søndag, marts 29, 2020

En skøn weekendstart

OPDATERING: det lykkedes mig at få slette hele indlægget, inklusive de tre kommentarer, der var kommet, da jeg skiftede fra mobil til computer. Skulle flere have kommenteret mens jeg har genskrevet dette indlæg, så bliver I nødt til at kommentere igen. Undskyld. Madame, Laura og Henriette, jeg skriver jeres kommentarer ind igen og mine svar dertil. Havde heldigvis indlægget åben på min mobil.

Fredag var solskin og frost. Græsset var helt hvidt af rimfrost om morgene. Fredag var også dagen, hvor jeg følte mig som mig selv igen. Det er nok lidt forkert, for det har været undervejs de sidste dage. Jeg vidste godt, at jeg trængte til ferie, jeg var bare ikke klar over hvor meget jeg trængte til ferie. Men nu er jeg klar til at gå ud i verden igen med alle de hensyn. Og så dog.


Typisk sidder jeg nu her midt om natten og pudser næse. jeg satser på at det går over, inden jeg om 28 timer skal trække i uniformen igen. jeg kender dog godt forholdsreglerne, så hvis forårsforkølelsen fortsætter og ikke blot er en engangsforeteelse her midt om natten, må jeg blive hjemme.

Samtidig griner jeg lidt af mig selv. Jeg havde sovet som en sten i tre timer, vågner for at gå på toilettet, og så lå jeg vågen, men afslappet i sengen, i en times tid, før jeg stod op, lavede varm hyldebærsaft og satte mig for at se lidt Kender du typen. Pludselig ser jeg på uret og tænker HVAD, har jeg været oppe i halvanden time? bare rolig, du er blot oppe i skiftet mellem normaltid og sommertid.



Fredag og lørdag har været gode dage, jeg slappede af, jeg bagte (jeg gør mit til, at landmændene ikke taber sig ;-). Tøj blev vasket og lufttørret udenfor, jeg ryddede op i skabe (få og små, men dog skabsoprydning). Jeg fik faktisk også ordnet de få bede, jeg har. Jeg har gået seks kilometer og nydt den friske og kolde luft bide i kinderne.

Der er hæftet endnu flere ender, jeg fandt nogle karklude og et herretørklæde i min kurv med mange ufærdige projekter. Nu må jeg hellere få vasket de forskellige dele.



Jeg læser, at vi tilsyneladende er lykkedes med at få fladet smittekurven ud. Det er flot, og jeg krydser fingre for at de kloges prognoser om at dette her er stilheden før stormen. Men efterhånden er alt klart, jeg er imponeret over de afdelinger, som har skullet pakke ned og flytte en hel afdeling på få dage og genetablere sig et andet sted, for at vi kan få nok sengepladser til et muligt boom af mulige corona-patienter. Laura en af dem, der har fået ny funktion. det er der også tværfaglige kolleger hos os,der har. Derudover har jeg også kolleger, der nu er oplært i at kunne være på et intensivt afsnit, hvis der bliver behov for det.

Faktisk læste jeg i en af de daglige nyhedsmail, vi får fra min leder, at nogle af vores terapeuter skal oplæres i at være i plejen, hvis der bliver behov for det. for kommer den store stigning, skal flere af mine kolleger skifte til pandemiafsnittene.

Det bliver en underlig verden at komme tilbage til, på en gang som den plejer at være og alligevlel helt anderledes. på samme vis med afstanden til mine børn, normalt kan der gå dage uden at vi får talt med hinanden. jeg har aldrig været en, der har behov for at tale med mine børn på daglig eller ugentlig basis. Det var min mor heller ikke, hun sagde altid; intet nyt er godt nyt. Men lige nu har jeg behov for hyppig kontakt og høre, hvordan det går i hovedstaden.

Jeg er krøbet under dynen igen og satser på lidt mere søvn inden weekendens sidste dag. God søndag til dig.


torsdag, marts 26, 2020

Navlebeskuende



Udover at nyhedssider/kanaler vælter ud med nye vinkler på den tid vi er i lige nu, sker der ikke meget for mig, og så kan man nemt blive navlebeskuende. Lad det være klart, at jeg har lukket ned for coronatanker, de gør mig ikke noget godt, så derfor får de heller ikke lov til at fylde mit indlæg, så hellere lidt navlebeskuende adfærd.

Fra at ligge nærmest total brak foran en skærm de første afspadseringsdage har feriedagene fået lidt mere indhold. Men stadig har jeg svært ved at holde fokus i længere tid ad gangen, blandt andet mangler jeg at se Fisherman's Friends færdig på Filmstriben. På trods af at jeg valgte den pga Madames anbefaling og ikke mindst en kommentators ord om, at det var en af de få film, der ender godt, hvilket er et kriterium hos mig, især i disse dage. Ja så kan jeg ikke holde koncentrationen fangen, og zapper væk lige så snart, der er en snert af noget, der måske kan gøre lidt ondt eller at hovedpersonen er ved at dumme sig. Lige nu smågriner jeg lidt af mig selv og min reaktion.


I stedet for har jeg genopdaget bagelysten, landmændene har fået brunsviger og kanelsnegle. Jeg har knækket koden og endelig bagt et brød, som landmanden efterspørger i stedet for bagerbrødet. Det er såmænd Verdens bedste brød i Valdemarsros udgave. Og det bestod Paul Hemingways test med en finger, der presses ned i krummen, og krummen rettede sig ud med det samme. En ny dej skal røres sammen i aften, lige som jeg skal have afprøvet disse lækre kardemommesnurrer efter anbefaling fra Nom de Mie.

Jeg er faldet i en skøn lydbog, som nydes i små doser jævnfør indledningen om koncentration. Det litterære apotek er en smuk fortælling om kærligheden, at finde sig selv igen og samtidig turde se sine fejl i øjnene uden at lade dem ødelægge livet.


Jeg strikker og i dag har jeg fået hæftet tråde på flere karklude, et sjal og en sok. Det føles godt og jeg øver mig i at anerkende de små projekter, jeg får færdig.

Landmanden har travlt, hver dag sidder han ved sorterbordet og sorterer kartofler. Imens svinder vandet fra markerne med det skønne vejr, vi har. Mine gåture bliver ofte sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. I går nød jeg solnedgangens pensel male himlen smuk over der, hvor jeg bor.


Tankerne går mod øst til mine børn og mod nord til min svigerdatters hjemland og hendes familie. De går videre til min og landmandens familie spredt ud over Danmark. De fortsætter til venner og bekendte, hvordan mon de har det? Og så ender de på min afdeling og hos mine kolleger. På mandag skal jeg se dem igen, det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at skulle trække i uniformen og gøre gavn med det, jeg er bedst til, nemlig sygepleje.














onsdag, marts 25, 2020

Jeg nyder, jeg længes, jeg savner, jeg er taknemlig

Det er vel sådan, min ferie kan beskrives.

Jeg nyder
  • at det er tørvejr. Regnens konstante silen kunne gøre mig så trist
  • at solen skinner. At det er koldt gør ikke noget, solens stråler når ind i hver eneste celle i min krop, og det varmer.
  • at der findes blog, instagram, streamingtjenester, nyhedssider, kort sagt hele den digitale verden. Det gør det nemmere at være isoleret herude på landet.
Jeg længes
  • efter at tale med andre mennesker end min mand. Ikke i telefon, men fysisk at kunne se dem, se deres mimik, se deres smil.
  • efter at kunne give en knuser eller at få et kram.
  • efter at komme i arbejde igen. At få lov til at være noget for andre, at få lov til at udøve sygepleje, at få lov til at løfte sammen, at få lov til at smile til hinanden og tale om alt mellem himmel og jord. Vores projekt er selvfølgelig sat på standby, men da alle efterspørger data, som computer blot ikke kan trække, så er jeg min egen lille datafinder. Så jeg tjekker morgen og aften potentielle deltagere i et opfølgningsprojekt. Det skal være systematisk og korrekt, så jeg en skønne dag, når cororavirus ikke lukker verden ned, kan præsentere fakta om antal og aldersspredning. Det har jeg gjort siden december 19. Min leder tilbød, at hun kunne overtage i min ferie, men hun har mere end nok at se til, så jeg sagde, at det betød ikke noget for mig. Jeg var jo alligevel isoleret herhjemme (og helt ærligt, det er med til at give min hverdag indhold herhjemme).
Jeg savner
  • mine børn og svigerdatter
  • at kunne være der for dem i en svær tid på mange måder
  • at kunne hoppe i bilen og sætte kurs mod hovedstaden og se dem i øjnene, knuselske dem. Det er bare ikke det samme som i en telefon.
Jeg er taknemlig for
  • at leve i Danmark. Det kan godt være, at man i bagklogskabens lys burde have gjort ting anderledes. Det mener jeg, at vi må acceptere. Mennesker er mennesker, og mennesker begår fejl. netop derfor ser jeg ikke så mange nyhedsudsendelser mere eller tjekker ind på alt med corona. Jeg er træt af bagkloge mennesker.
  • at vi begge er sunde og raske. Alt for mange mennesker skal samtidig med denne usikre corona-tid leve med angsten for sygdom fra anden side. Skal leve med, at den sygdom, som de tidligere måske havde styr på, nu kan blive en trussel i kombination med coronavirus.
  • at mine kære har andre omkring dem, når nu jeg ikke kan være der for dem udover pr telefon
Og så må jeg og vi ikke glemme, at der er mennesker i verden, som lever på kanten af afgrunden, også før corona. De har brug for vores hjælp. Også efter corona-tiden

Pas godt på jer selv og hinanden.


mandag, marts 23, 2020

Søndagstur

Landmanden kender gode steder at vandre, hvor der ikke kommer ret mange andre. Så vi drog ud, to hunde og to mennesker. Målet var Tranum Klitplantage, hvor landmanden er med i et jagtkonsortie. Der holdt en bil på p-pladsen, men med så mange kvadratmeter plantage skulle vi nok kunne holde afstand til hinanden. Vi startede på en vej, som fik mig til at sende en kærlig tanke til min far.


Hundene skulle lige mindes om, hvordan man går hinter. Især Dexter mente, at vi skulle ud over stepperne i en vis fart. De fandt dog efterhånden ind til rytmen.


Hurtigt fandt vi ud af, at det slet ikke ville blive en almindelig gåtur i plantagen. Landmanden havde aldrig set så meget vand på vejene og inde mellem træerne. Vi måtte kigge os for og være kreative i vores vej gennem plantagen.





Vi valgte at gå inde mellem træerne, over tuer og op på de små høje. Det gav udfordringer for bentøjet og opmærksomheden, det var ikke her, man skulle vrikke om på foden.


Lige pludselig dukkede en sø op, vi tror ikke, den plejer at være der, i hvert fald ikke når vi kigger på de gamle kort over plantagen. Men der var en bænk på et lille højdedrag, så måske den alligevel er dukket op i de senere år, og nu har bredt sig ud over det hele.



Det var straks værre at finde en vej videre frem, og vi ville ikke gå tilbage, så vi forsøgte os hid og did, til sidst var vi heldig med at komme udenom alt vandet.


Og så gik det ellers i skarp trav det sidste stykke vej hen til bilen. Alle havde fået motion og frisk luft


Jeg var glad for, at jeg havde valgt vandrestøvlerne til gåturen. Hjemme er jeg begyndt at bruge løbeskoene til vandreturene, men de ville være blevet våde og de havde absolut ikke støttet mine ankler i det ujævne terræn. At jeg så havde valgt forkert i forhold til det rette lag af bukser, er en helt anden sag, så nu plejer jeg en ru hals med masser af hyldebærsaft. Om det var halsen, der var årsag til, at søvnen forlod mig klokken to i nat skal være usagt, men jeg er glad for, at jeg har ferie i disse dage.


Jeg ser Barnaby, hækler, strikker og har lige bagt brunsviger til landmændene. Hvorfor? Fordi jeg havde lyst til at afprøve, om jeg kunne huske at bage den kage, som jeg har bagt utallige gange, da vi holdt børnefødselsdage.

Sommerhusferie? Det er droppet, jeg satser på, at halsen ter sig bedre i morgen, så vil jeg genoptage gåturene og måske nogle af dem bliver i klitplantagerne ved sommerhuset. Vi får se, jeg har det bedst hjemme, tæt på landmand og hunde.

lørdag, marts 21, 2020

#motionersundtforsjælen

I går kom jeg ikke ud og gå på trods af skønt vejr. I stedet for skete det for anden gang på disse fridage, at jeg hen på eftermiddagen faldt i søvn og sov over en time, uden at det havde indflydelse på min nattesøvn.


Jeg øver mig i ikke at slå mig i hovedet med alt det, jeg ikke får lavet. Og så påskønne ,at jeg fik strøget alt tøj i går og fik strikket en del på mit Paris tørklæde. Jeg fik også handlet ind og inspireret af Helles kommentar søgt på nettet efter håndsprit. Nu får vi at se, om firmaet kan holde det, de lover, eller om jeg er blevet taget ved næsen.

Jeg surfer alt for meget formålsløst og uden retning. Først tjekker jeg min blog for kommentarer, så facebook, så instagram, så en tur rundt omkring nyhedssiderne, så tilbage igen. Og kan jeg ikke finde på andet, kan jeg da lige tjekke, om min leder har skrevet sin daglige mail på min arbejdsmail. Til sidst tjekker jeg, om der er nogle film/serier, jeg vil se. Faktum er at jeg ikke kan holde fokus på en hel film eller en bog. Min hjerne kan kun klare underholdning, som ikke fordrer meget af mig i kort kort tid.


Der er masser af skabe, der kunne ryddes op i. Der er mapper, der kunne ryddes op i. Der er nogle bede, som godt kunne bruge min indsats. Jeg orker det ikke. Men jeg får lavet mad, jeg får ordnet kontorarbejde og jeg får vasket tøj. Og jeg får drukket eftermiddagste sammen med min mand hver dag, før vi går hver til sine favoritprogrammer på fjernsyn/computer.

I dag kom jeg ud og gå. Landmanden kørte ud på traktor og klippede grøftekanterne langs markerne. Hver sin interesse. Jeg fik gået ti kilometer, mens jeg blev underholdt af Anne Glads Bogselskabet. I dag hørte jeg Susse Wold og Stephanie Surrugue, skønne kvinder at være i selskab med. Først startede jeg dog med den bog, jeg er i gang med at lytte til; Det litterære apotek af Nina George. I dag blev den for intens at lytte til, ordene var smukke, de mættede og fyldte, og jeg var ganske enkelt ikke i stand til at give dem den opmærksomhed, de skulle have. Så jeg hoppede over til Bogselskabet.



Nu er jeg ikke velbevandret i podcast, så måske kan du hjælpe mig? Jeg gik ind via DRs hjemmeside, fandt podcasten og lyttede. Men den stoppede efter ti minutter, og så skulle jeg starte den igen, hvorefter den hoppede tilbage til start og jeg skulle hoppe frem til, hvor jeg var kommet. Skyldes det min mobil? Mig bekendt har jeg ikke sat den til et maksimum lyttetid. Jeg kan lytte til lydbøger fra e-reolen uden problemer. Eller skyldes det, at jeg lytter fra hjemmesiden i stedet for en podcastplatform, eller hvad sådan en hedder? Jeg er novice udi podcasts, så bær over med mine dumme spørgsmål.


Målet er stadig, at jeg kan slippe tøjlerne herhjemme, lade landmand og hunde være alene og tage i sommerhus nogle dage. Omvendt kan jeg mærke, at de tre og gården giver mig ro og tryghed, så vi får se.

Mange spørger mig, hvordan jeg kan holde ferie, når verden ser sådan ud. Lige nu er vi vel i stilheden før stormen. I det øjeblik at der bliver endnu flere indlagt, så vil der også komme pres på alle afdelinger. Vi skal kunne tage andre specialers patienter, fordi de skal fokusere på de hårdest ramte af deres specialepatienter, f.eks. lungeafdelingen. Ligesom at det må forventes, at sygefravær blandt personalet stiger, i og med at vi nu skal blive hjemme ved mindre symptomer end før og også blive hjemme længere end tidligere, før vi erklæres raske. Det er også derfor, vores arbejdsgivere gerne ville kunne teste syge medarbejdere, for er de ikke coronapositive,  kan de komme hurtigere tilbage. Men der mangler testmateriale og så skal man bruge dem til patienterne. Det er den helt rigtige prioritering.

Så lige nu de gælder arbejdsretslige regler stadig og det er kun ved force majeure, at man kan inddrage min ferie, MEN hvis mange bliver syge, både personale og patienter, så kan jeg få inddraget min ferie. Lige nu tror jeg, at det først kommer til at gå hedt for sig, når jeg vender tilbage, så mit fokus er også på at slappe af, gå ture og spise ordentlig mad, så jeg er klar til lange vagter og mange dage i træk. Men indlagte patienter med Covid-19 stiger for hver dag, så vi får se.


Jeg er landet i sofaen igen, eftermiddagsteen sammen med landmanden er forbi, men vi bliver hængende med hver vores computer/smartphone i hver sin sofa. Om lidt snupper jeg nok en bid Kender du typen eller en eftermiddagslur, inden aftensmaden skal forberedes. God lørdag til dig.











fredag, marts 20, 2020

En fredag med tanker, der flyver af sted


Der er handlet ind, men ikke håndsprit, som er udsolgt alle steder. Hjemme klarer vi os med håndvask, men vi gad godt have muligheden for at tilbyde håndsprit til chauffører, når de har rørt ved fragtbrevene fra min mand. Alternativet er at de skal røre ved flere håndtag for at komme ind til en håndvask. Håndtagene blev vasket af med desinficerende middel i går, da vi havde rengøringsfirmaet til den ugentlige rengøring. I dag må alle håndtag og vaske nøjes med en klud med vand og sæbe.

Den lille flaske med håndgel i min taske er ved at være tom. Nu er der heldigvis opsat håndsprit i butikkerne, så apoteket lagde sprit til mig, da jeg vendte i døren efter at have set skiltet med alt udsolgt i håndsprit.


I dag flyver tankerne af sted, jeg skulle have været til begravelse og jeg har så ondt af min kære familie, som må tage afsked alene i en næsten tom kirke. Der er ingen, der kan synge højt og gennem sangen støtte dem i deres sorg. Jeg ved hvor meget det betød til mine forældres begravelse, at hele familien kom og støttede os. Vi ved jo godt alle sammen, at det er sådan det må være, men det føles forkert.


I morges læste jeg nyheder og først blev jeg forarget over alle dem, der i København stadig forsamles på skatebaner, foran cafeer osv. Bagefter læste jeg et blogindlæg, som handlede om at mødes for at gå tur sammen med afstand. Til slut læste jeg et indlæg om det pres, det er at holde to børn hjemme med vidt forskellige behov og forsøge at lave en håndterbar hverdag som ene forælder.

Og lige der slog det mig, hvor svært det må være i en storby, hvor man bor tæt og hvor der ikke lige er en skov rundt om hjørnet eller som hos mig en lang vej, hvor ingen kommer. De unge mennesker, som er vant til at ses og mødes på gader og stræder, skal nu egentlig holde sig indendøre, og her sidder far eller mor måske og forsøger at arbejde hjemmefra og har brug for ro. Når så solen skinner som i går, hvem vil så ikke gerne ud? De aftales måske at mødes to og holde afstand, men alle vegne er der mennesker, som har fået samme ide. Hvordan takler man det? Det er nemt for os, vi kan gå udenfor og så har vi Guds skønne natur omkring os. Der er 500 meter til nærmeste nabo, og skulle de få samme ide, så bruger vi nok først de mange kvadratmeter omkring gården og går vi på vejen, kan vi hilse pænt på afstand.






I går fik jeg repareret næsten alt. I dag skal jeg udfordres, jeg har forberedt mig ved at se youtube videoer, så nu skal slaget slås. Min skønne dejlige sweater fra Fjellräven, som jeg købte for fødselsdagspenge for 2½ år siden, har fået små huller i siden.


Det ser ud som om trådene er sprunget. jeg har tænkt om det var møl. Og jeg har også tænkt på at reklamere, men dels er det for længe siden, dels kan jeg ikke finde bonen. Jeg har fundet uldgarn, der næsten matcher, men der er strikket små "lus", og jeg er spændt på, jeg kan fange tråden og reparere det. Det skal forsøges, for jeg elsker den trøje og den har været dyr.

Skulle du have god råd, så må du meget gerne byde ind med dem. Jeg kender mig selv godt nok til, at opgaven lige nu bliver udskudt, der skal stryges tøj og gås en tur. Og måske bliver det først i morgen, at jeg mentalt er klar til opgaven.

Må du få en god fredag.





torsdag, marts 19, 2020

Så sidder jeg her

Første del af dagens kontorarbejde er overstået. Om lidt skal husmoderdelen klares. Målet er at komme i land med så meget som muligt de næste par dage, så jeg kan tage i sommerhus i ensomhed og stilhed i næste uge.

Ensomhed er ikke et negativt ord i denne sammenhæng, men et beskrivende ord for at være alene.

Håret skulle have været klippet, det bliver det så ikke. Og jeg skal have overvejet, hvordan jeg håndterer dette. Alle, der har prøvet at få langt hår kender til den periode, hvor håret blot irriterer, fordi det hverken er kort nok til en ordentlig korthårsfrisure eller langt nok til at blive sat op. Jeg plejer at blive klippet hver 6. uge og jeg plejer at kunne mærke prompte, når mit hår når en længde, hvor det tynger og driller og ikke vil sidde ordentlig. PYT der er andre ting, der er vigtigere.

Hvor andre tolker, at man godt må være sammen op til ti mennesker, tolker vi det her som at vi undgår videst muligt samvær med andre i privat regi. Jeg føler helt klart, at jeg har en moralsk forpligtelse til at gøre så meget som muligt for at reducere at blive udsat for smitte. Landmanden har en medarbejder, og de sorterer kartofler, så du stadig kan få kartofler i butikkerne. På mit arbejde er alle konferencer fjernet, vi spiser i hold, og vi forsøger at begrænse antal på sygeplejekontoret, når der skal dokumenteres.

Min leder sender dagligt informationsmail ud, og for os, der har fri eller på ferie, føles det nødvendigt at være opdateret dagligt på situationen. Vi kan jo blive kaldt ind før tid. I tirsdags sagde en kollega til min leder, du er vores Mette Fredriksen, du er så rolig og god til at informere. Og jeg er fuldstændig enig. Lige nu holder hun nærmest aldrig fri, hun kan kontaktes døgnet rundt, hun skal holde sig opdateret hele tiden på de nyeste retningslinjer og dagens situation på sygehuset. Og hun er virkelig god til at håndtere den situation.

Mine kolleger er som altid fantastiske, de formår at holde hovedet koldt, for vi får jo også mennesker ind, som er småsyge med feber, hoste eller forkølelse sammen med at de måske har fået en blodprop eller blødning i hjernen, og er det så Covid-19 eller?

Der er roligt på mit sygehus, men der oprustes, for prognosen er stadig, at antallet af hårdtramte vil stige, og man gør sig klar. Og så længe vi ikke alle tager påbudene alvorligt, så længe vil smitteantallet stige. Og lige der kunne jeg faktisk godt tænke mig, at vi havde kapacitet til at teste alle, for så ville folk få hard core beviser på smittestigningen. Omvendt kan jeg også godt forstå, at kapaciteten skal bruges på at finde dem, der bliver indlagt og er smittet, så de kan isoleres og få den rette behandling.

For mennesker, som mister en af deres kære, er denne tid svær. Hvor vi før kunne vise vores medfølelse og deltagelse med kram/knus, besøg og deltagelse i begravelse, så lukkes alt dette ned. Jeg kan selv mærke, hvor meget det fylder, at jeg ikke kan få lov til at række min hånd ud, at jeg ikke kan tage til begravelse og efterfølgende mindesammenkomst, at få lov til sammen med andre familiemedlemmer at savne og mindes den afdøde og støtte den familie, der har mistet. Jeg må som andre sige, der kommer en tid efter Covid-19, hvor vi kan mødes igen. Som Dronningen sagde, vi må vise sammenhold ved at holde afstand. Det må vi også finde ud af som efterladte.

Og så sidder jeg her igen. Intentionen var ellers, at nu skulle jeg tage mig sammen og få elimineret nogle af de opgaver, som jeg aldrig orker til hverdag. Det skete ikke i går, om det sker i dag vides endnu ikke. Vi får se. Måske er det hele situationen, der gør, at jeg vælger sådan som jeg gør, selv om jeg godt ved, at jeg måske ville have det bedre, hvis jeg valgte anderledes. Ligesom jeg heller ikke er kommet ud og gå på trods af sol og tørvejr. Jeg sidder her bare, får tiden til at gå. Jeg kunne strikke, læse/lytte en bog, tegne, danse, men jeg vælger bare at sidde og surfe nyheder og se ligegyldige serier eller at tage en lur. Og det har jeg besluttet er okay - lige nu. Så lige nu springer jeg over indlæg på Instagram, som handler om alt det man har fået lavet, om det er strikketøj, bøger, gåture eller oprydning. Der er ingen grund til at bygge en virtuel hammer, som jeg kan slå mig selv med.

Solen lokker kaldende, på stolen ligger en arbejdsjakke, der skal repareres, på mobilen er der downloadet en bog. Udenfor folder alle mine påskeliljer sig ud og maler små gule pletter på den småpjuskede forårsdag. Må du få en dag, som er god ved dig.



tirsdag, marts 17, 2020

Så gik der endnu et år

Og så lå jeg der i sengen, havde givet mig selv lov til at sove længe, hvilket jeg ikke kunne, men jeg kunne da blive i sengen og slappe af. Jeg kunne vel også tale lidt med mig selv: god morgen Lene, nu er du så 63 år. Hold da op, som tiden går. Føler du dig så gammel? Næh, men spejlet fortæller mig det, erfaringen og roen siger det, også i de situationer, hvor jeg er ked af det, frustreret, vred, opgivende osv. Her finder jeg nemmere tilbage til udgangspunktet og tænker, det går nok endda.




13 dages fri fra i dag af. Og da corona nok først topper i april måned, kan jeg højst sandsynligt holde ferie uden at få den inddraget.

Tankerne strøg af sted, gad vide om landmanden ville gøre noget ud af dagen. Han har travlt, fejringer af fødselsdage siger ham ikke noget, og vi havde forbud mod at give gaver og fejre ham på anden vis, da han havde fødselsdag. Vi er faktisk på mange områder blevet mere forskellige med alderen, men jævnfør min lille snak med mig selv er jeg også blevet mere rummelig, omend bølgerne stadig går højt her på matriklen.


Jeg vil gerne fejres, jeg gad godt, at jeg en gang imellem kunne vågne op til et veldækket morgenbord, sådan noget betyder noget for mig, ikke for min mand. Så det forventede jeg heller ikke her til morgen. Han har travlt med kartoffelsortering. Jeg havde hørt ham stå op og senere gå ud, så jeg tænkte, okay ingen morgensang til mig på denne fødselsdag. Så lidt ked af det var jeg, da jeg gik i bad, men samtidig også afklaret med at det man ikke siger højt, at man har brug for, det er svært for andre at vide.

Til gengæld var der en pakke med flag og kort, da jeg kom ned i køkkenet efter badet, og da jeg kørte ind efter rundstykker og kage til landmand, medarbejder og fødselsdagskvinden, opdagede jeg, at flaget også var hejst udenfor. Så jeg blev fejret, og jeg blev glad og taknemlig for den dejlige gestus.



Hvad skal dagen så gå med?  Tjah, jeg skal have bestilt aftensmad fra en cafe, jeg skal have ryddet op (det er utroligt som to gamle mennesker kan rode alting til på en enkelt dag), og der skal handles ind. Jeg vil også ud og gå en tur, så skønt vejr som i lørdags får jeg ikke, men jeg satser på, at jeg får taget mig sammen. Det ville gøre mig godt. Om ikke andet har jeg nu fået min egen pandelampe, så jeg kan gå, når det bliver mørkt.



63 år. Nu er jeg et år ældre end min mor, da hun blev syg første gang. Jeg har ikke begyndende tegn på hukommelsesproblemer, som min far fik i slutningen af hans 60er. Så alt i alt går det vist meget godt.


63 år. Mon jeg får mit efterlønsbevis i dag? Ikke fordi jeg vil bruge det, jeg har stadig ting, jeg gerne vil nå arbejdsmæssigt. Men indimellem kan jeg godt mærke, at tiden arbejder sig henimod, at en dag slutter arbejdslivet. PS det får man så ikke på dagen, men det gælder fra i dag.


63 år, egentlig synes jeg ikke det tal ser så gammelt ud, men Lene 20 år ville kigge på mig og ryste på hovedet: 63 år! så er man godt nok gammel. Men hvert år levet er et år fyldt med taknemlighed over netop det faktum.


Og når man som jeg har fået lov til at leve 63 år år uden at mærke sygdommens tag på mig selv, så skal jeg skønne på det faktum og synge:

på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli'r,
og hvad end hele verden si'r,
så har den vore hjerter.
Pas godt på dig selv og alle andre.












lørdag, marts 14, 2020

Kan vi tale om noget andet?

Ikke fordi jeg ikke anerkender alvoren, for det gør jeg. Jeg har tænkt mig at fravælge samvær privat, for vi har brug for alle kvinder på arbejde. Der er ingen grund til at udsætte mig for smitte.

Men lige nu vil jeg gerne fortælle om vores tur til København sidste weekend. Det var skønt at se vores børn og svigerdatter og hvor er jeg glad for at det var den weekend og ikke denne weekend. Vi fik hjulpet vores datter med nogle praktiske ting, blandt andet fjernet de paller, som i mange år havde udgjort "sengeben" til hendes madras. Vi fik set, hvor hyggeligt svigerdatteren havde fået indrettet deres lejlighed. Og så spiste vi lækre steder.


Lørdag aften var vi inviteret i byen, det var vores julegave. Vi endte på 17. etage i Nordhavnen i restaurant Silo, hvor vi havde den smukkeste udsigt, da vi ankom 17.30. Da mørket overtog udenfor, blev lyset i restauranten dæmpet, så man rigtig kunne nyde byens lys, lysene fra skibene ude på vandet og vandets genskin af lysene.


Vi fik en lækker fireretters menu, og snakken gik, også med tjeneren, som hvor mærkeligt det end lyder ;-) godt kunne høre, at vi ikke var fra selve København, men over fra Jylland.

Maden var virkelig udsøgt.


Først fik vi en snack, som var en utrolig tynd og sprød krustade fyldt med creme fraicheblanding og stenbiderrogn.












Under hele måltidet fik vi hjemmebagt lækker brød med smør blandet med brunet smør.










Derefter fik vi til forret rimmet torsk med svampe og hummersauce. Lækker smag.













Mellemretten var bagte jordskokker med brunet smør og æble. Det smagte virkelig godt. Jeg tror det var en selleribisque. Sådan tror jeg, tjeneren kaldte det. Vi andre ville nok have sagt sellerichips.








Hovedretten var stegt secreto (en bestemt udskæring) af Duroc med glaserede ribs og kål. Der var saft, kraft og smag i alle tre dele.


Desserten bestod af en æbleterrin med karamelmousse og fermenteret honning. Og den glemte jeg at tage billede af.






Så var vi så mætte, at vi kunne trille ud, men vi valgte dog at slutte af med te og kaffe. Jeg fik en lækker hvid te, som jeg desværre ikke fik navnet på, men som var fra Perchs tehandel.

Fordi vi startede tidligt (det var der, vi kunne få bord til), så kunne vi også være hjemme i god tid. Det trængte vi alle til. Denne gang boede vi på hotel, selv om vi hjertens gerne må bo hos begge børn, men jeg trænger ofte til blot at være mig selv om aftenen. Og det nød jeg.


Vi skulle mødes tidligt næste morgen, fordi vi skulle være i Nordjylland ved 16-tiden for at overtage pasning af vores hunde.

Søn og svigerdatter foreslog Mad og Kaffe i nærheden af dem, men de mente, at der meget nemt kunne være kø, man kan nemlig ikke reservere plads. Godt nok grinte vi andre af dem, gad folk fra Frederiksberg virkelig stå op for at spise brunch kl 8.30 en søndag morgen?

Planen blev dog, at landmanden og jeg ville sørge for at være der lidt før 8.30 og så ville de andre dukke op inden 8.45. Vi var der 8.15 og stillede os klar ved døren, man måtte ikke komme ind før 8.30. Kort efter stod vi kø med to andre par, og da vi gik ind 8.30 og fik et af de store borde, kom der en sand strøm af mennesker efter os. Inden 8.45 var alle borde optaget og folk begyndte at sidde udenfor i kulden eller blive skrevet op til plads indenfor.

Ingen billeder fra brunch, så du får nogle flere fra den skønne restaurant på toppen af Siloen
Det var virkelig lækker morgenmad, og konceptet med, at man kunne vælge 3, 5 eller 7 emner, er rigtig godt. Næste gang vælger jeg ikke 7 emner, for jeg var så mæt, at jeg nærmest var helt dårlig, da vi gik hen til bilen. Bilen stod i det nye underjordiske p-hus tæt på søn og svigerdatter. Så med den nye metro og p-hus kan vi nu være sikker på at finde p-plads på Frederiksberg og tage metroen til Nørrebro, hvor der sjældent er p-plads i nærheden af datteren.

Turen hjem gik uden svinkeærinder, og hundene var glade for at se os igen. Og lige så snart jeg er hjemme, drømmer jeg om at besøge børnene igen. Det kommer så nok til at vare noget tid nu.

Den skønne nyrenoveret plads oven på p-huset
Og lad os så blot snakke Covid-19 her til sidst. Lige nu ser det ud til, at jeg får ferie, men de nye retningslinjer gør, at ud fra et forsigtighedsprincip havde vi allerede i går folk hjemme. Håbet er, at den utilpashed, konstant nysen eller det man kalder subfebril (altså temperaturen er steget lidt men ikke til feber) de har, fortager sig ved ro hjemme et par dage, og så kan de møde ind igen.

I dag har jeg set video om værnemidler og hvordan jeg korrekt bruger dem. Det er dog ikke nyt, vi har jævnligt folk, der skal isoleres for Noro-virus(roskildesyge) eller er hjemvendt fra et udenlandsk sygehus. Derudover har vi også haft et rædselsforår 2018 med influenza udbrud, så vi kender til procedurerne. Alligevel fik jeg små tips til at tage overtræksdragten af, og det beviser, at det altid er godt at gå i detaljer, selv om man formoder, alle ved, hvad der skal ske.

I dag har jeg vasket håndtage overalt i huset samt intensiveret skift af håndklæder. Jeg tager ingen chancer ;-)

Jeg har også måttet aflyse vandreture med min svigerfamilie og med mine søstre og måttet aflyse ferie sammen med min yngste lillesøster i vores sommerhus. Jeg tør ikke tage nogen chancer. :-(

Til allersidst må jeg bare dele en skøn oplevelse, jeg fik fra en af jer læsere i går. Jeg fik en mail om et forløb med apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) for mange år siden, der bekræftede mig i, at det er den rigtige vej, vi går i forhold til et opfølgningsforløb. Endnu en gang tusind tak til dig, der tog dig tid til at sende mig mailen. Jeg bliver stadig rørt, når jeg læser din mail. Du har været så sej i dit forløb.


torsdag, marts 12, 2020

Tjah

Alle afdelinger skal sende personale til den nye pandemiafdeling, også min afdeling. Derudover skal vi forberede os på, at ferie kan blive inddraget, for som flere på pressemødet i går aftes sagde, så bliver det en hård omgang for sundhedspersonale, og jeg krydser fingre for, at hypoteserne om hvor mange af os, der vil blive ramt, ikke holder.

Lige nu begynder jeg at forberede mig mentalt på, at ferien fra næste uge måske slet ikke bliver til noget. Hvis ingen bliver syge, kan jeg afholde ferien, men det er klart, at hvis der mangler sygeplejersker til at passe patienterne, så skal min ferie inddrages. Sådan må det være.

Det har været underlige dage, for alle møder/kurser aflyses på stribe, så vi har været flere tilstede på arbejde end normalt, fordi der skulle have været afviklet kurser/efteruddannelser og lignende i denne tid. Mine to nye kolleger får en lidt anderledes introduktion, for nu er jeg nødt til at speede det lidt op, så de kan lidt mere, hvis nu vi skulle få mandefald. Vi vil ellers gerne, at de stille og roligt kommer ind i afdelingens rytme, og det kan vi nok ikke tilgodese, hvis hypoteserne holder.

Samtidig skal vi ikke gå i panik, alle tiltag er jo netop for, at vi ikke får en situation som i Italien med et sundhedssystem, som er helt i knæ.

Netop mens jeg skriver dette, ringes jeg op af min fysioterapeut, som aflyser min tid i dag og om 14 dage. De lukker ned. Og så kigger jeg på min fridags to-do seddel med punkter som tid hos fodterapeut (den kan slettes), tid hos frisør (den sletter jeg også), tid hos tandlæge (bliver også slettet).

Det er en underlig fornemmelse, for vi skal jo stadig holde Danmark i gang, butikker skal holdes åbne, skraldemænd skal stadig hente affald, jeg skal passe de syge, politiet skal sikre os ordentlige tilstande osv.

Lige nu får jeg gjort rent, jeg gør, som jeg plejer, sætter mig på kontoret, så jeg ikke går i vejen. Min rengøringsassistent er bekymret, for hun skal ud til ældre mennesker, og mennesker, som hun ved er kommet hjem fra rejser i de orange områder. Mit råd er hold afstand, vær ikke i samme rum som dem over 15 minutter, bed dem om at være i et andet område under rengøringen. En af hendes nærmeste har været gennem et kræftforløb, mit råd er at vedkommende ikke skal med til børnefødselsdag i weekenden. Vi må passe på hinanden.

På min afdeling holder vi heller ikke konference, hvor vi samles mange mennesker i et rum, selv om vi alle arbejder på samme afdeling. Der er ingen grund til at øge risikoen for smittespredning. Vores personalestue kan ikke rumme alle mennesker, så i går holdt vi pause på skift, gik ud så snart man havde spist, hvor vi normalt lige gør status over, hvor langt de forskellige er, hvem har brug for hjælp osv. Det må vi gøre løbende og melde tilbage til vores koordinator, som så sørger for hjælp.

Vi har flere kolleger i karantæne efter skiferie, de er ikke syge og har forståeligt nok det svært med, at de ikke kan hjælpe til lige nu. Sådan er det, de kommer forhåbentlig gennem karantænen uden sygdom, og så kan de løfte i flok igen. Vi må passe på hinanden.

Et sundhedspersonale har på facebook skrevet dette, som jeg tilslutter mig:

Jeg har virkelig brug for din hjælp!Jeg har brug for, at du vasker dine hænder og bruger håndsprit mange gange om dagen.Jeg har brug for, at du respekterer de retningslinjer vores myndigheder lige nu udstikker, for at forsinke COVID-19 smitten mest muligt.
Jeg har brug for, at du tager ansvar og passer på, så du ikke udgør en risiko for de mennesker, der er i din umiddelbare nærhed.
Jeg har brug for, at du forstår, hvor alvorlig situationen er.
Jeg har brug for, at du tænker dig om og handler rationelt.
Jeg har brug for, at du respekterer, at der er sårbare mennesker i vores samfund, som reelt er truet af denne virus.
Og jeg har brug for, at du er bevidst om, at der er nogen af os, der skal holde os raske, så vi kan fortsætte med at møde på arbejde, lige meget hvad der sker, fordi der er patienter, der har brug for vores hjælp.

Hjælp os – så vi kan hjælpe dig!