Biblioteket har i samarbejde med en af aftenskolerne udbudt litteraturkreds i mange år. For 13 år siden var jeg med, men måtte stoppe før tid, fordi min niece døde, og så mistede alt andet betydning for en stund. Jeg kom aldrig i gang igen, måske fordi jeg året efter startede min blog, og så fik jeg mange diskussioner og viden via den verden.
I går var jeg så med for første gang, jeg var spændt på, hvem de andre var. Vi var kun kvinder, sidste gang jeg deltog, var der et par mænd med. Mange af dem havde været med i flere år, de kendte hinanden og lederen af litteraturkredsen. Jeg kender også lederen, vi har haft børn i samme børnehave i tidernes morgen, hun er ældre end mig (mener jeg),og siden da har jeg kun mødt hende i forbindelse med litteraturkredsen. Den gang var hun gymnasielærer, jeg ved ikke, om hun er på efterløn i dag. Mange af kvinderne kunne jeg godt rubricere som værende ældre end mig, hvor meget ældre havde jeg til gengæld svært ved. Og det er gået op for mig, at jeg åbenbart ikke er særlig god til det. For det er sket flere gange, hvor nogen har sagt om blandt andet kolleger, hold da op, hun ser ældre ud end det, så er jeg helt uforstående.
I går forsøgte jeg virkelig at kigge på kvinderne og sammenligne dem med mig, men det gik slet ikke. Jeg er jo mig med alle mine tanker og handlinger, og udseendet er kun en del af min alder. Så jeg ved stadig ikke, om jeg virkelig er den yngste på holdet eller om der er dem, der er yngre end mig. Jeg tror faktisk på det sidste, det er bare mig, der er så dårlig til at fastslå alder.
Vi fik diskuteret Herbjørg Wassmos bog Det syvende møde, og det var sjovt at høre hvor forskelligt vi havde oplevet bogen. Jeg var jo meget skeptisk, havde virkelig svært ved at komme ind i bogen, men endte med at læse den på en weekend. En kunne ikke med bogen, fordi den var forudsigelig og urealistisk i sin slutning/handling. Det diskuterede vi, dette med at nogen er bestemt for hinanden, troede vi på det? For mig var den ikke forudsigelig, jeg havde en fordom om Wassmos bøger som dystre og utilgængelige og var helt sikker på, at hun var en forfatter, der lod det værste ske. Og jeg er en, der skal have et håb at klynge mig til. Jeg fortalte også om den bog, hvor forfatteren lod mig falde i frit fald, da slutningen blev åbenbaret. Jeg var totalt uforberedt og kunne næsten ikke rumme den slutning. Du kan kalde mig naiv, men jeg mener selv, at for at kunne rumme verdens grumheder har jeg brug for at læse noget, der giver mig håb for menneskers forhold til hinanden.
Jeg overvejer stadig, om jeg skal give mig i kast med forfatterens andre bøger, så som Dinas bog, men bogen Et glas mælk, tak, skal jeg dog ikke læse. Den, ved jeg, er så grum. Næste bog der skal læses, er en biografi, det er jeg spændt på, for jeg er ikke til biografier. Det er derfor, det er godt, at andre bestemmer bøgerne, jeg kommer ud af min komfortzone.
Hvilke bøger læser du lige nu?
Herbjørg Wassmo har jeg også et par fordomme mod, som at hun er for mørk og barsk (jeg har kun læst Dinas bog). Måske jeg skulle skrive din bog på listen.
SvarSletLige nu læser jeg "Villa America" af Liza Klaussmann, hvor vi her i starten af bogen følger de forskellige hovedpersoner i bogen fra deres barndom (lige omkring år 1900 og frem. Jeg tror, de hen ad vejen mødes i "Villa America" på en af Italiens kyster.
Jeg har lige læst "Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke" af Morten Vittrup. En fantastisk historie om en fantastisk historiefortæller og menneskene omkring ham. Meget læseværdig.
Conny, og hvis du læser nogle af de andre kommentarer, så har du og jeg jo nok noget at have vores fordomme i :-)
SletDine to bøger lyder spændende, dem må jeg kigge nærmere på.
Jeg var i mange år i en læsegruppe som bestod af nogle af mine tidligere VUC-kursister og mig. Det var SÅ hyggeligt, men vi var slemme til ikke at snakke ret meget om bøgerne :-) Gruppen eksisterer stadig, men jeg har sat mig selv på pause fordi jeg er flyttet så langt væk at jeg ikke kan overkomme at deltage i møderne. Men jeg savner min læsegruppe! Jeg håber du bliver glad for din læsekreds!
SvarSletJeg er lige gået i gang med Knausgårds seneste bog som vist ikke engang er udkommet endnu. Jeg har modtaget den som anmeldereksemplar :-)
Fortsat god læselyst!
Hilsner fra Nana
Nana, næh man kan hurtigt komme til at snakke om meget andet, især hvis man også har andet til fælles.
SletJeg har samme fordomme om Knausgård som med Wassmo, så jeg er spændt på at høre om din oplevelse. Og tak :-)
Jeg læser 'Den evige ild' af Ken Follett - den er FANTASTISK! ❤️
SvarSletMaude, hvor er det bare dejligt at være i gang med en bog, som fænger. Jeg har læst trilogien, som foregår i nyere tid. Jeg er ikke til bøgerne tilbage i tiden, kom dog igennem Jordens søjler ;-)
SletJeg "læser" altid to ad gangen. En som lydbog i bilen og en som godnatlæsning.
SvarSletI bilen er det "Den underjordiske jernbane" af Colson Whitehead. En grum historie om en slavekvindes flugt. Den er Pulitzerpris vinder, og dem er jeg næsten altid begejstret for. Bedømmelseskomiteen og jeg må have fælles smag. (I modsætning til Nobel komiteen som jeg ikke altid er enig med)
Til godnatlæsning er det "Elleve dage i Berlin" af Håkon Nesser. Hans forfatterskab er særdeles solidt, og jeg tror ikke jeg har læst noget som ikke har været umagen værd.
Det lyder dejligt med litteraturklub. Det er på listen over ting jeg skal når børnene bliver lidt større.
Laura, Håkon Nesser har jeg tidligere læst noget af, så ham skal jeg vist lige tjekke igen. Jeg er imponeret over at du har styr på Pulitzerprisvinderne, gad vide om jeg nogensinde har læst en bog, der har vundet den pris?
SletHver ting til sin tid, så du skal nok nå en litteraturkreds :-)
Lige nu har jeg ikke tid til litteratur, men jeg har det på samme måde som du: Jeg har ikke brug for at læse bøger uden håb. Hvorfor i alverden skulle man det? Det er absolut ikke svært at komme ud af sin komfortzone uden diverse sortseende forfatteres hjælp.
SvarSletRasmine, hvor er jeg glad for at du også har det sådan.
SletHvor er det dejligt med en læsegruppe, det giver mulighed for, at få læst bøger man ellers ikke ville læse, og man kan jo blive positiv overrasket. Håber ikke gruppen er alt for sammenspist.
SvarSletJeg har lige læst Jordens Arvinger, en lang historie der passede godt til en influenza, der trak i langdrag. Jeg skal igang med Margaret Atwood's Alias Grace, den har jeg fået i julegave af mit 15 årlige barnebarn, den synes hun, jeg skal læse, så det vil jeg glæde mig til.
Marianne, gruppen virkede meget åben overfor en ny. Jordens arvinger er nok i samme stil som Kenn Folletts bøger, og de fanger mig ikke rigtig. Har forsøgt at læse Havets Katedral, samme forfatter som Jordens Arvinger, men måtte opgive
SletHvor dejligt at dit barnebarn tænker på gode bøger til dig.
Lige nu læser jeg Mit navn er Lucy Barton af Elizabeth Strout - den er jeg meget optaget af.
SvarSletRandi, den håber jeg du skriver mere om på bloggen :-)
SletFør i tiden læste jeg mange bøger, det er som om at jeg snarere lander ved computeren og sidder og surfer, og det er egentlig en skam. Men...lige pt har jeg gang i den nye bog med kronprinsen: Under bjælken...den er ok, og derefter skal jeg i gang med: Statsministrene.
SvarSletJoan, jeg fik i jubilæumsgave bogen om kronprinsen, og selv om jeg ikke er til biografier, eller rettere sagt ikke vælger den slags bøger selv, så vil jeg glæde mig til at læse bogen.
SletOg jeg vælger også alt for ofte computeren frem for bogen :-)
Jeg er ganske enig med dig og Rasmine - jeg vil underholdes og ikke have smidt alverdens elendighed lige i synet, og slet ikke noget, der går ud over børn. Jeg har læst "Dinas bog" og syntes den var rædsom - lige som "Huset med den tomme glasveranda". Jeg siger ikke, at Wassmo ikke skriver godt, jeg kan bare ikke klare at læse den slags.
SvarSletSiger hende, der mest læser krimi og spænding ... men som også holder af biografier ;-)
Ellen, og så tror jeg at jeg holder fast i min oprindelige tanke om de bøger :-) Egentlig er det måske mere korrekt at sige, at jeg aldrig selv vælger at læse biografier, men jeg har fået enkelte, som jeg har læst og syntes godt om. Det er ligesom dokumentarfilm, dem vælger jeg ofte heller ikke selv at se, men kan godt blive fanget af dem, hvis Jørn ser en :-)
SletJeg vil ikke læse fiktion for at blive deprimeret, dertil er virkeligheden alt nok. Biografier kan dog fascinere mig - for et par år siden slugte jeg fx alt om Garibaldi, den karismatiske og revolutionære mand, der samlede Italien - et helt fantastisk liv.
SvarSletFor øjeblikket genlæser jeg Dorothy L. Sayers Peter Wimsey-historier efter 35-40 års pause. Det er ganske sjovt, som stilen ændrer og udvikler sig.
Eric, jeg tror du og Ellen har samme passion for at dykke ned i et emne, og så blive meget vindende om det område. Sådanne mennesker er skønne at kende, de ved tit så meget "sjov viden"
SletPeter Wimsey-historierne må jeg vist også så langt tilbage i tiden med, måske skulle jeg genlæse dem.
Jeg læste Dinas bog som 20-21-årig. Jeg kan ikke huske meget af indholdet, men jeg var næsten som i trance bagefter. Den bog gjorde et kæmpe indtryk, stemningen, følelsen af at være trukket ind i historien. Til gengæld har jeg ikke læst andre af Wassmos bøger, da jeg synes, de er frygtelige at læse og ikke fanger mig.
SvarSletJeg læser ikke så meget skønlitteratur, som jeg burde. Men det hænger jo nok sammen med, at jeg har så mange andre bøger, jeg burde læse. Søren Hertz: Børn og unge, psykiatri og samfund. Bruce Perry: Drengen der voksede op som hund. Socialpolitisk redegørelse 2017. De ligger alle og venter på mig, på linje med Livsmodighed. Og Modne mænd, som jeg også har købt, men ikke læst.
Men sådan er der jo så meget.
Mette L
Mette, godt der kom en på banen med en god oplevelse af Dinas bog :-)
SletMed dit hektiske arbejdsniveau er jeg imponeret over at du får læst. Du skal nok nå til de bøger, du gerne vil læse :-)
Jeg læste Dinas bog som ung og var dybt fascineret. Efterfølgeren var jeg ikke så vild med, men "dårlige slutninger" synes jeg godt kan være på sin plads engang imellem.
SvarSletI øjeblikket læser (lytter) jeg til Jesper Wung Sungs "En anden gren". Den handler om hans slægt og tegner rigtig godt. Jeg blander lidt biografier, krimier og andre romaner. Så går det bedst.
Eva, både du og Mette læste bogen som unge og var grebet af den. Det viser jo blot at vi kan have vidt forskellige oplevelser af at læse en bog.
SletWung Suns bog kunne jeg godt tænke mig at læse. Krimier er jeg helt kommet fra, måske er tiden snart inde til at læse dem igen, jeg har jo nærmest forspist mig i dem tidligere :-)
Jeg er stadig i krimi zonen, kan dog mærke jeg trænger til nye græsgange. Om jeg vil tilbage til bogreolen med mange bøger fra 70´erne 80´erne, eller prøve at finde nogle bøger der er skrevet her i nutiden, hvilke forfattere jeg vil springe på, det ved jeg ikke. Dog har jeg i mange år ønsket mig Jacob Ejersbos bøger, måske skulle jeg springe på Liberty inden den 25 februar, hvor DR drama sender første afsnit.
SvarSletKarin, Jakob Ejersbos bøger har jeg aldrig læst, og jeg kan mærke, at der har jeg vist også en fordom, jeg skal arbejde med :-)
SletJeg er medlem af en læsegruppe, og i øjeblikket læser vi "Lavlandet" af Jhumpa Lahiri, det er en virkelig skøn bog, meget læseværdig. Som lystlæsning i sengen om aftenen læser jeg "i ly for regnen" af Jojo Moyes.
SvarSletJeg har megen glæde af at læse!!! og megen tid Kh Marianne
Marianne, endnu en bog, jeg kan blive klogere på. Og så kendte jeg slet ikke den bog af Jo Jo Moyes, den skal vist bestilles hjem :-)
SletEt glas mælk tak er meget grum, for nu at bruge dit udtryk Lene. Lige nu lytter jeg til en krimi, som hedder Løbende tjener af Denis Jürgensen. Jeg har læst den før, og var meget grebet af den, og fik derfor lyst til at læse den igen. Jeg kan rigtig godt lide biografer og bøger fra virkelighedens verden.
SvarSletKatja, og det bekræfter mig i at jeg ikke skal læse den. Hvor er det godt, at vi har så mange forskellige opfattelser hvad der er gode bøger. Krimibøger håber jeg at jeg får lyst til igen.
Slet