søndag, oktober 02, 2022

At røre på sig, at være på, at være pårørende

Hvad vil det sige at være pårørende. Jakob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd, siger at pårørende er nogen, der rører på sig. Rører på sig vil sige, at man rent fysisk flytter sig, bevæger sig, men det kan også i overført betydning betyde, at man begynder at vise sig eller gøre sig gældende. Man kan måske sige på nudansk, at man som pårørende er på, man er døgnets 24 timer fokuseret på at være der for sin nærmeste. Man forsøger at gøre sig gældende både i forhold til sin nærmeste og i forhold til sygehusvæsenet.

 Den ene af mine to kolleger, som jeg skrev artiklen om patienters oplevelse af at komme hurtigt hjem efter en mindre blodprop i hjernen sammen med, afsluttede sin kandidatuddannelse i sommers. Hun undersøgte sammen med en medstuderende pårørendes rolle i forbindelse med udskrivelse efter rehabilitering. Når man skal undersøge noget, skal alt defineres, så hvem er nærmeste pårørende? Her blev det defineret, som den patienten definerede som sin nærmeste pårørende. Det kunne være nabo, ven, kollega eller et familiemedlem. 

Som det ofte sker, dukker emner op og sætter gang i en tankerække hos mig, for det at være pårørende til en patient er noget, jeg har været mere end det at være patient. Udover hospitalisering ved begge mine børns fødsel, skal jeg tilbage til, da jeg var 13 og 18 år for at genkalde mig følelsen af at være patient. Det tidspunkt, jeg var længst indlagt (3 uger), var da jeg var 2 år og 3 måneder, men det husker jeg ikke meget fra.

Jeg synes, det er svært at være sygeplejerske og pårørende. Jeg spørges ofte til råds af andre familiemedlemmer eller af patienten, fordi jeg automatisk tillægges en viden qua min uddannelse. Og så begynder boblen af usikkerhed, for er det nu det rigtige jeg siger? Påvirkes jeg af mine følelser for patienten, så jeg ikke kan observere og konkludere ud fra en sygeplejemæssig viden? Overfortolker jeg symptomer af angst for at overse noget? Ofte er det jo ikke indenfor det område, jeg ved mest om, nemlig stroke (blodpropper og blødning i hjernen), og f.eks. kirurgi har aldrig haft min store interesse.

Ikke desto mindre er det et vilkår for os alle. Vi beder ikke om at blive patienter og vi beder ikke om at være pårørende til en patient. 

Man siger, at sygeplejersker som pårørende enten er vildt overbeskyttende og straks tænker det værste, eller rubricerer symptomer som havende ingen betydning. Jeg er vist lidt af begge dele. Men hvis jeg ved, at det er alvorlig sygdom, så ryger jeg i gryden med katastrofetanker og så har jeg brug for nogen at tale med. For mig har det været godt at have kolleger/veninder, som jeg kunne sparre med. For selve det at tale højt om tankerne eller bekymringerne kan hjælpe mig til at fokusere. Jeg har også brugt at gå alt igennem, spørge ind til utallige ting, så min pårørende sommetider føler, der må være noget helt galt, men det er blot min måde at få sygeplejerskehjernen til at forstå pårørendehjernen og omvendt.

I den anden boldgade hører vist episoden med min søn, som havde hovedpine og havde det skidt. Da han havde fortalt det til mig, trak jeg vejret som optakt til at skulle sige noget, hvorefter han hurtigt tog ordet og sagde; jeg HAR drukket vand, jeg HAR sovet godt, jeg HAR fået frisk luft, jeg HAR spist noget! Det må vist have været en remse, han og hans søster ofte hørte, hvis de var lidt sløje med symptomer som almen utilpashed, hovedpine og svimmelhed.

Blogindlæg fra mig eller kommentarer til andres blogindlæg har været en sjælden hændelse. Jeg er påvirket af sygehusvæsenets tilstand og at ingen forstår den katastrofe, der er undervejs. Jeg har skrevet et langt indlæg om det, men selv ikke jeg orker at læse et sådant indlæg, så det blev aldrig udgivet. Ferieindlæggene tager tid, og de skal nok komme, men lige nu kunne jeg bedre rumme et lille causeri om det at være pårørende.

Jeg nyder søndagens langsommelighed sammen med min datter og min mand. Jeg ved, at den lille familie i Norge er sammen med svigerfamilien og har det godt. Vi får billeder af en dejlig dreng, som bliver så stor, mens vi er langt væk fra ham. Jeg drømmer om en hurtig tur til Norge. Det skal nok komme.

God søndag til dig og dine.




12 kommentarer:

  1. Jeg fik katastrofetanker af overskriften og den første sætning. Men jo mere jeg læste, jo mere rolig blev jeg. Man skal ikke underkende pårørendes rolle, så det er vigtigt, at det emne også bliver taget op.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, der har været katastrofetanker hos os, men vi er landet og er fuld af fortrøstning :-) Pårørende er dem, der er med til at sikre, at patienten kommer gennem et forløb på en god måde. Så vi skal have fokus på de pårørende.

      Slet
    2. Puha, Lene. Pas nu godt på hinanden <3

      Slet
    3. Mette, vi passer på hinanden, tak <3

      Slet
  2. Du har altid sådan nogle gode tanker, Lene, og de sætter også næsten altid en masse tanker i gang hos mig.
    Jeg ville da ellers gerne læse dit lange Indlæg (er det måske en ide at dele det i to?) om den truende katastrofe, for jeg har også nogle tanker om fremtiden for vores sundhedsvæsen, som ikke altid er lige optimistiske.
    Jeg har i et stykke tid sagt, at jeg er glad for, at jeg ikke er ung i dag, men jeg er tæt på (er der dog ikke helt endnu) at sige, at jeg er lidt bekymret for at blive gammel i det samfund, der måske er på vej.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak. Jeg overvejer stadig udgivelse :-)
      Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker om at blive gammel i dette samfund. Jeg møder dog også beretninger om gode mennesker i ældreplejen, på sygehusene osv. Men systemet ansporer ikke til den gode omsorg og pleje, det er de enkelte mennesker, den enkelte leder, der kæmper for at bevare den professionelle omsorg på et højt niveau.

      Slet
  3. Jeg synes også det lyder ret spændende med det blogindlæg, så hvis du orker, vil jeg med glæde læse dine tanker om sundhedsvæsenets tilstand. Jeg tror vi er mange som deler din bekymring.
    De sidste snart 10 måneder er for mig gået med at være pårørende i pædiatrien. Det er ikke så sjovt, men alle vi andre i sundhedsvæsenet kunne godt lære noget af børnelægernes tilgang til pårørende. Hos dem retter al kommunikation, hjælp og omsorg sig i langt højere grad mod en familie, end mod en patient. Det kan naturligvis ikke være anderledes, men det ville nok også være sundt for alle os som behandler voksne patienter at fokusere lidt mere på ressourcerne omkring patienten, for at sikre så gode forløb som det nu er muligt.
    Jeg voksede, som dine børn, op med en sygeplejerske-mor og havde altid følelsen af at det helst skulle være livstruende før det var en mulighed at komme til lægen. Jeg har som mor truffet en beslutning om at sådan skal det ikke være, så selv om mine børn nok ikke er helt enige, bestræber jeg mig på at sænke barren for hvornår man kan gå til lægen en lille smule.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laurs, indlægget er nu udgivet :-) Du har ret med pædiatrien, det var også det jeg husker fra mine 5 år der. Det gav og giver så god mening at fokusere på familien. Håber I er ok?
      Jeg er ikke hardcore sygeplejerske :-), jeg ringede også til lægen eller tog derind. Og der var sjældent noget alvorligt på færde.

      Slet
  4. Ja, på den ene eller anden måde vil vi alle blive pårørende på et tidspunkt. Det sværeste lige nu er, at min mor bor så langt væk, at det er svært at give hende det nærvær, jeg gerne ville. Hun er ikke syg som sådan, bare præget af snart at blive 90.
    Også jeg kunne godt tænke mig at læse dine tanker om sundhedsvæsenet, for du har virkelig valgt at have en positiv og konstruktiv tilgang til dit arbejde og dit arbejdsområde, så når du taler om katastrofe, så bliver jeg virkelig bange.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det må være svært at være langt væk fra din mor. Og det er godt at læse at din mor ikke er syg, men skrøbeligheden går tæt sammen med styrken ved at klare sig ok. Der skal ikke så meget til, før vægten tipper over til den syge side
      Indlægget er udgivet, jeg forsøger nok stadig at holde fast i det gode, jeg kan ikke bære at tænke på et udhulet sundhedssystem.

      Slet
  5. Jeg reagere på din efterskrift. Vi læser om så mange hændelser, der beskriver, hvor slemt det er. Den sidste hændelse er rimelig nær. Min datters svigermor, var syg, det var forklaret med lungebetændelse, og hun blev behandlet derefter. Dog har der været yderligere undersøgelser, men ikke noget hun er blevet ringet op omkring. Næ nej, hun læste om den diagnose i e-boks. Kræft i lungerne der havde spredt sig. Ikke noget med en læge der sidder personligt og forklare, nej, bare klask lige i hovedet fra e-boks, sidder helt alene, har ingen at tale med. Hun er bosiddende i Thy, høre derfor til Thisted, men ja, skal overføres til Aalborg, op til dig. Det var ikke muligt at få hende ind på Gødstrup, hvilket ville passe bedre for familien, grundet andre omstændigheder. Det er en fortælling fra denne weekend uge 41 i 2022.
    Du og dine kollegaer kan ofte blive pålagt dobbeltvagter, og ingen tid til hverken vådt eller tørt, ej heller toiletbesøg (måske behøvet det ikke da der ikke er indtaget væske).
    Det er desværre ikke kun sundhedsvæsnet der bløder. Det er alle de fag der har været ramt af den famøse 2% effektiviseringsbesparelse, der blev nedlagt i 2019. Allerede inden den blev indført, var der brug for en hjælpende hånd,
    Masser af gode tanker til dig i en travl hverdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tal, Karin. Det gør mig trist at høre om jeres oplevelse med sundhedssystem. Det forløb vi er i lige nu, har kun efterladt mig med anerkendelse. Gid information, ser patienten med de udfordringer vedkommende har og plads til spørgsmål.

      Slet