torsdag, november 26, 2020

Novemberkalenderens afslutning

November er ikke slut endnu, men denne kalender er. Kalenderbestyreren fik svært ved at leve op til sit eget løfte til sig selv med at skrive hver dag om stort og småt, der gjorde hende glad.

Den sidste uge har jeg været julehyttevikar og passet min datters julehytte med julepynt i Skulpturparken efter arbejde et par dage og en enkelt dag i sidste weekend. Som så mange andre steder i det nedlukkede Nordjylland har det været svært at få erhvervslivet tilbage på fode igen. Vi håber, at december giver folk lyst til at komme ud en tur og nyde de smukke lysskulpturer og de mange små boder med alskens lækkerier.

Skulle du få lyst til at se/købe de skønne kreationer hos min datter og du bor langt væk fra Nordjylland, kan det ske via hendes instagramprofil.


Fridagen i dag er brugt på fysioterapeut og plasmatapning, det er ren wellness for mig. Jeg trængte til det, mine muskler i nakke-hårområdet er spændte og ømme ( ja alle de andre muskler i skulder, arm og håndområdet er også ømme, men det er værst med nakken). Og jeg er  blevet klogere på, hvad det skyldes gennem mine mange fysioterapeutbesøg. Hvis man har problemer med synet, spænder man i de små nakkemuskler, så det kan sagtens være derfor, jeg ofte får hovedpine, når jeg læser eller ser film på iPaden.

Jeg har undret mig, jeg har rimelig nye briller, jeg har skærmbriller og begge dele bruges på skift, for jeg kan ikke se ud i verdenen med skærmbrillen. Til gengæld er jeg begyndt at bruge dem flittigt ikke blot ved computerskærmen men også til filmkiggeriet. Mens jeg fik massage, kom jeg i tanke om at min optiker ved sidste synstjek sagde, at jeg havde begyndende grå stær, men ikke noget der påvirkede mit syn. Jeg tror, jeg skal til øjenlæge og have tjekket det, for måske er der sket en forværring. Jeg synes i hvert fald, at jeg døjer med at finjustere mit syn, og at jeg tit skal have solbriller på udendørs. Akkeja, akkeja som alderen dog melder sig med det ene og andet.


Hjemme slappede jeg af og nød at jeg gav mig selv fri fra alle de ting, jeg burde have styr på. Men jeg mangler en bog at læse. Mon du har en god bog, du kan anbefale? Den skal være en, jeg kan slappe af til. Min sidste afslappende bog hed Den lille cafe i København. En rigtig feel-good bog. Og den maler med den brede pensel, når den skal beskrive, hvorfor danskerne er et af de lykkeligste folkefærd. Det skulle jeg lige lære at se bort fra, men ellers hyggede jeg med bogen, som jeg hørte som lydbog.

For at udfordre mig selv havde jeg lånt en bog, som jeg må opgive at læse. Jeg vil rigtig gerne, men lige nu magter jeg ikke at læse om mexicanske piger, som bliver bortført og solgt som sexslaver. Bogen Bønner for de Bortførte er inspireret af virkelige hændelser, og når jeg læser denne anmeldelse, ved jeg, at det ikke er lige nu, at den bog skal læses. 

Så har du et godt forslag, så lad ordene flyde i kommentarfeltet.



fredag, november 20, 2020

Novemberkalender med maske på, del 20

 Også i dag fleksede jeg og mødte først kvart over 8, sikke en luksus, selv om jeg jo har arbejdet de timer på mine fridage eller før/efter arbejde. Det kunne jeg godt blive fan af, og det er måske også det første skridt til at kunne sige, at jeg er klar til et mindre timetal til foråret. UHH jeg får helt ondt i maven, for hvad skal der vælges fra? Jeg er jo vild med alt jeg laver.

I dag var der meget travlt på afdelingen, og der kom mange ind via trombolysefunktionen, så jeg måtte træde til og overtage observationen af en af de patienter, der havde fået trombolyse. Det betød over to timer med maske på uafbrudt. Normalt må vi tage maskerne af, når vi dokumenterer på kontoret eller spiser, så jeg har ikke prøvet at have maske på så længe. Det var ualmindeligt hårdt i dag. Især da jeg løb op af trapperne fra stuen til 2. sal for hurtigt at komme til røntgen og hjælpe med trombolysen. Jeg kunne næsten ikke få luft.

Jeg har fået øjnene op for, at vi nu mærker konsekvenserne af aldrig at måtte samles, hverken i sociale sammenhænge eller i personalestuen. Vi er en meget social afdeling, og der har altid været opslag om forskellige sociale arrangementer, som også har gjort det nemmere for nye kolleger at komme ind i afdelingens fællesskab.

Vi skal hele tiden tælle personer, når vi træder ind i et rum. Er der flere end ti, må vi gå ud. I personalestuen er der kun plads til 8 siddende personer, og så to på kort visit. Det betyder blandt andet at sådan en som mig aldrig sidder sammen med mine kolleger og får formiddagste eller frokost. Det indtager jeg ved en computer. Ganske enkelt fordi jeg skønner, at det er vigtigere, at mine kolleger i plejen får det frirum at kunne tale med de andre kortvarigt, indtil at de hurtigt må spise deres mad, så andre kan komme til at sidde ned. Det slider på folk, og lægger du så maskebruget oveni, så er folk meget mere trætte nu, når de går hjem end tidligere.

Nu er det weekend, vi fik restemad, der er set Vild med Dans og jeg gør mig klar til at sove. I morgen har jeg lovet at hjælpe min datter. For Magisk jul åbnede igen i dag, men min datter har en anden stor arbejdsopgave, som hun skal have gjort færdig, og så tilbød jeg at stå i julehytten i morgen. Jeg må lige finde min indre krejler frem og så have hækletøj, lydbog og masser af varm te med. Det bliver da et helt lille eventyr jeg skal på.

Fra gårsdagens gåtur. I dag har jeg kun set lyset fra arbejdsvinduerne.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)





torsdag, november 19, 2020

Novemberkalender under dynen, del 19

Det har været en skøn fridag i dag. Jeg har været ved at rydde op i mapperne fra min diplomstudietid. Egentlig troede jeg, at jeg blot skulle tømme mapperne i papircontaineren. Men sådan leger vi ikke, når det er mig, der rydder op og ud. Minderne, alt det hårde slid, gensyn med litteratur jeg havde glemt. Så meget blev i mapper, men intentionen er stadig at få sagt farvel til det hele. Jeg fik dog reduceret med fire mapper.


Jeg hækler en række eller to på min klud, men slidgigtfingrene skal have pauser. Det er dejligt afslappende og hele denne uge må have været god for mig, for mit blodtryk ligger nu, som da jeg var yngre. Jeg har aldrig haft forhøjet blodtryk, men var kravlet tættere på grænsen gennem længere tid.

Der blev også tid til en rask gåtur bag klitterne og vil du se mig agere i bedste journalistrapportering fra det vilde blæsevejr, må du klikke her (min instagramprofil) Jeg var ved at tabe kameraet, mens jeg filmede. 


I dag har jeg også afprøvet en ny madopskrift fra Femina, cottage pie med låg af rodfrugter. Det smagte superlækkert. 

Alt i alt en skøn dag med lutter gode gaver til mig selv.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



onsdag, november 18, 2020

Novemberkalender i nattøj og sandaler, del 16,17 og 18

 Lige nu nyder jeg at mærke, hvad det gør for mig, at jeg flekser. I denne uge har jeg ikke mødt klokken 7 endnu. Mandag havde jeg kun en halv dag, fordi jeg havde arbejdet en halv dag på min fridag i sidste uge. I går mødte jeg klokken 8 og i dag skal jeg møde klokken 11, fordi jeg skal undervise patienter og pårørende fra 17-19. I morgen har jeg min fridag og på fredag har jeg planer om, hvis afdelingssituationen tillader det, at møde senere.

Jeg er træt hver eneste dag, så jeg er i seng inden klokken 21 og sover godt. Det kan godt ske, jeg ligger vågen et stykke tid, efter jeg har været oppe på toilet, men bevidstheden om at uret ikke ringer klokken 5, gør en forskel.

Og i stedet for med det samme at lægge forventninger ned over mig selv om at komme i gang med alt det, som jeg egentlig havde tænkt skulle være min novembergave til mig selv, så hækler jeg og ser ud i luften. Så jeg er tilfreds med mig selv. 

Jeg kunne skrive en masse om situationen i Danmark, men det vælger jeg at tage med mennesker tæt på mig, for det er svært at skrive om det, uden at det misforstås, så det gider jeg ikke bruge tid og bekymringer på.

I aften skal jeg udover mit eget oplæg om livet efter Stroke (blodprop/blødning i hjernen) for første gang holde oplæg om kost og kolesterol, diætisten er syg og vi ville ikke aflyse. I forvejen har vi en lang venteliste, fordi vi kun må holde undervisningen for fire patienter og fire pårørende. Og det er begrænset, hvor megen tid de deltagende sygeplejersker kan tages ud af plejen på afdelingen. Når diætisten er rask igen, skal hun arbejde på, at vi kan afholde webinar for patienter og pårørende. På den måde kan vi forhåbentlig få afviklet ventelisten. Jeg tror selv på, at de mange år som deltager i disse vejledninger gør, at jeg nok skal kunne fortælle ud fra diætistens oplæg. Vi får se, jeg er meget klogere efter i aften.

Og nu må jeg hellere snart komme ud af nattøjet og sandalerne. Mine fødder har det bedst i sandaler , for jeg elsker ellers at gå barfodet rundt, men det går ikke mere. I dag skal jeg hente inden arbejde nå at hente en pakke med uldhjemmesko og vinterstøvler fra samme firma som sandalerne. Jeg håber de passer, for jeg trænger til begge former for fodtøj. Det er da en novembergave til mig selv.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

søndag, november 15, 2020

Novemberkalenderen del 14 og 15

 Gad vide om kalenderindlæggene fortsætter med at blive lagt sammen? Lige nu skyldes det mestendels, at jeg slapper af, jeg hækler og er lige startet på en ny klud med nyt mønster. 

Fuldstændig som ved den forrige skal jeg have trevlet det op igen, indtil min hjerne forstår mønsteret. En ting er at læse det, en anden ting er at se mønsteret (det er smukt tegnet i bogen) men for at jeg til fulde kan hækle mønsteret, kræves det, at jeg forstår det, forstår det med min hjerne, med mine hænder og med mine øjne. 

Og det kræver, at jeg nærmest matematisk tæller mønsteret igennem og forstår, at den del kommer oven på den del og at det kræver lige tal for at gå op osv. Andre vil visuelt have fanget det med det samme, men sådan arbejder jeg ikke.

Den forrige kluds mønster - morgendug

Den anden årsag til manglende svar på kommentarer og indlæg skyldes det, vi alle godt ved, men ofte glemmer, og som i denne tid lettere sker, fordi vi ikke kan mødes og se hinandens mimik, mens vi diskuterer. Nemlig at noget på skrift ofte virker hårdere end tilsigtet, og at man nemmere bliver misforstået, selv om man synes, man har skrevet tingene klokkeklart. Det gjorde mig ked af det, da det skete.

Gang på gang betages jeg af det faktum, at det kommer bag på os alle, at vi hver især kommer med vores mentale bagage og at den bagage læses ind i den tekst, man læser. Landmanden og jeg oplever det tit. Vi er meget uenige om mange emner (vi er også enige om emner), og når vi så skal overbevise den anden om at vi har ret, kommer vi måske med en tekst fra nettet eller fra et blad/avis eller andet og står triumferende og venter til den anden har læst og forstået, hvor meget ret vi egentlig har. 

Det, der ofte sker, er at den anden slet ikke læser det man selv læser i teksten. Og så starter diskussionen om, hvem der har ret i sin forståelse af teksten. Se, det kan man ikke komme til enighed om, så vi er efterhånden blevet gode til slet ikke at tage den diskussion og blot konstatere, at vi ikke ser ens på det emne. Det har givet en vis ro på gården.


I dag er en ny dag, og den er startet med, at jeg har sovet godt og længe, selv om landmanden vækkede mig med smækken med dørene klokken 6.30 (han skulle på jagt og havde travlt med at finde mad til hundene). Jeg gik nemlig i seng klokken 21.30 og faldt rimelig hurtigt i søvn efter at have løst sudoku og krydsogtværs. Jeg lå lidt i sengen og så lidt film, men blev enig med mig selv om at få de husmoderlige ting fra hånden, så nu er vasketøjet lagt sammen og på plads, der er vasket op og vaskemaskinen er i gang på ny. 

Og så valgte jeg at lave søndagsmorgenmad til mig selv, for det er det måltid, jeg elsker allermest i hele ugen. Mens jeg spiste, tænkte jeg på en lille historie fra i går, som gjorde mig glad. Ikke fordi den var livsomvæltende fantastisk, men fordi den ganske enkelt understregede, at lige der valgte en anden mig til. Og det føltes godt og rart.


Jeg havde spurgt landmanden, om han ville se Bagedysten med mig, det ville han gerne. Med til historien hører, at vi nærmest aldrig ser noget sammen og det er ikke, fordi vi ikke inviterer hinanden til dette, men vi gider ikke se det samme (husk Lene at sige ja næste gang, du inviteres til at se en dokumentarfilm) Mens vi så det og diskuterede, hvem der klarede sig bedst, ringede landmandens telefon. Det var hans jagtkammerat. I første omgang tog landmanden den ikke, for nu så vi fjernsyn. Men den ringede igen og så tog han den og sagde; kan jeg ikke ringe senere, for jeg ser Bagedysten sammen med Lene.

Min datters mobils emoji af mig :-)

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



fredag, november 13, 2020

Novemberkalenderen del 12 og 13

 Min gave til mig selv har været ikke at lave noget, ikke skrive indlæg, ikke sørge for alt muligt blev håndteret. Efter min halve arbejdsdag i går og kontorarbejde hjemme gav jeg mig selv fri fra alt i går aftes. Og det fortsatte jeg med i dag.

Jeg har hæklet, jeg har spillet wordfeud og lagt syvkabale, jeg har kigget udi luften og dagdrømt. Lidt har jeg lavet, men det blev hurtigt overstået for at vende tilbage til stilstand.


Og jeg har nydt det. Min infektion med halsonde og forkølelse vil ikke rigtig helt forsvinde. Jeg har mundbindet mistænkt for at have den effekt, det har jeg dog ingen evidens for overhovedet. Det kan meget vel være mentalt. Men vi har alle meget tørre halse, så når man i forvejen har en øm hals, så lyder det da meget logisk, at den har sværere ved at gå helt væk eller?

Sidst på eftermiddagen havde jeg hovedpine, diagnosen stillede jeg selv, alt for megen sidden herinde uden frisk luft, alt for megen kiggen på skærm. Medicinen, der altid dur, er en gåtur.

Og så gik jeg der, mens solen gik ned, gæssene fløj skræppende over mit hoved (link til min lille video med gæs) og hovedet føltes lettere. På vejen hjem talte jeg med min ældste lillesøster og fik vendt coronasituationen. 5 km blev det til i den skønneste skumringstime.


Hjemme igen fik vi tomatsuppe med ostebrød akkompagneret af pressemøde. Og i fryseren ligger der is, masser af is, som venter på to iselskende mennesker. Det kunne passende være en god tv-dessert.

Mange har det svært, sygdom, tab af virksomhed, tab af mennesker, mangel på job, usikker livssituation osv. Jeg skønner på, at mit liv er som det er. Jeg er taknemlig for, at mit arbejde føles meningsfuldt og givende, at mine børn og svigerbarn trives med det de har gang i, og at min familie holder sammen.

God novemberaften til dig.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



onsdag, november 11, 2020

Novemberkalenderen, del 11

 Dagens gave til mig selv må være det at gøre noget for andre. I dag gav mine to kolleger og jeg rundstykker og kage til kollegerne i anledning af, at vi fik vores artikel accepteret til publicering.

Desværre må vi kke samles i personalestuen, kun 8 må sidde der ad gangen, så efter at have rettet an og fundet abstrakts fra artiklen og poster fra vores konference til at ligge på bordene og snakket lidt, fandt min ene kollega og jeg et andet sted, hvor vi kunne nyde vores formiddagste. Det var vigtigere, at de, der var i plejen, kunne sætte sig ned og nyde deres velfortjente pause.

Jeg introducerede en ny kollega* igen i dag, og selv om vi egentlig har aftalt, at det skulle en anden gøre som led i min kommende seniorordning, så ville vilkårene, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg nyder faktisk også at møde vores nye kolleger og få lejlighed til at fortælle dem om plejen til mennesker med Stroke. Jeg nyder faktisk alt det, jeg gør, men det er bare for meget, jeg efterhånden har fået som opgaver. Vi arbejder på stille og roligt at få mit timetal ned på det, jeg er ansat til. Og til foråret kan vi så se på, om det er der, jeg skal gå længere ned i timetal.

*det kan måske godt lyde som om vi hele tiden får nye kolleger, men det skyldes dels barselsvikariater, dels at vi i denne tid har flere, der har søgt nye græsgange.

I dag blev dog en længere arbejdsdag, fordi vi skulle have møde med en kommune om et nyt projekt om opfølgning. Jeg er så stolt over, at vores studie har været med til at bane vejen for, at andre har lyttet til det og har støttet os i, at der skal gøres noget. Hvis ikke projekterne bliver godkendt til drift, så ved vi, at de har skabt bevågenhed på en gruppe, som før ikke fik opfølgning. Og det er i sig selv virkelig godt. Andre steder i landet er andre i gang med andre projekter, men fælles er at vi ved, at folk som kun har ingen eller lette fysiske følger faktisk bliver påvirket følelsesmæssigt og kognitivt i tiden efter. De har brug for viden, støtte og mulighed for at erfaringsudveksle med andre i lignende situation. 

Egentlig skulle jeg have fire fridage nu, men for at vi kan få min nye kollega godt introduceret, så flekser jeg, så jeg tager en halv arbejdsdag i morgen, og en halv fridag på mandag. Det er helt fint med mig, jeg har stadig tre fridage til frisk luft og leg ;-)


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



Novemberkalenderen, del 10

 Nogle gange skal man blæse på, om man har overskud til det man har lyst til, og så bare gøre det. Det er så også årsagen til, at del 10 i novemberkalenderen kommer lidt forsinket.

I går var det Mortens aften, og her i huset har vi aldrig rigtig holdt fast i traditionerne, hvad det angår. For mig var Mortens aften min mormors fødselsdag, og hun inviterede til middag denne aften. Menuen var forloren hare og budding, og det forbinder jeg med denne dag. I går havde jeg lyst til at mindes disse sammenkomster en novemberaften, hvor vi samledes hjemme hos min mormor til forloren hare. Derfor blev datteren inviteret til spisning.

På vej hjem fra arbejde handlede jeg ind til menuen, jeg kunne ikke nå at lave budding, så desserten skulle være noget andet. Inde i butikken kom jeg frem til, at det måtte blive is, som vi havde i fryseren, for de små portionsanretninger med risalamande så ikke så indbydende ud. Det var sidst på eftermiddagen, og kunder havde væltet dem, så sovsen havde indhyllet hele desserten.

Inden jeg kørte hjem, skulle jeg også hente ost på vores lokale mejeri. Det var mejeriejeren selv, der denne eftermiddag stod i butikken, og da jeg skulle betale, spurgte han, om jeg ikke skulle have risalamande. Det viste sig, at de lavede også risalamande til Mortens aften, så jeg fik to gode portioner med hjem sammen med en kirsebærsovs med rom i.

Datteren kom efter endt arbejde sidst på eftermiddagen, og vi havde en hyggelig hverdagsaftenspisning med forloren hare, hasselback kartofler, ovnbagte rodfrugter og ikke mindst dessert. Både risalamande og kirsebærsovs smagte himmelsk.

Senere ringede vi sønnen op via messenger og fik en lang snak. Det gjorde godt at se ham og snakke med ham. Og latteren rungede, da vi begyndte at bruge effekter til at lave vores ansigter om til zombier, gamle koner (nå ja der behøvede jeg jo ikke specialeffekter ;-) eller fik mærkelige parykker på.

En dejlig dag til minde om min mormor, som kunne være blevet 109 år i går.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)






mandag, november 09, 2020

Novemberkalenderen, del 9

 Havde verden ikke været af lave, var jeg nu i gang med at arrangere en fest, reception eller noget helt tredje. Vores artikel er nemlig blevet accepteret til publicering i et internationalt tidsskrift - the Scandinavian Journal of Caring Science. Og nu må jeg gerne publicere titlen, selv om det varer lidt, inden abonnenter kan læse den online: Quickly home again - Patients' Experiences of Early Discharge after Minor Stroke.

Det er da den bedste gave at få i min novemberkalender, så den får lov til at fylde dagens indlæg. Vi er for længst i gang med at følge op på vores resultater med projekter med opfølgningsforløb. Den dag, et af disse projekter bliver til et fast tilbud, skal der også fejres. Og måske er verden så faldet i hak igen, så vi kan få lov til det.

Jeg har ikke kunnet fatte det i dag. Jeg havde læst mailen i går aftes, men turde pludselig ikke stole på mine engelske sprogkundskaber, så det var først, da vores ene vejleder bekræftede det i morges, at jeg begyndte at fatte det, langsomt, meget langsomt. Det er ingen hemmelighed, at jeg i sommer var ved at miste modet og nær havde opgivet det, men vores vejleder stod fast. Vi havde en forpligtelse overfor patienterne, der deltog i studiet, os selv og vores afdeling til at gøre det færdigt. Og hvor var det godt at hun gjorde det, og også holdt sit løfte om at være mere aktiv i skriveprocessen. Det løfte holdt hun til fulde, og da vores anden vejleder kom tilbage fra barsel, så blev de to værdifulde sparringspartnere.

Tænk - vi kan nu kalde os forfattere til en artikel, som er peer-reviewed af fagfæller med akademisk baggrund. YES!

Poster med på European Stroke Conference i Milano 2019


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)


søndag, november 08, 2020

Novemberkalenderen, del 8

 Datteren skulle låne mit spejlreflekskamera, så hun kom med rundstykker og kage i formiddag. Det brugte vi så masser af tid på at nyde, hvorefter hun og jeg kørte til Blokhus Klitplantage og gik en lang tur med tid til at nyde naturen og tid til at snakke.

Undervejs var vi også vidner til et lille drama. Plantagen bruges af mange forskellige, heriblandt også ryttere til hest. I dag faldt en pige af sin hest, da den pludselig satte i galop. Som den sygeplejerske jeg er, blev tempoet lige sat på, men hun var på benene, da jeg kom derhen. Hun havde fået en forskrækkelse, det sås tydeligt i hendes øjne, men heldigvis ikke slået sig nævneværdigt, så hun hoppede op på hesten igen. Alle tre piger havde både sikkerhedsveste og hjelme på, men derfor kunne hun godt være landet forkert, så der var kommet brug på et håndled eller et ben. Det var så ikke sket, og vi ønskede hinanden en god tur videre frem.

Resten af eftermiddagen er gået stille og rolig med hækling og af og til lidt fjernsynskiggeri. Intet har dog rigtig kunnet holde min interesse fanget. Der er alt for mange tanker, der svirrer i mit hoved, og der er hækling bedre end film til at holde dem i ro.

Gaven til mig selv i dag, var at jeg tog mig sammen til at lave den aftensmad, jeg havde planlagt og ikke som ellers hoppede over hvor gærdet er lavest. Nu har jeg rester, som kan bruges til madpakke i morgen. Det føles godt og jeg vil glæde mig til den hjemmelavede madpakke i morgen.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



 

lørdag, november 07, 2020

Novemberkalenderen, del 7

 Dagen startede med, at jeg vågnede udhvilet, men med ondt i halsen kl. halv seks i morges. Jeg spillede lidt wordfeud og 7kabale på mobilen, inden jeg stod op og fodrede hundene og lavede te til den ømme hals.

Herefter krøb jeg under tæppet med varm hyldebærsaft i koppen, julefilm på iPaden og et lunt halstørklæde om halsen. Senere lavede jeg havregrød og flyttede mig til min yndlingsplads i den gamle gyngestol ved terrassedøren med udsigt til fuglenes fourageren i fuglehuset og ved mejsebollerne.

Hvor jeg faldt tidligt i søvn på sofaen i går aftes, sad landmanden op til midt nat og så fjernsyn, så han benyttede lørdagens fridag til at sove længere.


Langsommelighed, hækling, avislæsning og tedrikning prægede vores formiddag. Over middag tog vi os sammen, jeg lavede te, landmanden fik hundene ud i bilen og så købte vi kage på vej til stranden.

Det var en gave at få lov til at gå, mærke blæsten, solen i små bidder og nyde havets lyde. Hundene nød det lige så meget som os. Der var ingen mennesker, så de fik lov til fri leg på tværs af den brede sandstrand. Til slut spiste vi kager i bilen og nød den varme te dertil. Halsen havde det heldigvis meget bedre efter sådan en skøn tur.



Hjemme ventede en overraskelse, en stor flot buket stod på trappen med en kærlig hilsen og tanke til os her i Vendsyssel. Buketten var fra en familie fra København, som vi lærte at kende for 14 år siden via vores første motorcykeltur sydpå (nogle måneder før jeg fik min blog) og flere motorcykelture og træf derefter. Siden mistede vi kontakten med hinanden, men københavneren havde fundet landmanden på facebook for noget tid siden. Det var rørende, at de havde tænkt på os.


Som i foråret kan jeg kun sige, at vi arbejder jo begge, som vi plejer. Vores hjerter bløder for de mange familier, som har fået deres livsværk ødelagt. Og hvor jeg før og stadig fastholder, at jeg er nødt til at tro på, at myndighederne ved, hvad de gør, så er der desværre de sidste par dage slået et skår i den tillid. Og jeg hader den følelse, og jeg håber inderligt, at jeg tager fejl, for jeg kan ikke bære, hvis et politisk magtspil kombineret med lidt for hurtige forskere har ødelagt mange menneskers liv, hvis det kunne have været undgået.

Tilliden fik et skår, da SSI dagen efter pressemødet pludselig sagde, at de havde taget fejl. Den sidste cluster5 var ikke fundet på Sjælland hos en ældre mand på plejehjem, som man sagde til pressemødet og som mange efterfølgende diskuterede, hvordan det kunne lade sig gøre. I stedet for hørte den prøve alligevel til i Nordjylland. Det fatter jeg ikke, at de ikke havde krydstjekket før pressemødet. Dertil kom, at begrundelsen for at Aalborg Kommune ikke skulle lukkes ned på trods af flere smittede minkfarme end i nogen af de andre berørte kommuner, var at de minkfarme lå tæt sammen geografisk. Hvornår er Vodskov i den nordligste del af kommunen og Nibe i den sydvestligste del sammen med Storvorde i den østlige del været tæt geografisk? Så jeg undrer mig. men jeg håber, at jeg tager fejl.


Bortset fra denne undren har denne lørdag været en god dag. En dag med tid til at gøre det, vi hver især gerne vil og stadig have tid til også at nyde hinandens samvær.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



fredag, november 06, 2020

Novemberkalenderen, del 6

 Her til aften tænkte jeg, jeg kan ikke skrive et indlæg i dag, for jeg har ikke gjort noget specielt for mig selv i dag. Så funderede jeg over, hvad der har gjort mig glad i dag, og så huskede jeg det.

Den latter, der fyldte min krop og fik mig til at føle mig glad og energiberiget.

Den glæde over at møde et andet menneske, som havde en nysgerrighed og en undren, som gjorde at "når nu jeg holder avisen, så skal jeg da også læse den, for ellers er den for dyr at holde"

Den påmindelse om det smukke i de ord, som Lars Lilholt har skrevet i en sang : og måtte du leve alle dage. For i dag mødte jeg en kvinde, midt i firserne, som i den grad levede sine dage, måske ikke på den måde som en yngre version ville vælge at leve livet. Men som havde mod på livet, som fulgte med i livet og som påskønnede det at have sine børn tæt på sig.

Og som syntes jeg var så rar at snakke med i telefonen, at havde jeg ikke sagt, at nu måtte jeg til noget andet, så havde vi sikkert snakket endnu.

Hun fik mig til at le ved sin glæde ved livet og nysgerrighed på livet. Hun gjorde min dag til en bedre dag og mig til en bedre version af mig. Det er da en gave at få.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

torsdag, november 05, 2020

Novemberkalenderen, del 5

 Denne dag skulle handle om at gøre noget for andre, for deri ligger en kilde til glæde for mig selv. Jeg skulle have passet min datters julehytte, fordi hun har fået andre arbejdsopgaver ved siden af, så pludselig slår døgnets timer ikke til. Det er slet ikke så ringe af at være nystartet selvstændig, men også lidt for hårdt. Så jeg skulle være julehyttepasser i dag og på søndag.

Jeg havde brygget te, købt kage og chokolade, smurt bolle, lavet en termokande med kogende vand til nudelsuppe og hyldebærsaft, fundet bøger og hækletøj frem, lagt powerbank i tasken, så jeg kunne lytte til lydbøger på mobilen, hvis nu der ikke kom nogle kunder.

Sådan gik det ikke, som nogen nok har gættet. Magisk jul ligger i samme kommune, som jeg selv bor i, og vi er lukket ned i de næste fire uger. I stedet for hjalp jeg datteren med at tømme hytten for varer. Inventaret lod vi stå i håb om, at Skulpturparken og Magisk Jul får lov til at åbne igen i begyndelsen af december.

For mit eget vedkommende var jeg spændt på, hvordan restriktionerne ville påvirke mit arbejde. Men at være sygeplejerske er at varetage en kritisk funktion, så jeg tager på arbejde i morgen tidlig, og så regner jeg med, at der kommer flere udmeldinger om hvor og hvornår jeg skal testes.

Gåturen med mine to jyske søstre om godt en uge må de gå uden mig, for jeg må jo ikke køre nogen steder hen undtagen på arbejde.

Det er en underlig og bekymrende tid, vi lever i. Så måske er det netop nu, at vi skal vende fokus mod andre end os selv og i det nære gøre godt for andre.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)












onsdag, november 04, 2020

Novemberkalenderen, del 4

 Hvad gør man på en dag, hvor:

  • der er en hadsk tone mellem folk, der er politisk uenige, også selv om det ikke er vores land, det handler om. Jeg er træt af den tese, at hvis personen konkluderes dum, så er vedkommendes tilhængere nok også dumme.
  • hvor regeringen slår benene væk under en hel branche og mange familier, inklusive de andre brancher, der servicerer den branche.
  • hvor jeg skal vente til i morgen for at høre, hvor begrænset jeg og andre i min kommune skal være
  • kolleger rødblussende gjorde deres bedste og hvor de trætte gik hjem med vished om, at deres børn ikke får den bedste version af mor i dag.
  • halsen og forkølelsen driller
Jeg kreerede en forkølelsessuppe ud fra de forhåndenværende søms princip: bouillonterninger, vand, de sidste rester af poser med frosne suppeurter og porrer, hvide bønner fra frost, de rynkede gulerødder i køleskabet og reven Prima Donna. Nu er jeg mæt og tilpas og kan bedre overskue den verden, jeg er sat i.


Der er ikke meget gavekalender over dette indlæg, men jeg er stolt af, at jeg ikke igen-igen lavede havregrød, men fik tilføjet andre fødevaregrupper. Det er vel også en gave til mig selv, når trætheden fylder.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)


tirsdag, november 03, 2020

Novemberkalenderen, del 3

 Lige for tiden prioriteres det, der gør godt her og nu. Det er nødvendigt, fordi jeg endnu ikke er helt på toppen. Jeg er ikke utilpas, men kroppen er bare træt og energiforladt, og så skal jeg ikke gå efter urealistiske mål, bare fordi det kunne være rart at krydse af på den mentale to-do-liste

Det gode for mig selv i dag startede allerede i går aftes. Landmanden havde møde med en anden, og de snakkede vældigt, mens jeg sad i den anden stue. Jeg kunne mærke, at jeg bare var træt, så ved halvnitiden  gjorde jeg mig klar. De havde fået serveret te/kaffe og lune hjemmebagte kanelsnegle (direkte fra fryser til ovn - det er skønt, når fryseren rummer hjemmebag). Jeg listede stille i seng og faldt hurtigt i søvn. Selv om jeg var oppe to gange i løbet af natten, havde jeg ingen problemer med at falde i søvn igen. Ren lykke, da jeg stod op.

Solen skinnede ind gennem ruden, hvor jeg underviste en kollega i dag i vurderinger af neurologiske udfald, af synkebesvær og af ernæringsrisikoen. I dag fik vi e-læring til at virke, så når min hals ikke kunne mere snak, sad hun og arbejdede med brandforebyggelse og hjertestopbehandling.


Det er hårdt at have mundbind på en hel dag. Det er hårdt hele tiden at skulle afkode andres sindsstemning kun via øjnene, men det er sådan det er, og jeg har kun hovedrysten tilovers for de fire læger, der et eller andet sted i Danmark har sat gang i en kampagne for, at alle restriktioner skal væk (i følge vores læger).

Mundbindet har gjort, at mine symptomer blev værre på arbejde, jeg fik ondt i halsen igen og jeg følte også, at jeg skulle pudse næse hele tiden. Måske skyldtes noget af det også, at jeg skulle tale meget. Når vi sad alene i rummet, måtte vi gerne have mundbindet af, men vi skulle sidde med en meters afstand og så er det svært at vejlede og undervise, når vi skulle se på computer og papir. Vi fandt ud af det, og dagen i dag gik godt. Og sådan er vilkårene lige nu, og det håndterer vi godt, synes jeg.

Herhjemme var landmanden med på sen aftensmad, så efter at have nydt en flødebolle tog jeg traveskoene på og gik 6 km, mens mørket sænkede sig. Jeg er så glad for, at jeg har fået bugt med det meste af min evne til at blive mørkeræd og tænke "farlige" tanker om bevægelser i mørket. I fødselsdagsgave af gemalen fik jeg en rigtig god pandelampe, som bliver tændt og kan sætte spot på ting foran mig. Det meste af tiden gik jeg dog uden lampen tændt.


Hjemme lavede jeg god gedigen landmandsmad, medisterpølse med rigtig gode kartofler (vores kartofler er nu altid rigtig gode ;-) og dertil en let sovs og gulerodssalat. Vi spiste for en gangs skyld sammen ved spisebordet og jeg nød det. Vi er begge tilbøjelige til at sidde i hver sin stue med hver sin skærm foran os ved spisetid, men ikke i aften.

Jeg har belønnet mig selv med endnu en flødebolle, det er vel november med tid til hygge. Da jeg har flere arbejdstimer at flekse med, møder jeg til direktørtid i morgen og vil nu nyde en film og en kop varm hyldebærsaft inden sengetid.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)






mandag, november 02, 2020

Novemberkalenderen, del 2

 Jeg vidste godt, at der ville være knebent med overskud og tid til at gøre noget godt for mig selv i dag. For første gang i næsten en uge skulle jeg møde på arbejde i stedet for at sidde herhjemme og arbejde. En ny kollega skulle introduceres, min forkølelse vil ikke rigtig gå i sig selv igen (den er bedre, men jeg er et meget utålmodigt menneske hvad angår sygdom hos mig selv) og jeg skulle bære maske det meste af dagen.

Jeg kom gennem dagen, og det var langt hårdere at bære maske end jeg havde regnet med. Fordi vi skulle gå en del rundt på sygehuset og afdelingen, skulle vi have maske på meget af tiden. Kun bag en lukket dør kunne vi tage den af. Jeg satte to tomme stole mellem vores stole, så jeg ikke blev fristet til at rykke tæt på, når computer drillede eller når jeg skulle vise noget.

Da jeg gik hjem, kom jeg forbi sygehusets kantine og med en begyndende hovedpine og en mund, der var totalt tør efter mange timer bag bindet, kunne jeg ikke modstå fristelsen.

Min ene kalendergave til mig selv blev et lækkert kærnemælkshorn. Jeg nød det i fulde drag herhjemme sammen med teen, mens jeg ventede på, at seniormødet i PKA skulle starte som webinar. Godt at jeg havde fået en kage, for lyden virkede ikke, og de fralagde sig ansvaret for dette, selv om jeg fint kunne få lyd på alt muligt andet. Så jeg hoppede ud af det møde. Det samme gjorde min søster, hun kunne heller ikke få lyden frem.

Min anden kalendergave blev at finde min varmepude frem, lune den i mikroovnen og så ligge mig på sofaen og lade varmen kærtegne mine ømme nakkemuskler. Det havde de bestemt ikke noget imod, og jeg nød efterfølgende fravær af muskelspænding fra hårgrænsen til skulderne.

To små ting, men som hver især gav mig lidt energi igen. Det er slet ikke så ringe endda

God aften til dig


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

søndag, november 01, 2020

Novemberkalenderen, del 1

 Det er ikke en adventskalender eller julekalender. Det er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Fakta er at jeg ofte bliver gladere, når jeg skriver om min hverdag. Det er som om min "lommelygte" bliver tunet ind på at lyse på det, der i det små eller store, gør mig glad.


I nat, da jeg ikke kunne falde i søvn efter en dejlig sidste dag i oktober, fantaserede jeg om alt det, jeg ville gøre i dag. I mine dagdrømme kan jeg alt næste dag, virkeligheden banker blot ofte på næste dag og skubber til mig, så jeg kommer ud af kurs.

Men jeg satte mig ned ved terrassedøren ud mod haven, nød det gråblege regndøsige lys, der kom ind og fandt min bog om skønne hæklede klude frem. Jeg startede på et nyt mønster, udfordrede min hjerne til ikke at køre på automatpiloten, så nu er jeg i gang.



Jeg har set meget lidt serie i dag og til gengæld læst blade med gode interviews af seje kvinder, blandt andet Kirsten Olesen i anledning af den nye film Madklubben. Og så kom jeg til at grine, fordi jeg huskede filmanmeldelsen af den på DR.dk. Normalt bliver jeg frygtelig træt af at læse Per Juul Carlsens anmeldelser, men denne gang havde han ladet sin mor anmelde. Om det er hende, der har skrevet ordene ved jeg ikke, men hvis det er ham selv, har han en god humor og selvironi. Læs blot denne indledning:

Som nogle af jer sikkert ved, er det min søn, Per, der plejer at anmelde film her på dr.dk. Det er det ikke i dag. Jeg har sendt ham ned til købmanden for at handle ind for mig, så jeg i stedet kan anmelde den nye danske film: 'Madklubben'. Det er overhovedet ikke en film for ham – og så ved jeg udmærket godt, hvordan det ender.

Han er altid så optaget af, at film skal være 'udfordrende' og 'nytænkende', og at måden at fortælle historier på skal udvikle sig - "ligesom menneskeheden", som han prædiker. Og på et tidspunkt bliver man jo frygtelig træt af at høre på ham.

Det er, som om han ikke begriber, at nogle af os bare gerne vil se en god og hyggelig historie om mennesker, vi føler, vi kender. En historie uden alt muligt man skal have et leksikon i hånden for at forstå.


Jeg har talt med min søster i telefonen, mens vi begge slappede af herhjemme. Ofte ringer jeg til hende i bilen på vej hjem fra arbejde, men i dag fik hun hele min opmærksomhed. Og hun hjalp mig til at holde fast i min gave til mig selv i dag, nemlig at gå en tur i det gråtriste vejr. Det gjorde godt. Og sindet malede sig selv ind i de lyse toner. 


1. november blev en god dag. God aften til dig.