At røre på sig, at være på, at være pårørende

Hvad vil det sige at være pårørende. Jakob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd, siger at pårørende er nogen, der rører på sig. Rører på sig vil sige, at man rent fysisk flytter sig, bevæger sig, men det kan også i overført betydning betyde, at man begynder at vise sig eller gøre sig gældende. Man kan måske sige på nudansk, at man som pårørende er på, man er døgnets 24 timer fokuseret på at være der for sin nærmeste. Man forsøger at gøre sig gældende både i forhold til sin nærmeste og i forhold til sygehusvæsenet.

 Den ene af mine to kolleger, som jeg skrev artiklen om patienters oplevelse af at komme hurtigt hjem efter en mindre blodprop i hjernen sammen med, afsluttede sin kandidatuddannelse i sommers. Hun undersøgte sammen med en medstuderende pårørendes rolle i forbindelse med udskrivelse efter rehabilitering. Når man skal undersøge noget, skal alt defineres, så hvem er nærmeste pårørende? Her blev det defineret, som den patienten definerede som sin nærmeste pårørende. Det kunne være nabo, ven, kollega eller et familiemedlem. 

Som det ofte sker, dukker emner op og sætter gang i en tankerække hos mig, for det at være pårørende til en patient er noget, jeg har været mere end det at være patient. Udover hospitalisering ved begge mine børns fødsel, skal jeg tilbage til, da jeg var 13 og 18 år for at genkalde mig følelsen af at være patient. Det tidspunkt, jeg var længst indlagt (3 uger), var da jeg var 2 år og 3 måneder, men det husker jeg ikke meget fra.

Jeg synes, det er svært at være sygeplejerske og pårørende. Jeg spørges ofte til råds af andre familiemedlemmer eller af patienten, fordi jeg automatisk tillægges en viden qua min uddannelse. Og så begynder boblen af usikkerhed, for er det nu det rigtige jeg siger? Påvirkes jeg af mine følelser for patienten, så jeg ikke kan observere og konkludere ud fra en sygeplejemæssig viden? Overfortolker jeg symptomer af angst for at overse noget? Ofte er det jo ikke indenfor det område, jeg ved mest om, nemlig stroke (blodpropper og blødning i hjernen), og f.eks. kirurgi har aldrig haft min store interesse.

Ikke desto mindre er det et vilkår for os alle. Vi beder ikke om at blive patienter og vi beder ikke om at være pårørende til en patient. 

Man siger, at sygeplejersker som pårørende enten er vildt overbeskyttende og straks tænker det værste, eller rubricerer symptomer som havende ingen betydning. Jeg er vist lidt af begge dele. Men hvis jeg ved, at det er alvorlig sygdom, så ryger jeg i gryden med katastrofetanker og så har jeg brug for nogen at tale med. For mig har det været godt at have kolleger/veninder, som jeg kunne sparre med. For selve det at tale højt om tankerne eller bekymringerne kan hjælpe mig til at fokusere. Jeg har også brugt at gå alt igennem, spørge ind til utallige ting, så min pårørende sommetider føler, der må være noget helt galt, men det er blot min måde at få sygeplejerskehjernen til at forstå pårørendehjernen og omvendt.

I den anden boldgade hører vist episoden med min søn, som havde hovedpine og havde det skidt. Da han havde fortalt det til mig, trak jeg vejret som optakt til at skulle sige noget, hvorefter han hurtigt tog ordet og sagde; jeg HAR drukket vand, jeg HAR sovet godt, jeg HAR fået frisk luft, jeg HAR spist noget! Det må vist have været en remse, han og hans søster ofte hørte, hvis de var lidt sløje med symptomer som almen utilpashed, hovedpine og svimmelhed.

Blogindlæg fra mig eller kommentarer til andres blogindlæg har været en sjælden hændelse. Jeg er påvirket af sygehusvæsenets tilstand og at ingen forstår den katastrofe, der er undervejs. Jeg har skrevet et langt indlæg om det, men selv ikke jeg orker at læse et sådant indlæg, så det blev aldrig udgivet. Ferieindlæggene tager tid, og de skal nok komme, men lige nu kunne jeg bedre rumme et lille causeri om det at være pårørende.

Jeg nyder søndagens langsommelighed sammen med min datter og min mand. Jeg ved, at den lille familie i Norge er sammen med svigerfamilien og har det godt. Vi får billeder af en dejlig dreng, som bliver så stor, mens vi er langt væk fra ham. Jeg drømmer om en hurtig tur til Norge. Det skal nok komme.

God søndag til dig og dine.