Jeg ville ønske

 Det arbejdsmæssige fylder utroligt meget hos mig, og som jeg skrev til gamle elevkammerater: er det så ikke nu jeg skal stoppe? Nej, man forlader ikke et skib i havsnød med mennesker ombord. Man bliver og hjælper det man kan. Jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt, jeg kan det samme som tidligere, jeg har min erfaring at trække på, men både jeg og afsnittet er ændret, jeg qua min alder, afsnittet ? Tja det er et godt spørgsmål.

Jeg var i aftenvagt for 3 uger siden. Hvor vi for 5 år siden sagtens kunne have travlt med masser at se til, så blev der dog tid til pauser indimellem. Nu er vores patienter dårligere, mere komplekse i sygdomsbilledet, så selv om vi faktisk ikke havde overbelægning den aften, så knoklede vi alle og fik kun tid til pause, da vi fik aftensmad ved 19.30 tiden. Jeg følte mig konstant bagud, jeg følte, at jeg ikke kunne være der for mine kolleger, jeg havde nok med mine patienter, de skulle have hjælp til alt, de skulle have målt blodtryk, de skulle have mad, de skulle på toilettet, de skulle vurderes neurologisk, de skulle have medicin. En fik forværring og måtte ned i skanneren. Og da vores trombolysesygeplejersker var optaget i en anden skanner med en anden patient, måtte jeg forlade afsnittet og følge patienten til skanneren.

Vi bliver ældre, vi er mere aktive i vores alderdom, vi er blevet bedre til at få mennesker til at overleve med kroniske sygdomme, men det ændrer ikke på at med en længere levetid, kommer der flere sygdomme, som er forbundet med alderen. Og med længere levetid har vi også flere sygdomme med os i bagagen, som gør, at når vi bliver ramt af stroke eller anden sygdom, rammes vi måske hårdere. 

Derudover er vores trombolysesygeplejersker mere af sted, det gør, at vi mangler to kolleger på afdelingen til de plejekrævende patienter. Hvor vi for 5 år siden ikke blev kaldt til trombolyse mere end 1 gang i vagten og nogle gange slet ikke, så er det ændret i dag. Vores to kolleger, som er trombolysesygeplejersker, er ofte af sted i en vagt. Det kan godt være, de ikke giver trombolyse, men så skal vedkommende patient måske videre til anden afdeling, og de skal have gjort patienten klar, eller patienten har en blødning, som ikke må få trombolyse eller har en blodprop, som ikke kan få akut behandling. Nogle gange gør de modtagelsen færdig på disse patienter. Andre gange må de sende patienterne op til afdelingen, mens trombolysesygeplejerskerne bliver for at tage mod en ny trombolysekandidat.

Denne aften måtte jeg tage mod en sådan patient. Det tager utroligt lang tid, især når patienten er ramt, så vedkommende ikke kan noget selv.

Trombolyse= stærk blodpropopløsende medicin. Trombektomi = fjernelse af blodprop med et kateter

Da man startede trombolyse, var det kun det, man kunne give. Så mange patienter blev på forhånd vurderet til at komme gennem modtagelsen og blev modtaget af modtagelsens sygeplejersker, før de kom til os. Det har ændret sig.

Siden hen kom trombektomi til, og så kom der naturligt flere gennem trombolysekaldet. 

Så fandt man ud af, at hos de patienter, hvor man ikke kendte det korrekte tidspunkt for debut af symptomer, kunne man via skanning se, om blodproppen var mindre end 4,5 time gammel. Så kom disse patienter også via trombolysekaldet.

Dernæst kom der viden om at ved nogle specielle typer former for skader efter blodprop, kunne man måske lave trombektomi uden for det tidsvindue, der egentlig var. Så kom der igen flere patienter gennem trombolysekaldet.

Der blev også mere viden om, hvordan man kan behandle mennesker med blødninger. Det gør, at selv om de ikke kan få trombolyse eller trombektomi (fordi de ingen blodprop har, men en blødning), så kommer de igennem vores trombolysekald, fordi det er vores mulighed for at se dem hurtigst muligt.

Men normeringen er ikke fulgt med, vi mangler både læger og sygeplejersker. Og der er ingen sygeplejersker at få. Vi har erfarne kolleger, der rejser fra os, så de erfarne, der er tilbage, knokler for både at give patienterne den bedste pleje og behandling og for at støtte vore mange nye kolleger i at blive kompetente kolleger i dette travle, spændende og udfordrende afsnit. Og de nye kolleger bliver smidt ud på dybt vand med det samme, selv om vi gør alt for at skærme dem. De knokler virkelig, og de er dygtige og vil gerne have mere viden, men der skal være tid til at give dem viden.

I august arbejdede jeg 2 ud 3 dage i plejen. Nu er jeg tilbage i min vanlige funktion, men har været syg grundet corona og andre gange været nødt til at arbejde hjemme. Det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at følge vores nye kolleger i plejen.

Vi lever højt på vores gode samvær og evnen til at støtte hinanden. Derfor prioriterede vores leder også, at vores sociale arrangement Tour de Napo skulle fastholdes i begyndelsen af september. Takket være kolleger, som tog dobbeltvagter, gamle kolleger, som tog vikarvagter og andre kolleger, som valgte ikke at være med i Tour de Napo, men blev på afdelingen, kunne det lade sig gøre.

41 kolleger skulle have startet hos mig til morgenmad, men 6 var syge. Det var skønt at se dem hoppe ud af bussen, de var udklædte og havde godt humør fra morgenstunden. Temaet var Tour de France. Og dagen foregik som en studenterkørsel, man kørte rundt til kolleger, og hvert sted havde arrangørerne lavet små opgaver, så man blev rystet sammen. Om eftermiddagen samlede man dagvagter op og så fortsatte dagen med besøg og fest det sidste sted, til bussen kørte hjem til sygehuset sidst på aftenen.

Jeg skulle have været med rundt på turen, men da jeg havde meldt mig til nattevagt og havde, hvad jeg troede, var en forkølelse/halsbetændelse i anmarch, blev jeg hjemme. Inden dagen var omme, måtte jeg sygemelde mig med corona. Heldigvis havde jeg holdt afstand, sprittet konstant og havde arrangeret morgenbordene med handsker på.

Den tur gav lige en energiindsprøjtning, men tingenes tilstand har ikke ændret sig, og jeg er dybt bekymret for sygehusvæsenet, for mit afsnit og mine kolleger. Vi er godt funderet både hvad angår de sygeplejefaglige/menneskelige værdier og den sygeplejefaglige viden, men der kan også ske et skred hos os, så vi ikke ser patienten, ikke hører patienten og ikke taler pænt til patienten. Det er faktisk det, jeg frygter allermest, at vi mister vores menneskelighed og medmenneskelighed.

Vi kan ikke ændre på at flere bliver indlagt,  at flere kan få behandling, ar flere bliver ældre, men vi kan ændre på de vilkår, omsorgen og sygeplejen bydes i en verden, hvor man kun har fokus på behandlingsgarantier og ikke på hvad det gør ved et menneske at blive syg og den faglige omsorg og støtte man har brug for, for at komme videre i livet.