men han har jo ikke noget på

Mon ikke alle har en snert af den følelse; hvornår finder de ud af, at jeg faktisk ikke kan det, de andre tror jeg kan? Gennem årene har jeg læst flere interviews med dygtige, kendte mennesker, som giver udtryk for dette. Måske hænger det også sammen med, at jo mere man ved, jo mere ved man også, at der er meget, man ikke ved.

Indimellem når jeg læser aviser, blade eller på nettet om tilgange til livet, kan jeg godt få fornemmelsen af at være den lille dreng i Kejserens nye klæder. Sku det nu være nyt? Helt ærligt, bare fordi de benævner det med engelske ord, så bliver det ikke ny revolutionerende viden. Andre ville sammenligne mig med en sur gammel dame, som med armene over skrå nægter at være nytænkende eller skulle vi sige innovativ, kreativ og omstillingsparat.

I mange år har man snakket om tilgange til livet, om man var en, der så glasset som halvtomt eller halvfyldt. Forleden dag læste jeg en artikel om reframing, og når jeg googler det, kan jeg godt se, at det åbenbart er et af tidens ideer. Jeg kom til at tænke på Pollyanna, pigen i min mors gamle pigebøger, som lærte af sin far altid at fokusere på det positive i livet. Og hvordan det blev en øvelse, som på den ene side gjorde tingene lettere, på den anden side også fratog hende muligheden for at få lov til at være ked af det (det sidste er min fortolkning). Tankerne gik videre til den retning indenfor psykologien, hvor der fokuseres på at blot man tænker positivt hele tiden, så vil alt godt komme til en. Og altså også den sætning med at se glasset som halvt fyldt eller tomt.

Jeg er helt sikker på, at reframings fortalere ikke mener, at det blot er et udtryk for positiv tækning. I artiklen beskrives, at det er mest der, hvor man ikke kan ændre situationen, at reframing er godt. Faktisk tror jeg at de ville betegne den måde, som jeg er i livet på, som reframing. Og måske er det også mere, at det lanceres som en ny måde at arbejde med sig selv på og gives et engelsk navn, der irriterer mig.

Hvad handler det så om? Artiklen indledes med ordene “Du har et problem, indtil du tænker anderledes”  I artiklen siger de, at de tænker det mest som der, hvor du ikke kan ændre situationen.

Når vi møder ind på arbejde om morgenen, så ligger dagens oversigt klar med alle patienter, hvad de fejler, hvor meget hjælp/hvilke observationer de har brug for, og hvad de mangler af udredning og behandling. Det er helt mærkbart, om vi er mange af min slags, som tænker, okay der er godt nok mange dårlige patienter og vi er få, men lad os nu se. Vi har før været i den situation, hvor dagen alligevel blev god, så der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Eller hvis der er mange af denne holdning: hold nu op, det her bliver en forfærdelig dag og vi er alt for få i min gruppe. Det her bliver vi aldrig færdig med, og madpauser kan vi vist godt skyde en hvid pind efter.

Det værste er næsten, hvis man har kolleger, som er Pruster eller Stønner, et begreb jeg hørte om i tidernes morgen på efteruddannelse. Det er dem, som kan bruge lang tid på at stønne eller pruste højlydt over så meget, der skal nås. Ikke blot spilder de deres egen dyrebare tid og energi på det, de smitter også, så andres energi bliver brugt op, inden man overhovedet er kommet i gang med dagens arbejde. De kunne godt trænge til at blive hjulpet, så de så på dagens forløb på en anden måde. Og det er måske det vi prøver, når vi siger højt: husk vi skal være her til klokken 15, så lad os tage en ting ad gangen, hjælpe hinanden og sige til, hvis tingene føles uoverskueligt, så andre kan hjælpe.

Faktisk har jeg ikke kolleger, som er Pruster eller Stønner, men jeg kan godt mærke, at de er brugte og slidte og trætte. Og det er helt forståeligt, for som min leder sagde en lørdag, hvor hun havde arbejde, der nødvendiggjorde, at hun var på afdelingen: det er ikke i orden, at man ikke har tid til den grundlæggende sygepleje. Hun kunne ikke ændre på vilkårene, som er besluttet ovenfra, hun kunne hjælpe med at finde vikarer osv. Men det hun sagde, havde stor betydning for de kolleger, der var på arbejde på en ganske forfærdelig arbejdsdag. Hun prøvede ikke at reframe, at få dem til at tænke anderledes, hun anerkendte derimod deres arbejdssituation.  At hun så også knokler for at ændre arbejdsvilkårene, så det ikke blot er tomme ord, gør, at vi måske netop derfor forstærkes i en fællesskabsfølelse og dermed løfter i fælles flok.

Jeg har haft en doven friweekend med formiddagste hos en skøn kollega i går og masser af seriekigning. Søndagen må gerne være lidt mere produktiv, vi får se. God søndag til dig.