Turbospeederen

 Hverdagen har fundet turbospeederen frem, sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig konstant bagud med ting, men jeg øver mig i at nyde øjeblikkene. 

Jeg tænker på at skrive blogindlæg, men tiden går, mens det mentale overskud lige så langsomt svinder væk i takt med, at mørket sænker sig tidligere og tidligere på dagen.

Jeg tænker på at mødes med mennesker, men tiden går og det mentale overskud går med den.

Jeg tænker på at komme i gang med decemberforberedelser, men tiden den går og overskuddet putter sig under tæppet, mens det tænker: i morgen er der atter en dag.

et hyggeligt hjørne på Café Ulla Therkelsen

Til gengæld nyder jeg:

• de mange små øjeblikke vi har med S. Han forsøger ihærdigt at give os sit legetøj, men det er lidt svært gennem en mobilskærm. Det går bedre med at forskrække farmor, farfar og faster over skærmen. Han er vild med sin faster. Når hun dukker op på skærmen, får hun det mest charmerende smil, også selv om hun nu er klippet helt korthåret, fordi det lange hår begyndte at falde af i store totter.
• min fødselsdagsgave fra datteren. Vi var i Art by Me og male på keramik. Jeg er spændt på mit fad, men jeg bliver aldrig så nytænkende kreativ som min datter. Det var dog sjovt og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen.
• tilliden fra min svigerdatter. Jeg får lov til at læse og kommentere på hendes semesteropgaver i kandidatuddannelsen. Jeg lærer så meget. Sidste gang handlede det om mennesker med handikap og deres muligheder for job blandt andet under Covid-19.

• arbejdssamvær med mine kolleger. jeg har arbejdet meget hjemme den seneste tid, men nu er der mere ro på hjemmefronten, så jeg nyder at være sammen med kolleger. Jeg nyder ikke det hårde pres, de konstant er under. Det samme gør sig gældende for mine ledere. Det er ganske enkelt umenneskeligt, det alle er udsat for. Kombinationen af mange hårdt ramte patienter og for få personale er en konstant kamp for at få det hele til at nå sammen.
• den indsats andre kolleger gør, så jeg i dag kunne afholde møde med en af ressourcegrupperne på afdelingen. Målet er at mange af de grupper skal være selvkørende, uden at jeg skal være tovholder. Og vi er ret langt på det område. I dag kunne jeg også afholde møde med en farmaceut og undervisning for to kolleger sammen med farmakonom. Til gengæld havde flere kolleger dobbelt funktion for at få det hele til at gå op, når kolleger og kollegers børn er syge. Nogle dage har de endda tredobbelt funktion.
• den lange gåtur og spisning på cafe undervejs med min studieveninde. Vi får altid vendt alt mellem himmel og jord. Og jeg er altid glad, når jeg kører hjem.

Jeg mangler stadig at fortælle om de sidste dage af sommerens ferie i Norge. Jeg smiler, når jeg ser billederne og genkalder mig den skønne tid. Så smilet må snart forvandles til ord på bloggen.

Og nedenstående plakat møder mig sammen med alle dens venner, når/hvis jeg tager trapperne fra kælderen og op til min afdeling (5 etager). Ja de forsætter nok 3 etager længere op, men det har jeg ikke tjekket. Lige nu er mit mål en gang om dagen at tage trappen op til os selv.