Novemberkalenderen, del 1

 Det er ikke en adventskalender eller julekalender. Det er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

Fakta er at jeg ofte bliver gladere, når jeg skriver om min hverdag. Det er som om min "lommelygte" bliver tunet ind på at lyse på det, der i det små eller store, gør mig glad.

I nat, da jeg ikke kunne falde i søvn efter en dejlig sidste dag i oktober, fantaserede jeg om alt det, jeg ville gøre i dag. I mine dagdrømme kan jeg alt næste dag, virkeligheden banker blot ofte på næste dag og skubber til mig, så jeg kommer ud af kurs.

Men jeg satte mig ned ved terrassedøren ud mod haven, nød det gråblege regndøsige lys, der kom ind og fandt min bog om skønne hæklede klude frem. Jeg startede på et nyt mønster, udfordrede min hjerne til ikke at køre på automatpiloten, så nu er jeg i gang.

Jeg har set meget lidt serie i dag og til gengæld læst blade med gode interviews af seje kvinder, blandt andet Kirsten Olesen i anledning af den nye film Madklubben. Og så kom jeg til at grine, fordi jeg huskede filmanmeldelsen af den på DR.dk. Normalt bliver jeg frygtelig træt af at læse Per Juul Carlsens anmeldelser, men denne gang havde han ladet sin mor anmelde. Om det er hende, der har skrevet ordene ved jeg ikke, men hvis det er ham selv, har han en god humor og selvironi. Læs blot denne indledning:

Som nogle af jer sikkert ved, er det min søn, Per, der plejer at anmelde film her på dr.dk. Det er det ikke i dag. Jeg har sendt ham ned til købmanden for at handle ind for mig, så jeg i stedet kan anmelde den nye danske film: 'Madklubben'. Det er overhovedet ikke en film for ham – og så ved jeg udmærket godt, hvordan det ender.

Han er altid så optaget af, at film skal være 'udfordrende' og 'nytænkende', og at måden at fortælle historier på skal udvikle sig - "ligesom menneskeheden", som han prædiker. Og på et tidspunkt bliver man jo frygtelig træt af at høre på ham.

Det er, som om han ikke begriber, at nogle af os bare gerne vil se en god og hyggelig historie om mennesker, vi føler, vi kender. En historie uden alt muligt man skal have et leksikon i hånden for at forstå.

Jeg har talt med min søster i telefonen, mens vi begge slappede af herhjemme. Ofte ringer jeg til hende i bilen på vej hjem fra arbejde, men i dag fik hun hele min opmærksomhed. Og hun hjalp mig til at holde fast i min gave til mig selv i dag, nemlig at gå en tur i det gråtriste vejr. Det gjorde godt. Og sindet malede sig selv ind i de lyse toner. 

1. november blev en god dag. God aften til dig.