Der er så stille

Inde fra stuen kommenterer fjernsynet på fodbold, landmanden hører vist ikke meget af det. Vi er trætte begge to, ude i køkkenet stå en kæmpeopvask på bordet, klar til at ryge i opvaskemaskinen, når nogen har tømt den. I køleskabet står der rester af tærter og lagkage, hvis sulten skulle overmande os. Det har været en dejlig weekend, en weekend med bryllup i går, hvor vi alle fem var sammen til fest med resten af landmandens familie.

Det var koldt og blæsende, men solen skinnede og alle gæster nød vielsen i Mariager kirke, brudgom er trompetist og bruden operasanger, så der var trompetsoloer, der var operasang, der var blæsermusik og der var violinspil i kirken og til bryllupsfesten. Bruden er dansk(vores kusine/niece), brudgommen er engelsk, så sproget skiftede hele tiden alt afhængig af hvor man vendte sit blik/øre. Vi nød at være til fest med vores to børn og svigersøn, og vi nød at have dem for os selv i dag. I og med at der også i vores lille familie på et tidspunkt skal være et dansk/skotsk bryllup, så var det godt at se, hvordan andre taklede den udfordring. Her valgte brudens far at holde sin tale på engelsk i stedet for at oversætte fra dansk til engelsk undervejs. The Best Man holdt det første af sin tale på dansk, om end han var irsk og boede i England. Brudens søskende holdt deres indslag med underholdning på dansk, men havde udleveret ark med noter om forløbet på engelsk til de udenlandske gæster.

Herhjemme snakker vi også kun engelsk, når svigersønnen er her, dog ryger der danske ord ind, så som lagkage, for det vidste jeg ikke, hvad hed på engelsk. Det var i øvrigt en rigtig god lagkage, hvor jeg, inspireret af denne her opskrift, lagde almindelige lagkagebunde sammen med skyrcreme/flødskum, masser af jordbær, hvide og mørke chokoladeovertræksknapper og med blåbær på toppen.

Vi har snakket længe over morgenmaden, vi har snakket længe over frokosten/eftermiddagsteen, og nu er de tre unge mennesker taget hjem igen. Der er så stille nu.

Det kan mor!

Som sagt tidligere er det ofte ord eller historier, der får min hjerne til at finde minder frem. I går var det afhentning af sønnen ved lufthavnen, der udløste turen tilbage i tiden. Sønnen havde købt nyt jakkesæt, han skal til bryllup sammen med sin søster og fik lyst til nyt tøj. Det blev købt i ellevte time inden afgang til barndomslandet, så ekspedienten spurgte til oplægning af bukserne og om nogen kunne gøre det. Hvortil sønnen svarede: det kan min mor.

Denne mor så på ham og fortalte ham, at bukser til jakkesæt burde lægges op af professionelle, og at denne mor faktisk ikke brød sig om oplægning af bukser. Jamen du kan godt, smilede den unge mand. Ja men det bliver ikke så pænt, som når professionelle gør det, de har grejet til det. Denne gang var moderen snu, så den unge mand kom til at stå for skrælning af kartofler og gulerødder samt opvasken efter aftensmaden. Derudover hjalp han også med oprydning på det værelse, som datteren og svigersønnen skulle bo på. Vi enedes om at lave en midlertidig løsning, så bukserne kunne bruges nu, og så måtte skrædderen tilbage i voksenlandet stå for den endelige oplægning. Nu er jakkesættet klar, og det klæder sønnen utroligt godt.
Mens vi kørte hjem, mindedes jeg de utallige gange, mine børn har sagt, når noget skulle ske, når noget skulle ordnes, når noget skulle bages, når der manglede hjælp til noget: det kan min mor! Det er jo ikke uden grund, at de sagde det, jeg har altid været først til at melde mig, altid været først til at sige, det klarer jeg, så hvordan skulle de kunne tro andet? Indimellem sukkede jeg dog dybt, fordi det ikke lige passede mig på det tidspunkt, men tilliden fra mine børn fik mig til at kaste mig ud i ting, hvor jeg følte mig lidt på gyngende grund. Dog sagde jeg fra, da min søn som syvårig mente, jeg godt kunne være fodboldtræner ;-)

Hjemme på gården fik sønnen sin fødselsdagsgave, han ønskede sig ikke noget, og da hans mors spidskompetence IKKE er at være opfindsom, når det gælder gaveindkøb, så havde jeg grublet over gaven. Han er ikke den, der får et gavekort indløst, han er ligesom sin mor, han elsker når andre tager en beslutning og giver en gave. Derfor var det en glæde at se ham blive så glad for vores og morfars gave. En lækker weekendtaske i skind, som også kan bruges som håndbagage på flyveturene. Og moderen tænkte stille: det kan mor!
Nu kan moderen nyde sin te, nyde det er weekend og nyde at vi i morgen alle sammen skal fejre sønnen. God lørdag til dig.

et sløret blomsterbillede er vel bedre end ingen billeder ;-)

Den skønneste aften

Bortset fra at Windows Live Writer ikke virker, og bortset fra at jeg er så træt, at jeg er svimmel og min kollega var bange for, om jeg nu kunne holde til aftenens program, så har det været en skøn aften.For første gang nogen siden har vi været til konference sammen med en af vore terapeuter, for første gang nogensinde holdt vi tværfaglig faghyggeaften i aften, hvor vi fremlagde nogle af de emner, vi havde hørt om i Glasgow. Jeg havde ikke haft tid til at forberede mit oplæg, så det skulle gøres i eftermiddag, hvor jeg blev på sygehuset. Jeg søgte i øst og vest, jeg læste hist og pist, og til sidst tænkte jeg, det her må gå, som det nu kan gå. Og det gik godt, mine to kolleger havde virkelig gået i dybden og undersøgt deres emne til bunds. Jeg valgte at tage helikopterperspektivet og se på flere emner fra oven, og dermed slap jeg for at gå i dybden. Mine søde rejsekammerater supplerede og på den måde blev mit indlæg kvalitetsoptimeret. Det blev også en succes med gode sandwich som min kollega havde smurt og lækker frugt med søde sager til fra min anden kollega, og mine muffins med lemoncurd blev også taget vel imod.
Heldigvis har min chef accepteret, at jeg holder hjemmearbejdsdag i morgen, så jeg kan få afsluttet min synopsis i fred og ro, før weekendens gæster dukker op, først sønnen og siden datter og svigersøn. Herhjemme er landmanden godt tilfreds, han har skudt en buk, og nu får han den sidste muffin. Det har været en god aften.

Der var altid noget at se på undervejs til konferencecenteret

Kan sådan set ikke huske hvad det var jeg så, da jeg ville fotografere - måske broen i baggrunden eller spejlingerne i glashuset

Hip Hip hurra

28 år siden er det, at datteren blev storesøster i en alder af 16 måneder.

28 år siden er det, at landmanden ikke var helt tilfreds med, at det var nu, han skulle jo lige have gjort noget markarbejde færdig.

28 år siden er det, at en lille purk åbnede sine øjne og så bestemt på sine forældre

28 år siden er det, at min hjerte smeltede endnu en gang, og at jeg måtte sande, at kærligheden øges og der er altid nok kærlighed, om der er et eller to børn.

28 år siden er det, at fantasien fik gode vilkår herude, hvor der er højt til himlen.

Nu her 28 år senere glæder jeg mig over en voksen mand, som jeg nyder at være sammen med. Og jeg glæder mig over, at jeg lige har set sønnen og ser ham næste weekend igen. Storesøsteren laver mad til ham i dag, kæresten sørgede for morgenvækning, og Interflora fik lov til at levere en buket blomster på dagen fra forældrene, gaven må han vente med til weekenden.


Hjertelig tillykke med fødselsdagen, kære sønnike.

Fridagsglæder og hverdagsglæder

Dagene går lidt for hurtigt for mig lige for tiden, så jeg forsøger at nyde der, hvor jeg er, og så tage en ting ad gangen. Fridagen i går blev brugt i det dejligste selskab, en af mine niecer blev student fra IB, så vi var i selskab med unge mennesker med engelsk som fællessprog og med masser af flag på huen. Det var der også på bordet sammen med lækker mad, som min lillesøster havde lavet. Jeg tror også, hun tager en ting ad gangen, for samtidig med studentergilde har hun fuldtidsjob og læser der ved siden af pædagogisk diplomuddannelse, hvor der netop nu var tid for opgaveaflevering. Om aftenen hyggede jeg med at læse korrektur på min kollegas masteropgave, jeg elsker den tjans, det skærper mit sprogøre og det giver mig nye vinkler på min sygepleje.

I dag har jeg været til seminar med fokus på vejlederrollen i forhold til de sygeplejestuderende. Jeg er ikke vejleder, men jeg har det overordnede ansvar for, at vi lever op til uddannelseskravene, og denne dag gav inspiration og fik sat tanker i gang. Dagen sluttede af på bedste vis, nemlig med strikkecafe hos Garnudsalg. Jeg var så træt, da jeg kørte derud, men efter en halv time med snak, latter og knap så meget strik, fik jeg ny energi. Jeg havde nærmest ikke strikket, siden jeg var af sted for to måneder siden. Det blev heller ikke til megen strik denne gang, men nu har jeg fået det i hænderne igen og fået læst opskriften igennem igen, så jeg håber, at strikkelysten kan holdes i gang.  Min trøje og mit sjal har nærmest hængt på mig, siden jeg fik det færdigt, så jeg vil glæde mig til det næste stykke færdige strik.
Må du sove godt og må onsdagen være god ved dig.

PS og så vil live writer ikke arbejde sammen med blogger mere, underligt!

Det gælder ikke om at kunne regne, men om at kunne regne den ud

sagde den kære landmand af og til til sin skønne datter, når hun fortvivlet kiggede opgivende på regnestykkerne. Det sjove er, at blev de præsenteret på anden vis, kunne hun godt løse dem. Havde det været i dag, havde der nok været sjove spil, som kunne tilbyde læring på den måde, der havde været godt for hende. Dengang sad vi, på lærerens opfordring, med et hjemmelavet vendespil, hver brik havde et gangestykke påskrevet. Jeg blandede brikkerne og så skulle datteren svare lige så hurtigt, som jeg vendte dem. Når vi så havde siddet i lang tid og en gangetabel var lykkedes, var vi begge stolte indtil næste dag, hvor gangetabellen på magisk vis var fløjet ud af hjernen og hyggede sig andetsteds.

Forleden dag faldt jeg over en hjemmeside med små sjove spil med fokus på dansk og matematik, den er vist beregnet til skolebrug, men jeg har moret mig med gangetabeller. Hold da op, jeg fandt ud af, at jeg var rusten i nogle af tabellerne, så nu fik jeg mig lidt hjernegymnastik.

Samtidig med matematikøvelserne dengang i tidernes morgen havde vi gang i et læseprojekt for sønnens vedkommende, ordene manglede ikke i hans hjerne, der var fantasi for en hel børnehave i følge hans børnehavepædagoger, men hvad hjælper det, når læsehastigheden skulle øges. Så der blev kæmpet i det lille hjem, og indimellem blev vi enige om at lade to og to være fem og så lege i stedet for. Og der er i den grad blevet leget på gården, der er blevet sunget og der er blevet læst utallige historier. Det kunne godt være, at vi ikke kunne regne eller læse hurtigt, men vi kunne hurtigt regne ud, at det var sjovere at lege. Og nogen gange orkede moderen ikke være den, der evig og altid skulle have fokus på lektier og lektier og lektier.

I dag lader jeg to og to være fem, jeg er træt, min hjerne kører på overarbejde med arbejdsrelaterede emner. Men den får ikke lov til at bestemme, jeg holder fri og vil nyde at vække min skønne søn lige om lidt og varme mig ved tanken om, at næste weekend skal vi fejre hans fødselsdag herhjemme sammen med storesøsteren og svigersønnen. Det bliver så godt. God pinsemandag til dig.

En by ved vandet

Som tidligere beskrevet ligger Glasgow ved floden Clyde, den skærer sig gennem byen og dermed er der utallige broer over floden. Hver gang jeg er på konference, kommer jeg til et punkt, hvor jeg ikke kan rumme mere. Hvor det at lytte til engelsk med tusinde accenter og om emner på højt nivau gør, at min hjerne på et tidspunkt ikke kan indtage mere. Sådan gik det også lørdag på konferencen efter en hektisk fredag. Jeg havde for første gang deltaget i frokostsymposier, hvor det er firmaer, der havde inviteret foredragsholdere til at holde oplæg om emner, som selvfølgeligt relaterer sig til det produkt, firmaet interesserer sig for. Ikke om deres produkt specielt, men om den forskning der har været om eksempelvis nye antikoagulationsprodukter (stærk blodfortyndende medicin) Før hen var der kun et produkt, nu er der kommer tre andre produkter på banen, og selvfølgelig er der lavet megen forskning i dette, for at lægemidlerne kunne blive godkendt. Vi hørte også om de sidste resultater inden for det område, der hedder trombektomi, det vil sige at man fjerner blodproppen med udstyr, der ligner en proptrækker/sug. For nogle år siden viste forskning, at det ikke havde en effekt, så udviklede man nyt grej, og de næste studier viste rigtig god effekt af det grej, så nu venter vi på, at den behandling bliver godkendt til standardbehandling.

Lørdag middag måtte jeg sige fra, jeg havde brug for den frokostpause uden påfyldning af ny viden, så vi satte os uden for kongrescenteret og nød det gode vejr og den lille taske med mad og vand, som man fik hver dag. Vi besluttede os til, at vi om aftenen ville gå ind til centrum af den gamle bydel og finde en restaurant. Vi tog turen langs floden.

Togstationen så gammel og spændende ud udefra, så vi måtte lige ind og se på den. Tjek lige det skønne ur i loftet.

Der var mange mennesker ude på gaden, der var musik og dans på gågaden og de gamle huse dannede en smuk ramme om det hele. Jeg kan godt lide, når firmaer har respekt for det hus, de bor i og ikke overplastrer det med reklamer og logoer.

På pladsen foran rådhuset var der et monument, som jeg aldrig fandt ud af, hvad det ærede, for det var helt og aldeles overfyldt med blomster og lys til ære for den unge kvinde, der var forsvundet kort før og som var blevet fundet myrdet.

Tit og ofte, når jeg er på ferie, er det mig, der skal bestemme hvor vi skal spise. Her lod jeg mine unge medrejsende bestemme. De bestemte også, hvad jeg skulle spise, og det blev en lækker menu på en spansk restaurant med gode vine og god stemning.

Vi nød at slappe af, vi nød at snakke sammen. Til hverdag arbejder vi godt nok sammen, men de tværfaglige snakke er der ikke tid til at tage, så det at sidde med en udviklingsterapeut med høj faglig viden inden for terapeuters område sammen med en sygeplejekollega, som har høj faglig viden om trombolyse, medicin og sygepleje, det var ganske enkelt berigende.

Solen skinner udenfor, jeg overvejer, om jeg kan nå en time i haven. Jeg har lovet at stå standby, så jeg måske allerede skal på arbejde klokken 13. Det er jo karnevalstid i Aalborg, så det har ikke været muligt at få vikarer eller egne folk på arbejde, i stedet for har to af vore dygtige elever sagt ja til at arbejde i dag som vikarer, men der er meget, de ikke må, derfor har sygeplejerskerne en livline i to aftenkolleger, som vil træde til, hvis der er behov for det. Må du have en livline, hvis der bliver brug for det og må solen skinne på dig. God pinselørdag.

Genkendelighed eller uforudsigelighed

Nogle trives med, at hverdagens rytme nogenlunde følger samme melodi hver dag. Andre trives med, at dagen, de går i møde, spiller helt andre takter end dagen i går. Overordnet er det samme genre, men om melodien bliver vild og voldsom, hurtig og hjertebankende eller har langsommere rytme med tid til at fordybe sig i enkelte passager, det vides ikke, før man hører musikken. Sådan er det på mit arbejde, selv om den hurtige, vilde og indimellem ustyrlige musikgenre er ved at være hverdagskosten. Især når man skal i weekendvagt, da har man en forventning om, at der ikke bliver tid til meget andet end at følge rytmen og spille sit instrument det bedste, man kan, så kan man puste ud, når man kører hjemad, og tænke musikkens forløb igennem.

Jeg trives med uforudsigelige dage, jeg trives med ikke at have en femdages arbejdsuge, jeg trives med ikke at vide måneder i forvejen, hvilke dage jeg har fri. Andre af mine kolleger er med til selv at lave et arbejdsrul, så de ved nøjagtig, hvornår de har fri på hvilke hverdage. Midt i uforudsigelig arbejdsdag har de brug for at have styr og kontrol over fridagene. For mig er det nok at kende mine arbejdsweekender, reelt set kunne jeg selv lægge min plan nu i og med, at min stilling indebærer, at jeg til hverdag ikke er med i plejen men er det hver fjerde weekend og da som udgangspunkt i aftenvagt. Men det gider jeg ikke, jeg synes jo, det er spændende at se, hvornår de har sat mig til hverdagsfridage, som jeg har flere af, da jeg ikke arbejder fuldtids.  Denne weekend er arbejdsweekend, og jeg gør mig klar mentalt til hårde og spændende arbejdsdage, jeg planlægger ikke noget udover arbejde, jeg lader dagen i dag starte langsomt med et frisørbesøg og en gåtur. Nyt hår og frisk luft, så er jeg klar. Håber du også er klar til din weekend. Må solen skinne herligt på dig og dine.

Billedet viser den gamle lungeklinik, dengang hvor behandlingen bestod af frisk luft. Når jeg går forbi bygningen, tænker jeg på hvide senge fyldt med patienter og sygeplejersker, som ydede pleje og omsorg.

Havde mænd gjort det?

Julia Lahme har en blogføljeton med interview med kvinder, som bliver spurgt om ” hvorfor mange danske kvinder ikke tager, eller får lov at tage, førersædet i deres karriere og liv”. I den anledning kom jeg igen til at tænke på den bog, der for nogle år siden udkom med masser af god faglig viden om apopleksi. Bogen er blevet til på initiativ af fire kvinder, fire kvinder, som alle befinder sig i den danske faglige apopleksiverden. De har været med til at redigere og udgive bogen og de har også selv været bidragsydere til kapitler i bogen. Det, der er unikt, synes jeg, er at der er et utal af forfattere (68 i alt) til bogens mange emner. Et kapitel har typisk 2 – 4 forfattere. Min fornemmelse er, at de fire kvinder har formået at få nærmest alle indenfor apopleksiverdenens parnas til at bidrage. Og jeg har tit tænkt, at jeg tror faktisk ikke, at mænd ville have gjort det samme. Der er i hvert fald ikke nogen af de mange erfarne mænd, der har tænkt på, at der manglede en bog om emnet, eller har taget initiativ til dette. Min fordom er, at de har haft travlt med at promovere sig, få skrevet videnskabelige artikler etc. Det har de fire kvinder også, men de har altså også fundet overskud til at være initiativtagere til en rigtig god bog. Det sætter jeg stor pris på.

 Billedet har ikke noget med teksten at gøre, bortset fra at blade indgår i mariehøns' liv og man bladrer i bøger, og så fordi jeg på denne computer ikke har billeder liggende, så jeg måtte genbruge bloggens billedarkiv :-) God torsdag til dig.

Træthed og træthed

Da jeg startede på apopleksiafsnittet, hørte jeg ikke så meget om trætheden, efterhånden blev den dog beskrevet mere og mere. For noge patienter er det det mest altoverskyggende handicap ved apopleksien. Den hindrer dem i sociale sammenkomster, den hindrer dem i at kunne holde opmærksomheden og koncentration, så informationer kan lagres i hukommelsen, den hindrer dem i at kunne håndtere flere ting/emner på en gang og dermed hindrer dem måske i at vende tilbage til deres arbejde. Måske står den så tydeligt frem i disse år, hvor trombolysebehandlingen gør, at en del bliver udskrevet med meget få eller ingen følger efter apopleksien - lige indtil de kommer hjem, så banker trætheden på. Det er ikke en træthed som den jeg føler lige nu, hvor jeg kunne sove 80 minutter i timen pga kun 2,5 timers søvn i nat og en arbejdsdag efterfølgende. Det er en træthed, som kaldes i mangel af bedre ord for hjernetræthed. På engelsk og i fagsprog kaldes den fatigue Den er udmarvende, den kræver hensyntagen og hvile, og for nogle går den hen og bliver en langvarig følgesvend.

Sidste år i maj

Lyde, dufte, ord, følelser

Vores hjerne er en finurlig størrelse, den lagrer oplevelser, ikke et bestemt sted, men ved hjælp af  forskellige områder i hjernen. Derfor er det også forskellige ting, der udløser minder hos dig og mig. Jeg er ikke særlig påvirkelig af dufte og lyde, men ord /fortællinger kan sætte gang i minder.  Det er dog ikke kun ord, situationer som rummer lidt af det hele kan også fremkalde minder. Situationer så som en tur ud til postkassen, hvor solen og vinden kærtegner mig på en særlig måde, og hvor fugle og traktorlyde forenes med følesansen, det kan fremkalde minder om sommerdage langt tilbage. Eller det at sidde ved et frokostbord på terrassen med æg og tomater, så er jeg tilbage i barndommens ferier i vores sommerhus.

I dag fremkaldte Bettys fine fortælling om hendes barnebarn, der planter en rawplug rawlplug i jorden, en tegning i min hjerne. En illustration af en historie fra, tror jeg, Barndomslandet, en serie bøger med masser af fortællinger fra hele verdenen for børn. Det er en sort-hvid tegning af en dukke, der gror op af jorden og som bliver til et menneskebarn. Jeg har tjekket de to bind af Barndomslandet, som jeg fik med mig (til mine to børn) fra mine forældres hus, der er den ikke i. Måske skulle jeg få min søskende til at tjekke deres bind, for jeg er så sikker, som man nu kan blive, når det er minder, det drejer sig om.

Udenfor skinner solen lige nu, regnen der kom i aftes vandede jorden rigeligt, så den sidste mark, der skal sættes med kartofler, må nok vente lidt endnu. Også fordi eleven får lov til at gøre det, så jorden skal være god at køre på. Med de traktorer vi har nu til dags, er der nok ingen fare for, at der sker det samme for ham som for en anden elev. Han var vores første elev, så det går mange år tilbage i tiden, børnene var 5-6 år. Eleven fik lov til at så korn, han var dygtig, rigtig dygtig og er siden også selv blevet selvstændig landmand, men han kunne ikke køre lige med en traktor. Så rækkerne med korn var sat skævt. Det sås tydeligt, da kornet var kommet op og stod i rækker. Landmanden havde besøg af en konsulent, marken var lige over for gården, det var som sagt i de første år, vi havde gården, så der var inge høje træer eller buske, der skærmede synet for den skæve mark. Landmanden sagde til konsulenten, hvad synes du om sådan en mark, hvortil konsulenten tørt svarede, jeg vil mene, det nærmer sig hærværk. At køre lige handler om opmærksomhed, koncentration og at kunne gøre flere ting på en gang, jeg tror den nyforelskede elev havde travlt med mange ting i sit hoved. Dengang kunne man ikke blive forstyrret af mobiltelefoner, som kan så meget andet end at telefonere, men tankerne og mindet om det sidste kys kunne nok få en ung elev til at glemme fokus.

Håber din tirsdag må blive en dag, der føjer gode minder til hukommelsen. God tirsdag til dig.

Volapyksprog

Min arbejdsplads skifter rundt i huset. I og med at jeg er på min arbejdsplatform fra sygehuset, så kan jeg tilgå den fra alle tre computere i huset. Jeg er nem at glæde, så jeg smiler hver gang, at min mobil sender mig et kodeord, jeg skal taste ind for at komme på. Det er på den ene side volapyk og på den anden side kunne jeg godt finde mening i de små ord. Så jeg morer mig med at finde forslag til, hvor ordene kan bruges.

Min hjerne gør ondt, mine øjne gør ondt og tvivlede jeg før på, om jeg skal have nye briller (er kun gået lidt op i styrke) ja så tvivler jeg ikke mere. Al den læsning af engelske artikler på papir og på computer udløser konstant trætte øjne, hovedpine og følelsen af, at mine øjne bruger alle muskler (og hvad det nu ellers hedder, når der stilles skarpt) for at justere for den manglende styrke i brillerne. Der holdes pause lige nu, en god lang en af slagsen, og jeg NYDER min te. Siden i lørdags har jeg ikke haft mere grøn og hvid te, ja der er kun en at skyde skylden på, for der er kun en her i huset, der handler ind. Pyt indkøbsansvarlige nyder nu en kop grøn te med blåbær, og den smager himmelsk efter to dage kun med sort te med lemon (som jeg normalt også elsker, dog blot som en kop eller to i løbet af dagen). Mine fødder nyder også et overstået besøg hos fodterapeuten, de er nu klar til sommerens sandalbrug. Inden jeg dykker ned i den svære kunst at beskrive på to sider nøjagtig hvad det er, jeg undrer mig over, hvad jeg ved om emnet og hvad jeg synes, der mangler og hvorfor jeg synes, det er værd at undersøge, snupper jeg lige en kop te mere sammen med en runde eller to på mine grydelapper.

Det hjalp

Måske husker du, at jeg kastede mig ud i at fjerne brændenælder i vores frugthave i september måned sidste år? Hvis ikke, så finder jeg lige billederne til dig:

Det har hjulpet, brændenælderne er få og små. I dag blev det min overspringshandling at gå i haven! (det er så vist ikke sket før i mit liv) Nu ser frugthaven sådan ud:

Der må gerne være grønt, bare ikke med brændenælder. Landmanden klippede lige det grønne ned, der hvor han kunne køre med havetraktoren. Skvalderkål er fjernet under bærbuske, nu mangler jeg bare to landmænd, som kan hjælpe mig med skvalderkålene under rododendronbuskene. For nogle år siden var vi ved at give op over for ukrudt, så en af medarbejderne fik besked på at gå med en rygsprøjte med ukrudtsbekæmpelse. Han fik så det ene æbletræ til at visne! Nu er står det heldigvis i blomst, og den står på manuel ukrudtsfjernelse fremover.

Ferieplaner

Autotoget er bestilt, godt nok overvejede vi længe (og så længe at luksuskupeen fra sidste år var udsolgt) om det var pengene værd. Hvis vi skulle køre ned til Sydfrankrig på motorcykel, så skulle vi gøre det på motorvej hele vejen derned for at få nok dage dernede. Landmanden kan jo kun holde ni dages ferie, og hjemad tager vi altid hele turen på motorcykel. Det vil sige at vi skulle bruge to overnatninger på vej ned, hvor vi, hvis vi tager autotoget dels kan vente med at tage af sted ved middagstid den ene dag, dels sove os gennem Tyskland og så køre så langt vi orker næste dag af sjove, spændende veje, før vi skal have en overnatning.  Vi ville spare omkring 2000 kr på første model, men vi orker det ikke. Ofte har landmanden haft travlt op til ferien for at kunne overlade landbruget til gårdpasserne og selv kunne slappe af. Det er jo al vores indtægt, der sidder ude i jorden på det tidspunkt, så vi passer godt på kartofler og korn. Ja ja jeg ved godt at jeg tjener penge som sygeplejerske, men den løn forslår som en skrædder i Helvede, når der jævnligt er reparationer på maskiner og traktorer. Så min løn sørger for, at vi får mad, fritidsfornøjelser, mit tøj (nogen gange landmandens tøj), givet gaver til børn, betalt min fagforening og kan holde ferie, landmandens løn (og den er jeg også en del af, jeg står jo for regnskab, løn og andet kontorarbejde) sørger for resten. Så jeg har det godt med at betale det ekstra, selvom søvnen absolut ikke er den bedste i toget, men lidt har også sin ret.

I år har vi besluttet, at vi kun skal overnatte to steder, vi vil gerne køre i området omkring Mont Ventoux og vi vil gerne ned til Middelhavet i nærheden af St. Tropez. Målet er mere afslapning, ikke så mange kilometer på motorcykel, tid til vandring i bjergene og drinks på cafeer med udsigt til Middelhavet. Da jeg sagde det til mine kolleger, sagde en af mine nyere kolleger, det sagde du altså også sidste år, Lene! Ups, det må vi have glemt, da vi planlagde turen, så nu må jeg hellere sørge for at huske os på formålet med denne ferie, når vi kommer til planlægningen. Hvis du har gode overnatningssteder eller gode seværdigheder omkring de to områder, hører jeg gerne fra dig.

Tænk engang

I forbindelse med at jeg slettede mails og mails og mails, genlæste jeg mine søskendes og min mailkorrespondance om vores far. Det har fået mig til at smile mere end en gang. En af korrespondancerne startede med, at ældste lillesøster fortalte om besøg hos vores far og så hos familiens frk. R. Hun er nu en gammel dame på 93 år, hun er mæt af dage og nægter derfor pure at genoptræne efter et fald, et brud på hoften og en ny hofte. Så hun tilbringer det meste af dagen i sin seng, som er i stuen. Hun spiser blød kost, har svært ved at tygge og synke anden mad. Yndlingsmaden er suppe med kødboller og melboller, det får hun to gange om dagen.

Og så var det, at ældste lillesøster skrev: ahh melboller, hvem der kunne spise dem to gange om dagen. Mit svar var: åh ja tænk at få melboller to gange om dagen, min næstældste lillesøster svarede, ja hvorfor er det at mine børn hellere vil have karrysuppe? Til slut kom min svigerinde: nej nu må I holde op, hvad er det med jer og suppe med melboller og kødboller? Så forstår jeg bedre, hvorfor jeres bror og vores datter altid skal have det, når jeg ikke er hjemme.

Vi skal nu ikke have suppe med melboller og kødboller i aften (eller bollesuppe som vi kaldte det dengang), men det er stadig min yndlingssuppe, ligsom pandekager er min yndlingsspise. Det er ikke uden grund, at jeg altid som barn ønskede de to retter til aftensmad på min fødselsdag. Og søger man på melboller i min blog, vil man se utallige indlæg, hvor det er nævnt – har lige tjekket – 13 indlæg! Og nu altså nummer 14.

Apropos aftensmad så har jeg ikke besluttet mig, så hvad skal du have til aftensmad i dag? Er I nok der kommenterer, kan jeg ligefrem lave en madplan ud fra jeres forslag. God lørdag til dig.

En træt, men god morgenstund

Trods syv timers søvn er energien ikke helt i top her til morgen. Jeg lader morgenen stille gå i gang og nyder, at jeg kan vaske tøj, brygge te og smøre mad i nattøj og i mit eget tempo. Den første kop te om morgenen varmer min hals, morgenmaden nydes langsomt, mens jeg forsøger at samle tankerne. Udenfor skinner solen, landmand og elev er i fuld sving, de er ved at kunne se til ende med kartoffellægning. Det har været lange dage for landmanden, for vi har en dygtig elev, men der er meget, han ikke kan endnu. Så når han er kørt hjem ved aftenstid, har landmanden arbejdet videre til sidst på aftenen for at udnytte de tørre dage. I går måtte de holde stille i halvanden time pga regnvejr. Dagen i dag lover tørvejr, eleven skal til fødselsdagsfest i aften og skal derfor have fri i morgen, det er ham velundt efter de mange, lange dage. Så de to landmænd satser på at få lagt endnu flere kartofler i dag, inden eleven sendes hjem på weekend. Landmanden har helt sikkert noget, han kan gøre, selv om det skulle regne, og i morgen går bukkejagten ind, så mon ikke han finder timer til det også.

Min formiddag skal gå med at få skrevet lidt ned om de artikler, jeg har læst de sidste dage, og hvad det er, jeg ønsker at undersøge. Jeg har et møde med en klog sygeplejerske ved middagstid, og så skal eftermiddagen tilbringes sammen med min far. I går aftes lavede jeg heldigvis mad til flere dage, og landmanden kan fint leve med at få samme ret to dage i træk, så det skal jeg ikke tænke på. Boller fra fryseren er taget op til landmændenes eftermiddagsmad, jeg er klar til en god fredag. Håber din fredag må bekomme dig vel.

En glad morgen

Jeg har skiftet plads, jeg har snuppet landmandens plads ved spisebordet i køkkenet. På den måde har jeg udkig til haven og til fugletræ og foderbræt. Jeg kan se æbletræets blomstring, jeg kan se mejsernes akrobatiske evner, når de nipper af mejsekuglerne. En tur over gårdspladsen med affaldsposerne får mig til at stoppe op på vej tilbage, min bryggersdør ser indbydende ud, som den står åben og byder mig ind i varmen. Gennem vinduet opdager jeg, at den brændende kærlighed, som egentlig var stillet derud for at blive smidt ud, blomstrer igen. Det her er ikke den perfekte verden, her er ikke masser af smukke krukker med masser af forårsblomster, her ligger kasketter på bryggersbordet og der står en underlig fodermaskine (spreder majs ud til fasaner) på min terrasse, der kom den op, da der skulle slås græs. Den er aldrig kommet videre, landmanden har travlt i marken og jeg har travlt ved computeren, så den får lov at stå lidt endnu. Hostaen breder sig og mine "bluebells" dukker hovederne under hostabladene.
Mens billederne uploades, sorterer jeg vasketøj og sætter den første maskine i gang. Istvan sover på bryggersgulvet, landmanden kan ikke have ham med i traktoren i dag, så må man tage til takke med et varmt flisegulv og en dør åben ind til landmandsfruen, som forsøger at finde hoved og hale i prioriteringerne på denne Kristi Himmelfartsdag. Om lidt skal bollerne til landmandens formiddagspause lunes, inden da snupper jeg en bid mere af den spændende doktordisputats.
God helligdag til dig, jeg får lyst til at synge for dig, det skal være det vers, som jeg synger solo sammen med en anden korven til vores koncert i juni (hele sangen kan du høre her og nyde billederne af en familie på pilgrimsvandring):

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig - i sin hånd.

Så bliver jeg så glad!

Dagen har budt på vanskeligheder, ikke store, bare sådan noget med at alle de søgninger, bibliotekaren og jeg havde lavet i en database, ikke var blevet gemt. Nu har vi lavet en ny søgning, og jeg er kommet igennem første runde af finsortering.

I dag har jeg overvejet, hvorfor jeg har holdt mine projekter tæt ind til kroppen, hvorfor det kun har været få, der har hørt om dem. Højst sandsynligt fordi jeg var/er bange for, at jeg ikke kan gennemføre dem. Nu har jeg skrevet på vores telefonseddel, at jeg ikke tager ekstravagter frem til min ferie, ikke fordi jeg er uvillig, men fordi jeg har tre projekter, jeg gerne vil være færdig med inden da. Jeg har endda skrevet lidt om de tre projekter, så nu er der ingen vej udenom!

Første projekt har været længe undervejs, jeg har endda skrevet om det her på bloggen, men ikke at jeg aldrig fik det gjort. Nu er jeg i gang, ikke helt så færdig som jeg havde ønsket mig det, men det er så også det projekt, der kan vente, da det ikke har en deadline: en artikel om mit afgangsprojekt i diplomuddannelse.

Andet projekt er en synopsis, det er den, jeg er i gang med at indhente baggrundsviden til, og som meget gerne skulle være færdig inden næste "rigtige" arbejdsdag.

Tredje projekt hvisker jeg om, for jeg har stadig ondt i maven over, at jeg sagde ja til at skrive et udkast til et kapitel om sygepleje til apopleksipatienter, beregnet til en bog - nøj hvor jeg ikke kan lide at se det på skrift. Udkastet skal være klar midt i juni, og det er jeg slet ikke startet på endnu, men jeg har besluttet at tage det som en mand* og sige, det der kan jeg godt klare. Jeg har arbejdet med sygepleje til apopleksipatienter i mange år, jeg har læst og skrevet side op og side ned om det, så det skal prøves, og så må jeg gå ned med et brag, hvis det mislykkes!

Tilbage til overskriften.

I min søgning efter viden om udskrivelse direkte hjem fra det akutte apopleksiafsnit fandt jeg et abstrakt på en doktordisputats af en amerikansk sygeplejerske, lige nøjagtig med noget af det, jeg gerne vil vide noget om. Frisk som jeg er, skriver jeg til vedkommende, om hun har publiceret noget, for jeg har ikke været i stand til at finde andet end ovennævnte. Kort tid efter var der svar med vedhæftet disputats og en opfordring til, at jeg bare skulle skrive, hvis der er noget, jeg vil have at vide. Det gør mig så glad. Så nu vil jeg dykke ned i næste runde af finsortering, mens jeg hvisker til mig selv, at jeg kan, jeg vil og jeg gør det!

Og som min kollega sagde, da vi talte om at udfordre vores hjerne for forebygge forekomsten af Alzheimers sygdom, ja det er lige nøjagtig derfor hun går i gang med et nyt studie. Det at min far gennem et langt liv arbejdede fysisk i sin fritid, men så sandelig også mentalt i form af sit arbejde, gjorde ifølge demenssygeplejersken, at han fik en meget langsommere nedadgående spiral i forhold til udvikling af symptomer på Alzheimers end andre. Jeg har tænkt mig at udfordre min hjerne og krop, jeg behøver ikke at skrive en doktordisputats eller læse til en kandidatgrad, de her tre projekter får så sandelig mine hjernenerveceller til at rotere.

Nu er der gået en lang tur, hjernen har fået tilført ny ilt og jeg er klar til en aften med titler og abstrakter. God aften til dig.

* her forstået som den fordom/forforståelse, at mænd bare kaster sig ud i ting uden at overveje, om de nu reelt har viden nok til opgaven, hvor kvinder er så gode til at påpege alt det, de ikke kan.

Noget om at undersøge noget

Det meste af min arbejdsdag er gået med at forberede en synopsisskrivning. En synopsis er en beskrivelse af et emne, man gerne vil undersøge, herunder noget om baggrunden for valg af emne, der skal være litteraturhenvisning og en problemformulering. Jeg har fået at vide, at hvis jeg skal have en chance for at komme med i et forløb med en vejleder fra sygeplejeforskerteamet på mit sygehus, så skal den være skarp med god belæg for det emne, jeg har valgt. Dvs. jeg skal have undersøgt, hvad der foreligger af viden på området. Det brugte jeg så dagen i dag på. Jeg fik hjælp fra det medicinske bibliotek, jeg kom med de faglige termer, hun kom med sin faglige ekspertise i at få søgt bredt og alligevel præcist, så vi var sikker på at finde det, jeg gerne ville finde, hvis altså det findes. Nu kan jeg så bruge aftenen på at kigge over 700 titler igennem for hurtigt at spotte de få, der har med mit emne at gøre. De interessante titler skal jeg så dykke ned i, først ved at læse det korte resume og lyder det stadigt interessant, skal jeg læse artiklen. Der skal vist et par kander te og lidt guf til at få aftenen til at blive hyggelig. Heldigvis har jeg en del fridage nu, de skal bruges på flere arbejdsrelaterede projekter, noget af det kan betegnes som interessetid, det får jeg ikke betaling for, andet burde have kunnet ligge i arbejdstiden, det har ikke kunnet lade sig gøre, så det tager jeg som ekstra arbejdsdage, men herhjemme. På den måde kan jeg kombinere mine funktioner som landmandskone og specialesygeplejerske på bedste vis.  Herhjemme har regnen sat en stopper for kartoffellægning, vi krydser fingre for godt vejr i morgen, og at regnen snart stopper. God tirsdag aften til jer, her skal der trænes hund og læses artikler, dog ikke på samme tid eller af samme person.

Tanker omkring husholdningsbudgettet

På den lange vej ned til min far eller hjem igen er det efterhånden blevet en tradition, at jeg ringer min ældste lillesøster op. Jeg har håndfri telefon, automatgear og fartpilot, så de mange kilometer på motorvej går legende nemt med en god snak. Vi er begge ansat på sygehuse, i hver sin region.Vi er begge ansat på neurologisk afdeling, hun som lægesekretær, jeg som sygeplejerske. Og vi har begge desværre ondt i maven af de dispositioner, der tages i det offentlige omkring sygehuse og besparelser. Jeg er helt med på, at man har en sum penge, som man skal få til at slå til, jeg har bare svært ved at se, hvordan man kan spare yderligere i de enkelte sengeafsnit. Vi løber og løber, det går stærkere og stærkere, patienterne skal hurtigt gennem et forløb, de skal være kortest muligt indlagt, det er det, der er bedst for patienten, men hvad nu hvis de slet ikke kan kapere al den information, der skal til? Hvad nu hvis det går så stærkt, så personalet glemmer informationer eller handlinger? Lige nu tænker jeg, at besparelserne svarer til, hvis man skal spare i en privat husholdning, og så køber man stadig flødeskum og lagkagebunde, men ikke grøntsager, brød og frugt. Indimellem har jeg lyst til at få smidt alle dem, der sidder på de regionale kontorer og laver handlingsplaner og besparelsesforslag, ud af vagten og så friholde os, der er tættest på patienterne. Men sådan spiller klaveret ikke, og der skal jo også gerne være nogle, der har styr på økonomien og den overordnede drift. SUK, hvor jeg synes, det er svært at overskue. Og hvordan skal en ganske almindelig politiker i regionen så kunne det? Han/hun har jo ikke en jordisk chance for at se bag tallene og gennemskue konsekvenserne. De er totalt afhængige af embedsmændenes indsigt og viden på området, og der ved jeg af erfaring, at embedsmændene ikke altid forstår den komplekse størrelse en specialafdeling er. I region Midtjylland skærer man ned på det nye supersygehus over vestpå. Gad vide hvornår man begynder at gøre det samme oppe nordpå, hvor jeg arbejder? Holder tidsplanen, kan jeg nå en flytning mere i 2020, det er så den fjerde flytning med denne arbejdsplads.

Jeg gider slet ikke tænke på, hvad man finder på, nu hvor budgettet for 2015 allerede er skredet meget. Så jeg koncentrerede mig om at få mine patienter til at føle sig godt tilpasse og godt informeret i dag. Jeg skulle have dagafsnittet, fordi der manglede folk. Her til morgen kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at tage de sengeløse patienter også. Det er dem, der sover hjemme eller sover på patienthotellet, fordi der enten ikke er plads på afsnittets stuer eller fordi de hellere vil være hjemme, indtil svar foreligger på diverse undersøgelser. Jeg havde en travl, men god dag, og fik med en halv times overarbejde udskrevet patienterne på en måde, så min samvittighed var god.

Og nu til noget helt andet og så alligevel ikke. Vil du lege med?

Forestil dig at du var indlagt og skulle sove hjemme, fordi der endnu ikke er kommet svar på prøver/undersøgelser. Du bliver så bedt om at komme næste dag kl. 10, fordi stuegangen starter da. Stuegang varer hos os til langt ud på aftenen. Vi ved ikke, hvor mange nye patienter der kommer i løbet af aftenen/natten eller hvor dårlige de er, så derfor vil vi gerne have, du kommer kl 10. Vi fortæller dig, at du skal være forberedt på at være på afdelingen hele dagen, da vi ikke har læger nok til, at vi kan sætte en læge til at gå stuegang på de “sengeløse” patienter, og derfor er vi nødt til at have alle patienter til stuegang på afsnittet fra kl 10, så vi kan jonglere med koordinationen. Vi vil som udgangspunkt forsøge, som vi lykkedes med i dag, at de “sengeløse” patienter, som “kun” mangler svar og endelig opsamling af læge, at de kommer til først. Virkelighedens verden er bare ikke altid sådan. Så vi står af og til med patienter og pårørende, som er vrede og frustrerede over, at de skal vente og vente. Hvad gør vi? Vi forsøger som sagt at forberede dem allerede dagen før, når de går hjem. Ville det være en ide med en folder, som fortæller om bevæggrundene for den manglende mulighed for at sætte tidspunkter af til stuegang og som giver gode råd om at tage lidt læsestof med eller at de kan henvende sig, hvis de har brug for en seng til at hvile sig på?  De er jo netop ikke ambulante patienter, de er indlagte, men ikke desto mindre skaber det en del frustrationer. Eller hvordan kunne vi tænke nye tanker for at tage toppen af deres frustrationer? Håber du vil komme med dine tanker. God aften til dig.

Sprogets små detaljer

Nogle ord har jeg aldrig hørt før, og andre ord får andre mennesker til at flække sammen af grin, når jeg siger dem. Det er da fascinerende i dette lille land, at der er ord, der hører til en egn, og som andre aldrig har hørt. Da jeg skulle skrive om mine mén af høje højhælede sko, der blev brugt til lang gåtur, ville jeg skrive blæne. Det brokkede word sig over, så jeg måtte over på sproget.dk for at tjekke. Her foreslog den blegn, under blegn stod synonymer som vable, blist, blase, men ikke blæne. Så nu sidder jeg her og undrer mig, er der her mon midtjysk sprog, for jeg er sikker på, at jeg alle dage har kaldt det blæner eller vabler. Hvad kalder du det?

Apropos Midtjylland, så gik turen jo ned til min far i dag. Jeg oplever tit, når folk spørger til min far, at de tror, at han er bedre end han er. Måske fordi vi stadig snakker om hygge, latter, nærvær og samtaler, så det kommer bag på folk, at min far skal have hjælp til alt. Det ændrer ikke på, at han er skøn at være sammen med, og jeg hygger mig. I dag spiste han mine boller med ost, jeg er hans hånd og sørger også for, at kaffekoppen kommer op til munden. Da jeg så gav ham et stykke af min hjemmebagte kage, ja så kom det prompte: uhm. Bagefter læste jeg op fra min fars slægtsbog. I dag valgte jeg en af hans brødres historier, Min far var eminent god til at beskrive det, for det er jo ikke ordret skrevet ned fra interviewene, det er mine farbrødre og fastres fortællinger, der danner baggrund for den skriftlige historie, som min far fortæller. I dag oplevede jeg, at min far pludselig grinte og sagde åh ja, da jeg læste om en nabo. Jeg er helt sikker på, at jeg der kom igennem ind til min fars erindring.

Bagefter gik vi en tur og kom ud på noget af et eventyr. Jeg kan godt blive træt af hele tiden at gå på de asfalterede stier og veje, så da en skovsti lokkede, og den så tør ud, så snuppede vi den. Pludselig gik den nedad, og ned kom vi, ned til en sø ved siden af den trafikerede landevej. Op ad stien kunne jeg ikke komme igen med kørestolen, så jeg måtte skubbe kørestolen op ad landevejen, og den var også stejl, det blev så dagens motion. Min far snakkede og snakkede, han var i sin egen verden, men en gang imellem kan jeg komme igennem og få et nærværende smil. Det lever jeg højt på.

En smuk og mindeværdig dag

Dagene haster af sted, så jeg stopper op og nyder tanken om i går. En forrygende fejring af ældste svigerinde, som blev født den dag, Danmark blev fri, og som blev fejret i går. Hendes børn havde udøvet civil ulydighed, så den lette anretning, hun var gået med til, at de kunne servere for hendes søskende med ægtefæller og lidt hyggekomsammen endte med en brag af en dag. Vi kom kl 13 til hendes ene barns skønne nyrenoverede hus, fem dejlige piger i alderen 6 – 13 nød at fejre deres farmor/mormor, og det gjorde vi andre også. Vi fik den skønneste mad, jeg kan stadig ærgre mig over, at maven blev mæt før øjnene, for hold da op en menu! Først fik vi fire lækre forretter, hver af dem var anrettet på en rede af forskellige salater, og dertil lækkert brød. Efterfølgende fik vi lam og kalvekød med velsmagende bulgursalat og blandet grøn salat til. Skønne vine fulgte hele tiden trop. Snakken gik, det er aldrig et problem, når de ni søskende samles, de to svigerbørns forældre var også med, og de faldt godt ind i selskabet. Da regnen stilnede af, gik vi en lang tur ned til søen og op forbi skoven. Jeg havde ikke taget skiftesko med, men det skulle da sandelig ikke forhindre mig i at gå med. Det nyder jeg så godt af i dag, to store blegner (anede ikke at det hed sådan) troner på hver sin lilletå, jeg skal vist gå i mine mest brede sko i morgen på arbejde. Hjemme igen var der dessert, chokolade, te og kaffe. Tiden strøg af sted, der var taler og skønne video/PowerPoint med billeder fra et langt liv. Der var lækre hjemmebagte boller med gode oste til natmad og snakken gik og gik og gik. Jeg havde planlagt, at jeg skulle skrive, når jeg kom hjem. Ha! Vi var hjemme kort før midnat og faldt omkuld i hver sin stol/sofa. Landmanden har strenge ordre på ikke at vække mig, når jeg er faldet i søvn, da jeg ofte har problemer med at falde i søvn igen, så jeg vågnede i festtøjet i morges kl 4.30 i sofaen. Jeg smuttede hurtigt i seng og sov videre.

Eftermiddagen skal tilbringes sammen med min far, så nu er der boller i ovnen, der er bagt en chokoladekage med æblemos og der er handlet ind til ugens lange arbejdsdage for landmænd og sygeplejersker. Uden for skinner solen herligt, det japanske kirsebærtræ kappes med moreltræ og rododendronbuske om at stimulere mine sanser. Måske kan jeg lige nå en tur i haven, inden bilen skal køre sydpå igen, i går tog landmanden den lange tørn frem og tilbage, i dag kører jeg selv. Må du få en dejlig søndag.

En aftentur og lidt om overvågning

Første dag på konferencen i Glasgow var overvældende, som altid, masser af mennesker, og der bruges megen energi på at danne sig overblik over, hvor de forskellige mødelokaler er. Samlingsstedet er udstillingsområdet, i år kom jeg ikke så meget omkring. Meget af det har jeg ingen indflydelse på, jeg bestemmer ikke, hvilket grej, der er råd til hjemme på mit sygehus. Men jeg glæder mig til den dag, der er penge på budgettet til den nye generation af R-testere. En del af de patienter, der får en blodprop i hjernen, får den fra hjertet. Hvis hjertet slår uregelmæssigt og hurtigt, kan blodet nemt komme til at stå stille inde i hjertekammeret. Tænk på en å, hvor der nogle steder pga. sten eller andet dannes områder, hvor vandet står “stille” på samme sted. Sådan et sted falder grene og andet, der flyder med vandet, ofte til bunds. Sådan er det også i hjertet, blod der er stillestående, størkner, og således dannes små blodpropper, som kan flyde med blodet videre ud i pulsåren. Første sted blodåren deler sig er op til hjernen, så vupti er blodproppen på vej op i hjernen og sætter sig fast det første det bedste sted. Denne uregelmæssige hjerterytme kan være svært at finde hos nogle, fordi den kun er der anfaldsvis. Derfor vil vi gerne have alle hjerteovervåget de første døgn. Det apparatur vi har nu, er stationært, dvs. at patienten er bundet til området omkring sengen med lange ledninger forbundet mellem patient og skærm.  Og det går mod viden om, at det er sundt at bevæge sig og hurtigt komme ud af sengen. Vi har meget længe drømt om trådløse monitorer, som de har på hjerteafdelingen, men riget fattes penge, så det står stadig på ønskelisten. Forhåbentlig får vi dem i 2016, og så kan vi få den nye generation, som jeg så over i Glasgow. Her kan sygeplejersken ved et tryk på selve den monitor, som patienten går med, hurtigt se, om der er fundet uregelmæssig hjerterytme. Jeg behøver ikke at skulle vente på, at optagelserne bliver aflæst af en hjertelæge/hjertesygeplejerske. I udstillingsområdet blev der også serveret kaffe/te og kage. Første dag spurgte vi en af tjenerne, hvor vi skulle gå hen, hvis vi gerne ville på pub og spise aftensmad. Vi fik en lang forklaring,og da konferencen var slut, drog vi af sted ind mod Glasgow bymidte for der at finde en taxa, som tog os til den anden side af bymidten.

Motorvej og hovetrafikveje krydsede floden og byen på kryds og tværs, denne gang tog vi en gangsti oppe over vejene i stedet for at gå langs floden.

Drygate er et bryggeri og restaurant/pub. Vi valgte øverste etage, som beskriver sig selv om streetfood inspireret mad. Bagefter fandt vi ud af, at nedenunder var der tæt forbindelse med bryggeriet, men der var så mange mennesker denne fredag aften, så vi fulgte strømmen. Vi hyggede os vældig, jeg fik en fantastisk skotsk mørk øl, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, men den stammede fra det nordlige Skotland. Maden var lækker, burger med håndskårne kartoffelfritter. Alle andre tog maden som en optakt til en fredag aften i byen. Drygate har også koncerter i en tilstødende hal, denne aften var det standup på programmet. Vi valgte dog at finde en taxa og tog hjem til hotellet. Næste dag ville der være lige så meget på programmet, så en god nats søvn var kærkommen (det var de højrøstede hotelgæster, der kom hjem fra byen midt nat så ikke!)

Dette indlæg er en del af flere indlæg om min tur til European Stroke Organisations Conference 2015 i Glasgow