lørdag, januar 30, 2016

Lørdagsluft

Aftenvagten strøg af sted i går aftes, der var meget stuegangsarbejde, hvilket betød at jeg var i fast pendulfart mellem lægekontor, patientstuer og på jagt efter kollegerne, som sørgede for at passe og pleje alle patienterne, men som også skulle have besked om, at den patient skulle have sat intravenøst medicin op, at den patient skulle have anden medicin, hvem der skulle modtage næste patient osv. For der kom en jævn strøm af patienter i løbet af vagten, så alle havde nok at se til.

DSC_0522

Lørdagen er også strøget af sted, jeg har fået købt værtindegaver, jeg har talt med søster, datter og søn i telefon. Jeg har fået et punkt på den mentale to-do-liste fjernet, det har fyldt længe. Nu ligger der en opdateret adresseliste på gemalens fætre og kusiner, så vi i arbejdsgruppen kan indkalde til efterårskomsammen. Selv om vi to er i den yngre og dermed arbejdende alder, så har familiens efterlønnere og pensionister så travlt med at holde sig i live med oplevelser / børnebørnspasning, at vi skal være tidligt ude for at få dem med. Nu er der gået en kort tur, så der kunne komme frisk luft til hjernens nerveceller og ny energi til aftenens vagt. Der bliver helt sikkert nok at se til, for de patienter, der kom i går, skal jo i dag have lagt en plan for det videre forløb, og da det er weekend med færre læger og sygeplejersker på arbejde, så plejer vi at skulle tage aftenvagten til hjælp. Det er helt fint for mig, jeg nyder samtalerne med patient og pårørende og blev så glad i går, da jeg udskrev en patient, hvor jeg skulle sende mange roser til alt personale, køkkenpersonale, rengøringspersonale, læger, sekretærer, terapeuter og sygeplejepersonale. Det havde været et godt forløb og patienten havde følt sig i trygge hænder hele vejen igennem. Senere skulle jeg sammen med lægen fortælle en patient, yngre end mig, at symptomerne stammede fra en blodprop i hjernen. Patienten blev naturligt ked af det, men sagde så, jeg føler mig i trygge hænder, det skal nok gå. Det er vigtigt for mig, at vi ikke bilder nogen ind, at bare man ser positivt på det, så går det som en leg eller at de gennem denne oplevelse vil blive styrket, men at vi indgyder et håb om og tro på, at det her skal patienten nok finde ud af at håndtere, selv om det bliver svært.

DSC_0529DSC_0530

Og svaner og gæs i luften gør mig glad, tænk at jeg har dem omkring mig ved vintertide.

DSC_0533

God lørdag til dig.

torsdag, januar 28, 2016

En hemmelighed

Måske husker du, at jeg snakkede om hemmeligheder, jeg hæklede. Det var dem her. Jeg fik hæklet otte af slagsen, andre hæklede mange flere. Alle på afsnittet blev opfordret til at hækle mindst fire hver. Nogle kunne ikke hækle og fik andre til det, nogle begav sig for første gang ud i hæklekunsten, nogle lavede mad til dem, der syede sammen og hæklede kant. Nogle skrev digt og kort. Alle glædede sig til, at gaven skulle gives i dag. For i dag stoppede vores leder som leder, hun vil gerne have nogle år som sygeplejerske og er kørt i stilling til en funktion i vores udgående team, når engang politikere i region og kommuner kan blive enige. Indtil da har hun byttet rolle med vores souschef, så fra på mandag er min souschef leder, og min leder souschef. Det er to stærke kvinder, så det skal de nok finde ud af, og vi andre glæder os til at prøve at have vores tidligere leder med i plejen.

DSC_0460

Vores leder blev rigtig glad for tæppet, der er hæklet mange tanker og kærlighed ind i det tæppe. Og jeg synes, at jeg har verdens bedste kolleger, som fandt på så god en ide.

DSC_0512DSC_0519DSC_0520

Der var så mange mennesker, og jeg havde fået lov at passe en kollegas lille baby, så mit billede blev lidt uklart og taget på lang afstand, men I kan vist godt få indtryk af et smukt tæppe.

DSC_0517

onsdag, januar 27, 2016

Hvis jeg var en anden blogger

sådan cirka startede indlægget hos en af de yngre bloggere, som jeg af og til smutter forbi. Og jeg havde som andre det først sådan, wow det er da godt nok en anden tone end der plejer at lyde fra hende. Og det var helt bevidst, hun var blevet skudt i skoene, at det ikke kunne passe, at hun altid havde gode, positive dage. Nu startede hun sit indlæg med at se dagen i lyset af kommentarerne og bagefter skrev hun indlægget, som hun ville have det, med fokus på det gode i livet. Se det var en øjenåbner for mange af hendes faste læsere, og jeg kom til at stoppe op og tænke over min blog. Har jeg mon glemt et af mine mål med min blog, nemlig at kunne se det smukke og skønne i hverdagens trivialiteter? Ind imellem kan det føles godt at dele alt det, der irriterer en, men det kan også virke selvforstærkende, når det kommer på skrift og vel og mærke bliver stående der til evigt minde.

Hmm, nu springer tankerne til Svend Brinkmann, og jeg skynder mig at reservere hans bog (3-4 måneders ventetid). For er jeg nu en af dem, der hele tiden fokuserer på det positive og undgår det negative? Jeg finder et interview med ham og læser:

”I følge ham bør vi øve os i at fokusere på alt det negative i livet, vi alligevel ikke kan ændre på. Først når vi accepterer, at vi en dag bliver syge, gamle og dør, og at det samme vil ske for alle vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og samværet med andre mennesker.”

Se det er for mig ikke det samme som ikke at måtte se det positive i livet, og egentlig synes jeg, at Mette Marie har fat i den samme tankegang:

”Ting sker, og nogle af dem (som de små, ligegyldige sten i skoen herover) skal man efter min mening bare valse henover uden at se sig tilbage, og så fokusere på noget andet.”

Og SB nævner også i artiklen:

”Hvis der er noget, der er værd at navigere efter i sit liv, er det pligter og moral. Og så er det jo herligt, hvis man samtidig har det fedt og sjovt med at gøre sine pligter og gøre det ordentligt. Men hvis man ikke har det herligt, er det alligevel værd at gøre det. Det er dét, der er pointen,« siger han.”

Det kan meget vel være, at SB synes, at Mette Marie og jeg er en del af dem, der via vores blogge udlever vores narcissisme. Det overvejer jeg da af og til, om jeg bliver mere selvoptaget af at beskrive min hverdag og mine tanker her. Indtil nu har jeg ment, at jeg får tænkt over emner, dels når jeg skriver, dels når jeg læser jeres kommentarer. Jeg mener, at det at læse blogge udvider min horisont, men jeg er også klar over, at jeg jo mest følger blogge, som på en eller anden måde tiltaler mig. Det kan være fordi jeg kan spejle mig i det oplevede eller måske lige det modsatte, at jeg overhovedet ikke kan spejle mig, men bare synes det er sjovt at blive provokeret, distraheret, inspireret.

Så nu lukker vi småtingsafdelingen med, at mine øjne er ok, alt er godt og jeg skal nu fokusere på min projektgruppes PowerPoints sider om apopleksipatienters oplevelse af overgangen fra indlæggelse til tiden efter. I eftermiddag efter arbejdstid er hele afdelingen inviteret til at høre små indslag om, hvad der sker af udviklings og forskningsprojekter. Vi repræsenterer sygeplejen på apopleksiafsnittet. Det bliver spændende, og bagefter skal jeg til generalprøve i koret inden vores koncert i morgen.

Ha en god gråvejrsonsdag

PS billedet har ikke noget med ovenstående at gøre, men blot et billede af hvad der sker, når en ganske almindelig bagerbrunsviger bliver pyntet til fødselsdag af datteren. Og JA, her i Vendsyssel pynter vi med flødeskum og marcipan, det smager skønt!

DSC_0474

tirsdag, januar 26, 2016

Tirsdagsudsigter

Tirsdagen starter lovende, god søvn og tre fridage foran mig. Landmanden er taget på jagt og selvfølgelig har hans hustru sørget for en god madpakke og en kande dampende te. Dagen skal fyldes med praktiske ting, et kapitel til en lommebog mangler vores kommentarer og rettelser til forlagets forslag, oplægget til afdelingens dag i morgen skal forberedes og vasketøj skal vaskes. Senere skal det lægges sammen og en masse juleduge skal stryges, før de lægges ned i den smukke gamle kommode fra mine forældres hjem. Vejret indbyder også til raske traveture, så det prioriterer jeg højt i dag.

DSC_0507

Bilen skal synes, så den er afleveret hos autoværkstedet, og jeg har fået en anden bil at køre i. Jeg måtte lige bruge tid på at orientere mig om de forskellige funktioner, før jeg kørte ud fra værkstedet. Og når man er vant til én biltype og dens måde at starte på, så skulle hjernen sættes i svingninger for at regne mig frem til, hvordan den her bil skulle startes. Den blev startet og jeg kom hjem. Himlen mod øst, som jeg havde ryggen mod, var smuk, så til sidst måtte jeg holde ind til siden og tage et billede ved en grusgrav. Når nu ikke landmanden kan lokkes ind til byen, så drømmer jeg om en grund med gammel grusgrav. Her er der ofte de skønneste søer i landskabet. Der skulle så bygges nyt hus, småt men godt, let at holde, og så kunne der være annekser til børn og evt. børnebørn. Begge mine børn siger, at den anden må sørge for de børnebørn, så jeg tager den med ro. Jeg har ikke planlagt at holde med arbejdet de første mange år, og landmanden har vist samme holdning, så vi fortsætter rytmen på gården. I dag er min rytme stille, men effektiv (håber jeg). God hverdagsrytme til dig.

DSC_0508

mandag, januar 25, 2016

Rask trav og tanker undervejs

DSC_0489

Godt nok er jeg ikke meget for at indrømme det, men det er alt andet lige lettere at gå til, når sneen ikke ligger på vejen. Og når man som jeg først snupper turen efter mørkets frembrud, så ville det have været for farligt for to dage siden. Og ja, jeg gik 4,5 km i mørke, men det er jo ikke det der bælgravende mørke, som for kort tid siden. Lyset er ved at tage magten, og jeg nyder timerne mellem lys og mørke. Nu pulserer hele kroppen, og mens pulsen kommer ned, kan jeg blogge lidt imens. Aftensmaden er biksemad, den er hurtigt bikset sammen, men ingen af os er sultne lige nu, så vi venter.

Mit ene øje driller mig, det har pludselig fundet ud af, at det kan lave blodsprængninger, som er ufarlige, men som generer mig og som har givet smerter 2 ud af 3 gange. Min læge var enig med mig i, at det er underligt, hvorfor jeg lige pludselig på en måned har haft tre af slagsen og det samme sted. Blodtrykket er pænt, umiddelbart er der ingen tegn på forhøjet tryk i øjet, jeg har ikke synsforstyrrelser, der er ingen øjenbetændelse. Konklusionen blev et øjenlægebesøg, det har så lange udsigter. Nordjylland mangler øjenlæger, så nu er jeg spændt på, om de sidst ankomne af slagsen vil lukke mig ind i varmen inden for overskuelig fremtid. Mens jeg ventede i lægehuset, læste jeg et interview med Lotte Heise, og det bekræfter desværre det, som mange andre siger, at man skal have stærke pårørende, som har overskud og evne til at sætte sig ind i, hvad man som borger med behov for hjælp i hverdagen har krav på. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser sådan en artikel, lige som jeg blev ked af at læse om Pias families oplevelser. For en ting er, at man måske ikke kan tilbyde det, vi forventer, noget andet er, at det i de to familie blev leveret af en uforskammet visitator. Min familie har faktisk ikke oplevet det. Vi oplevede en visitator, som havde respekt for min far, men som også hørte det, jeg sagde mellem linjerne, og vi fik god hjælp fra det kommunale regi. Allerede ved det møde sagde hun, at de ikke kunne yde en rengøring, som vi måske selv ville have det, det er ærlig snak, men i de rum, hvor min far færdedes i til hverdag, var rengøringen i orden. Vi sørgede så for den mere grundige rengøring. Vi har også kun oplevet kvalificeret sygepleje med høj viden om demenssygdomme og den enkelte beboeres behov og symptomer, da min far kom på plejehjem. Det er så heller ikke hverdagskost, kan jeg høre rundt omkring.

Aftenen er her, den kan nydes med bevidstheden om tre fridage, som godt nok fyldes med arbejdsrelaterede aktiviteter, men som stadig kan foregå i mit tempo, førend weekendens tre aftenvagter banker på. God aften til dig.

DSC_0504

søndag, januar 24, 2016

Så gik den søndag

Der har været tid til langsom morgenmad, tid til gåtur, tid til snak med datteren og rådgivning over telefon, tid til at arbejde både med kontorarbejdet for landbruget og med sygeplejerelaterede emner. Der har også været tid til strik og snak med min ene søster, og tid til at spise fastelavnsbolle. Trods mit ønske om en sundere livsstil skal der være plads til lækkerier.

DSC_0501

Nu vil jeg lade landmanden holde øje med håndbolden og så vil jeg dykke ned i sygeplejens verden igen. Jeg kan mærke, at jeg har det godt med at få tænkt nogle tanker og evt. få dem på skrift, inden jeg skal arbejde videre med dem i morgen. Og du får til sidst en vejrrapport fra mosen, gråt, glat og sne på retur. Højst sandsynligt samme melding som hos alle jer. God søndag aften til dig.

DSC_0499DSC_0500

lørdag, januar 23, 2016

Stille sne

Herude kan man tale om stilhed, det eneste vi hører, er vores skridt og buksernes raslen. Landskabet er hvidt, og rækker så langt øjet rækker. Vejen bliver glat længere henne, og vi kan høre en traktor i det fjerne, det er hedeselskabets vogne, der har kørt vejen glat. De er ved at flise træ, så der kan blive plantet nye læhegn. Frostmarken er god at køre på, så de holder ikke fridag, for pludselig er det sjap og søle igen.

DSC_0490

DSC_0492

Det gjorde godt med en gåtur, kroppen er vakt til live og kan nok klare en pind på strikketøjet igen. Mon nogen af jer har strikket Velfærdsmodellen? Hvordan skal man tolke “når modellen måler 58 cm” er det fra skulder eller bagpå eller foran? Målet skal bruges til at finde, hvor jeg skal strikke en lomme på kjolen. Jeg satser på at det er fra skulderen og strikker videre. Fik lige en ide, har kigget på modeller og talt striber, så det er vist ikke helt galt det, jeg har tænkt.

DSC_0494

God eftermiddag til dig.

Langsom lørdag

Når nu man har bestemt, at man må sove lige så længe, det skal være, så er det da irriterende, at man må opgive at blive i sengen klokken halv otte. Jeg trak den en time længere inde i sofaen med computer og ipad. Verdenen udenfor er hvid, og mens jeg laver morgenmad til os, sørger landmanden for mad til fugle og hund. Det er sjovt at iagttage de forskellige tilgange til maddepotet, nogle flyver hen og napper hurtigt en bid og så hen i buskene for at fortære det, andre giver sig god tid på brættet og de store fugle sørger for, at de små slet ikke kommer til. Så må landmanden lige banke på ruden, der skal være mad til alle.

en fugl 240116

Fridage er lig en blå nuance i stemningslejet med mindre vi skal noget eller har gæster, det er underligt, men er også et tegn til mig om, at jeg skal finde andre interesser end mit arbejde. Fakta er jo, at jeg lige nu har lyst til at give mig i lag med forskellige ting, jeg ikke nåede i fredags. For mig vil det være hygge at sidde med te, at kunne gå til og fra som jeg har lyst, ingen tvang, men ren og skær interesse at dykke ned i arbejdsopgaver. Den går ikke Granberg*, denne weekend skal som den forrige være næsten fri for arbejde. Så jeg må finde strikketøjet frem, gå ture, og vride hjernen med, hvad jeg ellers kan finde på (vasketøjet råber på mig, så det skal også have opmærksomhed). Jeg vil dog finde et par timer, hvor jeg må forberede oplæg til afdelingens dag i næste uge. Min chef har insisteret på, at midt blandt oplæg fra de høje damer og mænd inden for lægeverdenen skal min lille projektgruppe fortælle om vores projekt. Det har jeg lyst til at fordybe mig i, og det har jeg så allernådigst givet mig selv lov til.

to fugle 240116

Hvad mon du fylder i din weekend? Uanset hvad så ønskes du en god lørdag.

tre fugle 240116

* Om jeg egentlig kan bruge det udtryk i denne sammenhæng kan man diskutere. Udtrykket bruges om noget, som ikke kan lade sig gøre. Og jeg kan jo godt lade weekenden blive opslugt af arbejde, men jeg vil ikke.

fredag, januar 22, 2016

Historien om et tæppe

Der var engang et tæppe, der hyggede sig i en butik. Det var ganske flot vævet i orange farver med lidt grov struktur og blev kaldt et indisk tæppe. Om det nogen sinde havde set Indien eller om det med nutidens viden måske var vævet af børnearbejdere, må vi lade stå ubesvaret, for det var i 1976. Nogle ville måske påstå, at det ikke kunne kalde sig et tæppe. Men det var stort nok til at dække en sofa eller seng, så måske et sengetæppe så. Ind af døren trådte en ung kvinde og en ældre mand. Åh ja dengang syntes den unge kvinde, at alle over 30 var ældre, godt nok syntes hun, hendes forældre var i den unge ende af genren, men alligevel. Hun var 19 og han var 45. Den unge kvinde ønskede sig ikke fine ting til at pynte eller praktiske gaver så som service og tekstiler til køkken og bad. Godt nok var hun nu blevet student og skulle rejse ud i verdenen (nærmere bestemt Oxford, England) og dermed væk fra barndomshjemmet. Men service og tekstiler var det mest kedelige, man kunne få i gaver, så nej tak blev der sagt. Gaven i anledning af studentereksamen skulle være et tæppe, og sådan blev det.

Tæppet blev nu aldrig brugt som sengetæppe, hvem reder dog sin seng? Ikke den unge kvinde i hvert fald. Til gengæld blev det til et vægtæppe, hvor den unge kvinde hængte billeder, små plakater eller hvad hun lige nu havde lyst til at pynte tæppet med. Det fulgte hende på forskellige kollegieværelser under sygeplejerskeuddannelsen og derefter i hendes første lille etværelseslejlighed. Da hun flyttede ud på gården, blev det gemt væk. Det blev sommetider brugt i forskellige lege, som hendes børn fantasifuldt opfandt.

Tæppet har måske følt sig lidt ensom der inde i skabet sammen med udklædningskassen, nu hvor der ingen børn var, som legede fantasifulde lege i huset. En skønne dag efter mange år derinde fik det lov til at komme frem i lyset. En ung kvinde holdt det op mod vinduet og så vurderende på det. Det blev pakket ned i tasken. Og nogle dage senere fik det lov til at agere fotomodel, da kvinden sendte et billede til sin mor, den unge kvinde fra 1976. Tæppet følte sig godt tilpas i sit nye hjem, for ordene, den unge kvinde sendte med billedet, lød:

”Dit stykke stof giver ultimativ hyggestemning ”

sengetæppe fra fortiden

torsdag, januar 21, 2016

Sådan gik min dag i går

Højst sandsynligt ikke interessant for andre, men for mig er det med til at få tænkt over hverdagen:

DSC_0478

  • mobilen ringede kl. 5. Jeg havde sovet godt om natten, 7 timer med en enkelt opvågning, men var alligevel træt.
  • rutinerne kørte på automatpiloten, først bryggede jeg te til landmanden, og så smurte jeg mad til ham, en tallerken til formiddagspausen og en til frokost. Det blev sat ned i mandskabsrummets køleskab.
  • så lavede jeg morgenmad til mig selv. Jeg lovede mig selv for efterhånden mange år siden (da jeg blev færdig som sygeplejerske, dvs ca 25 år siden) at jeg aldrig mere ville gå på kur. Det løfte har jeg holdt, jeg kan godt afprøve andre måder end den vanlige spiserytme, eksempelvis 5:2 faste eller at være vegetar en uge, eller som nu at holde fokus på mængden af indtag og det jeg indtager. Men aldrig mere noget med at det må jeg ikke spise, eller det er forbudt med mellemmåltider, eller at jeg kun må få så og så mange kalorier.
  • så gik jeg på badeværelset og gjorde mig klar, sluttede af med at føntørre håret og puttede høreapparaterne i. Klar til afgang.
  • Kørte ud fra gårdspladsen ca. 6.05, hører som oftest CD’er, som jeg kan synge til. Øver mig i at være voksen og forsøger at lytte til morgenradioen med nyheder osv. Det går ikke så godt.
  • parkerede bilen og gik de 500 meter ned til sygehuset og omklædningsrummet. I går havde jeg ikke tænkt mig om, jeg skulle til et møde de sidste timer på arbejde og ville gerne hurtigt hjem, så jeg ønskede at have klædt om til civil tøj inden mødet. Det betød converse sko, kjole, uldstrømpebukser og min korte vinterfrakke (vinterstøvler og vinterfrakken er jo gået uden mig). Det var koldt at gå de 500 meter om morgenen!
  • dagen gik hurtigt af sted, jeg synes meget af mine dage lige for tiden går med at få styr på detaljer hist og pist (materialer til kursus, reservering af lokaler, krydstjek med kursusdatoer og personale på arbejde, osv), og så skubber jeg større opgaver foran mig. I går havde jeg dog et godt møde med en kollega med samme funktion som min, vi fik lagt planer for foråret.
  • hjemme igen hyggede landmanden og jeg os med eftermiddagsteen – vi sad med hver sit ITgrej, der var både mobiler, iPad og bærbar computer på bordet. Pludselig fik vi travlt, for vi havde for en gangs skyld planlagt noget sammen om aftenen ud af huset.

DSC_0477

  • klokken 18 sad vi i Nørre Uttrup kirke, vi fik billetter ved at være der en time før og var nu klar til aftenens foredrag. Det var Charlotte Røhrt, som har skrevet bogen: Jeg mødte Jesus. Hun var en blændende formidler, og selv om hun er københavner af oprindelse, troede jeg på hendes udsagn om, at hun havde fundet sin hjemstavn i Nordjylland. Hun var helt nede på jorden og fortalte om sine meget specielle oplevelser med humor og eftertænksomhed. Herligt var det, da hun sagde, ja så spørger folk om jeg tror på Jesus? Hvad tror de, jeg har jo mødt ham! Hun var ikke kristen før oplevelsen, beskrev sig selv som værende opvokset i et akademisk, venstreorienteret hjem med Information på bordet og en vis distance til al tro og spiritualitet.Bogen blev købt, så jeg kan læse den en gang til. (bonusinfo, hvis du finder hendes indlæg om Nørre Uttrup kirke, ser du billedet af et halvgammelt landmandspar)

DSC_0473

  • klokken var over vanlig sengetid, da vi var hjemme igen, men da jeg fik en times merarbejde i forgårs, så snuppede jeg en time mindre i dag og mødte først klokken otte

Nørre Uttrup kirke

God aften til dig.

tirsdag, januar 19, 2016

Jeg arbejder ihærdigt

på at få vendt humøret. Trods gode arbejdstimer endte jeg med at køre irriteret fra arbejde, og det pga en bagatel. Det skal ikke ødelægge resten af dagen, så jeg minder mig selv om det gode, jeg søger også de positive ting herhjemme. Det er sådan et lune, hvor det meget nemt kunne gå ud over mine kære, bare fordi. Datteren havde dækket bord, lavet te og tændt levende lys overalt i stuen, da jeg kom hjem, så jeg nød at sidde i stuen sammen med hende og lade roen sænke sig. Og midt i søgen på hverdagens små skønne øjeblikke opdagede jeg billederne, datteren havde sendt til mig. Tænk at finde en regnbue i sin seng, det er da magisk og skønt. God aften til dig.

regnbuesengregnbueseng2

mandag, januar 18, 2016

Et år siden

at vi nød morgenen efter en dejlig festdag. Dagen i går var berammet til dejligt samvær med datteren, og det blev den. Mens datteren og jeg gik tur i det skønne frostvejr i klitterne og langs vandet ved Blokhus, ringede landmanden. Hans søster og svoger ville gerne fejre hans fødselsdag på forskud, så de kom med kage til eftermiddagskaffen. Vi nåede hjem og fik dækket bord, og hurtigt tog vi beslutningen om, at der var mad nok til fem til aften, og sådan blev det. En skøn dag med masser af snak og samvær. Landmanden og svoger grillede en lækker oksemørbrad, datteren lavede en god salat, og kartofler blev forvandlet til Hasselbackkartofler. Dessert var der ikke noget af, men vi havde stadig den gode Othellolagkage i maven fra om eftermiddagen og sammen med lidt chokolade og slik  og masser af te gjorde det, at vi gik meget mætte i seng.

DSC_0466

Nu er fødselaren sunget op, han har frabedt sig gaver, og det respekterer vi, men vi skal nok sørge for, at han bliver fejret behørigt i dag også. Sønnen har også nået at tale med ham i telefonen her til morgen. Nogle bananer skal forvandles til muffins lige om lidt, så medarbejderne også mærker, at der er fødselsdag på gården. Og google skal forsyne mig med gode råd og tips til en Culottesteg på grill og tilbehør, du er også velkommen til at byde ind.

DSC_0463

Mandag er startet med sang, knitrende frost og glæde over en god søndag. Må den fortsætte i de takter og må din dag være god og kærlig ved dig.

DSC_0472

lørdag, januar 16, 2016

Lørdagssysler

krans 160116

Jeg hækler hemmeligheder, måske kunne jeg godt afsløre dem, men tænk nu hvis helt tilfældigt at den, hvem hemmelighederne er til, kiggede fordi min blog? Så det forbliver en hemmelighed. Jeg kigger også fjernsyn, fordi det kan jeg have tændt, mens jeg pakker juleting i kasser. Nu er de i kasser, så skal de bare i store kasser. Sæt i gang! Først drikker jeg dog en kop te, hækler lidt mere og nyder knækbrød med ost. Ansporelse til at få det færdigt kom for to timer siden med et mobilopkald. Datteren kommer på besøg, hun kommer med toget midt aften, så nu er der ingen kære mor, eller måske er der? For måske er det derfor, at jeg gerne vil, at værelserne bliver ryddelige og ser indbydende ud. Sæt i gang! Først snupper jeg dog lige et billede* og et indlæg, men så er det også slut med den pause.

ventende hund 160116

Istvan pauserer hele dagen, han venter på, at landmanden kommer hjem igen fra en jagt, som Istvan ikke kunne komme med på. Sådan er der så meget, der ikke altid er, som vi selv helst vil have det. Men pyt.

Ha en dejlig lørdag, det vil jeg bestræbe mig på.

ventende hund2 160116

* og billederne blev duggede pga forskellen mellem indeklima og udeklima og absolut ikke perfekte, men sådan er livet vel også

fredag, januar 15, 2016

Januar–en skøn måned

Ups mon ikke hun har skrevet forkert? Januar er da den hårdeste og mest triste måneder på året. På ingen måder.

morgenlys 150116

Sne, lyset er vendt tilbage om eftermiddagen, frostklar luft, jeg har stadig lyskæder udenfor. Hvad mere kan man forlange? Og det får vi faktisk ofte i januar. Jeg kan i den grad følge Liselottes ord om, at sne er skøn, I kan komme med alle jeres betragtninger om besværligheder med sne, jeg køber dem ikke. Jeg elsker sne og gad godt, at det var mere hvidt.

solnedgang 150116

Og så har jeg to af mine kæreste, der har fødselsdag i denne måned, så jeg holder af måneden. Måske har jeg indimellem sukket dybt over mørket og vinteren, men det er som regel henne i februar, hvis ikke der har været sne og frost.

solnedgang2 150116

Nu er det weekend, og min øvelse går på, at jeg ikke tænker på arbejde, at jeg ikke lige tjekker mail eller arbejder med noget, jeg synes, er spændende. for det er jo det! Mit arbejde er faktisk også min hobby, jeg er simpelthen vild med det arbejde, men det går ikke, for jeg får puttet så mange tanker ind i hovedet, at jeg har svært ved at rumme andet. Det er lidt nemmere for landmanden, han bor jo på sit arbejde og lader fritid og arbejde flyde ind imellem hinanden. Jeg kan ikke holde fri tre timer ude på sygehuset for så at arbejde tre timer om aftenen. Så jeg får blot fyldt dagens vågne timer med sygepleje, fra jeg står op, til jeg går i seng. Det går ikke, blev der sagt. Jeg vil hellere læse sygeplejeartikler end at læse en god bog, at strikke, at se serier etc. Og det må jeg så ikke i de næste tre dage. Jeg har fri og vil forsøge at få julen ryddet på loftet - åh jo det har jeg vist skrevet om flere gange, at nu skulle det i kasser og på loftet. Fakta er bare, at det ligger overalt nede på sønnens værelse, Og da vores Tv2kanal driller på det ene fjernsyn, og det andet fjernsyn står på sønnens værelse, og da der kommer herrehåndbold med Danmark i morgen aften, så skulle jeg måske tage mig sammen og få gjort noget ved det. Mine vinterstøvler er også gået sig en tur, min vinterfrakke mangler knapper, der skal handling til. Så det er forbudt at lade mig fortabe mig i sygeplejens verden.

solnedgang5 150116

Men solnedgangen, da jeg kom ud i mosen, den kan jeg nyde og bruge tid på at fotografere med mobilkameraet. God fredag aften til dig.

solnedgang8 150116

torsdag, januar 14, 2016

En dårlig start

blev heldigvis vendt til en god dag. Klokken var knapt passeret midnat, da min hjerne syntes, at nu skulle der ikke soves mere. Klokken tæt på fire faldt jeg i søvn, blot for at konstatere to timer efter, da mobilen ringede, at jeg havde glemt at stille uret. Jeg skulle jo op klokken fem! Nå nu har jeg heldigvis en stilling, hvor jeg kan lægge den time et andet sted. Sms blev sendt til min souschef om, at jeg kom klokken otte. Vi havde flere møder sammen i dag, derudover skulle jeg til supervision og dagen sluttede af med fageftermiddag med fremlægning af min souschefs masteropgave og vores tidligere undervisningsansvarlig sygeplejerskes projekt. Det betød, at jeg tidligst var hjemme klokken 18.

morgensne 140116

Det var glat og der havde sneet lidt, men alt gik fint, indtil jeg nåede Nørresundby og Aalborg. Her var der kommet mere sne, og hele tiden kom der meldinger i radioen om uheld, så der blev kørt langsomt. Og det betød, at jeg kom senere på arbejde end meldt. Dagen er strøget af sted med møder, som er gået godt, men mit hoved var godt træt og fyldt med alle mulige tanker, da jeg kom til supervision. Det er mig, der har bedt om og fået bevilget sygeplejefaglig supervision i forhold til min funktion, og heldigvis var sygehuset også enig i, at supervision kræver mere end en person. Så i dag var vi samlet fire sygeplejersker med samme funktion fra forskellige afsnit og specialer, heldigvis var der to nye i gruppen, så der skulle introduktion og præsentation til, hvilket gav mig mulighed for at få tankerne rettet mod der, hvor jeg var netop nu. Det blev så også mig og mit emne, der blev omdrejningspunktet i dag, og det er jeg glad for. Det gav mig ny indsigt i mig selv og gav stof til eftertanke. Bagefter var det tilbage til afdelingen og eftermiddagsmødet. Her fik vi snakket endnu mere sygepleje og hvad vi synes er akut og rehabiliterende sygepleje til apopleksipatienter. Jeg glæder mig til at se det projekt folde sig ud over de næste år. Rom blev ikke bygget på en dag, det gør kompetenceudvikling og udvikling af sygepleje heller ikke.

Sneklædt sygehus 140116

Jeg er landet hjemme på matriklen, helt uden problemer, og aftensmaden blev rester, som hurtigt blev opvarmet. Landmanden havde brygget te, så nu vil jeg lade roen sænke sig og nyde aftenen. God aften til dig.

sneklædt sygehus2 140116

onsdag, januar 13, 2016

Den sidste rest

af jul brændes ned i aften. Lyset er så langt nede, at det kun brænder, når jeg sidder i sofaen, så det går lidt langsomt nu.

julen varer længe 130116

Arbejdsdagene er fyldte med spændende opgaver, i dag var det kursusdag for projektgruppen. Det var godt at få fyldt lidt på og vi er nu klar til næste trin, hvor vi skal beskrive hele designet for undersøgelsen; metode, analyse, valg af deltagere osv. Det ser jeg frem til, og vi skal også lige have introduceret vores nye vejleder til vores projekt. Vores “gamle” vejleder har valgt at skifte spor og uddanne sig til noget andet end sygeplejeforsker.

Koraftenen har jeg aflyst, jeg må bare erkende, at når arbejdsdagene er godt fyldte, så arbejder min hjerne videre, især om natten, og så må jeg tage en rolig aften herhjemme. I går nød jeg strikkecafeen hos Liselotte, så i aften drosler jeg ned. Vaskemaskinen vasker og sørger for at jeg har tøj til i morgen. Aftensmaden var nem, en tykkamsteg blev stegt i ovnen i går aftes sammen med rodfrugter, så jeg skulle bare lave kartoffelmos og jævne sovsen i dag. Der er vasket op og jeg har før al aktiviteten nået at gå ½ time ud ad vejen. Det gav energi og et ømt knæ, for jeg gad ikke finde traveskoene frem og gik i gummistøvler. Ikke så smart, når der er faldet sne og der er glat. Jeg faldt dog ikke, men lavede uhensigtsmæssige kropsvrid for at undgå det.

sne Mølleparken 130116

mandag, januar 11, 2016

Når nu man

  • egentlig er så træt, at man, som små børn af og til gør, kunne sove fra eftermiddag til næste morgen
  • har et projekt man gerne vil have færdig
  • føler at øjenlågene falder i, så snart man sætter sig for at strikke eller blogsurfe
  • er mørkeræd og ikke tør gå ude på vejen

Ja så er der kun en ting, der dur. Tosset og skørt, jeg ved det, men det virker for mig.

gåtur 110116

Min gårdsplads er tilstrækkelig stor til, at man kan få fart på i den cirkel jeg gik rundt  og rundt og rundt i. Nu er hovedet let, aftensmaden er spist, den grønne te med brombær er brygget (i håb om at den sødmefyldte velmagende te kan narre mig til at tro, at den erstatter juleslikket og småkagerne)

Godt jeg ikke var så træt i går, da var jeg nemlig i biografen med landmanden og se Spectre, den nyeste James Bondfilm. Den var god, og de omkringsiddende biografgængere har helt sikkert fået sig et billigt grin. For jeg opførte mig fyldstændig som hjemme i sofaen, armene røg op foran øjenene, jeg krøb sammen i stolen og vendte hovedet væk, når det blev alt for grumt, alt i alt sad jeg nok noget uroligt i stolen. Godt det også var en grinefilm

søndag, januar 10, 2016

Snefri søndag

 

lørdagssne 090116

Det er nu en sandhed, der skal tages med et gran salt, for der ligger stadig sne, men ikke meget, og helhedsindtrykket er ikke hvidt, men snarere lidt halvsnavset og vådt. Søndagen er startet som vanligt med blødkogt æg, rugbrød og rundstykker. Havde min søn været her, havde han sagt: ahh mor, blødkogt? Nej jeg kan ikke koge et blødkogt æg, det bliver altid kogt mere, for jeg hader, hvis det er for blødkogt. Aviser har vi ikke, så om lidt surfer jeg rundt på nyhedssiderne, men inden da har jeg læst de sidste kommentarer på forrige indlæg. Og straks popper nye ideer op om indlæg.

Betty og jeg kom omkring A. Antonovsky og oplevelsen af sammenhæng (OAS), og jeg måtte dykke ned i hukommelsens gemmer for at finde, hvad han oprindeligt sagde. For jeg har brugt hans teori i forhold til, når vi udskriver mennesker med få eller ingen mén efter deres apopleksi til hjemmet. Her har vi fokus på, hvordan de skal håndtere den viden, de har fået og få det omsat til deres hverdagsliv. Og her har jeg brugt A.A. Jeg har tidligere fortalt om, at når vi zapper rundt, så nedsætter vi evnen til at kunne koncentrere os, så i dag gør jeg noget for første gang; jeg har kopieret passager fra tidligere indlæg, så du ikke skal zappe.

A.A. sammenligner livet med en flod. Hvor nogle mener, at sundhedssystemets opgave er at hive folk op ad floden, og andre mener, at vores opgave er at finde ud af hvorfor folk falder i floden, så mener A.A. at floden er livet. Vi kan ikke undgå at komme i oprørte vande eller være ved at gå under eller komme ind i forurenet vand. Spørgsmålet er hvorfor klarer nogle folk sig gennem disse udfordringer, mens andre opgiver eller bukker under? For A.A. er det en stærk Oplevelse af Sammenhæng, der er afgørende for vores håndtering af de stressfaktorer, vi uundgåeligt vil møde i livet. Hvis vi i mødet med udfordringer og problemer kan begribe dem, håndtere dem og se noget meningsfuldt i den opgave, da kommer vi styrket ud af mødet. Faktisk mener A.A, at OAS dannes gennem hele vores liv frem til voksenlivet, og at jeg som sygeplejerske i det korte møde, jeg har med patienterne, ikke kan øge deres Oplevelse af Sammenhæng, og så dog.

fra dette indlæg

Det ”dog” har jeg diskuteret med andre sygeplejersker, og jeg har også fundet andre, der har tænkt tanker om dette:

Men for at sundhedsarbejdet kan udvikle sig, må borgerens forståelse omkring mekanismerne for 'det gode liv' inddrages. Hermed tegnes et sundhedsarbejde der ligger i spændingsfeltet mellem naturvidenskabens forklaringer og hermeneutikkens forståelse. Begge dele er vigtige, for det er her sundhedsarbejderens fag møder borgerens sag. Borgerinddragelse kan give sundhedssystemet et udfordrende modspil som, hvis det bliver håndteret korrekt, kan bringe nytænkning ind i måden at arbejde med sygdom og især sundhed på.

Hermeneutikken er filosofien om, at vi alle forstår og lærer ud fra en forforståelse. Det jeg tidligere har beskrevet som lommelygteperspektivet:

Jakob Birkler forklarede hermeneutikernes filosofi med, at vi alle har en forforståelse, som vi tager med ind, når vi lærer og at vi derfor ikke nødvendigvis har den samme forståelse efterfølgende, selv om vi har hørt, set, læst det samme. JB illustrerede det med, at vi hver har en lommelygte, den retter vi mod det, vi skal forstå, men jeg lyser måske på emnet fra én vinkel (min forforståelse af emnet), du fra en anden vinkel og dermed oplyser vore lommelygter ikke det samme.  Uanset hvor god vores lommelygte er, kan den aldrig oplyse alt, vi ser alle kun en flig af virkeligheden. Så hvis vi skal nærme os en fælles forståelse, er vi nødt til først at erkende, at vi alene har ikke hele sandheden, at vi hver især kun ser en flig af sandheden og at vi derfor må lytte til hinandens forståelse og spørge ind til den, for måske derefter at opnå en fælles forståelse og måske blive klogere.

Summa summarum: Så i min forforståelse af en god udskrivelse skal der følgende til; jeg som sygeplejerske skal fortælle patienten om det, der er sket. At han har haft en blodprop/blødning i hjernen, hvor den sidder, hvilke skader den evt. har forårsaget (eks. træthed som ofte først dukker op senere) og hvilken viden vi har om, hvordan han kan minimere risikoen for, at en ny blodprop dukker op (gennemsnitlig får ca 10 % en ny apopleksi ). Dernæst skal jeg få patienten til at fortælle, hvordan han opfatter det, hvordan passer den viden med hans liv. Og sammen kan vi måske finde frem til en måde at ”være i floden” på. Jeg har mennesker, som absolut ikke vil holde op med at ryge, men som vil fokusere på kosten og motionen, det er deres valg. Hovedsagen er, at de er eksperter i deres liv og de skal føle, at de kan begribe, hvad der er sket, de skal føle at de kan håndtere det, der er sket, og den måde de vil leve videre på, skal give mening for dem. Når vi så det i hverdagens udskrivelsessamtale? Det er jeg ikke så sikker på, at vi altid gør. Men det er ikke det samme som, at vi ikke skal stræbe efter og bestræbe os på at nå det.

Så fik du lige dagens tekst fra mig, ha en god søndag. Nu vil jeg tage mig sammen og gå en tur i det våde og blæsende søndagsvejr.

lørdagssne3 090116

lørdag, januar 09, 2016

Glæden ved at gå glip af noget

Min kollega lød helt forundret, da jeg ringede ind på afdelingen klokken otte i morges. Egentlig skulle jeg have været oppe klokken fem for at få min døgnrytme i orden til fem dagvagter i næste uge. Igen blev jeg dog taget på sengen af manglende søvn, fordi jeg lige nåede at blunde lidt under fjernsynskigning i går aftes. Istvan ligger og sover trygt i bryggerset, han nyder, at jeg sidder og arbejder på kontoret, fordi stuens computerskærm har opgivet ævred. Kontoret ligger nemlig ved siden af bryggerset og jeg sidder med åben dør, så vi kan holde kontakt. Landmanden er på jagt, han skulle også op kl. fem, fordi de havde lang vej at køre. Udenfor sner det med tunge snefnug, jeg nyder synet af det og vil senere smage på snefnug, mens jeg går en tur. Målet med at tømme dåser for slik og småkager er snart ved at være nået, det er vist godt for min kampvægt, men imens jeg gør min udrydningspligt, forsøger jeg at få motionen tilbage på rette spor.
Næste uges arbejde byder blandt andet på feriemøde. Her i huset har vi ikke besluttet os for hvad vi vil. Er det på motorcykel, er det i bil, skal vi overhovedet udenlands? I forbindelse med at jeg læste Ellens indlæg om ferieplanlægning i går, kom jeg til at tænke på en artikel, S. Brinkman har skrevet.
Overskriften lyder: Lad os gå glip af noget mere i 2016. Og fortsætter med at foreslå, at vi erstatter angsten for at gå glip af noget med glæden ved at gå glip af noget.
”Vi forsøger manisk at fylde alle mulige intense, spændende og afvekslende oplevelser ind i tilværelsen, fordi vi mener, at det netop er oplevelser, der giver livet værdi. Problemet er dog, at hver gang vi vælger noget til – hvad enten det er et job, en kæreste eller en ferie – vælger vi også noget fra, og angsten for, om vi har valgt forkert og dermed går glip af noget bedre, bliver valgfrihedens naturlige følgesvend.”
Problemet med at man er så bange for at vælge fra, at man ikke kan vælge til, kender jeg især fra unge mennesker. For hvordan skal man dog kunne vælge, hvilken vej man skal gå i livet? Tænk hvis man vælger forkert. Her har vores rettesnor været; se på os. Vi har valgt om i livet, vi er ikke det samme sted, som da vi var unge. Jeg er stadig sygeplejerske, som jeg valgte som ung, men jeg valgte det fra i en periode på 11 år blot for at konstatere, at jeg savnede så meget at være sygeplejerske, at jeg til sidst græd, når jeg læste sygeplejefortællinger. Min mand skiftede fra at være tømrer til at tage en uddannelse som landmand, og hans færdigheder som tømrer bruger han stadig i rigt mål. Hvis ikke man vælger til og dermed vælger andet fra, bliver man handlingslammet. Livet går i stå. Min mor elskede at opleve, men nogen gange valgte hun også alt for meget til, fordi hun ikke ville vælge fra. Min far syntes, at de godt kunne have siddet lidt mere på cafeer og iagttaget storbyernes pulserende liv  og set lidt færre kirker. Til gengæld lod min mor ikke tiden drysse væk med facebook, blog og mobil, hun læste meget (bøger, aviser) og var også aktiv i læsegrupper, kor og studerede teologi for lægmand. Vores børn brokkede sig af og til, da de var meget yngre, over, at de kedede sig. Standardsvaret var, at det er sundt at kede sig. Egentlig var det måske ikke planlagt sådan, men pga landbruget kom vores børn ofte til at være herhjemme, når nu begge forældre skulle sortere kartofler hele dagen. Vi kunne måske heller ikke køre ud og ”opleve noget” på fridage, fordi landmanden havde arbejde herhjemme, der skulle gøres. Børnene har ikke manglet legetøj, tværtimod, men ofte var det alt muligt andet de tog i brug, når de legede, de var i den grad begavet med en rig fantasi. Hvad der kommer først, skal jeg ikke sige, men måske gjorde den rigelige tid herhjemme, at de fik aktiveret fantasien.
”Vi risikerer at blive evigt utilfredse med det, vi har, når vi tror, at der er en mulighed for at få noget andet.”
Det kan jeg genkende, for jeg har også haft svært ved at vælge til, for tænk nu hvis jeg så gik glip af noget bedre eller værre endnu, at mine børn ville gå glip af noget. Jeg har været hård ved mig selv, men heldigvis har årenes erfaring og ægteskabet med en mand, der overhovedet ikke har problemer med at vælge fra og til, gjort at jeg har fundet ud af at vælge fra og at hvile i det valg. Jeg hviler også i det valg, at jeg dagdrømmer, selv om tiden går hurtigt, når man er dagdrømmer, og så når man ikke altid det, man skulle have gjort. Omvendt tror jeg, at det er det, der giver mig overskud i en hektisk arbejdshverdag. Nu vil jeg hvile i det valg, at jeg valgte at sove lidt længere og dermed ikke når alt det, jeg gerne ville i dag. Jeg havde drømt om at holde fri i eftermiddag, måske endda besøge nogen, hvis ellers nogen vil have besøg, sådan bliver det ikke. Det er ok, lad det så blive en lørdag, hvor jeg får projektopgaver og juleting på plads, så ugens arbejdsdage kan nydes med god samvittighed.
God lørdag til dig.
aftentur2 080116aftentur3 080116