lørdag, maj 16, 2015

Ferieplaner

Autotoget er bestilt, godt nok overvejede vi længe (og så længe at luksuskupeen fra sidste år var udsolgt) om det var pengene værd. Hvis vi skulle køre ned til Sydfrankrig på motorcykel, så skulle vi gøre det på motorvej hele vejen derned for at få nok dage dernede. Landmanden kan jo kun holde ni dages ferie, og hjemad tager vi altid hele turen på motorcykel. Det vil sige at vi skulle bruge to overnatninger på vej ned, hvor vi, hvis vi tager autotoget dels kan vente med at tage af sted ved middagstid den ene dag, dels sove os gennem Tyskland og så køre så langt vi orker næste dag af sjove, spændende veje, før vi skal have en overnatning.  Vi ville spare omkring 2000 kr på første model, men vi orker det ikke. Ofte har landmanden haft travlt op til ferien for at kunne overlade landbruget til gårdpasserne og selv kunne slappe af. Det er jo al vores indtægt, der sidder ude i jorden på det tidspunkt, så vi passer godt på kartofler og korn. Ja ja jeg ved godt at jeg tjener penge som sygeplejerske, men den løn forslår som en skrædder i Helvede, når der jævnligt er reparationer på maskiner og traktorer. Så min løn sørger for, at vi får mad, fritidsfornøjelser, mit tøj (nogen gange landmandens tøj), givet gaver til børn, betalt min fagforening og kan holde ferie, landmandens løn (og den er jeg også en del af, jeg står jo for regnskab, løn og andet kontorarbejde) sørger for resten. Så jeg har det godt med at betale det ekstra, selvom søvnen absolut ikke er den bedste i toget, men lidt har også sin ret.

I år har vi besluttet, at vi kun skal overnatte to steder, vi vil gerne køre i området omkring Mont Ventoux og vi vil gerne ned til Middelhavet i nærheden af St. Tropez. Målet er mere afslapning, ikke så mange kilometer på motorcykel, tid til vandring i bjergene og drinks på cafeer med udsigt til Middelhavet. Da jeg sagde det til mine kolleger, sagde en af mine nyere kolleger, det sagde du altså også sidste år, Lene! Ups, det må vi have glemt, da vi planlagde turen, så nu må jeg hellere sørge for at huske os på formålet med denne ferie, når vi kommer til planlægningen. Hvis du har gode overnatningssteder eller gode seværdigheder omkring de to områder, hører jeg gerne fra dig.

P1000015

14 kommentarer:

  1. Det er så skønt at planlægge ferien. At så planerne måske bliver ændret undervejs, er mindre vigtigt :-)
    Jeg kan godt forstå, at I tager den ekstra udgift og lader jer transportere meget af vejen. Vi er så kede af, at Esbjerg-Harwich-færgen er indstillet ... den var også dyr, men den var god og sparede os for omkring 900 km hver vej.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, planer er til for at ændres, er det ikke sådan man siger? :-) Ja det er en lang vej til England nu, hvor færgen ikke sejler mere.

      Slet
  2. God tur når den tid kommer. Tænker det er en god ide at tage autotoget et stykke ad vejen. Måske skulle I gå en tur i Gigondas, når I er på de kanter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak,Jørgen, som jeg kan læse i google er Gigondas et vindistrikt, er der nogle bestemte steder, der er gode at gå?

      Slet
  3. Det er så skønt at lægge ferieplaner. Om de holder, kan jo kun tiden vise. Der skal også være plads til impulsivitet, ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, og vi har for det meste planlagt vores ferie, så der næsten ikke var plads til impulsivitet. Det vil jeg have i år :-)

      Slet
  4. Motorvejene ned gennem Tyskland er ikke det mest spændende at bruge tid på, når man ikke har mere tid til rådighed, så jeg kan godt forstå jeres prioriteringer. Det lyder som planen for en dejlig ferie med en mindre stram marchplan og tid til at bevæge jer langsommere rundt og dermed få mulighed for at kigge tættere på omgivelserne end man kan fra en motorcykel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ilse, havde vi haft tre uger, ville jeg elske at tage ud på de små veje gennem Tyskland, men jeg har det godt med de valg vi har taget i år, også så vi får tid til at se lidt mere end fra en motorcykel :-)

      Slet
  5. Ah, voksenferie. Det lyder sørme rart.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha, Laura, giv tid, det kommer også til dig :-) Mon I holder ferie hjemme eller i sommerlandet? Vi nød meget campingferie i campingvogn, ofte var det i nabolaget, men børnene elskede at der var swimmingpool og legeplads lige uden foran forteltet :-)

      Slet
  6. Lyder som en god prioritering, den begrænsede tid taget i betragtning. Brug tiden dér hvor den er værd at blive brugt i stedet for ren "transport". Så spændende er de tyske motorveje altså heller ikke. Og da slet ikke for motorcykler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, næh den eneste spænding jeg har oplevet, var da lynene stod ned lodret omkring os i øssjaskende regnvejr. Dengang troede vi at vi var beskyttet hvis blot vi holdt benene på motorcyklen. det har vi så siden erfaret at man ikke er.

      Slet
  7. Det er da en smart måde at komme et godt stykke ned gennem Europa på, altså Autotoget.
    Jeg med at have travlt lige op til ferien, kender jeg fra flere, jeg er selv en "hængt kat" når jeg går af,ville derfor ikke kunne sidde bag rettet, så forstår godt dette valg.
    Krydser fingre for du/I husker jeres planer med en ferie hvor det er trave skoene, fortovscafeer, fremfor lange kørerture på den 2 hjulede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, jeg håber også vi husker på det :-)

      Slet