Hvad gør dig glad?

 Spørgsmålet var overskriften på forsiden af mit fagblad i sidste uge. En af de mange sygeplejersker, der var blevet sygemeldt med stress pga det store ansvar og arbejdspres, der hviler på den enkelte i en vagt, blev stillet det spørgsmål af sin psykolog. Hun svarede at gøre godt for andre, at gøre dem glade. Og så stillede han spørgsmålet igen med tryk på DIG. Og det kunne hun faktisk ikke svare på.

Jeg kan sagtens følge hende. Jeg er også en, som allermest bliver glad af at være sammen med andre, som har det godt og er glade. Det betyder så også, at jeg ofte lader andre bestemme, hvad vi skal lave/spise/opleve etc. Fordi jeg dybest set er glad, når de er glade. Jeg har dog gennem flere år øvet mig i at spørge mig selv, hvad der gør MIG glad. Ligesom Julia Roberts i Runaway Bride øver sig i at finde ud af, hvordan hun foretrækker sit æg tilberedt om morgenen :-)

Hvad gør mig glad:

• at gå en tur og mærke årtiden og vejrforholdene fortælle min krop, hvor vejrsituationen er lige nu. Mærke hvordan hjernen reagerer på det og gør mig glad.
• at sidde i hyggeligt lag med masser af snakke om alvor og sjov
• at grine højt af sjove historier/billeder/minder sammen med andre
• at ro havkajak, at køre på motorcykel, at tage på små ture i bilen og opleve naturen omkring mig

Og i disse dage fyldes jeg med glæde hver dag, når jeg henter en lille dreng om morgenen, når han lige har spist. Vi hygger os sammen, mens hans forældre sover videre. Huset er fyldt, datteren er også flyttet hjem i de ti dage, søn og svigerdatter er på ferie hos os. 

Jeg bliver glad, når jeg ser, hvor fantastiske forældre min søn og svigerdatter er.

Jeg bliver glad, når jeg ser den tætte kontakt, der opbygges mellem datteren og hendes nevø

Jeg nyder at se min mand som farfar.

Så hvad skal man gøre, hvis man vil gøre mig glad? Man skal investere tid sammen med mig.

Hvad skal jeg gøre for at være glad? Huske på at når jeg har travlt med at gøre andre tilpasse ved at sørge for mad og hygge om dem, så glemmer jeg ofte mig selv, glemmer at være til stede sammen med de mennesker, jeg gerne vil være sammen med. Så det sørger jeg for i disse dage samtidig med at der sørges godt for dem, hvad angår mad og drikke :-) Jeg har haft travlt op til deres ankomst, så det med at forberede mad til ti dage på forhånd, det kommer aldrig til at ske i dette hjem. Landmanden har travlt med kartoflerne, samtidig med at han om aftenen får sin dosis af nærvær med barnebarnet. Det er godt, at det er weekend i morgen, så kan alle slappe af.  

I går var datteren på landevejen en god del af vejen pga arbejdsmæssige forhold, det tog hårdt på kræfterne med al den blæst og regn på vej hjem i mørket. Og som hun en gang konstaterede; i vores familie siger man ikke, jeg elsker dig, landmanden og jeg viser det i handlinger. Så der blev lavet budding til aftenteen, vores børns yndlingsdessert fra barndommen.

Nu har jeg lige fået en lille purk i armen, så ikke mere blogindlæg.

De kan så meget, men

• mine nye høreapparater har bluetooth, det er smart. Når telefonen ringer, trykker jeg blot på høreapparatet og samtalen er igennem. Der er mikrofon i det lille apparat, og jeg går fint igennem. Det gør muzak så også i en forretning, fandt min datter og jeg ud af. Så jeg måtte slå bluetooth fra og holde mobilen på vanlig vis.  
• jeg har været nødt til at skrue ned for alle notifikationer/alarmer på mobilen. Det betyder så at når jeg sover, er jeg nødt til at have mobilen tæt ved mig, for ellers er jeg bange for ikke at høre alarmen. Og ja, jeg kunne jo skrue op hver aften og skrue ned hver morgen, men det får jeg ikke gjort
• jeg kan ikke finde ud af at få skrue mobilens "æggeurs" insisterende alarm ned, og jeg glemmer hver gang, hvor høj den alarm er, så jeg hopper en halv meter og famler febrilsk for at få fat i mobilen for at slå den fra.
• jeg kan godt mærke, at jeg lige nu ikke orker at sætte mig ind i alle de muligheder, der er via app'en tilhørende de nye høreapparater. Jeg kan kun konstatere, at jeg har svært ved at høre blandt en flok mennesker, især med mundbind, og det hjælper ikke at skrue op. Så jeg bliver nødt til at få studeret den app. Det er dog vist kendetegnende for mig, at det orker jeg ikke

• til gengæld havde jeg sat mig ind i autostole, så jeg kunne forstå den unge ekspedients tale om hvad de forskellige autostole kunne. Nu har vi fået en autostol, som S kan vokse i. Og ja vi kunne have købt den brugt, men orkede vi det? Nej, så nu har vi en ny fin autostol, som jeg glæder mig til, at S skal afprøve. Det er jeg spændt på. Og når det bliver tid til køreture til Norge, kan vi tage personbilen, så S kan køre med os. Hans forældre må også gerne komme med ;-)
• vores gamle Trip trap stole havde taget skade af at stå i laden, så nu skal jeg i gang med slibemaskinen. Jeg venter på at landmanden bliver færdig med hans arbejde, så han kan sætte mig ind i maskineriet. Den skal gerne slibes i dag og males i morgen, for jeg har hundrede projekter, inden den lille familie kommer på ferie (kryds fingre for fravær af corona)
• vores hunde kan ikke køre traktor. Ayla viger dog ikke fra førersædet i traktoren, mens landmanden læsser kasser på vognen. Tænk hvis han kørte uden hende.

God weekend til dig.

Billedudvalget er sparsomt og sælsomt

Alligevel siger de lidt om min hverdag i januar.

Gåtur i mørket, ikke en hverdagsbegivenhed,  og denne gang havde jeg landmand og hundene med på tur. Det er jeg taknemlig for.

 

Nytårsdag var en tåget og grågrumset dag. Til gengæld nød jeg dagen sammen med mine kolleger. Jeg er taknemlig for, at regionen har udmøntet vinterpakken til kontante beløb til personalet på sengeafsnittene, både som to faste beløb nu og til foråret og som ekstra penge ved overarbejde. 

Jeg er på en god afdeling, men alle er tyndslidte og trætte. Vi har dog nu flere dage, hvor vi kan arbejde i de små teams, som vi holder af og ikke med to kolleger, der går stuegang på hele afdelingen, mens resten prøver at nå at give mad, medicin, hjælpe med personlig hygiejne, hjælp til toiletbesøg oveni de mange vurderinger og observationer. 

Vi har stadig overbelægning, har stadig ofte patienter på gangene, hvilket var et særsyn førhen. Og nej det har intet med corona at gøre, og så dog, for når en patient, der kommer ind pga en blodprop, og man som sidefund finder corona (nej det er ikke derfor patienten har fået en blodprop), så skal patienten isoleres og optager derfor en stue. Vi har oveni haft og har mange hårdt ramte patienter. De kan ikke udskrives hjem til, men skal videre til rehabilitering.  Der er ventelister, netop pga mange hårdt ramte, for de har længere indlæggelsestid på rehabiliteringssygehusene. Så staser det op hos os, og da der bliver ved med at komme nye patienter, så er det skruen uden ende. Det lysner lidt, og det er jeg taknemlig for.

Julepynt og juletræ kom væk i weekenden. Det er altid svært, der bliver så tomt i huset. Men nu skal jeg have gjort sønnens værelse klar, for om corona vil det, skal det omdannes til soveværelse til tre personer. Jeg glæder mig.

Jeg har faktisk fået gået flere ture, men kun på vores stier og vej rundt om piletræerne, skoven og søen. Der har været for glat eller vådt eller blæsende på vejen. På det ene billede ser det ud som om rådyret og jeg har gået tur sammen, det kunne have været hyggeligt, men vi gik nu på hver sit tidspunkt.

Dette mystiske billede viser min aftengåtur med pandelampe. De lysende vinduer er hønsehuset og lysskæret bagved fremkom af min pandelampes skær. Turen gjorde mig godt, jeg er træt og har nemt ved at blive irriteret på det, jeg ikke kan gøre noget ved. Den friske luft og opmærksomheden på ikke at falde på den ujævne mark fjernede mit fokus på det og i stedet for mærkede jeg alt det i mit hjerte, som jeg er taknemlig for.

Det kan ligne en graviditetstest, men det er nu hjemmetesten fra i dag. Vi anbefales at teste os selv hver dag, før vi går på arbejde, eller når vi er kommet på arbejde. Så nu er der rekvireret hjemmetest.  I dag vågnede jeg kl 3 i nat med ondt i halsen og en begyndende kriller i næsen. Søvnen kom aldrig igen og efter aftale med min leder arbejdede jeg hjemme og tog en test, som heldigvis var negativ. Halsen har det meget bedre, og i morgen har jeg en planlagt hjemmearbejdsdag, så er jeg nok klar igen til at bevæge mig ud i verden. Det er jeg taknemlig for.

Og sidder du nu der og spørger dig selv, om ikke jeg har haft covid og om jeg dog ikke har taget mig sammen til 3.stik, så jo! Det er bare ikke en garanti for ikke at blive smittet. Jeg har ikke brug for mennesker, der udskammer mig, fordi jeg vælger i tråd med retningslinjerne først at lade mig vaccinere tre måneder efter min covid-infektion. Jeg har brug for, at vi er gode og venlige mod hinanden, også selv om vi ikke forstår hinandens valg. Der er rigtig meget, vi ikke ved om langtidsvirkningen af denne nye form for vaccine, så hvis nogen vælger ikke at blive vaccineret, så er det helt i orden for mig. Jeg har bare valgt det anderledes. Og langt de fleste, jeg møder, er heldigvis gode og venlige. det er jeg taknemlig for.

Må du møde mennesker, der smiler og anerkender dig for den, du er. Ikke for den, de gerne ville have, at du var. Du ønskes gode januardage. 

En skøn start på dagen

 Jeg går fra Sauers plads, hvor bilen er parkeret, gennem regnvåde Aalborg. Hjemme på gården var der drys af fin hvid sne, det er der ingenting af i storbyen. Turen gennem Mølleå-arkaden og over Mølleplads fører mig forbi cafeen Penny Lane, der er allerede folk på plads ved de små borde.

I dag er det ikke der, jeg skal hen, jeg skråner over gaden, finder mit coronapas frem og går ind på cafe Peace. Jeg er ventet og jeg beder om et flag til at stille på bordet.

Mens jeg venter, tænker jeg tilbage på de sidste 36 år. Tænk at jeg nu har en datter, der er 36 år. Hun var den, der lærte mig at være mor, det føltes vildt og på samme tid angstprovokerende og glædesfremkaldende .16 måneder efter blev hun storesøster og "lillan" blev kysset og krammet og inddraget i legene. Til tider blev han også truet med slag, for det var svært, når man nu havde brug for sin mor, at der var en, der havde behov, som skulle tilgodeses først.

Den skønne kvinde kommer hen til mig med sit store strålende smil, og vi sætter os for at bestille morgenmad. Snakken går livligt, selv om det kun er 1½ døgn siden, at vi hjalp hinanden i hendes lejlighed med at være håndlanger for landmanden alias håndværkeren, så hun kunne få det sidste belysning op. Hun er heldig med sin far, han er dygtig til al slags håndværk og han er også god til at finde på gode ideer og føre dem ud i livet i både hendes og lillebrors boliger. 

I datterens lejlighed lyses f.eks. entreen op af en gammel staldlampe, som rengjort og med ny ledning og halogenpære ser helt moderne ud. I søn og svigerdatters hus står et smukt fjernsynsmøbel lavet af trådnet og egetræ. Det er ikke trådnet, men jeg kan ikke huske hvad det hedder.

Efter morgenmad og masser af snak går vi sammen tilbage til bilen og kører hen til datterens lejlighed. Vi læsser gæstesenge, tærtefad, dyner og puder af, så datteren er klar til sin fødselsdagsfest med veninder og kusine i aften.

Datteren får sin gave fra os og bagefter ringer bror fra Trondheim, så der bliver sunget norsk fødselsdagssang for datteren. Sammen nyder vi synet af lille S. Jeg hilste også på ham i går aftes, og om corona vil, så ses vi her på gården om 2 uger.

Nu er jeg hjemme igen, landmanden er på jagt sammen med hundene. Vaskemaskinen er i fuld gang og huset venter på at  få fjernet julepynten. Jeg tror, at jeg tillader mig en lille tepause, før jeg går i gang.

Det var en skøn start på denne mærkedag. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, kære datter. Må livet kærtegne dig og sende dig i den retning, du gerne vil gå.