Viser opslag med etiketten apopleksi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten apopleksi. Vis alle opslag

søndag, juni 22, 2025

Med flødeskum på næsen

 og varm kakao i koppen. 

Lørdagen stod på fejring af min søster og niece, som henholdsvis bliver 60 og er blevet 30. Afslappet familiehavefest med frokost og hyggeligt samvær. 

Hele ugen var strøget af sted, så det med at tage til storbyen var blevet udsat gang på gang.  Derfor slog jeg to fluer med et smæk. Jeg skulle hente datter og kæreste ved 12-tiden, så jeg kunne lige nå at smutte indenom Aalborg. 

Jeg er blevet bedstemoster to gange i foråret, et udtryk jeg så et sted som betegnelse for når ens søstres børn får børn. Nu blev der købt barselsgave til dem.

Jeg går op i te, i bryggetid, i vandets temperatur, men det er ikke al slags te, jeg kan lide. Og med mange års teforbrug (drikker ikke kaffe) er der også tevarianter, jeg pludselig får afsmag for.  Så i lang tid har det været den gamle tebutik i Aalborg, Kronen, og deres udvalg, som passer mig bedst. Nu blev der købt nye forsyninger. 

Billedet har ikke noget med min lørdagstur, men er fra en af mine daglige gåture

Flødeskum på næsen kom sig af, at jeg sjældent bliver begejstret for te på cafeer, og i går havde jeg ikke tid til de cafeer, som går op i tebrygning, men havde alligevel tid tilovers før jeg skulle hente mine medpassagerer. Derfor blev det varm kakao med flødeskum. Jeg er ikke til mørk chokolade, så en varm chokolade bliver ofte for vammelt eller måske rettere for besk/mørk i smagen for mig. Men kombinationen af den varme kakao og flødeskum går man (jeg) aldrig fejl af.

Det blev den dejligste havefest sammen med familien og der blev også tid til en gåtur i Rebild bakker. Jeg havde glemt vandreskoene, så det måtte blive i sandaler. Jeg er kommet i skavank-alderen med fodsåleindlæg, specialsåler, forbud mod en del skotyper osv. Så selv om sandalerne er blevet opgraderet med forfodspelotter, så de skulle passe godt på min fod, så er de ikke gode at gå langt i. Eller rettere de er faktisk gode at gå i, men bagefter får jeg en regning i form af brændende smerter i foden.

Det hindrede mig ikke i at nyde gåturen. Ligesom jeg i tirsdags efter arbejde rask travede 10000 skridt i sandalerne sammen med min studieveninde i sol og blæst fra sygehuset og ud til Streetfood ved bådehavnen. Walk and talk er genialt og så med en pause midt i gåturen med rosevin og sushiburgere, men ikke en pause i samtalen, der gav energi til hjemturen.

Landmanden og jeg får gået ture hver dag på 5 km, jeg hopper dog over på mine arbejdsdage. To store ruhårede hønsehunde kræver lidt mere end bare luftning på græsplænen, så de får lov til at gå i højt tempo. Det er sundt for kroppen, men hold nu op som jeg har svært ved at holde trit med de tre. Det må da blive bedre med tiden. Jeg glemmer bare at nyde omgivelserne, så en gang imellem vælger jeg at gå alene i mit eget tempo med tid til at lægge mærke til de små detaljer. 

Vi er nu officielt frigivet til makkerroning, dvs.vi to må tage ud fra roklubben alene i havkajak. Men vi skal ikke være dumdristige, for selv om vi har trænet makkeredning mange gange, så er det noget andet, hvis en af os kæntrer med vind på 7-8 sekundmeter. Kajakkerne kan hurtigt drive væk fra hinanden. Det prøvede vi, da vinden pludselig blev kraftigere end da holdet var roet ud. Jeg havde kæntret med vilje, var kommet ud af kajakken, fået greb om min pagaj og kajak og fået fat i linen på min mands kajak og han havde fat i min kajak, men vi syntes ikke helt det var et ordentlig greb, så blev enige om at give slip, så han kunne vende. Det skulle vi aldrig have gjort.  Kajakkerne var i løbet af ingen tid ti meter fra hinanden. Så det endte med at vi måtte have hjælp fra instruktørerne. Det var en god læring under trygge forhold. Hold altid sammen, så skal det nok gå :-)



fredag, juni 06, 2025

Hverdagsrytmer

 Det føles lidt som at være på ferie at bo i sommerhuset, men det har jeg også følt i de 21 år, vi har haft sommerhuset. Vi flyttede ofte herop i 6 uger, hvor vi begge kørte på arbejde i 3 uger (mig) og 5 uger (landmanden). Men følelsen af ferie kom med omgivelserne og at vi ikke hele tiden blev mindet om, at der var mange ting, der altid kunne gøres på en gård.

Nu er der ingen gård mere, vi skal holde ved lige. Jeg arbejder stadig 2 dage om ugen, men har andre funktioner end før. Normalt er jeg i vores dagafsnit eller på fjernkontor for at ringe til patienter 3 måneder efter indlæggelse hos os og derfor kommer jeg ikke så tit i personalestuen til formiddagste. Så jeg savner snakken med mine skønne kolleger. 

Jeg underviser stadig patienter og pårørende, som har haft en lille blodprop i hjernen eller en forbigående blodprop i hjernen.  Og lige nu arbejder jeg sammen med min leder om at sikre fremtiden for opfølgningsforløb efter stroke, som er i drift i 4 kommuner og for at få de andre kommuner til at få øje på fordelen ved at have de forløb. Min drøm er delvist opfyldt. Vi er kommet langt, siden denne artikel blev trykt. 

Min yndlingsstart på en fridag er en kop te og mobilen, hvor jeg finder de forskellige ordspil fra Kristeligt Dagblad frem. Jeg opdagede først, at de også havde en wørdle, som hos dem kaldes wordle. Sidenhen har jeg fundet flere ord-spil, så som Ordret og Forbindelser. Især Forbindelser synes jeg er sjov, fordi der er så mange ord, jeg ikke aner betydningen af. Så er det godt, at jeg kan google dem, men ofte har jeg gættet betydningen:


Og så dog. Jeg anede ikke, at skrofel er en sygdom/lidelse.
Jeg gættede mig til, at munk og kardinal var fugle.
Og forbindelsen Templer kom jeg også frem til, inden jeg tjekkede med google
Men fællesnævneren for vitser, trives, stiver og vriste kunne jeg ikke greje. Tænk at nogen er indrettet sådan, at de kan se, at de fire ord har de samme bogstaver og derfor er anagrammer. 


I går eftermiddags var vi på kajakskole, fokus var at ro 9 km, for vi kan først frigives til selv at ro med en makker, når vi har roet 50 km. Vejret var ok med lidt sol og blæst, da vi kørte ned til Nibe. Mørke skyer truede i horisonten, men instruktørerne havde en plan. Vi skulle holde os tæt på hinanden, ro omkring en holm og over til Valsted på den anden side af Nibe bredning. Kom der torden, gik vi i land på holmen. Det er kun tilladt ved nødstilfælde, som tordenvejr er. Men alt så fredeligt ud, vi kom af sted og ingen sorte skyer i horisonten. Skyen med torden dukkede så pludselig op, og med den massiv regnvejr og modvind. Vi kom alle i land, skyen drev videre og vi kunne ro til Valsted, hvor vi nød vores medbragte eftermiddagste og fik gode råd og tips til hvad man medbringer på en kajaktur.

Egentlig skulle vi afslutte med makkeredninger på vej hjem, men da endnu en mørk sky dukkede op, aflyste instruktørerne den mod at vi skal lave to makkerredninger næste gang. Jeg har ikke noget mod at være i vandet, men rent instinktivt er det mig så meget imod at lade mig selv vælte om i vandet. Når først jeg er væltet og hovedet er under, gør jeg det, jeg skal; venter til jeg er helt under, får mit sprayskirt hægtet af cockpittet, så jeg kan lade mig glide ud af kajakken, holder fast i kajak og pagaj og kommer op til overfladen. Herefter er det et samarbejde med min makker, som sidder i en kajak, om at få min kajak tømt for vand og mig op i kajakken igen. Men det kan jeg godt. Jeg hader bare de minutter, før jeg lader mig vælte. Så jeg nød, at vi ikke skulle gøre det i går. 

I går kunne jeg begynde at nyde omgivelserne, mens jeg roede. Ellers har jeg været fokuseret på min roteknik. Vi var omgivet af måger og svaner, udsyn og bølger fra siden, der fik min kajak til gynge op og ned hele tiden. Jeg nød synet af svaner, der lettede fra vandet. I dag er jeg træt, men det er helt ok. 

Må du få en dejlig pinse.




torsdag, maj 29, 2025

Fødselsdage i Danmark og Norge

 Jeg vil virkelig gerne kunne skrive, som jeg kunne en gang. Uden den der kritiske stemme på min skulder, som gør, at der ligger adskillige kladder til indlæg. 

Nedenstående indlæg er en af kladderne, skrevet i marts måned. Nu genopstår det i en redigeret form, for jeg havde lovet mig selv, at når vi var på plads i sommerhuset, skulle jeg give bloggen en chance mere.

Jeg fyldte 68 år to dage før starten på indlægget, så den fødselsdag er for længst overstået. Faktisk havde jeg overhovedet ikke haft lyst til at fejre den. Det er aldrig sket før. Heldigvis gjorde alle lykønskninger, det gode vejr og at min hukommelse vendte tilbage, at jeg alligevel endte i godt humør.

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg havde afleveret det, min datter havde besluttet sig for at gemme, til genbrugsbutikken. Og jeg kunne slet ikke være i dén tanke, så jeg lod ganske enkelt være med at tjekke hendes gamle værelse før på min fødselsdag. Der var ikke noget i de flyttekasser, som lignede noget, hun havde taget stilling til. Senere kom jeg til at kigge på de tomme plastkasser, der stod på hendes værelse. Jeg havde købt dem netop til legetøj, barndomsting etc. som vi skulle opmagasinere, og så vendte hukommelsen tilbage. Hun havde jo pakket det ned i sådanne kasser! Og ganske rigtigt, ude i et rum i kartoffelhuset stod der flere kasser med datterens ting sammen med kasser med sønnens ting. Ingen af dem har plads lige nu til kasserne, så de kom til de lejede lagerrum, hvor alt andet er opmagasineret i et år.

På min fødselsdag inviterede jeg datteren, kæresten og landmanden på Karma Sushi om aftenen, desværre blev kæresten syg, men vi andre tre nød den lækre mad og den gode betjening.

Både datterens og landmandens fødselsdag i januar blev også forbigået her på bloggen, men de blev fejret IRL og det er da det allerbedste.

Solnedgang i Store Vildmose

Først i marts drog vi til Trondheim i bil for at fejre Å's 1 års fødselsdag. Vi havde givet datteren en flybillet i fødselsdagsgave, så hun kunne være med. Det blev til skønne dage, hele fire dage havde vi sammen plus to rejsedage. Vi nød samværet med de to små og på fødselsdagen var vi også sammen med vores svigerdatters familie. Det er altid hyggeligt. 

S bliver så stor og er vild med at bygge lego og lege drabelige lege, fuldstændig som hans far. Og Å ser i den grad op til sin storebror. Hun elsker musik, sidder og rokker med stort smil til al slags musik. Det der med at gå og kravle blev der ikke brugt tid på. Hvorfor dog det, når man kan mave sig frem lige så hurtigt og vupti sætte sig op på bagdelen og lege med de ting, man har fået fat i. Her i maj er hun dog begyndt at kravle og stå op. Hun kan også tage nogle skridt, men igen hvorfor dog det, når det går hurtigere med at kravle.

Sønnen og svigerdatteren havde givet os billetter til en dag til Nordic World Ski Championships, som foregik i Trondheim. Sidste gang, det var i Trondheim, var i 1997, så da vi drog af sted var vi iklædt de smukkeste "gensere"(trøjer, som svigerdatterens mor havde strikket til sidste VM og gennem tiden). Det var godt, for sjældent har jeg set så mange smukke trøjer og strikkede huer på et sted. Der var en sand folkevandring til VM stedet. VM blev nøjagtig den folkefest som man havde drømt om.

Vi spiste de meste lækre vafler fra Røros, vi grillede pølser på bålfade, vi heppede på skiløberne, vi gik ture i området. Vi havde valgt at være i det område, der var for børn, så der var også musik og underholdning, som S gik vældig meget op i. Han fik et kram af Fantorangen, det var stort.

På vej hjem fra Trondheim i marts måned


Skønne dage sammen og denne gang var det faktisk svært for mig at sige farvel. For hele andet halvår af 2024 har vi set hinanden med ca. 1,5 måneds mellemrum og så været sammen op til 2,5 uge. Nu var der ingen aftaler om næste gang, for vi skulle have alt pakket ned, flyttet væk og flyttet os selv i sommerhus inden d. 5/5. 

Jeg har været utrolig træt og sovet meget dårligt siden nytår, jeg har forhøjet blodtryk og er sat i medicinsk behandling, men som jeg skrev til lægen ved sidste kontrol; når jeg er på den anden side af maj, så håber jeg, at det vender. Og søvnen er blevet meget bedre, vi går lange ture dagligt, for nu skal hundene jo luftes. Før løb de frit hele dagen rundt på gården. Jeg nyder vores gåture og er helt misundelig på landmanden, når jeg er på arbejde, for der kan jeg ikke nå gåturene.

Til gengæld sluttede jeg arbejdsdagen i tirsdags af med, at jeg blev hentet ved sygehuset og så kørte vi til roklubben, for der var kajakskole. Vi havde faktisk ikke troet, at vi skulle på vandet, for der blæste meget. Men vinden lagde sig så meget, at den kom ned mellem 6 og 7 s/m. Instruktørerne ville have os på vandet i den blæst, for vi skulle lære at ro i bølger. Vejret kan jo pludselig skifte, mens man er på vandet, så det var også en del af skolen. 

Det endte med at blive en rigtig god oplevelse. Jeg er langsom til at ro, så jeg skulle ro forrest, så instruktørerne havde os samlet, hvis nu nogen tippede i vandet. Undervejs fik jeg mere kraft i mine pagajtag takket være god instruktion, så jeg kom hurtigere frem. Vi roede 2,5 km i direkte modvind, det var hårdt, men ikke så hårdt som instruktørerne troede, for de tilbød mig flere gange en line, hvis nu jeg var udmattet. Jeg skulle IKKE have en line, så jeg roede til. Hjemturen var til gengæld en drøm, vinden blæste os hjem, så vi kunne nøjes med få rotag for at styre kajakken.

Så endte jeg alligevel med et længere blogindlæg, så nu skal det udgives, inden den kritiske stemme tager over :-) Må du få en dejlig Kristi Himmelfartsdag og er du heldig at have forlænget weekend bagefter, så nyd dem. Til mine kolleger og andre, der skal arbejde - må I få nogle gode arbejdsdage.

Vi øver os sammen og langsomt bliver vi bedre til at gå sammen :-)

nye naboer, som ligner naboerne på gården :-)




fredag, august 09, 2024

Det var ikke planen

Det var ikke planen

Halvanden måneds pause med ord og billeder på instagram og bloggen var ikke planlagt, men sådan blev det. Ikke pga. sygdom eller andre uønskede hændelser, men fordi livet simpelthen blev meget intens. Så jeg havde slet ikke tid og overskud til andet end blot at være midt i livet og stornyde det.

De første uger gik med at få ryddet op og ud, så gården kunne rumme en norsk-dansk familie på fire. Samtidig med at arbejdet også krævede en del og vi flyttede datteren fra en lejlighed til en anden. Vi havde ellers sagt, at det var slut med at agere flyttemænd, men da de fleste tunge møbler var solgt og nye bestilt med levering, ja så tilbød vi selv at være flyttemænd sammen med en god kammerat til datteren (de to tog de tunge ting). Men flytning af mange flyttekasser og samling af borde etc. tog sin tid, så vi var godt trætte, da vi kom hjem sent på aftenen. Det føltes dog godt at vide, at datteren nu kunne være i lejligheden og der ikke blot stod flyttekasser overalt.

The same procedure as last year

Som sidste år startede vi på feriebesøget på gården den første uge, hvor jeg stadig arbejdede, og så flyttede vi til sommerhuset i 2 uger, hvor jeg havde ferie. Her sluttede datteren sig til os. Den lille familie drog mod Norge i bil om fredagen i uge 2. Vi skyndte os at få ordnet de ting, vi skulle have ordnet vedrørende gården samt hjælpe datteren med praktiske ting, inden vi drog til Norge søndag, hvor vi holdt den sidste uge af min ferie. Vi returnerede i søndags fyldt med masser af ferieindtryk, som kan blive august måneds indlæg.

Det ordner jeg, når jeg kommer hjem

Den holdning er ikke god at have. Jeg havde efterladt huset hjemme rodet, da vi flyttede i sommerhuset og tilsvarende sommerhuset, da vi tog til Norge. Jeg havde regnet med en turbomandag, hvor vasketøj, oprydning, regnskab og andet arbejde på gården skulle falde på plads.

Det var så heller ikke planen

Jeg havde lidt ondt i halsen, da vi kom hjem og op ad dagen blev jeg mere utilpas, men håbede at natten kunne have helende virkning.  Så ingen turboeffektiv mandag til mig. Tirsdag var første arbejdsdag og jeg havde aftalt med mine ledere, at jeg arbejdede på et kontor væk fra afsnittet, da jeg dels havde et formiddagsmøde med sidste redigering på en artikel til international sygeplejemagasin tirsdag med to forskningssygeplejersker og gennemlæsning og kommentering af et rapportudkast. Jeg gennemførte de ting, men efter en nat uden søvn grundet hoste og forkølelse trængte jeg mest af alt til at komme hjem. Og hjemme sygemeldte jeg mig til onsdag. Det er yderste sjældent, det sker, ikke fordi jeg ikke vil sygemelde mig, men fordi jeg meget sjældent er syg (og gud ske lov og tak for det). Helt oprigtig troede jeg, at jeg var rask til torsdagens undervisning af elever, så jeg mødte op, men jeg kunne godt mærke, at den ikke var god og mine kolleger gjorde kort proces og sendte mig hjem igen.


Det var så absolut heller ikke planen

Jeg har været oppegående hele dagen i dag, og jeg er ved at være nået til bunds i alle vaskedynger herhjemme inklusiv al sengetøj (tak for tørretumbler til den del), men måtte inderst erkende, at jeg nok ikke var helt frisk til at drage med togbus og tog til hovedstaden i morgen tidlig sammen med datteren for at være sammen med min familie. Jeg udskød dog beslutningen, for jeg kunne jo sove hele vejen til Købehavn osv. Men så ringede datteren, at hun også havde fået ondt i halsen. Og efter et par timers eftertænksomhed meldte vi fra. Øv, jeg havde sådan glædet mig til at se min familie inklusiv mine niecer.

De positive sider

Fagligt: Vores engelske artikel blev godkendt til publicering. Det skal fejres på afsnittet, når den er publiceret og jeg er frisk igen. Den følger op på den første artikel, vi fik publiceret, som fandt et behov for at være sammen med ligesindede og få mere viden om stroke hos mennesker med lette følger efter blodprop/blødning i hjernen. Den sidste artikel har undersøgt samme patientgruppe og mennesker med  forbigående blodprop i hjernens erfaringer med et forløb med fokus på viden om stroke, samvær og mestring af livet efter stroke. Det er de forløb, jeg nu skal fokusere på, om vi kan få udbredt til alle kommuner i region Nordjylland.

Familie: Tænk at få lov til at være sammen med S, som nu er blevet 3 år og Å, som er 5 måneder i over 3 uger. Det har været helt fantastisk. Lyden af en lille drengestemme, der på norsk siger farmor, er englelyd i mine ører. Han er så tålmodig med farmor og farfar, når vi ikke helt forstår det norske. Han forsøger faktisk at vise det med kroppen eller bruge andre ord, så vi lærte hver dag nye ord udtalt af en tre-årig.

Den mest brugte sætning var: a gjør det. Og det er jo også vendsysselsk, så det kunne vi forstå. Hans far sagde vil selv, kan selv i den alder.

Lillesøster Å har de skønneste smil og mest udtryksfulde øjne, hun gør os ganske enkelt glad hver dag. Og da vi kom til Norge og hun så farfar efter to dages fravær, var det helt tydeligt, at ham kendte hun. 

Det er en gave, at vi er så raske, at vi kan rejse og være sammen med dem. Og med salget af gården kan vi allerede mærke nu, hvor meget mere tid landmanden har fået. Vi har nemlig ikke kartoffelavl i år, og det frigør meget tid, som han også skal bruge for at få alt på plads inden nytår. Alligevel er der ikke det pres i de næste 3 måneder, som vi har haft i 42 år.




søndag, november 12, 2023

Lad dem lege i livstræets krone

 Jeg holder meget af sangen Livstræet, og som jeg før har skrevet, holder jeg også af podcasten Sangbogen med Muff og Hammer på DRlyd. Men jeg er uenig med Katrine Muff, som synes at melodien til Livstræet er forfejlet. Hun synes, at teksten er melankolsk og fortjener en melodi, der understøtter det. Og derudover synes hun også, at omkvædet kædet med melodien nemt kan komme til at lyde som "tag dig nu sammen" Jeg synes derimod, at melodien er med til at understøtte håbet i omkvædets tekst. 

"Lad os lege i livstræets krone, lad os føle, at livet er stort, lad os skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port." 

Men det er jo netop det, der er spændende, når man lytter til hinanden. I dag på facebook fik jeg et glimt af aftenshowet, hvor man talte om unge og børns problemer i verden. Peter Quortrup Geisling sagde, at alt for mange i hans generationer havde det med at sammenligne nutidens børns problemer med dengang hans generation var børn og unge. Der var en verden til forskel. Den verden, som alle kan følge med i dag qua de sociale medier. Hvordan kunne vi så hjælpe/støtte de unge mennesker?

"Førstehjælpen er at holde af, at holde om, at holde mund, at lytte"

I disse dage har jeg lyttet, jeg har holdt om, jeg har i den grad holdt af, men jeg har også snakket. Hvor det tunge i sygeplejens vilkår og de vilkår mine kolleger arbejder under, fyldte rigtig meget i onsdags og påvirkede min glæde. Så hjalp indlægget mig til at fokusere på det gode, mine kollegers smil på en onsdag, hvor vi ikke var så belastet og ikke mindst det nærvær og samvær, jeg havde med femten patienter og deres pårørende.

Torsdagen blev lige så god for mig, for jeg sluttede min arbejdsdag af med 14 patienter og pårørende. Og her var sygeplejen i allerhøjeste grad som om onsdagen at lytte til de mange historier om, hvad der skete, da den enkelte patient blev indlagt med et stroke. Først derefter forsøgte jeg at sætte det ind i en sammenhæng med min viden om strokeforløbet, de mange symptomer, man kan få efter en stroke, det at huske at ringe 112 i stedet for at se tiden an eller ringe til vagtlæge. Håbet om via viden og erfaringsudveksling at finde vejen til et godt hverdagsliv er det styrende for de næste fire uger, hvor de mennesker skal møde hinanden og oplægsholdere. Jeg er med på vejen de første to gange. Og begge forløbs første dag efterlod mig med en glæde over at kunne bidrage til den rejse med min sygeplejefaglige viden.

Udsigten fra et alderdomshjem i Nordjylland

Dagen efter, på min hverdagsfridag, mødtes jeg med tre gode kolleger. Vi har valgt at mødes en gang imellem for at snakke og gå ture. En er stoppet med sit arbejde, jeg bliver den næste og de to yngste er 15 og 20 år yngre end mig. Det er en gave at have dem i mit liv. Vi snakker så godt sammen, om sygepleje, om livet, om verden, om vores eget lille liv og så vandrer vi godt sammen. I fredags tog vi turen ned gennem Fosdalen og op ad mange trapper bagefter for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet. Det var vådt, der var glat af de mange blade på jorden, men der var smukt.


I går mødtes jeg med mine to jyske søstre til brunch hos mellemste lillesøster. Snakken gik livligt om barndomshjemmet, vores forældre, vores børn og livet generelt. Vi vandrede også, men det blev en meget længere tur end dagen før gennem Rebild Bakker, ned forbi lille Blåkilde og tilbage til Rebild. Jeg var så træt, da vi kom hjem, at jeg blev helt bange for at køre hjem. Men efter lækre kærnemælkshorn og te var jeg klar til hjemturen.


I forbindelse med udarbejdelse af fremtidsfuldmagt fortalte jeg advokaten, hvordan vi fem søskende havde fordelt opgaverne mellem os på trods af, at jeg egentlig stod med fuldmagten, da vores mor døde og vores far senere kom på plejehjem med svær Alzheimers sygdom. Hvortil han svarede, det er når død/sygdom indtræffer, at man finder ud af, hvor god en familie man har.

Og dagen sluttede med, at datteren kom hjem efter danseprøverne på den nyeste forestilling på det Hem'lige Teater. Vi hyggede os med forsinket Mortens aftens menu og desserten, budding med kirsebærsovs, nød vi til den Store Bagedyst. 

Nu er datteren kørt til danseprøve, landmanden slapper af i stuen, mens jeg skriver indlæg på kontoret med Livstræet og andre sange som baggrundsmusik.

Og skulle du være i Aalborg i næste weekend og ugen efter, skulle du måske give dig selv en god oplevelse og bestille billetter til det Hem'lige Teaters That's so me - En refleksion over fællesskab, anerkendelse, ensomhed og værdighed, fortalt gennem dans, bevægelse, lyd, lys og rytmer.




tirsdag, oktober 04, 2022

Jeg ville ønske

 Det arbejdsmæssige fylder utroligt meget hos mig, og som jeg skrev til gamle elevkammerater: er det så ikke nu jeg skal stoppe? Nej, man forlader ikke et skib i havsnød med mennesker ombord. Man bliver og hjælper det man kan. Jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt, jeg kan det samme som tidligere, jeg har min erfaring at trække på, men både jeg og afsnittet er ændret, jeg qua min alder, afsnittet ? Tja det er et godt spørgsmål.

Jeg var i aftenvagt for 3 uger siden. Hvor vi for 5 år siden sagtens kunne have travlt med masser at se til, så blev der dog tid til pauser indimellem. Nu er vores patienter dårligere, mere komplekse i sygdomsbilledet, så selv om vi faktisk ikke havde overbelægning den aften, så knoklede vi alle og fik kun tid til pause, da vi fik aftensmad ved 19.30 tiden. Jeg følte mig konstant bagud, jeg følte, at jeg ikke kunne være der for mine kolleger, jeg havde nok med mine patienter, de skulle have hjælp til alt, de skulle have målt blodtryk, de skulle have mad, de skulle på toilettet, de skulle vurderes neurologisk, de skulle have medicin. En fik forværring og måtte ned i skanneren. Og da vores trombolysesygeplejersker var optaget i en anden skanner med en anden patient, måtte jeg forlade afsnittet og følge patienten til skanneren.

Vi bliver ældre, vi er mere aktive i vores alderdom, vi er blevet bedre til at få mennesker til at overleve med kroniske sygdomme, men det ændrer ikke på at med en længere levetid, kommer der flere sygdomme, som er forbundet med alderen. Og med længere levetid har vi også flere sygdomme med os i bagagen, som gør, at når vi bliver ramt af stroke eller anden sygdom, rammes vi måske hårdere. 

Derudover er vores trombolysesygeplejersker mere af sted, det gør, at vi mangler to kolleger på afdelingen til de plejekrævende patienter. Hvor vi for 5 år siden ikke blev kaldt til trombolyse mere end 1 gang i vagten og nogle gange slet ikke, så er det ændret i dag. Vores to kolleger, som er trombolysesygeplejersker, er ofte af sted i en vagt. Det kan godt være, de ikke giver trombolyse, men så skal vedkommende patient måske videre til anden afdeling, og de skal have gjort patienten klar, eller patienten har en blødning, som ikke må få trombolyse eller har en blodprop, som ikke kan få akut behandling. Nogle gange gør de modtagelsen færdig på disse patienter. Andre gange må de sende patienterne op til afdelingen, mens trombolysesygeplejerskerne bliver for at tage mod en ny trombolysekandidat.

Denne aften måtte jeg tage mod en sådan patient. Det tager utroligt lang tid, især når patienten er ramt, så vedkommende ikke kan noget selv.


Trombolyse= stærk blodpropopløsende medicin. Trombektomi = fjernelse af blodprop med et kateter

Da man startede trombolyse, var det kun det, man kunne give. Så mange patienter blev på forhånd vurderet til at komme gennem modtagelsen og blev modtaget af modtagelsens sygeplejersker, før de kom til os. Det har ændret sig.

Siden hen kom trombektomi til, og så kom der naturligt flere gennem trombolysekaldet. 

Så fandt man ud af, at hos de patienter, hvor man ikke kendte det korrekte tidspunkt for debut af symptomer, kunne man via skanning se, om blodproppen var mindre end 4,5 time gammel. Så kom disse patienter også via trombolysekaldet.

Dernæst kom der viden om at ved nogle specielle typer former for skader efter blodprop, kunne man måske lave trombektomi uden for det tidsvindue, der egentlig var. Så kom der igen flere patienter gennem trombolysekaldet.

Der blev også mere viden om, hvordan man kan behandle mennesker med blødninger. Det gør, at selv om de ikke kan få trombolyse eller trombektomi (fordi de ingen blodprop har, men en blødning), så kommer de igennem vores trombolysekald, fordi det er vores mulighed for at se dem hurtigst muligt.

Men normeringen er ikke fulgt med, vi mangler både læger og sygeplejersker. Og der er ingen sygeplejersker at få. Vi har erfarne kolleger, der rejser fra os, så de erfarne, der er tilbage, knokler for både at give patienterne den bedste pleje og behandling og for at støtte vore mange nye kolleger i at blive kompetente kolleger i dette travle, spændende og udfordrende afsnit. Og de nye kolleger bliver smidt ud på dybt vand med det samme, selv om vi gør alt for at skærme dem. De knokler virkelig, og de er dygtige og vil gerne have mere viden, men der skal være tid til at give dem viden.

I august arbejdede jeg 2 ud 3 dage i plejen. Nu er jeg tilbage i min vanlige funktion, men har været syg grundet corona og andre gange været nødt til at arbejde hjemme. Det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at følge vores nye kolleger i plejen.

Vi lever højt på vores gode samvær og evnen til at støtte hinanden. Derfor prioriterede vores leder også, at vores sociale arrangement Tour de Napo skulle fastholdes i begyndelsen af september. Takket være kolleger, som tog dobbeltvagter, gamle kolleger, som tog vikarvagter og andre kolleger, som valgte ikke at være med i Tour de Napo, men blev på afdelingen, kunne det lade sig gøre.

41 kolleger skulle have startet hos mig til morgenmad, men 6 var syge. Det var skønt at se dem hoppe ud af bussen, de var udklædte og havde godt humør fra morgenstunden. Temaet var Tour de France. Og dagen foregik som en studenterkørsel, man kørte rundt til kolleger, og hvert sted havde arrangørerne lavet små opgaver, så man blev rystet sammen. Om eftermiddagen samlede man dagvagter op og så fortsatte dagen med besøg og fest det sidste sted, til bussen kørte hjem til sygehuset sidst på aftenen.


Jeg skulle have været med rundt på turen, men da jeg havde meldt mig til nattevagt og havde, hvad jeg troede, var en forkølelse/halsbetændelse i anmarch, blev jeg hjemme. Inden dagen var omme, måtte jeg sygemelde mig med corona. Heldigvis havde jeg holdt afstand, sprittet konstant og havde arrangeret morgenbordene med handsker på.

Den tur gav lige en energiindsprøjtning, men tingenes tilstand har ikke ændret sig, og jeg er dybt bekymret for sygehusvæsenet, for mit afsnit og mine kolleger. Vi er godt funderet både hvad angår de sygeplejefaglige/menneskelige værdier og den sygeplejefaglige viden, men der kan også ske et skred hos os, så vi ikke ser patienten, ikke hører patienten og ikke taler pænt til patienten. Det er faktisk det, jeg frygter allermest, at vi mister vores menneskelighed og medmenneskelighed.

Vi kan ikke ændre på at flere bliver indlagt,  at flere kan få behandling, ar flere bliver ældre, men vi kan ændre på de vilkår, omsorgen og sygeplejen bydes i en verden, hvor man kun har fokus på behandlingsgarantier og ikke på hvad det gør ved et menneske at blive syg og den faglige omsorg og støtte man har brug for, for at komme videre i livet.


fredag, maj 13, 2022

Har det regnet?

 Når jeg arbejder på sygehuset sker det ofte, at jeg slet ikke aner, hvordan vejret har været. I dag har det regnet herhjemme og forhindret landmændene i at lægge kartofler en del af dagen.

Jeg var på arbejde og havde trombolysevagten sammen med en kollega. Vi havde noget at se til hele dagen, så jeg fik prøvet at dokumentere alt vedrørende trombolysebehandlingen i det nye journalsystem. Jeg er overbevist om, at neuronerne dannede nye forbindelser, sådan føltes det i hvert fald. For at der skal dannes en ny vej, en motorvej i min hjerne, så skal den nye viden bruges. Det får jeg så mulighed for, idet jeg skal have flere trombolysevagter de næste måneder. Det at forbinde nerveceller på en ny måde, danne nye veje, kaldes neuroplasticitet. Her har du en video, der forklarer det bedre end mig.

Efter at mine projekter med patientopfølgning efter "milde" stroke eller forbigående blodprop i hjernen er stoppet, har jeg ikke så megen patientkontakt i hverdagen, og jeg savner det. Derfor har jeg nydt at mærke, at jeg gør en forskel, når jeg møder en patient, fuldstændig som mine andre kolleger også gør en forskel. 

I dag lyttede jeg til en patients frustrationer over at være kommet ind igen med en ny blodprop, og jeg fik lægen til at tale med patienten om hvad vi tænker er årsagen til dette. 

I dag var jeg til stede midt i sorgen og chokket, at livet pludselig kan ændre sig og blive truet. Desværre fik vi senere at vide, at livet for dette menneske ophørte.

I dag hjalp jeg en anæstesisygeplejerske ved at være praktisk håndlanger, hun stod alene og jeg kunne ikke gøre så meget andet, så selvfølgelig tilbød jeg min hjælp. Men for hende var det åbenbart ikke en selvfølgelighed. Hun havde i hvert fald efterfølgende taget kontakt til radiografen og bedt hende ringe op til os og sige mig tusind tak for min hjælp, det havde haft betydning for hende. Hvor var det sødt af hende, og jeg blev så rørt og glad, at jeg lovede mig selv, at jeg skal huske at gøre dette, takke for den hjælp jeg får. Faktisk ved jeg lige netop nu, mens jeg skriver, hvem der skal have en mail fra mig med tak for hendes ro, erfarenhed og støtte til mig.

I dag observerede jeg og vurderede en patient, som havde fået trombolyse. Vi skal være hos patienten i to timer efter behandlingen, så patienten og jeg havde rig mulighed for sammen at finde ud af alt det, patienten ikke kunne og heldigvis også det, som patienten efterhånden kunne efter behandlingen. Men det var ikke en mirakelkur, hvor alle symptomer forsvandt efter kort tid. Så jeg måtte tage min remse med de tre Ter frem og sige, det her kræver tid, træning og tålmodighed. Og hvem af os har det, når vi pludselig bremses midt i vores hverdagsliv med alle de projekter og aktiviteter, vi har gang i?

Efterhånden har jeg en alder, hvor mange af patienterne er på min alder, desværre. Det giver mig også et andet perspektiv, for jeg kan sagtens sætte mig ind i bekymringen for børnene , for ægtefællen og samtidig alle de praktiske tanker, der ryger gennem hovedet og som andre udenforstående tænker, hvorfor giver vedkommende dog ikke slip på det, vedkommende er jo syg! Når vi ikke kan få kontrol over sygdommen, forsøger vi at få kontrol over alle de andre små praktiske detaljer. 

Nu er det fyraften  for både landmand og sygeplejerske/landmandskone. I morgen kører landbruget igen og jeg holder arbejdsdag med malepenslen ved sommerhuset. Jeg har haft godt af at holde pause fra mit sommerhusprojekt de sidste fire dage, men nu må jeg på den igen. Der er nået meget, men der er stadig langt igen.





fredag, april 08, 2022

Ordene forsvinder

 Hvor de går hen, ved jeg ikke, men jeg har dem inde i hovedet. Alt det jeg gerne vil fortælle, og når jeg så sætter mig ved computeren, opløser de sig. Pist borte. Så rejser jeg mig, sætter mig i en sofa med en kop te og hiver smartphonen op og scroller bevidstløs gennem nyheder, instagram og facebook uden mål og mening. 

Eller jeg begynder at arbejde med sygepleje eller landbrug på computeren. Nu prøver jeg noget andet, jeg bliver her, drikker te, tænker mig om, lader tankerne flyde og se hvor de tager mig hen.

Og knap så overraskende førte de mig til sygeplejen ;-)

Lige nu er jeg optaget af hvor urimelige forhold sygeplejersker og social og sundhedsassistenter arbejder under på min og alle andre afdelinger. Sygehuset er spændt til bristepunktet med dårlige patienter, patienterne ligger på gangene overalt og hvordan man har tænkt sig at løse det, når vi en gang flytter ud på det nye supersygehus med enestuer og ingen muligheder for at opgradere stuen til en tosengsstue, er der ingen, der vil forholde sig til.

Oveni corona-krisen, sygeplejestrejke, mangel på personale blandt andet pga mange syge (influenza og corona), overflod af patienter,  er vi så også skiftet til ny elektronisk journalsystem. Jeg tror, det bliver rigtig godt, men det gælder for os som det jeg siger til patienter ramt af stroke (blodprop eller blødning i hjernen); hjernen skal finde nye veje, ingenting kører automatisk som ellers og det kræver energi. Mine kolleger er trætte og slidte og indimellem grædes der også en del i kroge og på personalestuen.

Jeg tog en ekstra vagt i søndags, ikke en hel men 6½ timer. Det var godt, fordi jeg der kunne mærke, hvor svært det er at finde overblik i min læsning om morgenen om patienterne. Jeg mærkede også angsten for at glemme noget, fordi jeg hele tiden skulle tænke over, hvor er det nu jeg finder det rigtige sted at beskrive mine observationer, vurderinger og pleje. Der var ingen problemer inde hos patienterne, der kunne jeg jo bruge mine mange års erfaring med sygeplejen. Og denne gang passede jeg en patient, som ikke hørte til os, men lå hos os, fordi der ikke var plads på vores anden neurologiske afdeling. Det i sig selv var ikke noget problem for mig, for jeg havde passet mange patienter ramt af ALS før. Det der stressede mig var, at vedkommende lå på en isolationstue sammen med en anden patient grundet corona.

At arbejde hele dagen iført en overtrækskittel, mundbind og vesir samt handsker, det er varmt, det er hårdt og man kan ikke bare lige smutte ud af stuen, når man har glemt noget. Så midt i en travl søndag måtte jeg af og til forstyrre mine kolleger ved at ringe eller råbe på dem fra døråbningen, om de ville hente et glas vand, et lagen, et bækken eller noget helt andet.

Mandag doserede jeg medicin til patienter i 1½ time, og jeg var ikke den eneste, der doserede. Når man hver dag får nye patienter ind akut, som selvfølgelig ikke har deres eget medicin med, så bruger jeg og mine kolleger ufattelig meget tid på at finde alternativer til det medicin de får, enten på egen afdeling eller et eller andet sted på sygehuset. Vi tjekker alle vores kurve med ikke-standard medicin, men som vi tidligere har hentet eller bestilt til andre patienter, før vi går på jagt efter det andre steder. 

Når en patient får sondeernæring, skal al medicin doseres enkeltvis i en ernæringssprøjte, så kollegaen kan trække vand op i sprøjten, få tabletten opslæmmet, inden det kan gives i sonden. Det tager meget tid og vi har mange, der får sondeernæring. Førhen knuste vi det i en stor pærevælling og opslæmmede det, men dels er det ikke godt for os at inhalere al det støv der bliver ved knusning, dels anede vi ikke hvor meget de havde fået af medicinen, hvis medicinen stoppede sonden.

Og mens jeg skrev færdig, har det haglet udenfor. Søde April, giv os sol og varme, tak.





søndag, juni 20, 2021

Det handler ikke bare om lønnen

 At tænke sig, at vi siden 1969 har været sat ind i en lønramme ud fra, at vi ikke var forsørger, men mere at vores løn var lidt lommepenge til familien. 

Jeg stemte ja til forliget, ikke fordi jeg synes, at vi ikke skal have mere i løn, bedre vilkår og værdisættes efter den uddannelse vi rent faktisk har taget. Jeg stemte ja, fordi jeg dybest set synes, at strejkevåbnet er en forældet metode i Dagens Danmark og fordi det har store konsekvenser. Jeg har bare ikke en anden løsning til at lade politikere og arbejdsgivere forstå, at nu må de finde de penge, der skal til for at udligne den ældgamle reform fra 1969, så vi får løn for det vi laver. Jeg er rigtig glad for, at så mange stemte og at NEJet er så stort, det havde været træls at gå i konflikt på et lille flertal.

Jeg synes dog også, at vi skal fokusere på mere end blot lønnen. Samfundet kan ganske enkelt ikke undvære sygeplejersker, sygeplejen har så stor en betydning for det enkelte menneske og for samfundet. De fleste lægger mest fokus på, om de nu fik den behandling de skulle have, om man fandt ud af hvad de fejlede osv., men under det hele forløb er det sygeplejen, der sikrer (eller burde sikre) at du som patient ved, hvordan du skal håndtere sygdommen og hvordan det er at netop du gerne vil håndtere din sygdom.

Får du ikke instruktioner om/hjælp til at udføre god mundhygiejne  og ved hvilken betydning det har, op til en operation, kan man faktisk påvise dårligere resultat af din operation. Eller du kan få en lungebetændelse pga dårlig mundhygiejne og dermed forværre din sygdom (eks Stroke) og forlænge din indlæggelsestid.

Får du ikke hjælp til/støtte til at blive mobiliseret, mens du er indlagt, så kan man også påvise dårligere resultat, uanset om du er på kirurgisk afdeling, medicinsk afdeling eller på et stroke afsnit. 

Får du ikke støtte og hjælp til den rigtige ernæring, kan det også have betydning for din krops heling.

 Føler du sig ikke set og hørt, kan du forlade sygehuset med en følelse af, at du bare var et nummer i køen og om de nu havde styr på tingene. Vi er et tværfagligt team på sygehuset, men det er sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, der er tæt på patienten døgnets 24 timer. Det er os, der typisk lytter til dig, når du synes det, der er sket, er svært. 

Hvis du er forvirret og bange, får du måske ikke fat i det, der er vigtigt eller føler dig rendt over af en damptromle af effektivitet. Jeg vil vove at påstå, at det ofte er sygeplejersken, der sørger for, at det lægen har besluttet behandlingsmæssigt og det terapeuten har besluttet træningsmæssigt, bliver sat ind i en helhed, så du forhåbentlig føler dig klædt godt på til at stå for dit eget efterforløb.


Der er en grund til at sygeplejeuddannelsen gik fra at være en elevuddannelse med elevløn til at være et studie med krav om et øget akademisk vidensniveau kombineret med færdigheder til at at kunne udøve grundlæggende sygepleje på et højt niveau. Behandling og pleje ændrer sig, en gang gjorde man det ud fra den enkeltes erfaring, men efterhånden har alle faggrupper indset, at der også skal undersøgelser/studier til om eksempelvis sygepleje til at understøtte erfaringen eller måske endda påpege, at det faktisk ikke forholder sig sådan som jeg troede. 

Havde vi ikke forsket i, hvordan mennesker med lette følger efter Stroke oplevede det at komme hjem, havde vi ikke haft argumenterne i orden til at få i gangsat et projekt om opfølgning over flere gange. Vi havde heller ikke haft viden til at kunne hjælpe andre patienter til at forstå, at det de gennemgår er helt normalt og at der bliver lys for enden af tunnelen.

 Havde andre ikke forsket i opløsning af blodpropper eller fjernelse af blodpropper i hjernen, så havde vi haft langt flere med store handicap efter Stroke. 

Hele tiden kommer der ny viden, og jeg skal som sygeplejerske kunne håndtere denne viden og omsætte den til praksis.

Så vi er mere værd end den løn vi er sat til og de vilkår, vi bydes hver eneste dag. Lige nu er det svært at få nogen til at søge job på sygehuset, fordi de kan få job i kommunen, der er bedre betalt og med mange flere friweekender. Men selv om der er kommet fokus på udvikling i hjemmesygepleje (og det er godt) og langt flere patienter behandles i et ambulatorium, så har vi stadig brug for sygeplejersker på sengeafsnittene og gerne en kombination af nyuddannede og erfarne. Og de skal altså arbejde i weekender, i natte-og aftenvagter og på helligdage, for vi bliver jo alle syge uanset tidspunkt på året/dagen. Så Ja Tak til lønløft, til ændring af den forældede tjenestemandsreform og bedre normering.


Jeg læste en artikel i Zetland, hvor de beskriver, at tilbage i 1969 var det mere reglen end undtagelsen at kvinder stoppede med at arbejde, når de fik børn. Og hvis de arbejdede, var det "mere i en bifunktion eller noget mere perifert uden særligt ansvar" Dengang var sygeplejersker primært ugifte, man drøftede endda i DSR, om man kunne have en forkvinde, som var gift!

Det kom bag på mig. Min mor arbejdede som lærer, siden hun blev uddannet i 1956 på nær et års orlov. Så jeg har ikke kendt til andet end at selvfølgelig arbejder en mor lige som en far gør. Barselsorlov i 1957, da jeg blev født, var vist meget kort, 4 uger.  Hun boede i samme lille by som skolen, så hun tog hjem i pauserne og ammede mig. Vi havde ung pige i huset, så på den måde kunne hverdagen hænge sammen med fem børn og en mand, der tog ekstra arbejde i ungdomsskolen om aftenen, for at de kunne få økonomien til at hænge sammen. 

Det er klart at set udefra, så var det min far, der gik ledervejen og min mor, der efterhånden som vi blev større, engagerede sig i alt muligt ulønnet arbejde udover sit arbejde. Men jeg oplevede dem egentlig som ligeværdige og jeg husker også drøftelserne om, at min mor fik mindre i løn end min far, selv om de begge var almindelige lærere i starten. 

I følge Zetland er der faktisk større forskel på lønninger i den offentlig sektor i dag end i 1969 OG indenfor sygeplejen. Mændene er åbenbart bedre til at forhandle sig til en højere løn. Den eneste gang jeg fik forhandlet mig til noget, blev det ikke på lønnen. Min leder ville efter min diplomuddannelse gerne have mig opgraderet i min funktion som specialeansvarlig, men hun havde ingen penge. Så hun tilbød mig fem dage om måneden ud af plejen, så jeg fik bedre tid til at dykke ned i viden om sygepleje til vores patienter, og så forhandlede jeg mig frem til kun at arbejde hver fjerde weekend. På det tidspunkt var min mor død og min far havde brug for hyppige besøg først hjemme og siden på plejehjemmet. 

De aftaler betød utroligt meget for mig, ligesom aftalen om at jeg nu må flekse mit hjemmearbejde, hvilket betyder, at jeg først møder klokken 8 - 15, og indimellem har hjemmearbejdsdage. Det gør en forskel uden lige. Jeg kunne godt have fået overarbejdsbetaling for det, men jeg er et sted i livet, hvor de penge ikke har en betydning, men derimod tid har.



lørdag, juni 12, 2021

nå ikke, så må det blive i morgen

 I hverdagen er jeg for træt til at hænge foran computeren på kontoret for at skrive indlæg. Jeg sidder i forvejen rigeligt ved en computer. Da jeg havde min bærbar computer, kunne jeg kombinere det med hygge i sofaen. Og der fik jeg skrevet flere indlæg hver uge. I og med at vi er blevet mere aktive i vores hverdag har jeg faktisk også mere at fortælle, men får det ikke gjort. Vi får se, om jeg kan få ændret den praksis.

Sidste søndag havde vi inviteret et motorcykelpar med på tur. Vi havde lavet en skøn tur, syntes vi selv, men det gik ikke helt som planlagt. Vi mødtes klokken ti i mosen og satte derefter kurs mod fjorden, så vi kørte langs Limfjorden fra Øland, forbi de små havne ved Attrup og Haverslev og videre, indtil vi ramte hovedvejen igen ved Vejlerne, hvor vi havde et kort stop. 


Først mål var Feggesundfærgen, som jeg har haft fornøjelsen af at sejle med nogle af de gange, jeg har undervist i Nykøbing Mors.



På Mors valgte vi de små veje langs fjorden og fandt et godt sted at holde frokost. Nu var planen at køre videre på små veje gennem Legind Bjerge, videre over broen til Salling, men med et begyndte det at regne. Hjemme havde der været høj solskin, men på radarbilleder kunne vi godt se, at der lå en tung regnsky over både Mors og Salling. 


Vi krøb i ly under træer, mens vi lavede en anden plan. Vi krydsede Salling hurtigt, så vi nåede Hvalpsundfærgen, og over på fastlandet var der tørvejr. Havde jeg vidst, at Ellen holdt til på Færgekroen, havde jeg vinket til hende. Landmanden skulle vaccineres sidst på eftermiddagen, så der skulle vi ramme Aalborg. Vi vurderede dog, der var tid til at stoppe op ved Vebbestrup Mejeri og købe en is. Heldigvis nåede vi lige at købe, før det væltede ind med kunder i biler, på motorcykler og gående. Det er en sand magnet for godtfolk fra alle verdenshjørner, men deres softice er også gode og billige.


Arbejdsdagene er strøget af sted. Indimellem undrer jeg mig over, at jeg kan rumme at skulle skifte fokus utallige gange i løbet af en dag. Det er faktisk ikke så sært, at jeg er træt, når jeg kommer hjem. Jeg elsker alle de undrende spørgsmål til vores praksis, det er den måde at vi bliver bedre på.

Onsdag prøvede jeg noget, jeg aldrig havde prøvet før. Vores opfølgningsprojekt på Mors er en del af et større projekt, og dette større projekt afholdt en Midtvejskonference for politikere, embedsmænd og alle andre interesserede. Fem projekter var inviteret med for at fremlægge deres resultater, heriblandt var vores projekt. Grundet Corona var der kun få, der måtte være med i salen. Til gengæld blev det livestreamet. Det betød, at vi alle skulle sminkes.

Jeg var så nervøs, jeg havde øvet og øvet mig hjemme, på vej i bilen., ja selv lige før jeg gik på. Heldigvis var alle søde til at guide mig, hvornår jeg skulle på, hvor jeg skulle stå og sminkøren var det sødeste mennesker, der hurtigt fornemmede, at jeg ikke var vant til makeup, så der blev lagt en let makeup. Det gik godt, selv om jeg glemte noget af det jeg ville sige, men det opdagede ingen. Hvis du vil se mig på slap line, kan du trykke her og så gå frem til 1 time og 40 minutter, så toner jeg frem. Heldigvis havde jeg fået en patient til at fortælle om sin oplevelse på video, og det gjorde han rigtig godt.

Med mig hjem fik jeg en kurv med lokale lækkerier fra Mors; rapsolie, urtedip (tørrede urter; ramsløgssalt (hvad bruger i andre det til ?), honning og muslinger



Torsdag aften kørte vi til Gjøl Havn for at se, om nogen fra havkajakklubben var på fjorden. I første omgang fandt vi dem ikke, men da vi kørte til Bjerget ved Gjøl, kunne vi se dem ude på fjorden. Da de vendte snuden hjem mod Gjøl, kørte vi også tilbage til havnen. Og der havde vi første parket til deres kursusøvelser: selvredning og makkerredning. Vi blev enige om, at vi snart skal på fjorden og have øvet det igen.


I går var havedag, der blev plantet krukker og højbed. Der blev luget ukrudt på gårdspladsen. Heldigvis tog landmanden sig af at slå det høje græs omkring allétræerne og flagstangen. Og mine højbede blev malet af vores medarbejder, så de nu står flotte som nye. Jeg elsker vores have på denne årstid, hvor alle rododendronbuskene kappes om at vise sig frem.






I dag har det været søstredag. Min to jyske søstre og jeg mødtes her i formiddags sammen med landmand og datter til brunch, hvorefter vi fik planlagt familiekomsammen og så tog vi tre søstre til Fejborg Bakke, så jeg kunne vise dem den skønne rute, som landmanden og jeg gik for en måned siden. De var lige så begejstrede for ruten, som vi var.

Bagefter kørte landmanden og jeg til Ultvedsøerne og gik en dejlig tur omkring begge søer. Den første sø havde vi hundene med omkring og de fik lov til at komme i vandet. Det nød de.  


Aftenen skulle stå i fodboldens tegn, vi havde rester fra brunch til at hygge os med. Men alt blev pludselig ligegyldigt, da Christian Eriksen faldt om og fik hjertemassage. Jeg håber og beder til, at han slipper uden mén. Nu genoptages kampen om lidt, og så vil jeg gå ind og sætte mig sammen med landmanden.


Livet kan ændre sig på et splitsekund, og vi ved det, men alligevel kommer det bag på os hver gang. Pas på jer selv og jeres kære. God weekend til jer alle.







tirsdag, februar 23, 2021

Om at sænke forventningerne

 Forlydender svirrer i luften, alle har en mening, og det har jeg også. Jeg tror desværre ikke, at myndighederne lytter til min mening. Så jeg må hellere sænke mine forventninger til pressemødet i morgen.

Det er faktisk ikke for min egen skyld, for udover at jeg ikke kan rejse til Norge, så lever jeg fint med kun at se mine kolleger og min mand/datter. Jeg vil gerne se andre, men det kan jeg godt leve med, at det ikke sker lige nu. Derimod er der mange andre, som enten bukker under erhvervsmæssigt eller psykisk. 

Det er svært at være pårørende og ikke må komme på besøg. Kun en må stå som kontakt/besøgsperson og det er lige før, at det også kan give anledninger til diskussioner mellem pårørende, for hvem har mest ret til at se den syge pårørende? 

Der skal ikke lægges skjul på, at det er hårdt at bære maske en stor del af dagen. Mange reagerer nu på maskerne med eksem, uren hud, konstant dryppende næse (mig), følelsen af ikke at kunne trække vejret godt nok (mig), problemer med at justere synet bag visir (især os med briller) og derudover den konstante agtpågivenhed med kun at måtte være fem i et rum. Og dermed bliver spisning et kapløb med tiden, for alle vil jo gerne have frokost, så hvis alle skal det, må man rejse sig, så snart man er i gang med at tygge sidste mundfuld. Men vi må dog gå på arbejde, andre kan ikke arbejde og har måske udsigt til at miste deres arbejde. Andre igen har arbejdet hjemme i snart tolv måneder, så vi skønner faktisk på, at vi må arbejde med det, vi plejer at gøre, godt nok under andre omstændigheder. Andre igen håber på vaccine og frigivelse fra deres isolation. Sådan har vi alle hvert vores perspektiv på coronakrisen.

Lige nu spekulerer jeg på om og i så fald hvordan jeg kunne tilbyde de mennesker, der har sagt ja til at deltage i vores projekt om opfølgningsforløb, en anden måde at få lidt af undervisningen på. Jeg tror ikke, at der åbnes op for forsamlingsforbuddet, desværre. I næste uge skal jeg afprøve et webinar i vores faste tilbud med diætist og sygeplejerskevejledning, det er jeg spændt på. Måske skal vi overveje det for projektdeltagerne, selv om det kun bliver en time mod otte timer ellers.

I marts er der Hjerneuge, og der sætter Dansk Råd for genoplivning (dem med Stroke kampagnen) fokus på Stroke med forskellige webinarer, som er for alle. Jeg skal deltage i et med fokus på børnesamtaler, det er jeg også spændt på. Som jeg skrev her, finder vi også ud af, at nogen gange er det måske endda bedre med videosamtalerne end ved fysisk fremmøde. Måske føler en teenager sig mere tryg hjemme i vante omgivelser og tør tale om mere med sygeplejersken på skærmen end ellers.


Nu er der lyst om morgenen klokken syv, når jeg kører hjemmefra.

Gåturene med landmanden har ændret karakter. Sneen er væk og markvejen samt græsstien er et pløre, så vi går ude på vejen. For at hundene kan løbe frit, vælger vi at gå frem og tilbage langs vore egne marker ud til den asfalterede del af vejen. Det er en strækning på knap 1000 meter.

Vores energipil er høstet, nu skal det ligge og tørre, indtil det kan flises op og sælges som brændsel. Så starter roden igen med at skyde og sætte endnu flere skud og om nogle år har vi igen en lille pileskov.



Ligesom der er lyst om morgenen, er der også længere lyst om eftermiddagen. Jeg nyder forårsluften og for mig er det det helt rigtige med to kolde og snefyldte vintermåneder at starte året med, men nu må det gerne blive forår. Som alle andre martsbørn ved jeg imidlertid godt, at der sagtens kan komme snestorm midt i marts måned. Men efter snart tolv måneder med corona har vi vel alle lært, at ting kan ændre sig og ikke altid i den retning vi gerne vil. Jeg har blot brug for et håb i morgen.