Novemberkalenderen del 14 og 15

 Gad vide om kalenderindlæggene fortsætter med at blive lagt sammen? Lige nu skyldes det mestendels, at jeg slapper af, jeg hækler og er lige startet på en ny klud med nyt mønster. 

Fuldstændig som ved den forrige skal jeg have trevlet det op igen, indtil min hjerne forstår mønsteret. En ting er at læse det, en anden ting er at se mønsteret (det er smukt tegnet i bogen) men for at jeg til fulde kan hækle mønsteret, kræves det, at jeg forstår det, forstår det med min hjerne, med mine hænder og med mine øjne. 

Og det kræver, at jeg nærmest matematisk tæller mønsteret igennem og forstår, at den del kommer oven på den del og at det kræver lige tal for at gå op osv. Andre vil visuelt have fanget det med det samme, men sådan arbejder jeg ikke.

Den forrige kluds mønster - morgendug

Den anden årsag til manglende svar på kommentarer og indlæg skyldes det, vi alle godt ved, men ofte glemmer, og som i denne tid lettere sker, fordi vi ikke kan mødes og se hinandens mimik, mens vi diskuterer. Nemlig at noget på skrift ofte virker hårdere end tilsigtet, og at man nemmere bliver misforstået, selv om man synes, man har skrevet tingene klokkeklart. Det gjorde mig ked af det, da det skete.

Gang på gang betages jeg af det faktum, at det kommer bag på os alle, at vi hver især kommer med vores mentale bagage og at den bagage læses ind i den tekst, man læser. Landmanden og jeg oplever det tit. Vi er meget uenige om mange emner (vi er også enige om emner), og når vi så skal overbevise den anden om at vi har ret, kommer vi måske med en tekst fra nettet eller fra et blad/avis eller andet og står triumferende og venter til den anden har læst og forstået, hvor meget ret vi egentlig har. 

Det, der ofte sker, er at den anden slet ikke læser det man selv læser i teksten. Og så starter diskussionen om, hvem der har ret i sin forståelse af teksten. Se, det kan man ikke komme til enighed om, så vi er efterhånden blevet gode til slet ikke at tage den diskussion og blot konstatere, at vi ikke ser ens på det emne. Det har givet en vis ro på gården.

I dag er en ny dag, og den er startet med, at jeg har sovet godt og længe, selv om landmanden vækkede mig med smækken med dørene klokken 6.30 (han skulle på jagt og havde travlt med at finde mad til hundene). Jeg gik nemlig i seng klokken 21.30 og faldt rimelig hurtigt i søvn efter at have løst sudoku og krydsogtværs. Jeg lå lidt i sengen og så lidt film, men blev enig med mig selv om at få de husmoderlige ting fra hånden, så nu er vasketøjet lagt sammen og på plads, der er vasket op og vaskemaskinen er i gang på ny. 

Og så valgte jeg at lave søndagsmorgenmad til mig selv, for det er det måltid, jeg elsker allermest i hele ugen. Mens jeg spiste, tænkte jeg på en lille historie fra i går, som gjorde mig glad. Ikke fordi den var livsomvæltende fantastisk, men fordi den ganske enkelt understregede, at lige der valgte en anden mig til. Og det føltes godt og rart.

Jeg havde spurgt landmanden, om han ville se Bagedysten med mig, det ville han gerne. Med til historien hører, at vi nærmest aldrig ser noget sammen og det er ikke, fordi vi ikke inviterer hinanden til dette, men vi gider ikke se det samme (husk Lene at sige ja næste gang, du inviteres til at se en dokumentarfilm) Mens vi så det og diskuterede, hvem der klarede sig bedst, ringede landmandens telefon. Det var hans jagtkammerat. I første omgang tog landmanden den ikke, for nu så vi fjernsyn. Men den ringede igen og så tog han den og sagde; kan jeg ikke ringe senere, for jeg ser Bagedysten sammen med Lene.

Min datters mobils emoji af mig :-)

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)