Morgentur

 Det har regnet, og alt er frisk og nyvasket. Jeg går dog rundt med søvn i øjnene og i nattøj med gummistøvler i det våde græs. Fuglesangen er startet og jeg har husket at tage høreapparaterne på, så jeg rigtig kan høre musikken i haven.

Vi har i mange år fodret fuglene hele året rundt og det har gjort, at vi har et fugleliv udenfor vores vinduer. Fodringen lakker mod enden, vi køber ikke mere fuglefoder, for vi skal jo forlade gården 31/12 og det er ikke sikkert, at der kommer nogen efter os og da slet ikke sikkert, at de fodrer. Måske er de tilhænger af naturens gang, kæmp og overlev eller dø. Om det er det, der gør, at jeg i denne tid nyder ekstra meget at sidde i min nye stol foran terrassevinduet og iagttage fuglelivet, skal jeg lade være usagt.

Hundene er med mig rundt på gården, først tjekker vi postkassen og jeg kigger på alle de små perlehyacinter, der har spredt sig uhæmmet og sammen med påskeliljer hindrer udsynet til stenen med husnummeret. En lille note til mig selv: flyt dem over til bedet ved troldhaslen, hvor andre perlehyacinter trives. Tanken, der hele tiden rumsterer i baghovedet, dukker op: kan det svare sig? Hvad nu hvis det hele rives ned? Næste tanke; kan jeg måske grave nogle løg fra perlehyacinter, påskeliljer og tulipaner op , skal de i så fald  tørres eller kan jeg lægge dem i en spand med jord, så jeg har dem næste forår som krukkeplanter?

Næste sted på runden er bedet med troldhaslen. Igen dukker tankerne op. Kan man tage en aflægger af den? Kan den klare sig i en spand med jord? Den er plantet af min far og var en aflægger fra en plante, de fik i sølvbryllupsgave. Mens jeg står ved bedet, kigger jeg ned i hjørnet af haven ved vejen, bag hækken, der står der 3 Dronningebuske. En stor, der blev delt i tre små af landmanden og flyttet og som også i tidernes morgen blev plantet som en lille plante af min far fra deres have. Kan en af dem mon overleve i en stor plastkrukke?

Sådan kommer og går tankerne, og et eller andet sted har jeg lyst til at slå en streg i jorden og sige, NEJ, det kommer ikke med. Vi skal på et tidspunkt bo et sted, som vi ikke ved, hvor bliver, eller hvordan det kommer til at se ud, og i sommerhuset, hvor vi skal bo først, hører ingen af disse planter til.

Græsplænen er fyldt med små gule og hvide blomster, jeg nyder synet af dem, mens jeg går over bag gården til hønsehuset. De fire høns står klar til det lækre madaffald, som de elsker at rode rundt i og spise. Og som tak for maden henter jeg fire æg. Hundene står i respektfuld afstand fra den lave strømførende hegnssnor rundt om hønsehuset. De har lært på den hårde måde, at der har de ikke noget at gøre. Så det har ræven forhånemtlig også.

Tilbage i stuehuset sættes en ny vask over, genbrugsbutikken har afhentet alle de møbler, som vores børn ikke skulle have og børnene fik også i jul sat sedler på alle de kasser, som de ikke skulle have med videre i livet. Herunder en del tøj, som har fået en hengemt lugt, så det bliver vasket, inden det ryger af sted i morgen. Begge vores børn rykkede jo teltpælene op under coronaen og flyttede til møblerede lejligheder, så alt det de ikke kunne have med dengang, har stået på vores anden gård. Nu er det stuehus tømt. TJEK.

Morgenmaden med hjemmebagte boller, blødkogte æg, marmelade og vildsvinepølse fra Kroatien og indkøbte oste udgjorde søndagsmorgenmåltidet i dag efter min morgengåtur. Jeg nyder, når vi har tid til at starte søndagen langsomt med dette. Nu må jeg hellere videre i dagens arbejde. Ha en god søndag.

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her

Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.

Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.

I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.

Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.

Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.