TUDESIDSE

Jeg har nemt til tårer, det er ingen hemmelighed, enhver der ser fjernsyn sammen med mig vil vide, at selv den mest tåbelige amerikanske familieserie kan få mig til at tude. Når familier har skændtes og bliver gode venner igen, når barnet har været på vej ud i noget skidt og indser, at familien er det bedste osv., jeg sidder der med røde og blanke øjne.

Bøger rører mig også meget nemt, men når jeg ligefrem er ved at hulke højt over en passage i en letlæst bog, jeg oven i købet har læst før, så ved jeg jo godt, at der er andet på spil. Så kommer det jeg tumler med på det mere ubevidste plan og blander sig, og gråden skyldes mere det end bogens historie.

Men hver gang jeg beskæftiger mig med mig selv og min tristhed, så får virkelighedens verden mig til at tage mig sammen. Bare på det nære plan er der mennesker, der må forholde sig til egen dødelighed, mennesker der ikke ved om de får lov til at se deres børn blive voksne. I mit fag møder jeg mennesker, der må erkende, at det liv og den verden de kender, nu er ændret for altid. De kan helt sikkert finde liv og kvalitet i deres nye liv, men det kræver omstilling, accept af ændrede færdigheder osv.

Og så er der livets glæder, i går blev min svoger og svigerinde mormor og morfar for første gang, det er stort. Jeg synes jo lige, at det var i går, at jeg mødte den nybagte mor, da var hun 4 år. Til lykke til det nybagte forældrepar og morforældre, vi glæder os til at se den lille purk.

Og jeg husker, som var det i går, den dag vi kørte hjem med vores førstefødte, og der på Limfjordsbroen opdagede landmanden, at jeg vandede høns. Jeg tænkte, kan jeg overhovedet finde ud af at være mor, det går da gruelig galt. Nu er de 21 og snart 20 og de ser da ud til at være kommet godt fra start, så det gik jo endda.