torsdag, november 10, 2022

Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022

 Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.


Der var aktivitetsparker ved floden. Der var smukke bjerge, der omgav os. Men vi styrede mod næste oplevelsespunkt, nemlig Trollstigen. Vi havde hørt, at det var et must for motorcyklister.


Naturen begyndte at blive barskere, som vi nærmede os Trollstigen. Vi vidste godt, at vi kom til bjerget af den forkerte vej. De fleste kommer fra den anden side. Sådan passede ruten ikke for os.

 
På toppen var der masser af turister og vi kunne se, at der var bygget vandrestier, hvor man kunne gå op og se ned ad Trollstigen og den store fos.

Selv om vi kørte nedad Trollstigen i stedet for op, så var det en smuk oplevelse, men vi syntes faktisk, at de to steder vi havde kørt om formiddagen var lige så smukke og spektakulære.



Vandfaldet fulgte os hele vejen ned, det er svært at tage billeder af dette på bagsædet af en motorcykel,  det her var det bedste. Dagen var stadig ung, der blev lovet regn hen på eftermiddagen ved Atlanterhavsveien, så vi holdt en kort spisepause på rastepladsen ved Trollstigen, før vi hoppede på motorcyklen igen.


Vejret var med os, da vi krydsede tværs over Norge mod Atlanterhavsveien. 


I sidste uge betalte jeg for alle færgerne, vi havde brugt på ferien. De scanner nummerpladen og så får vi en regning 2-3 måneder senere. Motorcyklen genererede slet ikke samme regning som bilen, fordi vi sjældent kørte på betalingsveje på denne tur, til gengæld afprøvede vi store og små færger.


Jeg nød synet af bjergene, som omkransede vandet. Om sommeren ser det idyllisk ud med de små bygder, der ligger ved bunden af bjerget og med små klatter huse op ad bjerget. Men har du set Hvor ingen skulle tro, at nogen kunne bo på DR1, så ved du, at det er hårdt arbejde om vinteren. Mange steder er der ikke vejforbindelse til disse bittesmå bygder, de må sejle eller hvis vandet er frosset til is, køre på snescooter.


Nu spørger du måske; har I ikke kørt på Atlanterhavsveien før? Jo, men ikke på motorcykel. Vi ville gerne prøve turen på motorcyklen. Og vi var heldige, det holdt tørvejr, mens vi tog vejen, som forbinder små øer, med udsigten til Atlanterhavet. Du kan se flere billeder fra sidste år her.




Da vi var kommet over på en større ø, vendte vi om og kørte tilbage til rastepladsen midt på vejen og fik os en kop varm kakao og en vaffel.


Så vendte vi motorcyklen igen og kørte tværs over den store ø med byen Karvag, over endnu en bro ved Kristiansund og hen til færgen, der sejlede over Trondheimsleia. Det så roligt ude inde ved færgelejet, men det vippede noget mere, end vi var vant til. Der var jo også direkte udkig til Atlanterhavet, da vi var midt ude på vandet.


Endnu holdt det tørt, og vi sendte sms til Trondheim om, at de kunne forvente at se os sidst på aftenen. Datteren var ankommet dagen før efter at have været til dansk-norsk bryllup i nærheden af Trondheim.




Vi nød turen med kurs mod Aure og siden Kyrksæterøra, men så satte regnen ind. Vi tog en hurtig sandwich ved en tankstation og kørte i silende regnvejr mod Trondheim. Vi var sjaskhamrende våde, da vi parkerede motorcyklen ved det lille hus. Barnebarnet sov, men datter, svigerdatter og søn tog imod os på trappen, og der var nybrygget te og kage på bordet. Ren hjertefryd.

8 kommentarer:

  1. Fantastiske landskaber! Blot ærgerligt at det ikke kunne holde tørt hele vejen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af Norge :-) Heldigvis var det kun det sidste stykke vej, og jeg var ved at være mæt af indtryk og ville bare gerne se min familie.

      Slet
  2. Sikke bjerge I har været forbi! Og hvilke farver i vandet! Norge er bare for vild.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, Norge er virkelig bare for vild, og nu kiggede jeg på vandbillederne igen, de har jo alle mulige farver .-)

      Slet
  3. Tak for masser af skønne billeder.
    Atter en gang kan vi konstatere, at Norge er et fantastisk land, og vi glæder os SÅ meget til vores tur derop til næste sommer.
    Hvis jeg skulle vælge to lande til at feriere i og fravælge resten, ville jeg uden tøven vælge England og Norge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Ellen :-) det kan jeg godt forstå, at I glæder jer til. England har jeg ikke set siden 1976, men det gad jeg godt besøge igen.

      Slet
  4. Jeg kan faktisk godt forstå at I gerne ville tage den tur på motorcykel, men jeg ville nok ikke bryde mig om at sidde bagpå. Men OK - man kan jo godt alt sådan noget, med lidt snilde og hvis tingene er godt lavet, og det er den jo, en smuk motorcykel på billede 10, den behagelig.

    Man oplever naturen på en mere intens måde - 360 grader uden bliktag.
    Jeg faldt i svime over det tredie billede (og fjerde ...)

    SvarSlet
    Svar
    1. Donald, jeg sidder trygt og godt bagpå, men trygheden skyldes også at min mand er kompetent til motorcykelkørsel. Jeg er glad for at du nyder billederne.

      Slet