At kunne erkende sig selv og omverdenen, at have forståelse for sig selv og omverdenen, at kunne kende omverdenen og sig selv er alle begreber, som beskrives som de kognitive funktioner. Ordet kognitiv stammer fra det latinske udsagnsord cognoscere = lære at kende, erkende, forstå.
Når man bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, kan man få svært med at fornemme, hvor man er i forhold til andre og i forhold til tingene i det rum, man er i. Det er forsøgt beskrevet som den fornemmelse vi får, hvis vi sidder i et fly, og det rammer et lufthul, eller hvis vi får bind for øjnene, bliver stillet op på en stol og drejet rundt, og så bliver bedt om at træde et skridt til siden. Vi spænder i hele kroppen, vi mangler de signaler, vi normalt ikke tænker over, at vi får fra vores krop. Vi føler os frem, har brug for hele tiden at mærke rummet omkring os.
I min fagverden hedder det at være ramt på sin rum/retningssans. Det vi som sygeplejepersonale ser, er et menneske, der måske kaster sig rundt i sengen, smider dyner og puder på gulvet eller ligger på tværs af sengen med benene filtret ind i sengehest. Vi ser et menneske, der måske sidder skævt i stolen eller spænder hele tiden i kroppen. Du kender det helt sikkert selv, den smerte man kan få, når man ubevidst har spændt nogle muskler hele tiden eller siddet forkert.
Han sad i sin stol, den ældre mand, han så lidt forhutlet ud, havde ligget længe i sit hus, før nogen havde fundet ham. Han fyldte meget i afdelingen, fordi han enten skreg hele tiden eller var motorisk urolig hele tiden.
Vi observerede, registrerede og diskuterede, hvorfor reagerede patienten sådan?
Havde han brækket noget, var han faldet, da han fik sin apopleksi? Så patienten kom til røntgen, som ikke viste noget.
Patienten sov ikke om natten, smed dyner på gulvet konstant, så vi forsøgte med packs, som er stive skumgummihynder, der giver en god tilbagemelding om, hvor man befinder sig. Vi forsøgte med kugledyne, som er en dyne fyldt med små plastikbolde, som lægger sig tæt omkring personen og dermed giver stimuli og ikke så nemt kan sparkes væk. Vi forsøgte endog med et let indslumringsmiddel. Det er vi normalt ikke begejstret for, fordi det ofte gør patienten mere usikker og ikke så nærværende næste dag, men det samme gør manglende søvn.
Havde patienten ondt, fordi han spændte op i musklerne hele tiden, måske pga. den manglende kropsfornemmelse? Vi gav smertestillende, først milde håndkøbsmedicin, men måtte prøve stærkere præparater, der ligesom sovemedicin kan gøre ældre mennesker sløve.
Vi fik patienten til at sove nogle timer om natten, vi kunne også røre ved benene, uden at det gjorde ondt.
Der var dog også i patientens opførsel elementer af symptomer, som mindede om frontallapsskader, den konstante mangel på fornemmelse for almindelig opførsel, eks hvis man står og snakker med en anden patient, så råber en patient, at nu skal man komme over til ham, eller som her, at der blev råbt og reageret motorisk, så snart vi ikke var ved patienten.
Vi blev virkelig udfordret på vores faglighed, og jeg røg i med et brag den dag, hvor jeg havde haft en rigtig god dag med patienten, jeg syntes virkelig, at god søvn, gode lejringer og gode måder at arbejde med patienten på havde gjort en forskel.
Så var det bare, at patienten pludselig smed maden på gulvet og grinte. Da jeg havde tørret det op og forsøgt at ignorere og aflede i form af sang, patienten nød, når vi sang, så tog patienten sit glas saft, så på mig, hældte det på gulvet og grinte.
Jeg røg lige lukt i fælden, jeg blev mor til en tre-årig og reagerede på samme måde, stop det der, det er ikke sjovt. Men det var jo ikke en tre-årig, det var en gammel mand med et langt liv bag sig, som var blevet ramt på en måde, så de hæmninger i opførsel vi normalt lærer gennem barndommen og som gør os i stand til at være sammen med andre på en god måde, de hæmninger var der ikke mere. Jeg måtte lige en tur ind på kontoret og fortælle om min reaktion, få ro på, og så kunne jeg gå ind igen og være neurologisk sygeplejerske.
I aften skal jeg i aftenvagt, den her episode ligger langt tilbage, men vi har ofte patienter, hvor vi bliver udfordret på vores faglighed, og hvor vi må erkende, at vi hver især kan have brug for en lille pause, hvor andre tager over. Vi taler om det, og vi gamle skal være rollemodeller og fortælle, når vi har det svært, så det bliver naturligt for det nye personale at bede om hjælp. Erkendelse er første skridt til at kunne ændre noget, det gælder både for patienten og personalet.
Og er du nået helt herned, så er du en tålmodig sjæl, tak for det og ha en god fredag.
