På den lange vej ned til min far eller hjem igen er det efterhånden blevet en tradition, at jeg ringer min ældste lillesøster op. Jeg har håndfri telefon, automatgear og fartpilot, så de mange kilometer på motorvej går legende nemt med en god snak. Vi er begge ansat på sygehuse, i hver sin region.Vi er begge ansat på neurologisk afdeling, hun som lægesekretær, jeg som sygeplejerske. Og vi har begge desværre ondt i maven af de dispositioner, der tages i det offentlige omkring sygehuse og besparelser. Jeg er helt med på, at man har en sum penge, som man skal få til at slå til, jeg har bare svært ved at se, hvordan man kan spare yderligere i de enkelte sengeafsnit. Vi løber og løber, det går stærkere og stærkere, patienterne skal hurtigt gennem et forløb, de skal være kortest muligt indlagt, det er det, der er bedst for patienten, men hvad nu hvis de slet ikke kan kapere al den information, der skal til? Hvad nu hvis det går så stærkt, så personalet glemmer informationer eller handlinger? Lige nu tænker jeg, at besparelserne svarer til, hvis man skal spare i en privat husholdning, og så køber man stadig flødeskum og lagkagebunde, men ikke grøntsager, brød og frugt. Indimellem har jeg lyst til at få smidt alle dem, der sidder på de regionale kontorer og laver handlingsplaner og besparelsesforslag, ud af vagten og så friholde os, der er tættest på patienterne. Men sådan spiller klaveret ikke, og der skal jo også gerne være nogle, der har styr på økonomien og den overordnede drift. SUK, hvor jeg synes, det er svært at overskue. Og hvordan skal en ganske almindelig politiker i regionen så kunne det? Han/hun har jo ikke en jordisk chance for at se bag tallene og gennemskue konsekvenserne. De er totalt afhængige af embedsmændenes indsigt og viden på området, og der ved jeg af erfaring, at embedsmændene ikke altid forstår den komplekse størrelse en specialafdeling er. I region Midtjylland skærer man ned på det nye supersygehus over vestpå. Gad vide hvornår man begynder at gøre det samme oppe nordpå, hvor jeg arbejder? Holder tidsplanen, kan jeg nå en flytning mere i 2020, det er så den fjerde flytning med denne arbejdsplads.
Jeg gider slet ikke tænke på, hvad man finder på, nu hvor budgettet for 2015 allerede er skredet meget. Så jeg koncentrerede mig om at få mine patienter til at føle sig godt tilpasse og godt informeret i dag. Jeg skulle have dagafsnittet, fordi der manglede folk. Her til morgen kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at tage de sengeløse patienter også. Det er dem, der sover hjemme eller sover på patienthotellet, fordi der enten ikke er plads på afsnittets stuer eller fordi de hellere vil være hjemme, indtil svar foreligger på diverse undersøgelser. Jeg havde en travl, men god dag, og fik med en halv times overarbejde udskrevet patienterne på en måde, så min samvittighed var god.
Og nu til noget helt andet og så alligevel ikke. Vil du lege med?
Forestil dig at du var indlagt og skulle sove hjemme, fordi der endnu ikke er kommet svar på prøver/undersøgelser. Du bliver så bedt om at komme næste dag kl. 10, fordi stuegangen starter da. Stuegang varer hos os til langt ud på aftenen. Vi ved ikke, hvor mange nye patienter der kommer i løbet af aftenen/natten eller hvor dårlige de er, så derfor vil vi gerne have, du kommer kl 10. Vi fortæller dig, at du skal være forberedt på at være på afdelingen hele dagen, da vi ikke har læger nok til, at vi kan sætte en læge til at gå stuegang på de “sengeløse” patienter, og derfor er vi nødt til at have alle patienter til stuegang på afsnittet fra kl 10, så vi kan jonglere med koordinationen. Vi vil som udgangspunkt forsøge, som vi lykkedes med i dag, at de “sengeløse” patienter, som “kun” mangler svar og endelig opsamling af læge, at de kommer til først. Virkelighedens verden er bare ikke altid sådan. Så vi står af og til med patienter og pårørende, som er vrede og frustrerede over, at de skal vente og vente. Hvad gør vi? Vi forsøger som sagt at forberede dem allerede dagen før, når de går hjem. Ville det være en ide med en folder, som fortæller om bevæggrundene for den manglende mulighed for at sætte tidspunkter af til stuegang og som giver gode råd om at tage lidt læsestof med eller at de kan henvende sig, hvis de har brug for en seng til at hvile sig på? De er jo netop ikke ambulante patienter, de er indlagte, men ikke desto mindre skaber det en del frustrationer. Eller hvordan kunne vi tænke nye tanker for at tage toppen af deres frustrationer? Håber du vil komme med dine tanker. God aften til dig.
Det synes jeg er svært at svare på. En folder vil jeg umiddelbart sige, men jeg tror ikke den kan erstatte den forberedelse I i forvejen forsøger at give, og jeg ikke at der kan undgåes frustrationer og vrede over ventetider.
SvarSletDine tanker om nedskæringer og omflytninger ligner til forveksling dem vi somme tider sidder med på børne- og skoleområdet. Det er ikke en trøst, vist nærmest det modsatte.
Pernille, jeg tror også at vores samtale skal med, folderen kunne så være med til at synliggøre for alle kolleger, at det skal der til. Åh ja jeg kan sagtens forestille mig at de samme tanker kan tænkes om skoleområdet, suk
SletNu er jeg jo selv indlagt p.t., ganske vist ikke med noget somatisk, men alligevel... jeg synes det er rigtig ubehageligt ikke på forhånd at vide, hvornår jeg skal til stuegang. Jeg har altid min liste med spørgsmål klar, men jeg ville gerne kunne være også mentalt forberedt på om det er i dag eller i morgen. Måske kan det ikke lade sig gøre, men alligevel...
SvarSletHanne, jeg ved det, og det ville være så dejligt, hvis vi kunne give en tid.
SletJeg tror desværre der laves mange info-foldere som ingen læser ordentligt. Det allerbedste ville være en tid man kunne regne med. Men jeg har forståelse for at det stort set er umuligt, jeg ville sådan ønske at besparelserne stoppede lidt op og I fik nogle fornuftige arbejdsforhold. Det tempo er svært at blive ved med at holde til.
SvarSletGod aften til dig. :-)
Tak Inge, ja og min formand har et godt indlæg til debatten om de travle sygeplejersker i mit fagblad.
SletDen er ikke nem, Lene.
SvarSletPrint dette glimrende indlæg og giv til alle de sengeløse patienter - det er mit bedste råd. Når forståelsen er der, skal der meget mere til, før folk brokker sig.
Ellen, tak, nej det er ikke nem, og jeg er enig med dig at hvis blot forståelsen er der, så brokker man sig mindre.
SletJeg har altid undret mig over at budgetter ikke udregnes fra bunden og op! Altså, dem der ved hvor langt tid ting tager og hvad der skal til for at gøre arbejdet, de kan opstille regnestykket: opgaver + tid = resssourcebehov. Behov / Budget = Serviceniveau!
SvarSletDet er en konstant pine at prøve at få enderne til at nå sammen... Og selvom de fleste er forstående kniber det selvfølgelig, når de har ventet og der (tilsyneladende) intet sker....
Hvor vi ender ved jeg ikke... men Gødstrup er allerede krympet.... det er ikke et super sygehus, snarere nanosygehus!!!
Anne, det er så sørgeligt med alle de smukke intentioner for Gøstrup og al den tid, der er brugt personalemæssigt for at få det bedst gennemtænkte sygehus.
SletDet er meget bekymrende med nedskæringer alle vegne, - ikke mindst på sygehusene.
SvarSletEt er, hvad det gør ved patienter/elever/brugere, et andet er, hvad det gør ved de ansatte. Det er ikke sundt. Basta
Eva, dybt bekymrende. og overhovedet ikke sundt. Basta!
SletDet er meget svær at svare på, for der er lige så mange måder at informere på, som der er modtagere der skal forstå.
SvarSletJeg tilslutter mig koret, der råber op på personalets vegne. Det er en ond cirkel, den skal brydes, og der skal tænkes helt nyt, der vil være til for alle, med de midler der ligger.
Abildjyde og du griber jo om nældens rod, for det handler jo også om hvordan vi får det sagt og om hvordan det bliver modtaget.
SletÅh ja, det der mellemlag af bureaukrater, der sidder og tænker tanker om en virkelighed, de aldrig har været ude i ...
SvarSletBekymrende med de store besparelser på de endnu ikke færdige sygehuse. Og tænk også bare på - hvis du tør - at hver eneste eneste fagentreprise på hvert eneste sygehus er valgt, fordi den var billigst. Verdensfirmaet er med på et af de andre store sygehusbyggerier, og det er artige historier, man hører derfra.
Det vigtigste må være, at jeres hjemmesovende patienter får at vide, at de dels skal vente, så det vil være godt at medbringe adspredelse, og dels at de kan få stillet en seng til rådighed, så de ikke skal sidde og hænge på en stol i timevis.
Fruen i midten, jeg tør ikke, for jeg bliver så ked af det. Tænk hvis den faglige stolthed fik lov til at dominere, ikke at det dermed skal tage evigheder. Jeg kan sagtens være stolt selv om jeg ikke giver luksusudgaven af apopleksisygepleje. Og vores patienter skal have en information så de ved hvad de kan forvente sig og hvad vi kan tilbyde, enig.
SletDet er vist første gang, jeg har læst hos dig, at du er dybt frustreret over politikerne! Og det rører mig meget, for du plejer at være rigtig god til at finde en god vej gennem den svære balancegang mellem ønsker og virkelighed.
SvarSletJeg husker tilbage, da yngste skulle til sit første tjek på astmaambulatoriet. Vi fik besked på, at hun skulle være indlagt - der sagde vi kort og godt NEJ, for vi syntes ikke, vi kunne tage flere dage fri, når vi fra ældstes ditto udredning huskede, at det kunne ske på én dag. Så maks. oplysning på den ene eller den anden måde må være løsningen.
Conny, ja jeg tænkte godt nok over at det vist var første gang jeg lod min frustration komme ud på skrift :-)
SletVi har talt om på afsnittet, at de her patienter slet ikke skal være indlagt. De skulle i stedet for udskrives og så få en tid i vores dagafsnit, som er på vores afsnit. Problemet er at det p.t. ikke løser noget, for vi har ikke læger nok til at bemande dagafsnittet hver dag, og så er vi lige vidt - vi kan ikke sige hvornår en læge har tid til at snakke med patienten fordi lægerne kan være i gang med dårlige patienter, akut behandling etc.
Kære Lene.
SvarSletDer er desværre allerede skåret meget ned på vores kommende sygehus. F.eks forventes vi ikke at få brug for så meget kontorplads. Jeg ser for mig at vi skal forberede stuegang stående i krogene, eller måske diktere vores notater mens vi går fra sted til sted!? Jeg ved ikke hvad man forestiller sig, men pladser hvor vi kan arbejde i fred og ro fremmer næppe kvaliteten.
Jeg besøgte for ikke så længe siden et stort hospital i Torino. Der får alle ambulante patienter besked på at møde kl. 9, og ingen ved hvornår på dagen det bliver deres tur til at tale med en læge. Det er ikke særlig rationelt, men ingen forventede tilsyneladende at det skulle være anderledes, så folk virkede glade og tilfredse med at tilbringe en hel dag med at vente.
Pjecer som udleveres når patienterne forlader sygehuset kan nemt ende nederst i en taske, så jeg tror jeg ville give mundtlig information før de gik hjem og sove, og så have skriftlig liggende der hvor de venter på stuegang. Der er tiden lang, og det vil nok øge chancen for at det bliver læst.
Tusind tak for din kommentar, Laura og for forslaget om pjece, der ligger i opholdsområdet. det handler meget om forventningsafstemning og det lykkes vi nogen gange med og andre gange har jeg indtryk af at folk bare vil være sure på os, måske en måde at håndtere den situation de er i lige nu: usikkerhed og angst.
Sletjeg er enig med dig, hvordan i alverden kan planlæggerne tro at alt kan foregå ude hos patienten.Hvor skal lægen sidde i ro og overveje hvad hun skal gøre eller snakke med et andet speciales læge. Vi har allerede nu problemer med at finde rum til samtaler med patienter eller undervisning af studerende eller ro til at arbejde administrativt eller ...
En del af det at være patient er at skulle modtage informationer. Det er ikke nødvendigvis let, netop fordi man er patient. Og det kan derfor kræve tid af personalet som I ikke har.
SvarSletOm den sidste del af indlægget er at sige, at vi jo lever i forkælelsesdanmark og derfor er det naturligvis ikke acceptabelt at vi ikke kan komme til med det samme eller få præcist at vide hvornår hvad sker. I modsætning til italienerne, jvf. kommentaren herover.
Jeg har selv for korttid siden tilbragt min første nat på hospital nogensinde, og afdelingen var som din, nemlig en hvor man ikke kunne sige hvornår hvad kunne ske. Det er for så vidt ok, men det var ikke ok at det blev sagt med vrede og irritation over politikernes beslutninger.
Jeg tror det er godt at have et stykke papir patienter og pårørende kan få, hvis de ikke uden videre forstår at man ikke kan sige hvornår hvad sker. Der skal ikke stå meget: Dette er desværre en afdeling, der er indrettet sådan at arbejdsopgaverne ikke kan planlægges og tidsbestemmes. Det eneste sikre vi kan sige er, at stuegang fortsætter til alle patienter er nået. Undertiden bliver det sent før vi er færdige. Du må derfor væbne dig med tålmodighed og evt. sørge for noget at fordrive tiden med. Vi beklager det er sådan, men det er realiteten på afdelinger som denne.
Dette kunne ledsages af en mundtlig forklaring og en anmodning til patient og pårørende om at forklare at det er forstået.
Tusind tak for din kommentar og forslag til noget på skrift. Som Conny skrev er det her vist første gang jeg udtrykker min frustration så tydeligt og jeg kunne aldrig finde på at gøre det over for en patient. Hvad kan de bruge det til? De skal vide at vi vil gøre alt for at hjælpe dem. Det andet er at tage patienter som gidsler. Vores patienter laver selv deres konklusioner, når de ser os spurte fra stue til stue, men samtidig får vi også at vide at der er en dejlig ro og et smilende personale. Det er også det der hjælper os i de hårde tider.
Slet