torsdag, november 26, 2020

Novemberkalenderens afslutning

November er ikke slut endnu, men denne kalender er. Kalenderbestyreren fik svært ved at leve op til sit eget løfte til sig selv med at skrive hver dag om stort og småt, der gjorde hende glad.

Den sidste uge har jeg været julehyttevikar og passet min datters julehytte med julepynt i Skulpturparken efter arbejde et par dage og en enkelt dag i sidste weekend. Som så mange andre steder i det nedlukkede Nordjylland har det været svært at få erhvervslivet tilbage på fode igen. Vi håber, at december giver folk lyst til at komme ud en tur og nyde de smukke lysskulpturer og de mange små boder med alskens lækkerier.

Skulle du få lyst til at se/købe de skønne kreationer hos min datter og du bor langt væk fra Nordjylland, kan det ske via hendes instagramprofil.


Fridagen i dag er brugt på fysioterapeut og plasmatapning, det er ren wellness for mig. Jeg trængte til det, mine muskler i nakke-hårområdet er spændte og ømme ( ja alle de andre muskler i skulder, arm og håndområdet er også ømme, men det er værst med nakken). Og jeg er  blevet klogere på, hvad det skyldes gennem mine mange fysioterapeutbesøg. Hvis man har problemer med synet, spænder man i de små nakkemuskler, så det kan sagtens være derfor, jeg ofte får hovedpine, når jeg læser eller ser film på iPaden.

Jeg har undret mig, jeg har rimelig nye briller, jeg har skærmbriller og begge dele bruges på skift, for jeg kan ikke se ud i verdenen med skærmbrillen. Til gengæld er jeg begyndt at bruge dem flittigt ikke blot ved computerskærmen men også til filmkiggeriet. Mens jeg fik massage, kom jeg i tanke om at min optiker ved sidste synstjek sagde, at jeg havde begyndende grå stær, men ikke noget der påvirkede mit syn. Jeg tror, jeg skal til øjenlæge og have tjekket det, for måske er der sket en forværring. Jeg synes i hvert fald, at jeg døjer med at finjustere mit syn, og at jeg tit skal have solbriller på udendørs. Akkeja, akkeja som alderen dog melder sig med det ene og andet.


Hjemme slappede jeg af og nød at jeg gav mig selv fri fra alle de ting, jeg burde have styr på. Men jeg mangler en bog at læse. Mon du har en god bog, du kan anbefale? Den skal være en, jeg kan slappe af til. Min sidste afslappende bog hed Den lille cafe i København. En rigtig feel-good bog. Og den maler med den brede pensel, når den skal beskrive, hvorfor danskerne er et af de lykkeligste folkefærd. Det skulle jeg lige lære at se bort fra, men ellers hyggede jeg med bogen, som jeg hørte som lydbog.

For at udfordre mig selv havde jeg lånt en bog, som jeg må opgive at læse. Jeg vil rigtig gerne, men lige nu magter jeg ikke at læse om mexicanske piger, som bliver bortført og solgt som sexslaver. Bogen Bønner for de Bortførte er inspireret af virkelige hændelser, og når jeg læser denne anmeldelse, ved jeg, at det ikke er lige nu, at den bog skal læses. 

Så har du et godt forslag, så lad ordene flyde i kommentarfeltet.



16 kommentarer:

  1. Prøv at checke Jenny Colgan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inger, de findes desværre ikke som lydbøger på dansk på ereolen, men en bog er reserveret på biblioteket :-)

      Slet
    2. Jeg reserverer dem via Bookmate, som jeg får gratis via mit telefonabonnement! Prev at undersøge, om du også har det tilbud via dit abonnement? Ellers prøv Åsa Hellbergs lydbøger, f.eks Verden er lille eller Torscana, tur og retur! De er på ereolen.

      Slet
    3. Inger, det skal jeg da undersøge. Men faktisk vil jeg gerne læse i bøger, så det er helt fint ☺️

      Slet
  2. Jeg tænkte også Jenny Colgan, sjovt nok.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anonym, og når to tænker på denne forfatter, skal hun prøves:-) tak

      Slet
  3. Normalt har vi to vist ikke helt samme bogsmag, men hvis du er til feel good-bøger, så kan jeg anbefale Lucinda Rileys bøger, som også fås som lydbøger. Hendes serie om de syv søstre åd jeg råt på rekordtid, og nu har jeg yderligere hørt tre bøger fra hendes hånd. De er bare vildt gode uden at være for sukkersøde og uden at være alt for forudsigelige.
    Og så skal jeg vist lige have kigget på Jenny Colgan ;-)
    Jeg håber, at både din datter og resten af Nordjylland kommer godt i gang igen, men mon ikke - jeres smittetal ser relativt pæne ud, så nedlukningen må vel trods alt siges at have hjulpet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, nu tror jeg skal prøve den serie. Min søster er også helt vild med dem.
      Vi blev ikke lukket ned pga smittetallene, de var fuldstændig som resten af Danmark. Vi blev lukket ned pga cluster5 varianten. Den som de så bagefter nedtonede.

      Slet
  4. Jeg kan anbefale Sue Moorcrofts Løftet, men også tilslutte mig Jenny Colgan og Lucinda Riley.

    SvarSlet
    Svar
    1. MKB, tak for anbefalingen. Det lyder som en bog for mig, og den anmeldelse, jeg læste, anbefalede at læse den her op til jul, så jeg må have fat i den :-)

      Slet
  5. Har læst Lucinda Rileys bøger og er nu igang med Jenny Colgan. Begge forfattere er absolut anbefalelsesværdige. Elsker også Rosamunde Pilcher og Maeve Binchy. Kate Morton skriver også helt vidunderligt. God fornøjelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fru Jensen, jeg elsker Rosamunde Pilcher og Maeve Binchy og jeg har læst alt, der er udgivet på dansk af dem. Kate Morton har jeg læst nogle bøger af, så jeg må vist hellere kigge på hende igen :-) Tak for dine anbefalinger

      Slet
  6. Jeg har lige SLUGT Den franske gartner af Santa Montefiore, jeg har endnu ikke læst andet af hende, men det kommer jeg til! På den danske side anbefaler jeg igen og igen Anne Marie Løns Prinsesserne, det er ikke en feel-good, men en fin fortælling og en bestemt læseværdig historie

    SvarSlet
    Svar
    1. NNK, læs hendes bog Mindernes længsler, den er utrolig god.
      Prinsesserne har jeg endnu til gode, men har før fået den anbefalet. Tak

      Slet
  7. Den Lille Cafe i KBH har jeg også lige læst - den var nu ret sød, lige til at gå til og masser af idylisk Danmarks-hyldest, som jeg lapper i mig ;)

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. A, det er da også med at lappe de mange roser i sig :-) jeg nød den også.

      Slet