Når man ser tilbage, kan man se, at man er kommet videre

Nu står de så på bordet, der er taget billeder og om lidt skal de smides ud i containeren! De blå sygeplejerskehåndbøger, som vi blev anbefalet at abonnere på, da vi gik på sygeplejeskolen. De blå håndbøger, som jeg nærmest aldrig har kigget i, fordi de hurtigt blev forældede. Der står ingen udgivelsesdato i dem, men jeg fandt frem til ved googling, at de er skrevet sidst i 60’erne.

Som jeg husker det, fik jeg stadig nye kapitler og reviderede kapitler, efter jeg var færdig som sygeplejerske. Jeg stoppede dog med abonnementet, netop fordi jeg aldrig brugte bøgerne. Så fulgte de mig ellers troligt, de har stået på reoler i skiftende rum, og nu er det tid til, at de siger farvel.

De lærebøger vi havde på sygeplejeskolen, var af nyere dato, faktisk var flere af dem udgivet det år, hvor jeg startede som sygeplejeelev. De er også forældede på mange områder, så her har jeg samlet nogle få stykker, som jeg beholder, fordi de vidner om en tid, som jeg nød meget.

Om behandling og sygepleje til mennesker med apopleksi kan de blå håndbøger skrive kort: hvis man får en blødning, dør op til 90 % af dette. Hvis man får en blodprop er dødeligheden lavere, og behandlingen er ro og sengeleje med fokus på, at der ikke udvikles liggesår eller tilstøder andre komplikationer. I dag anbefales tidlig mobilisering. Lærebogen er også inde på komplikationerne, men nævner dog, at der med det samme skal startes fysioterapi og ergoterapi. Det underlige er, at lærebogen er bygget op systematisk med først noget om selve sygdommen, årsag, forekomst og en evt. behandling, og så kommer et afsnit om sygepleje til den pågældende gruppe. Der står intet om sygepleje til mennesker med apopleksi!

Vi er heldigvis nået langt siden da. Der er for et par år siden skrevet en hel bog udelukkende om apopleksi, årsag, behandling, tværfaglig rehabilitering og derunder selvfølgelig også sygepleje. Dødeligheden de første 30 dage er for blødninger og blodprop i hjernen 10% i Danmark, og der er store studier, der viser, at hvis man bliver indlagt på et apopleksiafsnit, så er der færre, der dør, færre, der kommer på plejehjem og færre, der bliver afhængig af andre.

Et apopleksiafsnit er et geografisk defineret hospitalsafsnit, der udelukkende eller næsten udelukkende beskæftiger sig med udredning og behandling af patienter med apopleksi. Medarbejderne har særlig interesse, oplæring og kompetence inden for apopleksi, og er organiseret i multidisciplinære, tværfaglige og samarbejdende teams. Behandlingen medinddrager patienter og pårørende, og medarbejderne kompetenceudvikles løbende. Der er standardiserede procedurer for diagnostisk evaluering, observation, akut behandling, rehabilitering og sekundær profylakse af apopleksi. Kopieret herfra

Hvad jeg som sygeplejerske anno 2015 har fokus på i det akutte apopleksiafsnit, må jeg hellere gemme til et nyt indlæg. De blå håndbøger har hermed fået deres eget indlæg, og er således klar til at forlade bygningen. God torsdag til dig.