En hel uge

Da jeg byttede weekend for at kunne komme med landmanden til fest, så jeg først kun de mange fridage, det udløste. 7 stk. De er brugte nu og blev de så brugt godt? Det kommer an på, hvem du spørger, men spørger du mig, vil jeg svare, at de blev ikke brugt, som jeg gerne ville, men de blev brugt klogt. Jeg forsøgte at komme ovenpå, fordi jeg alle syv dage har haft svingende symptomer i form af forkølelse, ondt i halsen, træthed og svimmelhed. Havde jeg skullet arbejde, havde jeg taget på arbejde, så hårdere var symptomerne ikke, men nu kunne jeg slappe af, drikke masser af te, læse bøger, se film, gå en enkelt dejlig tur, tage til fest, få skrevet mere på vores projekt, få planlagt introduktionen af nye kolleger, som starter i morgen, deltage i et enkelt møde og deltage i surprise morgenmad for min souschef i morges. Alt det arbejdsrelaterede får jeg løn for, så bare rolig, det er skrevet på.

Den hurtige beslutning om at give vores souschef en overraskelse på hendes runde dag, opstod i forgårs hos en kollega, som også er svigerinde til fødselaren. De fleste skulle i dagvagt, nattevagterne kunne ikke nå at være der, en del havde ferie eller gemalen havde bilen, nu hvor de havde fri, men vi var syv, der troppede op sammen med hendes familie og fik hende til at måbe. Jamen jeg skal jo på kursus, var hendes kommentar, da hun så os. Det vidste vi jo godt, det var derfor, vi mødte op klokken syv, hun nåede en time sammen med familie og kolleger, og siden hen har jeg hørt fra en anden kursusdeltager, at hun var så glad for overraskelsen.

De syv fridage er gået, og hvad jeg overså i første omgang, men som jeg nu ved og er spændt på, er at jeg har otte arbejdsdage i træk. Sådan er det, når man gerne vil have fritid og arbejdsliv til at gå op og må bytte. Min skemaplanlægger havde ellers sørget for en god plan. Pyt, der står lutter skønne sager på programmet. 3 dages introduktion af nye kolleger, og vi mangler dem meget. Vi har ikke måttet ansætte nogen pga. midlertidig ansættelsesstop for de sidste barselskvinder og de tre, der er stoppet. Det i kombination med meget dårlige patienter gør, at folk har ligget vandret. I weekenden bliver det min tur til at tage en tørn med plejen af vores patienter. Det kommer jeg også til i næste uge, men der er mit fokus et andet, jeg skal nemlig følges med nogle af mine kolleger, som har bedt om dette til deres MUSsamtaler. Det er jeg spændt på, for de har været der i flere år. Jeg er vant til at følges med vores nye kolleger hos patienterne, det skal jeg også på den sidste introduktionsdag.

Jeg tror dog, at jeg er godt brugt om otte dage, nu får vi at se. Det må da give mig en chance for at komme ind i en ordentlig søvnrytme med fast mødetid klokken syv hver dag.

Hov, jeg glemte da et punkt, jeg bestod Hjertestopprøven. Den har irriteret mig, fordi jeg ikke havde tid til at finde en computer med ordentlig lyd inde på afdelingen. Nu tog jeg den i dag, jeg bestod og undervejs kom jeg til at tænke på NurseRuths tegning.

Forklaringen er at man giver hjertemassage, men ikke støder, hvis patienten har hjertestop pga. asystoli. dvs, hvor der slet ikke dannes impulser i hjertet. Her gives der medicin i håb om, at hjertet kommer i gang igen, og mens man venter på dette, giver man hjerte-lungeredning (hjertemassage og ilt) for at få ilt til hjertet og hjernen. Og hvis du som jeg ser Greys hvide Verden, så vil du vide, at de kaster sig over apparatet og giver stød, når hjertekardiogrammet viser en flad linje (asystoli). Men NEJ, det gør man ikke og det vil hjertestarteren også fortælle dig, hvis du nogensinde skulle komme i den situation. Så klø på med hjertemassage, 30 stk. midt på brystet, der skal trykkes hårdt og så to indblæsninger. Og som mine søde kollega, der underviser os i hjertemassage, sagde om rytmen: bare syng (for dig selv) Bee Gees Stayin’ Alive, så har du rytmen.

Det er nok ikke den sang, vi skal synge i aften til kor. Derimod øver vi os på True Colors af Cyndi Lauper. Jeg glæder mig, jeg er så glad for, at jeg kom i gang igen. God aften til dig.

lille og fin

Lørdagens skønne vejr fik også blade på gårdspladsen til at fremstå smukke med frostglimmer og den rette holdning. Midt på pladsen foran kartoffelhuset lå denne lille blomst.

Først fotograferede jeg den, så undrede jeg mig, for hvad gjorde den dog her? Jeg har ikke haft en buket med den blomst i den farve. Mens jeg gik tur, spekulerede jeg over det lille mysterium uden at finde en løsning. Sidenhen kom jeg dog til at tænke på, at lastbilerne, der henter kartofler, også fragter meget andet gods rundt i Danmark. Så måske havde dette lille blomsterhoved gemt sig i containeren og smuttet ud, da alle de store kartoffelsække blev sat ind.

Lille og fin kan også bruges på en af de bøger, jeg fik til mit jubilæum. Jeg har læst om Tænkepausebøgerne, men aldrig læst en. Nu har jeg min egen, som handler om sorg. Og allerede det første kapitel har fået mig til at nikke og samstemme, og jeg påbød mig selv at holde pause, for at jeg ikke bare sluger bogen på en dag. Bøgerne formidler forskning, og her er det Mai-Brit Guldin, sorgforsker ved Aarhus Universitet, der formidler sin forskning gennem mange år i sorg. På hver side er der en lille grå cirkel med en lille vejviser hen til en sætning, som er en anden farve end resten af ordene. På den måde kan man hurtigt få essensen af kapitlet. Første kapitels sætninger er:

• Det gør sorg til et grundvilkår for os alle
• Sorg og glæde er på den måde tæt forbundne. De er hinandens forudsætninger og fuldender hinanden
• Glæderne kan vi miste igen, sorgerne må vi lære at leve med resten af livet
• Hvad ville livet og kærligheden være værd, hvis vi ikke reagerede stærkt på at miste
• Vi må derfor betragte sorg som en uendelig og dynamisk proces, som hele tiden er i bevægelse
• Vi fejltolker sorg, hvis vi tror, at vi kan få den overstået og lægge den bag os én gang for alle.

Og alle ordene vækker i den grad genklang i mig. Også fortællingerne om det at gensørge, det at sorgen dukker op igen især ved andre forandringer i livet. Forfatteren bruger blandt andet interviews med de to prinser af England og deres fortællinger som voksne om, hvordan sorgen dukker op igen og igen, måske på en anden måde, men den vil altid være til stede i livet.

Lille og fin var også den lille mail, der gav lyd fra sig på min mobil. Og jeg blev rørt over, at en læser på den måde gav sig til kende og fortalte mig om hendes oplevelse af min blog.

Må din aften blive fin og god.

Ordene i hovedet

Knap er jeg stået op, før ordene dannes i hovedet. Mange års blogskriverier gør, at hverdagen hele tiden sættes ind i en blogramme. I dag er det uden billeder.

Jeg laver sent morgenmad. Det blev sent, inden vi kom hjem i går aftes efter en dejlig 60 års fødselsdag. For landmandens vedkommende startede fejring af fødselaren allerede fra morgenstunden. En af gaverne til fødselaren var nemlig en fasankokkejagt for gæsterne, og at aftenens fest kunne holdes i giverens jagthytte. Det blev en rigtig hyggelig aften, jeg kendte kun fødselaren, hans kone og en enkelt gæst, men det gik nu ganske udmærket. Som sygeplejerske er jeg vant til hurtigt at skulle komme i kontakt med andre.

Jeg elsker mit søndagsmorgenbord, ind imellem overvejer jeg at prøve andet, laver måske bananpandekager, små skåle med yoghurt og frugt eller scrambled eggs. Men jeg vender altid tilbage til mit blødkogte æg, mit rugbrød med smør (den eneste gang om ugen, jeg bruger smør på brød, sådan har det været i over 30 år), en halv til ægget og en halv til den mørke pålægschokolade (der har jeg ændret smag, spiste altid lys pålægschokolade før) og så brød med ost bagefter. Førhen kørte jeg til bageren og hentede rundstykker, siden havde jeg tit hjemmebagte boller i fryseren, nu er det ofte ristet bagerbrød. Jeg bager sjældent, jeg hopper over hvor gærdet er lavest hvad angår aftensmad, men mit søndagsmorgenbord hopper jeg ikke over.

Udenfor suser vinden og sætter gang i en bølge blandt træerne, der omkranser gården. Jeg skutter mig og nyder mit lune, varme hjem. Selv om jeg ikke drak alle de gode vine og whisky i går aftes, fordi jeg var chauffør, er jeg alligevel kommet i den alder, hvor det at komme sent i seng også sætter mærkbare spor i kroppen. Jeg tror, jeg kryber sammen i sofaen en times tid, før jeg forsøger at være aktiv.
Landmanden og Ayla er gået sig en tur omkring gården, de har også deres vante rutiner om morgenen. De skal blandt andet ned til hønsene med husholdningsaffald, det er en god måde at reducere madspild på og de kvitterer troligt med æg hver dag, også her i vinterperioden.

God søndag til dig.

Med lidt tålmodighed

Hermed kan vi viderebringe resultatet af en meget uautoriseret forbrugerundersøgelse: et indlæg om bøger kan få jer til tasterne, så nu har jeg masser af gode titler, der kan inspirere mig til at udfordre min hjerne.

Vejret udenfor er SKØNT, giv mig blot en februar måned med frost, kulde og solskin, så vil jeg være så glad. Ja der måtte også gerne komme et ordentlig lag sne sammen med. Jeg har ikke brug for foråret endnu, jeg har brug for solskin og knitrende frostdage. Som du kan se på nedenstående billede, så er der stadig meget vand, og når man kører forbi åen, det skal løbe ud i, kan man også se hvorfor. Vandspejlet på åen er næsten i linje med de omkringliggende marker. Forårsarbejdet i år kommer vist til at blive en sen affære.

Og nej det er ikke en sø, selv om den nu har været der konstant siden efteråret.

Motivationen for at komme ud og gå en tur var i top med det skønne vejr udenfor, og lige nu nyder jeg kroppens taknemlighed over de 5 km, det blev til. Gæssene og svanerne holder koncert døgnet rundt, og jeg nyder deres silhuetter mod himlen.

Ayla kom ikke med på gåturen, det fandt hun sig nu godmodigt i. Til gengæld måtte vi lige gennem en hylekoncert i morges, da landmanden tog på jagt uden hende. Jeg øver mig i at ændre min indstilling fra irritation til anerkendelse af, at Ayla faktisk er en dygtig og elskelig hund. Hun er så skrap i træning sammen med landmanden, han og jeg har bare ikke haft tålmodighed til at træne Aylas glæde ved at være sammen med os. Nu er vi gået i gang, og i dag fik jeg lov til at tage mine vandrestøvler på, uden at jeg havde en hund over alt på mig, Ligesom det bliver nemmere og nemmere at få Ayla til at sidde/stå og bliver kælet for i stedet for at hoppe op og agere cirkushund, som vil danse med mig. Kunsten at hoppe op på bryggerbordet i et hop kan hun dog stadig, hvordan skulle Ayla ellers kunne konstatere, at landmanden rent faktisk kører sin vej uden hende?

Da jeg kom hjem efter gåturen, prøvede jeg at stole på landmandens mening og lod Ayla løbe frit rundt. Jeg var bange for, at hun ville stikke af fra mig. Det gjorde hun ikke, men glæden var stor ved bare at kunne bevæge sig i fuld løb rundt på gårdsplads og græsplæne. Jeg nød den skønne hunds firspring. Vi skal nok lære det, Ayla og jeg. Med lidt tålmodighed. God lørdag til dig.

En litteraturkreds

Biblioteket har i samarbejde med en af aftenskolerne udbudt litteraturkreds i mange år. For 13 år siden var jeg med, men måtte stoppe før tid, fordi min niece døde, og så mistede alt andet betydning for en stund. Jeg kom aldrig i gang igen, måske fordi jeg året efter startede min blog, og så fik jeg mange diskussioner og viden via den verden.

I går var jeg så med for første gang, jeg var spændt på, hvem de andre var. Vi var kun kvinder, sidste gang jeg deltog, var der et par mænd med. Mange af dem havde været med i flere år, de kendte hinanden og lederen af litteraturkredsen. Jeg kender også lederen, vi har haft børn i samme børnehave i tidernes morgen, hun er ældre end mig (mener jeg),og siden da har jeg kun mødt hende i forbindelse med litteraturkredsen. Den gang var hun gymnasielærer, jeg ved ikke, om hun er på efterløn i dag. Mange af kvinderne kunne jeg godt rubricere som værende ældre end mig, hvor meget ældre havde jeg til gengæld svært ved. Og det er gået op for mig, at jeg åbenbart ikke er særlig god til det. For det er sket flere gange, hvor nogen har sagt om blandt andet kolleger, hold da op, hun ser ældre ud end det, så er jeg helt uforstående.

I går forsøgte jeg virkelig at kigge på kvinderne og sammenligne dem med mig, men det gik slet ikke. Jeg er jo mig med alle mine tanker og handlinger, og udseendet er kun en del af min alder. Så jeg ved stadig ikke, om jeg virkelig er den yngste på holdet eller om der er dem, der er yngre end mig. Jeg tror faktisk på det sidste, det er bare mig, der er så dårlig til at fastslå alder.

Vi fik diskuteret Herbjørg Wassmos bog Det syvende møde, og det var sjovt at høre hvor forskelligt vi havde oplevet bogen. Jeg var jo meget skeptisk, havde virkelig svært ved at komme ind i bogen, men endte med at læse den på en weekend. En kunne ikke med bogen, fordi den var forudsigelig og urealistisk i sin slutning/handling. Det diskuterede vi, dette med at nogen er bestemt for hinanden, troede vi på det? For mig var den ikke forudsigelig, jeg havde en fordom om Wassmos bøger som dystre og utilgængelige og var helt sikker på, at hun var en forfatter, der lod det værste ske. Og jeg er en, der skal have et håb at klynge mig til. Jeg fortalte også om den bog, hvor forfatteren lod mig falde i frit fald, da slutningen blev åbenbaret. Jeg var totalt uforberedt og kunne næsten ikke rumme den slutning. Du kan kalde mig naiv, men jeg mener selv, at for at kunne rumme verdens grumheder har jeg brug for at læse noget, der giver mig håb for menneskers forhold til hinanden.

Jeg overvejer stadig, om jeg skal give mig i kast med forfatterens andre bøger, så som Dinas bog, men bogen Et glas mælk, tak, skal jeg dog ikke læse. Den, ved jeg, er så grum. Næste bog der skal læses, er en biografi, det er jeg spændt på, for jeg er ikke til biografier. Det er derfor, det er godt, at andre bestemmer bøgerne, jeg kommer ud af min komfortzone.

Hvilke bøger læser du lige nu?

1-2-3 dage med lynets hast

De første tre dage i ugen er strøget af sted, og lige nu er jeg bare glad for, at jeg kom med hele vejen. Jeg glæder mig dog over, at jeg nu faktisk har mange fridage i træk, fordi jeg har byttet arbejdsweekend. Jeg er nemlig træt og glad på samme tid.

Motionsdelen med frisk luft og en god gåtur hørte til søndagen, hvor jeg tænkte over lysets indtog. Jeg glædede mig til, at jeg efter mandagens arbejde ville kunne gå en tur, inden mørket faldt på.

Det kom så ikke til at holde stik. Allerede mens jeg føntørrede hår om morgenen, tikkede en sms ind. Min leder var allerede mødt på arbejde og varskoede min souschef og mig om, at vi skulle i plejen, for der var mange sygemeldinger. Jeg fik tjansen som trombolysevagt, og det indebar, at jeg tog klokker, mens mine kolleger læste rapport om morgenen. Derefter tog jeg mig af medicindosering, sørgede for morgenmad til nogle patienter og medicin til dem og andre patienter. Jeg var også på andre afdelinger for at hente medicin til nye patienter. Af økonomiske hensyn har ikke alle afdelinger hele udtrækket af tænkeligt medicin, så vi bruger meget tid på at finde medicin, som patienten ikke kan undvære, indtil familien kommer ind med det.
Heldigvis har jeg efterhånden erfaring med, at jeg ikke skal springe en rugbrødsmad med ost til formidddagsteen over, når jeg er trombolysevagt. Ganske rigtigt, ved middagstid gik det løs og vildere end jeg før har prøvet. På 2½ time kom der FEM patienter, der skulle vurderes til mulig trombolyse eller trombektomi.  Jeg måtte ringe efter hjælp fra afdelingen, så vi fik en ekstra sygeplejerske og den stuegangsgående specialelæge over til os. jeg havde en times overarbejde og min skridttæller så sådan ud, da jeg stod i mit omklædningsrum klokken 16.10

Den stod på sofaligning resten af dagen, jeg var helt og aldeles færdig, og benene var godt ømme dagen efter.
Tirsdag blev en dag med mange forskellige arbejdsopgaver, men jeg kom dog i land med forskellige hængepartier. Hjemme måtte jeg forsøge mig med en lur, fordi natten havde budt på søvn, der blev afbrudt hver time, ikke umiddelbart af tanker, men bare vågen og et kig på mobilen og lidt ventetid på at falde i søvn igen. Tirsdag aften var vi inviteret i byen for at se en ny lejlighed, som en bekendt havde købt. Det blev en hyggelig aften(og for sent hjem).
I dag har været en supergod dag, min projektgruppe havde fået lov til at arbejde hjemme hos mig i dag, og jeg følte, at vi langt om længe fik fat i den lange snor på analyse og fortolkning. Nu håber vi, at vores vejledere er enige med os. Dagen sluttede med en køretur til Aalborg og undervisning af tidligere pårørende og patienter sammen med diætist. Hver eneste gang bliver jeg bare så glad for at mærke, at vores projekt har givet mig en viden, som disse mennesker kan bruge og som de kan genkende. Jeg kan blive helt høj af sådan en dag. Håber du har haft en god dag.

En pause på en bænk på sygehuset

men han har jo ikke noget på

Mon ikke alle har en snert af den følelse; hvornår finder de ud af, at jeg faktisk ikke kan det, de andre tror jeg kan? Gennem årene har jeg læst flere interviews med dygtige, kendte mennesker, som giver udtryk for dette. Måske hænger det også sammen med, at jo mere man ved, jo mere ved man også, at der er meget, man ikke ved.

Indimellem når jeg læser aviser, blade eller på nettet om tilgange til livet, kan jeg godt få fornemmelsen af at være den lille dreng i Kejserens nye klæder. Sku det nu være nyt? Helt ærligt, bare fordi de benævner det med engelske ord, så bliver det ikke ny revolutionerende viden. Andre ville sammenligne mig med en sur gammel dame, som med armene over skrå nægter at være nytænkende eller skulle vi sige innovativ, kreativ og omstillingsparat.

I mange år har man snakket om tilgange til livet, om man var en, der så glasset som halvtomt eller halvfyldt. Forleden dag læste jeg en artikel om reframing, og når jeg googler det, kan jeg godt se, at det åbenbart er et af tidens ideer. Jeg kom til at tænke på Pollyanna, pigen i min mors gamle pigebøger, som lærte af sin far altid at fokusere på det positive i livet. Og hvordan det blev en øvelse, som på den ene side gjorde tingene lettere, på den anden side også fratog hende muligheden for at få lov til at være ked af det (det sidste er min fortolkning). Tankerne gik videre til den retning indenfor psykologien, hvor der fokuseres på at blot man tænker positivt hele tiden, så vil alt godt komme til en. Og altså også den sætning med at se glasset som halvt fyldt eller tomt.

Jeg er helt sikker på, at reframings fortalere ikke mener, at det blot er et udtryk for positiv tækning. I artiklen beskrives, at det er mest der, hvor man ikke kan ændre situationen, at reframing er godt. Faktisk tror jeg at de ville betegne den måde, som jeg er i livet på, som reframing. Og måske er det også mere, at det lanceres som en ny måde at arbejde med sig selv på og gives et engelsk navn, der irriterer mig.

Hvad handler det så om? Artiklen indledes med ordene “Du har et problem, indtil du tænker anderledes”  I artiklen siger de, at de tænker det mest som der, hvor du ikke kan ændre situationen.

Når vi møder ind på arbejde om morgenen, så ligger dagens oversigt klar med alle patienter, hvad de fejler, hvor meget hjælp/hvilke observationer de har brug for, og hvad de mangler af udredning og behandling. Det er helt mærkbart, om vi er mange af min slags, som tænker, okay der er godt nok mange dårlige patienter og vi er få, men lad os nu se. Vi har før været i den situation, hvor dagen alligevel blev god, så der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Eller hvis der er mange af denne holdning: hold nu op, det her bliver en forfærdelig dag og vi er alt for få i min gruppe. Det her bliver vi aldrig færdig med, og madpauser kan vi vist godt skyde en hvid pind efter.

Det værste er næsten, hvis man har kolleger, som er Pruster eller Stønner, et begreb jeg hørte om i tidernes morgen på efteruddannelse. Det er dem, som kan bruge lang tid på at stønne eller pruste højlydt over så meget, der skal nås. Ikke blot spilder de deres egen dyrebare tid og energi på det, de smitter også, så andres energi bliver brugt op, inden man overhovedet er kommet i gang med dagens arbejde. De kunne godt trænge til at blive hjulpet, så de så på dagens forløb på en anden måde. Og det er måske det vi prøver, når vi siger højt: husk vi skal være her til klokken 15, så lad os tage en ting ad gangen, hjælpe hinanden og sige til, hvis tingene føles uoverskueligt, så andre kan hjælpe.

Faktisk har jeg ikke kolleger, som er Pruster eller Stønner, men jeg kan godt mærke, at de er brugte og slidte og trætte. Og det er helt forståeligt, for som min leder sagde en lørdag, hvor hun havde arbejde, der nødvendiggjorde, at hun var på afdelingen: det er ikke i orden, at man ikke har tid til den grundlæggende sygepleje. Hun kunne ikke ændre på vilkårene, som er besluttet ovenfra, hun kunne hjælpe med at finde vikarer osv. Men det hun sagde, havde stor betydning for de kolleger, der var på arbejde på en ganske forfærdelig arbejdsdag. Hun prøvede ikke at reframe, at få dem til at tænke anderledes, hun anerkendte derimod deres arbejdssituation.  At hun så også knokler for at ændre arbejdsvilkårene, så det ikke blot er tomme ord, gør, at vi måske netop derfor forstærkes i en fællesskabsfølelse og dermed løfter i fælles flok.

Jeg har haft en doven friweekend med formiddagste hos en skøn kollega i går og masser af seriekigning. Søndagen må gerne være lidt mere produktiv, vi får se. God søndag til dig.

Fridagstorsdagsdans

Vågnede op til en hvid gårdsplads, ikke meget, men nok til at få smilet frem. Gid der dog kom sne, frost og masser af solskinsdage. Landmanden skal nok sørge for, at vejene er ryddet, så jeg kan køre på arbejde. Landmanden har travlt i disse dage med at sortere kartofler, det er ikke nemt at nå det hele, når man også skal med til reception og bliver inviteret med på jagt. I dag er det landmandens fødselsdag, der skulle ikke gøres noget ud af det, og jeg måtte ikke hejse flaget. Han fik dog gaver, som han blev glad for.

Min fridag er gået med at slappe af og så sørge for fødselsdagsforkælelse:

• synge landmanden op. Ayla er stadig i løbetid, så hun fik ikke sin debut som flagholder i dag.
• hente rundstykker og kage hos bageren og sørge for morgenbord til landmand og medarbejder klokken ni.
• formiddagspausen fik lov til at blive lidt længere end vanligt, så vi tre kunne nyde formiddagsteen.
• handlet ind til resten af dagens fejring
• lægge lagkage sammen, som skal nydes til aftenteen
• tænde op i brændeovnen og servere te og ostemadder til eftermiddagsteen
• lave lækker aftensmad, vi har fået fasanbryster i flødesovs med nødder og svampe. Det er yderst sjældent, at jeg har lyst til at gøre noget ud af maden, det havde jeg i dag.
• fundet et TV-program, som jeg ved, vi kan lide at se sammen: Alene i Vildmarken. Jeg har set de to første afsnit, men landmanden kan sagtens hoppe ind i serien. Det er yderst sjældent, at vi ser noget sammen, har ikke samme smag i TV-programmer.
• danset til gamle, gode sange og til min overraskelse gjorde det, at jeg nåede op over 10.000 skridt i dag. Landmanden læssede kartofler imens, så han deltog ikke, men hans kone blev endnu gladere af at danse, så det betyder vel også noget. Og min kære landmand gider ikke danse, så jeg har bestemt mig for, at der skal danses mere, når jeg er alene hjemme.
• nu vil jeg dække bord med levende lys, servietter, lagkage og lidt lækkerier i form af chokolade.

God aften til dig.

At stimulere sin hjerne

Egentlig burde jeg gå i seng, men jeg var nødt til at se anden del om blodprop i hjernen i Sundhedsmagasinet, denne gang om genoptræning. Udsendelsen bekræftede, at det at holde sig i god form, det at have en vilje og det at få mulighederne for genoptræning er en god cocktail. Jeg synes begge udsendelserne giver et godt billede af, hvor behandling og genoptræning efter en blodprop/blødning i hjernen er i dag. I de 18 år jeg har arbejdet med mennesker med blodpropper/blødning i hjernen, er det gået frem med stormskridt. Jeg syntes, det var store ting, da jeg startede i 2000, at man arbejdede tværfagligt med koncepter, der dels sikrede et normalt bevægemønster, dels forsøgte at stimulere den lammede side. Nu har man en behandling, både medicinsk og kirurgisk, hvis altså patienterne kommer i tide og patienterne ikke har nogle sygdomme eller lidelser, der gør, at man ikke kan give medicinen. Jeg håber, vi i de kommende år ser endnu flere landvindinger.

En landvinding for mig personligt er, at det koncept jeg udtænkte før jul for at komme i gang med at synge igen, bestod sin første test i dag. Om det var alle de smukke ord og gaver eller hvidvinen til den lækker mad til min reception skal jeg lade være usagt. Faktum er, at jeg vågnede 2.45 i nat og faldt aldrig i søvn igen. På vej hjem fra arbejde i dag overvejede jeg at hoppe over sang i aften, fordi jeg var stanghamrende træt, men jeg holdt fast i, at jeg havde en køreaftale med et andet kormedlem. Og jeg kom af sted og nu er jeg så helt oppe at køre efter skønne sange, at det er godt, at jeg har fri i morgen. For jeg falder ikke i søvn lige med det samme.

Jeg har fået mange forskellige bøger i gave, som jeg glæder mig til at dykke ned i, og næste uge begynder mit andet projekt med det formål at få andre hobbyer end sygepleje ind i mit liv. Jeg glæder mig til litteraturkredsen og til at få lov til at diskutere bøger sammen med andre.

Et billede fra arkivet til at minde mig om, at jeg også skal på stilhedsretræte i år. Jeg glæder mig!

25 år

Min kollega havde fået frie hænder til borddækning, jeg havde sagt. at jeg elskede farver. Og jeg fik opfyldt mine ønsker, lige nu nyder jeg nogle af dekorationerne herhjemme.

Jeg skulle blot dukke op til jubilæet, og det gjorde jeg sammen med landmanden og to af mine søstre. Jeg havde også inviteret den ene af mine svigerinder og hendes mand, hun har nemlig haft sin andel i, at jeg for 18 år siden startede som sygeplejerske igen efter 11 års pause.

Mange af mine kolleger havde heldigvis tid til at være sammen med mig de halvanden time, som receptionen varede. Flere af mine lægekolleger dukkede op, lige som tidligere kolleger kom.

Jeg fik den smukkeste tale af min leder, jeg blev begavet med så mange skønne, smukke ting og jeg nåede at få snakket med en del af gæsterne.

Prøv lige at se den smukke dekoration nedenfor. Vasen er fyldt med vores egne kartofler, tulipanerne hænger i ernæringssprøjter, medicinsprøjter og urinprøveglas. Mit billede yder på ingen måde retfærdighed til den kreativitet, min kollega havde vist.

Og jeg synes stadig, det er utroligt at tænke tilbage, på dengang jeg længtes helt vildt efter at blive sygeplejerske igen efter 11 år som fuldtidsmedarbejdende ægtefælle. Jeg savnede det så meget, at jeg faktisk græd over en artikel, som handlede om hvor megen sygepleje der er i det at hjælpe en patient på bækken i sengen. For jeg troede, at det var slut, og at jeg aldrig mere skulle få lov til at hjælpe andre mennesker, når de er allermest sårbare.

Min tidligere kollega mindede mig om det, jeg havde fortalt hende, nemlig at jeg til sidst tænkte, at jeg nok endte med at være en husmor, der pimpede portvin, mens mand og børn var på arbejde/skole, i lutter frustration og kedsomhed. Så gik jeg i gang med ansøgninger og med hjælp fra mit netværk (min svigerinde), som fortalte om den landmandskone, hun kendte, til sit netværk (hun nævnte ikke at hun var i familie med mig). Det førte til, at to modige kvinder, min daværende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske, indbød mig til samtale og ansatte mig. I dag er de også begge blevet takket for deres mod, jeg nød at have dem med. En af dem fortalte mig i dag, at jeg havde spurgt, om de godt nok turde det. Det husker jeg ikke selv, men jeg husker den vilde fornemmelse jeg havde, da jeg var startet. jeg var nærmest høj og euforisk i flere måneder.

For atten år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville tage en sundhedsfaglig diplomuddannelse og blive udviklings- undervisnings og uddannelsesansvarlig sygeplejerske (føj for en lang titel, og den korrekte er endnu længere). Jeg er dog vild med hele turen, om end jeg ikke tager 25 år mere, som min leder lagde op til, men højst sandsynligt nok mere end de to, jeg kan nøjes med. Og her får jeg lyst til at tilføje: om Gud vil.

I morgen er arbejdsdag med masser af to-do-punkter. Jeg glæder mig.

Fri mandag eller fredag?

Da bilen kørte ind i garagen, nævnte radioværten, at en tidligere kollega havde valgt at holde fri hver mandag i januar måned, og det kunne hun faktisk også godt tænke sig. Og så tænkte jeg; jeg vil da hellere have fri hver fredag op til friweekender. Jeg kan sagtens se fordelene, man behøvede ikke at gå så tidligt i seng søndag aften og kunne strække weekenden lidt længere. Men omvendt så vil jeg hellere i gang mandag og så have en fridag midt på ugen eller om fredagen, for så begynder weekenden allerede torsdag aften. Eller hvad? Hvad tænker du?

Vi er alt for få på arbejde, det midlertidige ansættelsesstop betød, at vi havde en del stillinger, som ikke måtte genbesættes, da folk sagde op eller gik på barsel (vi er en produktiv afdelingen på mange måder, og vi sørger i hvert fald for mange nye børn). Nu er ansættelsesstoppet heldigvis ophævet, så til marts ser vi frem til at få nye kolleger. Indtil da knokles der, og indimellem er det bare så urimelige vilkår for mine kolleger. I dag forsøgte jeg at hjælpe der, hvor der var behov. Så jeg guidede en ny koordinator de første fire timer på hendes første dag med den tjans, jeg forsøgte at finde afløsere til aftenvagten, jeg sørgede for at en patient blev hjulpet til at få tømt sin blære med kateter, jeg overtog midlertidig modtagelse af en patient, så en kollega kunne få frokost, jeg gik til trombolyse, jeg hjalp kollega med at få sendt nogle prøver, vi ikke så tit tager, det rette sted hen. Lidt af hvert, her og der, og skridttælleren nåede op over de 7000 skridt.

Jeg talte også med en tidligere patient i telefon, vedkommende var så træt af at tanken om at overse signaler på en ny blodprop fyldte hele tiden, så hver et lille kropssignal blev gransket. Vedkommende havde tidligere arbejdet med mennesker med blodpropper i hjernen, og jeg kunne sagtens følge vedkommende. Jeg tror også, jeg ville have så meget fokus på kroppens signaler. Jeg kunne blot lytte og fortælle, at det studie vi har lavet, netop viser, at rigtig mange skal lære at stole på deres krop på ny, samtidig med at vi også siger, at de hellere må ringe 112 en gang for meget end for lidt. Om det hjalp ved jeg ikke, men patienten takkede for en god samtale.

Jeg håber virkelig, at vi får held med at finde penge til en apopleksiskole eller hvad vi nu skal kalde den. Indenfor hjertesygdomme kalder man det hjerterehabilitering, men hjernerehabilitering forbindes med patienter, som er hårdere ramt af deres blodprop eller blødning i hjernen, og som har brug for langvarig genoptræning. De tanker, vi har, er noget lig hjerterehabilitering, hvor patienterne deltager i et forløb over en kort periode med undervisning, motion og samtaler med andre patienter. Min leder har sagt, at hun vil gøre alt for, at min vision og mangeårige drøm går i opfyldelse, inden jeg går på pension, så vi arbejder ufortrødent videre med at finde argumenter (og penge) til det.

Mens du har læst, er du sikkert kommet til en konklusion, vil du helst have fri fredag, mandag eller midt på ugen, hvis du kunne? God aften til dig.

PS Tingfindergenet har haft travlt i denne uge, Nu er begge mine forsvundne hjemmestrikkede sjaler fundet , ligeså mit hjemmestrikket pandebånd, nu mangler jeg bare at finde en cardigan – ikke hjemmestrikket (har for stort et hus med for lidt overblik over, hvad jeg har i gemmerne) Men her får du et billede af min yndlingssweater, ikke hjemmestrikket, men superlækker at have på og en af de fødselsdagsgaver, jeg selv købte for dubletgaver.

Skildpaddesøndag

Der blev sovet, til jeg vågnede. Ingen ure kimede og så dog. Landmanden havde fået strenge påbud om, at hans automatiske vækninger skulle slås fra, det havde han gjort. Landmandsfruen troede også, hun havde gjort det! Men heldigvis faldt jeg i søvn igen og snuppede to ekstra timer.

Jeg faldt over en video, som gav mig tårer i øjnene, ikke fordi jeg blev ked af det, men fordi jeg blev mindet om de mange gode stunder, jeg havde med min far. Som jeg gentagne gange skrev her, så husker et menneske med Alzheimers måske ikke det, I har lavet eller at du har været på besøg, men kroppen husker det. Og min far fik fyldt så mange glædesstunder i sin krop, at de helt klart opvejede det, han ikke forstod og som af og til blev oplevet som ubehagelig, såsom personlig hygiejne og andre ting. Personale gjorde dog, hvad de kunne, ofte stod en og sang med min far, mens en anden vaskede osv. Det må dog være svært for de pårørende, hvor den demensramte går ind i sygdommen med mistænkelighed og vrede, så er det svært at fokusere på glædesstunder. Vi havde dog stjernestunder sammen med vores far, og det er jeg taknemlig for.

Lyset er brudt frem og jeg har lovet mig selv et besøg i LOOPcenteret, men jeg er umanerlig doven og lad. En af årsagerne er helt klart, at jeg faldt i sukkergryden i forgårs og i går. I forgårs havde jeg selv købt is, og selv om jeg prøvede, så røg intentionen om en lille portion på gulvet. Jeg elsker is, og jeg elsker de der små vafler med chokolade, som man kan købe i en pose, hånden kører pr. automatik hver og en ind i munden. Vi spiser med lethed over 1 liter is, bare os to.

I går kørte min hjerne derudad med tanker om vores projekt, så jeg havde besluttet mig til, at landmanden gerne måtte købe lidt lækkert med hjem til aftenteen, enten kage eller slik, og det skrev jeg til ham. Vi kan så hermed konstatere, at LIDT lækkert kan tolkes på mange måder, og jeg var let at lokke. Så planen er, at jeg rejser mig, når jeg har trykket udgiv, tager mit træningstøj på og kører ind til LOOP!

Vaskemaskinen snurrer, jeg har en søndag foran mig, som jeg kan fylde med lidt af hvert, hvis jeg vil, jeg kan også lade være. Rigtig god søndag til dig.

Meditativ fredag og en arbejdsom lørdag

Fredag

• Det lykkedes mig at falde i søvn efter landmandens vækkeur ringede, også sådan at jeg ikke kunne huske at have slået mit ur fra et kvarter efter hans. Jeg vågnede  7.20, sikke en luksus med otte timers søvn.
• Langsom start i nattøj og tekop ved hånden ved kalenderen. Det er hyggeligt at plotte aftaler og arbejdsdage ind på vores fælles kalender. Jeg har givet landmanden to koncerter i julegave ( den ene som erstatning for den Poul Dissing koncert, som var fødselsdagsgaven sidste år, men som blev aflyst pga. sygdom)
• Fem kilometers gåtur friskede op. Og efter i halvandet år at have været væk, fandt landmanden mit hjemmestrikkede Parrotsjal i sommerhuset, da han skulle søge efter noget andet, jeg havde mistet. (det har jeg så også fundet, bare et helt andet sted). Og sjalet har nærmest hængt på mig lige siden, også på gåturen.
• Derefter stod der plasmatapning på programmet, der slappede jeg af med saft, chokolade og faglæsning. Jeg nød de 40 minutter, hvor jeg var “bundet” til en maskine, jeg kunne ikke så meget andet end blot at slappe af.
• Frisøren var næste programpunkt, og i går var det den helt store tur med lidt lyse striber i håret, klipning, farvning af bryn og vipper. Jeg elsker mine ti minutter i massagestolen, hvor jeg af og til er faldet helt i søvn, det skete nu ikke i går. Til gengæld kommer jeg aldrig til at elske, at jeg bagefter skal have plukket øjenbryn, tænk at nogen kan gøre det på sig selv, av!
• Aftensmaden stod på rester – idel lykke, jeg elsker, når jeg ikke skal lave mad til os to. Og der er faktisk også nok tilbage til i aften. Jeg kan kun anbefale denne kartoffeltærte med bacon, ost, squash, æg og hytteost. Den nemme version er at købe en færdig tærtedej, det er hurtigt at koge kartoflerne og stege bacon og så ellers bare ind i ovnen, dog noget længere tid end beskrevet. Jeg giver den mindst 45 minutter, og den kan ikke være i en stor tærteform, så jeg bruger et ildfast fad. Den rækker til mere end fire personer, i hvert fald når man som hos os serverer salat til. Og her er jeg også fan af de færdige salatblandinger, man kan købe, f.eks coleslaw, spidskålsalat eller broccolisalat. jeg springer glad og gerne over det lave gærde, når det gælder mad.

Nu er det så lørdag, landmanden er på jagt, Ayla har affundet sig med at være alene hjemme med mig. jeg har drysset lidt rundt, drukket te, vasket gulv i bryggers (hunhunde kommer jo i løbetiden, suk) og i samme ombæring blev kontoret taget. Nu er jeg gået i gang med et projekt, hvor jeg ikke hopper over det lave gærde. Vi er kørt fast i vores projekt om patienters oplevelse af overgangen efter et accelereret indlæggelsesforløb til hverdagslivet hjemme, vi havde en god vejledning, men følte os alligevel lidt fortabte bagefter. Vi forstår hvad hun siger, vi har bare svært ved at omsætte det i praksis. Jeg har selv valgt at kigge på det i dag og se, om jeg kan se en måde, hvordan vi kommer videre. Og bare rolig, det er også aftalt, at jeg får løn for de timer, jeg bruger.

Og skulle du ikke have set udsendelsen, vil jeg anbefale dig at finde DRs Sundhedsmagasin og se den sidste udsendelse om blodprop og blødning i hjernen.(den tager ikke ret lang tid, du kan godt nå det mellem dine weekendgøremål)

God lørdag til dig.

PS Pludselig så jeg det. En af blomsterstandene på min Sct. Hansurt nægter at blegne, skønt med lidt farve i det grå.

En dejlig dag

Det er vel som det skal være. Det er et kendt fænomen. Uagtet at jeg kan svare ja til begge udsagn og udmærket ved det, så hader jeg den følelse, når jeg sidder fast i analyse og fortolkning. Når alt føles som om det ikke dur, og jeg overvejer at starte forfra. Der var vi i går morges, mine to kolleger og jeg i vores projektgruppe. Heldigvis kom vores leder og skulle spørge os om noget andet, og hun satte sig med det samme, stillede spørgsmål og blot det at skulle forklare til en udenforstående, hvad vi syntes var forkert, hjalp. Vi besluttede os for at skrive hver for sig og det hjalp. Vi har snakket så meget om vores undersøgelse, at det hæmmede mere end det hjalp at skulle formulere højt det, vi havde i tankerne. Nu er vi godt på vej igen, og vores vejleder har sagt ja til et "akut tilsyn" i dag, det glæder vi os til.

Dagen sluttede af med strikkecafe hos Liselotte, og nej, jeg har ikke fundet min strikkeglæde endnu, men den dukker op i små glimt sammen med skønne kvinder og pludselig er den der igen, også når jeg er alene hjemme.

Ha en god dag med plads til at få problemer vendt og lade latteren fylde.

Ved havet januar 2007, får ikke taget billeder, så måtte i arkivet

Så gik der tid med det

Hvor lørdag var effektiv afpyntning, så blev søndag effektiv på en anden måde. Jeg fik trænet i LOOP og gået en tur i det skønne vejr. Derudover fik jeg læst Wassmos bog færdig og en anden bog.

Og netop min oplevelse af Det syvende møde viser ganske tydeligt, hvorfor det somme tider er en god ide at lade sig udfordre, for lørdag skrev jeg vist, at jeg ville have droppet bogen, hvis ikke jeg skulle i læsekreds og diskutere bogen. Jeg har meget svært ved bøger, som virker tung og med lidt for meget fokus på en dårlig barndom eller dårlige valg. Jeg ved udmærket, at det er virkeligheden for alt for mange børn, jeg orker bare ikke at læse om det i romanform. Og jeg tror, vi alle foretager dårlige valg, som i tilbageblikkets klare åsyn kan synes dumt og indimellem utilgiveligt. Men bogens to hovedpersoner blev mere og mere interessante at følge, så jeg blev grebet af historien og måtte læse den færdig.

Bogen starter med nutiden og det mulige syvende møde mellem de to hovedpersoner, Rutt og Gorm. Så går vi tilbage i tiden til, da de to var børn med hver deres opvækstvilkår, men alligevel familieforhold, der påvirker dem begge og sætter ar i livet. Vi hører om, hvordan de møder hinanden som børn og op gennem deres ungdom og tiden som voksen. Fortælleperspektivet skifter mellem de to hele vejen igennem bogen, og det fungerer godt. Man græmmes over deres valg, man glædes over, at de river sig fri fra familiebyrden (til en vis grad) og jeg lod mig opsluge af historien. Så nu kan jeg kun anbefale bogen, den bog jeg aldrig ville have læst, hvis det kun havde stået til mig.

Den anden bog var så mere mig, jeg møder virkelighedens hårde vilkår for mange mennesker gennem mit arbejde, så jeg har brug for noget letlæst, men dog godt skrevet og på en eller anden måde noget, der letter mit hjerte og giver mig troen på det gode i livet. (Og det endte Wassmos bog faktisk med at give mig). Jeg har før læst en bog af Colleen Hoover, som jeg syntes godt om. Og den nye bog: 9. november, blev også en bog, jeg bare måtte læse færdig. Også her skifter fortælleperspektivet mellem de to hovedpersoner. Også her mødes de to hovedpersoner gennem fem år, men hvor Wassmos personer mødtes tilfældigt, mødes de to unge mennesker en gang om året efter aftale i fem år. Bedst som man tror, at man har regnet det hele ud og det måske bliver lidt for meget Happy Ending, sker der noget og pludselig blev jeg i tvivl om, der kom en Happy Ending. Den kan også anbefales.

Arbejdsdagen startede meget hektisk, men efterhånden faldt der nogenlunde ro over den overbelagte afdeling. Jeg mødte klokken otte, fordi min dag sluttede af med et fælles møde med vores afdeling og en anden afdeling, som vi overflytter patienter til, fra 15.15 – 16.15. Vi fik drøftet mange ting og fandt også på emner, som vil kunne forbedre patientforløbet. Det glæder jeg mig til at dykke ned i.

Der er blevet ringet til den syge datter, og der er spist rester til aftensmad. Nu mangler jeg en “Marie”, for der skal tømmes opvaskemaskine, den skal fyldes igen, der skal vaskes op, betales regninger for ugen og forberedes til morgendagens projektarbejde (det sidste vil jeg gerne selv gøre, det  andet måtte “Marie” godt tage sig af – og ja jeg burde have forberedt i går, men som bekendt er det nemmere at være klog i tilbageblikket) Landmanden er smuttet ud og arbejder på sit skydetårn, det skal gerne flyttes ned i læbæltet i morgen, mens frosten er i jorden.

Sæt i gang fru landmandsfrue, jeg snupper lige en tur ned til postkassen først, så får jeg da lidt frisk luft i dag. God aften til dig.

Som tiden dog går

I går aftes redigerede jeg fødselsdagsmailen til datteren. I år får hun 11 års bloglykønskninger i en mail. Nogle gange har jeg skrevet det samme, jeg har vist ikke altid fået læst tilbage, men pyt, kærligheden til min kloge, skønne datter er den vigtigste.

Til hverdag tænker jeg ikke over afstanden, men i går, da jeg var ude og gå tur, tænkte jeg over, at vi for sjældent kommer til hovedstaden. Det vil jeg ændre på, for nu må det være landmandsparret, som bevæger sig for at se deres børn og svigerbørn.

Det bliver dog ikke i dag, så jeg må nøjes med at sende tanker til en skøn kvinde i hovedstaden, hvor flagene helt sikkert vil vaje over hele byen. Andre tror, det er pga. af to kongelige børn, men jeg ved bedre. Hjertelig tillykke du min elskede datter.

Det gik lørdagen så med

Al julepynt er nu taget ned, juletræet er klippet i stumper og stykker og båret ud, og der er støvsuget overalt. Nu ligger al julepynten på et af værelserne, fordi jeg vil have lavet orden i mine julekasser, så alt det, jeg ikke bruger kommer i kasser for sig. Sidste år måtte jeg nemlig have dem alle ned fra loftet, fordi jeg ikke kunne huske, hvad der var i hvilke kasser. Og så skal der laves en adventskasse, som står hernede, så jeg kan få pyntet op til advent med adventsstjernen, adventsfadet og vinduespynt. Jeg tror dog, at jeg må købe en ny stjerne, for stjernetakkerne er ved at gå fra hinanden. Mine forældre nåede vist at købe to – tre stjerner i deres fælles liv på 53 år. Landmanden og jeg flyttede sammen til april for 35 år siden på gården. Adventsstjernen fik vi af mine forældre et af de følgende år, så vi har da passet godt på den. Og den nye bliver bare aldrig det samme, for de har lavet om på modellen, så den er mørk inde ved samlingerne, det er min ikke.

Litteraturkredsen, som jeg har meldt mig ind i, skal have læst Herbjørg Wassmos bog Det syvende møde til første gang i januar. Nu har biblioteket fået skaffet den hjem, og jeg er i gang. Jeg havde nok ikke valgt den eller læst den færdig, hvis ikke jeg skulle. Og det er det sjove, for jeg husker stadig de bøger, jeg sidste gang blev udfordret til at læse. Ikke titlen og forfatter, men indholdet, og de gjorde så stort indtryk, at de siden blev til et blogindlæg, da jeg blev blogger by heart. Faktisk er det 13 år siden, at jeg deltog i litteraturkredsen med den samme gymnasielærer som mødeleder, og jeg glæder mig til at komme i gang igen.

Lige nu kæmper jeg med at holde mig vågen, for de sidste to aftener er jeg faldet i søvn mellem otte og ni og vågnet igen ved midnat. Jeg har nattehygget, drukket te og spist knækbrød, men det dur ikke i længden. Nu skal jeg have vendt rytmen fra juleferie, aftenvagter og nattevagt, så jeg holder mig på benene, for i sofaen er der ikke langt fra siddende til liggende position og fra vågen og læsende til sovende og snorkende.

Som alle andre får jeg også lyst til at være god ved mig selv og spise mindre sukker og fedt efter ingen mådehold, hvad det angår, i flere uger. Det sjove er, at nu har jeg virkelig lyst til de lækkerier, der står bagerst i skabet, og jeg er konstant sulten, kroppen kan slet ikke finde ud af at nøjes med mindre. Også selv om jeg faktisk ikke spiser mindre, men blot anderledes. Kroppen er ikke så let at snyde, den vil hellere have slik, konfekt, gløgg og småkager.

Og min kaktus og amaryllis er faktisk med på, at julen varer lige lidt længere endnu. Og ja, jeg ved godt at jeg er en dag foran, for det er jo først i morgen, dagen efter helligtrekonger, at jeg plejer at afpynte huset. Men jeg ville gerne have det overstået i dag.

God weekend til dig.

PYT

Tidligt i seng og tidligt oppe igen, i hvert fald er jeg vågnet efter tre timers søvn og kan ikke sove mere. Så kan jeg lige så godt gøre det hyggeligt, så jeg ligger i stuen med udkig til det smukke juletræ. Bagved kaster lysranken på troldhaslens grene skær på engle og stjerner, som hænger der sammen med lysene. Jeg elsker min julepyntede stue, og jeg nyder den særligt i disse første januardage. Om få dage skal det pilles ned og så er julen over.

Fridagen i går blev en markering af, at jeg nu mener, at træthedens og den manglende energis halvår er over. Jeg startede til LOOP og gospelkor efter et halvt års pause. Begge dele gjorde godt, så nu må jeg se at få fundet en måde at håndtere problemerne med at sove efter koraften, for jeg elsker de to timers sang og deres evne til at få smilet frem og glæde i kroppen.

Mellem de to aktiviteter fik vi gæst til eftermiddagste, det var så hyggeligt på sådan en ganske almindelig onsdag eftermiddag.

Arbejdsdagen i dag blev en rigtig skærmdag, jeg fik sendt mails, lavet opslag, planlagt forskellige ting, så det var med god samvittighed, at jeg tog ind til byen for at mødes med min studiekammerat til cafebesøg. Vi vil prøve en ny cafe hver gang vi mødes, og denne gang blev det Landmad, en kombineret butik og cafe med (rå)varer fra lokale landmænd. Vi går aldrig ned på snak, først skal vi omkring sygeplejen på vores to afdelinger, så kommer familien og os selv. I dag havde jeg den fine bryllupsbog med, vi havde fået i julegave af datter og svigersøn, så vi rigtig snakket bryllup og børn.

Først i aften så jeg den lysfyldte altan over alle butikkernes lysende vinduer

Gåturen tilbage til bilen gennem de stille gader var en nydelse. Jeg tror godt, jeg kunne shoppe, hvis bare der var så få mennesker. Og der midt på gågaden i aftenstilheden lagde jeg rigtig mærke til, at shoppegaderne jo også er gader med lejligheder, hvor der bor mennesker og hvor der leves et liv uden handel.

Hjemme kunne jeg mærke, at den manglende søvn natten før kombineret med arbejdsdag og cafebesøg gjorde mig træt, så jeg gik tidligt i seng og stod altså op igen inden midnat. Pyt, nu har jeg hygget mig med lun hyldebærsaft og godt knækbrød købt i Landmad. Og om lidt vil jeg finde en serie, som kan lulle mig i søvn. Håber din nat har været god ved dig.