Hverdagslivet på gården

 Selv om vi begge arbejder på fuld kraft, så kan det godt føles, som om der intet er at skrive om. Livet går sin vante gang på gården, som den har gjort i 38 år. Kornmarkerne er tilsået, nu spredes der gødning til kartoffelmarkerne. Landmandens medarbejder har fri i disse dage, de er godt med og det føles helt som en fridag, selv om landmanden sidder på en traktor. Vi er jo kun os to og hundene selvfølgelig. Landmanden har lige været inde til formiddagste, hvor vi fik lune hveder og både snakkede og var stille sammen.

En af kollegerne kom med et guldkorn på en af kursusdagene. De skulle alle skrive små stikord til hvad de syntes, var god sygepleje til mennesker med Stroke (blodprop/blødning i hjernen). Hun skrev tid til patienten og supplerede så, at vi jo ikke altid havde så meget tid, og derfor var det vigtigt, at den tid vi havde, at den blev udnyttet godt. Og det udløste anerkendende nik hele vejen rundt.

For sådan er det jo. Vi kan have al den tid til rådighed, som vi ønsker. Det er ikke en garanti for, at vi så bruger den klogt og indholdsrigt.

Tænkepause: jeg måtte lige slå op hvornår der skal t på klog og indholdsrig. Jeg tror at jeg har skrevet det rigtigt, men jeg kan godt mærke, at det der med adjektiver (tillægsord), adverbier (biord), adverbialer (biled) roder rundt i min hjerne. Jeg lader det ligge, det får ikke mere af min interesse lige nu.

Jeg er helt med på, at jeg ikke bruger min tid herhjemme på den måde, som andre gør eller som jeg gerne ville, at jeg gjorde. Jeg er dog også helt afklaret med, at det er sådan det er. Jeg kan bare ikke blive klog på, hvorfor jeg udskyder nærmest alt, som andre synes er creme de la creme. Det, der SKAL gøres, bliver gjort. Der vaskes tøj, der ryddes op, der laves mad, der handles ind, der betales regninger, der ordnes kontorarbejde og ikke mindst nyder jeg min daglige rutine med tjek af mulige kandidater til vores opfølgningsprojekter efter Stroke. Men jeg har faktisk tid tilbage på mine fridage til at gøre det, jeg synes er sjovt.

Lad mig give et eksempel: min smukke strikkepose står klar med det smukke svøb til mit kommende barnebarn til at tage med hen til det hjørne i huset, hvor solen skinner og hvor der er plads til et tekrus ved siden af. Mobilen er klar med hele to lydbøger, jeg kan lytte til imens. Men jeg har så megen modstand mod at gå i gang med at løse de problemer, jeg er rendt ind i med mit svøb, at jeg udskyder det. Jeg tror, at jeg har løsningen og jeg har alligevel så megen strikkerfaring, at jeg godt kan lade være med at trevle det hele op og så udtænke en løsning, men jeg udskyder det. Når jeg trykker udgiv, har jeg EN opgave: at hente min strikkepose, sætte lydbogen i gang og så i en time forsøge om det jeg har udtænkt, kan lykkes. Jeg tror dog først, jeg lige vander blomster (de glemmes nemlig konsekvent i dette hjem, hvor det er mig, der står for den opgave)

Se, nu er jeg allerede på afveje. Lur mig, om ikke jeg undervejs rundt i huset støder på noget, jeg også lige kan gøre og når vi når til aften, så står min strikkepose stadig på værelset. 

Sygepleje derimod, det synes jeg er sjovt og indholdsrigt. Jeg har lige i dag læst en artikel, som blot synliggjorde for mig, at jeg ikke er akademiker, jeg er praktiker med hang til viden om mit fag og nysgerrig nok til at ville undersøge emner på en akademisk måde, så det kan bruges af andre.

Konsekvent gennem artiklen forholder man sig til sygeplejen ud fra ontologi og epistemologi. Konsekvent må jeg lige tilbage til faktaboks 1, hvor der står, at ontologi er den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til. Epistemologi er erkendelsesteori, bruges også om videnskabsfilosofi. 

Som jeg forstod artiklen i forhold til vores mange ord om sygeplejen på kursusdagene, så det at vi siger, at vi skal se det hele menneske, at vi skal lære det enkelte menneske at kende, så vi kender menneskets ressourcer, viden og værdier, det er ontologisk. Det er de grundlæggende værdier, vi prioriterer i vores sygepleje. 

Det at vi siger, at vi skal have en høj grad af faglighed og viden om, hvad den bedste behandling og sygepleje er til mennesker med stroke, det knytter sig til epistemologien. Altså at vi ikke blot skal tro og erfare, vi skal også vide. Men den viden må aldrig blive en standardpakke, der skal passe til alle mennesker. 

Vi skal kende vores patient og så i samarbejde med patienten gøre ham klogere på sig selv og sin nye situation, så vi sammen kan tilrettelægge den bedste behandling og pleje for ham.

Noget helt andet. Min mobil er begyndt at sende mig minder. I dag var mindet måneskin. Da jeg åbnede mindet, var det Google Fotos der havde samlet en række af mine billeder med månen, blandt andet ovenstående fra 2014. Det har været brugt til et blogindlæg, for da jeg brugte et andet skriveprogram til blogindlæg, fik jeg sat den signatur på. Hvordan i alverden finder maskinen de billeder? Det er da lidt uhyggeligt, at en maskine gennemgår mine billeder og genkender månen på en række billeder, samler dem og sender dem til mig på min mobil. Samtidig er det også hyggeligt at fået tilbageblik. Og nu fandt jeg ud af at gemme det i en mappe. Det vil jeg gøre fremover med disse minder. 

God Store bededag til dig.

Småt og stort

Den bedste motion er den, der bliver gjort. Det samme må vel siges om det at tage billeder. Jeg bruger nærmest ikke mit lille kamera mere, fordi jeg aldrig får det med. Min mobil har jeg altid med mig, også på gåturene.

 Jeg savner dog zoomfunktionen, der synes jeg nemlig ikke, at mobilen gør det lige så godt.

 

 For nogle dage siden tog jeg mig sammen, kørte op til sommerhuset, vandede blomster og gik så en lang tur. Jeg elsker det. Det føles, som om min hjerterytme finder naturens rytme og den melodi gør godt for krop og sjæl.

Håber du får fundet din rytme, som gør dig godt.

Der læses

I går var det nærmest en fuldtidbeskæftigelse, jeg nåede to bøger, men også at komme i LOOP. I dag står den på ukrudtslugning afbrudt af pauser med boglæsning. Jeg har ikke læst særlig meget i lang tid, faktisk troede jeg, at den intense læsning, som jeg altid tidligere i mit liv kunne dykke ned i, var en saga blot. Men jeg kan endnu.

Da jeg læser disse første linjer igennem for stavefejl og ordlyd, kommer jeg til at grine. For et ord bliver pludselig til noget helt andet, hjernen er finurlig, som den af og til bedrager os og lader os se verdenen på en anden måde. Men bare rolig, hvis du læste som jeg gjorde, så sluger jeg ikke ukrudt, jeg luger det ;-)

Da jeg var på biblioteket fangede en bogs forside mig, jeg læste bagpå og besluttede at give den en chance. Det er jeg glad for. Den rørte mig og berørte mig. Lisbeth Nebelongs debutroman Når engle spiller Mozart handler om en kvinde midt i fyrrerne, der lidt mod sin vilje rejser tilbage til Færøerne som oplægsholder til en konference. Det er 25 år siden, hun sidst var der. På grund af hendes fars job boede hun et år på Færøerne og tog sin studentereksamen der i 1974. Bogen veksler mellem nutid og fortid, de tre dage på Færøerne får fortiden til at vælte frem. De valg og forvalg hun gjorde, den kærlighed hun mødte, de oplevelser, som altid havde naget hende, kommer nu frem. Da hun rejser hjem igen, er fortid og nutid forbundet, ikke på chick lit måden, men på en måde, som gav mening og håb. Og det kan jeg godt lide, jeg husker endnu den bog, som endte på en måde, så jeg sad tilbage og tænkte, at den forfatter vil jeg aldrig læse mere af; hun bedrog mig, fik mig til at tro og håbe og tabte så det hele på de sidste sider.

Den anden bog blev slugt i et hug, den var let at læse, og jeg var med hele vejen fra den unge kvinde forlader England for at følge søsteren til Amerika i 1800 tallet, til hun endelig finder sin stemme midt i kvækerlivet og modstanden mod slaveri. Tracy Chevaliers Den sidste flugt er værd at læse, og man bliver også lidt klogere på en tidsepoke epoke.

Nu må jeg vist hellere videre med min lugning, solen er fremme, og jeg må vente til næste pause med at læse videre i Kvinderne fra Thy af Maria Helleberg. Ha en god onsdag.

Billederne er fra min 8 km aftengåtur forleden dag, som førte mig til havet.

Yeahh

Uret ringede klokken 3.30 i nat. Egentlig skulle det ikke det, men i betragtning af landmandens træthed de sidste par dage tænkte jeg, at jeg ville støtte ham. Han har nemlig taget fri i dag og er lige nu på jagt langt nede i landet, tæt på Esbjerg, og derfor det meget tidlige tidspunkt for vækning. Han hørte nu sit ur, men da jeg var vågen, stod jeg op og bryggede te. Bagefter lagde jeg mig på sofaen med dynen og startede en intetsigende serie, hvorefter jeg faldt i søvn igen og vågnede først klokken otte. Både i nat og her til morgen var det et smukt syn at kigge ud af vinduerne, der er helt hvidt derude.

Jeg har lovet mig selv, at mine fridage skal bruges på nogle enkelte faste punkter og nogle enkelte gøremål, ellers skal jeg skrotte dårlig samvittighed og blot gøre det, jeg har lyst til. Så det gør jeg så. I dag er det faste gøremål at få returneret en julegave og få pengene tilbage, da jeg har fundet den rigtige størrelse et andet sted. I dag er det faste punkt at komme i LOOP. Jeg læste et sted, at der hvor vi fejler, når vi sætter os mål, er, at vi glemmer vejen dertil, og den skal også beskrives i detaljer.

Min krop brokker sig, så derfor har jeg besluttet, at de sidste måneder i mit liv, før jeg bliver 60, skal dedikeres til, at min krop er tilfreds og glad, når jeg holder fødselsdag. Mange tror, at jeg går meget, glem det, jeg er i den grad blevet et sofadyr og blogger kun om de få dage, hvor jeg får gået en tur. Mine syv fridage skal bruges på at få motionen ind igen. I går regnede det, så den planlagte gåtur blev ikke til noget. Jeg nåede lige ud, inden det satte ind med haglvejr. I dag derimod skinner solen og gør alting smukt omkring mig. Små frosne søer på markerne, landevejens hvide look hos os (jeg nyder, at der ikke kører så mange biler forbi os og kører sneen i smat), svanerne, den blå himmel, duften af træ, den friske frostklare luft. Jeg elsker det, og så er det nemt at holde fast i planen med skiftevis gåture og LOOP hver dag. I dag snupper jeg så begge dele.

Jeg lignede en professionel fotograf på min gåtur. I den ene lomme mobilkameraet (til Instagram), i den anden lomme mit lille Lumixkamera (til makrofotografering) og om halsen mit spejlreflekskamera, som jeg gerne vil blive bedre til at bruge. Jeg er ikke professionel og drømmer om et kursus, hvor jeg kan lære at bevæge mig væk fra autoindstillinger. Faktisk har jeg fundet en udbyder, men indtil nu har datoerne ikke passet med min kalender.

Indtil det sker, vil jeg lege noget mere med at finde motiver i min hverdag. Og kontorvinduet med julens efterladenskaber på blomsterfronten får lov til at stå, til jeg synes, at der skal ryddes op og vaskes af. Ha en dejlig fredag, jeg håber, I har fået et drys af den snehvide magi.

Cirkushesten vrinsker

Hårene strittede på nattevagterne, de først ankomne af dagvagterne så på fordelingen og diskuterede fordeling. Der var brug for min hjælp, og det fik de. Mange nye patienter og mange af dem med meget stor behov for hjælp til alt. Egentlig ville jeg gerne have gået sammen med en af mine nye kolleger, men vi fik rapport sammen og tilrettelagde sammen arbejdsfordelingen for de 8 patienter, vi havde ansvaret for. Vi havde en kollega mere, han skulle så gå stuegang på alle vores patienter. Vi fik hjælp fra trombolysesygeplejerskerne, da den ene havde doseret medicin og den anden, som var senvagt, var mødt. Så med en god plan nåede vi det planlagte og jeg kunne gå fra til møde klokken 11. Da havde jeg lige snuppet et glas vand og prioriteret, at de andre havde fået deres kaffepause, for de skulle holde til tempoet resten af dagen. Jeg er en af dem, der godt lige kan blive lidt hektisk i blikket og rød i kinderne ved tanken om alle de patienter, der skulle have morgenmad, morgenhygiejne og observationer på bestemt tidspunkt, når også terapeuter ville til. Men alt klappede, terapeuterne afveg fra deres planlagte vurderinger og hjalp, der hvor det gav mening i forhold til vurderingen. Og jeg nød hvert et sekund, jeg nød at få brugt mine kompetencer som erfaren sygeplejerske. Mødet bagefter gik også rigtig godt, så selv om jeg havde en dundrende hovedpine, da jeg kørte hjem, så var det med sang og smil på læben.

Hjemme blev teen nydt i sofaen og så tog kameraet og jeg på havevandring. Det gør mig glad at fokusere på makromotivet, at kunne se det smukke i det små, vejret bød op til kun en termovest over kjolen, og den lille tur på under en halv time fik hovedpinen til at forsvinde. Nu er aftensmaden lavet og spist, og jeg vil gå ud og nyde solens sidste stråler, mens jeg får gået nogle skridt.

God aften til dig

Street art i Aalborg

Plasmatapningen i dag havde en bivirkning, jeg fik hovedpine og var svimmel trods ihærdig solbærsaftdrikning. Mens jeg var der, kom en skoleklasse på besøg sammen med deres lærer. Han var donor og disse 9.-10. klasses elever skulle informeres om det at være donor, og hvordan det foregår. Fire piger nåede at blive dårlige og måtte ned at lægge ligge på gulvet for at få blod nok til hjernen. Sådan går det vist hver gang, de har besøg, kunne jeg fornemme på sygeplejerskerne. Et godt initiativ for at få flere til at være bloddonorer. Jeg har taget den med ro resten af dagen og det har hjulpet. Faktisk har jeg siddet og klukket lidt, mens jeg har set fjernsyn. Nogle af mine unge kolleger er meget royale, de køber Billedbladet hver uge. Andre er royale mere af respekt for Dronningens kunst og kulturinteresse. Så jeg havde godt hørt om programmerne om Dronningens slotte. I går startede jeg på at se dem af lutter kedsomhed, men jeg blev grebet af dem og fik respekt for den gamle dronnings viden. Og så er jeg faldet pladask for hendes skønne kommentarer, og det kom bag på mig, at hun også broderer ud fra egen fantasi. Det var en fornøjelse og så kom jeg til at grine højt, da dronningen ville have en havebænk til at stå midt for slotsaksen og fik en kameramand til at hjælpe med at flytte den. Hvorefter hun, da hun gik tilbage og synede den, sagde, nej den står s’gu da stadig skævt, den skal have et nøk mere. Jeg kunne lige se min kære afdøde mormor og mor hoppe højt i sofaen og sige, jamen dronning Margrethe, De bander da vel ikke!

Og mon ikke dronningen ville nyde galvmalerierne i Aalborg, hvis hun blev inviteret med på en gåtur? Det tror jeg.

Husker du det her maleri? Ellers får du det her.

I dag kom jeg i tanke om, at jeg senere opdagede, at det var en del af et større maleri, som jeg tog billeder af først i marts. Så værsgo, fra mig til dig. Ha en god aften.

Og jeg snuppede lige et i dag også.

En anden måde at opleve på

Min mobil har en funktion, så den danner små film af de billeder, jeg tager, og sætter musik på. Så får jeg dem tilbudt og nogen gange kigger jeg på dem, og andre gange lukker jeg dem ned. I går klikkede jeg på filmen, og lige der oplevede jeg mine gåture om morgenen på en anden måde, end når jeg sætter ord på og udgiver som indlæg.
Jeg kan ikke sætte musik på, men her er lidt musik til at forsøde morgenstunden med. Jeg er pakkeklar efter en nat med få timers søvn, godt vi er tre, der kan styre bilen mod hovedstaden. Landmanden og Istvan skal arbejde på gården, jeg skal hygge mig med mine børn, mig selv og også være lidt sygeplejerske for min søn, som skal have opereret en visdomstand ud. God dag til dig.

Bare fordi

Billeder fra mandagens gåtur i skumringen.

God onsdag til dig.

Så går/løber vi - kom

Jeg nåede at blive våd, da jeg cyklede ned i byen uden at tjekke DMIradar. Hjemme i sommerhuset (for der holder jeg fri, mens landmanden arbejder på gården) strikkede jeg lidt, mens jeg diskuterede med mig selv. 

Jeg vandt, løbeskoene kom på, efter jeg havde tjekket radarbillederne. Mobilen blev min sparringspartner, 5 minutters gang, 3 minutters løb, sådan fortsatte det i 52 minutter.

Når der er gåtid, er der også tid til fotografering. Jeg holder så meget af udsigten fra klitten, om det er gråvejr, blæsevejr, regnvejr, solnedgang eller bare høj sol.

At der er kommet meget vand, ses tydeligt i lavningerne. Her troede jeg, at jeg kunne smutte forbi ved at gå i græsset til venstre. Forkert! Resten af turen blev med våde fødder.

Trapperne ned blev taget i gang, men de næste trapper, som gik op, blev taget, mens jeg luntede.

Turen foregik med udsigt til hav, sø, krat og skov, jeg elsker at gå/løbe her, der er en skøn variation, det er ikke blot fladt, men går både op og ned.

Nu sidder jeg så her efter frokost for en og skal prøve at regne ud, hvordan jeg kan få billeder gemt på Mac Air. Jeg har nemlig lige opdateret til Yosemite og kan ikke bruge iPhoto mere. Jeg kan heller ikke finde ud af at lægge dem ind et andet sted. Det er derfor, billederne ser lidt aflange ud, de blev lagt i en mappe på skrivebordet. Jeg tror, jeg lader det ligge, lige som jeg lader ligge, at jeg ikke kan etablere forbindelse mellem mit nye Vivofit armbånd og computer (årsagen til jeg opdaterede, det hjalp så bare ikke)
I stedet for vil jeg finde en film og strikke nogle pinde. God onsdag til dig.