Fingrene er klar

jeg kigger på tastaturet, tankerne flyver, for hvad har været det, der har fyldt mest i dag på arbejde? Hvad fylder nu, hvor jeg holder fri? Når jeg introducerer nye kolleger som i dag, så ser jeg hvor meget vi egentlig går og gør, som kan være svært at huske for en ny kollega. Det står i instrukser, men man finder jo ikke lige computeren frem, trykker på instrukssystemet, søger og venter … venter … og søger igen. Det er der ganske enkelt for travlt til i hverdagen. Vores instrukssystem er ikke særlig nem at søge i, jeg er ved at lære det, men jeg har stået i en travl situation, hvor jeg skulle finde en instruks om noget, vi ikke gjorde så tit. Da endte jeg med at google den pågældende opgave og skrive vores instrukssystems navn bagefter. Vupti, så fandt jeg det!

Nogle afdelinger har fået lavet actioncard til at have i lommen, det har vi også for nogle tings vedkommende. Der er dog brug for flere, og det er min opgave. Lige nu har vi actioncard for screening af synkefunktion, neurologisk vurdering, hvordan man udskriver en patient i systemet, hvilke observationer til hvilke patienter og oversigt over hjernen. Når man har et accelereret patientforløb, hvor de fleste patienter enten udskrives eller overflyttes til genoptræning indenfor 48 timer, så skal man holde tungen lige i munden for at nå alt det, vi ved, der hører til god udredning, behandling og pleje af en akut apopleksipatient. Langt de fleste patienter er meget tilfredse med forløbet, også selv om vi synes, det går stærkt. Da jeg undersøgte patienters oplevelse af et hurtigt udredningsforløb for TIA (forbipasserende blodprop), havde jeg en forforståelse af, at det måtte være svært at håndtere, at man på 4 -6 timer fik lavet MRscanning af hjernen, taget blodprøver, taget elektrocardiogram, scannet halskar, blev undersøgt af læge, fik målt værdier og talt risikofaktorer med sygeplejerske. Hvorefter man til sidst blev sendt hjem med besked om, at man havde haft en blodprop i hjernen, som heldigvis havde opløst sig selv uden at give symptomer. Og at der er en risiko for et nyt tilfælde og man derfor for at minimere denne risiko skal stoppe med at ryge, motionere mere, spise anderledes, få styr på sit blodtryk, tabe sig og tage medicin livslangt (måske ikke det hele for hver enkel patient). Min forforståelse tog fejl. Patienterne syntes, det var fantastisk, at de på så kort tid var udredt og vidste, hvad de fremover skulle gøre. Undersøgelsen viste dog også, at nogen glemte beskeder, andre havde misforstået noget, og at man ikke altid fik stillet de spørgsmål, som man senere tænkte på. Efter den undersøgelse finpudsede vi vores udskrivelsesark, og det trænger til endnu mere finpudsning. Jeg har nemlig engagerede kolleger, som hele tiden kommer med gode ideer. Så der er nok at gøre, og jeg kan godt indimellem føle, at tiden slet ikke slår til, eller at jeg bruger min tid forkert, men det er vist bare mig, der føler sådan.

Nu holder jeg fri i tre dage, dagen i morgen har jeg dog konverteret til en halv arbejdsdag, finpudsning af bilag til vores forskningsprojekt samt genopdagelse/genindlæring af mit program (RefWork), der kan generere referencelister, er på min mentale to-do-liste. Jeg kan trygt sne inde, men jeg tror, min leder krydser fingre for, at sneen arter sig, så hun ikke står med personale, der ikke kan komme på arbejde i morgen.

God aften til dig, her hos mig sner det ikke, mon det sner hos dig lige nu?