Så bliver jeg så glad!

Dagen har budt på vanskeligheder, ikke store, bare sådan noget med at alle de søgninger, bibliotekaren og jeg havde lavet i en database, ikke var blevet gemt. Nu har vi lavet en ny søgning, og jeg er kommet igennem første runde af finsortering.

I dag har jeg overvejet, hvorfor jeg har holdt mine projekter tæt ind til kroppen, hvorfor det kun har været få, der har hørt om dem. Højst sandsynligt fordi jeg var/er bange for, at jeg ikke kan gennemføre dem. Nu har jeg skrevet på vores telefonseddel, at jeg ikke tager ekstravagter frem til min ferie, ikke fordi jeg er uvillig, men fordi jeg har tre projekter, jeg gerne vil være færdig med inden da. Jeg har endda skrevet lidt om de tre projekter, så nu er der ingen vej udenom!

Første projekt har været længe undervejs, jeg har endda skrevet om det her på bloggen, men ikke at jeg aldrig fik det gjort. Nu er jeg i gang, ikke helt så færdig som jeg havde ønsket mig det, men det er så også det projekt, der kan vente, da det ikke har en deadline: en artikel om mit afgangsprojekt i diplomuddannelse.

Andet projekt er en synopsis, det er den, jeg er i gang med at indhente baggrundsviden til, og som meget gerne skulle være færdig inden næste "rigtige" arbejdsdag.

Tredje projekt hvisker jeg om, for jeg har stadig ondt i maven over, at jeg sagde ja til at skrive et udkast til et kapitel om sygepleje til apopleksipatienter, beregnet til en bog - nøj hvor jeg ikke kan lide at se det på skrift. Udkastet skal være klar midt i juni, og det er jeg slet ikke startet på endnu, men jeg har besluttet at tage det som en mand* og sige, det der kan jeg godt klare. Jeg har arbejdet med sygepleje til apopleksipatienter i mange år, jeg har læst og skrevet side op og side ned om det, så det skal prøves, og så må jeg gå ned med et brag, hvis det mislykkes!

Tilbage til overskriften.

I min søgning efter viden om udskrivelse direkte hjem fra det akutte apopleksiafsnit fandt jeg et abstrakt på en doktordisputats af en amerikansk sygeplejerske, lige nøjagtig med noget af det, jeg gerne vil vide noget om. Frisk som jeg er, skriver jeg til vedkommende, om hun har publiceret noget, for jeg har ikke været i stand til at finde andet end ovennævnte. Kort tid efter var der svar med vedhæftet disputats og en opfordring til, at jeg bare skulle skrive, hvis der er noget, jeg vil have at vide. Det gør mig så glad. Så nu vil jeg dykke ned i næste runde af finsortering, mens jeg hvisker til mig selv, at jeg kan, jeg vil og jeg gør det!

Og som min kollega sagde, da vi talte om at udfordre vores hjerne for forebygge forekomsten af Alzheimers sygdom, ja det er lige nøjagtig derfor hun går i gang med et nyt studie. Det at min far gennem et langt liv arbejdede fysisk i sin fritid, men så sandelig også mentalt i form af sit arbejde, gjorde ifølge demenssygeplejersken, at han fik en meget langsommere nedadgående spiral i forhold til udvikling af symptomer på Alzheimers end andre. Jeg har tænkt mig at udfordre min hjerne og krop, jeg behøver ikke at skrive en doktordisputats eller læse til en kandidatgrad, de her tre projekter får så sandelig mine hjernenerveceller til at rotere.

Nu er der gået en lang tur, hjernen har fået tilført ny ilt og jeg er klar til en aften med titler og abstrakter. God aften til dig.

* her forstået som den fordom/forforståelse, at mænd bare kaster sig ud i ting uden at overveje, om de nu reelt har viden nok til opgaven, hvor kvinder er så gode til at påpege alt det, de ikke kan.