Sommer i Trondheim og Leksvik - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Mens det regner og alt er dunkelt nærmest hele dagen i disse dage, tænker jeg tilbage på dagene i Trondheim. Lykken var at være sammen hele familien, datteren, svigerdatteren, sønnen og lille S. Der regnede, men med ophør indimellem. Vi tog ind til Nidarosdomen, så datteren kunne se den. Jeg forbløffedes igen over dens storhed og rigdom af detaljer. Vi tog os af S. mens hans forældre klatrede op af de smalle trappetrin op til tårnet, hvor de kom udenfor og så udover Nidelven. De gik også oppe under taget inde i domkirken. Det må jeg prøve til næste år, hvis jeg tør. Vi sluttede af med at datteren gav pizza på en restaurant, hvor landmanden og jeg sidste år havde nydt deres bagerafdelings lækkerier sidste år.

En anden dag passede vi S, mens datteren fik sin fødselsdagsgave af sønnen og svigerdatteren; tebordet på hotel Britania. Hun var lige som os vildt begejstret for det hele. Imens hyggede vi os hjemme, vi sang. legede, gik tur, sov og spiste. En dejlig eftermiddag.

Svigerdatterens mor havde inviteret os til Leksvik for at vise os den del af Norge. Selv om det kun er 68 km nord for Trondheim, indebærer det en tur til færgelejet udenfor Trondheim, en sejltur og så turen langs kysten til Leksvik, i alt knap 2 timer. Landmanden og jeg hoppede på motorcyklen, de andre kørte i deres bil. S er ikke fan af bilkørsel, så det passede perfekt, at der blev mulighed for at undersøge opholdsrummets gulv og stole på færgen undervejs.

Svigermor havde sammen med hendes ældste datter, datterens mand og to børn forberedt en lækker frokost til os. Efterhånden er vi blevet bedre til at forstå det norske, men når det går hurtigt, er jeg fortabt. Heldigvis er alle både danskere og nordmænd gode til  at tale langsomt, gentage eller sige det på en anden måde, så snakken gik frit.

Efter frokosten var det tid til at tage på hytten, som man siger i Norge. Familien har en gammel hytte, som ligger der, hvor svigermoderens familie havde sæterhytte, Vi kørte op og ind i et skønt skovområde med søer og udsigt til fjeldene længere væk.

Bilerne blev parkeret et godt stykke væk fra hytten. Alle bar på ting og så drog vi af sted i en lang gåserække, da området er sumpet, så vi gik på træbjælker over mosset. Hvilken perle vi kom til. Ro, skønhed, og plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. Ingen el, ingen vand, udendørs das og alligevel har alle inklusive sønnen overnattet der flere gange både om sommeren og vinteren.

Vi drak te og kaffe, spiste kage og kiks og nød at der var blevet godt vejr.

Da vi kom hjem til Leksvik, hoppede landmanden og jeg på motorcyklen for at tjekke ind på et spændende overnatningssted, det får sit helt eget indlæg. Bagefter mødtes vi igen til aftensmad på terrassen med grillmad og god snak.

En skøn dag sammen med skønne mennesker, og jeg føler mig taknemlig over at få lov til at være en del af deres familie.

Turbospeederen

 Hverdagen har fundet turbospeederen frem, sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig konstant bagud med ting, men jeg øver mig i at nyde øjeblikkene. 

Jeg tænker på at skrive blogindlæg, men tiden går, mens det mentale overskud lige så langsomt svinder væk i takt med, at mørket sænker sig tidligere og tidligere på dagen.

Jeg tænker på at mødes med mennesker, men tiden går og det mentale overskud går med den.

Jeg tænker på at komme i gang med decemberforberedelser, men tiden den går og overskuddet putter sig under tæppet, mens det tænker: i morgen er der atter en dag.

et hyggeligt hjørne på Café Ulla Therkelsen

Til gengæld nyder jeg:

• de mange små øjeblikke vi har med S. Han forsøger ihærdigt at give os sit legetøj, men det er lidt svært gennem en mobilskærm. Det går bedre med at forskrække farmor, farfar og faster over skærmen. Han er vild med sin faster. Når hun dukker op på skærmen, får hun det mest charmerende smil, også selv om hun nu er klippet helt korthåret, fordi det lange hår begyndte at falde af i store totter.
• min fødselsdagsgave fra datteren. Vi var i Art by Me og male på keramik. Jeg er spændt på mit fad, men jeg bliver aldrig så nytænkende kreativ som min datter. Det var dog sjovt og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen.
• tilliden fra min svigerdatter. Jeg får lov til at læse og kommentere på hendes semesteropgaver i kandidatuddannelsen. Jeg lærer så meget. Sidste gang handlede det om mennesker med handikap og deres muligheder for job blandt andet under Covid-19.

• arbejdssamvær med mine kolleger. jeg har arbejdet meget hjemme den seneste tid, men nu er der mere ro på hjemmefronten, så jeg nyder at være sammen med kolleger. Jeg nyder ikke det hårde pres, de konstant er under. Det samme gør sig gældende for mine ledere. Det er ganske enkelt umenneskeligt, det alle er udsat for. Kombinationen af mange hårdt ramte patienter og for få personale er en konstant kamp for at få det hele til at nå sammen.
• den indsats andre kolleger gør, så jeg i dag kunne afholde møde med en af ressourcegrupperne på afdelingen. Målet er at mange af de grupper skal være selvkørende, uden at jeg skal være tovholder. Og vi er ret langt på det område. I dag kunne jeg også afholde møde med en farmaceut og undervisning for to kolleger sammen med farmakonom. Til gengæld havde flere kolleger dobbelt funktion for at få det hele til at gå op, når kolleger og kollegers børn er syge. Nogle dage har de endda tredobbelt funktion.
• den lange gåtur og spisning på cafe undervejs med min studieveninde. Vi får altid vendt alt mellem himmel og jord. Og jeg er altid glad, når jeg kører hjem.

Jeg mangler stadig at fortælle om de sidste dage af sommerens ferie i Norge. Jeg smiler, når jeg ser billederne og genkalder mig den skønne tid. Så smilet må snart forvandles til ord på bloggen.

Og nedenstående plakat møder mig sammen med alle dens venner, når/hvis jeg tager trapperne fra kælderen og op til min afdeling (5 etager). Ja de forsætter nok 3 etager længere op, men det har jeg ikke tjekket. Lige nu er mit mål en gang om dagen at tage trappen op til os selv.

Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022

 Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.

Der var aktivitetsparker ved floden. Der var smukke bjerge, der omgav os. Men vi styrede mod næste oplevelsespunkt, nemlig Trollstigen. Vi havde hørt, at det var et must for motorcyklister.

Naturen begyndte at blive barskere, som vi nærmede os Trollstigen. Vi vidste godt, at vi kom til bjerget af den forkerte vej. De fleste kommer fra den anden side. Sådan passede ruten ikke for os.

 

På toppen var der masser af turister og vi kunne se, at der var bygget vandrestier, hvor man kunne gå op og se ned ad Trollstigen og den store fos.

Selv om vi kørte nedad Trollstigen i stedet for op, så var det en smuk oplevelse, men vi syntes faktisk, at de to steder vi havde kørt om formiddagen var lige så smukke og spektakulære.

Vandfaldet fulgte os hele vejen ned, det er svært at tage billeder af dette på bagsædet af en motorcykel,  det her var det bedste. Dagen var stadig ung, der blev lovet regn hen på eftermiddagen ved Atlanterhavsveien, så vi holdt en kort spisepause på rastepladsen ved Trollstigen, før vi hoppede på motorcyklen igen.

Vejret var med os, da vi krydsede tværs over Norge mod Atlanterhavsveien. 

I sidste uge betalte jeg for alle færgerne, vi havde brugt på ferien. De scanner nummerpladen og så får vi en regning 2-3 måneder senere. Motorcyklen genererede slet ikke samme regning som bilen, fordi vi sjældent kørte på betalingsveje på denne tur, til gengæld afprøvede vi store og små færger.

Jeg nød synet af bjergene, som omkransede vandet. Om sommeren ser det idyllisk ud med de små bygder, der ligger ved bunden af bjerget og med små klatter huse op ad bjerget. Men har du set Hvor ingen skulle tro, at nogen kunne bo på DR1, så ved du, at det er hårdt arbejde om vinteren. Mange steder er der ikke vejforbindelse til disse bittesmå bygder, de må sejle eller hvis vandet er frosset til is, køre på snescooter.

Nu spørger du måske; har I ikke kørt på Atlanterhavsveien før? Jo, men ikke på motorcykel. Vi ville gerne prøve turen på motorcyklen. Og vi var heldige, det holdt tørvejr, mens vi tog vejen, som forbinder små øer, med udsigten til Atlanterhavet. Du kan se flere billeder fra sidste år her.

Da vi var kommet over på en større ø, vendte vi om og kørte tilbage til rastepladsen midt på vejen og fik os en kop varm kakao og en vaffel.

Så vendte vi motorcyklen igen og kørte tværs over den store ø med byen Karvag, over endnu en bro ved Kristiansund og hen til færgen, der sejlede over Trondheimsleia. Det så roligt ude inde ved færgelejet, men det vippede noget mere, end vi var vant til. Der var jo også direkte udkig til Atlanterhavet, da vi var midt ude på vandet.

Endnu holdt det tørt, og vi sendte sms til Trondheim om, at de kunne forvente at se os sidst på aftenen. Datteren var ankommet dagen før efter at have været til dansk-norsk bryllup i nærheden af Trondheim.

Vi nød turen med kurs mod Aure og siden Kyrksæterøra, men så satte regnen ind. Vi tog en hurtig sandwich ved en tankstation og kørte i silende regnvejr mod Trondheim. Vi var sjaskhamrende våde, da vi parkerede motorcyklen ved det lille hus. Barnebarnet sov, men datter, svigerdatter og søn tog imod os på trappen, og der var nybrygget te og kage på bordet. Ren hjertefryd.