhøjet kolesteroltal, nyopdaget diabetes, overvægt, for lidt motion, for megen alkohol og rygning!

Rygning er det, vi tager fat på først, og i starten er det let nok at lade være, men som man får det bedre, bliver det sværere, også for denne patient. Det var derfor motiverende, at patienten havde fået foretaget en kuliltetest, som viste, at patienten nu var nede i kategorien småtrygende, målet for patienten er stadig ikke-ryger, og det skal nok ske.

Ikke flere aftenvagter før om 2 dage, til gengæld er der to fridage, som skal bruges og nydes.

Må du få en dag fyldt med motivation.

IMGP5097

tirsdag, januar 04, 2011

TUSMØRKE

Jeg VED det jo godt. Der kan ikke være tusmørke her om morgenen, men sådan føles det.

DSC03024

Lyset vil ikke ikke rigtig komme frem, jeg er træt, og en vis sløvhed efter julens mange aktiviteter har indfundet sig, samtidig er der helt stille i huset. Helt stille var der nu ikke før, for Istvan irriterede Laika i bryggerset, så han blev lige sat på plads, NU er der stille. Og jeg har tjekket, de har det godt nok begge to :-)

Landmanden hundefrøs, da jeg kom hjem i aftes, og i dag måtte han sætte medarbejderne i gang og gå i seng igen, det hører til sjældenhederne. Endnu mere sjældent er det, at jeg bliver syg, så jeg krydser fingre for, at den statistik holder. På arbejde er der mandefald af kolleger, men da vi samtidigt helt uhørt ikke har fyldt op med patienter, så var aftenvagten stille og rolig.

Jeg kom til at bevæge en patients arm, som er spastisk efter en tidligere blodprop i hjernen, så patienten græd af smerte. Det var kun en lille bevægelse i forbindelse med, at jeg skulle give en T-shirt på, men nok til at udløse smerten. Hold da op, som jeg blev ked af det, jeg var lige ved at græde, mens jeg undskyldte. Det gjorde så ondt, at jeg, som skulle hjælpe, blev den, der forvoldte smerte. En anden patient sagde, at jeg var hård, da jeg skulle sætte et liftstykke omkring patienten. Jeg ved, at jeg nemt får hårde hænder, når jeg arbejder, jeg har mange kræfter, men jeg prøver at huske mig selv på at være mild med mine hænder. Det lykkedes så ikke altid i går, det gjorde ondt, både på patienterne og mig.

Jeg øver videre i aften.

Må din dag blive god ved dig og dem du møder.

mandag, januar 03, 2011

HVERDAG

Det nye år begynder med en række aftenvagter, først to som trombolysevagt, og siden tre som ansvarshavende i weekenden. Det gav mig chancen for at starte hverdagen blidt i dag.

Folk omkring mig skranter, nu er det landmanden, som har ondt i halsen. Han bestilte varme hyldebærdrikke til ham og en medarbejder til frokost. Jeg satte sugetabletter ned til dem, så halsen kan lindres lidt.

Datteren er i gang med at sortere i kasser på loftet; der er hundehamrende koldt deroppe, så nu er de små æsker båret herned. Det er mere hyggeligt og mere sundt at sidde i stuens varme og gennemgå minder.

Landmanden og jeg bliver nok snart nødt til at tage en tung beslutning; Laika er begyndt at synke helt sammen i bagpartiet, når hun er ude på gåture. Sneen og isen har været hård ved hendes helbred, og Laika kan nærmest kun gå normalt tværs over  gårdspladsen, så synker hun sammen og må sidde lidt, før hofterne igen kan lystre. Laika er faktisk den sidste af sit kuld, der stadig er i live; endnu er hun ikke smerteplaget og virker glad, så vi venter med beslutningen.

DSC02994

Istvan har jeg omdøbt til Tisvan(d), han har fået den ide, at det er skønnere at tisse indendørs end i kulden, så selv om vi lufter med jævne mellemrum, er Istvan stadig i stand til at præstere en stor sø i bryggerset. Vores bryggers ser ikke så pæn ud mere, der er revet tapet af, der er gnavet i yderdør, og der er poter overalt på væggene. Det koster vist en omgang maling, når den unge herre er blevet en voksen herre!

Om lidt er det afgang, hverdagen har meldt sin ankomst, og det er helt fint med mig.

søndag, januar 02, 2011

OM LIDT

Om lidt er vi to tilbage på gården. Søn og svigerdatter er tilbage i hovedstaden og i morgen drager datteren af sted. De sidste timer skal nydes.

DSC02997

Julegavebytning blev ikke til noget mellem jul og nytår, fordi sygdom kom på tværs. Nu tager vi en hurtig tur til Aalborg, min julegave er nemlig også gået i udu, inden jeg overhovedet nåede at lege med den.

Motion er mantraet i år, så morgenens lille tur med hundene skal suppleres med en gåtur med datteren, mens landmand og Istvan er af sted med foder til skovens konger.

DSC03012

Nydelse og motion på samme tid, det er slet ikke så ringe.