Sådan beskriver mange apopleksiramte mennesker og pårørende følelsen, når apopleksien rammer.På engelsk hedder apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) stroke. Et slag, et hårdt slag. På dansk slagtilfælde, ordet har ikke den samme akutte klang, det danske ord læner sig mere op af gamle tiders holdning, at der ikke var noget at gøre, og det kun var gamle, der fik et slagtilfælde.
Der er stadig flest ældre over 70, der bliver ramt af apopleksi. Men de unge og her taler vi om ned til 40 årsalderen kommer også godt med.
Uanset alder, så siger alderen ikke noget om det aktivitetsniveau, man havde tidligere. Det siger ikke noget om det sociale liv, det netværk, man har.
Uanset alder slår lynet ned, det liv der var, er her ikke mere. Det er muligt, at symptomerne er få, måske kun lidt nedsat kraft i arm og ben, måske lidt træthed, men ofte når hverdagslivet i hjemmet skal finde sin plads, viser det sig, at noget er ændret. Trætheden skal respekteres, man kan ikke bare køre derudaf. Koncentrationen er måske ikke, som den plejer at være, man bliver nemmere afledt, når noget sker omkring en. Opmærksomheden har man måske også sværere ved at fastholde, hvis der er larm omkring en.Tempoet i de aktiviteter, man plejer at gøre, er nedsat.
Er det så den rene elendighed? Nej. Det afgørende er, hvordan man ser sit liv, hvad man vil med sit liv og om de handicap, man har, afholder en fra at leve et liv med kvalitet.
Normalt ved jeg ikke, hvordan det går vores tidligere patienter, men af og til får vi besøg på afdelingen, og af og til er der historier i medierne eller på blogge, som gør mig glad. Jeg kan se, at viljen og energien til at vedligeholde og træne ens funktioner gør en forskel. Det gør også en forskel, hvordan omgivelserne, både de private og samfundet, indretter sig. En alt for hjælpsom/bekymret ægtefælle/mor kan hindre en i at nå længere i målet for et selvstændigt og meningsfuldt liv. Et samfund og her tænker jeg ikke alene det offentlige, som ikke har plads til de, der er anderledes, og som ikke kan arbejde så meget, så længe eller så effektivt som du og jeg, er et fattigt samfund. Hvordan skaber vi pladser til de, der gerne vil arbejde, men ikke kan på samme vilkår som andre? Hvordan hjælper vi som samfund med til, at livet opleves som meningsfuldt?
Jeg har ingen løsninger. Hvis jeg griber i egen barm, så er landbruget i dag meget effektiv, der bruges computer i snart sagt alt, man skal helst være rimelig mobil, og når travlheden rammer, så skrues tempoet op.
Som sygeplejerske håber jeg, at der kan blive plads til sygeplejersker med hjerneskade i stillinger, hvor hurtigt tempo, uro og ustrukturet arbejdsdag ikke forekommer. Men min egen arbejdsplads ville ikke egne sig, og sådan siger mange af os garanteret.
Jeg mindes et interview med KirstenMørch- Nielsen, som er hjerneskadet efter et hjertestop, der varede i 11 minutter. Her fortalte hun om, hvordan hun hver morgen må træne sin hjerne, så hun kan tale ordentligt og finde ordene. “Det er en fordel at være præst, så undrer folk sig ikke over at jeg taler langsomt. Ved at tale langsomt giver jeg hjernen tid til at finde andre ord, hvis et ord forsvinder for mig.”
Det splintrede liv bliver ikke det samme som tidligere, men det kan blive et godt liv, lige så fyldt med kvalitet som tidligere.