tirsdag, maj 08, 2007

NORMALT ELLER ?

Når man arbejder med mennesker, som har fået en hjerneskade, stor eller lille, som følge af en apopleksi(blodprop eller blødning i hjernen), så skal man observere de forskellige skader, der er sket.

Nogle skader er nemme at se, en lammelse, tab af talen eller synkeevnen viser sig hurtigt, hvorimod andre skader kan være svære at vurdere.

Vi er jo forskellige som mennesker, nogle er indadvendte, lidt triste, andre er udadvendte, måske lidt overgearede. Nogle handler meget pr. impuls, andre har meget struktur i deres handlemåde.

Apopleksi kan gøre en trist, man kan få en depression. Man kan miste lidt af sine hæmninger og blive meget talende, har ikke fornemmelse for hvornår man tier, afbryder samtaler osv. Man kan blive impulsstyret, dvs. hvis man er i gang med at vaske sig ved håndvasken og så ser man tandbørsten, hvorefter man skifter over til at børste tænder, drejer sig måske rundt og ser sit tøj og vil så til at tage det på, man har mistet evnen til at ha overblik og struktur.

Tit må vi have fat i de pårørende for at høre, om de synes, der er ændringer, eller ægtefællen altid har været hurtig i det, lidt ukritisk i forhold til sit udseende, barberer sig under bruseren eller er meget talende.

En ergoterapeut skulle følge en patient tilbage til afdelingen, det tog dem meget lang tid, for patienten havde nedsat opmærksomhed mod venstre, dvs. alt til venstre for midtlinien var nærmest ikke eksisterende, hovedet var altid drejet lidt mod højre. Til højre for dem nede i tunnelen kom de forbi adskillige døre, og hver eneste af de døre gav patienten det input, at den vej skulle de. Det var utroligt svært for terapeuten at guide patienten tilbage og videre, tilskyndelsen var så stor og stærk, og tit måtte de nærmest gå højre om sig selv for at få patienten videre.

Jeg prøvede det lidt en aften, hvor patienten var ude ved madvognen og vælge mad, jeg tog bakken og gik på patientens venstre side, da madvognen stod på patientens højre side. Vi var nær ikke kommet derfra, for hver gang jeg havde fået tag i patienten og vi gik et skridt, så så patienten madvognen igen, som var det for første gang og stillede sig op ved madvognen for at få mad. Her nyttede det ikke at sige noget, jeg måtte få drejet patienten, så jeg og madbakken kunne ses, og til sidst fik jeg mig placeret på højre side, og så kunne vi komme videre.

Hver dag har sine udfordringer, må I få en god dag, nu vil jeg på arbejde.

4 kommentarer:

  1. God dag og aften til dig også:-)

    SvarSlet
  2. Min mor har lige haft en hjerneblødning - og har samme slags eftervirkning som du skriver om. Hendes har påvirket højredelen, men er ikke så udtalt som du beskriver i indlægget. Heldigvis er hun ikke så hårdt ramt og hun har et meget lyst sind, så hun er begyndt at grine højlydt over nogle af de ting hun ikke er i stand til eller gør "forkert". Som hun siger "Der er jo ikke noget at gøre ved det!" Hver gang hun refererer, at det har taget hende fire dage at læse Billedbladets forside klukker hun.
    Da jeg kom til Aalborg for at besøge min mor, som var blevet indlagt samme dag, tænkte jeg på dig, og det du har skrevet på din blog om dit arbejde og din indsigt i afasi. Det er så fantastisk dejligt at vide der findes engageret og omsorgsfuldt personale i en situation, som den vi stod i for få dage siden. På afdelingen i Aalborg fik vi den bedste behandling vi kunne ønske os i en vanskelig situation. Måske er det der du arbejder - måske ikke, men det skulle ikke undre mig, for hos personalet mødte vi et engagement og en omsorg der matchede dine indlæg om dit arbejde. Så bare en stort tak til dig.
    Gitte J.

    SvarSlet
  3. Kære Gitte J. Velkommen her, jeg er rigtig glad for, at du har oplevet afdelingen på den måde,fro det at føle sig mødt og føle sig velkommen, det er så vigtigt for det videre forløb. Jeg arbejder på neurologisk afdeling, så mon ikke det er samme afdeling. Nogle patienter bliver dog også indlagt på neurokirurgusk afdeling i første omgang, så helt sikker er jeg ikke.

    Jeg er glad for at høre, at din mor bruger humoren til at "rejse sig", jeg tror det er guld værd, det giver energi at kunne det, men stadig må det være hårdt for din mor og jer, vi vil jo allerhelst holde os væk fra sygehuse.

    SvarSlet