lørdag, februar 26, 2022

Solskinslørdag

 Jeg vælger i dette indlæg at fokusere på denne solskinsrige lørdag, lige her hvor jeg bor. Taknemlighed over at bo trygt og godt. Taknemlighed over en god nats søvn. Taknemlighed over at være rask og rørig.

Nogen nyder solen på trappen

Andre søger nye græsgange ( det er ikke vores høns)

Nogen vælger som mig at gå en tur på vejen

Solen vælger at skinne på os alle. 





fredag, februar 25, 2022

En anderledes torsdag

 Sidste indlæg hed Når lyset bryder frem. Dette indlæg kunne have heddet Når det mørkner i øst. Det er uvirkeligt og ufatteligt, at der her i Europa er krig endnu en gang. Her på gården er vi enige om dette, men den måde vi reagerer på, er forskelligt. Landmanden så nyheder og dybdegående analyser hele dagen i går efter arbejde. Jeg derimod valgte at tage små bidder en gang imellem ved at sætte mig kortvarigt i fjernsynsstuen sammen med ham. Resten af tiden sad jeg i stuen og så fjernsyn, hvor jeg ikke skulle forholde mig til virkelighedens grusomhed.

Dagens arbejde i går blev som altid travl, jeg var i plejen, havde trombolysetjansen, men vi blev ikke kaldt en eneste gang. Derimod forberedte jeg udskrivelse af tre patienter, som skulle på aflastning, fordi symptomerne efter stroke (blodprop/blødning i hjernen) var så massive, at hvor de før kunne klare et hverdagsliv i eget hjem på trods af alderen, nu skulle have hjælp til alt. 

En sådan udskrivelse kræver utroligt meget forberedelse og korrespondance og selvom jeg faktisk det meste af dagen kun koncentrerede mig om dette, nåede jeg ikke i mål. Det troede jeg, og patienterne blev udskrevet. Men jeg havde også sure/vrede/frustrerede kolleger fra hjemmeplejen i røret efterfølgende.

 Heldigvis ringede de, inden jeg gik hjem, så jeg selv kunne tage mod al kritik. Det værste var, at jeg virkelig troede, jeg havde gjort det godt, ikke superb. Det bliver det ikke, når jeg ikke havde været involveret i korrespondancen optil udskrivelse, ikke havde passet dem og ikke gik stuegang. Det er slet ikke optimalt, men vi er massivt ramt af sygdom i personalegruppen og i en vinterferieuge hvor mange holder ferie, måtte vi få de vikarer, der kunne (ikke mange) og så forsøge at holde skindet på næsen ved, at der kun var en sygeplejerske, der gik stuegang på alle 24 patienter og resten af det faste personale fordelte sig på stuerne sammen med vikarer og jeg tog mig altså af alt papirarbejdet, pakning af remedier og medicin til en uge, korrespondance med kommunen osv.


Faktisk blev jeg godt gal på en leder i hjemmeplejen, for jeg havde prøvet at ringe til dem og aftale noget om udskrivelse, men kunne ikke komme igennem. Da jeg fortalte det i røret, blev hun ved med, nærmeste afhørsagtig, at ville vide hvilket nummer, jeg havde ringet til. Det tog mig noget tid at finde det noterede nummer, som jeg både havde fundet på deres hjemmeside og fået bekræftet af hjemmeplejen i pågældende kommune. Hvortil hun svarede, jamen det er jo nedlagt, med en indigneret stemme. Hvordan i alverden skulle jeg vide det, når nummeret svarede med en telefonssvarer med alverdens muligheder for at trykke sig videre, og jeg så en af de fem gange, jeg forsøgte at trykke et tal, fik en telefonsvarer, der sagde, at pågældende ikke var tilstede i øjeblikket. Men hjemme og godt træt, ked af det og frustreret, vidste jeg jo godt, at det var hendes frustrationer over, at hendes personale skulle passe en patient, hvor de manglede informationer.

Nu har jeg en opgave med at finde ud af, hvorfor de informationer, jeg havde skrevet og sendt til kommunen, ikke nåede ud til til plejehjemmene. Hvordan sikrer vi os, at det ikke sker igen. Jeg er glad for, at det var den garvede sygeplejerske, der oplevede dette og ikke mine kolleger. Men hvor træt, ked af det og frustreret jeg var, viste sig, da jeg skulle fortælle mine kolleger om det, for jeg bandede. Og det gør jeg nærmest aldrig. 

Nu har jeg fået sovet, mine fire fridage er begyndt, vaskemaskinen gør sit arbejde og jeg har dækket bord i folkerummet, for medarbejderen har rundstykker og kage med i anledning af sin fødselsdag i weekenden. Det er en hyggelig tradition, vi har etableret, og jeg er glad for at både landmand og medarbejder tilrettelægger, hvornår der er rundstykker, efter hvornår jeg er på gården.

Jeg fik også rundstykke på arbejde i går, en af mine kolleger fyldte år, 28 år. Tænk en gang, det er jo en evighed siden for mig. Da jeg blev 28, vidste jeg ikke, at jeg inden jeg blev 29 ville blive mor for første gang. Min kollega er netop vendt tilbage fra barsel efter hendes første barn. Jeg fortalte hende, at jeg altid har ønsket fri, når det kunne lade sig gøre, på min fødselsdag, for jeg nyder at have den dag til blot at nyde formiddagsteen på gården og måske have gæster. Den dag vil jeg ikke arbejde i højt tempo, sluge et rundstykke og hastigt ile videre for at nå det hele. Jeg håber, hun ikke var alt for træt til at nyde resten af dagen sammen med mand og barn. Hun fortalte, at hun ikke havde syntes, at hun kunne ønske fri på en hverdag i vinterferieugen lige efter at være vendt tilbage efter barsel. Jeg har virkelig gode kolleger, som kæmper for, at vores patienter får en god pleje trods at covid lukker stuer ned og sender patienter på gangen, sender kolleger, nogle af dem endda hårdt ramt, hjem og at der samtidig er mange patienter indlagt og mange af dem er virkelig hårdt ramt.

Vi nød de gode rundstykker og så nød vi senere, at vi alle sammen ramte samme tidspunkt til frokost sidst på vagten. Det var godt at kunne anerkende hinandens arbejde og få overblik over dagens gang. Jeg kunne viderebringe en ros fra en patient, der kørte ned i elevatoren sammen med mig. Hun var imponeret over det gode arbejde vi leverede på trods af mangel på personale og mange patienter på afdelingen.

Ikke desto mindre var det ikke hende, jeg kom til at tænke på, lige da jeg var ved at falde i søvn. Derimod en vred leder i hjemmeplejen. Nu bliver hun skrevet ud af mine tanker gennem dette indlæg og en mail til en god kollega med viden om overgange mellem sygehus og kommune, for en ting er at jeg blev vred og ked af det, en anden ting er, at vi må ændre noget, så kolleger hos os og i hjemmeplejen ikke står i denne situation igen. Hvad der skal ændres, må andre hjælpe mig med.

Håber din fredag er god ved dig, min er startet blid og god.









søndag, februar 20, 2022

Når lyset bryder frem

 Sidste indlæg handlede blandt andet om lysets genkomst. Trods regnfulde dage nyder jeg lyset, når det er her.

Sidste weekend blev der tid til både gåture og fjernesynskiggeri. Jeg nyder stadig mine vinterlys udenfor stuehuset. De gør mig glad, men som lyset mere og mere vinder frem, mister de deres betydning. Så de skal snart pakkes væk ligesom lysranken i stuen.



Hundene holder skarpt øje med landmandens færden, de følger ham troligt overalt på gården.


Der er kommet nye beboere på gården. De gamle høns døde og hanen gik alene i hønsegården. Nu er der to slags høns og det ene hold er allerede æglæggende. De sødeste små æg. Der var en del hakkeorden i starten, de røde høns er stadig lidt hårde ved de hvide høns, men det går bedre. De røde høns ved ikke, at de var tæt på at blive til hønsesuppe. Man skal opføre sig ordentlig, også i en hønsegård.


Sidste weekend startede hver morgen med morgenmad foran fjernsynet og så hyggede vi os med curling, isdans og alle de andre dicipliner, blandt andet snowboard. Til hvert vinter-ol mindes vi, da vinter-ol og sølvmedalje til de danske curlingkvinder fik os til at gå til curling med vores to børn. På det tidspunkt var de 11 og 12 år. Vi gik, indtil de begyndte at ville være sammen med deres venner fredag aften. Som dengang døjer curlingsporten i Danmark i dag med at få gode istider i ishallerne. Det er ikke nemt at få unge mennesker til at dyrke curling, når tiderne ligger sent på aftenen. Degang trænede vi fra 20 -22 fredag aften. 


Hundene nød også, at vi alle samledes i fjernsynsstuen.


Arbejdsdagene er fyldt op med mange forskellige emner, og sidste uge var sådan en uge, hvor jeg hoppede fra emne til emne. Min souschef mener, at min hjerne må være interessant at udforske, for hun finder det imponerende, at jeg kan finde svar på lidt af hvert derinde og at jeg kan jonglere mellem alle de skift i emner på en dag. Jeg har så også arbejdet på afdelingen i 22 år og heraf 19 år som specialeansvarlig. Men jeg bliver glad, når jeg føler, at jeg bidrager til plejen med viden og støtte. 


Katten mødte jeg på p-pladsen ved arbejde, den så nu ikke helt tilfreds ud med sit arbejde. Tilfreds var en patient og pårørende til gengæld for min afdeling, så vi fik nogle små fugle, som den pårørende selv havde lavet. Det gør mig glad og stolt af mine kolleger.


Jeg nyder mine fridage fra fredag til mandag. Jeg får ikke lavet så meget som planlagt, men når lyset bryder mere frem, håber jeg at få overskud til alt det, jeg gerne vil herhjemme med kun 24 timer som sygeplejerske. I denne uge fik jeg flere dage overtalt mig selv til gåture i skumringen og regnen. Mens andre dage nøjedes jeg med at nyde vejrets skiften indefra.


Søndag er startet lidt træt, for vi var til 50 års jubilæumskoncert med Sebastian i går aftes sammen med svoger, svigerinde og en masse andre mennesker. Så hvis nogen havde corona, var der store muligheder for at blive smittet. Vi nød landmandens nevø på keyboard, han er virkelig god. Og som alle andre sang vi selvfølgelig med på alle de kendte sange, blandt andet Når lyset bryder frem. En dejlig aften med god musik, spisning før og aftente bagefter hos svoger og svigerinde i deres dejlige lejlighed med udsigt ud over Nørresundby og fjorden.


Søndagen er stadig træt, mon jeg kommer ud af sofaen? Hvem ved. Solskinnet i morges er forsvundet, der er gråt i gråt udenfor, jeg må have lyset tændt herinde. Jeg fandt desværre ud af, at hele Lewis serien ligger på Viaplay. Desværre, fordi jeg er lige så vild med Lewis og Hathaway, som jeg er med Vera, så de kan nemt overtale mig til en søndag sammen med dem.

Håber du får en god søndag


fredag, februar 11, 2022

Vild med Vera

 Jeg opdagede, at der var nye afsnit (eller rettere ældre afsnit) med Vera på DR, som jeg ikke havde set. Jeg er vild med Vera. Jeg som ikke læser krimier, nyder at se den serie. Vera, der går sin egne veje. Vera, som er den gnavne, sure chef, til tider ubehøvlet og utroligt uvidende om de mennesker, hun arbejder sammen med. Vera, som alligevel viser omsorg og som en terrier bider sig fast i spor og hypoteser og fordrer det bedste af alle omkring hende i opklaringen af forbrydelser. Vera, den lidt for trinde midaldrende kvinde med helbredsproblemer. Vera, som ved hvad det vil sige at miste.

Vera og jeg har holdt hinanden ved selskab i dag. Havde hun været fysisk til stede hos mig, ville hun nok synes, jeg var lidt ubehøvlet og ugæstfri, for indimellem blev hun sat på standby, mens jeg tømte en vaskemaskine, satte nyt hold vasketøj over eller tømte opvaskemaskine og vaskede op. Jeg nyder denne fridag, hvor solen skinner ind og lyser alt op. 


Jeg nyder, at der er lyst, når jeg kommer ud fra min arbejdsplads. Jeg nyder at skumringen blot er begyndt, når jeg kommer ud ved aftenstid efter træning. Jeg nyder at jeg har fri indtil tirsdag. ja, jeg har arbejdet lidt i formiddag, men det er jo netop mit privilegium, at jeg kan flekse, så jeg de fleste gange først møder klokken 8 og går hjem klokken 15, og så snupper jeg den time på et andet tidspunkt, f.eks i dag.


Verdenen åbner op, og vi kan begynde at planlægge tværfaglige fyraftensmøder, tværfaglige temadage, kompetenceudvikling med undervisere fra andre steder, som fysisk kan være til stede hos os. Alt sammen sker først senere på året og jeg nægter at gå ned af det tankespor, at måske lukker verdenen ned igen til næste vinter. Lige her og nu nyder jeg dagen og min verden, som den ser ud.

PS i går prøvede jeg for første gang en svensk fastelavnsbolle, semlor, den var godt nok bastant. Den smagte lækkert, men jeg var så mæt, at aftensmaden blev udskudt flere timer.


Må du få en dejlig weekend.


mandag, februar 07, 2022

Og sådan gik min uge

 10 dage havde vi feriegæster. 10 dage levede vi fem voksne og en baby sammen og hvor jeg dog nød det. Og hvor jeg dog var også træt, da jeg havde kørt den dansk-norske familie til lufthavnen. Jeg trodsede reglerne og tog mundbindet ned, så S kunne få et sidste knus/kys og smil fra farmor. 

Lørdag aften lavede den yngre generation mad til os, det var vores julegave og det smagte himmelsk. Vi har nydt at have tid til hinanden. Landmanden har skullet arbejde alle hverdage, men stjal sig i pauserne til kram og favnen fuld af et smilende barnebarn.

Søndag drog vi i ZOO i Aalborg. Det blev den skønneste dag med masser af sol, ingen vind (efter stormen natten til søndag). Vi nød at gå på opdagelse og især elefanterne og girafferne var et hit hos både store og små.

Hjemme har vi også vores egen lille dyrepark. S blev efterhånden fortrolig med de store dyr, og de var søde til at stå stille, så han kunne ae dem.

Overalt lå der legetøj, fuldstændig som for 35 år siden. Søndag fejrede vi også, at S blev et halvt år. Farfar havde købet en traktor til ham, den blev godt gennembidt. Og far lykkedes at få hentet en tiger op fra maskinen i ZOO med en grab, som man for penge kan forsøge at hente legetøj med.


Jeg havde købt en puslepude og den kunne lige ligge mellem de to håndvaske på badeværelset. Vi havde meget sjov med at kigge på os selv i spejlet om morgenen efter morgenhygiejne og tandbørstning.


Nogle enkelte gange lykkedes det at komme ud at gå en tur, men det blæste rimeligt meget, så ofte faldt S i søvn i vores arme og tog sig så en god lur midt iblandt os.


I år har vi ikke besøg af svaner og gæs på gårdens marker, desto skønnere er det, når de vælger at flyve over gården på deres vej efter mad.

 
En dag kom der også sne, det var dog hurtigt væk igen, og sønnen konstaterede tørt , at det havde de rigeligt af i Trondheim. Naboen havde vist skovlet deres indkørsel fri utallige gange under ferien.


Vi fik megen tid til at gå med at kigge på fugle udenfor terrassedøren. Det er mit stillested, der hvor jeg lader op. Det er også blevet datterens sted og S nød at sidde med os alle og han sad længe og så på fuglene. Bagefter fik han lov til at spille på klaver, det vækkede dog ikke hans forældre ;-) De trængte til søvn.


Sidste onsdag drog de hjem og så har dagene budt på arbejde torsdag, fredag og lørdag. Lørdag var en ekstra vagt om aftenen, jeg havde taget. Alle så helt forundret ud, da jeg dukkede op. Det er længe siden at jeg har været i aftenvagt. Men det gik godt og vi havde en god og travl vagt sammen.

I dag holder jeg fri og da min søster også havde hverdagsfri, blev vi enige om at køre en time hver fra vest og nord og mødtes i Hobro. I dag tog vi en 1½ times vandring i Østerskoven og fik snakket  om alt mellem himmel og jord.



Vejret var med smuk solskin, ret blæsende, men inde i skoven mærkede vi ikke vinden. Det var først da vi kom ned til fjorden. Turen sluttede af på cafe K ved havnen, hvor jeg lige som sidst fik Chevre Chaud salat.


I morgen står den på arbejde igen. Mens jeg havde ferie, forsvandt min ømme plet i halsen. Den har været min følgesvend i meget lang tid og forårsagede coronatest gentagne gange, for hvad nu hvis...

Jeg havde blot været tilbage på arbejde i fire timer med mundbind på konstant (undtagen når jeg sidder ved en computer med over 1 meters afstand fra andre), så var den ømme plet tilbage og den fik mig til test igen i lørdags inden aftenvagten, fordi jeg også var lidt forkølet, hvilket jeg også ofte har symptomer på. 

Jeg kan godt forstå, at vi skal have mundbind på inde hos patienterne, men jeg køber ikke helt argumentet, at vi skal have mundbind på hele tiden for ikke at smitte hinanden. Vi, der har været smittet, er faktisk ikke blevet smittet på afsnittet (jo to er smittet af patienter, men ikke af kolleger), men ude i samfundet. Jeg kunne høre på min søster, at hendes region ikke har så stramme mundbindsregler ( hun arbejder også på et sygehus), men jeg følger min regions retningslinjer og glæder mig til vi kun skal have det på ved patientkontakt.