søndag, maj 03, 2015

Søndagstur

Formiddagen indbød til en gåtur, inden der skulle snakkes sygepleje og opgave. Solen skinnede herligt, fleecetrøjen sikrede at temperaturen ikke drillede, og så blev den ene fod sat foran den anden for. Det kan ikke siges tit nok, at gå er helse på alle mulige måder. Turen gik til Sandelsbjerg, måske husker du sidste gang, hvor jeg måtte ned med luppen med for at finde anemonerne. I dag kunne jeg se dem på afstand, selv om de nu synger på sidste vers.

P1020963

P1020965

I går aftes fik jeg også gået en tur, mens landmanden hyppede kartofler eller muldede dem eller kammede dem op, kært barn har mange navne. Da jeg var forbi markerne, kom mosen. Kærulden blomstrer fint i den fredede del af mosen, og man får lyst til at røre ved dem, men der er godt sumpet, så det ville give våde tæer. I stedet for nød jeg himlens spejling i vandet langs vejen.

P1020951

P1020952P1020956

Lige nu sidder jeg og regner, der er seks timer til jeg skal sove. Hvordan udnytter jeg dem bedst muligt? Jeg ved, at vi er få på arbejde i morgen og at jeg skal hjælpe med i plejen. Jeg ved også, at jeg skal have forberedt mit oplæg til det første af vores kurser for alle kollegerne. Jeg havde håbet, at jeg kunne gøre det på arbejde i morgen, men jeg bliver vist nødt til at starte i aften. Først tror jeg, at jeg følger landmandens eksempel, han er i gang med sit fritidsprojekt, mon ikke jeg skal gå ud og rykke noget ukrudt op? Det er vist kendetegnende for min havelyst, at jeg synes det er sjovere at læse om Bobathkonceptet, det får vente til i aften. Hvad mon du får din søndag til at gå med?

P1020958

6 kommentarer:

  1. Der er mange muligheder, men du vil nok blive glad for dig selv i morgen, hvis du har nået at forberede lidt oplæg i dag.
    Jeg går og udskyder en god gang rengøring. Jeg havde ellers lovet mig selv.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg har printet noget ud som jeg vil læse. Mit problem er at min arbejdsplatform blev blokeret, så jeg kan ikke få ordnet alle de praktiske detaljer i dag. Håber du kom i gang med rengøringen :-)

      Slet
  2. At gå er virkelig balsam for sjælen. Vores søndag blev brugt sammen med yngstedatteren og hendes veninde, der brugte weekenden på fremvisning af barndomslandet. Vi hyggede godt med de unge mennesker og gik tur i flere omgange i dag i det solrige vejr.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, dejligt gåture, hvor der snakkes sammen. Man snakker tit rigtig godt sammen under en gåtur :-)

      Slet
  3. Dejlig beretning fra en skøn søndag hos dig. Jeg måtte erkende det var en af de dage jeg var i søvnunderskud, alt jeg rørte ved tabte eller spildte jeg, derfor blev det dynen jeg har set mest af i dag, og er nu klar igen til en god nattesøvn. Det kommer til mig af og til, jeg ved det, så det er okay mig mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, sådan må det være og så er det godt at sengen med dynes findes :-)

      Slet