lørdag, august 28, 2010

DER ARBEJDES

Høstdag bliver det næppe, så skal blæst og sol da virkelig oppe sig efter regnbygen i går.

Jeg har weekendtjansen hos min far; det kan lyde så skematisk at fordele hverdage og weekender mellem vi tre jydske døtre, men i en fortravlet hverdag er det rart at vide, at i denne uge har jeg et hverdagsbesøg eller et weekendbesøg hos min far.

Høstvejret skulle lige tjekkes, før jeg kunne planlægge, men nu tager jeg ned til min far i eftermiddag, så kan vi få slået græs eller ordnet lidt i haven; vi har kapituleret, hvad angår ukrudt på pladsen foran huset, så jeg tager en håndsprøjte med derned.

Det er jo ikke ,fordi min far ikke kan slå græs eller fjerne ukrudt, men når man lever i nuet med ingen korttidshukommelse, så kommer man ikke på, at der skal slås græs eller fjerne ukrudt, hvis man går inde. Kommer man så ud, så husker man det og går i gang. Går man så ind, så er den ide jo væk igen. Det må være forunderligt at leve i nuet, en smuk rose kan begejstre tusinde gange, en smuk udsigt kan beundres, som om det var første gang, den ses. Det mest forunderlige er dog, at når det drejer sig om os og vore børn, så husker min far, hvis der er sket noget, som berører ham følelsesmæssigt. Demenskoordinatoren siger, min far må være meget intelligent, hun er imponeret over, hvad han kan huske, som han egentlig ikke burde kunne huske. Det er han, men han er og var et meget socialt og indfølende menneske, og jeg er så stolt af at være hans datter, selvom jeg formentlig i mig bærer risikoen for en skønne dag kun at kunne leve i nuet.

Lige nu læser jeg, jeg har 18 artikler på engelsk om apopleksipatienter og problemer med vandladning og afføring. De skal være læst inden mandag morgen, hvor min dejlige kollega kommer til formiddagskaffe og forberedelse af et oplæg om dette til en temadag for læger, terapeuter, talepædagoger, socialrådgiver, neuropsykologer, sekretærer og plejepersonale.

IMGP1107

Jeg hygger mig i et stille hus, landmanden tager sig en velfortjent morgenlur.

Må I få en god dag med både at leve i nuet og at kunne se fremad.

8 kommentarer:

  1. Også god lørdag til dig. Her skinner solen og vinder svinger vasketøjet, så måske er I heldige med vejret i dag.
    i morgen ser det igen lidt vådt ud. Suk

    SvarSlet
  2. Rigtig god læsning og også en god dag til dig :-)
    HEr skinner solen også, jeg har fri, og der skal laves madplan for den kommende uge ... jeg hygger mig allerede med at pløje diverse kogebøger ;-)

    SvarSlet
  3. Eva, solen skinner også her, men vi fik meget vand i går, så landmanden har afblæst høstfolkene. I næste uge bliver det tørvejr :-)

    Tak Ditte, flot at du får lavet madplan, det er aldrig lykkedes mig at gennemføre :-)

    SvarSlet
  4. dejligt at høre om din kloge og gode far! Det gør mig glad. Alt godt med arbejdet både her og der:-) Vi har haft besøg af den første flytte-mand, på mandag kommer endnu én - de skal afgive tilbud. Dagen står på oprydning og udsmidning - nu må vi i gang.

    SvarSlet
  5. Tak Charlotte. Er det allerede nu I skal flytte, pyh det er noget af en omgang, held og lykke med oprydning/udsmidning :-)

    SvarSlet
  6. God tur ned til din far - her skinner solen:o)

    SvarSlet
  7. Hyggeligt billede, jeg har et krus helt magen til;) Dine små lysestager er jeg ret vild med, de er søde. God weekend, jeg vil snart på job. Eller vil og vil...

    SvarSlet
  8. Tak Betina, solen skinnede også her, men ikke nok til at kornet blev tørt ;-)

    Charlotte, sådan et krus siger alt :-) Tak, lysestagerne er ældgamle, jeg er jo ikke den der skifter ud ;-)
    God vagt :-)

    SvarSlet