tirsdag, april 28, 2015

Glasgow fik vi kun set en bid af

Livet går stærkt lige nu, og min typiske reaktion er at jeg sætter tempoet ned der, hvor jeg ikke skulle gøre det, og fokuserer på ting, som jeg skulle lade ligge. Så nu har jeg forsøgt at lave en struktur, som forhåbentlig gør, at jeg kan være tilfreds med mig selv, når sommerferien banker på døren om nogle måneder. I aften vil jeg tillade mig at kigge tilbage på konferencen i Glasgow, ikke så meget det faglige, mere med udgangspunkt i de få billeder, jeg nåede at tage af Glasgow, når vi ikke sad inde i konferencecenteret. Jeg har hundredvis af billeder fra de mange oplægs PowerPoint. Mine to unge kolleger har instrueret mig i at få mig en dropbox, det har jeg fået, men jeg kan ikke finde ud af at få billederne derover. Jeg satser på verbal guidning i morgen, selv om jeg godt kunne bruge at se det blive gjort, sådan lærer jeg nu engang bedst. Derefter kan mine kolleger også bruge billederne. Vi boede på et Ibis hotel tæt på konferenceområdet, så vi startede dagen med en skøn morgentur. Der var koldt om morgenen, men solen skinnede. Den runde bue er broen over floden Clyde, bagved skimter man bæltedyret, som var en del af konferencecenteret og hvor vi var til mange oplæg.

P1020131

Mine to kolleger syntes, byen så slidt ud, det gjorde den vel også, men jeg syntes alligevel, der var mange smukke gamle bygninger og også mange nye spændende bygninger.

P1020132

Broen over Clyde, som kun var en af mange broer, var selvfølgelig også afbildet på det officielle logo fra konferencen. Første dag handlede meget om de store studier og det helt store samtaleemne eller emner var, at det nu er påvist, at mekanisk fjernelse af blodproppen i hjernen, efter der er givet blodfortyndende behandling, har en god effekt. Vi har den behandling her i Danmark, men indtil nu har den kun været givet der, hvor trombolysen ikke har virket, og tidligere studier har ikke vist særlig god effekt af behandlingen. Det andet emne var at for første gang er det lykkedes en terapeut at udføre et stort studie om rehabilitering efter de mest strenge videnskabelige regler med blindet forsøg og med tilfældig udvælgelse til kontrolgruppe eller forsøgsgruppe. Blindet forsøg kender man fra forskning i lægemidler, hvor man ikke ved, om man får et aktivt middel eller placebo. I det her forsøg gik det på, at de, der vurderede patienterne, ikke vidste, hvilken gruppe patienten tilhørte. Emnet var tidlig mobilisering og aktivitet, og det er slet ikke færdig beskrevet, så vi venter spændt på, hvad den nærmere analyse af fundene viser.

P1020133

mandag, april 27, 2015

Sanserne er vakt

20150426_211238

Rundt omkring i blogland ser man det, det ene billede efter det andet af forårets skønhed vises frem. Vi nyder hver en knop, der springer ud, vi drikker grådigt af sollyset, vi trækker vejret dybere, når fuglesangen lyder fra himlen og aftenen bliver lysere.  Vi smiler til folk, vi ikke kender, vores gang bliver lettere og hjertet hopper af fryd. Vi nyder og nyder og skønner på foråret, der tager over efter vinter. Senere hen bliver det hverdag, og vi glemmer det mirakel, det er, hver dag at kunne sanse og fornemme verdenen omkring os. Endnu er det koldt udenfor om morgenen, vi har stadig rimfrost på græsset, så agaverne bliver sat ud for at nyde dagslyset og kommer så ind i bag bygningernes beskyttende mure om natten. Fuglene nyder også, at landmanden stadig fodrer dem, der er livlig aktivitet i fugletræet og på foderbrættet.

P1020937

P1020940

God mandag til dig – husk at trække vejret dybt ned i maven og smil til verdenen.

P1020942P1020946

søndag, april 26, 2015

At kende sin besøgstid

Se nu er du jo nok mere vidende end jeg er, så du gnægger lidt i skægget over min manglende sprogviden. Øh nej, du gnægger måske eller også så griner du i skægget, begge vendinger er nemlig udtryk for en skadefro latter. Nå men indtil for et øjeblik siden troede jeg faktisk, at det hed at kende sin besøgstid, og det passede perfekt til det, jeg havde på hjertet. Men det gør det slet ikke, det hedder nemlig at kende sin besøgelsestid og det er noget helt andet.

Besøgelse er et gammelt ord for Guds komme for at hjælpe eller prøve menneskene; og at kende sin besøgelsestid bliver da at være klar til at benytte en gunstig lejlighed, at forstå at handle, inden det er for sent. Hentet herfra

Nu får overskriften lov til at stå, for besøgstid er det, indlægget handler om. Mit sygehus er hoppet med på bølgen, der skal nu være fri besøgstid, alle jubler, blot ikke personalet! Og så var det jeg opdagede, at Godmorgen på P1 havde et indlæg om det emne med formanden for regionernes sundhedsudvalg, som også er min regionrådsformand. Jeg prøvede noget nyt, jeg havde P1 kørende som baggrundstale, da jeg lavede regnskab og langt henne i programmet kom emnet så. Langt hen ad vejen er vi enige. Ulla Astman talte om, at det gav større tryghed, at der var en ekstra person  til at lytte og stille spørgsmål og det sikrede en bedre inddragelse. Enig

Journalisten konkluderede korrekt, at for hende handlede de emner mere om, at pårørende var med til stuegang og når der i øvrigt blev givet informationer. Og ville det her ikke bare give flere forstyrrelser? UA mente, at det krævede forståelse fra pårørende, så de ikke kom på alle mulige tidspunkter, men at de skulle inviteres med og få mulighed for at være længere tid på sygehuset. Problemet er bare, at der er pårørende, som ikke forstår dette. Når de er kommet langvejs fra, så er jeg en sur gammel mokke, der ikke vil lade dem blive inde på stuen, hvis jeg mener patienten har brug for hvile. Der er det godt at kunne henholde til besøgstiderne. Og for nogle af mine mindre erfarne kolleger kan det være svært at argumentere fagligt, når man står over for et menneske i krise. Vi skal kunne rumme dette dilemma, men nogen gange er det godt at have besøgstiderne i ryggen.

Journalisten nævnte også, at region Nordjylland havde de korteste besøgstider, og her er jeg fuldstændig enig med UA, for tallene viser ikke, at pårørende ofte inviteres med til stuegang, og at der udvises stor fleksibilitet for at pårørende kan være hos patienten, når der er behov for dette. Hos os har vi besøgstid om eftermiddagen og om aftenen, men langt de fleste pårørende kommer også om formiddagen, fordi det netop er et hyperakut afsnit, hvor både patient og pårørende har brug for at være sammen om beskeder. Problemet er bare at hverken patient eller pårørende ikke altid observerer det, vi gør. At den hårdt ramte patient prøver at stramme sig an til ære for sin familie, patienten kan have svært ved at finde hvile, når ægtefælle eller børn sidder ved siden af hele tiden. Så vi er meget åbne omkring, at der skal hvile og ro til på vores afsnit og at det ikke er nok bare at sidde stille ved siden af. Pårørende skal forlade stuen indimellem og i tidsrummet mellem 12 – 14.30 er adgang for pårørende forbudt på stuerne og nede i vores opholdsrum. Vi har en anden opholdsstue uden for afsnittet, her må de gerne være.

Men selv blandt personale er der også forskelligheder og tolkninger, måske pga vores forskellige erfaringer som patient eller pårørende. Jeg har som pårørende oplevet behovet for at kunne være sammen som familie for at støtte forældreparret til et sygt barn. Jeg tror så også, at vi har en radar for hvordan vi skal opføre os, så vi trak af os selv uden for afdelingen, da vi blev flere og flere. Vi skiftedes derefter til at være på patientstuen, når forældrene ønskede det og personalet tillod det.

20150421_092942

Og forleden dag var jeg til møde hele dagen inde på det andet sygehus, hvor børneafdelingen holder til. Nede i kælderen så jeg disse to skønne personer. Allerede inden der var børn til stede var de fuldstændig inde i hver deres rolle. Den ene trøstede den anden, mens de gik ned ad gangen og de stillede smilende op til fotografering, da de opdagede mig. Jeg er helt sikker på, at de kender deres besøgstid eller deres besøgelsestid, for de skal være opmærksom på hver en mimik, hvert et ord fra børnene, som giver en mulighed for at gøre en forskel for det barn.

20150421_092953

lørdag, april 25, 2015

Lørdagsarbejde og små mirakler

Egentlig skulle jeg have arbejdet på sygehuset, men en kollega havde brug for fri i næste weekend, så nu tager jeg to halve arbejdsweekender i stedet for. Herhjemme er der heftig aktivitet, landmanden kører nærmest i døgndrift, fordi han kun har en medarbejder lige nu. Gyllen er spredt, nu gælder det såning af korn. Vi får ikke snakket meget sammen og slet ikke når jeg først er i Glasgow, kommer senere hjem end beregnet, har arbejdsdage og dernæst tager en hel dag til Odense til temadag. Desto mere nyder jeg fridagene, hvor jeg får vasket tøj og nu er i gang med regnskabet.

20150425_074857

Der smøres madpakker, som skal bringes ud i marken. I dag skulle jeg hente landmanden på en mark et stykke vej fra gården. Havde jeg været af sted, måtte han gå hjem, nu benyttede han sig af muligheden for den nemme vej hjem. Først køres vognen med korn ned i marken og bagefter kører han ned med såmaskinen. På den måde er han fri for at skulle hjem hele tiden for at fylde såmaskinen. Da jeg kørte ned langs søen, oplevede jeg det som alle gør lige nu, nemlig at moreltræerne blomstrer hvidt og gerne. Og et lille mirakel er sket bag gården, for et af træerne har besluttet sig for at ændre stil, så nu har vi et lyserødt blomstrende træ, og det har vi aldrig haft før.

20150425_14275220150425_14280720150425_142814

Landmanden har kundgjort at han først kommer hjem, når den store mark er tilsået, så det bliver sent aftensmad. Det gør ikke noget, jeg har købt mig til den nemme løsning i Føtex, da jeg var oppe og træne LOOP. Klargjort mørbrad på svampebund, hvor der hældes fløde over, ind i ovnen og så er den aftensmad klaret. Kartofler har vi stadig til eget forbrug, så det bliver tilbehøret sammen med en skål grøn salat. Nu vil jeg skynde mig at få regnskabet færdig, og så frister sofaen med tæppe, film og te. Jeg skal jo arbejde i morgen, hvor landmanden forhåbentlig kan slappe af. God lørdag til dig.

fredag, april 24, 2015

Hvem mon banker mit hjerte?

Første gang jeg så teksten, lignede jeg et stort spørgsmålstegn. Nu har jeg læst, at det er Iben Krogsdahls søn, der stillede det spørgsmål til sin mor, og er man salmedigter, ja så skriver man så en godnatsalme til børn. Sangen er en af de mange sange, vi skal synge til vores to koncerter i foråret. Og som vores korleder sagde, så skal man ikke lægge tryk på BANKER, det giver en helt anden association end den, drengen tænkte, da han spurgte. Jeg holder meget af sangen, melodien er perfekt til godnatsang og teksten holder sig smukt i barnets univers med behovet for at far stadig er her og tankerne om andre børn i verdenen. Lidt lige som Solen er så rød mor.

Far, hvem mon banker mit hjerte?

Er det Gud, kan hun ikke la vær?

Hun har mange usynlige hænder

for tænk på, hvor mange vi er

 

Far, når jeg sover, så tror jeg

nok at Gud trækker vejret for mig.

Og far vil du ikke godt love

at Gud også gør det for dig

 

Nogen får ingen godnatsang

og nogen har slet intet hjem.

Skal vi ikke be Gud om at synge

en lille godnatsang for dem?

Iben Krogsdal, 2009
Mel. Thomas Reil 2009

( du kan høre melodien her )

Mon du synger sange for dit barn/barnebarn, når det skal sove? Hos os blev ritualet udvidet og udvidet, vi endte vist til sidst med tre forskellige fortællinger, sang og bøn. Alle skulle jo tilgodeses i valg af bøger. Nogle gange skrev vores børn bøgerne selv, det var altid drabelige historier og tegninger, når sønnen var forfatter, og datterens bøger var mere præget af ønsket om at være sammen med veninder. Jeg kan godt savne den godnatstund, som sørgede for at både børn og mor kom ned i tempo og dermed sluttede dagen på en skøn måde. God fredag til dig.

P1010855

mandag, april 20, 2015

Hovederne er trætte, vi er stadig mætte og nu går det hjemad

Den overskrift nåede jeg at skrive i lufthavnen i Glasgow, mens vi ventede på at måtte komme af med bagagen. Efter securitytjek og en lille bittesmule shopping var min halve time med fri Wifi over, sjovt at lufthavnen vælger at begrænse Wifi, når man inde i Glasgows bymidte havde fri wifi på gaden. Vi var kommet til lufthavnen i god tid, så snakken om konferencen og dets faglige indhold gik livligt, da vi pludselig opdagede, at vi var tæt på afgang. Afsted til til gaten, snakke med de andre danske konferencedeltagere, som også skulle til Amsterdam. Så kom beskeden, et punkteret hjul på flyet udsatte afgangen halvanden time. Vores fly videre fra Amsterdam gik nøjagtig halvanden time efter vi skulle være landet i Amsterdam. Nåede vi det mon?
Det var også samtaleemnet på flyet, da vi endelig kom af sted. I følge stewarden på flyet ville vi nå det, for vores endedestination blev ikke nævnt, når de informerede om hvem der skulle gå til informationsskranken ved landing. Vi landede lidt over den planlagte afgangstid for flyet til Aalborg, men de havde jo sagt, at vi kunne nå det, så vi løb og løb og løb og gik og gik, skulle gennem securitytjek midtvejs, og så så løb vi og løb og gik og gik. Endelig var vi ved gaten, og her fik vi at vide at flyet var lettet til planlagt tid! Så måtte vi tilbage igen og finde en informationsskanke, først skulle vi snakke med en medarbejder, som gav os en en nødpakke til overnatning og seddel, som vi skulle give til den næste medarbejder, som tjekkede den og sendte os videre til den tredje medarbejder, som arrangerede hotelophold. Kl 22.40 tjekkede vi ind på hotellet, fik dejlig aftensmad og fandt herefter et superskønt værelse med god seng. Nu er det morgen med dejlig solskin, den skønne morgenbuffet er nydt. Diverse aftaler for formiddagen i dag er aflyst via mobil, og jeg glæder mig til vi lander på dansk jord ved middagstid. God mandag til dig.

torsdag, april 16, 2015

Fødderne er trætte og vi er mætte

De to af os undrede os over, at flyveturen fra Amsterdam til Glasgow var hurtigere end fra Aalborg til Amsterdam. Vi havde endda et kort fremme for at se på afstande, og da vi så sagde det til tredje kollega, kigge hun bare på os og sagde med et skævt smil, der er en tidsforskel på en time. Ups. Så nu sidder jeg og føler mig vældig træt, selv om klokken egentlig ikke er så mange her.
Vi har allerede fået et indtryk af Glasgow, jeg havde læst i min rejsebog, at Glasgow i dag var en kulturby med masser at byde på inden for arkitektur og kunst, og det synes jeg turen fra budgethotellet til konferencecenteret viste. Forskellige broer krydser floden Clyde, der er både gangbroer, bilbroer og fællesbroer. Turen gik langs floden i strålende solskin, vi måtte af med frakker og halstørklæder, og på de små græsplæner lå der unge mennesker og læste eller bare nød solen. Konferencecenteret ligger ved siden af Clyde Auditorium, også kaldet bæltedyret - The Armadillo og Hydro, en stor koncertsal og sportsarena. I dag stod der mange unge mennesker og børn uden for Hydro sammen med forældre, Olly Murs gav koncert i aften.
Hydro

Bæltedyret
Bagefter gik vi ind mod bymidten for at finde et sted at spise. Jeg havde læst at der var mange indiske restauranter i byen og det var der. Vi tror, vi valgte det bedste, det var i hvert fald godt besøgt, også af skotterne selv. Og maden smagte rigtig godt, så nu har jeg prøvet at spise på en indisk restaurant.



En torsdag med luft under vingerne

Torsdagen er startet godt med solskin, rengøringsfirmaet er lige kommet, så jeg har trukket mig ind på kontoret for at fundere over, hvad jeg mon har glemt. Kufferten er pakket, billeter og registreringsbevis er skrevet ud, passet er fundet, kamera, computer og diverse opladere er i kufferten, regninger er sat til betaling. Der står lasagne, flødebagte kartofler og hakkebøf i køleskabet, der er bagt kage og købt brød, småkager og andre lækkerier, så mon ikke landmanden overlever de næste fire dage?

Det er torsdag, det er 75 år siden Danmark på det her tidspunkt havde været besat i 7 dage. Og derfor må det også have været en solstrålehistorie, at kronprinseparret fik deres første datter. Det er nu synd for den nu voksne kvinde, at al festivitasen skal foregå uden den mand,som hun har dannet par med i mange år.  Men sygdom bestemmer vi ikke over, og jeg krydser fingre for, at den influenza som har taget godt fat i Danmark snart forsvinder.
Dagens nyheder har to emner af interesse for mig som sygeplejerske, de hårdest syge patienter skal til at have en behandlingsansvarlig læge tilknyttet gennem hele deres forløb, det er jeg spændt på at se, hvordan det skal fungere. Og om det kun er kræftpatienter, det drejer sig om. Derudover har man talt op, hvor mange retningslinjer der foreligger, som vi skal forholde os til eller skal have kendskab til i vores hverdag. Jeg kan ikke ud af notitsen se om man taler om deciderede retningslinjer, dem der overordnet siger, at sådan skal det være, eller om der er tale om instrukser, som konkret fortæller om hvordan man gør eksempelvis, når man skal udføre en dysfagiscreening, eller skal ringe til en efterladt, eller man skal tilbyde børnesamtale eller man skal anlægge en ernæringssonde og opstarte sondeernæring eller ... Den sidste slags efterspørger mine kolleger faktisk flere af, og egentlig tror jeg mere, at jeg skal tænke i andre baner for at give dem et overblik over, hvad der forventes af dem i løbet af den tid, en patient er indlagt.

Nå slut med de tanker, jeg kan nu se frem til fire dage sammen med en kollega og en fysioterapeutkollega, hvor vi får rigelig tid til at snakke om alt det, der rører sig på vores afsnit. Om jeg får tid til at blogge, ved jeg ikke, men ellers må du have en god weekend.

onsdag, april 15, 2015

En tidlig onsdag

I en af Kender du typenprogrammerne udbryder Anne Glad, hold da op, han er sej. Det var til udsagnet om, at typen stod op kl. seks om morgenen! Det er vi nok mange, der trækker lidt på smilebåndet af og mumler lidt i skægget, sådan en københavner, selv om vi godt ved at det var set i lyset af, at det netop var en københavner og en kendt person og formentlig ikke en arbejder som os andre. Her i huset står uret til at ringe klokken fem, når der står dagvagt på programmet. Landmanden kan sove endnu længere, selv om han har samme mødetid som mig: klokken syv. Hans arbejdsplads er jo lige udenfor døren, og han behøver ikke sætte hår om morgenen, det skal alligevel vaskes efter en lang dag i kartoflerne. Mange af mine kolleger har timet og tilrettelagt morgenstunden, så de kun skal stå op, vand i ansigtet og sætte hår og så af sted. Ingen morgenmad, det får de først ved nitiden på arbejdet. Sådan kan jeg slet ikke starte min dag, jeg skal have ro og fred til at få dagen i gang. I dag mente min hjerne dog, at vi lige så godt kunne vågne klokken tre i nat, men så hyggede jeg mig med at finde kort over Glasgow og se hvordan bymidte, kongrescenter og hotel ligger i forhold til hinanden. Denne gang får vi ikke rigtig tid før konferencestart til at udforske byen. Vi lander klokken 16 torsdag, og inden vi er fremme ved hotellet er alt formentlig lukket ned. Og resten af dagene går det løs allerede 8.30 med oplæg, og det fortsætter frem til 18.00! Men også her skal uret stilles, så jeg får tid om morgenen. Håber du har fået en god morgenstart. God onsdag til dig.

P1020113

tirsdag, april 14, 2015

Søvnig tirsdag med plads til tanker

Hvor mandagen bød på solskin med blæst, så byder tirsdagen på regn og overskyet himmel, og jeg går nærmest i dvale. Tankerne kredser om morgendagens fokusområde med en af mine kolleger. De fleste patienter hos os overlever, men der er også mennesker, som bliver så hårdt ramt af deres blodprop(per) eller blødning(er) i hjernen, at der ikke kan tilbydes behandling for disse. Nogle familier er meget afklarede, de ved, at deres kære ikke ønsker livsforlængende behandling, andre ønsker, at vi prøver alt det, vi kan sætte ind med forebyggende og rehabiliterende tiltag. Det er en svær situation for alle, og vi må være de professionelle, som kan give råd og som kan tage en faglig beslutning. Når en beslutning så er taget, og det er lindrende pleje/behandling, der skal til, så kommer næste problemstilling. For vi er jo et hyperakut afsnit, vi ønsker ikke at flytte mennesker, som måske kun har kort tid tilbage. Problemet er, at vi ikke ved det, jeg har oplevet mennesker, som holdt ved livet i uger. Og hver dag kommer der nye patienter med blodpropper/blødninger i hjernen, som vi også skal sikre en god behandling og pleje. Så indimellem bliver vi nødt til at flytte mennesker til et andet afsnit. Der er ikke en løsning på det, jeg ville egentlig ønske, at alle kunne komme på hospice, men det ville koste samfundet dyrt. Og man kan vel argumentere mod hospice til alle med, at døden ikke er en sygdom, det er et livsvilkår, som vi skal kunne håndtere på en værdig måde, om det døende menneske er indlagt på sygehus, hospice eller er hjemme hos sig selv.

P1020123

I morgen skal min kollega, som er erfaren med palliativ pleje/behandling (palliativ = lindrende) og jeg drøfte, hvordan vi på vores afsnit får gjort vores viden om palliativ pleje bedre. Vi får tilbagemeldinger om, at pårørende oplever en fantastisk ro omkring deres kære på stuen, selv om de kan se, at der er meget travlt på afdelingen, og at de føler sig velkommen og får svar på de spørgsmål, der måtte være. Det er vi selvfølgelig glade for, og vi gør rigtig meget for, at det skal være sådan. Vi forsøger at give enestue, vi forsøger at de pårørende, der vil, kan sove der, vi sørger for kaffe og drikkevarer, vi indlægger sommetider en pårørende, så de kan spise med på afdelingen. Vi forsøger at være nærværende i samtaler på stuen, vi forsøger at hjælpe, når det bliver svært at være på stuen sammen med den døende.

P1020124

Vi vil gerne blive bedre, og det er så det, vi vil sætte fokus på i morgen, det skulle gerne ende med et fyraftensmøde for alle tværfaglige kolleger med eksperter fra det palliative team på sygehuset. Og i nutidens sygehusverden skal det også ende med en instruks, så der er klare retningslinjer omkring det, vi kan give klare retningslinjer for. Vi mennesker reagerer vidt forskelligt på kriser og død, der skal man som sygeplejerske have en viden om sorgreaktioner og om samtaler. Mit bedste råd er, vis du tør være i rummet, du behøver ikke at sige noget, du kan ikke fjerne sorgen, så vær der og del afmagten og sorgen. Det er min private og professionelle erfaring, at det er lige nøjagtig det, pårørende efterfølgende har sat pris på.

P1020125

God tirsdag til dig.

mandag, april 13, 2015

En ganske almindelig mandag

Arbejdsdagen gik som den vanligvis gør med ændringer i planerne fra morgenstunden af. LEANeksperter og effektivitetskonsulenterne må længere ud på landet (og tro mig, mange synes jeg bor langt ude) med deres metoder og forslag, vi knokler det bedste, vi har lært, og det gælder alle tværfaglige partnere. Dagen herhjemme går også som den gør her i foråret. Markerne er pløjet, der er harvet og nu skal markerne gødes, gyllevognen er kørt frem og gødning er bestilt. Vi har stadig lækre kartofler, som er lige så faste og smagfulde som nye kartofler, og helt klart bedre end de udenlandske af slagsen. Istvan har ikke lavet unoder eller dyttet af fremmede hunde, han nyder foråret, hvor de ikke hele tiden skal være inde og sortere kartofler.

P1020110

Jeg nyder at se de små tegn på, at foråret folder sig ud, i dag var der pludselig grønne blade på buske, der stod godt i forhold til læ og varme. Morgendagens fridag skal bruges på at få bagt og kokkereret til en arbejdsom landmand, så han overlever, mens jeg er væk på konference. I går kom jeg i tanke om at tjekke mit pas, pyha det var heldigvis først næste år, at det skal fornys. Og i dag huskede jeg Fruen i midtens indlæg om det blå sygesikringsbevis, det er så heldigvis også gyldigt. Lidt kontanter skal jeg vel også have med. Yndlingstøjet skal vaskes, der skal købes nye gode gåsko, som samtidig med ser lidt smarte ud. Jeg er nemlig hoppet på 50er bølgen med mine nye kjoler. Begge er købt i den designerbutik, datteren arbejder i, og jeg skal lige vænne mig til looket, men hold op hvor er det skønt at have en kjole på, som viser talje og skjuler sidedellerne.

P1020115

Lige om lidt vil jeg gå en aftentur, mens solen går ned. Jeg nyder at sidde i solstråler, mens jeg skriver dette indlæg. Der er ikke opsigtsvækkende ting at skrive om, det er nærmest lidt småkedeligt, men sådan er en ganske almindelig mandag hos mig. Hvordan mon din mandag så ud?

P1020119

søndag, april 12, 2015

Ord

P1020099

Dagens avis har en artikel om det at være en god taler og om ord, både det talte og det skrevne. Den satte tanker i gang om ord og ords betydning. Vi kender det alle sammen, vi siger noget til en anden og efterfølgende opdager vi, at det, vi mente, ikke er det, der blev modtaget. Jeg fik såret eller ophidset den anden ved mine ord. Hvis jeg er heldig, ser jeg det med det samme og får måske med yderligere ord forklaret mig. Men ofte opdager vi det ikke, fordi vi er videre. Helt galt går det, hvis det er på skrift, her skal man virkelig vare sine ord. For ord kan i den grad såre og skabe misforståelser, selv der, hvor jeg synes, jeg har været klar i mælet og har tænkt meget over ordene, jeg skrev. De læses blot ind i en anden sammenhæng, som jeg ikke er herre over. Eller ord, som for mig betyder et, betyder noget helt andet for den anden.

Ord kan også inspirere ligesom mennesker, billeder, musik og film. Jeg har købt en bog; I dag er Guds dag. Den er skrevet af en svensk munk, og teksterne i bogen er beregnet til at læse en om dagen året rundt. Jeg havde høje forventninger til bogen, jeg havde læst et interview med munken, og han havde så mange gode tanker om det at tro. Det danske forord fik mig til at trække på smilebåndet, for heri skrev Grethe Livbjerg, at hun havde set bogen hos en katolsk familie. Bogen lå på badeværelset og dens udseende tydeliggjorde, at den blev flittigt læst. Badeværelset er vel også det mest fredsommelige rum i hele huset, hvis man da ikke har børn, der står udenfor og banker på døren, når mor er derinde. Jeg har haft svært ved teksterne, nogle af dem; jeg var ikke enig, jeg syntes de ikke var vedkommende for mig, de irriterede mig lidt. Måske næste år, når jeg når til dem igen, giver de mere mening. Andre tekster har vakt genklang, og forleden dag ramte ordene mig lige i hjertekulen. Og det er det ord kan, de kan irritere, de kan få hjernen til at snurre rundt om sig selv af tankevirksomhed, de kan vække genklang/genkendelse, og de kan få ting til at falde på plads, så jeg tager en dyb indånding og siger, åh ja sådan er det! I dag har jeg været i kirke, det er ikke månedligt, at jeg er det, men hver gang undrer jeg mig over, hvorfor jeg dog ikke gør det oftere*. Det er en time med ro og fred til at tænke. Det er en time med tid til at tænke over de ord, der er i salmer, tekster og prædiken. Og som min far sagde en gang, pyt med at tankerne flyver ud af kirkerummet og mange steder hen, det er det en gudstjeneste også kan, sætte tankerne i gang.

P1020104

Tilbage til bogen, de ord som jeg stadig tænker over, er disse:

Tre måder der er at gå fra død til liv på.

Hvis du lever ubevidst, hvis du ikke ved, hvorfor du lever og hvor du er på vej hen, hvis du sysler med bagateller i stedet for det væsentlige, så siger Jesus til dig: "Vågn! Bliv bevidst, nærværende, kom til dig selv, tænk på, hvad der står på spil! "

Du kan også være stivnet i sløvhed og dovenskab. Du spilder måske din kostbare tid og tager aldrig rigtigt fat på dit liv. "Stå op!" siger Jesus. "Ryst din dovenskab af dig, kom nu igang!"

En tredie måde at være død på er at lukke sig inde i jeget, at være fyldt af selvoptagethed og selvmedlidenhed, filtret ind i sin egoisme. "Kom ud! Hold op med at kredse omkring dig selv, gør noget for andre, lev for kærligheden!"

Hentet herfra

P1020105

Lev for kærligheden, ryst dovenskaben af dig og vær bevidst og nærværende. Det er gode budskaber at tage med mig ind i næste uge. God søndag til dig.

*Jeg ved godt hvorfor, jeg vil hellere have gudstjeneste senere på dagen, bare en time senere ville give mig tid til at starte min søndag langsomt med søndagsmorgenmad

P1020108

lørdag, april 11, 2015

Detaljen og helheden

Træerne står som trolde med arme så lange. De ser lidt triste og grå ud, men går man tættere på, rummer grenene liv og variationer i farverne. Går man helt tæt på, opstår troldearmene igen. Ikke så sært, at skove og træer i film, bøger og min fantasi rummer kimen til det uhyggelige og skræmmende. Jeg har gået i skove i mørket, men aldrig alene. Jeg har gået alene ned ad en engelsk vej med store herskabshuse, masser af træer og store grønne plæner, som om natten sagtens ( i min fantasi) kunne indeholde potentielle overfaldsmænd.Om dagen var alle husene mine drømmepaladser, om natten skubbede de til min iboende angst.  Træer kan skygge, træer kan filtrere sollyset i de smukkeste variationer, træer er bolig for dyr og fugle, træer er kimen til varme, kimen til smukke møbler. Træer kan selv i forfald være smukke at se på, og jeg holder af mosbegroede grene. Mørket kom hurtigt i aften, regnen er begyndt, det blæser udenfor, men da jeg kom kørende, opdagede jeg, at et af hvidtjørnetræerne i et læhegn var sprunget ud, Snart grønnes det, og jeg nyder forårets vej mod sommer. God aften til dig.

P1020095P1020096P1020097P1020098

fredag, april 10, 2015

De gratis glæder

Energien steg markant, da solen dukkede op sidst på eftermiddagen. Jeg har måttet minde mig selv om, hvad jeg ville sige til andre, der bebrejder dem selv for ikke at have udnyttet deres fridage til alt det de drømmer om. Nogen dage skal det bare ikke være sådan, så mine fridage har indtil nu bestået af det, jeg skulle gøre, og meget lidt af det jeg inderst inde drømte om at have energi til. Men en gåtur gør underværker på krop og sjæl, og jeg kender et sted, hvor der er anemoner, så der gik jeg hen.

P1020085

Først kunne jeg ikke se dem, men da jeg gik ned i lavningen og kiggede godt efter, så så jeg nogle få i blomst, resten gemte sig under visne blade til de var stærke nok til at skubbe bladene til side. Så jeg må derhen igen. Anemoner er forbundet med barndommens ture til Fussingø, hvor jeg plukkede håndfulde af anemoner. Heroppe i mosen er kun få, så jeg nænner ikke at plukke dem, men nyde dem gør jeg.

P1020088

I dag gjorde jeg min ene lillesøster glad, hun kunne ikke være sammen med os andre hos vores far sidste weekend. Det er hendes weekend nu, så jeg ringede og spurgte, om hun ville have selskab hos min far. Det ville hun gerne og så kan vi bagefter sammen køre til vores mors gravsted. I morgen er det syv år siden, hun døde. Jeg er færdig med at rydde op i mails, og nu fungerer (forhåbentlig) mailboksen. Der findes kun en mail fra min mor. Og i den svarer hun mig, at hun selvfølgelig læser mine mails, men hvis hun skulle bruge tid på at skrive mails, så nåede hun ikke alt det andet, hun gerne ville. Og så kom hendes yndlingsgruk til sidst i mailen. Min blog kom hun aldrig til at læse, ikke fordi hun var uinteresseret, men fordi internettet i hendes øjne var en tidssluger, og hun havde mange andre ting, hun gerne ville beskæftige sig med.

P1020107

Da jeg startede med at blogge, sagde min lillesøster, som jeg skal være sammen med i morgen, at hun syntes, hun kom til at kende mig endnu bedre gennem mine indlæg. Den samme følelse sidder jeg med nu, når jeg læser om min datters tanker om triviallitteratur og hendes ord om forårets komme i hovedstaden. Jeg har kendt hende hele hendes liv, jeg har læst meget fra hendes hånd gennem tiden og alligevel åbenbarer der sig helt nye sider  af min datter, nu hvor denne voksne kvinde har fået en blog.

P1020103

Inden jeg vil dykke ned i en bog, som jeg fandt på biblioteket i dag, får du et endnu et billede. Det er ikke perfekt, faktisk er det meget sløret, men det fortæller alligevel en historie. God aften til dig.

P1020091

torsdag, april 09, 2015

Når man ser tilbage, kan man se, at man er kommet videre

Nu står de så på bordet, der er taget billeder og om lidt skal de smides ud i containeren! De blå sygeplejerskehåndbøger, som vi blev anbefalet at abonnere på, da vi gik på sygeplejeskolen. De blå håndbøger, som jeg nærmest aldrig har kigget i, fordi de hurtigt blev forældede. Der står ingen udgivelsesdato i dem, men jeg fandt frem til ved googling, at de er skrevet sidst i 60’erne.

P1020069

Som jeg husker det, fik jeg stadig nye kapitler og reviderede kapitler, efter jeg var færdig som sygeplejerske. Jeg stoppede dog med abonnementet, netop fordi jeg aldrig brugte bøgerne. Så fulgte de mig ellers troligt, de har stået på reoler i skiftende rum, og nu er det tid til, at de siger farvel.

P1020076

P1020077

De lærebøger vi havde på sygeplejeskolen, var af nyere dato, faktisk var flere af dem udgivet det år, hvor jeg startede som sygeplejeelev. De er også forældede på mange områder, så her har jeg samlet nogle få stykker, som jeg beholder, fordi de vidner om en tid, som jeg nød meget.

P1020071P1020072P1020073

Om behandling og sygepleje til mennesker med apopleksi kan de blå håndbøger skrive kort: hvis man får en blødning, dør op til 90 % af dette. Hvis man får en blodprop er dødeligheden lavere, og behandlingen er ro og sengeleje med fokus på, at der ikke udvikles liggesår eller tilstøder andre komplikationer. I dag anbefales tidlig mobilisering. Lærebogen er også inde på komplikationerne, men nævner dog, at der med det samme skal startes fysioterapi og ergoterapi. Det underlige er, at lærebogen er bygget op systematisk med først noget om selve sygdommen, årsag, forekomst og en evt. behandling, og så kommer et afsnit om sygepleje til den pågældende gruppe. Der står intet om sygepleje til mennesker med apopleksi!

P1020078

Vi er heldigvis nået langt siden da. Der er for et par år siden skrevet en hel bog udelukkende om apopleksi, årsag, behandling, tværfaglig rehabilitering og derunder selvfølgelig også sygepleje. Dødeligheden de første 30 dage er for blødninger og blodprop i hjernen 10% i Danmark, og der er store studier, der viser, at hvis man bliver indlagt på et apopleksiafsnit, så er der færre, der dør, færre, der kommer på plejehjem og færre, der bliver afhængig af andre.

Et apopleksiafsnit er et geografisk defineret hospitalsafsnit, der udelukkende eller næsten udelukkende beskæftiger sig med udredning og behandling af patienter med apopleksi. Medarbejderne har særlig interesse, oplæring og kompetence inden for apopleksi, og er organiseret i multidisciplinære, tværfaglige og samarbejdende teams. Behandlingen medinddrager patienter og pårørende, og medarbejderne kompetenceudvikles løbende. Der er standardiserede procedurer for diagnostisk evaluering, observation, akut behandling, rehabilitering og sekundær profylakse af apopleksi. Kopieret herfra

Hvad jeg som sygeplejerske anno 2015 har fokus på i det akutte apopleksiafsnit, må jeg hellere gemme til et nyt indlæg. De blå håndbøger har hermed fået deres eget indlæg, og er således klar til at forlade bygningen. God torsdag til dig.

P1020079

onsdag, april 08, 2015

Shh

Planen om at gå aftentur ned forbi søen, den lille skov og rundt om markerne blev ændret, da jeg kom ned for enden af markvejen.

P1020055

For i det fjerne anede jeg skikkelser, som så ud til at trænge til ro. Så jeg stod bare lidt og nød synet, og så listede jeg tilbage igen,

P1020056

P1020060P1020062

Imens holdt andre øje med vejen og omgivelserne.

P1020067

Om jeg skal tie stille eller stille spørgsmål ved en ITsupporterelevs kompetencer har jeg endnu ikke afgjort. Jeg skal dog have vores mailsystem til at fungere, lige nu har det været lukket ned siden før påsken. Det holder ikke! Så fridagen skal bruges på oprydning: i mails, i huset og i den mentale to-do-liste. God onsdag til dig.

sprogligt: jeg har altid troet, at det hed at stille spørgsmål til … eller sætte spørgsmålstegn ved, nu er jeg så blevet klogere endnu engang.