VIL DU MED

Mens jeg tager på arbejde, så kan du jo hoppe med på motorcyklen.

Turen gik til Østvendsyssel, og selvom landmanden og jeg havde en lignende tur for et par år siden, så kom vi ad andre veje til de forskellige punkter.

Ja de indfødte vendelboer måtte endda erkende, at turlederen havde fundet en vej syd for Fredrikshavn til Tolne, som de ikke kendte til :-)

Vi startede i Brønderslev, kørte gennem Allerup bakker, forbi Dorf mølle, kørte langs vandet op til Voerså, videre ad små veje til Sæby, Understed og til Bangsbo fort, hvor vi holdt pause, så på bunkers og kanoner og snakkede.

Turen sluttede på Tolne kro, som siden sidst havde skiftet ejer og navn til Gæstgivergården. Men de hjemmebagte boller og lagkagen smagte lige som de skulle.

UPS

Køkkenlærdom:
Man skal ikke gøre stikkelsbær rene, hvis man ikke har tænkt sig at gøre noget ved dem lige med det samme!

Nu er gærede stikkelsbær røget ud, og jeg har lige pludselig lidt mere tid at gøre med i aften.

Hjernelærdom:

Selvom man ignorerer fakta, ja nærmest overser dem, så man i blogindlæg skriver om 8 uger med dagmødetider, så ændrer det ikke på fakta, at jeg har to aftenvagter foran mig!

LANDMANDEN SOM OVERSKRIFT I BERLINGSKE

Ups hvad har han nu gjort, tænker du nok.

For sådan er det desværre. Medierne har ofte kun interesse i at fortælle de negative historier fra landbruget.

Nu er det så heller ikke som landmand men som far, der gav overskriften.

Datteren fik i foråret besøg af en freelance journalist og fotograf, som laver boligreportager og sælger dem videre.

I dag er artiklen i Berlingske som led i et tema om unge, der flytter hjemmefra. Og overskriften fik lige landmanden til at ranke ryggen :-)

Den anden artikel er om en ung mand med en handyfar og stylistmor. Sådan en mor har datteren ikke, det behøver hun heller ikke, faste læsere af denne blog vil vide, at jeg er begavet med en kreativ datter med mange skønne ideer. Og det viser reportagen både i billeder og tekst.

Nu glæder jeg mig til, at datteren selv læser artiklen, når hun er landet sikkert i dag i København efter en miniferie i byernes by, men mest af alt til at høre hendes stemme i telefonen.

SØVN OG MORGENMAD

Hvis vi skal følge de kloge hoveder, men også den forskning, der er på området, så er der ingen tvivl.

Har man søvnproblemer, er det bedste, man kan gøre, at etablere en god søvnrytme. Dvs gå i seng og stå op på samme tidspunkt hele ugen igennem. Lige for tiden har jeg ikke problemer med søvnen, tværtimod, men jeg prøver at få en rytme, nu hvor jeg de næste 7 uger ikke skal arbejde om aftenen, ikke skal arbejde i weekender (faktisk er det 8 uger, for jeg har ferie bagefter)

Derfor sidder jeg her en søndag morgen før klokken 8, vækkeuret blev sat til kl. 7, og nu skal der læses artikler.

God viden og forskning viser også, at morgenmad er godt, man taber sig nemmere, man holder nemmere sin vægt, og børn er mere klar til skolegang og indlæring. Der er mange, for hvem det at skulle spise fra morgenstunden er en pestilens, inkl. min søn, jeg derimod kan ikke gå i gang med hverdagens aktiviteter, hvis ikke jeg får morgenmad.

Det er søndag, det er tid til det store morgenbord med rundstykker, ost, syltetøj, juice og te. Landmanden har lovet at hente rigtige bagerrundstykker, landmanden sover sødeligt, han har ikke behov for at stå tidligt op, så jeg har lavet mig en skål med banan og ferskenstykker blandet med rosiner og mandler. Det skulle vist være nok brændstof, til morgenmaden er klar.

Når man gerne vil arbejde ud fra bedst viden, så er der mange områder i sygeplejen, hvor der ikke er forsket ret meget, og hvis der er forsket, så er det små studier, som ikke er sat korrekt op, dvs man kan tolke ud af dem, hvad man vil.Det gælder også for problemer med vandladning og afføring efter en apopleksi, eller i det hele taget, og det kan jo undre, for er der noget, der kan påvirke ens livskvalitet, så er det da, hvis man har problemer med at holde tæt, har inkontinens, eller er forstoppet.Faktisk er det spændende at dykke ned i studier, se hvordan de har sat studierne op, men allermest at se hvilke konklusioner de kommer frem med.

Hele dagen skal ikke gå med læsning, der står motorcykeltur på programmet i eftermiddag, jeg GLÆDER mig til at indtage bagsædet og se nye steder af Nordjylland. Kryds fingre for at regnen ikke når Nordjylland, for så er der håb om en tør tur, men også om snarlige høstdage.

DER ARBEJDES

Høstdag bliver det næppe, så skal blæst og sol da virkelig oppe sig efter regnbygen i går.

Jeg har weekendtjansen hos min far; det kan lyde så skematisk at fordele hverdage og weekender mellem vi tre jydske døtre, men i en fortravlet hverdag er det rart at vide, at i denne uge har jeg et hverdagsbesøg eller et weekendbesøg hos min far.

Høstvejret skulle lige tjekkes, før jeg kunne planlægge, men nu tager jeg ned til min far i eftermiddag, så kan vi få slået græs eller ordnet lidt i haven; vi har kapituleret, hvad angår ukrudt på pladsen foran huset, så jeg tager en håndsprøjte med derned.

Det er jo ikke ,fordi min far ikke kan slå græs eller fjerne ukrudt, men når man lever i nuet med ingen korttidshukommelse, så kommer man ikke på, at der skal slås græs eller fjerne ukrudt, hvis man går inde. Kommer man så ud, så husker man det og går i gang. Går man så ind, så er den ide jo væk igen. Det må være forunderligt at leve i nuet, en smuk rose kan begejstre tusinde gange, en smuk udsigt kan beundres, som om det var første gang, den ses. Det mest forunderlige er dog, at når det drejer sig om os og vore børn, så husker min far, hvis der er sket noget, som berører ham følelsesmæssigt. Demenskoordinatoren siger, min far må være meget intelligent, hun er imponeret over, hvad han kan huske, som han egentlig ikke burde kunne huske. Det er han, men han er og var et meget socialt og indfølende menneske, og jeg er så stolt af at være hans datter, selvom jeg formentlig i mig bærer risikoen for en skønne dag kun at kunne leve i nuet.

Lige nu læser jeg, jeg har 18 artikler på engelsk om apopleksipatienter og problemer med vandladning og afføring. De skal være læst inden mandag morgen, hvor min dejlige kollega kommer til formiddagskaffe og forberedelse af et oplæg om dette til en temadag for læger, terapeuter, talepædagoger, socialrådgiver, neuropsykologer, sekretærer og plejepersonale.

Jeg hygger mig i et stille hus, landmanden tager sig en velfortjent morgenlur.

Må I få en god dag med både at leve i nuet og at kunne se fremad.

ET DÅDYR OG EN ORLOV

Orlov kan være så meget, i mit tilfælde er det mest korrekte at kalde det tjenestefri med løn, jeg har nemlig fået både fri med løn og penge til at tage en diplomuddannelse over 3 år.

Om en uge starter første modul på 6 uger, jeg skal lære noget om informationssøgning, studieteknik og tekstanalyse. Når det er på plads, kommer resten af tiden til at handle om videnskabsteori, sundheds- og sygdomsbegreber, sundhedsvæsenets organisering og sundhedspolitik samt professionsbegreber og tværfaglighed.

I dag skulle jeg hente nogle bøger til studiet bestilt på nettet, jeg kunne hente dem i Aalborg på det Gyldne Dådyr!

Jeg var noget spændt, turen op gennem Algade kendte jeg, også der hvor den bliver til Nørregade, herefter var det ind i en smuk baggård, op af trappen og her lå det gyldne Dådyr, en secondhand/vintage tøjbutik med kaffebar og altså også udleveringssted for en net-boghandel.

Her skal jeg vist have datteren med en gang.

LIGE HER HOS OS

Netop hjemkommet fra arbejde, teen var brygget og hældt op i min yndlingskop, knækbrød med banan og ost stod ved siden af, computeren var tændt og lidt blogsurfing var planen, da lyden bag mig ændrede sig.

Det styrtregnede! Ind på DMI, udover det allersydligste af Jylland, Fyn og øerne så dukkede der én regnbyge op et sted i Nordjylland, nemlig hos os og omegn.

Landmanden tager det afslappet, DMI lover tørvejr i næste uge.

Nå men så skal jeg da ikke tænke på aftensmad, der er nemlig rester nok fra i går til os to :-)

HØSTAFTEN

Det blev til sen aftensmad, det kunne være blevet senere endnu, men et tvillingehjul på mejetærskeren valgte at falde af, så jeg fik høstfolkene ind i køkkenet 21.30.

Laika og jeg nåede traveturen, og rundt om på markerne kørte mejetærskerne, det var en skøn lyd. Luften var mild, vinden ligeså, og tusmørket kom lige så stille snigende, mens vi gik.

Her til morgen melder DMI om ingen regn i vores område i dag, så nu er der smurt høstmadpakker, for arbejdsdagen venter inde på sygehuset.

Om en uge har jeg orlov i 6 uger, der er meget, jeg skal have afsluttet inden da, så dagen i dag er afsat til administrative opgaver.

Jeg håber på høstaften igen i dag, så turen ind på arbejde kan passende bruges til at tænke i aftensmad og indkøbsliste.

Ha en god høstdag :-)

SMÅ SKRIDT

En gang havde jeg planer om en ny blog med netop dette navn, men konceptet og navnet var allerede taget.

Jeg plejer at sige, at en god travetur starter med, at man sætter den ene fod foran den anden, og så bliver man ved, til man ikke orker mere og går hjemad igen. Hvis man kommer til at tænke på, hvor langt man gerne vil gå, så kan man næsten blive træt, inden man har taget det første skridt!

Lige nu bruger jeg det også på gøremål herhjemme. Jeg kunne skrive en hel bog med to-do punkter her på gården, og hvor jeg end ser mig hen, ligger der opgaver, der skal gøres. Det bliver jeg træt af.

Nu beslutter jeg mig til om morgenen, hvad der vil gøre mig glad i dag, og når jeg skal arbejde på sygehuset, er jeg glad, bare aftensmaden bliver lavet!

I dag var det beskæring af bærbuskene, der stod på min indre det-gør-mig-glad-liste.

Der blev så også plukket de sidste solbær, som blev til tre små glas syltetøj og en ordentlig skudefuld stikkelsbær, som jeg skal have fundet på ideer til. En bunke boller er bagt, og så er aftensmaden klar, når landmændene forhåbentligt sent i aften kommer ind i køkkenet til velfortjent fyraften. Menuen blev til kartoffelsalat med fetaost og soltørrede tomater, en råkostsalat af hvidkål, gulerøddder, rosiner og ananas og gode hjortehakkebøffer.

 

 

Jeg er glad, nu mangler køkkenet blot at blive ryddet op, så er jeg klar til at sætte den ene fod foran den anden.

AV!!!!

Godt nok har jeg sagt, at mine bærbuske var for fugle, insekter og andet godtfolk, men behøvede hvepsen at markere SÅ tydeligt sin utilfredshed med, at jeg klippede bærbuske ned i dag?

HÅBEFULD

Morgenen er fuld af håb, gårsdagens blæst tørrede godt på kornmarkerne (ja pessimisten vil sige at kernerne nok røg af, men vi er optimister), og solen skinner nu til morgen på æbletræer, høstanemoner og mennesker.

Vi håber på en høstdag, og som den optimist jeg er, er der lagt dej til langtidshævede boller, så folkeholdet kan få nybagte boller i eftermiddag.

Hjortefars er taget op af fryseren, lige nu er madplanen gode bøffer med kartofler og reven gulerod/spidskål til. Og så håber jeg, at aftensmaden bliver en sen affære.

God høstdag til dig, hvad enten du høster på markerne, eller høster smil fra dem, du smiler til.

FOKUS

På afdelingen har vi valgt at sætte fokus på ét emne hver uge til sygeplejekonference, det kommer der mange diskussioner ud af.

Herhjemme har jeg valgt at sætte fokus på at genoprette den sunde livsstil. Den har ikke været væk, men i sommervarmen gled der mange is og andre lækre sager ned, og det skal der i mit liv være plads til. Varmen gjorde dog, at jeg aldrig fik motionen til at fungere, det satte sine spor. De 7 kilo, jeg havde tabt i forsommeren vha af madlog, var blevet reduceret, og det skal øget fokus på motion og den daglige kost ændre på.

Blæsten går frisk over Limfjordens vande således også i Vildmosen, så Laika og jeg strøg af sted med vinden 2½ km den ene vej og stred os 2½ km tilbage. Nu kribler hele kroppen, Laika er gået i seng,og  jeg vil nyde, at der er en enkelt fridag i morgen og sætte en feel good film på computeren. Landmanden er nemlig helt opslugt af fodboldens leg henover skærmen.

God aften til dig.

DET INDRE UR

Der er dage, hvor det ikke betyder spor, der er dage, hvor det driller lidt, og så er der dage, hvor det går helt i baglås.

I går var så en af de sidste dage, jeg vidste det bare ikke, før end jeg lagde hovedet på hovedpuden, pling! lysvågen!

3 timers søvn, op kl 5, 9 timers arbejdsdag. Nu er jeg forhåbentlig vendt om til dagvagtrytme og kan sove godt i nat.

Aftensturen i går gik hen forbi den fredede del af højmosen, småbyger afholdt ikke Laika fra at gå på opdagelse, og lyngen fremstår smuk og lilla.

Blæsten udenfor ansporer ikke ligefrem til en gåtur lige nu, så jeg kryber op i sofaen med et blad og en kop te.

DET LETTEDE

Stille og roligt arbejdede jeg mig op til lidt rengøringsenergi.

Computeren blev indstillet til P4 bl.a med Alberte, og så gik jeg i gang med vasketøjet og strygetøjet. Det var noget, som jeg kunne stå roligt ved og samtidig lade tankerne flyve af sted.

Samtale med datteren, som lige smutter til Paris før studiestart og lovning på samtale med sønnike senere i dag, inden han starter på studiet, gav energi til at kaste sig ud i at fjerne støv og skidt.

Aftensmad skal jeg ikke tænke på, den blev jo lavet i går.

Nu har jeg lovet mig selv fri resten af dagen, jeg kan strikke, jeg kan sove, jeg kan læse, jeg kan se film, jeg kan gå en tur, jeg kan tage på besøg, og jeg kan lade være.

Brændeovnen blev tændt i formiddags, jeg var lidt kuldskær. Nu er levende lys blevet tændt, udenfor skifter det mellem sol og byger, alt imens landmændene får taget kartofler op.

Det endte med at blive en god tirsdag, håber også din tirsdag har været god ved dig.

OG NU TIL VEJRET

Indenfor på arbejdet i går aftes var der travlt, så det var først ved 19.30 tiden, hvor min mave begyndte at knurre og forlange mad, at jeg så ud af vinduet. Der var mørkt, regnen piskede ned, og det blæste.

Jeg havde faktisk ikke en ide om, hvornår det startede, og dermed heller ingen anelser om, hvor lang tid mejetærskeren fik lov til at høste herhjemme.

4 timer var det blevet til, så eftermiddagsmaden blev spist inde i folkerummet, og aftensmaden blev slet ikke rørt.

I sidste indlægs kommentarfelt kan I læse lidt om Farmers høstspisevaner, og Betina har også skrevet om deres på sin blog. Hvert landbrug har nok sine vaner.

Vore marker ligger tæt omkring gården, om det er derfor, at landmanden ikke ønsker den varme mad bragt ud, ved jeg ikke. Når vi høster eller tager kartofler op længere end til kl 16, får folkene en pose med en bolle og som regel også et stykke kage samt en sodavand ud om eftermiddagen.

I høsttid forsætter de, til der ikke kan høstes mere; vi har ikke afgrøder, hvor man kan høste hele natten, så for vores vedkommende er det omkring  kl 22. Ved 18 tiden har de fået en ekstra madpakke ud, og den varme mad nydes i køkkenet sent på aftenen. Her er der tid til lidt snak og jeg har altid syntes, det var en hyggestund.

Rundt omkring i landet spejdes der efter det gode vejr, vejrudsigter studeres i håb om, at der pludselig bliver tørvejr, og ikke bare i timer, næh der skal tørvejr i dagevis til nu.

HURTIGE TANKER

Mejetærskerens lyd går gennem vinduesglasset, der er håb om et par timers høst i dag.

Nu skal der tænkes hurtigt, jeg skal af sted om 1 time på vagt.

Hvor mange mon der skal smøres eftermiddagsmad til?

Hvad nu hvis DMI har beregnet forkert, så der kan køres længere? Hvad skal jeg så hurtigt finde på af aftensmad?

Ikke flere ord, der må handling til.

EN DIVA I SOLEN

Mens jeg sidder på terrassetrappen og nyder solens stråler, går tankerne vidt omkring. Det er varmt, så jeg lader som en anden diva morgenkåben glide ned, så skulderne får luft og sol.

Jeg er ikke den, der går op i indretning, skal der flyttes rundt, købes nye møbler eller males er det altid landmanden, der tager initiativ. Til gengæld er det mig, der nyder at dække et smukt morgenbord. Hvor meget sådan en landmand så lægger mærke til det, er tvivlsomt.

Landmanden lægger nok ikke mærke til, at jeg har skabt en tradition med at sætte de smukke polske kopper, vi har fået af mine forældre, på søndagsbordet, men han ville lægge mærke til, hvis ikke jeg havde lavet te.

Landmanden tænker nok ikke over, at der altid er både skæreost, brie og en eller anden blå/rød/hvid skimmelost på bordet. Jeg ser nemlig, at han altid vælger rødskimmelosten, hvor jeg vælger brien.

I dag var der både rundstykker fra bageren (godt nok taget fra fryseren) og hjemmebagte boller (også fra fryseren), fordi jeg ved, at landmanden foretrækker rundstykker fremfor boller, hvis ikke bollerne er nybagte.

På bordet står der hjemmelavet syltetøj, jeg tror ikke, landmanden lægger mærke til det, men han lægger mærke til, at hjortespegepølsen, lavet af den hjort han selv har skudt, er på bordet.

I tekanden er der hvid te, jeg drikker sort, grøn og hvid te, men jeg er begyndt med at nyde hvid te om morgenen, det er en blid start på dagen.

Skulle jeg blive syg, og landmanden skulle lave morgenbord til mig, så ville han gøre det godt og grundigt, men de små detaljer, jeg tænker på, tror jeg ikke, han har fanget.

Vi snakker af og til  på arbejde om, tænk hvis vi fik en blodprop/blødning i hjernen og ikke kunne snakke, ville vores mænd så kende vore vaner? Ved min mand, at jeg elsker havregrød med et drys af rørsukker og mælk på? Ved han, at jeg skal smøres med en fugtighedscreme, lige når jeg har været i bad, fordi jeg får kløe af vand? (det ved han faktisk godt, han ser jo, hvordan jeg sommetider hopper rundt) Ved han, at jeg ikke kan lide makrel, til trods for jeg troligt har smurt makrelmadder til både ham og vores børn? Ved han, at jeg helst falder i søvn på maven nu? Det ændrede sig nemlig, da jeg første gang smagte lidt på stresssymptomer. Allerbedst er det dog at falde i søvn i hans arme (og det ved han godt!) Ved han, at jeg kun bruger ansigtscreme og ikke spor af makeup? Det burde han vide, for sådan kan han bedst lide mig. Kender han min vægt (så jeg kan få den rette medicinske behandling)? 

En ung kollega af mig har skrevet alt det her ned til sin mand, fordi hun synes, det er så sørgeligt, når vi står med en kvinde, som ikke kan tale,  og manden står helt fortabt, når vi går i gang med alle vore spørgsmål.

Aftnevagten i går blev stille og rolig, jeg fik endda gjort rent i det område, der er mit og en anden kollegas ansvar. Rengøringsassistenterne gør kun rent på de store flader, så i går aftes tog to kolleger skyllerummets skabe og skuffer, og jeg tog kontorets reoler og skuffer. En kollega afspadserede, og den sidste kollega tog imod en ny patient og ryddede op i vore pjecer. Sådan kan to aftenvagter være meget forskellige. Jeg håber også, der er ro på i aften.

Ha en god søndag.

ARBEJDSWEEKEND

Klokken var begyndt på lørdag, da jeg kørte bilen i garagen efter aftenvagten. Landmanden var stadig oppe, og teen var brygget. Han var i gang med at se en film, som jeg ikke kunne samle mig om at se efter en aftenvagt, hvor livet gik i stykker for en familie.

I stedet for lagde jeg mig på sofaen i stuen med en ny bog, anbefalet af Ellen; aftenens vagt gjorde dog, at jeg hurtigt faldt i søvn og først vågnede midt nat. Landmanden sov sødeligt i sin gode stol, så jeg fik ham vækket, så vi begge kunne få resten af nattens søvn i en ordentlig seng.

Da det absolut ikke er høstvejr, kunne vi sove længe og sammen nyde morgenmaden, før landmanden gik i gang med sit arbejde.

Vaskemaskinen kører, tøj er lagt sammen, blomster er vandet, avisen er skimmet, og jeg sidder her og lader op. Der er stille på afdelingen, fordelingen mellem de patienter, der kan klare sig selv hvad angår personlig hygiejne og selv sørge for mad og drikke, og så de patienter, der har brug for hjælp til alt, er god. Der er tid til både at snakke og informere samt sørge for de mere fysisk krævende plejeopgaver.

Mit team i weekenden består af  3 assistenter; en fast aftenvagt, en god garvet kollega, som helst vil være i aftenvagt og en ung men garvet kollega, som også er min sparringspartner i forhold til apopleksi og vores udvikling af plejen samt en ung sygeplejerske, som nu har været hos os i 1½ år. Vi arbejder godt sammen, og de to sidste har jeg faktisk ikke prøvet at være i aftenvagt sammen med før, det er rart at prøve.

Det er mørkt udenfor, regnen kommer og går, herinde har jeg lys tændt for at kunne se tastaturet, det sætter sine spor på energien, der skal vist lidt frisk luft til.

Mon det regner hos dig?

ARBEJDSFRIDAG

Aftenvagten venter i dag kl 15.30 – 23.30, jeg skal være ansvarshavende sygeplejerske. Med mig har jeg en sygeplejerske, som tager sig af trombolysevagten og 3 social- og sundhedsassistenter. Vi plejer at få grinet meget, vi plejer at få arbejdet meget, vi plejer at finde tid til fælles spisning, vi plejer at have det godt.

Sådan en aftenvagt giver jo mulighed for at sove lidt længere og en del timer herhjemme. Nogle gange tror jeg og landmanden næsten, jeg har en fridag fra sygehusjobbet, og så arbejder jeg hele dagen her hjemme og er helt udkørt, når jeg skal på arbejde. Det er jeg blevet bedre til at styre udenom.

Solen skinner udenfor, landmændene tager kartofler op, kornet er for vådt til at blive høstet, men kunne DMI love en tørvejrsdag i morgen, kunne der måske høstes der. Vi får se, vejret kan vi ikke styre, vi må blot være klar, når det er klar.

Vi har startet en traditon op, som vi tidligere også har prøvet, nemlig rundstykker, ost og marmelade til folkeholdet om fredagen. Det er ofte de små traditioner, som giver et fælles bånd på en arbejdsplads. Man kan godt rynke på næsen af dem, men jeg kan godt lide dem. På min sygehusarbejdsplads får vi risengrød 1. december, i år startede vi med hver især at tage mad til fælles påskebord før påskedagene. Og i weekender aftaler vi, at vi skal sidde sammen og få formiddagste.

Har du små traditioner i hverdagen, som er med til at give arbejdsglæde? Og selvom du ikke arbejder ude eller arbejder alene, så kan der jo godt være små traditioner/faste holdepunkter i din hverdag?

HVERDAGSFRI

Hvis man har nedsat timetal, kan man være så heldig, at man har en hverdagsfridag.

Hvis man er sygeplejerske eller i det hele taget arbejder i sundhedssektoren, er man ofte også så heldig, at man har en hverdagsfridag, fordi mennesker jo har brug for hjælp døgnet rundt og altså også i weekender.

Jeg er både sygeplejerske og arbejder 30 timer/uge, så jeg har flere hverdagsfridage. I dag er en af dem, og den er startet godt med besøg hos frisøren, nu er jeg blevet lyshåret og noget mere korthåret.

Mens jeg spiser mine rugbrødsmadder med tomater og banan og skriver blogindlæg, ser landmanden nyheder og spiser sin frokost. Om lidt går jeg i gang med aftensmaden, jeg skal ned til min far, så jeg slår to fluer med et smæk, mad til landmanden herhjemme og til os to nede i Midtjylland. Vildtpie med salat lyder menuen på.

Inde i min stue står smukke buketter og kerer sig lidet om vejret udenfor.

Den ene minder mig om min retræte, hvor Charlotte havde sørget for en lille vase med en enkelt blomst på alle værelser, ligesom der var buketter rundt omkring i Skovhuset. Jeg prøvede faktisk at male blomsten, lad os blot sige, at kunstmaler bliver jeg aldrig. Nu fryder jeg mig over buketten i min stue og tænker tilbage med glæde på mit ophold i stilhed.

Den anden buket får os til at undre, jeg kan aldrig få roser til at holde særligt længe, men den her står strunk og flot. Den må være gjort af særligt stof.

Ha en god dag.

FINREGN

Mens regnen stille satte sig på dråber på mine briller, og tusmørket gik over i mørkere toner, gik Laika og jeg en lille tur.

Kornmarkerne står klare til høst, når der en gang igen bliver tørvejr; vi er blevet forskånet for de store mængder regn, men høstvejr bliver det vist ikke foreløbig.

Kartoffelmarkerne står nu med de brune nuancer, og mens planten visner, bliver kartoflerne nede i jorden modne, dvs at skindet kan holde og ikke flosser.

Luften er frisk og fyldt med dufte, sommeren behøver ikke at være over, lige pludselig kan de varme sensommerdage dukke op, det håber jeg for de som holder ferie nu (og også for landmændene).

MIN HVERDAG LIGE NU

Op kl 5, bad og føntørring af hår

Havregrød drøner rundt i mikroovn, mens landmandens mad bliver smurt, og hans te brygget

Morgenmaden indtages foran computeren

Af sted kl 6, så jeg kan få en ordentlig p-plads.

Klokken syv starter arbejdsdagen.

Klokken 15 slutter arbejdsdagen.

Hjem i bilen, mens trætheden pludselig indfinder sig, den synges væk

Evt indkøb klares på hjemvejen

Hjemme har landmanden brygget te på de gode dage :-)

Landmanden sætter sig i sin Stressless stol og jeg foran computeren, så snakker vi, drikker te, læser blogge(mig), ser nyheder(landmanden)

Lidt efter lyder der en vis lyd forbundet med søvn fra stolen, jeg blogger videre eller læser avis eller ser fjernsyn.

På et tidspunkt begynder jeg på aftensmaden.

Den spises, vi rydder af bordet, jeg vasker op.

Landmanden ser fjernsyn, jeg ordner måske vasketøj eller læser, og klokken 21.30 går jeg i seng.

En niece sagde en gang til sin mor, som nok levede det samme hverdagsliv som os, er det et liv, her sker jo aldrig noget!

Korrekt!

EN GOD KOLLEGA

Den faste læser af denne blog vil ikke være i tvivl om, at jeg mener, jeg har verdens bedste kolleger. Et af eksemplerne herpå skrev jeg om her.

Hvad er så en god kollega?

For mig er det

en jeg kan stole på

en jeg kan regne med

en jeg kan dele faglige tanker sammen med

en jeg kan grine sammen med

en jeg kan være trist sammen med

en der kan give mig et kærligt fagligt spark bagi, hvis det er tiltrængt

en der støtter og lader sig støtte

I går aftes læste jeg et eller andet sted under min blogsurfing en kommentar, hvor vedkommende skrev, at regnvejret gjorde vedkommende deprimeret, så vedkommende havde taget en pjæksygedag!

Sådan en kollega vil jeg ikke have!

Respekt for ens kolleger, respekt for det arbejde, man udfører, gør, at man ikke tager en pjæksygedag, det går jo ud over de andre.

På min arbejdsplads møder vi ca. 10 mennesker op nu til morgen, vi ville få det svært, hvis en tog sig en pjæksygedag, vi skulle nok klare det, så derfor skal man selvfølgelig melde sig syg, hvis man er syg. Jeg er ikke fortaler for, at man skal slæbe sig på arbejdet med feber, ondt i ryggen eller hvad der nu kan være på spil. Men pjæksygedage, som mange er fortaler for som en ventil i en stresset hverdag, er jeg imod. Og får man først færten af, at det er det, der er i vejen, så begynder derouten for et godt kollegialt samvær.

Hvad, synes du, kendetegner en god kollega?

DILEMMA

For nylig mødte jeg en kvinde, som jeg kender flygtigt. Hun har også en gang været indlagt på min afdeling, og jeg har tidligere talt med hende om hendes indlæggelse hos os.

Hun så hammer godt ud, væk var den angst og nervøsitet, som var så tydelig, sidste gang jeg mødte hende.

“Jeg har slet ikke haft en forbipasserende blodprop, det har min egen læge konkluderet!”

Nu mener jeg faktisk, at vore læger hele tiden, når et menneske har fået pludselig lammelse eller tale/synkebesvær, som forsvinder hurtigt (indenfor 24 timer) , overvejer, om der kan være andre årsager end en forbipasserende blodprop med kortvarigt iltmangel i en del af hjernen.

CT  og MR scanninger giver ikke altid svaret, for hvis symptomerne svinder hurtigt, har det måske ikke efterladt sig et “ar” i hjernen, som er det, man kan se på scannninger.

Alle kommer til ultralydsscanning af halskar for at se, om der er svært forkalkede halskar, som kan betyde, at små dele herfra kan løsrive sig og sætte sig i hjernen eller give kortvarig nedsat blodgennemstrømning til en del af hjernen. De fleste kommer også til hjertelægerne ambulant med henblik på, om der skulle være noget ved hjertet, der kan sende små blodpropper op til hjernen.

MEN det er ikke alle, hvor man finder en forklaring på, hvorfor de har fået en blodprop, forbipasseret eller ej. Dette gælder især, hvis man er yngre, og lige der ligger 50 årige på grænsen mellem ung og gammel i apopleksihenseende.

Så vore læger må til slut udfra sygdomshistorien og undersøgelser konkludere. om der har været tale om TCI (transitorisk cerebral iskæmi) og dermed sætte patienten i livslang forebyggende behandling.

Egen læge og kvinden var blevet enige om, at når alle prøver på nær kolesteroltallet var normale, så kunne hun ikke have haft en blodprop. Jeg turde slet ikke spørge, om hun var stoppet med det forebyggende medicin, det er hun helt sikker. Jeg håber, de har ret, jeg vil nødig se hende indlagt hos mig igen.

Skulle jeg have sagt noget? Jeg valgte ikke at gøre det.

TILLYKKE MED JUBILÆET

??????

Jeg kiggede på sygeplejersken og nåede at tænke, om hun var kørt træt, før hun fortsatte, ja det er 10. gang du giver blod.

Nu er jeg ejer af en smart rød kasket med en hvid bloddråbe på, den skal med i motorcyklen, så jeg kan skjule motorcykelhåret på en træls hårdag.

Og et smart indkøbsnet med en masse farvestrålende bloddråber på kan gøre indkøbsturen til en reklame for at blive bloddonor.

Jeg elsker at komme i blodbanken, de har den bedste solbærsaft, som jeg nyder, mens tapningen foregår. Ja jeg ved godt, at jeg kunne købe det selv, men jeg drikker aldrig saft, kun når jeg skal tappes, og det gør det til noget særligt.

Blodprocenten var fin, og blodtrykket var lige der, hvor jeg ville have det!

Det var jo faktisk den bedste jubilæumsgave.

HØSTDAG?

Med den udsigt fra morgenstunden tror jeg næppe, at søndagens gode høstdag kan gentages.

Men landmændene bliver ikke arbejdsløse, der skal sendes et helt træk kartofler af sted, og heldigvis havde de taget nogle op i går om formiddagen, mens de ventede på, at kornmarken blev dugfri og klar til høst.

De er i gang ved kartoffelsorteren, kan jeg høre, når bryggersdøren bliver åbnet.

Jeg må vist også i gang. Først skal jeg dykke ned i fryseren, som ikke har noget system overhovedet, men jeg ved, at et eller andet sted ligger der nogle krikænder.

Sådan nogle har jeg aldrig tilberedt før, så har du nogle gode ideer, så kom endelig med dem :-)

Ha en god dag.

NYDELSESTRÆTHED

Nej, jeg er ikke træt af at nyde.

Jeg er træt, fordi familieweekenden har været så dejlig, så nærværende, så intens, og som medarrangør er man jo hele tiden på tæerne, så søvn er der ikke blevet meget af. Til gengæld har jeg NYDT, GRINET, SUNGET OG SNAKKET.

Da vi startede i 91, var jeg som den ældste af kusiner/fætterskaren 34 år, min yngste kusine var 7 år, min datter var 5, min søn 4. Derudover havde min søster, min fætter og min kusine hver sit barn på 1 – 2 år.

Vore forældre var med, det er de stadig, men i dag mangler vi min mor og min niece, som dengang var 2 år. Til gengæld er kusiner og fætre blevet voksne, fået kærester og børn. Vi ældstes børn begynder at tage kærester med, og en skønne dag er pludselig en af os fra kusine/fætter flokken blevet bedstemor/far.

Vi har tænkt os at blive ved med at samles, de yngste kusiner har lovet, at vi holder festen på plejehjemmet, når vi ældste er nået dertil. Om vi så også  til den tid sidder oppe den halve nat og synger sammen akkompagneret af min bros guitar? Det håber jeg!

HJERTEFRYD

Chancen for at se Marianne kort var til stede i dag, fordi hun og Mille måske kunne nå et kort stop i Aalborg.

Jeg havde desværre både trombolysevagten og ansvarshavende funktion, så en times afspadsering kunne ikke lade sig gøre.

Der har været stille og roligt på afdelingen i dag, så vi havde tid til snak, både fagligt og privat. Jeg fortalte om den dejlige københavner, som jeg sådan trængte til at kunne give et knus og se i øjnene, og at det jo ikke kunne lade sig gøre.

Hvorfor ikke, spurgte en ung sygeplejerske? Jamen trombolysevagten? Den tager jeg. Jamen ansvarshavende funktion? Den tager jeg, bød en anden ind med.

Fat i mobil, var Marianne og Mille overhovedet i Aalborg? Det var de, og jeg nåede både knus og snak, mens vi sad i solen udenfor et konditori og nød grøn te og æblekage med softice.

Det var så godt.

KUN EN TALLERKEN

Landmanden var blevet lækkersulten. Der er forskellige småkager i skabet. Er der? Landmanden rejste sig hurtigt.

Sygeplejersken med sundhedsbriller på: lad nu være med at tage hele poser med herind, anret på en tallerken, så du ikke bliver fristet til at spise for meget.

Så kom landmanden med sin tallerken! Jeg havde tænkt på en underkopstallerken, han havde taget en dyb tallerken!

KOM I GANG BLEV DER SAGT

I weekenden er jeg den heldige medarrangør af familieweekend for min familie på min mors side. Oprindeligt startede vi, da min mormor døde  for 20 år siden, vi 16 fætre og kusiner blev enige om at skulle vi følge hinandens liv, så blev vi nødt til arrangere noget.

Lige siden er vi mødtes i august måned hver andet år, det skulle være billigt, så alverdens små spejderhytter har dannet rammer om vore fester.

Nu er vi så mange, så der skal en stor hytte til. Landmanden skal arbejde, han må melde pas, og min tante og ægtefælle kan heller ikke. Men hvis planen holder, så bliver 61 personer samlet, og det plejer at være så godt, så jeg glæder mig. Ældste person er min far på 79 år, og yngste er fra sidste efterår.

MEN de skal jo have mad, den ene lillesøster har handlet noget ind, mens den anden lillesøster står for underholdning og aktivitet, det er kun mig, der mangler at komme ud af starthullerne og få handlet ind. Det må så ske NU.

JEG GJORDE DET ALTSÅ IKKE!

Jeg lover dig, jeg gik med flade sandaler, jeg rørte ikke noget, jeg nød blot de smukke farver, de gamle og nye malerier, den helt fantastiske nye trappeopgang.

Jeg må ikke vise dig billederne, men jeg må vel godt linke.

Det er altså ikke mig, men sådan siger vel alle de andre 478.623 personer også.

MØRKE MORGENER

Nu har jeg selv konstateret det.

Når man står op klokken 5, så er de mørke morgener tilbage, ikke mørk som i bælgravende mørkt, men mørk som i man må tænde lys for at kunne se ordentlig.

Det regner i dag, hvilket jo ikke bidrager til at lyse morgenen op; til gengæld er der lidt hygge over min lille “hule”, mens jeg spiser min havregryn og mysli.

Alle mine planlagte projekter ryger sig en tur, jeg har nok at gøre med at vænne mig til hverdagen, MEN jeg får dog holdt min lille andagts/stillestund hver aften. Det gør godt for mig, og måske kommer energien langsomt tilbage, når hverdagen bliver hverdag igen.

Ha en god onsdag.

SØNDAGSFRIDAG

Der blev hængt persienner op, der blev hængt forhæng op, vi nåede endda en byttetur til Ikea. der blev hyggget med hjemmebagte boller og god te.

Inden da nåede vi en tur i byen for at se på andres nyrenovering. De får ikke problemer med pladsen.

Måske kan du endda gætte, hvor jeg har tilbragt hele min søndag?

Og nu er jeg træt. 4½ times søvn og 9 timers arbejde er for meget for en gammel sygeplejerske, så den står på tidlig sengetid i aften.