Hverdagslivet på gården

 Selv om vi begge arbejder på fuld kraft, så kan det godt føles, som om der intet er at skrive om. Livet går sin vante gang på gården, som den har gjort i 38 år. Kornmarkerne er tilsået, nu spredes der gødning til kartoffelmarkerne. Landmandens medarbejder har fri i disse dage, de er godt med og det føles helt som en fridag, selv om landmanden sidder på en traktor. Vi er jo kun os to og hundene selvfølgelig. Landmanden har lige været inde til formiddagste, hvor vi fik lune hveder og både snakkede og var stille sammen.

En af kollegerne kom med et guldkorn på en af kursusdagene. De skulle alle skrive små stikord til hvad de syntes, var god sygepleje til mennesker med Stroke (blodprop/blødning i hjernen). Hun skrev tid til patienten og supplerede så, at vi jo ikke altid havde så meget tid, og derfor var det vigtigt, at den tid vi havde, at den blev udnyttet godt. Og det udløste anerkendende nik hele vejen rundt.

For sådan er det jo. Vi kan have al den tid til rådighed, som vi ønsker. Det er ikke en garanti for, at vi så bruger den klogt og indholdsrigt.

Tænkepause: jeg måtte lige slå op hvornår der skal t på klog og indholdsrig. Jeg tror at jeg har skrevet det rigtigt, men jeg kan godt mærke, at det der med adjektiver (tillægsord), adverbier (biord), adverbialer (biled) roder rundt i min hjerne. Jeg lader det ligge, det får ikke mere af min interesse lige nu.

Jeg er helt med på, at jeg ikke bruger min tid herhjemme på den måde, som andre gør eller som jeg gerne ville, at jeg gjorde. Jeg er dog også helt afklaret med, at det er sådan det er. Jeg kan bare ikke blive klog på, hvorfor jeg udskyder nærmest alt, som andre synes er creme de la creme. Det, der SKAL gøres, bliver gjort. Der vaskes tøj, der ryddes op, der laves mad, der handles ind, der betales regninger, der ordnes kontorarbejde og ikke mindst nyder jeg min daglige rutine med tjek af mulige kandidater til vores opfølgningsprojekter efter Stroke. Men jeg har faktisk tid tilbage på mine fridage til at gøre det, jeg synes er sjovt.

Lad mig give et eksempel: min smukke strikkepose står klar med det smukke svøb til mit kommende barnebarn til at tage med hen til det hjørne i huset, hvor solen skinner og hvor der er plads til et tekrus ved siden af. Mobilen er klar med hele to lydbøger, jeg kan lytte til imens. Men jeg har så megen modstand mod at gå i gang med at løse de problemer, jeg er rendt ind i med mit svøb, at jeg udskyder det. Jeg tror, at jeg har løsningen og jeg har alligevel så megen strikkerfaring, at jeg godt kan lade være med at trevle det hele op og så udtænke en løsning, men jeg udskyder det. Når jeg trykker udgiv, har jeg EN opgave: at hente min strikkepose, sætte lydbogen i gang og så i en time forsøge om det jeg har udtænkt, kan lykkes. Jeg tror dog først, jeg lige vander blomster (de glemmes nemlig konsekvent i dette hjem, hvor det er mig, der står for den opgave)

Se, nu er jeg allerede på afveje. Lur mig, om ikke jeg undervejs rundt i huset støder på noget, jeg også lige kan gøre og når vi når til aften, så står min strikkepose stadig på værelset. 

Sygepleje derimod, det synes jeg er sjovt og indholdsrigt. Jeg har lige i dag læst en artikel, som blot synliggjorde for mig, at jeg ikke er akademiker, jeg er praktiker med hang til viden om mit fag og nysgerrig nok til at ville undersøge emner på en akademisk måde, så det kan bruges af andre.

Konsekvent gennem artiklen forholder man sig til sygeplejen ud fra ontologi og epistemologi. Konsekvent må jeg lige tilbage til faktaboks 1, hvor der står, at ontologi er den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til. Epistemologi er erkendelsesteori, bruges også om videnskabsfilosofi. 

Som jeg forstod artiklen i forhold til vores mange ord om sygeplejen på kursusdagene, så det at vi siger, at vi skal se det hele menneske, at vi skal lære det enkelte menneske at kende, så vi kender menneskets ressourcer, viden og værdier, det er ontologisk. Det er de grundlæggende værdier, vi prioriterer i vores sygepleje. 

Det at vi siger, at vi skal have en høj grad af faglighed og viden om, hvad den bedste behandling og sygepleje er til mennesker med stroke, det knytter sig til epistemologien. Altså at vi ikke blot skal tro og erfare, vi skal også vide. Men den viden må aldrig blive en standardpakke, der skal passe til alle mennesker. 

Vi skal kende vores patient og så i samarbejde med patienten gøre ham klogere på sig selv og sin nye situation, så vi sammen kan tilrettelægge den bedste behandling og pleje for ham.

Noget helt andet. Min mobil er begyndt at sende mig minder. I dag var mindet måneskin. Da jeg åbnede mindet, var det Google Fotos der havde samlet en række af mine billeder med månen, blandt andet ovenstående fra 2014. Det har været brugt til et blogindlæg, for da jeg brugte et andet skriveprogram til blogindlæg, fik jeg sat den signatur på. Hvordan i alverden finder maskinen de billeder? Det er da lidt uhyggeligt, at en maskine gennemgår mine billeder og genkender månen på en række billeder, samler dem og sender dem til mig på min mobil. Samtidig er det også hyggeligt at fået tilbageblik. Og nu fandt jeg ud af at gemme det i en mappe. Det vil jeg gøre fremover med disse minder. 

God Store bededag til dig.