Min yngste søster er flyttet ind i en ny lejlighed, flere af søskende har hjulpet med forskelligt, vi har haft for travlt til at kunne hjælpe. Nu er hun ramt af svære rygproblemer, har en deadline på arbejde og det sidste malearbejde ligger stille. Så nu tager jeg til København i et par dage og forsøger at drage omsorg og være praktisk håndlanger på hjemmefronten, mens hun passer arbejdsfronten. Jeg glæder mig, glæder mig til at være sammen med hende i flere dage, glæder mig til latteren og snakken, og jeg skal helt sikkert nok få indlagt gåture til mig selv undervejs. Jeg elsker at gå i storbyens gader, jeg elsker at se på de mange forskellige mennesker, som bebor storbyen. Måske er jeg så heldig, at vores børn kan afse en time til at mødes på en cafe. Ellers får jeg dem at se senere i november.
I går ville jeg gå en lille tur, for mine fødder kan godt mærke de lange gåture fra weekenden. Det glemte jeg bare at programmere min krop til at huske, så da jeg havde tjekket, at alt var godt ved sommerhuset, så gik jeg efter næsen. Og næsen tog mig ud på en lang gåtur ad det skønne stisystem og ned til havet og hjem igen. I alt godt 8 km.
Jeg nåede også at få våde sokker, for al regnen har fyldt de små vandløb, som løber ud i havet, så de breder sig ud over stranden. Jeg troede, jeg kunne springe fra den ene kant til den anden, det kunne jeg ikke.
Nu hvor jeg ikke har de næste dage herhjemme, skal der bestilles noget, så gåturen i dag bliver mest mellem husene og forhåbentlig en tur hen ad vejen. Jeg skal også have handlet ind til landmanden og hentet næste bog til litteraturkredsen. Jeg havde en lille paperback bog liggende, som jeg har fået sammen med et blad. Den har jeg hygget mig med i de sidste dage. De efterlod os alt af Plum Johnsen er en letlæst bog om det at stå med et helt hus fyldt med hele ens forældres livshistorie i alle rum, kælder og loft. Plum Johnsen flytter ind i huset og bor der i et år, mens hun får gennemgået alt, nogle gange sammen med sine brødre. Det år bliver hendes måde at få bearbejdet mange ting i forholdet til især hendes mor. Jeg nød bogen, og den satte tanker i gang om hvordan mon vores livshistorie vil blive opfattet af vores børn, når vi en gang dør, og de skal rydde op efter os?
Denne anmeldelse rammer meget præcis, når hun slutter sådan her:
”Hvem var vores forældre? De er i alt, der omgiver os, alt, vi rører ved, men kendte vi dem egentligt? Og vil vi komme til at kende dem bedre ved at gennemgå alt, de efterlod sig, som om vi var en slag arkæologer?”
Plum Johnson er blevet overbevist om, at det er bedst at overlade børnene at rydde op i forældrenes ting, det er den eneste måde, de rigtig kan lære dem at kende på. Det er tankevækkende, for i dag er der en tendens til, at man skal sørge for rydde op og ikke efterlade meget.
Jeg har nu stadig intention om at få ryddet op og ud i mine ting. Men jeg kan sagtens genkende, at processen med at rydde op efter mine forældre gav mange tilbageblik i tiden, mange minder dukkede op og fik fundet deres plads på den mentale familiehylde.
Ikke mere skriveri, der skal arbejdes så jeg er i mål, inden jeg sætter mig på flyet i morgen middag. God tirsdag til dig.
Jeg synes det er okay at skulle rydde op og ud efter sine forældre, men det kan nu også blive for meget ... der var VIRkelig meget l... på gården, der bare var blevet gemt, fordi de havde så meget plads som de havde, og som for det mestes vedkommende bare blev kasseret.
SvarSletGod tur til hovedstaden - det var da heldigt, at du lige havde nogle dages ferie :-)
Ellen, der var også meget, da vi ryddede op, men det var ikke på en gård. Vi har endnu mere, men jeg staser på at vi flytter og dermed får ryddet op i det hele.
SletDet var et interessant perspektiv på det at rydde op efter sine forældre og derved komme til at kende dem bedre. Jeg kan også tænke, at der er breve og dagbogsnotater, jeg vil have ryddet væk. Jeg har faktisk gjort det i nogen grad, men der er stadig meget tilbage. Vil mine børn bedre forstå nogle valg? Jeg tror, tiden legitimerer nogle valg. 60erne og 70erne legitimerede nogle måder at leve og være sammen med børn på. Som mine børn her i 2019 ikke forstår. I de her år er det legitimt, at et barn bor hos sin far den ene uge og hos sin mor den næste osv. fremover, men vi ved ikke, om det er et svigt overfor børn? Og sådan er der så mange ting, vi ikke kender rækkevidden af. Nå, det kom jeg lige til at tænke på, da jeg læste dit indlæg :-)
SvarSletDejlige gåture du har været på og taget os med til gennem dine fine billeder. God tur til København.
Betty, jeg synes det er spændende tanker om det at forstå de valg, der blev truffet i en anden tidsepoke. Vi har boet samme sted i snart 37 år, man får godt nok skabret meget sammen :-)
SletTak og jeg nyder at genopleve turene gennem bloggen.
De efterlod os alt er, som du skriver, meget tankevækkende og en rigtig rørende og fin historie med en befriende humor.
SvarSletRandi, og jeg læste en anden anmeldelse hvor der fokuseres på det, at hun er så ærlig om sine egne følelser undervejs. Det tænkte jeg også over, det er som om bogen er skrevet undervejs, det gør den blot mere rørende.
SletBog skrevet på liste - tjek. Den lyder til at kunne vække nogle tanker.
SvarSletJeg vil gerne have ryddet det meste ud, inden jeg skal væk. Det er da selvfølglig på sin vis rigtigt, at børnene vil kunne lære et og andet af forældrenes efterladenskaber. Hos os er der dog ikke så mange skriftlige efterladenskaber, det er mere ting, synes jeg.
Jeg tror, bogen må være velegnet til en diskussion i læseklubben.
Conny, det kunne være rigtig spændende at diskutere bogen i en læseklub. De skriftlige vidnesbyrd vil der ikke være så mange af. Og mails, facebook, blog, instagram vil være for overvældende.
SletJeg håber, at du og din søster har hygget jer sammen, og at du har fået set lidt af København.
SvarSletSikke en smuk tur du gik, hvor du tog billeder. Og tak for anbefalingen af bogen, som lyder som noget for mig.
Selv tak, Madame, det blev ikke så meget, at jeg fik gået i byen, jeg fik dog gået meget op og ned fra femte med affald fra tømrer og malearbejde osv :-)
Slet