Novemberkalenderen, del 3

 Lige for tiden prioriteres det, der gør godt her og nu. Det er nødvendigt, fordi jeg endnu ikke er helt på toppen. Jeg er ikke utilpas, men kroppen er bare træt og energiforladt, og så skal jeg ikke gå efter urealistiske mål, bare fordi det kunne være rart at krydse af på den mentale to-do-liste

Det gode for mig selv i dag startede allerede i går aftes. Landmanden havde møde med en anden, og de snakkede vældigt, mens jeg sad i den anden stue. Jeg kunne mærke, at jeg bare var træt, så ved halvnitiden  gjorde jeg mig klar. De havde fået serveret te/kaffe og lune hjemmebagte kanelsnegle (direkte fra fryser til ovn - det er skønt, når fryseren rummer hjemmebag). Jeg listede stille i seng og faldt hurtigt i søvn. Selv om jeg var oppe to gange i løbet af natten, havde jeg ingen problemer med at falde i søvn igen. Ren lykke, da jeg stod op.

Solen skinnede ind gennem ruden, hvor jeg underviste en kollega i dag i vurderinger af neurologiske udfald, af synkebesvær og af ernæringsrisikoen. I dag fik vi e-læring til at virke, så når min hals ikke kunne mere snak, sad hun og arbejdede med brandforebyggelse og hjertestopbehandling.

Det er hårdt at have mundbind på en hel dag. Det er hårdt hele tiden at skulle afkode andres sindsstemning kun via øjnene, men det er sådan det er, og jeg har kun hovedrysten tilovers for de fire læger, der et eller andet sted i Danmark har sat gang i en kampagne for, at alle restriktioner skal væk (i følge vores læger).

Mundbindet har gjort, at mine symptomer blev værre på arbejde, jeg fik ondt i halsen igen og jeg følte også, at jeg skulle pudse næse hele tiden. Måske skyldtes noget af det også, at jeg skulle tale meget. Når vi sad alene i rummet, måtte vi gerne have mundbindet af, men vi skulle sidde med en meters afstand og så er det svært at vejlede og undervise, når vi skulle se på computer og papir. Vi fandt ud af det, og dagen i dag gik godt. Og sådan er vilkårene lige nu, og det håndterer vi godt, synes jeg.

Herhjemme var landmanden med på sen aftensmad, så efter at have nydt en flødebolle tog jeg traveskoene på og gik 6 km, mens mørket sænkede sig. Jeg er så glad for, at jeg har fået bugt med det meste af min evne til at blive mørkeræd og tænke "farlige" tanker om bevægelser i mørket. I fødselsdagsgave af gemalen fik jeg en rigtig god pandelampe, som bliver tændt og kan sætte spot på ting foran mig. Det meste af tiden gik jeg dog uden lampen tændt.

Hjemme lavede jeg god gedigen landmandsmad, medisterpølse med rigtig gode kartofler (vores kartofler er nu altid rigtig gode ;-) og dertil en let sovs og gulerodssalat. Vi spiste for en gangs skyld sammen ved spisebordet og jeg nød det. Vi er begge tilbøjelige til at sidde i hver sin stue med hver sin skærm foran os ved spisetid, men ikke i aften.

Jeg har belønnet mig selv med endnu en flødebolle, det er vel november med tid til hygge. Da jeg har flere arbejdstimer at flekse med, møder jeg til direktørtid i morgen og vil nu nyde en film og en kop varm hyldebærsaft inden sengetid.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)