Tiden går og går

Det synes som et sekund, men jeg ved jo godt, at det er langt mere. I sekunder kan jeg ikke regne det ud, men i år er det 30 år siden. 30 år siden at der blev varslet snestorm til d. 10. januar, og jeg forberedte mig, lånte bøger om hjemmefødsler og tænkte tanker. Landmanden tog det mere roligt, han mente at en traktor altid ville kunne komme frem og skulle det være umuligt, så havde han taget mod mange kalve og grise i sin tid! Nu valgte vores datter så at komme til verden to dage før tid, så der var hvidt som i dag, og snestormen kom faktisk d. 10. Da lå vi trygt og godt på sygehuset, det var dengang, hvor kvinder var indlagt i fem dage efter fødslen. Snestormen afholdt ikke de stolte morforældre fra at køre 80 km for at besøge deres første barnebarn. Og mormoderens reaktion på, at hendes datter, den stolte mor, gik oppe med den lille verdensborger på armen, var: hold da op, er du allerede oppe og går rundt? Det gjorde man ikke på min mors tid, da var man sengeliggende, hjemmesygeplejersken kom og så til barn og mor, og min mor blev spændt ind om livet med et linned hver dag for at genskabe figuren (nej helt ærligt jeg ved ikke hvorfor, måske var det datidens måde at få livmoderen på plads)

Datteren holder fødselsdagen sammen med sin forlovede, de er i hverdagen langt fra hinanden, så de nyder begge at have fri på samme tid. Vi andre har nydt begges selskab i julen, så vi nøjes med at synge fødselsdagsang i telefonen og skrive fødselsdagshilsner hist og pist. Facebook, mail, sms og med ganske almindelig post, vi ville være sikre på at fødselsdagsbarnet ved, at for os er det her ikke Elvis’ fødselsdag eller tvillingernes fødselsdag, det er vores datters fødselsdag. Gennem blogårene har jeg skrevet på denne dag om forberedelser, fødsel, sne, kreative evner, moderens behagelighedszone og om min datters mange skønne evner.

I dag vil jeg nøjes med at råbe et højt hurra for en skøn kvinde på 30 år.