tirsdag, oktober 04, 2022

Jeg ville ønske

 Det arbejdsmæssige fylder utroligt meget hos mig, og som jeg skrev til gamle elevkammerater: er det så ikke nu jeg skal stoppe? Nej, man forlader ikke et skib i havsnød med mennesker ombord. Man bliver og hjælper det man kan. Jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt, jeg kan det samme som tidligere, jeg har min erfaring at trække på, men både jeg og afsnittet er ændret, jeg qua min alder, afsnittet ? Tja det er et godt spørgsmål.

Jeg var i aftenvagt for 3 uger siden. Hvor vi for 5 år siden sagtens kunne have travlt med masser at se til, så blev der dog tid til pauser indimellem. Nu er vores patienter dårligere, mere komplekse i sygdomsbilledet, så selv om vi faktisk ikke havde overbelægning den aften, så knoklede vi alle og fik kun tid til pause, da vi fik aftensmad ved 19.30 tiden. Jeg følte mig konstant bagud, jeg følte, at jeg ikke kunne være der for mine kolleger, jeg havde nok med mine patienter, de skulle have hjælp til alt, de skulle have målt blodtryk, de skulle have mad, de skulle på toilettet, de skulle vurderes neurologisk, de skulle have medicin. En fik forværring og måtte ned i skanneren. Og da vores trombolysesygeplejersker var optaget i en anden skanner med en anden patient, måtte jeg forlade afsnittet og følge patienten til skanneren.

Vi bliver ældre, vi er mere aktive i vores alderdom, vi er blevet bedre til at få mennesker til at overleve med kroniske sygdomme, men det ændrer ikke på at med en længere levetid, kommer der flere sygdomme, som er forbundet med alderen. Og med længere levetid har vi også flere sygdomme med os i bagagen, som gør, at når vi bliver ramt af stroke eller anden sygdom, rammes vi måske hårdere. 

Derudover er vores trombolysesygeplejersker mere af sted, det gør, at vi mangler to kolleger på afdelingen til de plejekrævende patienter. Hvor vi for 5 år siden ikke blev kaldt til trombolyse mere end 1 gang i vagten og nogle gange slet ikke, så er det ændret i dag. Vores to kolleger, som er trombolysesygeplejersker, er ofte af sted i en vagt. Det kan godt være, de ikke giver trombolyse, men så skal vedkommende patient måske videre til anden afdeling, og de skal have gjort patienten klar, eller patienten har en blødning, som ikke må få trombolyse eller har en blodprop, som ikke kan få akut behandling. Nogle gange gør de modtagelsen færdig på disse patienter. Andre gange må de sende patienterne op til afdelingen, mens trombolysesygeplejerskerne bliver for at tage mod en ny trombolysekandidat.

Denne aften måtte jeg tage mod en sådan patient. Det tager utroligt lang tid, især når patienten er ramt, så vedkommende ikke kan noget selv.


Trombolyse= stærk blodpropopløsende medicin. Trombektomi = fjernelse af blodprop med et kateter

Da man startede trombolyse, var det kun det, man kunne give. Så mange patienter blev på forhånd vurderet til at komme gennem modtagelsen og blev modtaget af modtagelsens sygeplejersker, før de kom til os. Det har ændret sig.

Siden hen kom trombektomi til, og så kom der naturligt flere gennem trombolysekaldet. 

Så fandt man ud af, at hos de patienter, hvor man ikke kendte det korrekte tidspunkt for debut af symptomer, kunne man via skanning se, om blodproppen var mindre end 4,5 time gammel. Så kom disse patienter også via trombolysekaldet.

Dernæst kom der viden om at ved nogle specielle typer former for skader efter blodprop, kunne man måske lave trombektomi uden for det tidsvindue, der egentlig var. Så kom der igen flere patienter gennem trombolysekaldet.

Der blev også mere viden om, hvordan man kan behandle mennesker med blødninger. Det gør, at selv om de ikke kan få trombolyse eller trombektomi (fordi de ingen blodprop har, men en blødning), så kommer de igennem vores trombolysekald, fordi det er vores mulighed for at se dem hurtigst muligt.

Men normeringen er ikke fulgt med, vi mangler både læger og sygeplejersker. Og der er ingen sygeplejersker at få. Vi har erfarne kolleger, der rejser fra os, så de erfarne, der er tilbage, knokler for både at give patienterne den bedste pleje og behandling og for at støtte vore mange nye kolleger i at blive kompetente kolleger i dette travle, spændende og udfordrende afsnit. Og de nye kolleger bliver smidt ud på dybt vand med det samme, selv om vi gør alt for at skærme dem. De knokler virkelig, og de er dygtige og vil gerne have mere viden, men der skal være tid til at give dem viden.

I august arbejdede jeg 2 ud 3 dage i plejen. Nu er jeg tilbage i min vanlige funktion, men har været syg grundet corona og andre gange været nødt til at arbejde hjemme. Det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at følge vores nye kolleger i plejen.

Vi lever højt på vores gode samvær og evnen til at støtte hinanden. Derfor prioriterede vores leder også, at vores sociale arrangement Tour de Napo skulle fastholdes i begyndelsen af september. Takket være kolleger, som tog dobbeltvagter, gamle kolleger, som tog vikarvagter og andre kolleger, som valgte ikke at være med i Tour de Napo, men blev på afdelingen, kunne det lade sig gøre.

41 kolleger skulle have startet hos mig til morgenmad, men 6 var syge. Det var skønt at se dem hoppe ud af bussen, de var udklædte og havde godt humør fra morgenstunden. Temaet var Tour de France. Og dagen foregik som en studenterkørsel, man kørte rundt til kolleger, og hvert sted havde arrangørerne lavet små opgaver, så man blev rystet sammen. Om eftermiddagen samlede man dagvagter op og så fortsatte dagen med besøg og fest det sidste sted, til bussen kørte hjem til sygehuset sidst på aftenen.


Jeg skulle have været med rundt på turen, men da jeg havde meldt mig til nattevagt og havde, hvad jeg troede, var en forkølelse/halsbetændelse i anmarch, blev jeg hjemme. Inden dagen var omme, måtte jeg sygemelde mig med corona. Heldigvis havde jeg holdt afstand, sprittet konstant og havde arrangeret morgenbordene med handsker på.

Den tur gav lige en energiindsprøjtning, men tingenes tilstand har ikke ændret sig, og jeg er dybt bekymret for sygehusvæsenet, for mit afsnit og mine kolleger. Vi er godt funderet både hvad angår de sygeplejefaglige/menneskelige værdier og den sygeplejefaglige viden, men der kan også ske et skred hos os, så vi ikke ser patienten, ikke hører patienten og ikke taler pænt til patienten. Det er faktisk det, jeg frygter allermest, at vi mister vores menneskelighed og medmenneskelighed.

Vi kan ikke ændre på at flere bliver indlagt,  at flere kan få behandling, ar flere bliver ældre, men vi kan ændre på de vilkår, omsorgen og sygeplejen bydes i en verden, hvor man kun har fokus på behandlingsgarantier og ikke på hvad det gør ved et menneske at blive syg og den faglige omsorg og støtte man har brug for, for at komme videre i livet.


18 kommentarer:

  1. Pyha, det er intet under, at man kan føle magtesløshed under de betingelser, og det er også forstemmende, at der langt fra er et quick fix. Hatten af for dit engagement!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric. Det er nemlig forstemmende, men hver gang jeg så ser mine seje kolleger gøre en forskel, og det gør de hver eneste dag, så håber jeg.

      Slet
  2. Åh, Lene. Du understøtter desværre de tanker jeg selv har gjort mig hvordan fremtiden - både den nære og den lidt længere ude - godt kunne gå hen og forme sig.
    Der kommer flere gamle, disse bliver oftere og derfor ofte også mere syge/plejekrævende, og personaleantallet skrumper samtidig. Man kan ikke tvinge de unge ind i en uddannelse, de ikke har lyst til at tage, men jeg har stor lyst til at bebrejde pressen for at have en alt for stor andel i den manglende lyst.
    Til nogle ting kan man sikkert bruge robotter, men det er smartest fx i forbindelse med rengøring, og så kunne man sætte de rigtige mennesker til i stedet at have med patienterne at gøre. Nok nemmere sagt end gjort.
    Og så tror jeg, at der måske efterhånden er for meget administration og meget af dette i form af dokumentation. Det skal til, bestemt, men har det ikke taget en smule overhånd?
    Uh, jeg kunne godt tænke mig at få en god og lang snak med dig, for jeg tror, du kan lære mig meget om det system, jeg (heldigvis) ikke har haft inde på livet i de sidste 8-9 år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, du kan ikke bebrejde pressen den manglende lyst. De unge er ikke dumme, de møder jo sygeplejersker på alle måder, og mange af sygeplejerskerne er nedslidte og udstråler dette. Jeg mener selv at det er det mest meningsfulde job, men faktisk ved jeg ikke om jeg ville anbefale nogen at blive det. For det afhænger af hvor man kommer hen. jeg mener selv at vi er et godt sted at være, men selv hos os opgiver folk det gode sammenhold og siger op i håb om et job med mindre fysisk hårdt arbejde, mere tid til patienterne, færre vagter og måske en bedre løn (hjemmesygeplejen kan give bedre løn og færre vagter, men de er også hårdt spændt for)

      Slet
  3. Kære Lene, de to sidste indlæg har været bekymrende, interessante og foruroligende.
    Først blev jeg meget bekymret for dig og din familie, jeg var ikke klar over, at der var sygdom i familien, jeg håber I alle har det godt og at du snart får den lille gut at se.
    At være pårørende er stor opgave. Jeg husker ved min mands ulykke, hvordan jeg var bange, bekymret, prøvede at holde hovedet koldt og humøret oppe hos patienten. Endte med også at være plejer, chauffør mm og hver gang en læge sagde, det var heldigt, at min mand ikke sad lammet i en rullestol, voksede knuden i maven på mig. Men ingen spurgte, hvordan jeg egentlig havde det. Vi har det heldigvis godt idag.
    Hvad angår sundhedssystemet i dag, beundrer jeg jer alle, der arbejder der. Jeg venter stadig på mine nye knæ, men jeg bliver altid mødt med smil og venlighed både ved undersøgelser og pr telefon. Jeg kan jo desværre se, at jeg trods træning, bliver mindre mobil, kan se, at min mand nu er den hensynsfulde pårørende. Men bekymret blev jeg i sidste uge, da min praktiserende læge sagde, at han i de 29 år han havde praktiseret, aldrig havde set noget lignende.
    Tak for dig Lene, du sætter så mange tanker igang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, du kunne jo heller ikke vide, at vi har sygdom i familien. Det er min historie at fortælle, men min datter har været meget åben om det på sin instagramprofil. Vi er dog fulde af håb.
      nej vi glemmer ofte at spørge de pårørende hvordan de har det. jeg bruger til mine undervisninger at fortælle at de pårørende jo også er ramt og det er vigtigt at man taler sammen om hvad det gør ved dem. Og næsten hver gang sidder en pårørende med tårer i øjnene og den ramte kigger stille på dem, for de ved det jo godt.
      Selv tak <3

      Slet
    2. Jeg læste din datters modige og ærlige opslag på Instagram og verden stod stille, jeg er tom for ord. Uanset hvad jeg vil skrive, lyder det tomt og dumt i forhold til den situation I står i. Så jeg vil bare sige, rigtig god bedring til din seje datter, tro på at alt bliver godt igen og pas rigtig godt på hinanden allesammen, kh Marianne

      Slet
    3. tak, Marianne, vi tror på at det bliver godt igen <3

      Slet
  4. Undskyld, jeg fik ikke skrevet, at ovennævnte er fra Marianne (theasbedste)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fordi du skrev det :-)

      Slet
  5. Hvis bare! •••••vi kunne finde en udvej/løsning for udsigten er ikke lys. Men jeg takker for at DU er der. Vh Anni

    SvarSlet
    Svar
    1. Anni, tak fordi du skriver det :-)

      Slet
  6. Det er hårdt når man hele tiden føler man er bagefter. Og man kan godt mærke, at man bliver ældre - ja mere erfaring, og derfor mere greb om hvad der er nødvendigt, men det er jo ikke den hele løsning.

    Du siger at der er flere, og dårligere patienter, - det burde give opnormeringer.

    Jeg håber du er kommet godt videre efter Corona.

    SvarSlet
    Svar
    1. Donald, det burde give opnormeringer, men når nu der ikke en EN eneste, der søger de stillinger vi slår op, så er det svært.
      Tak, jeg er kommet videre, døjer kun med halssmerter indimellem, men det begrænser mig ikke.

      Slet
  7. Det er bagsiden af vores velstand, at vi lever længere, og med stigende alder følger skrøbelighed og sygdom. En stor viden og fantastisk teknologi betyder diagnostisering og behandling af sygdomme, der ikke tidligere blev opdaget. Men det er skruen uden ende. Hvad med prioritering? Og finansiering? Det er spørgsmål, som ingen politikere har lyst til at beskæftige sig med.
    Ikke kun i sygehusvæsenet er der pres på.
    Socialafdelingen i vores kommune er hårdt presset. For 3 år siden havde under 100 borgere behov for hjælp i særligt omfang. I år er det tal vokset til 150 borgere og udgifterne er vokset fra 141 mio kr årligt til 217 mio årligt. Det er i øvrigt ikke de gamle medborgere, men aldersgruppen 18-49 årige, der udgør 46% af de særligt dyre sager.
    Når der findes mulighed for behandling, medicin og rehabilitering, så skal borgere, der er ramt af sygdom selvfølgelig have den.
    Men pris og financiering er én ting. En anden og mere alvorlig ting er personalemangel. Jeg er fuld af beundring over, at du og dine kolleger kan holde den høje standard. Og tak fordi du skriver om det.
    Jeg ved ikke, hvordan politikere kan råbes op. Jeg ville ønske, at sygeplejerskefaget kunne tales op, så unge ville vælge det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty, for dine fine betragtninger, for jeg har svært ved at se, hvordan vi som samfund kan løfte denne opgave, som er ikke blot på sygehusene men også i kommunerne.
      Jeg er også taknemlig for mine skønne kolleger, de gør det så godt og kæmper virkelig.

      Slet
  8. Jeg fik skrevet en kommentar på dit tidligere indlæg, der kunne gentages her.
    Jeg har ingen mirakelkur til at løse de problemer der er i de bløde fag, hvordan der skal komme personale nok til at løfte opgaverne, give overskud til at lære de nye op, få dem til at føle sig velkomne mm.
    Dine ord fortæller om jobbet som sygeplejerske, min yngstepige ytre sig som socialpædagog på social og handicap området. Hører fra en børnehavepædagog, hvordan de kæmper, og fra en sosu - hjælper/assistent, hvordan de kæmper for at få døgnet til at hænge sammen. Denne kamp for at lappe døgnet sammen, så ingen patienter, borgere, børn bliver overset, dræner de ansatte, og der finde overskuddet til at være social, smilende overfor kollegaerne, derhjemme, sig selv. Min datter taler om den negative tone fylder mere og mere. Hvilket hun kæmper med at få vendt i den gruppe hun arbejder sammen med. Finde tilbage til sociale arrangementer som før Coronaen.
    Jeg håber du finder overskuddet et eller andet sted, så du kommer hel ud på den anden side.
    Masser af varme tanker

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Karin. Hvor er det trist at den dårlige tone har indfundet sig på din datters arbejdsplads. Den popper også op på min arbejdsplads, men vi kan holde den i ave, den er kun en enlig svale.

      Slet