Den smukkeste dag

 I dag fylder min dejlig søn år, og jeg savner ham, min svigerdatter, S og Å. Men lige pludselig er det sommerferie, og så skal vi være sammen. Jeg glæder mig. Hjertelig tillykke til dig, min søn. Jeg beundrer din måde at være menneske og far på og jeg kan se på jeres børn, at de har været heldige med deres forældre.

" Er det ikke vemodigt?" " Er det ikke hårdt at skulle forlade gården efter 42 år?" Og så videre. Spørgsmålene kommer, og det er helt naturligt. Men faktisk har vi ikke haft tid til at mærke efter. Den sidste halvanden måned har været så hård at komme igennem, fysisk og mentalt. Vi har knoklet fra tidlig morgen til sen aften og alligevel arbejdede vi til kl 1 om natten, den dag vi skulle aflevere nøglerne til gården kl 13. Landmanden slukkede industristøvsugeren 25 minutter, før Naturstyrelsens biler rullede ind på gårdspladsen.

Men der var heller ikke noget at komme efter. Alt var støvsuget, fejet og alle flader i stuehuset vasket. Alt hvad der havde kendetegnet gården som gård var væk, alle maskiner, alle skruer, møtrikker, værktøj, træstumper, bøtter, maling. Og indenfor var alt ryddet. Alle spor af 42 års liv på gården var væk.

Nu er der to depotrum med alt det, som vi forhåbentlig ikke får brug for det næste år. Der står en stor container på sommerhusgrunden med det, som vi måske får brug for det næste år og sommerhuset er langt om længe ved at se hyggelig ud igen, efter at der stod flyttekasser overalt. Det er noget andet at holde ferie end at have al sit habengut til lidt af hvert i sommerhuset. 

Der er flyttet en seng væk i det ene værelse ud i depotet, så vi har fået et kontor med reoler. Hemsen er fyldt med kasser og kufferter og poser. Heldigvis har jeg skrevet op, hvad vi har sat derop. Næste punkt er at få det gjort det samme med containeren. Men jeg er kronisk træt, helt ind i krop og sjæl, så jeg fylder på med gode ting i stedet for at strege ud på den mentale to-do liste.

Det var den smukkeste dag, da vi sagde farvel til gården. Og gården viste sig i sit smukkeste skrud. Det føltes godt, at det skete i solskin på en forårsdag i maj. Og lidt efter lidt får vi en hverdag igen. Vi har travlt med byggemøder, besøge showrooms, kigge på hjemmesider etc. Oveni det hele valgte vi at melde os ind i Nibe Roklub for at komme i gang med havkajakkerne igen. Og selv om det har været hårdt midt i al flytningen, så var det en rigtig god beslutning. Sikke skønne mennesker vi har lært at kende. Der er langt at køre lige nu, men om et år bliver det skønt at stå op og se på vejrudsigten og sige, skal vi ikke cykle ned og tage en tur ud på fjorden?

Hverdagsglimt

 Vi høster igen og denne gang er der håb om, at vi får det meste i hus, inden regn måske falder tungt og vedvarende igen. Som Ellen skrev i et indlæg, så har der i den grad været stor forskel på sommeren og sensommeren forskellige steder i Danmark, men nu skinner solen varmt og insisterende.

I går gik jeg en tur hen til høstmarken med eftermiddagsmadpakkerne, jeg trængte til at mærke luften, solen og høstenergien. Heldigvis havde jeg trods varmen taget gummistøvler på, for da jeg gik på stubbene af det, der blev nået at høste for 14 dage siden, sank gummistøvlerne så meget i, at mudderet sprøjtede op i mine korte gummistøvler.

Landmanden er kreativ og kører på tværs af marken, kornet bliver læsset af ved hver ende ligesom dieseltanken kun bliver fyldt halvt op, så mejetærskeren ikke er for tung. Kornet står fint og kernerne holder en fin vandprocent, så alt er godt på det område, men fugtigt er der.

Sidste weekend tog vi en tur til Aarhus sammen med datteren for at kigge på sofaer. Hun fandt en smuk og smart sofa, som kommer til at stå godt sammen med de farver hun har valgt i sin lejlighed. Bagefter parkerede vi bilen hos datteren, fik en kop te og gik derefter over til Aalborgsiden for at opleve regattaen.

 På broen var man ved at gøre klar til spisning på broen. En del af den ene sides fortov var fyldt med borde og bænke ved siden af hinanden, så alle kom til at sidde med fronten ud mod vandet og hele regattaområdet. Det tror jeg, vi skal prøve en anden gang.

Det småregnede dog og det satte desværre også sin begrænsning på antal besøgende, selv om der faktisk var mange på havnekajen. Vi gik en tur fra broen og helt hen til det sidste skib, studerede streetfood området, men en regnbyge gjorde, at vi ombestemte os og i stedet for satte os udenfor en restaurant ved havnen og fik vores aftensmad.

Himlen blev mørkere og mørkere, så da landmanden tjekkede radarbillederne på mobilen, fik vi travlt med at komme af sted. Det gik i skarpt trav over broen, henad stierne som trods små lamper langs stien fremstod meget mørke, så jeg aldrig ville gå den vej alene om aften og nåede bilen, inden regnen for alvor tog til.

Turen hjem var frygtelig, vi endte med at køre fra motorvejen, fordi det var svært at orientere sig i den mængde regn, der kom, kombineret med modkørendes lyskegler. Hjemme igen styrtede det ned og datteren kunne fortælle, at det oven i de massive regnmængder lynede og tordnede helt vildt. Koncerten på havnekajen med Tim Christensen måtte afbrydes, det var simpelthen for farligt at fortsætte.

I denne uge har jeg holdt oplæg for tre franske sygeplejelærere på engelsk om hvordan vi bruger begrebsrammen Fundamentals of Care på vores afsnit. For mig har den været med til at give mig et bedre sprog for hvad sygepleje egentlig er og hvorfor det sommetider opleves af pårørende/patient som god sygepleje, når jeg synes, at jeg kunne have gjort så meget mere og også det modsatte, selv om man synes man har ydet sit bedste.

De tre var på todages besøg på dels sygeplejeskolen, dels sygehuset, og jeg havde været så fokuseret på, om mit engelsk var korrekt, men havde mindet mig selv om, at de franskmænd, jeg har mødt til konferencer, ikke er særligt gode til engelsk. Og efter kort tid sammen forstod jeg, at jeg skulle glemme alt om alt det, jeg gerne ville sige på korrekt engelsk og blot tale fra hjertet med fagter og mimik. Det gik godt.

Og jeg mindedes, da jeg som nybagt student arbejdede i Oxford som ufaglært sygeplejerske i 1976. De engelske sygeplejeelever var målløse over, at vi danske unge kvinder kunne begå os så godt på engelsk, så vi kunne klare et arbejde, hvor kommunikation er så vigtig ( nej jeg siger ikke at kommunikation er essentielt i sygepleje, faktisk hader jeg det ord, men måske havde det sin berettigelse her). 

I vores pauser på 11 timers nattevagterne fandt vi frem til, at de havde haft lige så megen undervisning i fransk, som vi havde i engelsk og de kunne overhovedet ikke begå sig på fransk. Så bare tanken om at tage til et fransktalende land og arbejde på et sygehus fik dem til at gyse.

Arbejdsferie. Jeg manglede at afholde noget ferie, så det har skemaplanlægeren lagt i den kommende uge. Der står mange ting på min mentale to-do liste, men jeg har kun sat få punkter på min blok, for ellers kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg så giver op. Jeg hader oprydning, især den del, der indebærer at tage stilling til om ting skal gemmes, gives væk eller smides ud. Men jeg skal jo til det, så ønsk mig held og lykke med den opgave. I dag handler det om at få overblik over alt det, der taget stilling til, men som endnu ikke er kommet af sted til genbrugspladsen. Det fylder i huset og i mit hoved.

 Lene, sæt i gang, find en god lydbog og forkæl dig selv med gode pauser, du har jo ferie.

Bondegårdsferie - Sommerferie 2024, del 1

 Der var ingen tvivl om, at feriegæsternes ferie startede på gården. Næste sommer bor vi ikke her mere, så hvis S sammen med farfar skulle køre traktor og ATV, fodre høns, hjælpe med i arbejdet på gården og hvad der ellers sker på en gård om sommeren, så var det sidste udkald.

Den lille familie valgte at køre herned med to overnatninger i Norge og sen ankomst til gården, men begge børnebørn var vågne, så vi kunne få krammer, inden de kom i seng.

Formlen var den samme som sidste år, vi tog os af børnene, når de vågnede, så forældrene kunne sove videre. Vi havde fundet sønnens cykel, som han fik til sin 3 års fødselsdag, da vi ryddede ud på vores anden gård. Den fik landmanden cykelhandleren til at lave service på, sætte nye støttehjul på og fremskaffe et gammeldags båthorn.

Da først S knækkede koden til at cykle, fik vi motion. Jeg løb ved siden af ham, når han drønede af sted ude på vejen. Senere tog han på ture med os alle hver især, hvor vi også cyklede. Det gav også skrammer, når cyklen væltede, men sådan er det.

Vi plukkede blomster fra markerne med bestøverbrak. Vi plukkede bær. Vi var konstant i aktivitet, der var ikke tid til læsning og stille aktiviteter som for et halvt år siden . Og når man er næsten tre år, så vil man alt selv og verden skifter brat fra lykke til sorg over at skulle stoppe med en aktivitet, fordi de voksne vil noget andet.

Jeg nød at se min søn og svigerdatter rumme den lille gut på en måde, som jeg helt klart ikke altid havde overskud til dengang for 34 år siden. I dag kan jeg jo se, at alt det med at sætte grænser, være konsekvent, lære børnene at høre efter kan gøres på en mere skånsom måde, så man også tager hensyn til et barn, som ikke kan overskue, at der skal ske noget andet. 

S var med til at kløve træ og han var meget stolt, når han kom med brænde til medarbejderen. Landmanden og S kørte også til foderstoffirmaet for at hente majs til hønsene.

Jeg sang for Å, havde hende til at ligge på gulvet, mens jeg fik bagt eller gjort klar til spisetiderne og nød hendes pludren og grin. Hendes øjne var koncentrerede og fulgte godt med i hvad der skete rundt om hende.

Det var min arbejdsuge, men jeg havde byttet rundt, så jeg faktisk kun arbejdede en dag, efter den lille familie var kommet. Fredag var det sidste dag for det arbejdende folk på gården, så vi samledes kl 9 til formiddagskaffe/te med rundstykker. Det er en hyggelig tradition. S syntes, det var så hyggeligt, at vi tre næste dag måtte spise morgenmad i folkerummet. Så kunne Å ligge i sin barnevogn og følge med i snakken uden at blive slikket af hundene.

Der gik ikke mange dage, før S var blevet trygge med Ayla og Dexter. Sit Dexter, dæk Ayla lød det fra den lille gut. Og inden vi drog i sommerhuset, gik S rundt mellem de to store hunde, som er lige så høje som ham, uden at være nervøs for dem. De elskede ham, for de fandt hurtigt ud af, at der blev givet betydelig flere godbidder i de her uger.

Sønnen arbejdede videre med at rydde op i de sidste kasser på loftet. Han og svigerdatteren havde meget sjov med minderne fra dengang. Inklusive den store samling figurer fra Kinderæg. Datteren har en plan om at lave noget kreativt ud af det til lillebror og familie. Vi får se, hvad det bliver til. Nu er der i hvert fald reduceret lidt i kasser på loftet. 

Efter en uge på gården pakkede vi alt sammen og flyttede. Nu havde jeg fået sommerferie og vi var klar til samle alle inklusive datteren til sommerhusferie.

Og i dag høster vi, første dag i år, for 42. gang og for sidste gang. Al ting har en ende, så det sidste år har nærmest været et farvel til noget på gården hver måned. Det er ok, livet går videre og vi skal finde vores vej. 

Det var ikke planen

Det var ikke planen

Halvanden måneds pause med ord og billeder på instagram og bloggen var ikke planlagt, men sådan blev det. Ikke pga. sygdom eller andre uønskede hændelser, men fordi livet simpelthen blev meget intens. Så jeg havde slet ikke tid og overskud til andet end blot at være midt i livet og stornyde det.

De første uger gik med at få ryddet op og ud, så gården kunne rumme en norsk-dansk familie på fire. Samtidig med at arbejdet også krævede en del og vi flyttede datteren fra en lejlighed til en anden. Vi havde ellers sagt, at det var slut med at agere flyttemænd, men da de fleste tunge møbler var solgt og nye bestilt med levering, ja så tilbød vi selv at være flyttemænd sammen med en god kammerat til datteren (de to tog de tunge ting). Men flytning af mange flyttekasser og samling af borde etc. tog sin tid, så vi var godt trætte, da vi kom hjem sent på aftenen. Det føltes dog godt at vide, at datteren nu kunne være i lejligheden og der ikke blot stod flyttekasser overalt.

The same procedure as last year

Som sidste år startede vi på feriebesøget på gården den første uge, hvor jeg stadig arbejdede, og så flyttede vi til sommerhuset i 2 uger, hvor jeg havde ferie. Her sluttede datteren sig til os. Den lille familie drog mod Norge i bil om fredagen i uge 2. Vi skyndte os at få ordnet de ting, vi skulle have ordnet vedrørende gården samt hjælpe datteren med praktiske ting, inden vi drog til Norge søndag, hvor vi holdt den sidste uge af min ferie. Vi returnerede i søndags fyldt med masser af ferieindtryk, som kan blive august måneds indlæg.

Det ordner jeg, når jeg kommer hjem

Den holdning er ikke god at have. Jeg havde efterladt huset hjemme rodet, da vi flyttede i sommerhuset og tilsvarende sommerhuset, da vi tog til Norge. Jeg havde regnet med en turbomandag, hvor vasketøj, oprydning, regnskab og andet arbejde på gården skulle falde på plads.

Det var så heller ikke planen

Jeg havde lidt ondt i halsen, da vi kom hjem og op ad dagen blev jeg mere utilpas, men håbede at natten kunne have helende virkning.  Så ingen turboeffektiv mandag til mig. Tirsdag var første arbejdsdag og jeg havde aftalt med mine ledere, at jeg arbejdede på et kontor væk fra afsnittet, da jeg dels havde et formiddagsmøde med sidste redigering på en artikel til international sygeplejemagasin tirsdag med to forskningssygeplejersker og gennemlæsning og kommentering af et rapportudkast. Jeg gennemførte de ting, men efter en nat uden søvn grundet hoste og forkølelse trængte jeg mest af alt til at komme hjem. Og hjemme sygemeldte jeg mig til onsdag. Det er yderste sjældent, det sker, ikke fordi jeg ikke vil sygemelde mig, men fordi jeg meget sjældent er syg (og gud ske lov og tak for det). Helt oprigtig troede jeg, at jeg var rask til torsdagens undervisning af elever, så jeg mødte op, men jeg kunne godt mærke, at den ikke var god og mine kolleger gjorde kort proces og sendte mig hjem igen.

Det var så absolut heller ikke planen

Jeg har været oppegående hele dagen i dag, og jeg er ved at være nået til bunds i alle vaskedynger herhjemme inklusiv al sengetøj (tak for tørretumbler til den del), men måtte inderst erkende, at jeg nok ikke var helt frisk til at drage med togbus og tog til hovedstaden i morgen tidlig sammen med datteren for at være sammen med min familie. Jeg udskød dog beslutningen, for jeg kunne jo sove hele vejen til Købehavn osv. Men så ringede datteren, at hun også havde fået ondt i halsen. Og efter et par timers eftertænksomhed meldte vi fra. Øv, jeg havde sådan glædet mig til at se min familie inklusiv mine niecer.

De positive sider

Fagligt: Vores engelske artikel blev godkendt til publicering. Det skal fejres på afsnittet, når den er publiceret og jeg er frisk igen. Den følger op på den første artikel, vi fik publiceret, som fandt et behov for at være sammen med ligesindede og få mere viden om stroke hos mennesker med lette følger efter blodprop/blødning i hjernen. Den sidste artikel har undersøgt samme patientgruppe og mennesker med  forbigående blodprop i hjernens erfaringer med et forløb med fokus på viden om stroke, samvær og mestring af livet efter stroke. Det er de forløb, jeg nu skal fokusere på, om vi kan få udbredt til alle kommuner i region Nordjylland.

Familie: Tænk at få lov til at være sammen med S, som nu er blevet 3 år og Å, som er 5 måneder i over 3 uger. Det har været helt fantastisk. Lyden af en lille drengestemme, der på norsk siger farmor, er englelyd i mine ører. Han er så tålmodig med farmor og farfar, når vi ikke helt forstår det norske. Han forsøger faktisk at vise det med kroppen eller bruge andre ord, så vi lærte hver dag nye ord udtalt af en tre-årig.

Den mest brugte sætning var: a gjør det. Og det er jo også vendsysselsk, så det kunne vi forstå. Hans far sagde vil selv, kan selv i den alder.

Lillesøster Å har de skønneste smil og mest udtryksfulde øjne, hun gør os ganske enkelt glad hver dag. Og da vi kom til Norge og hun så farfar efter to dages fravær, var det helt tydeligt, at ham kendte hun. 

Det er en gave, at vi er så raske, at vi kan rejse og være sammen med dem. Og med salget af gården kan vi allerede mærke nu, hvor meget mere tid landmanden har fået. Vi har nemlig ikke kartoffelavl i år, og det frigør meget tid, som han også skal bruge for at få alt på plads inden nytår. Alligevel er der ikke det pres i de næste 3 måneder, som vi har haft i 42 år.

Det gør mig glad

•  at være på arbejde og gang på gang bekræftes i, at mine kolleger er dygtige og samtidig også gode til at støtte hinanden. Jeg havde kursus for tre af vores nye sygeplejersker og de sagde, at hvor andre af deres studiekammerater egentlig var på arbejdspladser, hvor sygeplejen ikke var så hård, travl og tung som hos os, så var det som om at vores arbejdsplads ikke føltes så tung som de andre arbejdspladser, fordi alle hjælper alle. Alle er gode til at støtte, alle er gode til at sige, kom lad os gøre det her sammen, når de nye stod og ikke helt vidste hvordan de skulle gribe plejen an. Jeg er så stolt af dem alle, nye og erfarne, unge og gamle.
• at være en del af et tværsektorielt undervisningsforløb sammen med gode kræfter fra kommunen for at støtte mennesker med "lette følger" efter stroke. Om min drøm/vision, som jeg har haft i mange år, bliver til virkelighed i alle kommuner, ved jeg ikke. Men det er virkelighed i en kommune og tre andre kommuner er gået sammen om 6 forløb, hvor de kommunale ledere forhåbentlig vender tomlen opad til, at det bliver et fast tilbud, når vi fremlægger evalueringerne for dem. Og jeg er blevet bedt om at fremlægge den gode historie for alle kommuner i løbet af efteråret.
• at undervise på de opfølgningsforløb eller patientskoler, som nogen kalder det. Jeg bliver udfordret af patienterne og deres pårørende. De lader mig ikke blot snakke, men har mange spørgsmål. I dag var der mange kommentarer at holde styr på, så min disposition røg sig en tur og så måtte jeg ændre min plan. Jeg var brugt, da jeg var færdig.
• hver gang jeg ser på min lille hund. Jeg fik den i fødselsdagsgave af vores medarbejder. Og den minder mig om mine morforældres lille gravhund Lasse. Og jeg har med vilje arrangeret hunden, så den altid ser ud til at være på vej ud på opdagelse i højt humør. 

Og så har varmen og blæsten endelig tørret så meget, så landmanden kan komme i marken. Det mindede alt for meget om det første forår for 41 år siden, hvor det regnede og regnede. Vi fik ikke sået korn eller sat kartofler i alle marker, så vores held var, at kartoffelhøsten generelt i Europa var meget dårlig. Vores kartofler var nemlig af den fineste kvalitet, og vi har aldrig siden fået den pris for kartofler. Det var ret godt, når nu man stod som ny landmand med høje lån med over 20 % i renter.

Landmanden kører i marken, solen skinner, vi har snakket med den lille familie i Norge på facetime. Det gør mig glad.

Forandringens vinde

Der sker meget i vores liv lige nu. Vi er blevet farforældre for anden gang her først i marts måned til en lille pige Å. Og her i weekenden fløj landmanden og jeg op og besøgte Å og hendes storebror, og selvfølgelig også deres forældre. Vi fik to døgn sammen fra fredag aften til søndag aften. Vi landede hjemme i sofaen mandag 0.30 og havde brug for lige at slappe af, kigge billeder og snakke weekenden igennem, inden vi gik i seng.

Farmor fik strikket trøjen færdig til Å, inden vi kom derop :-)

Vi havde den skønneste tur, og den lille pige er smuk og dejlig, lige som hun skal være. Som sin storebror sørgede hun for, at hendes mor har haft brug og stadig har brug for længere tids restitution, men det går fremad. Det er stort at se sin søn som far og hans kæreste som mor. De er fantastiske forældre, som har sørget for en skøn dreng, der har masser af fantasi, snakker løs og som ved en masse ting allerede.

Vi tog på tur med S og Å. Lillepigen sov under hele turen, så vi fik tid til at rutsje, klatre, gynge og opdage alle mulige finurlige ting, så som at hilse på hunde, finde blade og lytte til det smeltende snevand strømme nede i kloakken. Vi havde også rygsæk med tursnacks med og solen varmede skønt på store og små, mens vi nød pappas madpakke.

Søndag var det anderledes koldt og blæsende, og det sneede indimellem. Men vi tog alligevel på tur, denne gang ind i skoven, hvor der var masser af ting at kigge på. Der var også is under snepletterne, så vi skulle passe på. På et tidspunkt var jeg ved at glide ned af en skråning, hvorefter S satte sig ned og kurede hele vejen ned. Jeg ville ønske, at jeg også havde haft regnbukser på, så jeg kunne kure. farfar og S fægtede med store grene og vi besøgte en ny legeplads med en tovbane, som var sjov at prøve. Det nåede at hagle gevaldigt, men det var vist kun farforældrene, der syntes, det betød, at vi skulle hjem.

Nu er vi hjemme igen, der er arbejdsdage på gården og jeg rydder op og gør rent indendørs. Jeg øver mig i at kigge på tingene og spørge, om de skal gemmes eller smides ud/til genbrug. Ganske enkelt fordi vi ikke er gårdejere mere! Vi solgte gården til Naturstyrelsen til februar og har forpagtet gård og jord til nytår. Naturstyrelsen henvendte sig for et år siden, så vi har haft tid til at vende og dreje det og besluttede os for at slå til.

Hvor skal I så bo? Det aner vi ikke, men vi ved, at vi har et sommerhus, vi kan bo i og at vi kan opmagasinere al vores habengut, indtil vi ved, hvor vores endelige bolig bliver. Der er rigtig meget, der skal ryddes ud, sælges eller smides ud på de to gårde. For der kommer ingen landmand efter os, så alt skal væk. Vi er stadig enig om, at det var det rigtige, vi gjorde, men vi er nødt til at tage tingene et skridt ad gangen, for vi kan ikke både køre ud og se på boliger, områder eller husudstillinger og så også være effektive herhjemme. Der er stadig et landbrug, der skal drives og et sygeplejerskejob, der skal passes.

Hvad så med dit job, Lene? Det er altid det næste spørgsmål, der kommer. Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, og jeg har en kollega, som er i gang med at overtage mine opgaver på afsnittet. Opfølgningsprojekterne og undervisning i kommunerne samt på sygehuset af patienter og pårørende vil jeg gerne beholde, så måske går jeg yderlig ned i tid på et tidspunkt, når alt på afsnittet er på plads. Vi får se, jeg lader hverdagen være som den plejer lige nu.

fødselsdagsbuket fra børn, svigerdatter og børnebørn

Jeg er også blevet 67 år og har været på mit afsnit i 24 år. Der er dage, hvor jeg føler mig som en omvandrende historiebog i udviklingen af strokebehandling og pleje. Det har været en vild rejse at være med på. Og jeg havde ikke drømt om, da jeg startede i sygeplejen igen efter 11 års pause, at jeg nu 24 år efter har oplevet så meget.

Forandringens vinde blæser, de kan ruske så hovedet føles ør og træt, men de føles også kærlige og omfavnende. Jeg glæder mig til at se, hvor vi er om et år, men indtil da vil jeg nyde tiden her og øve mig i at nyde processen med at rydde op og ud i mit liv.

Jeg glemte pandebånd og vanter

 Kartoffelsæsonen 2023

den 41. af slagsen, må siges at være et sandt sammensurium af de foregående 40 sæsoner. Hedebølge i forsommeren, rigeligt med regnmængder i sommeren, hed september og mere end rigeligt med regn i oktober. Vejrudsigten i disse dage er en ren gyser, for jorden kan slet ikke suge al den regn, så vi krydser fingre for, at vejrudsigten holder, og vi får tørvejr mandag og tirsdag. Så er der håb om, at vi får kartoffelhøsten i hus. Vi har nemlig også haft år, hvor vi har måtte lade nogle af kartoflerne sidde i jorden. Der var ganske enkelt for vådt til at tage dem op, og da først det var tørt nok, var kartoflerne ikke til noget. Det håber vi, ikke sker i år.

I år er derimod sket det, at landmanden afveg fra sit princip om ikke at arbejde i kartoffelmarkerne på en søndag. Vores sæsonarbejdere havde ikke arbejdet siden tirsdag grundet vejret. Den faste medarbejder arbejdede sammen med landmanden og mig lørdag, hvor vi afprøvede med alt hvad der kunne trække af tvillingehjul på traktorer, vogne og optager, om vi kunne tage op. Det lykkedes og derfor var der fuldt hold i går, som tog kartofler op på den smukkeste solskinsoktobersøndag.

I går måtte de så starte med frost og hvidt på kartoffelkammene, så landmanden og jeg grinte sammen i mobilen, for det er i sandhed et år med alt, hvad vi har oplevet de andre år tilsammen. Jeg glemmer aldrig det år, hvor vi først kunne starte kl 11 om formiddagen, fordi det var for koldt for kartoflerne at komme op af en jord med frostskorpe på. De havde det godt og lunt i kammene, der tog de ikke skade. 

Hvordan gjorde jeg det?

I denne tid tænker jeg en del på, hvordan jeg fik det hele til at falde i hak dengang, børnene var små. Jeg var med i kartoffeloptagningen, jeg kørte børn i børnehave og sidenhen skole. Jeg handlede ind, betalte regninger på posthuset (før netbank), smurte madpakker til folkeholdet, lavede aftensmad, vaskede tøj, læste lektier med børnene osv. Mine forældre var en kæmpe hjælp i efterårsferie og vinterferie. Vores børn kom derned og fik alle mulige kulturelle oplevelser samt masser af tiden i natur. Det lettede lidt på den dårlige samvittighed. 

Men i dag synes begge børn, at de havde en skøn barndom. De kom i kedeldragter/flyverdragter og var med ude i kartoffelhuset. Nogle gange fik de lov til at se Disney videofilm i stuen med kage og saftevand til. Begge vores børn var/er begavet med en livlig fantasi, så sådan en film gav grobund for mange tegninger, lege med inddragelse af Lego, Fisher Price eller udklædningskassen. Når de kedede sig, kom de hoppende ud til os, og så fik de lov til at gå med en kost eller skovl eller blev sat i en kartoffelkasse (da de var små og ikke kunne forstå farligheden af store maskiner) med deres legetøj. Siden hen sørgede de for at lege hos kammerater i de travle perioder. Og som unge voksne nyklækkede studenter fik de arbejde hos deres far. Det gav dem en forståelse for landbruget og deres fars arbejde som kartoffelavler, og det gav deres far en fornemmelse for, om de forstod at arbejde og selv kunne sætte sig i gang. 

Billedet var ledsager til en tekst på instagram: Når min søn ser på skulpturen, ser han en drengs mislykkede forsøg på at lave buddha. Når jeg ser på skulpturen, ser jeg en Tænker, som giver sig tid til at tænke over verden. Jeg elsker den figur og jeg elsker min søn, som gav mig skulpturen 

Frostklar solskinsmorgen

Alarmen var gået i sommerhuset i går nat, så da lyset brød frem kl 7.30, kørte jeg derop. Det var heldigvis falsk alarm, men der var 1 graders frost, da jeg kørte fra gården og omkring frysepunktet i Hune. Nu jeg var deroppe, gik jeg mig en lang tur. 

Men jeg skulle have haft pandebånd og vanter på, for det var koldt for ører og hænder. Jeg kom hjem igen uden forfrysninger og en kop varm te bagefter var slet ikke så ringe endda. Ikke desto mindre var det en smuk, smuk morgen.

Åh som jeg dog savner de ture, de gør mig godt helt ind i krop og sjæl. Jeg håber, vi er færdig med kartoffelhøsten inden næste mandag. Jeg har nemlig tænkt mig at lade hunde og landmand passe gården og så tage i sommerhuset i min efterårsferie.

Blogskriveriet har trange vilkår

så snart jeg er presset. Og presset har jeg været de sidste to uger, det er gået ud over min søvn, som har været af den mest elendige kvalitet. Der er travlt herhjemme , der er travlt på arbejde og jeg har travlt med projekter. 

Mørket er min hverdag om morgen. Der er bælgravende mørkt, når jeg står op kl 5 og stadig mørkt, når jeg parkerer bilen ved sygehuset ved halv syv tiden, men med håbet om lysets komme ude i horisonten. I disse uger startede jeg alle ugens arbejdsdage kl 7, min krop og min hjerne mente, det var en fejl, jeg plejer at møde kl 8, så den kørte alarmberedskab samtlige nætter, så jeg aldrig følte, jeg kom ned i en dyb søvn. 

Lyspunkter midt i en travl hverdag

Ikke desto mindre har jeg oplevet skønne ting i de sidste to uger. Jeg har været til brunch hos en kollega sammen med skønne kolleger, inden vi stod espalier til en anden kollegas bryllup.

Jeg har fejret min skønne svigerindes 75 års fødselsdag sammen med alle mine skønne svigerinder. Min svigerinde arbejder stadig 24 timer om ugen i psykiatrien. Derudover er hun meget aktiv i den kirke, hun og hendes mand kommer i. Hun spiller tennis og deltager i kampe rundt omkring. Hun er sammen med alle mine andre svigerinde, som er ældre end mig, rollemodeller for mig, hvordan man ældes med lyst til livet.

I går kiggede jeg sammen med datteren på lejligheder. Bagefter drak vi te på det nye Penny Lane overfor Nordkraft. Det var hyggeligt med en lille pause midt i hverdagens travlhed og samtidig få fulgt op på hinandens liv. Lige nu er vi der, hvor hverdagen skal genfindes efter lang tids sygdomsforløb selv om behandlingen ikke er slut før til januar. Jeg kan mærke, at jeg nemt ryger i alarmtilstand, så snart datteren er lidt utilpas. Jeg øver mig i ikke at ringe i tide og utide, men lettelsen er stor, når hun så svarer på sms senere på dagen. Jeg er så taknemlig for, at hun nu stråler og har mod på livet. Jeg elsker hendes grafiske illustrationer til Københavns Zoo-Labs vægge, og en skønne dag vil jeg ind og se det.

Må du få en uge, som er god mod dig og giver dig smil på læben og allermest får dig til at grine højt :-)

På tur udenfor

 På tur i min have

I søndags gik den ikke mere, jeg kom i haven. Hvis jeg skal være helt ærligt, så skyldtes det mere dårlig samvittighed over, at landmanden måtte knokle hele dagen for at være klar til mandagens kartoffeloptagning, på denne ene fridag han havde. At ligge inde og læse bog, som er det jeg mest af alt havde lyst til, føltes forkert. Så jeg kom ud og fik ordnet bede med tid til at nyde de små detaljer i det smukke septembervejr.

 

Høstanemonerne gør sig til og jeg nyder dem i deres bed, for jeg har ikke held med at tage dem ind. De ser slukørede ud kort efter de er kommet indenfor.

Jeg nyder også, at jeg trodsede en gartners råd og plantede lavendler sidste år foran terrassen. Han mente ikke, de kunne trives i mosen, hvor vi kan have nattefrost helt ind i juli. De blomstrer ikke som lavendelmarkerne i Provence, men det er helt fint. De sender skønne dufte og tiltrækker insekter. 

Jeg tror det er et godt år for egetræer, de bugner i hvert fald med små lysegrønne agern. Og jeg elsker naturens variationer over farven grøn.

Selv om æblerne ikke er klar til at blive plukket, så river blæsten nogle af dem af, og de er himmerigsmundfulde for fugle, fluer og bier/hvepse. 

Jeg brugte google lens til at konstatere at disse svampe i græsplænen faktisk godt kunne spises. men det havde jeg ikke mod på, i stedet for nyder jeg synet af de forskellige svampe.

Bedet med troldhaslen, en aflægger fra mine forældres sølvbryllupsgave fra naboerne, trængte til at blive befriet for græs og ukrudt. Jeg var næsten færdig, da jeg opdagede et hul, hvorfra der kom hvepselignede insekter op. Jeg havde læst om jordbier hos en på instagram og googlede det. Den var god nok, det lignede jordbier, de var mere lodne end almindelige bier/hvepse. Men at tage et billede, der var skarpt nok, kunne jeg ikke med mobilen. Landmanden, der nu slog græs, måtte lige hidkaldes, så han kunne se dem. Vi var begge enige om, at de skulle have lov til at være der. Så lidt af mit lille bed er nu vild med vilje :-)

På tur med datteren

Via instagram havde jeg set, at en cafe, På Fjorden, som datteren har anbefalet i Aalborg, havde fødselsdag i dag, så jeg inviterede datteren på brunch der. Vi fik som fejring af fødselsdagen et glas gratis mimosa til vores brunch. Vi smagte lidt på det, det smagte lækkert, men ingen af os havde det godt med alkohol på det tidspunkt. Til gengæld var det ikke manglende lyst til den lækre mad, der gjorde, at jeg måtte levne. Jeg var så mæt, at jeg ganske enkelt ikke kunne få en bid mere ned.

Bagefter gik vi en tur i resten af North Urban Studio, som hænger sammen med cafeen. Studiet huser forskellige udøvende kunstner, og det var sjovt at se de mange forskellige stilarter, man kan udtrykke sig med/på. Jeg var mest betaget af de to keramikere, som også havde hver deres udtryk. Jeg tror, jeg skal på besøg hos dem igen. 

Mor/datter samværet sluttede med en gåtur langs fjorden forbi roklubber, lystbådehavne og Aalborg Street Food. Solen skinnede, selv om det havde truet med regn. Nu er jeg hjemme igen, landmændene har travlt. Kartoflerne tages op, køres hjem, kører over et rullebånd for at blive renset for jord og sten af to medarbejdere, hvorefter de kommer i 500 kg kasser og sættes i kølehuset. Der står de godt ved konstant temperatur, til de tages ud, når der kommer ordre på kartofler. Kølehuset har helt klart gjort at kartoflerne er lige så friske til foråret som nu. 

Må du få en dejlig weekend. Min er startet med smil og latter, især da jeg skulle fortælle om S, som i torsdags ringede os op. Han er blevet så god til at sige en masse ord, og nu prøver han ihærdigt at sige farmor og faster T. Det bliver godt, når vi kan komme til at se hinanden fysisk igen.

weekend med de gamle

 Alderdom og aldersfornemmelse

Vi kan helt sikkert godt mærke, at vi er blevet ældre, men det lader vi os ikke gå på af. Det har været dejligt livsbekræftende at være sammen med mine elevkammerater fra sygeplejeskolen. Tænk det er 46 år siden, at vi startede. Der var vi en flok på 19-20 år, fulde af håb og forventninger til livet foran os. Ikke alt er gået som vi troede, ikke alle drømme er blevet opfyldte, der har været modgang, skilsmisser, sygdom, dødsfald i vores små livscirkler. men når jeg så på mine elevkammerater sidste lørdag, så tænkte jeg, hold nu op, vi holder os faktisk godt og hvor er folk stadig fulde af planer og initiativer. Vi var femten og 5 er stadig i gang arbejdsmæssigt. Flere var stoppet siden jeg var med for to år siden, flere har planer om at stoppe, en bliver ved til hun er 70, og jeg ved ikke hvad jeg selv vil, endnu.

Vand og boliger

Vi skulle mødes i København i år, først ved den ene af vores elevkammerater, der har en bolig meget tæt på vandet. Den skønneste bolig og den skønneste septembersommerdag. Jeg var stået tidligt op, skulle med flyveren kl 7, nå ud til min søster på Ydre Nørrebro og derefter til Sydhavnen til kl 10. Jeg nåede det hele, men eksplosionen i Hells Angels klubhus gjorde, at busserne ikke kørte der hvor de plejer grundet afspærringer.  Så jeg endte med taxa for at nå det.

Hvor var det dog godt at se dem alle. Høre om deres liv, høre om hvordan de griber efterløns/pensionistlivet an. Det gav mig håb for, at jeg også nok skal finde ud af det, den dag jeg beslutter mig. Som en af dem i en meget travl lederstilling sagde; når alle siger at man får mere ro og energi til at opleve andet i hverdagen, så må man jo tro på det.

Havnefærgen

Efter at have snakket ørerne af hinanden, nydt lækker morgenmad og fået taget fællesbilledet af en velvillig nabo, gik vi hen til havnefærgen. Der var mennesker i badetøj overalt på kajen, der blev solet overalt og der var også nogen der badede.

Min elevkammerat, som vi var hos først, ved utroligt meget om havnefrontens gamle og nye bygninger. Så mens vi krydsede kanalen for at lægge til land på den ene side og den anden side, fortalte hun velvilligt om det.

Da vi nåede forbi Amalienborg, hoppede vi af og gik hen og nød udsigten fra Dronningetrappen, og vi så også en ansat hos de kongelige blive hentet i båd og sejlet ud til Dronningeskibet.

Grønne områder i København

Herefter gik vi gennem kastellet og ind i Østre anlæg, hvor vi nød skyggen fra de mange træer. Jeg nåede endda også at tale kort med mit barnebarn, da han ringede op.

Herefter gik vi videre til området tæt på søerne, hvor resten af dagen skulle foregå. Vi havde alle fået hver vores opgaver på en seddel, og når vi ikke skulle lave noget oppe i den lækre lejlighed, som min anden elevkammerat havde, sad vi nede i gården og nød en øl eller et glas vin.

Det var en skøn gammel lejlighed med små sjove detaljer. Vi fik den lækreste aftensmad, min elevkammerat elsker havelivet og har en stor jordlod 20 km væk, hvor hun avler nok grøntsager og kartofler til at brødføde to unge par og sig selv. På nær kødet og granatæblekernerne var alt fra haven, inklusive blomsterne. Jeg synes, det er så sejt, at hun drager med toget til sin have, arbejder der og når det er høsttid, slæber hun poser med lækker hjemmeavl retur til København.

Hun havde også fået sat højbede op i gården i lejlighedskarreen, hvor der var blomster og bærbuske. 

Hyggetid med lillesøster

Aftenen sluttede af sammen med min yngste lillesøster i hendes lejlighed helt oppe under taget. Vi hyggede os sammen og jeg sov så godt selv om toget kom forbi. Næste dag lavede hun brunch til mig, jeg havde ellers inviteret hende ud, men hvor var det hyggeligt at sidde i nattøj og bare have tid til at snakke. Et hurtigt brusebad og så var jeg klar til at gå til metroen og videre til lufthavnen. Jeg havde lånt en bog af min søster, som jeg faldt i under flyveturen. Det gik så resten af den aften og det meste af næste dag med. Jeg er vild med Kristin Marja Baldursdottirs bøger, og jeg kan se, at der er flere, som jeg ikke har læst. Det må der ændres på. Jeg kan varmt anbefale denne bog; Havblik.

Landmandsliv

Nu er kartoffeloptagningssæsonen startet med tre medarbejdere mere på gården. Der skal smøres eftermiddagsmadpakker hver dag til 5 undtagen søndag, men det er tegn på, at det går godt. Jeg har bagt boller i dag og ville egentlig også bage kage, men brugte al melet til bollerne, så ingen kage lige nu. Udenfor rødmer æblerne og Sankthansurten. Æblerne er først spiseklare, når de har fået lidt nattefrost, så vi venter. Roserne blomstrer det bedste de ved, og hyldebærrene er klar til plukning.

I går aftes gik vi ud på vejen foran maskinhuset, hvor der er frit udsyn for at se, om vi kunne se den internationale rumstation suse forbi, men det kunne vi ikke. Vi må holde ved, for chancerne skulle blive bedre som dagene går.

morgenhimmel

Jeg synger, jeg ler

 og jeg er helt alene. Jeg har opdaget podcasten Sangbogen med Muff og Hammer med Mathias Hammer og Katrine Muff, den er jeg vild med! Jeg får lov til at høre et væld af danske sange med en kæmpe spændvidde og i dag sang Katrine, mens Mathias spillede en ny sommersang fra Højskolesangbogen 2020.

Den smukkeste melodi af Erik Sommer og den smukkeste tekst af Iben Krogsdal, og jeg måtte prøve om stemmen kunne bære, men Katrine hjalp mig igennem. Hvordan det lød ved jeg ikke, alle andre ville kun kunne høre min stemme, jeg får jo lyden ind i mine høreapparater. 

Lige før timerne mørkner i juni, her har du sidste vers.

Fuglenes reder er varsomt forladte
køernes livsbrøl er vilde
alferne hvisker: I nat skal vi findes
fuldmånen soler sig stille
juni er himlen bag himlen bag himlen
lyset du aldrig kan miste
tar du min hånd? Går vi natten i møde?
endnu er der grøde
og juni er lys til det sidste

Og vil du høre melodien, kan du finde den nederst i linket, jeg satte oven over verset.

Jeg ler, fordi de to sammen er vidt forskellige, men de har det sjovt sammen. Egentlig er der kun 3 års forskel på de to, men som Mathias siger, jeg er en gammel sjæl i en ung mand. Og Katrine er så umiddelbar og siger lige det, hun tænker på, med det mest pudsige ordvalg. 

Så jeg har hørt Suspect, Thomas Buttenschøn, Malk de Koijn, Kashmir, Birte Kjær, diverse korarrangementer af danske sange, Poul Krebs, Tonny Landy, Lis Sørensen, Tobias Trier og mange flere. Og jeg er vild med det, vild med at blive udfordret, men også vild med at få lyst til at høre mere af yngre kunstnere, som jeg ikke havde hørt noget af tidligere.

I går aftes

lo jeg også rigtig meget, vi var sammen med vores datter, svoger og svigerinde, og i det selskab keder man sig ikke. Landmanden har den vendsysselske humor, så når han fortæller om oplevelser i f.eks. en svømmehal med underspillet humor og iagttagelser, ja så måtte vi alle overgive os til latteren. Som jeg en gang sagde til ham i en tale, du er den, der irriterer mig allermest, den jeg kan blive så umanerlig vred på, men du er den, der får mig til at grine, den, der får mig til at føle mig tryg og den, jeg vil blive gammel med.

en gåtur med forhindringer

Høsten i år

er ret opdelt, vi blev færdig med byggen forrige uge og troede, at havren skulle høstes i weekenden. Vi nåede også det meste, men regnen søndag satte stopper for en høstdag i går, vi satser på at blive færdig i dag. Først skal der dog sorteres kartofler hele dagen, så selv om det formentlig kun drejer sig om 4 timers høst, så bliver det med eftermiddags - og aftensmadpakke samt sen varmt mad. Det er helt fint, jeg har rester fra i forgårs og masser af nye gode kartofler i kartoffelhuset på den anden side af gårdspladsen.

Ugen der gik

blev fyldt med arbejde, plasmatapning, gåture og boglæsning. Jeg øver mig i at udfordre mig selv, så jeg ikke hele tiden vælger feelgood litteratur som lydbog. Faktisk kan jeg slet ikke koncentrere mig om lydbøger lige for tiden. Godnatlæsningen er blevet en børnebog, mumibøgerne af Tove Jansson. de lader mig i ro, så jeg falder i søvn, hvor alt andet irriterer mig eller vækker mine tanker og sender dem på vandringer, så jeg ikke kan sove.

En faktura, der fik mig til at grine

ikke fordi den var fejludfyldt, men fordi der som reference (den der afhentede varen og opgave kontonummeret) stod : konen. Jamen det er jo korrekt, men for det meste spørger de til mit navn, når jeg henter reservedele til maskiner. Det havde hun ikke lige fået spurgt om, men en i forretningen vidste åbenbart, at jeg var gift med landmanden, hvis konto jeg købte ind på.

Hvorfor spiser franskmænd ikke oste hele dagen?

Vi fik en fantastisk gave fra min mands nevø og hustru, som bor i Paris, men som lige har været på sommerferie i Danmark, hvor vi var sammen med dem. Jeg havde fortalt om de skønne oste i Frankrig, som jeg er vild med. Men at jeg ikke forstod, hvorfor de aldrig serverer oste til morgenmad, når de nu har så stort et udvalg. Der er rigelig til at servere oste morgen, middag og aften :-) Jeg ELSKER ost til morgenmad/formiddagsmad (også om eftermiddagen og om aftenen til te), men hotellerne i Frankrig serverer nærmest uden undtagelse altid baguette, croissant, nutella og syltetøj til morgenmad. Tænk så havde de sendt franske oste, te og tekrus med min svoger og svigerinde hjem til os. Jeg smagte en af ostene i dag, lækkert.

Ha en god og solrig mandag, den første i september måned.