Hverdagsglimt

 Vi høster igen og denne gang er der håb om, at vi får det meste i hus, inden regn måske falder tungt og vedvarende igen. Som Ellen skrev i et indlæg, så har der i den grad været stor forskel på sommeren og sensommeren forskellige steder i Danmark, men nu skinner solen varmt og insisterende.

I går gik jeg en tur hen til høstmarken med eftermiddagsmadpakkerne, jeg trængte til at mærke luften, solen og høstenergien. Heldigvis havde jeg trods varmen taget gummistøvler på, for da jeg gik på stubbene af det, der blev nået at høste for 14 dage siden, sank gummistøvlerne så meget i, at mudderet sprøjtede op i mine korte gummistøvler.

Landmanden er kreativ og kører på tværs af marken, kornet bliver læsset af ved hver ende ligesom dieseltanken kun bliver fyldt halvt op, så mejetærskeren ikke er for tung. Kornet står fint og kernerne holder en fin vandprocent, så alt er godt på det område, men fugtigt er der.

Sidste weekend tog vi en tur til Aarhus sammen med datteren for at kigge på sofaer. Hun fandt en smuk og smart sofa, som kommer til at stå godt sammen med de farver hun har valgt i sin lejlighed. Bagefter parkerede vi bilen hos datteren, fik en kop te og gik derefter over til Aalborgsiden for at opleve regattaen.

 På broen var man ved at gøre klar til spisning på broen. En del af den ene sides fortov var fyldt med borde og bænke ved siden af hinanden, så alle kom til at sidde med fronten ud mod vandet og hele regattaområdet. Det tror jeg, vi skal prøve en anden gang.

Det småregnede dog og det satte desværre også sin begrænsning på antal besøgende, selv om der faktisk var mange på havnekajen. Vi gik en tur fra broen og helt hen til det sidste skib, studerede streetfood området, men en regnbyge gjorde, at vi ombestemte os og i stedet for satte os udenfor en restaurant ved havnen og fik vores aftensmad.

Himlen blev mørkere og mørkere, så da landmanden tjekkede radarbillederne på mobilen, fik vi travlt med at komme af sted. Det gik i skarpt trav over broen, henad stierne som trods små lamper langs stien fremstod meget mørke, så jeg aldrig ville gå den vej alene om aften og nåede bilen, inden regnen for alvor tog til.

Turen hjem var frygtelig, vi endte med at køre fra motorvejen, fordi det var svært at orientere sig i den mængde regn, der kom, kombineret med modkørendes lyskegler. Hjemme igen styrtede det ned og datteren kunne fortælle, at det oven i de massive regnmængder lynede og tordnede helt vildt. Koncerten på havnekajen med Tim Christensen måtte afbrydes, det var simpelthen for farligt at fortsætte.

I denne uge har jeg holdt oplæg for tre franske sygeplejelærere på engelsk om hvordan vi bruger begrebsrammen Fundamentals of Care på vores afsnit. For mig har den været med til at give mig et bedre sprog for hvad sygepleje egentlig er og hvorfor det sommetider opleves af pårørende/patient som god sygepleje, når jeg synes, at jeg kunne have gjort så meget mere og også det modsatte, selv om man synes man har ydet sit bedste.

De tre var på todages besøg på dels sygeplejeskolen, dels sygehuset, og jeg havde været så fokuseret på, om mit engelsk var korrekt, men havde mindet mig selv om, at de franskmænd, jeg har mødt til konferencer, ikke er særligt gode til engelsk. Og efter kort tid sammen forstod jeg, at jeg skulle glemme alt om alt det, jeg gerne ville sige på korrekt engelsk og blot tale fra hjertet med fagter og mimik. Det gik godt.

Og jeg mindedes, da jeg som nybagt student arbejdede i Oxford som ufaglært sygeplejerske i 1976. De engelske sygeplejeelever var målløse over, at vi danske unge kvinder kunne begå os så godt på engelsk, så vi kunne klare et arbejde, hvor kommunikation er så vigtig ( nej jeg siger ikke at kommunikation er essentielt i sygepleje, faktisk hader jeg det ord, men måske havde det sin berettigelse her). 

I vores pauser på 11 timers nattevagterne fandt vi frem til, at de havde haft lige så megen undervisning i fransk, som vi havde i engelsk og de kunne overhovedet ikke begå sig på fransk. Så bare tanken om at tage til et fransktalende land og arbejde på et sygehus fik dem til at gyse.

Arbejdsferie. Jeg manglede at afholde noget ferie, så det har skemaplanlægeren lagt i den kommende uge. Der står mange ting på min mentale to-do liste, men jeg har kun sat få punkter på min blok, for ellers kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg så giver op. Jeg hader oprydning, især den del, der indebærer at tage stilling til om ting skal gemmes, gives væk eller smides ud. Men jeg skal jo til det, så ønsk mig held og lykke med den opgave. I dag handler det om at få overblik over alt det, der taget stilling til, men som endnu ikke er kommet af sted til genbrugspladsen. Det fylder i huset og i mit hoved.

 Lene, sæt i gang, find en god lydbog og forkæl dig selv med gode pauser, du har jo ferie.