Egentlig skulle vi have været i København denne weekend. Vi skulle have nydt vores børns selskab og få fyldt op på forældrekontoen af knus, kram og kærlighed. Men sådan blev det ikke, vi blev nødt til at melde afbud. Heldigvis havde søn og svigerdatter ikke andre planer for weekenden, så de hoppede på et tog lørdag morgen til Nordjylland.
Vi har nydt deres selskab, regnen gjorde, at vi alle fire slappede af indendørs. Mellem regnbyger fik de nydt hønseholdene, set hundene træne og fik krammet hunde. Vi fik tid til at se billeder fra deres Japantur i august. Japan har aldrig været et rejseønske for mig, men hold da op hvor så der bare skønt ud. Jeg er vild med, at de ikke blot havde undersøgt seværdigheder, de ville opleve, men også aktiviteter og mad, de ville prøve. De var i karaoke-bar, de var til musikfestivaler, de cyklede over masser af broer, som forbandt de små ører i Indlandshavet. De vandrede op ad bjerge og så templer en masse. De boede på airbnb, de boede på hoteller, de boede i små bokse. Det sjoveste videoklip var de nikkende dådyr. De var rubriceret som hellige og gik i en park, de havde lært, at når de nikkede med hovedet, så fik de godbidder. Så der stod et menneske og et dyr og nikkede høfligt den traditionelle japanske hilsen til hinanden, hvorefter dyret fik en godbid.
Søndag var en regnfuld dag, men indimellem skinnede solen, så vi besluttede os for at tage paraplyen med og køre til Rubjerg Knude for at se fyret på dets nye position. Vi var ikke de eneste, der trodsede regnvejret. Fyret stod smukt midt i sandbankerne, det er stadig hegnet inde. Oppe på toppen kunne vi godt mærke vejrets kraft, sandet hvirvlede af sted og det var vildt at tænke på, at om 40 år mener man, at fyret skal flyttes igen, så har havet og blæsten ændret strukturen og flyttet sandet og spist klitterne.
Vi var så heldige, at regnen først begyndte, da vi gik ned til bilen, men pga den stærke blæst blev vi meget våde på kort tid. Så var det skønt at komme hjem, tænde op i brændeovnen, få tørt tøj på og drikke varmt te.
Efter aftensmaden blev det unge par sat på et fly, 31 timer fik vi sammen med dem, og vi nød dem i fulde drag.
Jeg havde derefter fornøjelsen af at være vågen til klokken tre om natten. Ikke pga bekymringer for mine børn, men højst sandsynligt pga skift fra sommertid til vintertid. Heldigvis har jeg fri både i dag og i morgen, så jeg satser på bedre søvn i nat. Jeg har faktisk generelt fået knækket koden til en god nats søvn. Det sker sjældent nu, at jeg ikke får en god nats søvn.
I dag skulle være den aktive fridag, jeg ombestemmer mig og lader i morgen blive den aktive dag. I dag skal jeg til fysioterapeut og på biblioteket. Jeg skal vist finde en feelgood bog, som sammen med mine forældres gode stol og masser af te skal forkæle mig i dag.
mandag, oktober 28, 2019
torsdag, oktober 24, 2019
Hvordan kommer man ind til mig?
Blogspot leverer statistik, heriblandt hvor mange sidevisninger der er pr dag. De tal er med til at overbevise mig om, at der faktisk er mennesker derude, der ser min side, måske endda læser med herinde. Som andre bloggere oplever jeg, at kommentarfeltet er indskrænket meget efter facebook og især instagram er kommet. Og oveni det ved jeg, at en del har svært ved at få lov til at kommentere hos mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for det er ikke spamfilteret, der sender dem i spambunken.
I statistikken indgår også søgeord, som bringer folk ind på bloggen. Som tidligere har jeg undret mig, for når jeg googler søgeordene, er det sjældent at min blog dukker op. Søgeordene får mig dog til at fundere over sammenhængen med min blog og dets indhold.
Små historier til farvel
At sige farvel kan være svært, At sige på gensyn letter afskeden. At tage afsked, når døden banker på, føles endegyldigt, for det kan ikke gøres om. I løbet af min blogs levetid, det er nu 13 år siden jeg startede, er både min mor og min far død. Og jeg har skrevet om vores afsked på bloggen, både for min mor og min far. Det kan vel godt kaldes små historier om at sige farvel
Aftenhimlens stråle symfoni
Den aftensalme elsker jeg, både tekst og melodi understreger aftenstemningen.
Ensom i livet
Hmm, først tænkte jeg, har jeg mon skrevet om at være ensom. At jeg har tænkt indlæg om at være ensom selv om man er omgivet af mennesker, det ved jeg, at jeg har gjort. Da jeg brugte mit søgefelt på bloggen, kom der både et andet indlæg med søgeord frem og det her indlæg om ensom i livet. Og de sidste ord rammer mig, for jeg føler selv, at jeg har alt for travlt med livet, så jeg glemmer mennesker, der kunne have brug for en fremstrakt arm. Det kan vi vist alle have brug for, nogen der ser os, når vi trænger til et kram, et kærligt ord eller blot en kop varm te serveret med omsorg.
Herfra min verden går
Uden at søge ved jeg, at de ord har jeg brugt. Ikke bare en gang, men mange gange. Så der er nok at læse om, hvis man vil læse mine ord om herfra min verden går.
Hvordan kommer man småfluer til livs
Aner det ikke, og det er vist aldrig noget, jeg har skrevet om. En kollega har givet et tip om at hælde kogende vand i vasken, hvis man døjer meget med bananfluer/små fluer. Det har jeg prøvet af og synes måske det virker.
Underet er
Ikke så sært,hvis man kommer ind til mig, når man søger på hvad underet er. Det indgår jo i mit blognavn. Om man så finder sit svar her, det tror jeg næppe. Jeg er stadig vild med de to linjer, jeg valgte til min blog, taget fra Lars Lilholts sang Hvor går vi hen, når vi går. Og for mig betyder de linjer, at man skal stoppe med at se efter underet i alt det store og i stedet for øve sig i at se underet i det nære og i de små ting i hverdagen. Underet er at vi er til, og hver dag vil jeg øve mig på at huske, at der er intet jeg hellere vil end at være til som den jeg er.
Vanddråben udhuler sten
er første linje i sangen Hvor går vi hen, når vi går. Og du kan høre Stine Bramsens fortolkning af sangen her. Jeg har min helt egen fortolkning af sangen på DVD, mine børn sang den nemlig for mig, da jeg blev 60 år.
Mine arbejdsdage i denne uge handler meget om undervisning, undervisning af patienter og pårørende og undervisning af kolleger. I dag skal jeg prøve at være på video til opfølgningsforløbet til patienter og pårørende, det er jeg spændt på. Kan jeg fange dynamikken i rummet, kan jeg se det utalte og ellers må jeg forlade mig på at den dygtige hjerneskadekoordinator er fysisk til stede og opfanger de usagte signaler.
ha en god dag.
Små historier til farvel
At sige farvel kan være svært, At sige på gensyn letter afskeden. At tage afsked, når døden banker på, føles endegyldigt, for det kan ikke gøres om. I løbet af min blogs levetid, det er nu 13 år siden jeg startede, er både min mor og min far død. Og jeg har skrevet om vores afsked på bloggen, både for min mor og min far. Det kan vel godt kaldes små historier om at sige farvel
Aftenhimlens stråle symfoni
Den aftensalme elsker jeg, både tekst og melodi understreger aftenstemningen.
Ensom i livet
Hmm, først tænkte jeg, har jeg mon skrevet om at være ensom. At jeg har tænkt indlæg om at være ensom selv om man er omgivet af mennesker, det ved jeg, at jeg har gjort. Da jeg brugte mit søgefelt på bloggen, kom der både et andet indlæg med søgeord frem og det her indlæg om ensom i livet. Og de sidste ord rammer mig, for jeg føler selv, at jeg har alt for travlt med livet, så jeg glemmer mennesker, der kunne have brug for en fremstrakt arm. Det kan vi vist alle have brug for, nogen der ser os, når vi trænger til et kram, et kærligt ord eller blot en kop varm te serveret med omsorg.
Herfra min verden går
Uden at søge ved jeg, at de ord har jeg brugt. Ikke bare en gang, men mange gange. Så der er nok at læse om, hvis man vil læse mine ord om herfra min verden går.
Hvordan kommer man småfluer til livs
Aner det ikke, og det er vist aldrig noget, jeg har skrevet om. En kollega har givet et tip om at hælde kogende vand i vasken, hvis man døjer meget med bananfluer/små fluer. Det har jeg prøvet af og synes måske det virker.
Underet er
Ikke så sært,hvis man kommer ind til mig, når man søger på hvad underet er. Det indgår jo i mit blognavn. Om man så finder sit svar her, det tror jeg næppe. Jeg er stadig vild med de to linjer, jeg valgte til min blog, taget fra Lars Lilholts sang Hvor går vi hen, når vi går. Og for mig betyder de linjer, at man skal stoppe med at se efter underet i alt det store og i stedet for øve sig i at se underet i det nære og i de små ting i hverdagen. Underet er at vi er til, og hver dag vil jeg øve mig på at huske, at der er intet jeg hellere vil end at være til som den jeg er.
Vanddråben udhuler sten
er første linje i sangen Hvor går vi hen, når vi går. Og du kan høre Stine Bramsens fortolkning af sangen her. Jeg har min helt egen fortolkning af sangen på DVD, mine børn sang den nemlig for mig, da jeg blev 60 år.
Mine arbejdsdage i denne uge handler meget om undervisning, undervisning af patienter og pårørende og undervisning af kolleger. I dag skal jeg prøve at være på video til opfølgningsforløbet til patienter og pårørende, det er jeg spændt på. Kan jeg fange dynamikken i rummet, kan jeg se det utalte og ellers må jeg forlade mig på at den dygtige hjerneskadekoordinator er fysisk til stede og opfanger de usagte signaler.
ha en god dag.
søndag, oktober 20, 2019
Så sluttede det
Der er en tid for alting, og det var det så også for vores fugletræ. Træet var et lille fint grantræ, da vi flyttede ind i 1983. Vi havde aldrig set et sådant grantræ før, det havde masser af topspidser, og med tiden voksede det sig stor og bred.
Da vi anlagde ny terrasse kunne vi ikke nænne at fjerne træet, selv om det tog lidt af udsynet. Det stod ved siden af vores foderhus til fuglene, og fuglene nød at sidde i læ på grenene.
Det blev så også træets død, det kunne ikke tåle alle efterladenskaberne fra fuglene og gik ud. Vi skar de meste af grenene af, og resten fik lov til at stå som et fugletræ. Her hang der forskellige foderkurve til mejseboller, og fuglene hoppede rundt på grenene for at komme fra det ene fodersted til det andet.
Fugletræet på forskellige tidspunkter, ikke som hovedrolle, men som statist i billedet
Nu er det væltet, roden var rådden og det kunne ikke holde sig opretstående mere. Vi savner at have fuglelivet udenfor køkkenvinduet. Lige nu er alt hængt op i moreltræet, men det kan vi ikke se fra spisebordet i køkkenet. Vi overvejer at lave en skulptur, som kan gøre gavn som fugletræ. Hvordan det skal se ud, har vi ingen ide om lige nu.
Skovhønsene er store og flotte, de skulle gerne have et sted at være i læ for regn og vind, så landmanden lavede en ny dør til dem i går, lagde godt med halm ind i huset og masser af foder. Men ikke om de ville gå ind af sig selv, så vi lagde et let pres på dem ved at få dem gennet hen i nærheden af husets dør. Og så ventede vi tålmodigt og længe, gik lidt frem en gang imellem og til sidst tog én høne mod til sig og gik ind. De to øvrige høns og de to haner havde nu ikke tænkt sig at følge trop. men det lykkedes til sidst. Og budskabet fra landmandens aftenrunde var, at de nu opholdt sig i deres hus.
Så vi er nu en gård med to hønsegårde og med haner i hver gård, som galer vældigt. Det bliver spændende, om vi kan få(finde) æg fra de "vilde" skovhøns eller om det er vores andre høns, som bliver vores faste leverandør.
Da vi anlagde ny terrasse kunne vi ikke nænne at fjerne træet, selv om det tog lidt af udsynet. Det stod ved siden af vores foderhus til fuglene, og fuglene nød at sidde i læ på grenene.
Det blev så også træets død, det kunne ikke tåle alle efterladenskaberne fra fuglene og gik ud. Vi skar de meste af grenene af, og resten fik lov til at stå som et fugletræ. Her hang der forskellige foderkurve til mejseboller, og fuglene hoppede rundt på grenene for at komme fra det ene fodersted til det andet.
Fugletræet på forskellige tidspunkter, ikke som hovedrolle, men som statist i billedet
Nu er det væltet, roden var rådden og det kunne ikke holde sig opretstående mere. Vi savner at have fuglelivet udenfor køkkenvinduet. Lige nu er alt hængt op i moreltræet, men det kan vi ikke se fra spisebordet i køkkenet. Vi overvejer at lave en skulptur, som kan gøre gavn som fugletræ. Hvordan det skal se ud, har vi ingen ide om lige nu.
I går blev også dagen, hvor vi fik lokket skovhønsene ind i deres hønsehus. Skovhønsene kom til os som kyllinger og skulle gå sammen med fasankyllinger i en engelsk voliere. Hønsehuset havde en meget lav ind og udgang, som alle efterhånden voksede fra. Fasanerne er fløjet ud i naturen, kommer hjem om aftenen, men bruger kun den ikke overdækkede del af volieren.
Skovhønsene er store og flotte, de skulle gerne have et sted at være i læ for regn og vind, så landmanden lavede en ny dør til dem i går, lagde godt med halm ind i huset og masser af foder. Men ikke om de ville gå ind af sig selv, så vi lagde et let pres på dem ved at få dem gennet hen i nærheden af husets dør. Og så ventede vi tålmodigt og længe, gik lidt frem en gang imellem og til sidst tog én høne mod til sig og gik ind. De to øvrige høns og de to haner havde nu ikke tænkt sig at følge trop. men det lykkedes til sidst. Og budskabet fra landmandens aftenrunde var, at de nu opholdt sig i deres hus.
Så vi er nu en gård med to hønsegårde og med haner i hver gård, som galer vældigt. Det bliver spændende, om vi kan få(finde) æg fra de "vilde" skovhøns eller om det er vores andre høns, som bliver vores faste leverandør.
Søndagen er i gang, jeg kan høre ATV'en køre ind på gårdspladsen. Landmanden og hundene har været ude på deres daglige køretur, hvor hundene får lov til at løbe til ved siden af ATV'en og landmanden får tilset sine marker.
Om lidt slutter min efterårsferie. Jeg har formået at holde helt fri fra sygeplejen, hvilket var et af målene for ferien. Nu er det tid til at åbne det vindue, men inden da vil jeg gå en tur. God søndag til dig.
lørdag, oktober 19, 2019
I en lejlighed højt over byen og på en gård tæt ved jorden
I lejligheden, fredag eftermiddag:
Så sidder jeg her, min søster er på arbejde. Hun er efter mig, for hun synes, jeg glemmer at slappe af. Det føles blot godt at gøre rent, flytte ting på plads osv. Jeg vil gerne nå så meget som muligt. Der er langt fra Nordjylland til København i det daglige, så jeg nyder, at jeg har ferie og kunne hjælpe, da hun havde brug for det.
I dag er jeg dog færdig, fysisk og mentalt, så jeg slapper af, inden jeg tager det sidste ryk. Vi har hygget os om aftenen, når min søster sent er kommet hjem fra arbejde. Vi har hygget os om morgenen, inden hun tager af sted.
Lige om lidt skal jeg bære det sidste affald i denne omgang ned i affaldssorteringsrummet. Det giver motion, når man bor på femte sal uden elevator.
Flyveturen herover var den mest turbulente tur, jeg har prøvet. Jeg satser på, at turen hjem i aften bliver bedre. Heldigvis havde jeg en god bog, som kunne fange min opmærksomhed indimellem. Andre gange, når det rystede for meget til at læse, måtte jeg lukke øjnene og slappe af. Andre passagerer tog det helt afslappet, så jeg er nok blot ikke erfaren nok i et fly i blæsevejr.
På en gård tæt på jorden, lørdag formiddag:
Jeg er hjemme igen, der er støvsuget, opvaskemaskinen er sat i gang, jeg går stadig rundt i nattøj og lægger på plads og rydder op. Flyveturen i går aftes var rolig. Min søster skrev, at efter jeg var taget af sted, blæste det op, og det blæste meget sidst på aftenen. Godt jeg var kommet af sted.
Mine tanker flyver hid og did, de er hos familie, hvor et familiemedlem er blevet syg. De er hos sønnen og svigerdatteren, som jeg ikke nåede at få se denne gang, men heldigvis skal jeg snart se dem. Tankerne er hos datteren, som gav aftensmad på en lække cafe på Nørrebro, de er hos min søster, jeg lige har været hos. De er her på gården, de kredser om livet og fremtiden. De gør, at jeg ikke rigtig kan finde ro og finde ud af, hvad lørdagen skal byde på. Måske skal lørdag blot være overgang til de sidste to fridage. Måske skal jeg give mig selv lov til at åbne døren til arbejdslivet og gennemgå alle mine mapper inde fra arbejde. Måske skal jeg stadig holde den dør lukket og gå i gang med gårdens regnskab. Vi får se, hvad lørdagen byder på.
God weekend til dig.
Så sidder jeg her, min søster er på arbejde. Hun er efter mig, for hun synes, jeg glemmer at slappe af. Det føles blot godt at gøre rent, flytte ting på plads osv. Jeg vil gerne nå så meget som muligt. Der er langt fra Nordjylland til København i det daglige, så jeg nyder, at jeg har ferie og kunne hjælpe, da hun havde brug for det.
I dag er jeg dog færdig, fysisk og mentalt, så jeg slapper af, inden jeg tager det sidste ryk. Vi har hygget os om aftenen, når min søster sent er kommet hjem fra arbejde. Vi har hygget os om morgenen, inden hun tager af sted.
Lige om lidt skal jeg bære det sidste affald i denne omgang ned i affaldssorteringsrummet. Det giver motion, når man bor på femte sal uden elevator.
Flyveturen herover var den mest turbulente tur, jeg har prøvet. Jeg satser på, at turen hjem i aften bliver bedre. Heldigvis havde jeg en god bog, som kunne fange min opmærksomhed indimellem. Andre gange, når det rystede for meget til at læse, måtte jeg lukke øjnene og slappe af. Andre passagerer tog det helt afslappet, så jeg er nok blot ikke erfaren nok i et fly i blæsevejr.
Hvis du klikker billedet stort, kan du måske se de to mænd, der styrer en støvsuger, som renser tagrender over på den anden side af gaden. |
På en gård tæt på jorden, lørdag formiddag:
Jeg er hjemme igen, der er støvsuget, opvaskemaskinen er sat i gang, jeg går stadig rundt i nattøj og lægger på plads og rydder op. Flyveturen i går aftes var rolig. Min søster skrev, at efter jeg var taget af sted, blæste det op, og det blæste meget sidst på aftenen. Godt jeg var kommet af sted.
Mine tanker flyver hid og did, de er hos familie, hvor et familiemedlem er blevet syg. De er hos sønnen og svigerdatteren, som jeg ikke nåede at få se denne gang, men heldigvis skal jeg snart se dem. Tankerne er hos datteren, som gav aftensmad på en lække cafe på Nørrebro, de er hos min søster, jeg lige har været hos. De er her på gården, de kredser om livet og fremtiden. De gør, at jeg ikke rigtig kan finde ro og finde ud af, hvad lørdagen skal byde på. Måske skal lørdag blot være overgang til de sidste to fridage. Måske skal jeg give mig selv lov til at åbne døren til arbejdslivet og gennemgå alle mine mapper inde fra arbejde. Måske skal jeg stadig holde den dør lukket og gå i gang med gårdens regnskab. Vi får se, hvad lørdagen byder på.
lækker mad på Paloma Vermut Cafe på Nørrebro |
God weekend til dig.
tirsdag, oktober 15, 2019
Latteren, vandreturen, familien
Alle tre ting er vigtige for mig. Jeg vil tusind gange hellere vælge at være sammen med nogen end at få et eller andet dyrt møbel/maleri/tøjstykke. Og at gå gør mig bare glad. Gåturene i den længde, de har været de første tre dage i efterårsferien tager sig en pause.
Min yngste søster er flyttet ind i en ny lejlighed, flere af søskende har hjulpet med forskelligt, vi har haft for travlt til at kunne hjælpe. Nu er hun ramt af svære rygproblemer, har en deadline på arbejde og det sidste malearbejde ligger stille. Så nu tager jeg til København i et par dage og forsøger at drage omsorg og være praktisk håndlanger på hjemmefronten, mens hun passer arbejdsfronten. Jeg glæder mig, glæder mig til at være sammen med hende i flere dage, glæder mig til latteren og snakken, og jeg skal helt sikkert nok få indlagt gåture til mig selv undervejs. Jeg elsker at gå i storbyens gader, jeg elsker at se på de mange forskellige mennesker, som bebor storbyen. Måske er jeg så heldig, at vores børn kan afse en time til at mødes på en cafe. Ellers får jeg dem at se senere i november.
I går ville jeg gå en lille tur, for mine fødder kan godt mærke de lange gåture fra weekenden. Det glemte jeg bare at programmere min krop til at huske, så da jeg havde tjekket, at alt var godt ved sommerhuset, så gik jeg efter næsen. Og næsen tog mig ud på en lang gåtur ad det skønne stisystem og ned til havet og hjem igen. I alt godt 8 km.
Jeg nåede også at få våde sokker, for al regnen har fyldt de små vandløb, som løber ud i havet, så de breder sig ud over stranden. Jeg troede, jeg kunne springe fra den ene kant til den anden, det kunne jeg ikke.
Nu hvor jeg ikke har de næste dage herhjemme, skal der bestilles noget, så gåturen i dag bliver mest mellem husene og forhåbentlig en tur hen ad vejen. Jeg skal også have handlet ind til landmanden og hentet næste bog til litteraturkredsen. Jeg havde en lille paperback bog liggende, som jeg har fået sammen med et blad. Den har jeg hygget mig med i de sidste dage. De efterlod os alt af Plum Johnsen er en letlæst bog om det at stå med et helt hus fyldt med hele ens forældres livshistorie i alle rum, kælder og loft. Plum Johnsen flytter ind i huset og bor der i et år, mens hun får gennemgået alt, nogle gange sammen med sine brødre. Det år bliver hendes måde at få bearbejdet mange ting i forholdet til især hendes mor. Jeg nød bogen, og den satte tanker i gang om hvordan mon vores livshistorie vil blive opfattet af vores børn, når vi en gang dør, og de skal rydde op efter os?
Denne anmeldelse rammer meget præcis, når hun slutter sådan her:
Jeg har nu stadig intention om at få ryddet op og ud i mine ting. Men jeg kan sagtens genkende, at processen med at rydde op efter mine forældre gav mange tilbageblik i tiden, mange minder dukkede op og fik fundet deres plads på den mentale familiehylde.
Ikke mere skriveri, der skal arbejdes så jeg er i mål, inden jeg sætter mig på flyet i morgen middag. God tirsdag til dig.
Min yngste søster er flyttet ind i en ny lejlighed, flere af søskende har hjulpet med forskelligt, vi har haft for travlt til at kunne hjælpe. Nu er hun ramt af svære rygproblemer, har en deadline på arbejde og det sidste malearbejde ligger stille. Så nu tager jeg til København i et par dage og forsøger at drage omsorg og være praktisk håndlanger på hjemmefronten, mens hun passer arbejdsfronten. Jeg glæder mig, glæder mig til at være sammen med hende i flere dage, glæder mig til latteren og snakken, og jeg skal helt sikkert nok få indlagt gåture til mig selv undervejs. Jeg elsker at gå i storbyens gader, jeg elsker at se på de mange forskellige mennesker, som bebor storbyen. Måske er jeg så heldig, at vores børn kan afse en time til at mødes på en cafe. Ellers får jeg dem at se senere i november.
I går ville jeg gå en lille tur, for mine fødder kan godt mærke de lange gåture fra weekenden. Det glemte jeg bare at programmere min krop til at huske, så da jeg havde tjekket, at alt var godt ved sommerhuset, så gik jeg efter næsen. Og næsen tog mig ud på en lang gåtur ad det skønne stisystem og ned til havet og hjem igen. I alt godt 8 km.
Jeg nåede også at få våde sokker, for al regnen har fyldt de små vandløb, som løber ud i havet, så de breder sig ud over stranden. Jeg troede, jeg kunne springe fra den ene kant til den anden, det kunne jeg ikke.
Nu hvor jeg ikke har de næste dage herhjemme, skal der bestilles noget, så gåturen i dag bliver mest mellem husene og forhåbentlig en tur hen ad vejen. Jeg skal også have handlet ind til landmanden og hentet næste bog til litteraturkredsen. Jeg havde en lille paperback bog liggende, som jeg har fået sammen med et blad. Den har jeg hygget mig med i de sidste dage. De efterlod os alt af Plum Johnsen er en letlæst bog om det at stå med et helt hus fyldt med hele ens forældres livshistorie i alle rum, kælder og loft. Plum Johnsen flytter ind i huset og bor der i et år, mens hun får gennemgået alt, nogle gange sammen med sine brødre. Det år bliver hendes måde at få bearbejdet mange ting i forholdet til især hendes mor. Jeg nød bogen, og den satte tanker i gang om hvordan mon vores livshistorie vil blive opfattet af vores børn, når vi en gang dør, og de skal rydde op efter os?
Denne anmeldelse rammer meget præcis, når hun slutter sådan her:
”Hvem var vores forældre? De er i alt, der omgiver os, alt, vi rører ved, men kendte vi dem egentligt? Og vil vi komme til at kende dem bedre ved at gennemgå alt, de efterlod sig, som om vi var en slag arkæologer?”
Plum Johnson er blevet overbevist om, at det er bedst at overlade børnene at rydde op i forældrenes ting, det er den eneste måde, de rigtig kan lære dem at kende på. Det er tankevækkende, for i dag er der en tendens til, at man skal sørge for rydde op og ikke efterlade meget.
Jeg har nu stadig intention om at få ryddet op og ud i mine ting. Men jeg kan sagtens genkende, at processen med at rydde op efter mine forældre gav mange tilbageblik i tiden, mange minder dukkede op og fik fundet deres plads på den mentale familiehylde.
Ikke mere skriveri, der skal arbejdes så jeg er i mål, inden jeg sætter mig på flyet i morgen middag. God tirsdag til dig.
mandag, oktober 14, 2019
Der er så fuld af sjov, inde i en skov
Poul Kjøllers sang, som siden er blevet en del af reklamen for vores nærtliggende Fårup Sommerland genlød i mine ører på gårsdagens vandretur i stilhed. Jeg havde besluttet, at den skulle foregå i Blokhus Klitplantage. Der har jeg gået før og nyder området.
I går var det søndag, det var starten på efterårsferien og sommerlandet var fyldt med feriegæster, også inde i skoven. Masser af børnefamilier benyttede klitplantagens skønne naturlegeplads, masser af mountainbikere benyttede sig af de afmærkede mountainbikerruter, masser af løbere benyttede sig af fitnessruten eller de mange andre stier i plantagen, masser af vandrere benyttede sig af sundhedsstien eller de andre stier, masser af familier benyttede sig af de mange borde og bænke samt bålpladser/grillsteder ved de åbne opholdsarealer. Alt sammen kaldet Gateway Blokhus. Kort sagt, jeg var ikke alene, så stilhed var der ikke just omkring mig, da jeg startede.
Jeg gik dog i stilhed og efterhånden som jeg kom længere ind i plantagen, blev der færre mennesker. Der var et løb i plantagen, og vi havde åbenbart besluttet os for samme rute i starten, indtil de stak af fra mig.
Selv om jeg havde kort med, og selv om jeg syntes, jeg fulgte de afmærkede ruter, så lykkedes det mig på et tidspunkt at stå med undrende hjerne og se på kortet. Jeg synes selv, at jeg er ret god til at følge et kort, og jeg syntes, at jeg var opmærksom i går. Men det er sket flere gange i Blokhus Klitplantage, så enten er jeg dårlig der, eller også er deres kort ikke helt opdateret til rutens stier. Jeg kom dog derud, hvor kortets plan var, at man skulle gå i et sommerhusområde for at vende tilbage til plantagen. Da turen var godt 5 km og jeg gerne ville gå længere, besluttede jeg mig for at gå på afveje, jeg kom på mindre og mindre stier og på et tidspunkt tænkte jeg, hvor mon jeg egentlig er. Jeg var ikke helt sikker på, at der hvor jeg troede jeg var på kortet, var der hvor jeg var.
Klitplantagen er dog ikke større, end at jeg vidste at jeg på et tidspunkt ville ramme en af de større skovveje. Og ganske rigtig, jeg fandt en skovvej, også der hvor jeg troede jeg var, og så gik de trætte ben tilbage gennem plantagen og hen til bilen.
Hjemme nød landmanden, at kartoffelhøsten er i hus og han derfor ikke skulle arbejde om søndagen for at klargøre alt til mandagens arbejde. Han og hundene var langt nede på en mark, hvor han trænede dem. Jeg tog hjem, bryggede te, smækkede benene op og læste videre i min bog.
Senere ringede svoger og svigerinde og bød på aftenste, det sagde vi ikke nej til. En hyggelig aften med opdatering på familiefronten og med masser af latter og nærvær. Klokken var derfor over midnat, inden vi kom i seng. Nu er mandagen i gang, jeg kan høre, at landmændene er startet med at save et træ i stykker, som er væltet ud over vejen udenfor gården. Jeg må vist hellere op og kigge til træerne ved sommerhuset, når det bliver lyst. Så kan jeg passende tage dagens vandretur i stilhed der. God mandag til dig.
I går var det søndag, det var starten på efterårsferien og sommerlandet var fyldt med feriegæster, også inde i skoven. Masser af børnefamilier benyttede klitplantagens skønne naturlegeplads, masser af mountainbikere benyttede sig af de afmærkede mountainbikerruter, masser af løbere benyttede sig af fitnessruten eller de mange andre stier i plantagen, masser af vandrere benyttede sig af sundhedsstien eller de andre stier, masser af familier benyttede sig af de mange borde og bænke samt bålpladser/grillsteder ved de åbne opholdsarealer. Alt sammen kaldet Gateway Blokhus. Kort sagt, jeg var ikke alene, så stilhed var der ikke just omkring mig, da jeg startede.
Jeg gik dog i stilhed og efterhånden som jeg kom længere ind i plantagen, blev der færre mennesker. Der var et løb i plantagen, og vi havde åbenbart besluttet os for samme rute i starten, indtil de stak af fra mig.
Selv om jeg havde kort med, og selv om jeg syntes, jeg fulgte de afmærkede ruter, så lykkedes det mig på et tidspunkt at stå med undrende hjerne og se på kortet. Jeg synes selv, at jeg er ret god til at følge et kort, og jeg syntes, at jeg var opmærksom i går. Men det er sket flere gange i Blokhus Klitplantage, så enten er jeg dårlig der, eller også er deres kort ikke helt opdateret til rutens stier. Jeg kom dog derud, hvor kortets plan var, at man skulle gå i et sommerhusområde for at vende tilbage til plantagen. Da turen var godt 5 km og jeg gerne ville gå længere, besluttede jeg mig for at gå på afveje, jeg kom på mindre og mindre stier og på et tidspunkt tænkte jeg, hvor mon jeg egentlig er. Jeg var ikke helt sikker på, at der hvor jeg troede jeg var på kortet, var der hvor jeg var.
Klitplantagen er dog ikke større, end at jeg vidste at jeg på et tidspunkt ville ramme en af de større skovveje. Og ganske rigtig, jeg fandt en skovvej, også der hvor jeg troede jeg var, og så gik de trætte ben tilbage gennem plantagen og hen til bilen.
en lille bro måtte jeg passere |
Hjemme nød landmanden, at kartoffelhøsten er i hus og han derfor ikke skulle arbejde om søndagen for at klargøre alt til mandagens arbejde. Han og hundene var langt nede på en mark, hvor han trænede dem. Jeg tog hjem, bryggede te, smækkede benene op og læste videre i min bog.
Senere ringede svoger og svigerinde og bød på aftenste, det sagde vi ikke nej til. En hyggelig aften med opdatering på familiefronten og med masser af latter og nærvær. Klokken var derfor over midnat, inden vi kom i seng. Nu er mandagen i gang, jeg kan høre, at landmændene er startet med at save et træ i stykker, som er væltet ud over vejen udenfor gården. Jeg må vist hellere op og kigge til træerne ved sommerhuset, når det bliver lyst. Så kan jeg passende tage dagens vandretur i stilhed der. God mandag til dig.
søndag, oktober 13, 2019
Stilhed iblandet bladenes larm
Jeg har efterårsferie nu. Det har min mand ikke. Vores børn har heller ikke fri og deres weekender er fyldt op, så ingen tur til København lige nu. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at gøre noget, som gør mig glad. Og det noget formede sig mere og mere til en vandring. En vandring i stilhed, en vandring i små bidder, en vandring både mentalt og fysisk.
Første bid blev taget i går. Jeg pakkede rygsækken med te, mandler, chokolade og vand og drog til Tranum. Her gik jeg ruten Tranum-Fosdal sidste sommer sammen med mine to søstre. Det var de eneste tre timer, der regnede den sommer (overdrivelse fremmer forståelsen), så jeg havde længe haft lyst til at genopleve ruten. Det blev den skønneste tur. Vejret var perfekt, sol det meste af tiden, en kort overgang en lille byge, men ikke noget, der generede.
Det er en hård rute, der er mange op og nedture, der er trapper, der er smalle stier, som er våde og hvor man skal se sig for, men der er også skønne farver, smukke udsyn og en stilhed. Stilheden var der på trods af at jeg af og til mødte mennesker, men langt det meste af tiden gik jeg alene.
Jeg kunne høre vindens leg med træer og blade. Indimellem tog det til, så det lød som en storm, når alle blade var i aktivitet sammen med træernes vajen. Bladene dryssede indimellem langsomt fra træerne, og de fandtes i mange farvenuancer.
Der var ro til at tænke, ro til at lade tankerne gå på langfart. Og således vendte jeg hjem godt træt og nød resten af lørdagen med boglæsning og lidt seriekiggeri.
mandag, oktober 07, 2019
Det blanke sund, den kolde nat, det travle landmandsliv
Det føltes helt magisk og havde jeg kunnet male, ville jeg efterfølgende have stræbt efter at fange det lys i mine malerier. Turen hjem fra Nykøbing Mors torsdag allersidst på eftermiddagen gav den smukkeste køretur mellem Nykøbing Mors og Thisted. Den sene oktobersol sendte et varmt og gyldent skær som farvede alt det ramte. Pelsen på det rødbrune kvæg fik en gylden og dyb mørkrød farve. Græsset på marken gjorde sig til med mange forskellige nuancer af grønt. Sundet var blank og stille, ret usædvanligt, da de lokale siger der blæser det meste af tiden. Klinterne på både Mors og Thys siden lyste op.
Nedturen til Vilsundbroen gav mig lyst til at stoppe op for at fange oplevelsen med mit mobilkamera. Det vidste jeg godt, at jeg ikke kunne, så jeg fokuserede på at nyde det fuldt ud. Turen ind gennem Thisted, så jeg kunne køre ad Kystvejen, var lige så smuk, og ved havnen gjorde jeg holdt, så jeg kunne nyde aftensolen, det blanke sund og den dejlige oktoberluft med lovning på kølige vinterdage og minder om varme sommerdage.
Hjemme igen gjorde og gør jeg stadig status over vores pilotprojekt. Der er så meget at tænke over, så meget jeg skal have reflekteret over sammen med andre, men det gik godt. Hjemme er livet i fuld sving, så det var bare om at komme i gang med alt det andet. Weekendarbejdet bød på meget mørke morgener på vej til arbejde med frost og kulde. Arbejdsdagene har været travle, men gode.
I nat har der også været frost, så landmændene kan ikke starte tidligt med at tage kartofler op. Kammene på kartoffelmarkerne er alt for kolde, og kartoflerne vil tage skade, når de tages op, så solen og dagen skal først have varmet jorden op. Det betyder, at der i stedet for køres længe i aftenen, det er i hvert fald planen. Der er taget en kalvebov op, som skal forvandles til en gryderet, og sammen med kartofler og grøntsager skal det nok kunne mætte fem sultne landmænd hen på aftenen.
Landmanden kunne ikke holde fri i går som planlagt, han måtte knokle for at få alt kartoffelgrej flyttet til næste hus. Der meldes om regn i ugens forløb, så alle tørvejsdage i denne uge skal udnyttes til kartoffeloptagning. Vi kan dog snart se enden på kartoffeloptagningen, så jeg håber, at vejret vil arte sig i denne uge.
Landmandskonen må heller også arte sig og få brugt fridagen i dag på fornuftig vis. Når landbruget ikke holder fri, kan jeg heller ikke holde fri. Vi er en symbiose, men jeg er god til at tage gode pauser og ikke ville nå alt i dag. Og skulle du have gode tips til en god gryderet, så skal du bare slå dig løs i kommentarfeltet. Ha en god mandag.
Nedturen til Vilsundbroen gav mig lyst til at stoppe op for at fange oplevelsen med mit mobilkamera. Det vidste jeg godt, at jeg ikke kunne, så jeg fokuserede på at nyde det fuldt ud. Turen ind gennem Thisted, så jeg kunne køre ad Kystvejen, var lige så smuk, og ved havnen gjorde jeg holdt, så jeg kunne nyde aftensolen, det blanke sund og den dejlige oktoberluft med lovning på kølige vinterdage og minder om varme sommerdage.
Hjemme igen gjorde og gør jeg stadig status over vores pilotprojekt. Der er så meget at tænke over, så meget jeg skal have reflekteret over sammen med andre, men det gik godt. Hjemme er livet i fuld sving, så det var bare om at komme i gang med alt det andet. Weekendarbejdet bød på meget mørke morgener på vej til arbejde med frost og kulde. Arbejdsdagene har været travle, men gode.
søndagens morgenhimmel ved sygehuset |
Landmanden kunne ikke holde fri i går som planlagt, han måtte knokle for at få alt kartoffelgrej flyttet til næste hus. Der meldes om regn i ugens forløb, så alle tørvejsdage i denne uge skal udnyttes til kartoffeloptagning. Vi kan dog snart se enden på kartoffeloptagningen, så jeg håber, at vejret vil arte sig i denne uge.
Landmandskonen må heller også arte sig og få brugt fridagen i dag på fornuftig vis. Når landbruget ikke holder fri, kan jeg heller ikke holde fri. Vi er en symbiose, men jeg er god til at tage gode pauser og ikke ville nå alt i dag. Og skulle du have gode tips til en god gryderet, så skal du bare slå dig løs i kommentarfeltet. Ha en god mandag.
torsdag, oktober 03, 2019
De fejrer det med rundstykker og her går jeg rundt i sutsko
og gør mig klar.
I dag har vi premiere på, ja hvad skal vi kalde det? Det korrekte navn er vel opfølgning efter en blodprop eller blødning i hjernen, nogen kalder det hjerneskole, andre kalder det hjernerehabilitering. Faktum er, at det jeg har ønsket og arbejdet for i mange år, nu skal afprøves for første gang hos os. Og hos os er faktisk forkert, for det sker i den kommune, som patienten kommer fra. Det er et projekt, derfor er det heller ikke (endnu) et fast tilbud, som vi har udarbejdet sammen med den pågældende kommune. Det fejrer de med rundstykker inde på afdelingen. Jeg arbejder hjemme, indtil jeg skal af sted.
Fire gange to timer mødes patienter og pårørende, de får mange forskellige oplæg og de får mulighed for at tale sammen, at udveksle erfaringer sammen. Erfaringer om hvordan det er at komme hjem, nærmest uden følger efter et Stroke(blodprop/blødning i hjernen) og så alligevel finde ud, at hverdagen ikke er, som den plejer at være. De er blevet rystet, de skal finde tilbage til hverdagslivet, de skal finde ud af at tage medicin forebyggende resten af deres liv, de skal finde ud af, hvordan de selv ved hjælp af kost, motion, rygestop og andre ændringer af vaner kan forebygge, at en ny blodprop sker. Og det tager tid, og måske kan vi hjælpe dem til at mestre den situation, det er i hvert fald vores hypotese. Vores studie påviste, at der sker fejlfortolkninger af kroppens signal, at de mangler nogen at spørge, når de bliver i tvivl derhjemme, at de mangler viden om Stroke, og at de efterlyser at mødes med nogen som dem selv.
Min søvn har ikke været den bedste i denne uge, sådan er det bare. Jeg kan mærke, at jeg er nervøs. Jeg kan sagtens holde oplæg sammen med alle de andre, vi har fået til at komme. Jeg kan sagtens være tovholder. Det er ikke viden og erfaring, jeg mangler. Men det er nye stier, jeg går på, og jeg glæder mig til at høre den evaluering, som patienter og pårørende skal deltage i bagefter. Har vi ramt rigtig indholdsmæssigt og formmæssigt? Vi får se. Den eneste måde, at vi kan blive klogere på, er at turde gøre det og så lytte og blive klogere undervejs. Det er et projekt, og vi får chancen en gang mere først i det nye år, hvor erfaringen fra dette forløb skal bruges til at gøre det endnu bedre næste gang.
Nu må jeg vist hellere komme ud af sutskoene, få et bad, smøre madpakken, for jeg skal på en lang køretur. Jeg glæder mig og samtidig får jeg den velkendte følelse af, hvorfor jeg dog altid skal forsøge at træde nye stier. Det er nemmere at gå ad de gamle veje. Det er så også lidt kedeligt. Og for min hjerne er det god motion. Må din hjerne blive motioneret i dag og få lov til at gå ad nye stier. God torsdag til dig.
Mobilbilleder, øjebliksbilleder på hvor jeg var lige på det tidspunkt, men som vel også kan illustrere det at gå nye veje, at der er meget at glæde sig over, men at man kan fare vild undervejs, føle sig i mørket og glad for at finde en vejviser.
I dag har vi premiere på, ja hvad skal vi kalde det? Det korrekte navn er vel opfølgning efter en blodprop eller blødning i hjernen, nogen kalder det hjerneskole, andre kalder det hjernerehabilitering. Faktum er, at det jeg har ønsket og arbejdet for i mange år, nu skal afprøves for første gang hos os. Og hos os er faktisk forkert, for det sker i den kommune, som patienten kommer fra. Det er et projekt, derfor er det heller ikke (endnu) et fast tilbud, som vi har udarbejdet sammen med den pågældende kommune. Det fejrer de med rundstykker inde på afdelingen. Jeg arbejder hjemme, indtil jeg skal af sted.
Fire gange to timer mødes patienter og pårørende, de får mange forskellige oplæg og de får mulighed for at tale sammen, at udveksle erfaringer sammen. Erfaringer om hvordan det er at komme hjem, nærmest uden følger efter et Stroke(blodprop/blødning i hjernen) og så alligevel finde ud, at hverdagen ikke er, som den plejer at være. De er blevet rystet, de skal finde tilbage til hverdagslivet, de skal finde ud af at tage medicin forebyggende resten af deres liv, de skal finde ud af, hvordan de selv ved hjælp af kost, motion, rygestop og andre ændringer af vaner kan forebygge, at en ny blodprop sker. Og det tager tid, og måske kan vi hjælpe dem til at mestre den situation, det er i hvert fald vores hypotese. Vores studie påviste, at der sker fejlfortolkninger af kroppens signal, at de mangler nogen at spørge, når de bliver i tvivl derhjemme, at de mangler viden om Stroke, og at de efterlyser at mødes med nogen som dem selv.
Min søvn har ikke været den bedste i denne uge, sådan er det bare. Jeg kan mærke, at jeg er nervøs. Jeg kan sagtens holde oplæg sammen med alle de andre, vi har fået til at komme. Jeg kan sagtens være tovholder. Det er ikke viden og erfaring, jeg mangler. Men det er nye stier, jeg går på, og jeg glæder mig til at høre den evaluering, som patienter og pårørende skal deltage i bagefter. Har vi ramt rigtig indholdsmæssigt og formmæssigt? Vi får se. Den eneste måde, at vi kan blive klogere på, er at turde gøre det og så lytte og blive klogere undervejs. Det er et projekt, og vi får chancen en gang mere først i det nye år, hvor erfaringen fra dette forløb skal bruges til at gøre det endnu bedre næste gang.
Nu må jeg vist hellere komme ud af sutskoene, få et bad, smøre madpakken, for jeg skal på en lang køretur. Jeg glæder mig og samtidig får jeg den velkendte følelse af, hvorfor jeg dog altid skal forsøge at træde nye stier. Det er nemmere at gå ad de gamle veje. Det er så også lidt kedeligt. Og for min hjerne er det god motion. Må din hjerne blive motioneret i dag og få lov til at gå ad nye stier. God torsdag til dig.
Mobilbilleder, øjebliksbilleder på hvor jeg var lige på det tidspunkt, men som vel også kan illustrere det at gå nye veje, at der er meget at glæde sig over, men at man kan fare vild undervejs, føle sig i mørket og glad for at finde en vejviser.
Abonner på:
Opslag (Atom)