torsdag, maj 31, 2007

HUN NYNNER HOS MIG

Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.




Den danske sommer viste sig fra sin bedste side i dag, og den hjemvendte pariserkvinde nyder luften, maden og blomsterne.
Vi nyder, hun er hjemme :-)

SOLSKINSFYLDT MORGEN

Datterens sidste fællesmail blev sendt i går inden afrejsen med nattoget fra Paris. De har godt nok nået meget den sidste uge, for som datteren skriver, hun har det med at udsætte til sidste øjeblik, og så må der lister til for at overskue det, der skal nås. Hvor mon hun har det fra? :-)

Jeg er stået tidligt op for at blive færdig, inden datteren skal hentes i Århus. Der er mange ting, jeg havde drømt om, som skulle være færdig, når hun kom hjem. Sådan skulle det ikke være, min energi og mit humør er ikke så konstant, at jeg kan regne med dem. Men i dag skinner solen dejligt, og selv sygemelding fra medarbejder skal ikke ødelægge mit humør.

Vildtpien er i ovnen og quichen med broccoli og kylling er færdig, så nu skal jeg ikke tænke på aftensmad de næste to aftener.

Aftenen i går blev lige så rar, som jeg havde tænkt. Vores repertoire er mest engelske sange, men det faldt også i god jord. Bagefter var der fællessang, kaffe og æblekage. Jeg kom til at sidde ved siden af en 90 år gammel dame, som havde været præstefrue i Vancouver i 8 år, så hun syntes, det var dejligt med engelske sange. Fællesangene var de gode gamle danske sange, som jeg lærte i min barndom, og der blev sunget af karsken bælg.

Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv:
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli'r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.

Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang:
disse bølger, o, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!

onsdag, maj 30, 2007

GLÆDEN

Man kan have så travlt med at planlægge, hvad man skal nå og fokusere på alt det, man ikke kan nå, så man glemmer at glæde sig.

Sæt bare lighedstegn mellem man og jeg, så nu skal det på skrift, at jeg har 7 (SYV) fridage, og uagtet jeg skal en masse i de dage, bl.a. et kursus på arbejdet i dag, så skal glæden i front.

Sønnen mangler et skriftlig eksamensfag i morgen, og nu må han i gang med at læse til de mundtlige. Han og jeg har ikke samme måde at forberede sig på, så jeg må lære at holde mund og blot glæde mig over at kunne være sammen med ham i hverdagen.

Datteren kommer hjem i morgen, så det glæder vi os alle til. Det bliver en omvæltning sådan at skulle bo sammen med sine forældre igen, forhåbentlig finder hun et arbejde, så hun kan komme lidt væk :-)

Landmanden og jeg skal også ud og trille lidt på motorcykel, og hyggeligt samvær med andre skal man aldrig kimse af.

Dejen til kartoffelbollerne står og hæver, ølkagen er i ovnen og rugbrødet hæver i sin form. Jeg havde lige glemt, hvor lang tid det tager, så jeg nu er i tidsnød, godt at ovnen kan stilles til selv at slukke :-)

I aften skal mit kor synge på et plejehjem og bagefter deltage i fællessang. Det glæder jeg mig også til.

Ha en god dag.

tirsdag, maj 29, 2007

MAD!!!!!

Kommer der snart noget mad ?



Jeg er sulten!



De er krævende de små mejseunger. Landmanden stod på lur i dag for at få billeder af det, han havde set de sidste par dage. Herlige billeder efter min mening.

RETSSIKKERHED CONTRA VÆRDIGHED

Gamle dages aftægtsboliger med afhængighed af børnenes godhed ønsker jeg ikke tilbage. Jeg er helt klart tilhænger af, at man ikke bare kan sende far eller mor på plejehjem uden videre.

Her er der en lov, der forebygger dette. Hvis man ikke kan sige ja eller nej eller på anden måde kommunikere, så skal der beskikkes en værge for en, som så tager beslutningen. Det er en tung arbejdsgang. Hvis man er indlagt på sygehuset, foregår det ved at læge, sygeplejerske og socialrådgiver laver en indstilling, den skal så til kommune og statsamt. Statsamtet sender en jurist, som skal tale med patienten og sikre sig, at det er korrekt, at patienten ikke kan svare for sig. Denne sagsbehandling varer minimum en måned, og så kommer det, jeg ikke kan forstå:

Under denne sagsbehandling må patienten ikke flyttes på en aflastningsplads, men skal forblive på sygehuset. Som en søn udbrød spontant, da jeg forklarede ham proceduren: det er skørt og det er synd. Lige mine ord!

At et menneske er blevet så hårdt ramt af en apopleksi, så plejehjem er den eneste mulighed, det er en ting. Når man så ikke kan svare eller forstå hvad omverdenen siger, men vandrer f.eks. forvildet rundt, ikke altid opfører sig, som vi ”normalt” gør, bringer sig selv i uværdige situationer, det er værre.

Vi er en travl akut sygehusafdeling med kun to to-sengs stuer, resten er fire-sengs stuer. Det betyder, at disse mennesker risikerer at skulle tilbringe op til måneder på en stor stue, i bedste fald en lille stue, men med masser af uro til at gøre dem mere forvirret. Vi skal prøve at skærme dem, at hindre uværdige situationer, men det er svært, for vi er ikke normeret til, at én person passer én patient.

Hver gang vi står i den her situation, så bliver jeg så trist og ked af det, jeg synes ikke, det er værdigt, jeg synes det er synd for patienten. Og i forhold til kravet om den rette apopleksibehandling er det spild af ressourcer, når et menneske, der er færdigbehandlet, optager en akut sengeplads i flere måneder.

mandag, maj 28, 2007

VEJRET!

Jeg vil hellere kigge på billeder fra i går morges :-)
Det var en helt anden måde at vågne på.
Ha en god dag, nu tager jeg på arbejde.

søndag, maj 27, 2007

EN ARTIG DRENG ?

Sønnen havde kundgjort over for landmanden, at regnen ville skille, når den kom til os. Sagt i sjov, men se lige radar billedet, da vi kom hjem fra kirken.


Og undskyld den forringede billedkvalitet, jeg måtte ad omveje for at få billedet på bloggen.Den røde plet er hvor vi bor :-)

TILLYKKE MIN SØN


Solen skinnede lige så skønt her til morgen som for 20 år siden, da du blev født en tidlig morgen.

Du har bragt så megen latter og glæde ind i mit liv, og det skal du have tak for. Din fordybelse i fjernsynsserier begyndte du med fra helt lille af, og bagefter blev det levet ud i form af lege eller store bygningsværker i lego. Vi er utallige gange blevet inddraget i dine lege, vi er gået rundt i huset bag en to-årig med sin tromme, som sang Gobos fraglesang og råbte ”følg med mig”
Der er blevet lavet sværd efter dine anvisninger, syet tøj efter dine anvisninger og du havde en urokkelig tro på, at dine forældre kunne lave hvad som helst til dig, tak for tilliden.


På det kort, jeg har købt til dig, står at dit navn står for en, der er ærlig, følsom, social, omsorgsfuld og hjælpsom. Det passer så godt på dig. Dem, der får dig til kammerat, kan prise sig heldig.

Du har inviteret os i kirke i dag og til kirkekaffe, og vi glæder os.

Må du få en velsignet fremtid med masser af glæder, og må du få lov til at finde det fag/job, som giver dig glæde og udvikling.

Held og lykke med din studentereksamen, du ved hvor vi er, hvis du har brug for det.


Tillykke endnu en gang.

lørdag, maj 26, 2007

GODNAT


Dagen i dag har ikke været min bedste, men den endte godt. Huset er gjort rent, ikke den store rengøring, men sådan at jeg kan holde det ud.

Der er bagt kardemommeboller og bananmuffins


Solen har skinnet hele dagen her,så jeg håber at den også var gavmild i Aalborg. Det er lidt sjovere med karneval i solskin.



Vi er klar til pinsesøndag, og med billeder fra min gåtur i går og natteudsigten fra mit vindue, siger jeg godnat og sov godt.

fredag, maj 25, 2007

KØBENHAVN I BIL

Liselotte fik mig til at mindes en tur til København for ikke så længe siden (dog før den her blog)

Landmanden og jeg skulle være i København en mandag morgen kl. 9. Vi drog meget tidligt af sted, jeg havde været i aftenvagt dagen forinden, så jeg sov indtil vi ramte Sjælland kl. 6, vi var jo i god tid, så vi fik lige lidt morgenmad og kørte så videre.

Ja så ramte vi Køge på motorvej midt i myldretiden, og så var det 40 km og ikke 130 vi kørte. Vi havde ligesom glemt at tjekke parkeringsplads muligheder inde i det indre København, så en sms til brormand om p- pladser blev sendt. Han mente, Magasins p-hus var det bedste, og han nævnte den adresse, som han troede den lå på.

No problem, navigatorsystemet blev slået til, og vi drog ind i København lige omkring halv ni. Er I klar over hvor mange cyklister, der er på det tidspunkt? Vi var helt svedt ved at holde øje med dem, for de kørte som vinden blæste.

Men vi kunne ikke finde Magasin, tiden nærmede sig, hvor vi skulle til møde, så vi kiggede rundt, så et sted hvor biler kørte ind i et hus. Os rundt om hjørnet og ind på pladsen, men porten til p-huset gik ikke op, så vi holdt lidt og funderede.

En lille tæt københavner i overalls kom gående, landmanden rullede vinduet ned og spurgte, om det ikke var et p-hus.

Ingen tvivl, københavneren kunne godt høre, at landmanden ikke var fra selve København. Så slog manden ud med armene og sagde på ærke københavnsk: Nej for helvede da, det er nationalbanken.

Vi fandt en parkeringsplads et andet sted.

GODT MIN VASKEMASKINE IKKE DUR!

Det har medført, at jeg er nødt til at gå tværs over gårdspladsen, ind gennem laden, hvor jeg lytter til små fuglepip, indtil jeg går ind i kartoffelhuset, skridter målbevidst ned til den anden ende og kommer ud til det, der i gamle dage (før vor tid) var et malkerum. Her står vaskemaskine og tørretumbler beregnet til staldtøj og håndklæder. Trods brug af effektivt skyllemiddel, der skulle fjerne svinelugt, så lugter de to maskiner ikke særlig godt. Almindeligt skyllemiddel kan ikke bruges, det tager ikke svinelugten, det gør det andet til dels men giver en kemisk lugt, som jeg ikke bryder mig om at have i mit tøj.

Nå men nu må jeg jo bruge maskinen, til afløbet er ordnet herinde, så der er blevet luftet ud og de første hold vasketøj er blevet luftet rigeligt.

Fordelen er at en dag som i dag, hvor jeg er doven, der vaskes kun tøj, stryges lidt, og så blogger jeg, da er min skridttæller alligevel oppe på 3600 skridt takket være utallige gåture med vasketøj.

TUDESIDSE

Jeg har nemt til tårer, det er ingen hemmelighed, enhver der ser fjernsyn sammen med mig vil vide, at selv den mest tåbelige amerikanske familieserie kan få mig til at tude. Når familier har skændtes og bliver gode venner igen, når barnet har været på vej ud i noget skidt og indser, at familien er det bedste osv., jeg sidder der med røde og blanke øjne.

Bøger rører mig også meget nemt, men når jeg ligefrem er ved at hulke højt over en passage i en letlæst bog, jeg oven i købet har læst før, så ved jeg jo godt, at der er andet på spil. Så kommer det jeg tumler med på det mere ubevidste plan og blander sig, og gråden skyldes mere det end bogens historie.

Men hver gang jeg beskæftiger mig med mig selv og min tristhed, så får virkelighedens verden mig til at tage mig sammen. Bare på det nære plan er der mennesker, der må forholde sig til egen dødelighed, mennesker der ikke ved om de får lov til at se deres børn blive voksne. I mit fag møder jeg mennesker, der må erkende, at det liv og den verden de kender, nu er ændret for altid. De kan helt sikkert finde liv og kvalitet i deres nye liv, men det kræver omstilling, accept af ændrede færdigheder osv.

Og så er der livets glæder, i går blev min svoger og svigerinde mormor og morfar for første gang, det er stort. Jeg synes jo lige, at det var i går, at jeg mødte den nybagte mor, da var hun 4 år. Til lykke til det nybagte forældrepar og morforældre, vi glæder os til at se den lille purk.

Og jeg husker, som var det i går, den dag vi kørte hjem med vores førstefødte, og der på Limfjordsbroen opdagede landmanden, at jeg vandede høns. Jeg tænkte, kan jeg overhovedet finde ud af at være mor, det går da gruelig galt. Nu er de 21 og snart 20 og de ser da ud til at være kommet godt fra start, så det gik jo endda.

torsdag, maj 24, 2007

PIP – PIP

Vi har fået nye beboere, og vi føler os helt beærede af besøget.

For mange år siden lavede datteren et fuglehus i træsløjd, vi var lidt sløve til at få hængt det op, men langt om længe hang det i et træ.

Der kom ingen fugle, så vidt vi bemærkede, og en skønne dag faldt huset ned, og her lå det så en rum tid, indtil landmanden tog det og satte det på en hylde inde i laden.

Nu har han og medarbejderne besluttet, at tiden er kommet til den store ryd- op-i–din-lade aktion. En af medarbejderne kom så forbi fuglehuset, og hørte noget pippe, landmanden satte øret hen til hullet og var nær blevet torpederet af en mejse, som hentede mad til sine unger.

Så fuglehuset er fredet, og vi har stået indtil flere gange i dag i laden og kigget på mejseparret, der flyver frem og tilbage efter mad. Billederne er det bedste, vi har kunnet opnå indtil nu, de er godt nok hurtige de små flittige forældre.


Datterens kæreste, som var på besøg i aften til spisning, måtte også med ud og se vores lille turistattraktion.


Min træthed efter arbejde er nu pist forsvundet, to små mejser har kvikket mig op.

onsdag, maj 23, 2007

SÅ SKETE DET IGEN

Advarsel! Dette er et brok indlæg.

De sidste mange år har det at gå til koncerter i skoleregi, folkeskole og gymnasium, været en blandet fornøjelse.


Jeg elsker at høre børn og unge give prøver på deres musikglæde, og jeg nyder at se, hvordan de sammen med deres dygtige musiklærere finder numre, der passer til alder, temperament og færdighed.

Men jeg kan ved den søde grød ikke forstå, at der partout skal snakkes, når man ikke selv er på, eller når ens børn ikke er på, for det gælder lige så meget forældrene. Der snakkes og hviskes højt i en lind strøm, og når man som jeg også har nedsat hørelse, ja så har baggrundsstøjen det med at stjæle min hørelse, og jeg kan slet ikke nyde de dejlige børn/unge mennesker.

Vi skal ikke tilbage til børn skal ses, ikke høres, men efter min mening må/kan et barn rimelig hurtigt lære, at der er visse tidspunkter man ikke snakker på, men når far og mor beredvilligt svarer på alt, i stedet for at signalere til barnet at det snakker vi om senere, så har det arme barn jo ikke en chance.

I aften skulle mit kor slutte en forårskoncert af i den gamle Brovst Musikskole, det var på mange måder en dejlig aften, men hærværksfolkene var også her. Men hvor er musikskoler dog en herlig opfindelse, der var så mange dygtige børn, og de sang og spillede, så det var en lyst.

Og så fik jeg lige prøvet at stå alene som 2.sopran, men jeg holdt tonen, tror jeg nok.

TIDLIGT I GANG

Fra terrassedøren høres traktorens brummen, landmanden er allerede ude, der skal sprøjtes for ukrudt i kartoflerne.

Fasankokkene skryder højt og inderligt fra morgenstunden af, og rhodendendron buskene har flittigt besøg af humlebier og bier? eller hvepse? Jeg kan nemlig ikke se forskel.


Indenfor belønner min clevia mig med smukke blomster og udenfor skinner solen og lover godt vejr.


Ha en god dag, sådan en morgen kan man kun blive i godt humør af, også selvom jeg skal tidligt op og på arbejde :-)

tirsdag, maj 22, 2007

BLOGSURFING

Moster tulle gav mig en idé, så jeg tog på visit i blogland. Min intention var ikke at skrive kommentarer, men se hvor jeg havnede ved hele tiden at klikke på den første kommentar.

Jeg prøvede to gange, den ene gang endte jeg i ring hos blogs for ufrivillig barnløse. Anden gang var jeg en tur rundt hos strikke- og sykyndige, men endte også her i ring.

Sjovt var det at komme nye steder, så det skal prøves en anden gang.

I dag blev gåturen ikke så lang, jeg holdt mig til lidt markvandring, ca. 3000 skridt, men lidt har også sin ret.

Tankerne flyver rundt omkring, tit er det andre bloggeres ord, der har sat spor i min hjerne. Men også tanker vedrørende arbejdsdagen dukker op. I dag har jeg fået mig en ny apopleksikollega, og det forventer jeg mig meget af. Hun er en garvet sygeplejerske, yngre end mig men ældre i neurologisk afdeling. Ydermere er der også fundet en social- og sundhedsassistent, som sammen med os skal lægge planerne for, hvor vi vil hen med plejen af apopleksipatienter. Jeg tror, at vi kommer til at trække på samme hammel, og det har jeg manglet længe.

I dag har jeg ikke rørt en finger vedrørende hjælp til mine patienter, de var selvhjulpne. Til gengæld har jeg informeret, samlet op på tanker, som de tumlede med. Jeg har telefoneret i øst og vest, og til sidst nåede jeg også at tage imod en ny patient. Vi har haft det roligt i dag, men tre nye patienter over middag gjorde, at vi måtte flytte patienter rundt på stuerne for at få kabalen mænd/kvinder til at gå op. Det er træls for patienter at blive flyttet rundt, og konfuse og rum-retnings forstyrrede patienter flytter vi nødigt med, for det gør deres problemer værre. Men undgå det kan vi ikke.

mandag, maj 21, 2007

SOLEN ER MIN VEN


"sol, sol kom igen, solen er min bedste ven, regn, regn gå din vej, vi har ikke brug for dig"
Den hike ude midt i Dronninglund storskov husker jeg. Jeg havde syntes, det var alletiders idé, da jeg planlagde turen i strålende solskin. Men 24 timers næsten konstant regn var ved at tage pippet fra børnene og mig, deres leder,men så var det, at de seje piger lavede denne sang, som vist er en omskrivning af en dansktop sang. Og som en af drengene forbløffet sagde, så virkede den en rum tid, så der blev skrålet løs, mens vi fik tilbagelagt de sidste km hen til overnatningstedet.

I dag gav solen mig den fornødne energi til at få lagt tøj sammen, tørret støv af og støvsuget.Der blev også bagt boller til de næste par dage, hvor sønnen skal til skriftlig eksamen og jeg skal på arbejde. Resten af tingene på listen må fremskrives til en anden dag :-)


Aftensmaden blev også lidt solskinsmad, nemlig kartofler mediterranean og blandet salat til en god gang hakkebøf. Små vildmosekartofler koges, lægges i en plastikpose sammen med et par fed hvidløg og 1 spsk. olie. Her ligger de så længe, som man nu har tid, hvorefter de brunes i lidt olie, blandes med fetaost, soltørrede tomater, oliven og persille. Det smager af sommer og sol.




REGNVEJRSDAG

Der har været mørkt hele dagen, energien har manglet, og jeg kender en kur, der virker, men regnen skulle stoppe først.

7,4 km blev det til i dag, men så måtte jeg også gå langs landevejen, det er knap så spændende, for der er faktisk megen trafik, og ikke alle bilister tager hensyn til gående.


Dræbersneglene var på plads på vejen efter regnvejret, endnu er de ikke nået hen til os, jeg synes ikke, de er et kønt syn.


Grønt er godt for øjnene, så mine øjne er blevet godt stimuleret i dag, alle mulige grønne nuancer stråler lige efter en regnvejrsbyge. Luften er klar og ren, og vejrtrækningen finder sin egen rytme i takt med skridtene.




Jeg elsker at trave, og som barn/ung var jeg blå spejder. Noget af det bedste var de mange traveture for at få 200 km mærket. Vi sang vandresange og kunne en masse tælleremser, som fik turen til at gå let. I dag fandt fødderne også en fast rytme, mens de gamle sange blev sunget. ”Den glade vandrer” og ”Ud mod det blå” var gamle vandresange, jeg lærte af min mor, ”min hat min sko min paraply …” var yndlingstælleremsen i patruljen.

Vi havde aldrig tid til at gå om sommeren, så det blev tit i det sene efterår eller vinter, at patruljerne fandt sammen om 25 km ture. Tit gik de forbi cafeteriet på Tjele Gods, hvor de solgte lune æbleskiver. Et ”must” var termokander med varm kakao, som vi kunne lune fingrene ved og få varmen indvendig af.

I dag fik jeg den indre varme af gåturen, og bonus var et bedre humør og mere energi.

søndag, maj 20, 2007

SOL PÅ KINDERNE

Solskin fra morgenstund af, næsten ingen vind, det var en herlig dag at slutte Mctræffet på. Vi havde en aftale på den anden side af broen til frokost, så vi havde tid til en tur ud i det blå, langs vandet på de små veje.


Vi kørte til Assens, videre derfra til Wedelsborg gods, der var små sving, små bakker, masser af syrener, flere jerseykøer, der kiggede. Turen fortsatte forbi Føns, op til Glamborg og så ind til Middelfart, det var en smuk tur, hvor vi nød hver en kilometer.



Så manglede vi bare turen over den gamle Lillebæltsbro og så lige til højre, der bor Lizelotte og Bruno. De havde sørget for solskin i rigelige mængder, en dejlig terrasse og lækker mad. Lizelottes kylling i kokossuppe og Brunos frikadeller samt en lækker kaffekage fik ben at gå på, alt imens solen bagte, den mærker jeg så eftervirkninger af nu :-)
Vi fik hilst på alle børnene og to smukke kaniner, som i den grad nød Bodils pleje. De kunne dog også vise tænder, fandt Kristian ud af, da en af dem blev forskrækket, den bed igennem joggingbukserne og hud.

Det var en dejlig eftermiddag, og den ville jeg jo ikke have oplevet, hvis ikke jeg var begyndt at bloggge.

Landmanden er i fuld sving med at sprøjte, og jeg laver lidt, har sat en vaskemaskinefuld over, men jeg har også snakket længe med datteren i Paris. Nu får vi hende snart hjem igen, og vi glæder os. Sønnen giver ikke udtryk for det til daglig, men han liver helt op, når vi snakker med hende over Skype.

FYN ER FIN


Knap hjemkommet fra arbejdet fredag blev motorcyklen pakket, og efter et bad til at blive vågen på drog vi af sted med kursen sat mod Fyn.

Jeg har det med at kunne sove i alt hvad der kører, desværre også på en motorcykel, og det er jo ikke så heldigt. På et tidspunkt følte jeg mig frit flyvende, jeg var ved at falde i søvn og mit hoved med hjelm på tyngede på landmandens nakke, så det gjorde ondt. Resolut lænede han sig frem, der var en der blev vågen, kan jeg roligt sige.

Vel ankommet til Tommerup syd for Odense på en lille efterskole blev vi mødt med knus og kram. En far og datter fra København, som vi havde kørt med til Garmisch-Partenkirchen sidste sommer, var også med til træf, det var rart at møde dem igen.

Det bedste ved de forskellige træf er køreturen, hvor en lokalkendt fører os rundt på små veje. Lørdag drog vi til Frankfri, Palleshave, Hudevad og andre eksotiske steder. På Fyn er der masser af læhegn med syrener, det ene smukkere end det andet, og var det ikke syrener var det hvidtjørn, det var ren Morten Koch idyl. Smukke små bindingsværkshuse lå side om side, jerseykøerne stoppede helt med at æde på græsmarken og stod og kiggede langt efter de 41 motorcykler.



Frokosten blev indtaget ved en smuk sø i nærheden af Hudevad, derinde blandt træer var der læ, ellers blæste det, men solen skinnede smukt på os.



Hele weekenden har været fyldt med snak om alt muligt mellem himmel og jord, men selvfølgelig mest om BMW motorcykler, der blev kigget og diskuteret, der blev givet gode råd, vi hørte om rejser hist og pist. Inspiration kan man aldrig få for meget af.

fredag, maj 18, 2007

FRI, ENDELIG FRI

Weekenden er besat med gode aftaler her og hisset, så bloggen må leve sit eget liv de næste par dage, jeg får nemlig ikke tid til at skrive.

Søndag skal vi på besøg mellem de to Lillebæltsbroer, og jeg glæder mig.

Ha en god weekend.

torsdag, maj 17, 2007

BEDRE END TO PAMOL

”er det ikke lidt skørt at plante krukker i aften, når du ikke har tid de næste dage til at passe dem?” Landmanden kiggede på mig, jeg havde bestemt, at jeg ville med ned til gårdbutikken og aflevere kartofler, og så ville jeg lige købe planter, og så kunne vi lige plante alle krukker til i aften. Han havde så lige tænkt sig om, mens fruen her tog sig en eftermiddagslur, og nu måtte jeg give ham ret, jeg skulle ikke lige gøre noget i aften, de planter kunne jeg købe i næste uge.

I stedet for gik jeg 5 km, Laika måtte undvære turen, for jeg havde brug for bare at gå og gå uden at skulle holde øje med en hund. Hovedpine, svimmelhed og kvalme forsvandt undervejs som dug for solen, og ja her har vi solskin og blæst.


Hjemme igen nød jeg synet af de hvide buske, som blomstrer helt overdådigt.


Rhodendronhækken er ved at åbne sine blomster, og liljekonvallerne står også på spring.



Der er en kvidren og en trillen, regnspoven lader sin trille lyde udover marken, vipstjerten hopper omkring, og svalerne bygger reder. De har fået deres egen svalegang, vi har nemlig sat brædder op under tagudhænget, så vi slipper for griseriet på jorden og svalerne kan sidde og pudse fjer og gøre kur på svalegangen.

KRISTI HIMMELFARTSDAG


For mange en miniferie, for andre en fridag, for nogle af os en arbejdsdag,uanset hvad så vil jeg ønske dig en god dag.

Vejret lover godt, svalerne er i fuld sving derude, der er en fuglesang uden lige, vejret er frisk, solen er allerede godt oppe på himlen.

Gennem min tid som FDFer lærte jeg mange nye salmer,de havde et moderne sprog, og de betyder meget for mig, det her er en af dem:

1
Du satte dig selv i de nederstes sted.
Du satte dig op mod de stores fortræd.
Du satte dig ind i de yderstes nød.
Du satte dig ud over dødsangst og død.
2
Nu taler du til os fra højeste sted,
hvor ingen kan udsætte dig for fortræd,
og lever og lider dog med os endnu,
så ingen er mere i live end du.
3
Du kæmper i verden for frihed og fred,
når andre gi'r op, bli'r du viljefast ved.
Du følger os ind i den yderste nød
og kalder os ud af den inderste død.
4
Du sender os ned i de nederstes sted.
Du sætter os op mod de stores fortræd.
Du lever i os i de inderste lag.
Vi lever i dig på den yderste dag.

Hans Anker Jørgensen 1986

onsdag, maj 16, 2007

EN GOD MAVEFORNEMMELSE

Kan man altid stole på sin mave? Min krop siger fra lige nu, jeg sover dårligt om natten, jeg er træt, jeg har trykken og svien i maven og jeg føler mig modløs, trods det jeg har så meget at være taknemlig for.

Så jeg har meldt fra til kor i aften, jeg vil have tid til at nyde aftensmaden med min mand, jeg vil ha tid til at rydde op efter aftensmaden og sidde lige så stille og lade op til morgendagens arbejde.

Jeg får normalt energi af mit kor, men lige nu lytter jeg til min krop og bliver på matriklen.

Aftensmaden er inspireret af Liselotte og hendes kommentatorer, for vi har fået porre dækket med fars og ind i ovnen. Den hvide sovs blev til flødestuvede kartofler og tilbehøret blev blomkål, nemt og lækkert, så her snakkede jeg ikke med mig selv under madlavningen :-)

Ha en god aften

tirsdag, maj 15, 2007

AFTENTUR

I alt for lang tid har jeg ikke fået gået min motionstur, hvor jeg går til og tømmer hovedet for tanker og bliver ladet op igen. I aften tog jeg mig sammen, Laika dansede vildt omkring mig, allerede da skoene blev fundet frem, og da hundesnoren kom ned fra knagen, så blev der en hylen og en hoppen.

Skyerne danner deres egne billeder, og alt efter humør danner jeg mine billeder.




Grøftekanten er ved at skifte fra den gule farve (mælkebøtterne) til den hvide farve (vild kørvel), senere bliver den lilla, når gederamsen blomstrer.




Kroppen har det godt efter sådan en gåtur, nu skal det gøre godt med en kop te med kiks og ost til.

TYVERI

Alle har nok prøvet både at være tyven, og den der blev stjålet fra. Jo mere bevidst jeg er blevet om det, jo bedre er jeg blevet til at se, når jeg stjæler, og når andre stjæler.

Samtalens svære kunst bliver man aldrig færdig med at dygtiggøre sig i. På en efteruddannelse havde vi en hel uge med fokus på fortællinger, hvor vi skulle hjælpe hinanden med at analysere de historier, vi fortalte fra det virkelige liv. Vi arbejdede i reflektive teams, dvs. en fortalte, en kom med uddybende spørgsmål, og tre lyttede med. Når de to var færdige, skulle de lytte til de tre andre, som talte om det, de havde hørt. De måtte ikke komme med gode råd, men alt, hvad de sagde, skulle være spørgsmål: Kunne det tænke sig…. Hvad nu hvis …. Hvordan mon … osv.

For fortælleren skete det ofte, at disse spørgsmål fik hende til at få nye synsvinkler på problemstillingen. Hun skulle lytte og måtte ikke sige noget, og det betød, at samtalen fik lov til at gå mange forskellige veje.

Her lancerede psykologen, som underviste os, så begrebet at stjæle hinandens historier. Vi kender det alle, en fortæller noget, og det minder os om noget, vi selv har været ude for, og pludselig er det vores historie, der bliver fortalt, og den der startede, må blot sidde tilbage med følelsen af ikke at være blevet hørt. Kunsten i en samtale er, at man ikke stjæler, at man hele tiden har fokus på den fortællendes historie, kun derved kan fortælleren føle sig hørt. Mange tror at ved at fortælle ens egen historie, så hjælper man den anden. Prøv at mærke efter, det er ikke sådan man føler det, hvis man er ved at fortælle noget, og så en anden siger, åh det kender jeg godt, dengang jeg ……

Føler man sig hjulpet og hørt, næh ikke specielt.

Så nogle gange mens jeg er vældig i gang med at tale, så slår det mig, Lene du er en tyv, du har lige stjålet historien, og så må jeg få vendt ordene, så vi kommer tilbage til den, der havde historien i første omgang. Andre gange er det først bagefter, det går op for mig.

mandag, maj 14, 2007

NATURENS EGEN KUNSTUDSTILLING

En gåtur i naturen som i går giver nogle gode oplevelser. Sanserne bliver skærpet, lugten af saltvand, fuglesang og havets susen.
Mødet med en ræv, som er vant til at begå sig i menneskeområde, så den nysgerrigt stopper og betragter os.


De flotte sandskulpturer formet af vinden giver mig lyst til at blive barn på ny og lege med sand.






Endnu er det for koldt at gå barfodet, men følelsen af sand mellem tæerne kan være irriterende, men også dejlig.

Solens skarpe lys som danner smukke billeder på vandet og små pletter på øjnene, hvis man kigger direkte på den.

Senere bliver himlen nærmest candyfloss agtig, og jeg kan næsten ikke få øjnene væk fra naturens kunstværker.