En aftentur og lidt om overvågning

Første dag på konferencen i Glasgow var overvældende, som altid, masser af mennesker, og der bruges megen energi på at danne sig overblik over, hvor de forskellige mødelokaler er. Samlingsstedet er udstillingsområdet, i år kom jeg ikke så meget omkring. Meget af det har jeg ingen indflydelse på, jeg bestemmer ikke, hvilket grej, der er råd til hjemme på mit sygehus. Men jeg glæder mig til den dag, der er penge på budgettet til den nye generation af R-testere. En del af de patienter, der får en blodprop i hjernen, får den fra hjertet. Hvis hjertet slår uregelmæssigt og hurtigt, kan blodet nemt komme til at stå stille inde i hjertekammeret. Tænk på en å, hvor der nogle steder pga. sten eller andet dannes områder, hvor vandet står “stille” på samme sted. Sådan et sted falder grene og andet, der flyder med vandet, ofte til bunds. Sådan er det også i hjertet, blod der er stillestående, størkner, og således dannes små blodpropper, som kan flyde med blodet videre ud i pulsåren. Første sted blodåren deler sig er op til hjernen, så vupti er blodproppen på vej op i hjernen og sætter sig fast det første det bedste sted. Denne uregelmæssige hjerterytme kan være svært at finde hos nogle, fordi den kun er der anfaldsvis. Derfor vil vi gerne have alle hjerteovervåget de første døgn. Det apparatur vi har nu, er stationært, dvs. at patienten er bundet til området omkring sengen med lange ledninger forbundet mellem patient og skærm.  Og det går mod viden om, at det er sundt at bevæge sig og hurtigt komme ud af sengen. Vi har meget længe drømt om trådløse monitorer, som de har på hjerteafdelingen, men riget fattes penge, så det står stadig på ønskelisten. Forhåbentlig får vi dem i 2016, og så kan vi få den nye generation, som jeg så over i Glasgow. Her kan sygeplejersken ved et tryk på selve den monitor, som patienten går med, hurtigt se, om der er fundet uregelmæssig hjerterytme. Jeg behøver ikke at skulle vente på, at optagelserne bliver aflæst af en hjertelæge/hjertesygeplejerske. I udstillingsområdet blev der også serveret kaffe/te og kage. Første dag spurgte vi en af tjenerne, hvor vi skulle gå hen, hvis vi gerne ville på pub og spise aftensmad. Vi fik en lang forklaring,og da konferencen var slut, drog vi af sted ind mod Glasgow bymidte for der at finde en taxa, som tog os til den anden side af bymidten.

Motorvej og hovetrafikveje krydsede floden og byen på kryds og tværs, denne gang tog vi en gangsti oppe over vejene i stedet for at gå langs floden.

Drygate er et bryggeri og restaurant/pub. Vi valgte øverste etage, som beskriver sig selv om streetfood inspireret mad. Bagefter fandt vi ud af, at nedenunder var der tæt forbindelse med bryggeriet, men der var så mange mennesker denne fredag aften, så vi fulgte strømmen. Vi hyggede os vældig, jeg fik en fantastisk skotsk mørk øl, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, men den stammede fra det nordlige Skotland. Maden var lækker, burger med håndskårne kartoffelfritter. Alle andre tog maden som en optakt til en fredag aften i byen. Drygate har også koncerter i en tilstødende hal, denne aften var det standup på programmet. Vi valgte dog at finde en taxa og tog hjem til hotellet. Næste dag ville der være lige så meget på programmet, så en god nats søvn var kærkommen (det var de højrøstede hotelgæster, der kom hjem fra byen midt nat så ikke!)

Dette indlæg er en del af flere indlæg om min tur til European Stroke Organisations Conference 2015 i Glasgow